Kronik

Skulle jeg have været en abort

Fosterdiagnostikken er oppe og vende igen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad mine forældre ville have valgt, hvis det var i dag, de var gravide med mig. Jeg er født med rygmarvsbrok og sidder lige nu og tænker tilbage på en hyggelig middag med vennerne i lørdags. Hvis fosterdiagnostikken havde været ligeså langt fremme i starten af 70’erne, som den er i dag, var flere af os sikkert slet ikke blevet født
Debat
18. juli 2011
Hvis teknologien peger på, at ens ufødte barn har et handicap, har de vordende forældre så i dag et reelt valg? Det virker ikke sådan, mener dagens kronikør.

Hvis teknologien peger på, at ens ufødte barn har et handicap, har de vordende forældre så i dag et reelt valg? Det virker ikke sådan, mener dagens kronikør.

Kåre Viemose

Da mine forældre ventede mig, var der endnu ikke mulighed for fosterdiagnostik, så de var ikke advaret, da jeg kom til verden. Jeg havde til gengæld ikke fået det liv, jeg har i dag, hvis ikke mine forældre havde hjulpet mig godt på vej. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg spekulerede over, da jeg var yngre, men når jeg tænker tilbage, sætter jeg utrolig stor pris på, at de ikke har overbeskyttet mig. Der er blevet stillet krav til, at jeg uddannede mig, til gengæld blev der også givet plads til masser af fest og farver.

Måske var jeg blevet valgt fra i dag. Det er svært at sige, men det er heldigvis ikke noget, jeg tænker over i hverdagen. Jeg føler ikke, at andre mennesker ser skævt til mig. For mig at se er der stor forskel på debatten, alt efter om vi taler om enkeltpersoner, eller om vi taler om mennesker med handicap som en gruppe. Når jeg taler med kollegaer og andre, som kender mig, er det den største selvfølge, at jeg er til. Når man til gengæld taler om gruppen af mennesker med handicap, kan jeg godt opleve, at andre mennesker er noget mere forbeholdne. Det er derfor utroligt vigtigt, at den enkelte kommer på banen og er med til at øge kendskabet til det at leve med et handicap.

Vi danskere kan så godt lide, hvis vi kan putte hinanden i kasser. Man har valgt at putte mennesker med handicap ned i kassen med 'de svage' sammen med en mærkelig blanding af forskellige andre minoritetsgrupper. Nogle må dog have glemt at lægge låget på kassen, for jeg kender i hvert fald flere mennesker med handicap, inklusiv mig selv, der er stukket af fra kassen, fordi vi på ingen måde hører til den svage del af befolkningen. Jeg synes selv, jeg lever et godt og indholdsrigt liv, og efter min mening bidrager jeg mindst lige så meget til samfundet som mine kollegaer og naboer. Jeg er rigtig glad for mit arbejde på Aarhus Universitetshospital. Her er jeg ansat i et ordinært job, og jeg betaler med glæde min skat. I min fritid er jeg involveret i frivilligt arbejde for blandt andet Dansk Handicap Forbund. Her samarbejder jeg med andre handicappolitikere for det fælles mål at forbedre forholdene for mennesker med handicap, og der er nok at holde fast i for tiden.

Skat og tilskud til sko

Når vi taler fosterdiagnostik, taler vi om at fravælge, og når vi taler om mennesker med handicap, taler vi om en byrde og udgifter. Jeg synes, det er en bekymrende retning, debatten bevæger sig i. Der findes mange mennesker med handicap, som er ressourcestærke, stifter familie, går på arbejde og dermed bidrager til samfundet ligesom så mange andre danskere.

Det er da fuldstændig korrekt, at jeg får et offentligt tilskud til mit ortopædiske fodtøj, og at jeg har et lån til en handicapbil, men disse kompenserende hjælpemidler gør, at jeg kan passe mit arbejde og leve mit liv fuldt ud.

Debatten om, hvorvidt der skal være plads til mennesker med handicap i vores samfund, skal ikke kun handle om penge. Hvordan ville vores samfund se ud, hvis vi Vi ville få et kedeligt samfund, og jeg tror, udviklingen på mange måder ville gå i stå. Hvis vi ikke udfordres i forhold til hinanden, bliver vi bare en stime guppyer, der hovedløst svømmer den samme vej. For mig er det meget vigtigt, at der er plads til forskellighed. Det er det, der gør hverdagen spændende, og jeg elsker at blive udfordret på mine egne fordomme.

Når vi taler om handicapområdet, er det min oplevelse, at manglende viden fylder meget i samtalen. Mange ved simpelthen for lidt om at leve med et handicap, og man 'glemmer' at spørge de mennesker, det handler om. Til gengæld mener jeg også, at jeg har en forpligtigelse i forhold til at tage ansvar for mit eget liv. Jeg lever med min rygmarvsbrok, jeg er ikke syg. Jeg lever med et handicap, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer. Til gengæld giver det også nogle oplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået. Jeg tror ikke, jeg ville have fået muligheden for at optræde på scenen på Grøn Koncert, hvis jeg havde været 'normal'. Jeg er, som alle andre, forpligtet til at få det bedste ud af livet og udnytte de muligheder, der byder sig på min måde.

Har de vordende forældre i dag et reelt valg? For mig ser det ikke sådan ud. For eksempel kender jeg et tilfælde, hvor en gravid kvinde møder op hos lægen for at få beskeden om, at hendes kommende barn har muskelsvind. Historien tager for mig at se en næsten skræmmende drejning, da lægen sidder og udfylder abortpapirerne, mens han giver beskeden. Heldigvis vidste denne kvinde godt, hvad det vil sige, da hendes bror havde muskelsvind, så hun havde allerede taget sin beslutning og valgte at få barnet. Til gengæld kan jeg på ingen måde forestille mig, hvor skræmmende det må være at få en diagnose smidt på bordet, hvis den ikke bliver fulgt op af rådgivning og hjælp til at blive klogere på, hvad det vil sige at leve med et handicap.

Lidt perspektiv, tak

Alle vordende forældre burde få mulighed for at tale med et menneske, der er vokset op med at handicap. Ikke mange livsforløb er ens heller ikke i forhold til handicappet og dets konsekvenser men jeg synes, det er vigtigt, at forældrene kan se, at det liv, som jeg for eksempel lever, er meget mere end en diagnose. For nogle år siden mødte jeg en nybagt far, som netop på det tidspunkt var indlagt med sin nyfødte datter, som var født med rygmarvsbrok. Jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk, da jeg sagde: 'Det er det, jeg har'. Jeg vil ikke påstå, at jeg kunne aflæse lettelse i hans øjne, men jeg kunne i hvert fald fornemme, at han fik tingene sat lidt i perspektiv ved at få en chance for et kort indblik i, hvordan hans datters fremtid kunne komme til at se ud.

Vi bliver bombarderet med, hvor perfekte vi skal være, alt det vi skal kunne, alt det vi skal nå. Er der overhovedet plads til at være forskellige i den perfekte verden? Er der tid til at tage det lille ekstra hensyn og penge til at give den kompensation, som et menneske med handicap kan have brug for?

Jeg er normalt meget stolt af at være dansker og leve i Danmark, men når det eneste, jeg hører, er, at det offentlige skal spare, har jeg svært ved at bevare min stolthed. Mit skrækscenarie er, at det i fremtiden bliver sådan, at det danske samfund ikke længere har råd til at kompensere mennesker med handicap. I yderste konsekvens ser jeg for mig, at forældre får den besked, at hvis de vælger at få deres barn, der har fået konstateret et handicap, skal de selv betale for hjælpemidler, boligindretning, specialundervisning, hjælpertimer og hvad der ellers måtte blive brug for. Det er så langt, min fantasi rækker lige nu, men jeg bliver ikke overrasket, hvis det bliver virkelighed nu har du selv valgt at købe den franske bil, så må du også selv finansiere de dyrere reservedele (Det med de dyrere franske reservedele er en skrøne i dag, men fordommen hænger stadig ved ...)

De kommende forældre står over for et svært valg, hvor en diagnose er en af faktorerne. Jeg har stor respekt for den beslutning, der skal tages. Vores opgave er at hjælpe til, at beslutningen kan tages på et ordentligt grundlag.

 

Rikke Kastbjerg er sekretær

Serie

De ufødtes diagnose

Moderne teknologi giver os mulighed for at få mere og mere at vide om vores ufødte børn. I dag kan man screene for alt fra klumpfødder til forhøjet risiko for brystkræft.

Men er fosterdiagnostik en gave, som hjælper os til at undgå smertefulde sygdomme og uværdige liv, eller gør teknologien os blot frygtsomme og mindre rummelige?

Seneste artikler

  • Kun de få får lov at fravælge alvorlig arvelig sygdom

    15. juli 2011
    Et overvældende flertal af befolkningen ønsker at få mulighed for at benytte fosterdiagnostik, så de kan undgå at blive forældre til børn med alvorlige lidelser. Men på langt de fleste sygdomsområder er teknologien kun tilgængelig for folk, som på forhånd ved, at de befinder sig i risikogruppen. Alle andre må tage, hvad der kommer
  • Hvem har ret til at dømme, om et liv er værd at leve?

    13. juli 2011
    Vi bliver forargede, når vi hører, at man i mindre udviklede samfund sætter handicappede børn ud i naturen og overlader dem til den sikre død. Men i Danmark praktiserer vi også udsætning. Det sker bare, inden børnene er født
  • Synet på fosterfejl ændrer sig, når fostret ligger i ens egen mave

    11. juli 2011
    Vi skal alle have lov at have drømme på vores børns vegne. Derfor er det afgørende, at vi er meget tolerante over for gravides drømme også selv om de resulterer i abort af fostre med moderate fejl som f.eks. klumpfødder
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Larsen

Vi har fri abort i Danmark, og "fri" betyder ubegrænset, ureguleret og indiskutabelt. Der er derfor intet tabu eller stigma forbundet ved at terminere et foster inden for de første 12 uger - det kan man gøre ad libitum. Søger man abort efter 12 uger, får man som regel dette bevilliget, også selvom begrundelsen intet har med fosteret at gøre. Derfor ser jeg ikke abort på baggrund af udsigt til sygdom som noget særskilt etisk problem. Jeg vil ligeså gerne diskutere de 100.000'er der "heller ikke blev født" siden 1972. Og nej, jeg er ikke abort "modstander" i ledtog med Indre Mission eller lign (burde ikke være nødvendigt at sige)

Angående handicap i Danmark, så er jeg meget lidt imponeret over Dansk Handicap Forbunds måde at agere som interessegruppe. Jeg har flere diagnoser og er medlem af to patientforeninger, og lad mig sige, jeg håber aldrig jeg kommer i berøring med organisationer som DHF og deres skingre offerretorik! Man taler om en eller anden "hetz" der skal stoppes, men det er småt med citationer til hvem og hvad præcist. Kunne man få et enkelt navn eller to på disse slemme politikere og deres udtalelser, eller er det ren stråmand?

Midt under denne "hetz" har man dog overskud til at retsforfølge en husejer som ikke har anlagt sin terasse handicapvenligt. For sådan er loven jo! Småtskårne regelryttere der påberåber sig at være samfundets svageste, det er virkelig ikke klædeligt!

Michael Pedersen

Mærkelig sommerføljeton I kører her information - føles snart som at læse Kristeligt Dagblad.

Da fri abort blev indfoert i 1972 var fosterdiagnostikken stadig paa et meget primitivt stadie, det baerende argument for indfoerelsen af fri abort var ikke at sortere uperfekte fostrer fra, det var at give kvinder mulighed for at vaelge fra eller til, hvis de blev gravide.

Den teknologiske udvikling har givet os avanceret foster diagonostik, og man vil inden laenge kunne give et rimeligt perfekt billede af barnets koen, udseende, og evt. skavanker inden 12 uge.

Lige nu er det kun umildbare 'skavanker' som bliver frasorteret, altsaa maalbare handicap, som oftest bliver fundet efter 12 uge. Det varer dog ikke laenge foer 'normale' mennesker ogsaa bliver frasorteret, og foraeldre ville kunne goere det helt lovligt, saa fremt det sker inden 12 uge. Foraeldrende kan have forskelige aarsager, f.eks. at barnet har det forkerte koen.

Jeg synes dette indlaeg er meget relevant, i samme grad som friheden til abort ikke maa vaere tabu belagt, skal man kunne diskutere samme frihed uden at det er tabu belagt.

Michael Pedersen

Hvis teknologien virkelig bliver til at scanne 10 grams fostre for køn og hvis der virkelig er private scanningsklinikker der er villige til at udbyde en sådan service vel vidende hvad formålet må være er det jo rimeligt nemt at forbyde den form for scanninger før abortgrænsen.

Men hvis der findes sådanne folk i Danmark så kan de jo nok tælles på en hånd og de kunne jo allerede nu rejse til Indien hvor man laver sene aborter pga. køn allerede nu.

Og så må jeg endnu engang sige at glidebaneargumentet er noget hø - hvordan er det lige at vi går fra at fravælge alvorlige handicap til at fravælge rødhårede eller piger - det ene følger ikke logisk af det andet overhovedet!

Fosterdiagnostik og efterfølgende aborter er overflødigt og dyrt, fremtiden ligger i ægsortering. Så ja Rikke du var blevet sorteret fra, men det bliver de fleste æg jo alligevel plus de 30% af alle graviditeter som ender i spontane aborter. Mennesker sorterer nemlig automatisk de fleste mutationer fra af sig selv.

og Rikke, for 60 år siden ville du nok været død straks efter fødslen.

Olav Bo Hessellund

Jeppe Larsen skriver:
”Man taler om en eller anden “hetz” der skal stoppes, men det er småt med citationer til hvem og hvad præcist. Kunne man få et enkelt navn eller to på disse slemme politikere og deres udtalelser, eller er det ren stråmand?”

Der er ikke tale om nogen stråmand. Her er et par af de citationer, du efterlyser: http://www.dr.dk/P1/Netvaerket/Udsendelser/2010/06/04094343.htm

Udsendelsen er et godt eksempel på, hvor overfladisk debatten om udgifterne til handicappede kan føres. Hør fx en borgmester fra Aabenraa, som er uvidende om betydningen af handicapridning. Hun tror gudhjælpemig, at der er tale om en luksus og er altså uvidende om, at der er tale om en hyppigt anvendt behandlingsmetode for personer med muskel- og balanceproblemer - og det er sådanne mennesker, vi sætter til at træffe beslutninger om handicappedes vilkår!

Og så er der et par kendisser, bl.a. den allestedsnærværende oberst Lars Møller, der i udsendelsen ikke kun åbenbarer sin almindelige uvidenhed om emnet, men også på sin sædvanlige bramfri måde – der i denne sammenhæng forekommer ret malplaceret - udtaler sig om ting, der mildt sagt ikke vidner om stor indsigt i det, han udtaler sig om. Men hvad, han scorer sikkert et par billige point blandt lyttere, der er ligeså uvidende som han selv.

Jeg kan desuden henvise til artiklen ”Handicappede er blevet de nye indvandrere”, bragt i Information d. 27. juni 2010 og de mange kvalificerede kommentarer, den medførte.

For mig at se er der umiskendelige tegn på, at bestemte grupper i befolkningen i stigende grad stigmatiseres: indvandrere, ældre og nu de handicappede. Et af de første tegn herpå viser sig i den sprogbrug, der anvendes om disse grupper, og som signalerer, at disse grupper ikke er ligeværdige medmennesker. De udgør kun en økonomisk belastning for samfundet uden at yde noget til gengæld. Må jeg minde om KLs tidligere formand, Erik Fabrin, der sidste år indledte debatten udgifterne til handicappede ved at omtale dem som ”gøgeunger”. Andre borgmestre er fulgt trop med lignende udtalelser, bl.a. KLs nuværende formand Horsens-borgmesteren Jan Trøjborg og borgmesteren i Ikast-Brande kommune.

Der synes at være tale om et menneskesyn, hvor mennesker reduceres til en genstand, hvis værdi vurderes udfra en ren cost-benefit betragtning, og intet andet. Hvordan er det kommet så vidt? Godt nok har vi noget, visse politikere kalder en økonomisk krise, men er Danmark da pludselig blevet et fattigt land, der ikke længere har råd til at sikre handicappede et anstændigt liv, materielt set? Er vores BNP lavere nu end det var for ti år siden?

Der er grund til at nære bekymring for et lands fremtid, når man ikke evner at se videre end til, hvor meget et menneske kan bidrage til landets BNP.

Det er absolut relevant, at Rikke Kastbjerg bringer denne problemstilling på banen og delagtiggør andre i sine erfaringer og overvejelser.

Ulrik V. Moser

"I yderste konsekvens ser jeg for mig, at forældre får den besked, at hvis de vælger at få deres barn, der har fået konstateret et handicap, skal de selv betale for hjælpemidler, boligindretning, specialundervisning, hjælpertimer og hvad der ellers måtte blive brug for."

Må ærligt indrømme at jeg ikke kan se det urimelige her. Er det bare mig der er kynisk, og hvordan forholder i andre jer til ovenstående?

Hvor grænsen ligger for hvad der er et "handicap" er selvfølgelig kardinalpunktet. Men at få et barn med muskelsvind, som det berettes om i artiklen, synes jeg direkte er ondt.

Birger Nielsen

Deja vu!

Adgangen til det ypperlige danske velfærdssystem skal begrænses!

steen willadsen

Til Rikke Kastberg:
Jeg læste dit indlæg med interesse og giver dig ret i langt det meste, dog ikke det hele.

Til Søren Lom:
1. Den måde, du taler til Rikke på, er ganske uanstændig.
2. Dine reprogenetiske udredninger er i Rikkes og mit tilfælde aldeles irrelevante, idet vi jo netop blev født.
3. Dine forudsigelser vedrørende ægsortering m.m. er efter min mening helt hen i vejret. Det samme gælder din fortolkning af ovariets fysiologi.

Til hvem der gider at læse det: At noget er lovligt er ikke ensbetydende med, at det er rigtigt, og navnlig ikke for den enkelte. Heldigvis, må man efterhånden tilføje.

Robert Kroll

Den frie abort er en meneskeret - uden den er kvinderne tilbage i rolle som "fødemaskiner" o s v.

Problemet i artiklen har dog dybest set intet med abort at gøre.

Problemet ( hvis det er et problem) er, at alle mødre ønsker sig vellykkede børn.

99, 9 % af alle mødre holder op med at ryge og drikke i god tid før svangerskabet, lever og spiser så sundt som muligt før og under svangerskabet og sørger i det hele taget for, at gøre alt hvad der er muligt for at påvirke fostret i gunstig retning.

Ønsket om en god oplevelse af graviditet og om at få et dejligt barn gør vel, at mødre meget ofte helt naturligt vælger en abort, hvis de ikke er sikre på om deres foster er OK.

Næste trin i udviklingen bliver vel evt, at vordende mødre helt naturligt får tjekket deres mænds sæd og genetik, for hvorfor blive gravid med en mand, der ikke er i top som "avlsmateriale" ?

Vores medicinske viden sikrer, at vi lever længere og længere, og at vi er istand til at holde liv i mennesker med arvelige sygdomme, som man bare døde af i gamle dage - "naturen" afbalancerer denne udvikling ved at give os viden , så mødrene får bedre muligheder for at vælge hvilke børn de vil lægge krop til at føde.

@ Ulrik Moser:

Ja, det er dig, der er kynisk.

Skulle man føre din argumentation ud i sin logiske konsekvens, ville *alle* selvforskyldte omkostninger være at dække af skadevolderen selv. Lige fra sportsskader over parfumeallergi via trafikulykker til specialundervisning i skolen.

Er man kommet til verden skal man have den hjælp man har behov for. Uden at småtskårne kassetænkende kommunalpolitikere skla klistre etiketter på folk.

Ulrik V. Moser

Dana Hansen
"Er man kommet til verden skal man have den hjælp man har behov for. Uden at småtskårne kassetænkende kommunalpolitikere skla klistre etiketter på folk."

Det er jeg fuldkommen enig i. Når først folk er her skal de have al den hjælp de har brug for. Men jeg kan ikke forstå hvorfor folk skal have ret til, med fuldt overlæg, at sætte et stærkt handicappet barn i verden. Kassetænkning kunne måske afskrække folk der har sådanne, i mine øjne, ubehagelige tendenser. Det er ikke engang det økonomiske der forager mig synderligt. Det at folk, som nævnt i eksemplet, vælger at sætte børn i verden der på forhånd er dømt til lidelse kan jeg bare ikke forene mig med.

Olav Bo Hessellund

Ulrik V. Moser:
” Er det bare mig der er kynisk,…”

Hvis kynisme er at behandle andre mennesker på en måde, man ikke selv ønsker at blive behandlet, og at man gør det mod bedre vidende, ja så vil jeg betegne din holdning som kynisk.

En del indlæg på denne side bærer tydeligvis præg af kun at være baseret på uforpligtende teori – og ikke på erfaringer baseret på omgang med handicappede og deres oplevelser af det liv, de fører.

Men kynismen har jo haft gode vækstvilkår i de senere år, anført af politikere, der ser stort på faglighed, når det ikke passer i deres kram, dvs. når det strider imod deres forudfattede meninger om dette eller hint.

Det gælder ikke mindst, når debatten som her handler om de vilkår, handicappede bydes herhjemme. Her er det tydeligt, at mange politikere - og vælgere, for den sags skyld - ikke ligefrem er tynget af indsigt i de ting, de udtaler sig skråsikkert om.

Rachel Henderson

"Alle vordende forældre burde få mulighed for at tale med et menneske, der er vokset op med at handicap."

Ja, men kan man ikke lige det, så kan man da se TV-Glad: http://www.tv-glad.dk/

@steen willadsen

Til Søren Lom:
1. Den måde, du taler til Rikke på, er ganske uanstændig.
2. Dine reprogenetiske udredninger er i Rikkes og mit tilfælde aldeles irrelevante, idet vi jo netop blev født.

Det var Rikke selv som bragte sin person og sit handicap ind i diskussionen, ikke mig. Og hun gjorde det fordi hun vil pådutte os en emotionel vinkel på debatten i stedet for at forholde sig til fakta. At sandheden skulle være uanstændig forstår jeg ikke, det uanstændige er at forfladige debatten til "jeg ville ikke være blevet født." Selve udsagnet giver overhoved ingen mening. Hvis min mor ikke havde mødt min far var jeg ikke blevet født, det rene vrøvl.
At vi er til, er en tilfældighed, og i virkeligheden bliver vi først os efter vi er født. Vi er et resultat af et tilfældigt møde mellem et vilkårligt æg og en vilkårlig sædcelle.

Og ægsortering vil blive fremtiden.

Karsten Aaen

Jeg er farveblind - skulle jeg have været en abort? Min ene niece er født med en hjertefejl - og desuden også døv - skulle hun være valgt fra - før sit dejlige liv?

Sandheden er jo den, at stort set alle fysiske og psykiske sygdomme indeholder arvelige, dvs. genetiske komponenter. Og lægerne aner ingenting, men de tror, at de gør det. De kigger på procent-satser for at at få et døvt barn, for at få et barn med rygmarvsbrok eller for at få et barn med Down's Syndrom. Men hvad nu hvis et par får at vide, at der intet er i vejen, og barnet alligevel er født med et skjult handicap....

Det her handler udelukkende om en eneste ting, at sortere folk fra, før de er født - så de ikke længere ligger samfundet til byrde eller last. Kun store, stærke, rene, raske, sunde mennesker må og skal fødes - så den danske konkurrencestat kan klare sig i konkurrencen med andre lande.

ADHD, Asperger, og ordblindhed er også arveligt, mener man. Man kan således også screene for dette...og sørge for at mennesker med de her handicaps aldrig bliver født...

Men hvad med de danskere som tager til Isgl i Østrig eller til Norge om vinteren, kommer hjem med brækkede barn, skal de ikke selv betale for deres hospitalsophold, eller folk som kører galt i bilen, og skal have gen-optræning, skal de ikke selv betale så.

Det må være konsekvensen af denne tankegang...

Og øh - nej - æg-sortering vil ikke blive fremtiden...

Et muligt scenarie er racisternes og race-ygijerkernes ønskedrøm, kun den hvide race får lov til at formere sig. Alle andre skal søge om en licens. Og selv mht. den hvide (ariske) race vil der blive krav fra statens side om at fremvise 'sundt blod' i mindst 3 generationer.

Og det er allerede begyndt i England; vordende forældre får nu et tilbud, de ikke kan afslå: de kan (skal) lade en læge undersøge dem begge to for skjule genetiske fejl og mangler - og kun hvis begge to består denne test, ja da må de få børn. Kun på den måde kan staten nemlig sørge for nat de rette hvide ariske børn bliver født...

Undskyld, mit følelsesudbrud, men jeg ved hvor vi ender, hvis det her fortsætter...

Niels-Holger Nielsen

Jeg synes at Karsten Aaens inddragelse af uhyret "konkurrencestaten" er meget relevant her, såvel som i den verserende debat om medicinalindustrieen.
I kapløbet mellem konkurrencestaterne vil der ikke blive tale om nogen begrænsninger på "doping" og "afmagringskure". Der er ikke tale om et abstrakt glidebaneargument. Vi er allerede, og har været det i en rum tid, på vej ned ad glidebanen. Som bekendt er man her underlagt tyngdeaccelerationen.

Mia Møller Roesen

Jeg er forælder til et stærkt handicappet barn, som trods scanninger og blodprøver blev født med en misdannelse i hjernen. Hun er en af de rigtigt tunge. Med fysisk og psykisk udviklingshæmning, atypisk autisme, svær adhd, en af dem, der skal passes på i hele sit liv.
Hun har også givet mig en livsindsigt, som mange ikke får, men som alle burde have.
Ville jeg ønske, hun var blevet en abort? Jeg må dele mit svar, da det er for kompliceret at svare entydigt på. Havde jeg vidst, hvilken gave hun ville være i sin egen smukke person, hvor klog hun ville gøre mig på hende, livet, omverdenen, mig selv - så ville jeg stadig have hende med hud og hår.
Havde jeg vidst, hvad det ville koste - økonomisk, helbredsmæssigt, parforholdsmæssigt, kampen med og mod systemet og "hjælpen" - så ville jeg nok tro det var løgn. Men havde stensikkert takket nej. Jeg ville gerne leve uden den evige tvivl på, om jeg nu kan give hendes liv nok kvalitet. Selv om det er med til at udvikle mig som menneske og gøre mig mere umage. Det er en umenneskelig opgave, hvor man enten slider sig selv ned på det, eller også giver op. Og det er ingen faktisk tjent med, hverken mig selv, samfundet eller mit barn.
Men indsigten gør vores samfund bedre, det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg tror på, at der vil blive ved med at være handicappede børn, som tvinger samfundet til at være rummeligt og givende. Handicappede, som snyder teknologien.
Men jeg vil (igen) gerne adskille debatten om hvordan samfundet tager sig af sine "svage" og debatten om fosterdiagnostik, for det hænger ikke altid sammen.
Samfundet har helt klart ændret sig, siden min datter blev født for 11 år siden. Der bliver spekuleret og sparet steder, hvor det ellers har været en selvfølgelighed, at samfundet skulle sprede et sikkerhedsnet ud. Jeg bliver bekymret for udviklingen. Bekymret fordi det allerede er hårdt at få hjælp, og det bliver kun sværere. Og bekymret fordi, jeg tror på påstanden om, at et samfunds velbefindende kan måles på evnen til at tage sig af sine svageste. Og vi har brug for et systemskifte, hvis ikke vi skal regrediere til et samfund der anbringer, tvangsfikserer og medicinerer vores "udskud", for økonomiens skyld. Jeg bliver decideret utilpas, når jeg hører en af vore dages borgerlige politikere tage ordet "solidaritet" i munden. Jeg ville ønske de tonede rent flag, som debattøren foroven, som ikke mener at det skal være samfundets "problem" at hjælpe handicappede. Så ville folk sgu vide, hvad de havde at regne med. Og måtte stemme derefter.
Når det er sagt, kender jeg flere handicappede, der kæmper for en mening med livet og for at leve værdigt. Jeg kender børn med Downs, som ikke bare er "glade mongoler", men som skal have hjertefejl, autisme og store sociale problemer i deres liv. Dem kunne jeg godt unde at være forskånet dette liv. Jeg kender børn som er døde, meningsløst og tidligt. Jeg kunne godt have undt forældrene at være forskånet trængslerne og det følelsesmæssige dilemma.
Så essensen er, at samfundet ikke kan undvære de handicappede, men jeg tror bestemt godt mange handicappede kunne undvære det liv og samfund, de bliver født ind i. Desværre.

Ulrik V. Moser

@ Mia Møller Roesen

Det antages at jeg er "debattøren foroven, som ikke mener at det skal være samfundets “problem” at hjælpe handicappede.". Hvis det er tilfældet vil jeg gerne henvise til mit indlæg nr to samt præcisere at det netop er fordi jeg mener handicappede er samfundets "problem" at der bør være en afskrækning fra at træffe valget om at få et handicappet barn.

Ved nærmere eftertanke er det selvfølgeligt ikke muligt at mene at alle skal have hjælp når de først er her samt kræve at de forældre der med fuldt overlæg er kommet i den svære situation selv betaler. Jeg fatter simpelthen bare ikke at folk gør dette når erfaringer som dine er forholdsvis velkendte.

Mia Møller Roesen

@ Ulrik:
Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår din sidste kommentar.
Men jeg vil tilføje to ting:
En ting er, at føde et handicappet barn ind i et samfund, hvor man på forhånd kender til omfanget af hjælpen og støtten, det samfund yder. Og at det måtte have sine begrænsninger. En anden ting er ab-so-lut at opleve hjælpen blive begrænset, omgjort og fiflet med, for at få økonomien i det, til at gå op i en højere enhed. Det kan tage pusten fra enhver. Hvis du havde indblik i, hvor mange sociale afgørelser der bliver anket, fordi systemet prøver at unddrage sin forpligtelse, ville selv en kyniker som du miste pusten. Det seneste angreb (og det ord bruger jeg helt bevidst, for det føles ikke som andet) er at magthaverne har viljen til at begrænse denne anke-mulighed.
Den anden tilføjelse er, at så forudsætter du, at folk har indblik i andres oplevelser og erfaringer. Og det er bare ikke tilfældet. Man kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvad man går ind til, når man - planlagt eller uplanlagt - får ansvaret for et handicappet barn. Og det kan systemet (både de sundhedsmæssige og sociale instanser) heller ikke. Ingen kan forudse hverken før eller efter fødslen, hvor "tung en byrde" det handicappede menneske bliver. Din argumentation svarer til, at så skal man ikke blive gift/køre bil/købe hus af hensyn til risikoen for at blive skilt/køre galt/få en svampeskade i gulvkonstruktionen, så hele huset skal bygges om. (har selv prøvet de to sidste)...
Vi forsikrer os privat ud af uheld - her er samfundet vores "forsikring" - og hvis ikke samfundet skal være det, så er det bare et helt andet samfund vi skal have.
Jeg har eksempelvis rigtig svært ved at forsikre mig privat imod, at min datter bliver syg eller smadrer alt, hvad hun kommer i nærheden af, for der er ingen forsikringsselskaber der vil røre mig med en ildtang. Fordi hun er handicappet. Så hvis folk skal vælge deres handicappede fostre fra på grund af samfundet, skal samfundets syn på de handicappede paradoksalt nok også ændre sig.

Ulrik V. Moser

@ Mia

Folk skal da i første omgang fravælge et handicappet foster for det potentielle individs skyld. Dernæst deres egen. Min pointe er sådan set ikke økonomisk betinget. Jeg synes bare at vi som samfund skal gøre alt for at undgå at stærk handicappede bliver sat i verden. Dem som så bliver født skal selvfølgelig sikres de bedste vilkår. Det er jeg godt klar ikke er tilfældet idag, og at forældre med handicappede børn har svære kår. Jeg synes bare ikke det er et argument for at vi ikke skal minimere menneskelig smerte ved at adressere at nogle mennesker åbenbart villigt får handicappede børn. At lave en økonomisk afskrækning som den "jeg ikke kan se det urimelige i" fra min første indlæg er - indrømmet - kynisk. Ved nærmere eftertanke heller ikke særlig effektiv. Jeg blev bare forarget over at folk med overlæg (som eksemplet i kronikken) sætter potentielt stærkt handicappede børn i verden, deraf det "kyniske" udfald.

"Den anden tilføjelse er, at så forudsætter du, at folk har indblik i andres oplevelser og erfaringer. Og det er bare ikke tilfældet"

Så er "løsningen" givetvis ikke en økonomisk afskrækning, som jeg - indrømmet - kynisk fremstillede det i min første indlæg. Men snarere en forstærket oplysningsindsats om konsekvenserne ved at få et handicappet barn.

Gorm Petersen

Man bør her adskille etikken i sine to komponenter: Politikken og filosofien.

Lad os antage, at vi var et styrtende rigt samfund - at vi havde råd til at "købe hele verden".

Så havde vi råd til at se bort fra omkostninger for forældre og samfund, og alene se på "barnets tarv".

Det efterlader os med det spørgsmål, vi kun kender alt for godt fra debatten om aktiv dødshjælp:

Ved hvilken grad af lidelse er ikke-livet et fordelagtigt alternativ til livet ?

Hvis ikke-livet bare er en smertefri dvaletilstand - altså det paradis, de fleste religioner håber på (oldkristendommen endog meget eksplicit), kan selv den mindste fysiske skavank begrunde aktiv dødshjælp.

Men så vil formentlig masser af nulevende mennesker med fordel kunne begå selvmord. En smule migræne eller ondt i ryggen burde være alt rigeligt. Det kan faktisk ikke udelukkes, at ALLE med fordel kunne begå selvmord.

Hvis ikke-livet derimod er en uudholdelig lidelse (helvedes-visionen - "der skal vaere graad og taenders gnidsel") - jamen så skylder man at holde barnet i live for enhver pris - så længe som på nogen måde muligt.

Fordi debattørernes grundlæggende forventning til ikke-livets fordele/ulemper varierer (himmel, helvede eller noget derimellem) er det alt for let at misforstå intentionerne bag et indlæg, hvis læseren ikke har samme forventning til ikke-livet som forfatteren af indlægget.

Godhjertede debattører kan uretfærdigt beskyldes for at være psykopater.

Karsten Johansen

http://www.youtube.com/watch?v=9T59ej_TlXE&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=zzFBlhTfex0&feature=related

Sett fra kapitalens og dens byråkratis synspunkt burde vi nok alle ha vært aborter. Dog først etter å ha arbeidet oss ihjel...

"Trygt" føres vi alle av vår tids stadig mer hyperbetalte førere (eller ledere, som det nå heter) mot Die Endlösung der Menschenfrage.

http://www.youtube.com/watch?v=7soMpawssnM&feature=player_embedded#at=31