Kommentar

Dødssyge brudepiger

13. august 2011

Efter sigende skulle den nye amerikanske film Brudepiger være intet mindre end en »feministisk revolution« med et endeligt opgør mod fordommen, at kvinder ikke er sjove (16. juli). Et knytnæveslag mod 'lille pæne pige'-syndromet. Men frem for at give syndromet en blodtud, bliver man som publikum taget ved næsen.

Allerede i udgangspunktet er det selvmodsigende at påstå, at filmen ikke handler om at have eller finde en mand, når dens handlingsakse og tidslinje er et bryllup mellem en veninde og hendes forlovede. Den er en cementering af, at målet er at finde den eneste ene og komme i havn. Dernæst er opgaven for hovedpersonen, Annie, at løsrive sig fra sine usympatiske bolleven, og i stedet finde sammen med den søde politimand. Herved fastslår filmen, at kvinder ikke er til uforpligtende sex men kun til mænd, der vil have dem som kærester.

Manden i centrum

Filmen roses for ikke at have manden som centrum for kvindernes liv. Men de fleste af kvinderne defineres gennem deres mænd og er ofre for dem i deres seksualliv. Den ene bolles foran fjerneren uden at blive kysset. Den anden skal bade i timevis før sex, hvorefter manden falder i søvn inden seancen. Annie er nr. tre i rækken af kvinder med perfekt make-up, der defilerer ind og ud af en mands soveværelse uden det attraktive privilegium at få lov til at overnatte.

Eller også er manden simpelthen fraværende, som i den rige venindes ægteskab, hvilken hun naturligvis dybt ulykkelig til sidst bekender til sin konkurrent, Annie

Der er rå humor ja tak, som kvinderne selv er ofre for. Undtagen den fede kvinde. Hun er til gengæld skildret så pågående, ulidelig og pinlig, som hendes krop er stor. Hun fremstår ikke som en alternativ rollemodel. Hele set up'et er ved Gud ikke særlig revolutionerende.

Det er selvfølgelige befriende, at filmens univers for en gangs skyld ikke er rigt. Men så kommer den rige veninde filmen til undsætning! Hun udkonkurrerer Annie og skal stå for bryllupsarrangementerne. Festivitasen kan derfor alligevel foregå i en luksuøs, spektakulær fejring af højdepunktet i en kvindes liv: Det romantiske bryllup i pomp og pragt med stående klapsalver.

Filmens præmis med to kvinder i indbyrdes konkurrence om en fælles venindes gunst er latterlig. Er det, fordi filmen vil være en kvindelig pendant til den klassiske pubertetsagtige drengerøvsfilm, at man har fundet dette umodne relationsfnidder som filmens oplagte emne seværdigt og eksemplarisk feministisk?

Filmen er netop ekstremt lillepigeagtig hvem er mest bedste veninde med hvem, og kvinder er ofre for mænds seksualitet nu med rå humor, bræk og lort.

Det er hverken interessant eller morsomt. Det er dødssygt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu