Læsetid 6 min.

En bøssefar springer ud

Hvad nu hvis folk tror, jeg er homo? Hvad nu hvis nogen, jeg kender, ser mig? Nervøsiteten for omverdenens fordømmelse var stor, da Søren Munk deltog i Copenhagen Pride sidste år som far til Frederik, der er bøsse. Oplevelsen gav ham et lille indblik i den angst, unge homoseksuelle møder, når de tager det store spring og bekender seksuel kulør
Hvad nu hvis folk tror, jeg er homo? Hvad nu hvis nogen, jeg kender, ser mig? Nervøsiteten for omverdenens fordømmelse var stor, da Søren Munk deltog i Copenhagen Pride sidste år som far til Frederik, der er bøsse. Oplevelsen gav ham et lille indblik i den angst, unge homoseksuelle møder, når de tager det store spring og bekender seksuel kulør
20. august 2011

Sjældent har jeg været så meget i tvivl om, hvilket tøj jeg skulle tage på som lørdag morgen den 21. august 2010. Jeg skulle deltage i Copenhagen Pride for første gang i min egenskab af aktivist i netværket Familie & Venner i LGBT Danmark (Lesbiske/Bøsser/Bi'er/ Transer) og far til Frederik, der er bøsse.

Mine tanker kredsede om, hvordan omverdenen ville tolke min påklædning i den kontekst, jeg og tøjet skulle indgå i. Tiden til afgang nærmede sig, og jeg måtte træffe en mandfolkebeslutning. Jeg iførte mig det tøj, jeg havde haft på sidste gang, jeg var i byen med en ven. Fuck konteksten, fuck omverdenens tolkninger, jeg må stå ved mig selv og iføre mig det tøj, jeg synes, jeg ta'r mig bedst ud i, tænkte jeg.

Til min store overraskelse udeblev den højlydte latter ikke, da jeg kom op i stuen. »Nå, der kommer nok én, der skal til homofest i København,« sagde min kone. Da jeg havde haft det samme tøj på ved med min bytur med Claus, havde hun ellers sagt: »Du ser godt ud.«

Nervøsiteten levede stadig, da jeg sad i toget på vej til København. Kunne de andre i kupeen se, at jeg skulle til København og deltage i Priden? Troede de mon, at jeg var homo?

I dag er jeg stolt over, at jeg holdt fast i min beslutning om at deltage. Jeg er stolt af mit tøjvalg og min tur til København, hvor tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg tænker, at jeg på min egen krop, i mit eget sind har oplevet en 0,000000002 promille af den frygt en LGBT-person oplever, når de springer ud. Frygten for omgivelsernes reaktion.

Når jeg tænker på, hvor meget mod jeg skulle finde frem for at bekæmpe frygten ved at gå med i Priden, bøjer jeg mig i støvet i respekt over det store mod, LGBT-personer udviser ved at stå ved deres seksualitet og køn.

Hva' faen ... er du bøs'?

Lettelsen var stor, da jeg steg af bussen ved Frederiksberg Rådhus og mødtes med Michael og Ulla ved LGBT Danmarks Pride-vogn. Jeg var i sikker havn med ligesindede, for begge er forældre til homoer. Ingen mistolkninger fra omverdenen. Men hvad nu med turen gennem København? Hvad nu hvis der stod nogle og kiggede og så mig i optoget? Helt ovre var min frygt vist ikke.

Mine bange anelser fik meget hurtigt næring. Da vi var kommet rundt om hjørnet på pladsen og havde gået mindre end hundrede meter, hørte jeg en kvindestemme råbe til mig: »Hva' fanden Søren ... hva' laver du der?«

Anette, en perifer ungdomsveninde, var tydeligvis overrasket over at se mig i denne sammenhæng.

Resolut gik jeg to skridt tilbage, så Anette kunne se det banner, jeg holdt sammen med Michael. Med store bogstaver stod der »Familie & Venner Netværket«. Det må være svar nok på hendes spørgsmål, tænkte jeg.

En del af fællesskabet

Priden sluttede af på Rådhuspladsen med fest, musik og taler og en velfortjent kold fadøl sammen med min søn og hans kæreste, Anton.

Fra at have været en integreret del af paraden, en del af den store politisk korrekte homoevent, en del af miljøet, én som følte stoltheden ved at holde fanen højt som en anden Joakim B. Olsen ved De Olympiske Lege, var jeg pludselig blevet transmogryffet om til tilskuer. Kontrasten var stor.

Efter endnu en fadøl blev min frygt for nedgraderingen til tilskuer fejet væk som skyerne over Ritt Bjerregaards daværende kontorbygninger. En muskuløs midaldrende, kronraget mand klædt i læderbukser og læder-t-shirt uden ærmer gik langsomt forbi mig og drengene. Da han var præcis foran mig, blinkede han til mig med alle muskler i højre side af ansigtet, og et stort smil, jeg vil betragte som frækt, spillede på hans læber.

Min søn stak en venlig albue i siden på mig, og belærte mig om betydningen af blinket ... bare i tilfælde af, at min hetrostatus skulle begrænse min evne til at aflæse mimik og kropssprog fra mænd.

Men vi var nu helt enige om budskabet i den flinke mands ansigtsbevægelse. Jubi, jeg var med igen. Ikke kun som tilskuer.

Til min overraskelse havde paraden ikke kun fået morgenens frygt for omgivelsernes tolkning af min seksuelle observans til at blegne. Nu stod jeg og grinede med Frederik og Anton over, at en sej læderbøsse (Frederiks betegnelse) havde sendt mig det hedeste blink. Jeg var stolt. Hvis man skal tude med de ulve, man er iblandt, så var jeg vist mester i tuderi. Morgenens frygt var overdrevet.

Kræver mod at springe

Min egen konklusion om, at frygten for omverdenens reaktion er overdrevet, ser jeg også hos de mange unge nyudspringere, jeg møder i mit arbejde som aktivist i LGBT Danmark. Alle nærer større eller mindre frygt for omgivelsernes negative reaktion, når de skal springe ud. Det uanset, hvor rummelige og forståelige deres nærmeste er.

Alle, jeg kender, der er sprunget ud, siger samstemmende, at deres frygt var overdrevet. Omgivelserne var ofte mere forstående og rummelige, end de havde forestillet sig.

Jeg siger ikke, at frygten ikke er ægte. Den oplevede frygt er altid ægte, for den der har den. Jeg siger heller ikke, at frygt ikke er nødvendig. Tværtimod mener jeg, at værdien af frygt er stærkt undervurderet.

Men hvis modpolen til frygt er tryghed, kan trygheden ikke eksistere uden frygten. Så hvis vi fjerner frygten, skal vi også leve uden tryghed. En frygtelig tanke.

Mit ønske er, at vi i det danske samfund kan mindske den frygt, som ikke-heteroseksuelle og mennesker med anden kønsidentitet end den biologiske har for at springe ud og leve som dem, de er. Jeg mener, at alle mennesker har ret til at blive mødt som dem, de er. Ingen skal vente unødigt længe med at springe ud, fordi de bor i Jylland, har anden etnisk baggrund eller har en homofobisk far eller mor.

Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at mindske LGBT-personers frygt for at springe ud og leve et åbent og ærligt liv i hele det offentlige rum. Svaret er enkelt, vi skal som pårørende turde leve et åbent og ærligt liv og stå ved det i det offentlige rum.

Det er helt sikkert 1970'ernes homosagsforkæmper Harvey Milks fortjeneste, at rigtig mange springer ud i dag. Vi er kommet rigtigt langt. Men der er stadig meget, der kan blive endnu bedre.

Tiden er inde til, at vi, der er straight (92 pct. af befolkningen) står ved, at vi ikke er bange for at bukke os efter sæben, selv om en af foldboldkammeraterne er bøsse. At vi tør sige til de andre håndværkere i skurvognen, at vores sønner er bøsse. At vi tør give vores datter en kønsskifteoperation i konfirmationsgave.

Skolens skjulte homoer

Folkeskolen er et af de vigtigste fora i kampen for større accept. Her skal vi som forældre udvise større forståelse og rummelighed for lærere med anden seksualitet eller kønsidentitet, så de tør springe ud ikke kun på lærerværelset, men også over for elever og forældre.

Harvey Milks budskab er i dag slået så meget igennem, at flere og flere springer ud i en alder af 13-15 år. For ganske få år siden ventede de fleste, til de var 18-21 år. Konsekvensen er, at udspringet nu foregår i folkeskolen og ikke på gymnasierne.

Det er samtidig en kendsgerning, at en af de mest homofobiske arbejdspladser er folkeskolen. Ganske få folkeskolelærere springer ud over for elever og forældre, af frygt for forældrenes negative reaktion.

8 pct. af alle mennesker udvikler en anden seksualitet end hetero. På mit barns skole er der 760 elever og 54 lærere. Det betyder, at der potentielt er 61 elever, som vil blive homoer, og ca. fire af lærerne på lærerværelset er det.

Jeg kender ikke de fire lærere. Faktisk har jeg aldrig kendt en folkeskolelærer, der var homo. Har du?

I enhver gennemsnitsklasse sidder der to børn med tanker og følelser, som går i retning af et andet liv end dit og mit. Tanker og følelser, alt for mange er alt for alene med.

At gå med på Priden som hetero kan være 'many small step for a man, one giant leap' for mindskelsen af LGBT-personers frygt for at leve det liv, de har ret til.

Håber vi ses i dag til årets mest fantastiske dag i København.

 

Søren Munk er aktivist i netværket Familie & Venner under LGBT Danmark og far til Frederik, som er bøsse

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jette Abildgaard
Jette Abildgaard

En god og aerlig artikel!

Synd at ikke mange kommenterer den....er det mon nervoesiteten der har sneget sig ind paa Informations side!?

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Ja, det er en god artikel. Måske lever jeg selv i en lille boble, hvor jeg ikke kan sætte mig ind i, at det kan være svært at springe ud. Jeg forestiller mig, at alle de mennesker jeg kender er tolerente.

Den med lærerne ramte mig faktisk hårdere. Det er aldrig noget jeg har tænkt over. Er det virkelig sådan?

Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg ved det ikke, Anne Marie, men jeg ved, at Folkeskolen eller Uddannelsesbladet engang kørte en serie om bøsser og lesbiske i uddannelses-sektoren. Og at i den artikel-serie stod der at mange bøsser og lesbiske var bange for at springe ud, måske ikke overfor eleverne, men overfor forældrene og de andre lærere.

Mht. rollemodeller er jeg helt sikker på, at Anja Andersen og Camilla Andersen har gjort det legitimt at være lesbisk i sport, især indenfor kvindehåndbold.

I Danmark er det stadig ildeset at være f.eks. bøsse i
fodbold (for mænd) og måske også lesbisk (i fodbold for kvinder)? - fordi man har en idé om at bøsser pr. definition er feminine mænd....

Uanset hvordan man end vender og drejer det, så har sex & the City gjort meget for bøssernes gode omdømme i USA. Og hvis man så Reese Witherspoon som Elle Woods i Blondinens Hævn på DR1 i går, vil man vide, at der var 1 lesbisk med, og to bøsser. Og de blev beskrevet som værende stort set normale, dvs. som alle andre mennesker stort set.

I Europa, og måske da især i Danmark er det ofte bøssen eller den lesbiske, der er morderen....i en krimi...f.eks.

Brugerbillede for Peter Hansen

Antallet af homoseksuelle underdrives stærkt i tallet 8%. Og så er der jo også kun det samme antal fuldkommen entydigt heteroseksuelle i den anden ende af spektrum.

Brugerbillede for Michelle Poulsen
Michelle Poulsen

Homoseksualitet hos mænd er stadig i høj grad tabubelagt, mener jeg. Har lige siddet til en familiefest, hvor min kærestes onkel skældte sin 4-årige søn ud for at have taget pigetøj på og lege dame. Der var ikke nogen, der løftede et øjenbryn da den lidt ældre datter ville spille fodbold. Jeg tror at mange mænd frygter homoseksualitet, fordi de føler sig truet på deres maskulinitet - men jeg forstår det ikke helt. Hvorfor mon det er så skræmmende at nogle mænd tiltrækkes af det samme køn, når kvinders homoseksualitet ikke virker til at være nær så intimiderende?

Brugerbillede for Niels Buus

Michelle, det lyder som om du har forstået problemstillingen, så jeg formoder at du naturligvis løftede et øjenbryn og uden omsvøb sagde til hans ansigt at du opfattede ham som en reaktionær tåbe der skader sine egne børn ved at fastholde dem i nogle undertrykkende og forældede kønsroller.

Eller du ville måske ikke ødelægge hyggen? :-)

Brugerbillede for Peter Hansen

Karsten Aaen, helt grotesk mange bøsser og lesbiske mordere er der i P. D. James's krimier. Til tider tror man, at hun kun skriver dem for at inkriminere homoseksuelle.

Brugerbillede for Peer Aagaard

Tak for kloge ord.

Jeg er netop hjemkommet fra en tur til San Francisco, hvor Priden samlede over 1 million deltagere. Der er begivenheden HELE byens fest, og politi, brandvæsen og et hav af andre grupper deltager. Sågar egnens homoseksuelle sækkepibespillere!

Dagen før paraden fandt sted, hørte jeg en mindst firs-årig dame med rollator sige til kassedamen i det lokale supermarked: "you have a happy Pride, dear", da hun tøffede ud af butikken. Næppe fordi kassedamen er lesbisk, men fordi Priden i San Francisco er en begivenhed for enhver.

Lige netop det aspekt savner jeg lidt i København. Jeg kunne unde flere mennesker - uanset seksualitet - at opdage, at det at gå i Pride Parade er noget af det mest livsbekræftende, man kan foretage sig.

For hver gang man ser endnu et ungt, meget forelsket par - helt uden tanke for omverdenens reaktion på deres kærlighed - bekræftes man i, at der ER håb for fremtiden.

Brugerbillede for Anonym

Kender personligt til at visse i familie/vennekreds tror jeg er homo eller bi, kun fordi jeg er ugift og udtaler mig positivt om homoseksuelle, hvoraf jeg har og har haft de bedste af mine venner.

Og hvilken betydning har det forresten. Jeg er exentrisk nok for "den almindelige" alligevel. HA.

Brugerbillede for Michelle Poulsen
Michelle Poulsen

Niels, jeg blev stærkt forarget, men jeg var en kryster og holdt tand for tunge. Man vil jo nødig ødelægge hyggen - hvilket vel fører til mangt et idealistisk selvmord her i hyggens land... Jeg er ikke stolt at det, men måske jeg "mander" mig op næste gang.

Mvh Michelle

Brugerbillede for Bo S. Nielsen
Bo S. Nielsen

Peer Aagaard

"Jeg kunne unde flere mennesker - uanset seksualitet - at opdage, at det at gå i Pride Parade er noget af det mest livsbekræftende, man kan foretage sig. "

Helt enig. Alle, uanset seksuelle præferencer, burde sætte kryds i kalenderen ved d. 20. august og gå med næste år.

Brugerbillede for Malene Andreasen
Malene Andreasen

En fin artikel Søren, jeg syntes det er en godt ting at sige hvor mange LGBT personer er der her, det giver et realistisk billede af hvor mange der går og gemmer på ”den jeg er” i frygt for ikke at blive accepteret. Min påstand er at det kan gøre at LGBT personen sender signaler: jeg er indelukket, min væremåde kan virke påtaget, jeg er ikke glad, har svært ved at snakke om køn og seksualitet. Så når jeg springer ud og leve et åbent og ærligt liv i hele det offentlige rum, så kommer der også nogle mere ærlig signaler frem og den manglende accept jeg troet ikke holdt stik. Ja Søren jeg kan med mine oplevelser også bekræfte at der er en stor LGBT forbi i skolevæsnet, her er et udtræk af en artikel om mig fra avisen.dk:
”Mandag var det slut med at være mand. Jeg forklarede ikke noget. Jeg ville gerne vise, at jeg ikke var blevet anderledes, men bare havde fået et anderledes udtryk. Jeg fik fuld opbakning blandt lærere og elever, og de kom også sagde "Godt gået", og det var en stor støtte.”
Ledelsen hørte han derimod ikke noget fra. Men han syntes, småting ændrede sig. Hvert år havde han for eksempel været teknisk hjælp på forældredagen for 1.g’erne, men det år han blev Malene, skulle han ikke komme.
”De sagde ikke hvorfor. Men bagefter havde jeg en uhyggelig samtale med en fra ledelsen, der sagde. ”Det var ikke gået, hvis du havde været lærer”. Det var den eneste kommentar til, at jeg nu var kvinde. Det er interessant, når folk kommer til at sige, hvad de faktisk tænker,” siger Malene Andreasen.
Hun tror, ordene udtrykker meget godt, hvordan diskriminationen foregår. Alle synes på overfladen, at det er helt i orden at være anderledes – for alle de andre derude.

Brugerbillede for Søren Munk

@Michelle, tak for kommentar.

Jeg tænker at din manglende tydelighed ved familie middagen afspejler nødvendigheden at at kunne rumme dem der ikke kan rumme.

Samtidig er det vigtigt at vælge sine kampe.

Brugerbillede for Søren Munk

@Peer, tak for kommentar.

Havde faktisk i år den samme følelse i KBH, at det var vores alles sammens Pride.

Vi var 32 personner der gik under fanen Familie & Venner, sidste år var vi 5.

Det var fantastisk.........

Brugerbillede for Søren Munk

@Malene, tak for kommentar.

Super eksempel på at skoler har langt endnu i at afspejle et repræsentativt billed af det samfund de skal forberede vores unge til.

....det kan blive meget meget bedre.