Søren Kierkegaard Forskningscenteret Helt indtil få minutter før sit oplæg betragter han invitationen som udtryk for en anerkendelse af hans genialitet. Tankerne danser og synger inde i hans hoved. Er invitationen fra Kierkegaard Forskningscenter første skridt på vejen mod udødelighed?
Alle, der beskæftiger med sig med filosofi i Danmark, har på et eller andet tidspunkt set Kierkegaard som deres nærmeste kollega. Det er svært at komme udenom. Flere har drømt om at gøre ham kunsten efter: Bringe Danmark tilbage på det filosofiske landkort. Sådan tænker den unge ph.d.-studerende, denne kolde februardag i 2003. Men noget uventet sker. Dansen og sangen fader ud. Undervejs i foredraget der handler om forførelse fornemmer han hurtigt, at de ni-ti tilhørere er interesserede, men slet ikke så imponerede, som han selv er. På daværende tidspunkt har han læst fire-fem af Kierkegaards bøger.
Foredraget er en læsning af Kierkegaards Enten-Eller, der er inspireret af den franske filosof Gilles Deleuze. Det er interessant, men ikke mere end det. Alle blandt de få tilstedeværende har læst alt, hvad Kierkegaard har skrevet. Alt, plus alt det andet om ham. Enkelte har sågar lært dansk for at kunne læse den gamle filosof på hans modersmål. Efter knap to timer takker de for oplægget en enkelt kommer med et forslag alt er på forunderligvis som før, da han igen står på gaden nedenfor.
På vej hen til sin cykel erkender han to ting. For det første, at enhver forfører altid forfører sig selv. For det andet, at der er minimum ni-ti mennesker i Danmark, som ved meget mere om Kierkegaards filosofi. Den sidste erkendelse er inspirerende. Den fører til mere intense studier, selv om den lige så nemt kan føre til resignation.
Ovenstående bygger på mine egne oplevelser. Jeg var den lidt for naive ph.d.-studerende, der næsten snublede over synet af Kierkegaards buste på vej opad trappen til Forskningscentret. Men jeg faldt ikke.
Ikke en sammenligning
Det, som jeg ønsker at understrege med denne lille fortælling, er den positive side af en præstations- eller performancekultur. Al udvikling sker i relation til de andre, ikke i sammenligning med. Dette er en vigtig pointe. Forskellen mellem henholdsvis at relatere sig til og sammenligne sig med andre er forskellen mellem inspiration og destruktion. Det lyder bombastisk, men ikke desto mindre stemmer det overens med mine erfaringer. Det er forskellen mellem at turde gå egne veje (relation), eller nøjes med at drømme om at blive den næstbedste (sammenligning) inden for veltrådte stier.
Det positive først. Jeg tror ikke, at nogen kan udvikle sig, lære sig selv bedre at kende, tage vare på sig selv, etc., kort sagt: Blive bedre uanset område eller disciplin uden at relatere sig til andre. Selv buddhistiske munke nyder godt af de erfaringer, som tidligere munke har gjort. Eller sagt endnu tydeligere: Lad os antage følgende for eksemplets skyld: I min lille gårdhave på Nørrebro er jeg så afgjort den bedste til at skrive røverhistorier, som alle børnene elsker at læse eller få læst op ved sandkassen. Jeg nyder stor anerkendelse fra de andre forældre og børn på grund af mine helt igennem særlige evner. Men en dag kommer reinkarnationen af selveste H.C. Andersen forbi ... med ét bliver det tydeligt, at jeg nok er god, men ikke den bedste. Hvad gør jeg så?
På baggrund af denne erfaring kan jeg vælge at flytte til Vesterbro eller simpelthen lade mig inspirere og arbejde endnu hårdere. Hvis H.C. Andersen kan gribe sine læsere på den måde, hvorfor skulle jeg så ikke kunne? Det er klart, at der i enhver form for udvikling gemmer sig en lille smule selvbedrag i hvert fald et sats. Men det er trods alt værd at tage med, når ingen jo ved, hvem de for alvor er, før det stort set er forbi. Dog og jeg gentager er det vigtigt at understrege følgende i forbindelse med selve relationen til H.C. Andersen eller Kierkegaard: Der er ikke tale om en sammenligning. Jeg forholder mig ikke til de to koryfæer på baggrund af salgstal, udgivelser, læsere, tilhører i gården, etc. Men ene og alene, fordi de gør det muligt for mig at se mig selv i et andet lys. Jeg spejler mig i dem uden at blive dem.
Når præstations- og performancekulturen kammer over og bliver destruktiv, så skyldes det selvfølgelig, at sammenligningen altid sker på et bestemt grundlag. Og alt for ofte et økonomisk grundlag. Det medfører en form for performativ ensretning, som er kritisabel. Det destruktive ligger i, at alt alle erfaringer og erkendelser skal lede til noget bestemt, nemlig ens placering i det økonomiske system. Dannelse bliver til anvendelsesorienteret uddannelse; forskning bliver et spørgsmål om fakturering; arbejde bliver et spørgsmål om løn eller titel, etc. Kriterierne er givet på forhånd. At performe bliver til et spørgsmål om at løbe hurtigst muligt rundt i manegen. Modsat den positive og inspirerende del, hvor hver enkelt spejler sig i de andre, hvilket vækker ens lyst og trang til at bryde ud af manegen. Skabe nye veje. Det er ikke nok at nøjes med.
Øget selvindsigt udefra
Desværre er den negative side af dette kontrollerende og ensrettende præstationshelvede den mest toneangivende. Det ses, når økonomi udgør målestokken for uddannelse, forskning, kunst, politik, etc. Det har en fordummende effekt, når færre og færre diskuterer Olafur Eliassons kunsts potentiale, men i stedet for hæfter sig ved det høje antal besøgende. Samme mekanik gælder inden for forskning, hvor antallet af internationale publikationer vejer tungere end en eventuel genial idé, det vil tage flere år at udvikle.
Den negative side af dette ræs er fraværet af tålmodighed, af langsigtede investeringer og modet til at tage risici, da alt jo skal kunne retfærdiggøres i det næste halvårlige budget. Det er sørgeligt, fordi denne higen efter hurtig gevinst reelt fremmer dårligere præstationer. Den kortsigtede vindermentalitet skaber færre fremtidige muligheder. Den udvikling, som udspringer af X-factor-lignende programmer, er uden hukommelse. Hvem var stjernen sidste år? Vinderen er for triviel til at sætte varige spor.
Heldigvis er det muligt at vende denne destruktive bølge. Men det er svært, fordi bølgen fremstår som noget naturligt. Det kræver hårdt arbejde. Det kræver mod på to niveauer. Et personligt og et samfundsmæssigt plan. Mod til at erkende, lære og acceptere de andres evner i forhold til egne. Og mod til at fastholde egne særheder, selv om de måske strider mod den gældende samfundsmæssige konsensus.
Jeg betoner netop modet, fordi den anerkendelsestankegang, som præger præstations- og performancekulturen, er blevet så snæversynet, at den famøse kamp om anerkendelse reelt kun er en kamp, fordi banen, der kæmpes på, bliver mindre og mindre.
Det, jeg taler for, er plads til afvigelser. Plads til andre måder at leve og tænke på. Og her er det stadigvæk nødvendigt at spejle sig i og relatere sig til de andre. Det er altid de andre, som giver en øget selvindsigt. De andre lærer os noget. Pointen er, at jeg skal turde se mig selv i øjnene og ikke kun se på mig selv gennem de andres øjne. Sagen er den, at jeg vil mere, end hvad de andre kan forestille sig. Det kaldes høje ambitioner, hvilket ganske paradoksalt er en mangel i dagens enøjede præstationskultur.
Jeg lærte noget på Søren Kierkegaard Forskningscenteret i 2003. I dag ved jeg mere om Kierkegaard, men jeg ved også, at mange andre ved endnu mere. Der er stadigvæk plads til ny indsigt.
Finn Janning er ph.d og forfatter
Mange tak for en inspirerende kronik. Din skelnen mellem "at relatere sig til" og "sammenligne sig med" er meget nyttig og analytisk interessant.
Det er næsten synd, at du ikke får flere indlæg på kronikken. Det skyldes nok, at folk er på ferie. Måske vil de ligefrem have ferie fra Andersen og Kierkegaard.
Derfor må jeg have lov at spørge dig, hvad vi skal med de to gamle drenge. Kierkegaard var jo en religiøs nørd og talte for en kristendom, som få kunne lide og endnu færre følge, men, og det er måske årsagen til at du får lov at ytre dig her, mange kan lide at citere.
Jeg kan godt lide at læse visse ting af H.C. Andersen, fx rejseberetninger, men Kierkegaard er ikke rigtigt til noget. Hvis man nu tog både ham og Andersen og indledte en snak om klimaproblemerne, så ville deres bidrag være mildt sagt uhjælpelige. De er begge to ikke af denne verden, men bliver agtet som om de er klogere end os. Jo, de kunne fortælle noget om onani. Det kunne de også have gjort den gang, hvis de havde været modige nok. Det er mærkeligt, at der, hvor de virkelig var oppe at ringe, holdt de kæft og nøjedes med at sætte et lille kryds i kalenderen.
Som du nok også har bemærket, har vi et lille problem, der handler om vores fortsatte eksistens her på Jorden. Måske kan Andersen og Kierkegaard ved nærmere granskning sige et par ord om det. Her tænker jeg på selve holdningen til livet, dette at have et forhold til en religion, som efter sigende skulle være vejen, sandheden og livet. Ville de være med i arbejdet for et samfund imod ødelæggelse af naturen? Ville de tænke dybe tanker, der ville trække os op af det dybe mudder af overforbrug, vi hænger fast i? Vil du?
’Fuglen og liljen’ har vel også noget at sige os i dag, men får de lov til det? I bekræftende fald hvad? Det er der jo ingen af jer ’forskere’, der tør sige det mindste om, eller kan, så hvad skal vi med jer?
Vi kan alle sammen sige noget, og det er det, som det hele drejer sig om nu. Måske kunne ’I’ hjælpe os?
Normalt kommer der en masse kloge indlæg, men nu må du så nøjes med det her.
Læsning af Kierkegaard og Andersen har sat tanker i gang hos Finn Janning. Dem formulerer han og delagtiggør os andre i - dem af os altså som åbner op for nye tanker, eller som gerne tager imod tanker vi måske allerede har arbejdet med men ikke formået at formulere.
Sådan har jeg det fx med de senere års altoverskyggende fiksering på det økonomiske aspekt. Når alt gøres til et spørgsmål om økonomi, får det en destruktiv indvirkning på menneskers syn på hinanden - som medmennesker. En syg person fx bliver ikke længere et medmenneske i nød, men en udgift for samfundet.
De tanker fik jeg allerede for mange år siden, da jeg hørte nævnt i nyhederne, hvad en hospitals-seng koster pr døgn. Jeg følte og tænkte at motivet til (eller grundlaget for) at beregne udgiften var det forkerte - at antal dage for indlæggelse ikke skulle afhænge af prisen, men af de fordele som det kunne medføre at forkorte tiden for hospitals-indlæggelse.
Dem, jeg nævnte de tanker overfor, forstod mig ikke, for de syntes at beregningerne var relevante. Så jeg takker Janning for - som jeg læser hans kronik - at formulere og beskrive det destruktive, der kan ligge i sammenligninger foretaget på et økonomisk grundlag.
Lene Timmernmann, også tak til dig - i virkeligheden har du ret, for en hospitalsindlæggelse er jo gratis! Folk, der arbejder på hospitalet, skulle have løn alligevel til at leve for, ligeom alle i samfundet, arbejdet løber ingen steder, faktisk arbejdes der alt for meget indenfor mange fag, der netop ikke handler om folks velbefindende eller behov for hjælp. Og selv, når det kommer til behov for hjælp. arbejder alt for mange på en uhensigtsmæssig måde, som det var bedre, at de lod være med, imod at få deres løn for at forholde sig i ro.
Man behøver vel ikke at læse alt af Kirkegaard for at se has Geni og hans fejl?
Ja - Finn har fundet at indsigt kommer udefra, og det er måske det Kirkegaard forsøger at skrive sig frem til - men som alle os hus poeter er det svært at definere dette dobbelte spejl uden at blive fanget i vores egen lille boks. Dermed går Geniet i sin egen fælde og for glemmer at det kun er via barnets befriende smil hans Geni kan komme ud af boksens mørke.
Jeg skaber derfor er jeg - men skabelsen kan kun betragtes udefra og med barnets klare øjne - inde i poetens kammer høres barnets latter kun svagt og det er let at blive forhørt.
Stakkels SKA - men af hjertet tak!
PO