Kronik

Fagbevægelsen bør gøre op med vækstøkonomien

Fagbevægelsens hovedkamp bør ikke længere være mere i løn. I stedet skal der kæmpes for retten til et arbejde, der giver mening. Det kræver et opgør med hele væksttankegangen
Flere og flere får stress af deres arbejdsliv. En del af forklaringen er, at arbejdet ikke længere opleves som meningsfuldt, hverken for den enkelte eller for samfundet som helhed.

Flere og flere får stress af deres arbejdsliv. En del af forklaringen er, at arbejdet ikke længere opleves som meningsfuldt, hverken for den enkelte eller for samfundet som helhed.

David Trood

1. september 2011

Der er mange tegn på, at den kapitalistiske vækstøkonomis muligheder er ved at være udtømte. Myten om det selvregulerende marked har nok engang vist sig usand, men hult klinger også venstrefløjens alternativ: mere vækst og forbrug gennem udpumpning af offentlige midler og længere arbejdsdage.

Det er ikke blot hovedløst i forhold til en klode, der allerede er udpint af ressourcefråds; det er også utroværdigt som en vej til at skabe mening for de store grupper i samfundet, arbejderklassen om man vil, som må kæmpe med dårlige job, arbejdsløshed og en utryg tilværelse på markedets nåde.

Efter godt tredive år med en tøjlesløs og i stigende grad spekulativt orienteret markedskapitalisme, som har skabt langt større ulighed end tidligere, synes en folkelig modbevægelse på vej. Tegnene ses i Sydeuropa og England, og der har også været tendenser i Frankrig. Et sådant double movement, som tænkeren Karl Polanyi kaldte det, da han beskrev udviklingen i 1930'erne, kan lige så vel være brunt som lyserødt. Den strømning, som Dansk Folkeparti repræsenterer i Danmark, synes således også næret af frustrationen i samfundets mest udsatte grupper.

Men der må være en anden vej, og her må fagbevægelsen kende sin besøgstid. Der er lige så meget brug for den i dag som for snart hundred år siden, da den i mange lande var med til at sikre reguleret og socialt afbalanceret udvikling.

Bryd udslidt partnerskab

Det vigtige er at understrege, at rollen som vækstpartner for kapitalen er endeligt forbi. Den giver ikke længere mening for folk, der i stigende grad oplever utryghed og flygtighed på dagens arbejdsmarked. Virksomhederne styres efter markedskoncepter af en fjern ledelse, og arbejdets indhold forandrer sig konstant. Statistikkerne over udstødning og psykiske arbejdsskader viser det belastende pres, som nye, fleksible ledelsesparadigmer fører med sig. Et pres, som fællesskab og tillidsfolk ikke længere kan hamle op med. Konsekvensen er et katastrofalt frafald af medlemmer af fagbevægelsen.

I de mere bevægelige dele af fagbevægelsen, som ikke blot tyer til mere serviceorientering, er svaret en genoplivning af den organiserede aktivitet på arbejdspladserne. Det er godt nok, for det er kun i den direkte dialog med medlemmerne, at en ny kurs og opslutning kan skabes. Men det er ikke nok. Der skal også en ny strategi til, som kan give folk troen på, at der er en måde at styre økonomien på, som giver flere og bedre arbejdspladser. Blot at skabe vækst er ikke længere en garanti for beskæftigelse og slet ikke for gode job. Der er ofte tale om jobløs vækst, hvor andre økonomier i verden suger jobbene til sig.

Der har i fagbevægelsen været en vis tilslutning til en strategi for grønne job faktisk mere i udlandet end herhjemme. Selv USA's fagbevægelse bakker op om FN's forslag om en Green New Deal.

Men grøn omstilling kan ikke bare kobles til den eksisterende vækstmaskine. For det første er det en modsigelse i sig selv, for væksten kan ikke blot afkobles fra ressourceforbruget. For det andet indebærer den et konstant krav om øget arbejdsproduktivitet, som altid vil presse beskæftigelsen.

Stillet over for sådanne udfordringer kunne man sige: Fint nok, så fordeler vi bare arbejdet bedre og ser frem til øget fritid og lediggang. Men det er ikke at tage fagbevægelsens medlemmer seriøst.

Inde i folks hoveder ville det være en kulturel kortslutning, hvis det at arbejde blev gjort til noget ligegyldigt, underordnet udfoldelsen i fritiden og som borger.

Behovet for arbejdet som skabende aktivitet er ikke mindre i dag, end da Marx skrev om det. Fagbevægelsen må og skal tænke beskæftigelse, men hvis den lyttede mere til medlemmerne, ville den høre, at det ikke er ligegyldigt, hvilken form for beskæftigelse det er. Vigtigere end lønnen er 'et ordentligt arbejde'. Det viste undersøgelser allerede omkring 1990.

Magtesløshed

Arbejdet skal måles på andet end produktiviteten, som er et rent kvantitativt mål. Det skal også have en kvalitet, som giver folk mulighed for at bruge deres evner ordentligt og bidrage til noget socialt og miljømæssigt nyttigt. I stedet for fodslæbende at begribe beskæftigelse som et resultat af vækst må fagbevægelsen se det som et formål i sig selv, hånd i hånd med globale ressource- og miljøhensyn.

Den må søge veje til at gribe ind i selve produktionens værksted og skabe rum for kvalitet i produktet, servicen eller omsorgen. Det er jo meningsløst, at nogle lønmodtagergrupper arbejder mere og mere, mens andre udstødes, samtidig med at en masse samfundsmæssigt nyttige opgaver ikke udføres.

Europæiske undersøgelser viser, at arbejdsintensiteten i årtier har været stigende. Da også selvbestemmelsen i jobbet synes at være steget, kunne man tro, at det kompenserede for den større belastning. Det er imidlertid ikke tilfældet. Kun i den umiddelbare arbejdsudførelse har folk fået mere at skulle have sagt.

Virksomhederne har som middel til at øge produktiviteten delegeret ansvaret ned til den enkelte eller teamet, nogle har sågar 'selvledelse', samtidig med at arbejdet er blevet standardiseret og kontrollen centraliseret. »Du bestemmer selv, så længe du er en succes,« som en bankdirektør sagde i en nylig undersøgelse.

Grænseløst arbejde

Kravene, som skal drive arbejdsproduktiviteten i vejret, involverer medarbejdernes totale ressourcer i virksomhedens interesse også ud over arbejdstiden. Arbejdslivet er blevet grådigt og grænseløst.

Mulighederne for at lave et ordentligt stykke arbejde, der er nyttigt, også for andre, bliver stadig ringere i stort set alle professioner. Hvor nyttigt opleves det egentlig blot at skrabe profit hjem til sin virksomhed eller rettere til dem, der ejer eller har aktier i den, og som for øvrigt kan finde på at sælge den i morgen.

Dengang man havde et job, hvor man byggede et godt skib eller et hus, der var værd at bo i, eller kunne give børn, syge eller ældre den omsorg, de havde brug for, var der god mening i arbejdet. Men hvis du under pressede arbejdsforhold blot laver en lille del af et produkt, der i øvrigt bliver fremstillet i Kina, til et marked, der egentlig ikke har brug for det, mister du meningen med at gå på arbejde.

Du taber også meningen af syne, hvis du bare skal sikre den størst mulige patientomsætning, elevomsætning, passageromsætning, pengeomsætning osv. uden hensyn til kvaliteten eller nytten af det.

Trøsteforbrug

I stedet søger folk en mening i forbruget. Pisket af politikere, medier og reklamer sættes forbrugsevnen som målet for arbejdsindsatsen. Meningen med arbejdet og livet omsættes til omfanget af materielle goder og nyerhvervelser. Men det er en syg og uholdbar kompensation, og de fleste ved det godt.

Det er i dialogen med medlemmerne og deres frustration over arbejdets manglende indhold og mening, at fagbevægelsen skal finde kraften til at tage kampen op med kapitalens sløseri med både menneskelige og naturlige ressourcer. Det er her, der åbnes et perspektiv for medlemmerne, der kan få dem til at engagere sig.

Den sidste større strejke var SOSU'ernes, pædagogernes og sygeplejerskernes kamp for mere i løn. Men mon ikke kampen mere var et udtryk for denne frustration og ønsket om større anerkendelse?

En ny beskæftigelsespolitik i fagbevægelsen skal både sigte mod et nyt indhold i arbejdet og oprettelse af nye samfundsmæssigt nyttige job, der giver plads til nogle af de udstødte fra arbejdsmarkedet. Ofte er de havnet i udstødelse, fordi de ikke kunne holde til det meningsløse tempo. Omkring hver femte i den erhvervsaktive alder står i dag uden arbejde. Men den aktuelle arbejdsmarkedspolitik retter sig alene mod kapitalens behov. 'Vi brænder violiner for at holde dampmaskinerne i gang', som Ulrich Beck siger.

Samtidig må fagbevægelsen være åben over for nye måder at organisere arbejdspladserne på. Det er ingen naturlov, at jobbene enten skal være i offentligt eller privat regi. Den tredje sektor, socialøkonomien, er også en mulighed. Bæredygtige job kunne sagtens skabes i regi af andelsselskaber mv., som vi i Danmark tidligere har været gode til at drive med almennyttige formål.

 

Ole Busck er lektor ved Aalborg Universitet og tidligere miljøkonsulent i SID/3F

Debatten Vækst eller modvækst? fortsætter med et læserarrangement onsdag den 7. september kl. 17. Læs mere og køb billet på ishop.information.dk

Serie

Vækst eller modvækst

Der er to veje i dansk politik, siger politikerne, men målet er det samme: Vækst. Spørgsmålet er imidlertid, om vækst er den rette løsning på de udfordringer Danmark står overfor. Er øget velstand lig med velfærd? Eller ødelægger jagten på vækst og velstand i virkeligheden vores velfærd? Og kan man overhovedet tænke sig en fremtid, hvor vækst ikke spiller en afgørende rolle?

Seneste artikler

  • Opvæksten drukner i vækst

    9. september 2011
    Børn tærer på deres forældres ressourcer og hæmmer deres produktivitet. Paradokset er, at de på den ene side er ønskebørn og prestigeprojekter, mens de på den anden side tynger vækstsamfundet og derfor overlades til et liv i institutioner
  • Tid til en kollektiv kold tyrker?

    9. september 2011
    Informations kantine lagde onsdag ryg til en debat om væksten og dens grænser. Det blev dog hurtigt til en snak om frihed
  • Der er intet i vejen med at være glad for sin nye iPad

    7. september 2011
    Vores evige jagt på næste forbrugsfix koster os lykken, klager vækstkritikerne. Men faktisk er der intet til hinder for, at årtiers produktivitetsgevinster kunne være brugt på mere fritid og økologi. Når det ikke er sket, er det fordi almindelige mennesker har ønsket det anderledes
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Kronikken kunne være skarpere i detaljen, men ellers rigtig god. En markant nedsættelse af arbejdstiden bør være et fremtidsmål, uanset at arbejdet rummer mange socialt givende og uundværlige inspirationer for samfundsborgeren. Glæden ved og viljen til arbejde (hvis det ikke er alt for hjernedødt og sundhedsnedbrydende) er livsbefordrende. Og lur mig om ikke de flestes fritid også vil være meget arbejdspræget på den frie måde, hvis vi sætter arbejdstiden kraftigt ned.

Kronikken kunne være skarpere i detaljen skriver Niels-Holger Nielsen.

Helt enig, men kronikken indeholder i min optik ikke mindre end 24 selvstændige vinkler på begrebet 'fagbevægelsen og vækstøkonomien', - et rent overflødighedshorn af inspiration - så hvad den ikke har i skarphed har den i facetter, hvilket så også gør den svær at debattere.

Først havde jeg lyst til at kommentere på afsnittet om Karl Polanyi og 'modbevægelse i samfundet' set i forhold til Zizek's ’Shoplifters of the World’, men det må vente til i morgen. Men afsnittet om trøsteforbrug...

I stedet søger folk en mening i forbruget. Pisket af politikere, medier og reklamer sættes forbrugsevnen som målet for arbejdsindsatsen. Meningen med arbejdet og livet omsættes til omfanget af materielle goder og nyerhvervelser. Men det er en syg og uholdbar kompensation, og de fleste ved det godt.

...kunne nemt bekræftes alene gennem associationer til de situationer, hvor man har mødt hysteriske krav til kvalitetstid, i form af ture til nærmeste indkøbscenter med ungerne, og mega magarineisvafler med underligt krymmel, sodavand og slik i kassevis, eller dyre aktivferier tre gange om året: ski, palmestrand og sommerhus (med efterfølgende tiggergang til banken), eller dominerende forældreinvolvering ved fodboldstævner og møder på skolen (med efterfølgende udglattende adfærd) - men ingen skal påstå at fordi man har travlt er man ikke en god forældre.

Jeg ved ikke om det er fagforeningens opgave at opdrage medlemmerne, men det kunne da godt være en god ide.

Tak for en super inspirerende kronik!

vigtigere er nok først og fremmest:

socialdemocratitilhængere, socialistisk folkepartitilhængere, enhedslistetilhængere,
vs tilhængere, burde vende tilbage til communisme

Lige op i ansigtet på de moralske hyklere må de revolutionære socialister proklamere, at jorden en dag vil ophøre med at være en tårernes dal for arbejderne: I det fremtidige kommunistiske samfund, som vi vil grundlægge - "fredeligt, hvis det er muligt, ellers med magt ...da alle er gode af natur"
(Lafargue citerer Descartes i "Retten til dovenskab" - modvækstens manifest)