Klumme

Dejlig når empati er på sin plads

Hosni Mubarak er i retten. Pia Kjærsgaard er bare forurettet. Er ytringsfrihed og empati modsætninger? Eller kan vi være skikkelige? En uge med konsekvenser af tre morderes gerninger
5. august 2011

Så er retssagen mod Hosni Mubarak i gang, og det er der grund til at glæde sig over. For nylig har militæret atter ryddet Tahrir-pladsen i Kairo, og det demokratiske valg, som militæret har stillet i udsigt, falder først i november. Det er længe at vente, mens generalerne holder magten i et fast greb. Tænk bare på, hvor vi længes efter valg i Danmark! Her er det ikke svært at få kontakt til sin iboende empati. Lad os få egyptiske flag på Facebook!

Generalerne har lovet at træde tilbage, men en del egyptere føler sig ikke fuldkommen sikre på deres demokratiske hensigter. Det kan jeg også leve mig ind i. Det er, som Heba Moraye fra den egyptiske afdeling af Human Rights Watch siger til The Guardian, uhyre vigtigt, at Mubarak får en fair retssag for åbent tæppe, så den egyptiske befolkning kan se, hvordan en retsstat fungerer. Mange tvivler nemlig på, at Mubarak får en retfærdig dom. Heller ikke dét er særligt svært at forstå.

Indtil videre kan man på arabisk tv skimte Mubarak i bur, liggende på en båre. Angiveligt er den gamle mand syg, og det forstår jeg skam også godt. Det ville jeg selv blive, hvis jeg var ham. Om min forståelse så er udtryk for min iboende empati, vil jeg overlade til andre at gisne om.

Hvor ligger empatien?

I Danmark ligger det under alle omstændigheder lidt tungt med empatien. I hvert fald føler folk som Søren Pind og Sørine Gotfredsen sig misforstået.

Sørine Gotfredsen tror, det er, fordi hun for tidligt efter den norske tragedie har taget hul på debatten om 'det multikulturelle samfund'. Men ville man have forstået hendes påstand om selve menneskenaturens behov for kulturelle og religiøse rødder og dens deraf manglende evne til at leve fredeligt med muslimer, som mindre fanatisk, hvis der var gået længere tid? Ville man have hørt hendes beskrivelse af Breivik som én, der »havde opgivet det politiske system« og derfor »besluttede at gribe til mere kontante midler«, som mindre empatisk over for den norske massemorder om et par uger?

Jeg tror, Sørine Gotfredsen mener, hvad hun skrev, og derfor skal hun have ros. Hun har bare sagt, hvad de andre af hendes observans også mener, hvorimod folk som Pia Kjærsgaard og Søren Espersen svarer ved totalt at afvise Breiviks gerninger. Her kan de jo også være nogenlunde sikre på ikke at blive modsagt. Heller ikke af Sørine Gotfredsen. Det, hun udviser forståelse for, er Breiviks holdninger.

Pia Kjærsgaard synes, at »den eneste, der er skyld i den her forfærdelige massakre, det er massemorderen. I stedet for at alle mulige mennesker begynder at føle skyld, selvransagelse og jeg ved ikke hvad. Det ligner ikke noget.« Dansk Folkeparti har besluttet sig for, at man fritager Anders Breivik for ansvaret, hvis man siger, at han er inspireret af tonen i debatten. Sørine Gotfredsen mener heller ikke, at ord kan inspirere en Breivik; der er dybere ting på spil. Når hun så alligevel skriver, at Breivik er inspireret af Marianne Jelved, Svend Auken, Mar-grethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden, henfalder man jo i sød forundring over, hvilke midler disse undergravende personer mon så har benyttet sig af? Her ligger en graveropgave for en dybdeborende journalist.

Skikkelighed

Pia Kjærsgaard og DF udstrækker inddæmningen af Breivik til at mene, at de norske politikere ved at afstå fra at bruge gloser som eksempelvis snig-islamisering går hans ærinde. Det er nemlig at »begrænse ytringsfriheden«.

Jeg får lyst til at fremhæve Uffe Ellemann Jensens blog i Berlingske, hvor han citerer Thorvald Stoltenberg, Norges nuværende statsministers far.

»...Jeg er også enig i, at ytringsfrihet gjeller absolutt, men det er jo ikke noen som har sagt at du må bruke den hele tiden på alle områder. Der kreves det klokskap. Gjennom livet har jeg vært mye i USA. Og jeg husker hvor optatt jeg var af at bruke det rette udtrykket om afroamerikanere. For det skiftet jo stadig: Du kunne snakke om 'negere', men så var dét helt ut. Og så kunne du snakke om 'svarte', og så var dét helt ut. Og så utviklet det sig etter hvert til 'afroamerikanere', og det føler jeg nå er trygt å bruke. Men jeg frykter ikke for noen begrensning i min ytringsfrihet av den grunn; det er bare det at jeg har respekt for og vil opptre skikkelig overfor dem jeg snakker med eller snakker om.«

Det er jo netop sagen: Ytringsfriheden begrænses ikke af, at man siger det, man har på hjerte på en skikkelig, en korrekt, ja, empatisk måde. Derfor er det også svært at forstå denne insisteren på retten til forulempende udtalelser, som når Søren Espersen kalder Lars von Trier en pervers nazist. Især da de ikke mener, at sprogbrugen betyder noget. Det er da bare uskikkeligt!

En genvunden stemme

Men et demokrati holdes sammen af andet end ytringsfrihed. Mandag trådte et amerikansk skudoffer ind på sin gamle arbejdsplads lige præcis i tide til at bruge sin genvundne stemme på et ja til en forhøjelse af USA's gældsloft. Gabrielle Gifford, der for syv måneder siden mistede både talens brug og alle motoriske funktioner ved et attentat, var klar over, at hver stemme talte. »Jeg kunne ikke risikere, at mit fravær i dag ville smadre vores økonomi.«

Gabrielle Gifford blev modtaget med entusiastisk jubel, og det forstår jeg godt. Jeg kan heller ikke nære mig for at lufte en vis begejstring over følgende:

»Jeg nærer en stærk tro på, at det er godt for det amerikanske folk at indgå forlig over midten, og at det er vigtigere end partipolitik.« Det er skikkeligt sagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu