Kronik

Der bor en Breivik i os alle

Anders Breivik må være psykopat, tænker man umiddelbart, når billederne af terrorhandlingen i Norge ruller over tv-skærmen. Men årtiers forskning viser, at helt normale mennesker kan ledes til at begå overgreb og mord på linje med Breiviks. Forudsætningen er blot, at en autoritet overbeviser dem om, at det er samfundstjenligt
Nordm©°ndenes tab er ikke n©™dvendigvis en gal mands v©°rk. Evnen til at kunne overskride almindelige men°©neskelige hensyn p? baggrund af en s©°rlig forst?else af verden, er i virkelighed en n©™dvendig del af vores tilv©°relse.

Nordm©°ndenes tab er ikke n©™dvendigvis en gal mands v©°rk. Evnen til at kunne overskride almindelige men°©neskelige hensyn p? baggrund af en s©°rlig forst?else af verden, er i virkelighed en n©™dvendig del af vores tilv©°relse.

Odd Andersen

Debat
5. august 2011

I kølvandet på Anders Breiviks terrorbombning og massemord på norske teenagere er der dukket en diskussion op, som har domineret sociologien og psykologien lige siden Anden Verdenskrig. Grundspørgsmålet er, om forestillinger, som dem Breivik lancerede, i sig selv kan få mennesker til at myrde andre mennesker. Hvilken styrke har menneskers politiske ideologi og forestillinger om, hvordan verden hænger sammen, over for de hæmninger, vi har i forhold til at slå andre mennesker ihjel?

Ifølge den internationalt anerkendte sociolog og holocaustforsker Zygmunt Bauman er vi alle i stand til at slå ihjel på baggrund af vores forestillinger om, hvad der er nødvendigt.

Han konstaterer i forbindelse med sin undersøgelse af de nazistiske udryddelseslejre, at ledelsen helst undgik at ansætte medarbejdere med psykopatiske tilbøjeligheder.

Hitler havde i sin argumentation for iværksættelsen af Endlösung argumenteret for, at hensynet til menneskehedens lidelser på længere sigt måtte gå forud for en mindre gruppes lidelser på kortere sigt. For at gøre gennemførelsen af dette program muligt, måtte man udvikle teknologier, der kunne gøre aflivelsen så smertefri som muligt og den efterfølgende oprydning så rationel og nøgtern som muligt. Udryddelsen af jøderne blev gennemført nøgternt bureaukratisk af pligtopfyldende embedsmænd og tekniske eksperter. Det var altså ikke psykotiske tilfælde, der stod for et af verdenshistoriens største massemord.

Morderiske autoriteter

For at man kunne få almindelige mennesker til at deltage i processen, krævede det, at deres forestilling om verdens sammenhæng blev tilpasset den nazistiske ideologi.

Ifølge Bauman havde man i de år, hvor isolationen af jøderne blev sat i værk, haft en omfattende brevveksling mellem ledelsen og de menige medlemmer af nazistpartiet.

Selv om medlemmerne var indforstået med den overordnede raceteori, kendte de alle nogle jøder, som ikke opførte sig 'jødisk', og som de bad om at få undtaget fra den generelle indsats. For at gennemføre et udryddelsesprogram, måtte man altså gøre handlingerne acceptable for 'almindelige' mennesker.

Og det lykkedes i høj grad. Bauman fandt f.eks. ud af, at det medicinske personale på flere hospitaler accelererede aflivningen af sindssyge og udviklingshæmmede i dagene efter overgivelsen. Det fortsatte, indtil de allierede tropper nåede frem og fik stoppet det. Der herskede blandt de professionelle en udbredt forståelse af, at man befriede patienterne for et uværdigt liv.

Forestillingerne om, hvad der truer fremtiden, og hvad der er et værdigt liv kan således få helt 'normale' mennesker til at overskride hæmningen mod at slå andre mennesker ihjel.

Sociologiske eksperimenter med studerende viste i 50'erne, at de var i stand til at påføre andre mennesker store lidelser, hvis en autoritet fortalte dem, at det var nødvendigt.

Efterfølgende viste eksperimentet også, at det var forbundet med store personlige omkostninger at gennemføre sådanne eksperimenter.

Når almindelige mennesker opdager, at de kan snydes til at overskride fundamentale medmenneskelige hensyn, mister de noget af troen på sig selv. Der er tale om en dyb eksistentiel smerte, som nok bedst kan betegnes 'skam'.

I mit barndomshjem havde vi en pilot boende, som havde været med i det engelske luftvåbens bombninger af de tyske byer i krigens sidste år. Efterfølgende havde han besøgt disse byer. Hver nat kunne man høre hans rastløse skridt hen over gulvet. Hver gang han lagde sig til at sove, drømte han, at han havde hånden på håndtaget, der frigjorde bomberne, og efterfølgende så dem falde.

Jeg går ud fra, at hans mareridt startede, da han opdagede, at den sene bombning af de tyske byer var en afstraffelse uden militær funktion.

Nødvendige grænsebrud

Evnen til at kunne overskride almindelige menneskelige hensyn på baggrund af en særlig forståelse af verden, er i virkeligheden en nødvendig del af vores tilværelse. Et helt almindeligt menneske, der føler sig frisk og rask, møder op til en rutineundersøgelse hos sin læge. Når han går derfra, har han fået at vide, at han har en alvorlig kræftsygdom, som han vil dø af inden for det næste år, medmindre den bliver behandlet.

Sygeplejersken, der efterfølgende sætter nålen i ham, ved, at hun sprøjter en cellegift ind i hans årer. En gift, der efterfølgende vil svække hans krop og påføre ham svære former for kvalme, smerter og træthed. Alle deltager ud fra en overbevisning om, at forskningen har vist, at det er nødvendigt.

Vores forestillinger om verden er således tilstrækkelige til at få mennesker til at overskride almindelige hensyn til andre mennesker. Det er ikke udtryk for noget perverst, sygeligt eller umenneskeligt. Det er snarere noget, der i helt særlig grad karakteriserer netop mennesket.

Det, der afgør om og i hvilket omfang, handlinger som Breiviks forekommer, er derfor sociologisk set et spørgsmål om, hvilken autoritet der står bag hans forståelse af verden.

Så længe der er tale om marginaliserede smågrupper uden autoritet i samfundet, er faren til at overskue, men hvis autoritative politiske aktører støtter deres forståelse af problemernes årsag, kan det blive katastrofalt.

Det er derfor, at det er vigtigt, at alle politiske aktører nøje overvejer, om deres forståelse af samtidens problemer kan give anledning til, at mennesker tager de konsekvenser, som Breivik tog.

Venstrefløjens ansvar

Før Anden Verdenskrig var raceteorier og racehygiejne vidt udbredt i den vestlige verden, og forskellige former for udryddelse af hele samfund i kolonierne var accepteret. Efter Anden Verdenskrig forsvandt raceteorierne helt ud af billedet og blev erstattet af sociologiske eller kulturteoretiske ideer. Ifølge dem var mennesket et produkt af de sociale sammenhænge, det indgik i et produkt af levekår og kulturelle normer.

I halvfjerdserne udvikledes på venstrefløjen en forståelse af den tredje verdens situation, som gik på, at den var fastlåst i en international udbytningsstruktur, som arbejderklassen i Vesteuropa havde et ikke-erkendt medansvar for.

Unge vesteuropæere på venstrefløjen begyndte herefter at identificere den vesteuropæiske verdens institutioner med den grusomme nød og fattigdom i den tredje verden, og for enkelte smågrupper på venstrefløjen blev terrorismen et middel til at skabe opmærksomhed omkring problemer, som den etablerede presse syntes at ignorere.

Det blev venstrefløjens ubetingede pligt og ansvar at luge ud i disse teorier og overbevise subgrupper om, at hverken terror, statskup eller stenkast mod politiet førte til den ønskede udvikling af samfundet. Tog man ikke ansvaret alvorligt, kom man til at stå som autoriteten bag handlingerne.

Højrefløjens ansvar

Den konservative udgave af efterkrigstidens kulturteorier førte til teorier om, at fattigdom skyldtes miljøbetingede normer og værdier, som gjorde, at folk ikke blev opdraget til at tage sig sammen. Overførselsindkomster gjorde det muligt for disse mennesker at unddrage sig et erhvervsarbejde.

Efter murens fald blev disse forestillinger lidt efter lidt knyttet til store grupper af mennesker, der kom fra bestemte dele af verden eller var påvirket af bestemte religioner. Efterhånden kom teorierne om disse menneskers særlige kulturelle forudsætninger til at forklare deres søgning mod Europa samt deres fattigdom, retsforhold, kønsroller og politiske systemer i de lande, de kom fra.

De omfattende generaliseringer har aldrig fundet støtte i samfundsforskningen, men har været udbredte i en række politiske organisationer.

Når disse omfattende generaliseringer kombineres med en forestilling om, at politiske modstandere er agenter for fjenden og førnævnte tro på, at terror kan vække en sløv og forført befolkning, opstår der en farlig cocktail. Den har de politiske aktører, der helt eller delvist lancerer disse teorier et særskilt ansvar for.

 

Kjeld Høgsbro er kultursociolog, Ph.d. og professor v. Institut for Sociologi og Socialt arbejde på Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Rigtig god kronik. Tak for den.
Skræmmende er det, for jeg ved det er sandt.
”Nødvendigheden” af at gå i krig, at dræbe mennesker, eller opfattelsen af at alle kan få et arbejde, hvis bare man tager sig lidt sammen, f.eks., kombineret med, at det selvfølgelig skal ”kunne betale sig at arbejde” er den demagogiske vej til ”afretning” af mennesker og indpode den ønskede opfattelse.

-"Udryddelsen af jøderne blev gennemført nøgternt bureaukratisk af pligtopfyldende embedsmænd og tekniske eksperter- ." (sætningen fortsættes længere nede)

Må have virket nærmest "Monty Pythonsk" i scener og billeder - total absurd virkelighed.

fortsat -"Det var altså ikke psykotiske tilfælde, der stod for et af verdenshistoriens største massemord."

Massepsykotisk er vel svaret.
Men er vi parat til at begynde at acceptere den hvide race's svaghed som tydeligvis er at finde ind i masse-psykosens trygge lul ?!?
Nutidens massepsykose der hærger den hvide race som en fornuftsædende pest er som bekendt den bastante og solide muslimforskrækkelse som ufatteligt mange- (lavtbegavede? eller på anden måde sværtbelastede?) -hvide mennesker helt urimeligt lider under !

Bente Simonsen

Endnu en medial afledningmanøvre.

Efter 14 dages total medie-fravær har jeg tygget mig igennem samme antal dages N.Y.Times artikler og mange andre og har set, hvordan terroraktionerne i Norge først blev ophængt på islamistiske grupper, siden en højre-kristen person for til sidst at vise sig være en person med medlemskab i en frimurer-orden ved navn ‘Söilene’ med en zionistisk, anti-islamistisk orientering.

Vi kan nok prise os lykkelig, at det ikke var først nævnte gruppe, som stod for udåden!

Ærgerligt dog for Dansk Folkeparti.

Niklas Monrad

Det er jo ubehagelige, omend kendte, kendsgerninger der fremkommer i artiklen; at mennesker kan manipuleres til at gøre andre ondt, hvad enten handlingen er drevet af had, medlidenhed eller følelsen af retfærdigt forsvar.

Fingeren rettes derefter mod den manipulerende autoritet.

I det specifike tilfælde tænker nogle formodentlig på bloggeren Fjordman, andre vil inddrage den højreekstreme fløj, og nogen vil inkludere DF i den kategori. Visse vil gå endnu længere og indrage hele de sidste 10 års regeringsgrundlag, og nogle vil endda gå så langt som at udpege Socialdemokraters og SFs kompromisvillighed på udlændingeområdet.

Det efterlader os med en lille kerne af "rene" mennesker, som kan anse sig selv for at være uden skyld.

Og hvad kan vi så bruge det til?

Vi kan begynde at begrænse visse gruppers udfoldelses muligheder, men hvor skal vi begynde, og hvor skal vi slutte?

Det er et rigtig godt perspektiv at få sat på. Imidlertid mener jeg dog, at der (endnu) er himmel vid forskel på de beskrevne "situationer" og så det at leve i et åbent skandinavisk samfund, hvor vi dog stadig har mulighed for at vælge bedre alternativer end dem, ekstreme grupperinger tilbyder. Det er altid vores andres ansvar, at vores alternativer er stærke og tilgængelige nok i sig selv. Og det er måske her det kniber lidt for tiden.

Eksemplet med sygeplejersken og den kræftsyge patient synes jeg, falder udenfor, fordi patienten faktisk har mulighed for at sige nej til behandlingen. Der er en gensidig kontrakt om, at påførelsen af smerte er ønskelig for netop denne patient (og ikke for andre), for at han senere kan opnå at blive rask eller i det mindste en bedring i sin tilstand.

Anne Marie Pedersen

Henrik. Undersøg lige i hvor stor grad patienter har ret til at sige nej til behandling. Det er ikke en selvfølge.

Hvad med anoreksipatienten, som nægter at spise?

Den franske etnolog, Germaine Tillion blev deporteret til Ravensbrück. Hun har fortalt, at hun ikke mødte monstre i kz-lejren, men middelmådigheder, der er blevet dresseret til at begå monstruøse handlinger. De adskiller sig ikke fra gennemsnits-civiliserede mennesker, skrev hun.
Tillion oprettede social-centre i Algeriet under Algier-krigen og oplevede det samme hos de franske soldater, der også er ganske almindelige mennesker. Hun siger, hun har kendt blide og stille mænd, som en fire timers flyvetur til Algeriet var nok til at gøre til “rå fanatikere”.

Inger Sundsvald

Når unge mænd går i krig og når deres familie støtter op, så er det fordi en ”autoritet” har overbevist dem om ”nødvendigheden”. Fjendebilledet er bygget op.
Giften har spredt sig lige så stille, og samfundet er mere og mere forgiftet mellem klasserne.
Folk stemmer rent faktisk på de politikere der går ind for krig, og man tror på at det er nødvendigt at skære på overførselsindkomster.
Og jeg køber musegift, for det er nødvendigt.

@Anne Marie Pedersen:
Ja, og bæltefikserede psykisk syge og mange flere. Jeg forholdt mig til det konkrete eksempel.

Niels Ishøj Christensen

Akademisk velskrevet og "politisk korrekt" kronik. Men hvor blev personen Anders Behring Breivik af? Eksempel på en for ensidig tilgang til forståelsen af 22/7/11 og terror i det hele taget. Der er altid to verdener: Makro og mikro, den "store" politisk/ideologiske verden og den "lille" psykologisk/personlige. Den konventionelle opfattelse, som i kroniken, siger at terrorhandlingen på det personlige plan bliver motiveret af fællesskabet i den politiske. Men i Breiviks ensomme tilfælde var det vel snarere sådan, at det var forhold på det personlig/psykologiske plan, der motiverede ham til at begå terror i en helt uforberet politisk/fælles norsk virkelighed.

Finn Årup Nielsen

Kjeld Høgsbro sammenstilning af Norgesgalningen med kemoterapi er ganske enkelt Søren-Pind-upassende. I kemoterapi informeres patienten og kan selv træffe det svære valg. Det kan så sandeligt ikke siges om ofrene fra Holocaust og Utøya! Mener kronikøren virkeligt at læger og sygeplejersker "overskride[r] almindelige menneskelige hensyn" når de behandler for kræft? Jeg mener kultursociologen er langt ude: Sundhedspersonalet behandler vel netop af menneskelige hensyn så godt som nu hospitalsbudgettet tillader.

Heinrich R. Jørgensen

Enhver person, der er villig til at forpligte sig til at adlyde andre, og gøre sig til villigt instrument for andres vilje, har ikke det mentale bolværk der forhindrer dem i at begå overgreb mod medmennesker.

I erkendelse af lægers medvirken til alskens unoder under Anden Verdenskrig, formulerede lægerne (gennem en ny, international organisation) et etisk kodeks for læger, som forpligter lægerne. Deres etiske kodeks står over de krav de må mødes af, f.eks. af deres arbejdsgivere, landets love eller nogen regerings forlangende.

Alle andre faggrupper der potentielt begår overgreb mod andre -- politifolk, dommere, fængselspersonale, sygeplejersker, præster ... --, burde ligeledes udfærdige en forpligtende etisk kodeks via et internationalt samarbejde med faggrupper i andre lande, således at de også klart og tydeligt sætter deres dags etiske kodeks over de krav de måtte blive mødt med af diverse autoriteter.

Som jeg forstår Kjeld Høgsbro, er det netop den indsigt der blev høstet som en konsekvens af Anden Verdenskrig utallige uhyrligheder. Så mangler vi blot, at de logiske konsekvenser tages...

Om en handling er "sindssyg" eller "grusom" eller "afsindig" defineres ud fra grundlæggende værdier og ideologier.

I nazityskland var det ikke "sindssygt" at dræbe jøder, det var tværtimod en nødvendig heltedåd. A,mindelige mennesker blev mordere og torturbødler.

I det officielle Danmark er det ikke "sindssygt", at danske jagerpiloter måske har dræbt Gaddafis børnebørn, det er en heltedåd. Børn er ikke uskyldige og ukrænkelige, hvis de har en politisk modstander som ophav. Ideologien retfærdiggør en grusom og "sindssyg" handling over for uskyldige børn. Børn er ikke mere børn, de er bare Gaddafis afkom. .

For Breivig og var det ikke "sindssygt" at dræbe unge socialdemokrater, det var nødvendigt for at signalere tydeligt til de "politisk korrekte" at nok må være nok. Som KJærsgaard jo har sagt i årevis.

Eller senest præstinden got- freden. Folkekirkens "onde" engel. Eller blot endnu en svag og vildført sjæl, som bukker under for massetænkningens hypnotiserende mangel på "rationale"

Sørine er den kvindelige udgave af Søren;))

Det var ikke "sindssygt" , hvad hun skrev, ordi ideologien atlid bestemmer hvad der er sindssygt. Psykiatrien er ikke nogen objektiv videnskab Og hvad noget er bestemmes af konteksten med mindre at man kan argumentere for at noget er noget i sig selv..... men at slå ihjel er faktisk en overtrædelse af et fundamentalt bud., spørgsmålet er om hvornår det er mord og hvornår at det er en "nødvendig" handling. Svaret på dette spørgsmål handler om magt og historisk kontekst og grundlæggende værdier i et givet samfund.

Som dengang da systemkritikere blev indlagt på sindsyghospitaler i det gamle Sovjet, hvor ideologi og "videnskab" gik hånd i hånd.

Breivig er klart ikke sindsyg i dette ords kliniske forstand, men han går ind for en sindsyg ideologi. . En sindssyg ideologi kan få et "normalt" menneske til at gøre hvad som helst i denne ideologis navn, der virker "sindssygt".

.. Men det er klart at der er nogen som væmmes mere ved en "sindssyg" ideologi end andre og man kan jo spekulere over hvilken psykologi der ligger bagved. Hvorfor opfører Sørine sig sådan? Breivig? Kjærsgaard? Hvorfor afskyer nogen deres ideologi? Er der nogle særlige gener for DF?;))

=g for det modsatte?

Interessant nok så skriver Breivig i sit manifest, at vi skal væk med alle disse ismer og ideologier, og i stedet holde os til fakta.

Tja, det er jo også en ideologi, som netop dele af regeringen har hyldet i rigtigt mange år. De vil bilde os ind at de er objektive og har en objektiv løsning på nogle objektive problemer, men virkeligheden er en hel anden. Virkeligheden er nemlig altid en hel anden. Virkeligheden er ikke sådan at få fat på. Der er uendelig mange tolkninger og vinkler på hvordan at man skal forstå den sociale virkelighed, bestemt af ideologiske og økonimske interesser. Hvad er den er i sig selv? Ingen ved det ;)

I politiske sammenhænge er "sindssygt" et gummiord, der kan misbruges til et....politisk formål.

Pia Kjærsgaard, Krarup, Løkke, Pind, Camre, Langballe har naturligvis ikke opfordret til at Breivig skulle dræbe de unge socialdemokrater, fordi at det norske arbejderparti ikke ifølge Breivig- men også disse politikere- har dæmret tilstrækkeligt op for den "muslimske flodbølge", men de har været med til at opstille en ideologi og et åndsklima, som har banet vejen for at Breivig har taget den ultrabrutale konsekvens af disse politikeres i forvejen brutaliserede og afstumpede politik. Brutalitet fører altid mere brutalitet med sig.

Uden hypnotiserende folkeforførere som Kjærsgaard og Krarup og og en opportunistisk skændsel som Løkke , der har ført og sanktioneret en ekstrem og barsk og brutal holdning til indvandrere og "parasitære" arbejdssky folk på overførselsindkomster ville der ingen Breivig være.

Den brutale tanke fører logisk mere og mere brutalitet med sig. Der er jo heller ikke nogen af disse folk, som har vist den mindste anger. Tværtimod. De er jo overbevist om at de gør og siger det rigtige. Som nazisterne jo også var. Som Breivig.

Men det er jo nok stadig for meget at give dem "ansvaret" for Breivigs handling. Disse politikere er jo bare at forstå som de kloakker, der sender lortet fra vor tids modbydelige, giftige og onde bagvedliggende monster ud i det i offentligheden , hvor giftslanger, som Breivig jo altid findes.

Manden var ikke "ensom", han var i et følelsesbetonet og tankemæssigt fællesskab, han var i ånden- og sikkert også fysisk- sammen med mange af samme mening.

Ligesom der ingen ensomme nazister var, de var en del af en smårborgerlig og ondskabsfuld pøbelbevægelse, så var Breivig i fuld sving med at få bekræftet sin ideologi på diverse internet fora og hos en stor del af den danske regerings folk, samt dets støtteparti. Her kunne han få bekræftet sin ideologi: småborgerlighedens, egoismens og frygtens ondskab sat i system i en form for praktiske "kompromisser" og grumme studehandler med folks skæbner. .

Men jeg kan da godt forstå at DF og regeringen har travlt med at erklære Breivig sindssyg og dermed anbringe ham på en psykiatrisk afdeling, nøjagtig lige som Sovjet fik neutraliseret sine besværlige elementer ved at anbringe dem på sindssyghospitaler.

Det skulle jo helst ikke stå for tydeligt at den ultraliberalistiske og nationalkonservative regering fodrede denne giftlange med en yderst giftig ideologi , således at denne isblå slange voksede sig stor og fed og dødsens, dødsens, farlig.

John Hartfelt

Ussel artikel på linie med Sørine Godtfredsens nu allerede berygtede kronik, et forsvar af Breivik.

At tillægge alle mennesker at de skal være i stand til at være omnisciente om den handling de snarligt gennemfører, og samtlige af de mulige potentielle konsekvenser handlingen kan få i al fremtid vil skabe en handlingslammelse og en frygt for at leve der i virkeligheden kun kan siges at være fremstillet i '1984'.

Ja, mennesker kan have manglende viden, de kan være ofre for tilbageholdt information, de kan være ofre for simpel manglende information, de kan stå i en situation, hvor den viden vi som menneskehed samlet besidder på et givent tidspunkt peger i en bestemt retning. Med Kjeld Høgsbros logik skal man under alle omstændigheder fraholde sig fra handling da denne konsekvens, at man ikke potentielt kan overskride et andet menneskes grænser, bør stå over et hvilket som helst hensyn, også ens ønske om at redde dette menneskes liv.

At trække en direkte årsagssammenhæng imellem en udtalelse fra en politiker vedrørende integration og indvandring til en nedskydning af et andet menneske er et simpelt forsøg på at skræmme alle til at engagere sig så lidt muligt i deres samfund, deres liv og deres medmennesker.

Ingen tænker tilsyneladende over, at hvis det virkelig var så let at programmere mennesker gennem ord, hvorfor stemmer 100% af befolkningen så ikke ens hver gang?