Klumme

Dommedagsprofet på krigsstien igen

USA går fallit, og vi rammes alle af grænser for vækst, spår Ørstrøm. Hvad er håbet? Viborg Stifts Folkeblad!
16. august 2011

Op gennem 1930'erne må indsigtsfulde folk som Win- ston Churchill af og til have kæmpet mod fristelsen til at tale om noget andet end det, der betød noget: Faren fra Tyskland og risikoen for en anden verdenskrig. Siden alle deres advarsler tilsyneladende prellede af på både folkeflertallene og deres fred-i-vor-tid-politikere som vand på gæs. Og selv om østjyder, fynboer, sjællændere og københavnere igen fik en ordentlig skylle i søndags lige oven på skybruddet for nogle uger siden, taler folk som James Hansen, en af USA's førende klimaforskere, og Jørgen Ørstrøm Møller, en af Danmarks førende diplomater, åbenbart stadig for døve øren, når de advarer mod det overforbrug af naturen, der som følge af den moderne religiøse tilbedelse af Den Økonomiske Vækst, DØV stadig vokser og vokser. Skønt stadig voldsommere naturbegivenheder af også anden art end regnskyl bliver stadig flere og stadig mere truende kloden rundt.

På Danmarks Meteorologiske Instituts, DMI's, hjemmeside konkluderer f.eks. artiklen »Solaktivitet og klima en ny analyse« af seniorforsker Peter Stauning: »at vi fra 1985 og frem ser en ny, stærk påvirkning af den globale temperatur, som ikke har noget med solaktiviteten at gøre«. Men efter alt at dømme altså med den menneskelige aktivitet, som Hansen og Ørstrøm utrætteligt trættende som i sin tid Churchill heldigvis bliver ved at advare imod.

'Knaphed på alt'

Nu sidst Ørstrøm, som i Politiken just dagen før søndagens regnskyl over gæssene m.v. og i forlængelse af sine tidligere udtalelser her i Information og sin netop udkomne bog, How Asia can shape the World affyrede følgende dommedags- salver:

»Vi vil gå fra rigelighedens epoke til knaphedens epoke fra en verdensøkonomi, der har været præget af let adgang til billige råvarer, til en ny tid, hvor der er knaphed på alt lige fra vand og fødevarer til olie og mineraler. Ja, der bliver knaphed på noget så basalt som rent miljø. Vi står altså over for et af historiens meget store trendskifter«.

»Vi er styret af en økonomisk teori, som ikke længere svarer til virkeligheden. I 200 år har vi levet i industrialiseringens tidsalder og nationalstatens epoke. Det har ført til et liberalt, repræsentativt demokrati og en markedsøkonomi, som jeg kalder den amerikanske udgave af kapitalismen. Nu står vi i en situation, hvor både det politiske system og det økonomiske system er kommet til kort. Men politikerne og økonomerne i Vesten vil ikke erkende det. Når jeg læser, hvad anerkendte fagøkonomer og nobelpristagere skriver om, hvad der er vejen ud af krisen, er deres svar, at man skal pumpe flere penge ud i det offentlige forbrug i USA. Men det skal man jo gøre for lånte penge! Andre siger, at man bare skal stimulere det private forbrug i Kina og Indien. Men vi kan ikke bare kopiere vores vestlige masseforbrugssamfund til at omfatte de 2 milliarder mennesker, som bor i Kina og Indien. Det er der ikke ressourcer til i verden«.

Velsignet, at en mand som Ørstrøm Møller lader tidens anerkendte nobelprismodtagere, anerkendte topøkonomer, anerkendte toppolitikere og anerkendte åndshøvdinge sandhederne høre så churchillsk umisforståeligt.

At Ørstrøm så også citeres for statements lige til overskrift- og plakatbrug som: »Jeg er overbevist om, at USA går fallit på et eller andet tidspunkt«, og: »Det var en katastrofal beslutning, at det lykkedes at få hævet den amerikanske stats gældsloft, for var det ikke lykkedes, havde det ført til en amerikansk erkendelse af, at de var nødt til at løse de grundlæggende problemer i USA's økonomi« får her være.

For ikke at tage brodden af diplomatens uomtvistelige indsigt: »At forbruget skal omlægges til at være mindre materialistisk, og at livskvalitet ikke hænger sammen med materielt forbrug. Utallige undersøgelser har vist, at den lykkefølelse, som opstår ved forbrug, er meget kortvarig«.

Legende børn

Hvem indser det? Når tidens anerkendte nobelprismodtagere m.v. tværtimod bilder f.eks. socialminister Benedikte Kiær (K) ind, at det er forfærdeligt for Danmarks fremtid, at der er, som hun udtaler til Ekstra Bladet »for meget uro og planløshed i vuggestuer og børnehaver, og det skader børnenes udvikling. Hverdagen er præget af dybt forældet pædagogik fra hippietiden, som mest går ud på fri leg.« Børn som leger! I overensstemmelse med Ørstrøms påstand, at livskvalitet ikke hænger sammen med materielt forbrug. Hvem indser dog, at det netop er fremtiden (bortset fra de forældede hippieoldinge fra tiden før 1985)? Det gør socialministerens egen partifælle Anna Margrethe Engbæk Schmidt, som i Viborg Stifts Folkeblad d. 11 august i år skriver: »Vi er i Danmark, ikke i Kina, hvor de pacer børnene. Før vi ved af det, er der elevplaner for hvert vuggestuebarn og kun legetøj og tilladte lege, som lærer børnene at stave i en alder af halvandet år. Hold nu op! Børn er børn, og lad dem nu være det, nyde at de kan lege, inden de bliver påkrævet svar om, hvad de vil være i fremtiden, hvilket huslån og hvilken pensionsordning, de skal have!«

Der er håb endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Mesterligt skrevne Frie ord. Det er en kunst at kunne skrive om de mest alvorlige spørgsmål med et stænk humor, så det er til at holde ud at læse om sin egen kulturs undergang og måske få kræfter til at gøre en modbevægelse.

I dag skal der ingenting til, før der bliver dømt: elitært, alvorligt, tungt, uegnet for et større publikum. Det er hele denne slikkende, slæbende, slaske-plaske holdning, der er i vejen for at befolkningen kommer til bevidsthed om, hvordan der kommer til at se ud i realiteternes verden - for deres børn og børnebørn.
Der er ingen ende på begejstringen over de nyfødte i familierne, men der er stor ulyst til at tale om deres fremtid, den faktiske. Jeg undrer mig gang på gang over det overskud, der skal til for at tage klodens tilstand alvorligt. Hele vores forkæl-dig-selv kultur er et direkte forræderi over for vores børn. Ørstrøms perspektiver er direkte wellness- og party killers.
Jeg er ikke imod selve det at have det godt, men det er kombinationen af at have det godt og samtidig være økologisk bevidst og aktiv, der er fuldstændig skæv i dag, og her må jeg sige, at langtidsudsigterne, om at fik vi det godt, blev vi også ansvarsbevidste mennesker, slog mere end fejl. For det første er det katastrofalt, som det ser ud på verdensplan. For det andet er det hjerteskærende katastrofalt, at vi kunne sove så meget i timen, at vi nu hengiver os til forkælelsesweekender i stedet for at se fremtiden i øjnene.

John Fredsted

Det er sørgeligt og tragisk, men også på en eller anden morbid facon underholdende komisk, at menneskeheden er besjælet med så lidt mod, at det er nødt til at destruere verden for at kunne holde ud at være til.

Jens Thorning

Når de fremadpacede børn kommer i puberteten, er det slut. Så går klappen ned, eller aggressionerne eksploderer. God fornøjelse!

Jeg benytter lejligheden til at relancere "Naturskatten".
Samfundskassen skal fyldes med afgifter på naturudnyttelse. Alle andre skatter fjernes.
Den kapitalistiske økonomi skal støtte planeten istedet for, som nu, at modarbejde den.
Vi skal ha`skat på det negative, istedet for som nu, på mennneskers positive sider, som flid.
Samtidig inspireres mennesker til en anden tankegang.
Jeg beskrev ideen for et par år siden og har nævnt den flere gange siden, dog uden respons.
Jeg påkalder mig ophavet, i hvert fald til navnet :

NATURSKATTEN

Dette er den meget korte version

NB ! Inspirationen kommer fra Retsstatstanken, grundskyld og afgift på jordens rigdomskilder.

Også Line Barfod behandler nogle af de store spørgsmål i sin nye artikel om ”Hvad kan vi med et nyt flertal?” Den indledes sådan:

Vi står i dag med tre store udfordringer: Klimakrisen som truer selve vores eksistens, en stærkt stigende ulighed, som i høj grad forstærkes af den økonomiske og finansielle krise og så en stigende udhuling af demokratiet. Dertil kommer den ekstreme højrefløjs fremmarch i Europa og USA og tragedien i Oslo.”

Læs artiklen i Kritisk Debat:

http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1029

jan henrik wegener

I politikeres og mediers diskussion af samfundets tilstand er vel ellers forudsætningen den at det er "manglen" på fart i økonomierne der er det store problem der kræver en løsning.
Hvis dette er rigtigt er det ikke blot én blandt flere opgaver at "få gang i hjulene" igen - det er simpelthen "sagen"! "Katastrofen" er at en del lande nærmer sig nulvækst - iflg gårdsdagens nyheder. Her er det jo forudsætning for en løsning?
Ifølge det sidstnævnte syn burde en del ord kasseres - nogle af de mest anvendte i den økonomiske nyhedsdækning..

Heinrich R. Jørgensen

Hurra for Anna Margrethe Engbæk Schmidt.

Og for Ejvind, Jørgen, James og alle andre der siger noget forstandigt. Og bliver ved med det.

Som sædvanligt fremføres klimaproblemstillingerne uden konkrete løsningsforslag. De mulige løsninger vil omfatter mange aspekter af vores samfund og dagligliv og flere tiltag vil Danmark ikke kunne håndtere, uden det sker via internationale aftaler. Men det er et kæmpe problem at USA og mange af de nye økonomier ikke vil deltage – og det endda uden den økonomiske krise rigtig har rystet verdensøkonomien.

Der er efter min mening tre veje at gå:
- Adfærdsregulering via kampagner og varemærkning
- Adfærdsregulering via skatter og afgifter
- Lovgivning, planøkonomi og forbud

Leon Nygaard peger på den markedsorienterede løsning med skatter og afgifter. Den anser jeg selv som den mest realistiske, men hvis den vil gøre Danmark fattigere som nation så glem det.

"Markedets usynlige hånd" er som bekendt en liberalistisk myte uden hold i virkelighed, men jeg tror til gengæld vi af hensyn til den realistiske vurdering af spørgsmålet, må indfører begrebet: "Den hensynsløst lavprisbevidste forbruger".

Atkins - Af de tre veje kan de to første kombineres (som jeg osse antydede).
Vi hænger alle på systemet. Derfor kan store, principielle ændringer ganske rigtigt ikke gennemføres for Danmark alene (hvis, det er det, du mener)
Når jeg taler om natur"skat" er det rent sprogligt. Det drejer sig ikke om det at betale skat, men om hvad der er grundlaget for skatten.
Det håber jeg fremgår tydeligt.
Kapitalisme er kommet for at blive. Alt andet er drømmerier.
Ændringen består i at demokratierne vrider armen om på systemet, men selvfølgelig skal alle med.
En fremtidsvision - ja. Med det nuværende politiske EU endda ret håbløst - men nødvendigt.

Wegener - Som jeg forstår dig, er vi enige.
Efter min lægmands mening lever vi ikke af vækst. Vi lever af det vi frembringer, handler og bytter os til. Vækst er griskhedens Gud.......... En illusionsnummer, skabt af griskhedens apostle.

Griskheden er en af de 7 dødssynder.
Det er dødssynderne, der skal beskattes.
Ikke dyderne.

Niels-Simon Larsen

Vækst. Det, vi trænger til, er vækst. Kunne vi dog bare få hjulene til at snurre hurtigere end nogen sinde. Det kan vi åbenbart ikke.

Lad os nu antage, at det gik som ønsket, så ville vi for alvor komme i problemer – ressourceknaphed, ødelæggelse af resten af naturen, udryddelse af dyrearterne, op-spisning af fisk i havet, 12 mia mennesker – bang! Nøjagtigt som historierne om mayaerne, påskeøbefolkningen m.fl.

Nu er det imidlertid sådan, at de fromme ønsker om vækst står i skærende modsætning til virkeligheden. Tænk på USA. Det minder om den syge, der efter mange års misbrug stønner: ”Kunne jeg dog bare blive rask”. Og rask betyder fortsat misbrug. ”Kunne jeg dog bare blive rask, så jeg kunne fortsætte mit misbrug”.

Der er ingen af de vækstfanatiske lande, der fantaserer om andre livsformer end de gængse.

Vi får selvfølgelig ikke en ny vækstbølge og heller ingen alternativer fra vores politikere. Vi får idelige opråb om at svinge kontokortet. Gør man sig andre forhåbninger, kan man lige så godt stille sig foran abeburet i Zoo. Vi får intet af det, der gør en fortsat livsform mulig. Det er den besked, der er det sande valgoplæg, men hvor mange kan se det?
Når vi ikke engang kan klæde politikerne af, ikke kan få journalisterne i deadline fx til at stille de ætsende spørgsmål og fokusere mere på de reelle problemer, så er vi langt ude. Vi er kun få, der føler det, og det er det virkelige problem – at følelsen, fornemmelsen, anelsen om katastrofen forude er helt væk for de fleste. En politiker kan kun blive valgt på løgnen, ikke på sandheden om vores situation.

Efter min personlige mening skal man have hård hud på sjælen for at tumle med de her problemer – og blive ved. Igen efter min mening ikke noget for unge og håbefulde. Heller ikke noget for os ældre, der bare håber på, at det skal gå de unge godt. Nej, det er ikke noget for nogen, men hvad så?

Jo mere jeg beskæftiger mig med det, jo mere ser jeg, at vi er forrådte. Vores kultur er løgnagtig. Hvis vi skal begynde forfra et sted må det være – at sige sandheden. Den er ilde hørt, siger det gamle ord, og så er man på ny i problemer. Alene det at have nogle få venner, man kan snakke godt med. Det har jeg dog, men det flytter jo ikke mange sten.
Så kan man belaste andre med sine sorte syner, her fx.

John Fredsted

Såvidt jeg har forstået økonomi, så er vækst nødvendig for at indfri de lån med renter, som man har finansieret og fortsætter med at finansiere stort set alt med.

Hvis ikke der er vækst, så kan lånene ikke indfries, og så begynder dominobrikkerne bestående af kreditorer til kreditorer til kreditorer, næsten ad infinitum, at vælte.

Bliver denne række lang nok, med lån, der finansierer lån, der finansierer lån - inklusive derivater, swaps og hele dynen af finansielle hokus-pokus produkter - så bliver systemet, eller i hvert fald nogle komponenter i systemet så store, at man ikke kan lade dem falde. Altså støtter man dem med nye lån.

I mine øjne har politikerne for længe siden malet sig selv op i et hjørne ved at lade lån-på-lån-på-lån møllen kører alt, alt for længe og alt, alt for langt: Er det ikke derfor, at den finansielle sektor er mangefold større end den faktiske økonomi?

Fredsted - Jeg forstår egentlig ikke din udredning og burde slet ikke kommentere den. Osse fordi det er jordens klima der er emnet og ikke nationaløkonomi.

Jeg foretrække at sammenligne landets økonomi med en families. Vi bruger mere end vi tjener og må låne. Vi må tjene nok til at afbetale lån plus daglig drift. Gør vi ikke det, må vi nedsætte driftsudgiften, altså spare.

Hvorfor så tale om at tjene mere (vækst), som en nødvendighed ?
Vi kan jo bare beslutte at spare, og går det godt, kan vi endda tjene mindre (minusvækst).

Det kan en familie, hvis den vil. Hvorfor så ikke en stat ? Økoøkonomerne må svare.

Og så er vi tilbage ved ved emnet, forbruget, klimaet og svineriet.

Men igen, jeg forstår ikke nationaløkonomi.

Niels-Simon Larsen

I filmen ’Inside Job’ interviewede instruktøren forskellige finanstopfolk, og det gennemgående karaktertræk hos disse mennesker var en total mangel på moral og medfølelse med deres ofre. Ja, ’tyven ler ad offeret’, som det gamle ord hedder.

Når man samtidig tænker på al deres God bless America-fis, så kan der ikke faldes dybere i selvbedrag. Man kan nok ikke sige, at en nation kan være ondskabsfuld, da det er et psykologisk træk, men hvad skal man så kalde det?

Jeg læser i øjeblikket Naomi Kleins ’No logo’, der handler om de multinationale firmaers hærgen i de fattige lande. Det er ikke bare firmaerne. Det er også os andre, der følger trop. I går købte jeg et dejligt og billigt telt og spurgte, hvor det var produceret henne. Det skabte forstyrrelse i forretningen, og til sidst kom en overordnet og sagde, at det kom fra et sted i ude Østen. Jeg kunne lige se slavefabrikken for mig.
Skal man lade være med at købe noget som helst, fordi alt efterhånden kommer derfra? Nej, det kan man ikke, men man kan lade være med at lukke øjnene.

På Østerport station har de nedlagt kortsalgsstedet, så nu skal man ind i en stor 7-11 forretning for at få en billet, dvs. at man er tvunget til at betræde dette multinationale svineforetagende for at komme ud at rejse. Hvordan kan DSB dog klistre sig op ad sådan en kædebutik? Og så skal man se på deres hæslige reklamering.

Man vil let kunne anklage mig for at være gammel og sur, men jeg kan ikke lade være med at notere mig det omfattende luderi. Vi er i gang med at sælge os selv, og der er fart på.

Beklager. Jeg læser Ejvind Larsens artikel igen : Det drejer sig om nationaløkonomi og Jørgen Ørstrøm Møller siger netop, at problemet er erkendelse.
En mangelvare hos politikere og økonomer.
Mine spørgsmål er altså relevante !

Niels-Simon Larsen

@Leo: Blot en lille bemærkning: Her i Ejvinds tråde tillader vi os at gå lidt uden for den aktuelle artikel, fordi vi husker de andre. Desuden er Ejvinds stofområde 'Gud' (efter hans egne ord), og det spænder jo vidt :-)

Vækst, regulering, grøn beskatning og en seriøs opstramning af de vilkår vores børn har i dag. For en bedre fremtid!
Jeg finder det smukt, at så mange fokuserer deres politiske intellekt og næsten ender på parallelle veje.

Problemerne vi har i øjeblikket er mange, men for at være med på vognen fokuserer jeg her på økonomien.
Den samlede værdi i omløb i verden i dag er langt mindre end den har været. Det skyldes akkumulationen af værdierne i verden.
Der er mange her i verden der gerne vil være ekstremt rige. De ønsker sig "det gode liv", uden finansielle bekymringer, hvilket ofte betyder at de ikke er særligt gode til at bruge dem rigtigt.

Der er dog også dem der forstår at have penge. Deres ønsker er ikke at sende pengene ud i tilfældige retninger, som deres materielle ønsker opfyldes. I stedet er penge byggesten i et magtspil der rækker langt over landegrænserne og dybt ind i verdensordenen. Alle har behov for penge, derfor er magten i at have dem også stærk.

Der findes nogle enkelte individer med en ubegribelig stor andel af den samlede værdi i verden (se evt. http://www.forbes.com/wealth/billionaires/list og husk at deres personlige rigdom ikke er ens med den rigdom deres virksomheder besidder), og en generel økonomisk kløft mellem verdens befolkninger (http://www.guardian.co.uk/money/2006/dec/06/business.internationalnews).
Pengene er dog, mere eller mindre, vundet på retlig vis.

Fordi vi "borgere" er forbrugere og ikke har lyst, mulighed, overblik, uddannelse, eller på anden vis ikke kan holde på vores formuer, er vi medvirkende til viderefordelingen af den i forvejen beskedne værdi, i hænderne på et erhvervsliv der sender værdierne i en opadgående retning.
Det sjove er, at når vi efterhånden ikke har flere penge til at give væk og de arbejdsgivere der er afhængige af forbrugerne for at kunne betale disse forbrugere ikke længere kan, vil hjulene gå i stå. Når hjulene går i stå, er penge ikke meget værd for selv den rigeste i verden, da han eller hun ikke kan købe noget for dem. Hvem vil sælge råvarer og materialer, når de penge de tjener ikke kan købe hvad de skal bruge?
Penge mister i virkeligheden deres magt hvis økonomien går i stå. Magt mister dog ikke sin styrke af den grund, den flyttes bare.

På sådan et tidspunkt har samfundet brug for at få koordineret sine indbyggere, altså i virkeligheden en form for kommunisme, for overlevelse. Flere positioner skal udfyldes for at undgå sult, helbredsproblemer og panik. Vi bliver med andre ord nødt til det.

Så er denne akkumulation af værdier et tegn på en kommende nødvendighed i vores samfund?

Det får mig til at tænke på hvordan vi skal kunne importere råmaterialer, m.m. fra udlandet i fremtiden (her skal formentlig tænkes en del længere end 2012, fortiden taget i betragtning), og om der efterhånden er opstået basis for en gammel tabu, nemlig en verdensregering. En verdensregering der skal sikre, at vi på lang sigt ikke ender i en totalkrig (verdenskrig) om overlevelse, måske på grund af noget så basalt som fødevarer og energi.

Måske har økonomerne et godt bud på hvordan vi kan reddes af filantroperne, eller andre fantastiske løsninger der forlænger den spirallerende situation vi er i, men jeg tvivler. Det er dog synd at give systemet skylden, fordi kapitalisme uden grådighed og overforbrug sagtens kan eksistere.

Pointen er denne; jeg tror de fleste danskere bekymrer sig mere om deres egen og andres velbefindende end økonomien, der i sidste ende betjenes for at leve op til førnævnte. Har vi brug for at genoverveje strukturen i de grundlæggende aspekter af samfundet? Måske. Kan det gøres som en nation alene? Formentlig ikke, men mange danskere deler meninger med et væld af andre mennesker over hele verden. Mon vi har noget at vinde?

John Fredsted

@Leo Nygaard: Mit indlæg var inspireret af Niels-Simons foregående, hvor han taler om vækst.

Jeg forstår ikke, hvorfor du mener, at indlægget ikke kan være relevant i denne tråd, herunder for klimatruslen. For i mine øjne er den måde, mennesket bedriver økonomi på, netop det, der gør det umuligt for os, at tøjle klimatruslen.

Derfor er jeg naturligvis enig med dig i, at vi er nødt til at skabe en ny måde at bedrive økonomi på.

Steen Erik Blumensaat

Jorden, väkster.
18 väkstdage mere, fra udsaaningen til höst har vi faaet 18 dage.
Paa syd Grönland er det 10 dage.
Hvad taler i om naar i siger väksten er gaaet istaa, forestiller i jer at man planter en pengesedel og saa gror den.

Fredsted - Dit indlæg var sandelig relevant (12.56).
Jeg forstod bare ikke, at du tilsyneladende mener, at vi er fanget i en uafvendelig fælde. Derfor min kommentar (16.39).
(og næste, hvor jeg indser at emnet er økonomi, 16.56).

Det fine indlæg fra Gehna F viser hvor uoverskueligt det er. F. eks hvor få, der har en enorm hovedpart af værdierne. Sæt her overfor, hvor dårligt demokratierne evner at tackle det, der er hovedemnet her.
Så mister man let pusten.

John Fredsted

@Leo Nygaard: Jeg har genlæst Gehna F's indlæg og jeg er stadig forvirret. Måske er det mig, der er ubegavet, men jeg kan ikke rigtig gennemskue det.

Niels-Simon Larsen

Genha: Der er mange tanker i dit indlæg, men det er som om, du stopper dig selv ved at slutte: "Mon vi har noget at vinde?"
Det vil jeg da tro. Hvorfor ellers skrive?
En før:
"Har vi brug for at genoverveje strukturen i de grundlæggende aspekter af samfundet? Måske."
Her vil jeg sige så absolut, ja.
Jeg vil gerne bakke dig op, så du skal bare ud med sproget. Verden styrter måske sammen i morgen. Dagen i dag skal alligevel være god.