Kronik

Farvel til regionerne goddag til et privatiseret sundhedsvæsen

Forslaget om at lade sygehuse styre af professionelle bestyrelser viser, at regeringen har sat ledelsen af den offentlige sektor på autopilot. Man benytter sig af en tankegang, der var på mode for 15-20 år siden, men for længst har vist sine begrænsninger. Endemålet ser ud til at være et sundhedsvæsen på markedsvilkår
Er regeringens forslag om at nedlægge regionerne et skridt på vejen til et privat sundhedsvæsen?

Er regeringens forslag om at nedlægge regionerne et skridt på vejen til et privat sundhedsvæsen?

17. august 2011

Regeringens beslutning om at nedlægge landets fem regioner for i stedet at oprette tre nye sygehusenheder, ledet af professionelle bestyrelser, er overraskende på mange punkter: Der er ikke lavet en evaluering af de fem regioners effektivitet. Regionerne er kun fire et halvt år gamle. Beslutningen om at nedlægge dem er ikke modnet gennem rapporter, undersøgelser eller kommissioner, hvilket ellers har været kutyme i forbindelse med Strukturreformen, Politireformen og Kvalitetsreformen. Her gjorde regeringen meget ud af at skabe opbakning til reformerne og få eksperters vurderinger af forskellige modeller. Det er ikke sket denne gang.

Det forhindrede dog ikke Bertel Haarder i at udtale sig skråsikkert på Venstres sommergruppemøde: »For mig er bundlinjen derfor klar. Regionerne skal erstattes af tre sygehusenheder pr. 1. januar 2013, og de kommunale sundhedstilbud skal styrkes. Dermed lader vi fagkundskaben levere den højt specialiserede behandling på sygehusene og lader kommunalpolitikerne udforme gode, nære tilbud tæt på borgerne.« Hermed fremstår regionerne alene som midlertidige projektorganisationer.

Usikkerhed på repeat

I Region Syddanmark sidder regionsborgmester Carl Holst. I fire et halvt år har han som regionsrådsformand arbejdet for at styrke regionens identitet og motivere de 25.000 ansatte. Region Syddanmarks pejlemærker er åbenhed, dialog og borgerinddragelse. Og som han spurgte i Politiken i søndags »er det helt vanvittigt, at man som venstremand i Grundtvigs fædreland mener, at det skal være folkevalgte, der skal stå til ansvar for den offentlige sektor?«

Ét er de fem borgmestre og de mange regionspolitikere, der står til at miste indflydelse. Noget andet er de mange offentligt ansatte, der har regionerne som daglig arbejdsplads.

De offentligt ansatte har levet med usikkerhed, siden Strukturkommissionen varslede kæmpe omstruktureringer af deres arbejdsplads og lukning af flere sygehuse. Nu må de så igen leve med tvivl om deres fremtidige arbejdsplads og det efter en strukturreform, der efter regeringens eget udsagn skulle »fremtidssikre« den offentlige sektor.

I december 2005 skrev Lars Løkke Rasmussen: »Kort sagt er målet med kommunalreformen at skabe et nyt Danmark, hvor en stærk og fremtidssikret offentlig sektor løser opgaverne med høj kvalitet og så tæt på borgerne som mulig.« Han kaldte reformen »ambitiøs« og sagde, at den var blevet til »på et grundigt forarbejde«.

Om regionerne skrev han: »Og de nye stærke regioner skaber et godt grundlag for at nå målet om et sundhedsvæsen i verdensklasse.«

Der gik 37 år mellem kommunalreformen i 1970 og den seneste kommunalreform, der blev sat i gang 2007. Denne gang gik der kun fire år, før reformiveren blussede op igen. Det aktuelle forslag er ikke rettidig omhu. Det er i bedste fald udtryk for reformmani, i værste fald udtryk for politisk vildrede, zigzagkurs og manglende respekt for de offentligt ansatte og patienterne. Patienterne bliver sat i centrum for utryghed og manglende faglig sikkerhed for sundhedsydelsernes effektivitet.

Zombiemanagement

Hvorfra har regeringen fået ideerne om at nedlægge regioner og lave tre nye sygehusenheder med professionelle bestyrelser? En del af inspirationen kommer fra New Public Management-bølgen (NPM), der med fokus på markedsstyring og resultatorientering har forandret den offentlige sektor i alle OECD-lande siden 1990'erne.

Brugt rigtigt kan NPM gøre offentlige organisationer mere effektive. NPM tillader også lederne i den offentlige sektor at komme mere på banen med deres faglighed. Men tiden har ændret sig siden 1990'erne. NPM var tidligere et svar på en offentlig sektor præget af planlægning og hierarki. Siden er den offentlige sektor blevet mere fleksibel. Der er kommet nye styringsudfordringer. Digitaliseringen giver nye muligheder for koordinering og aktiv dialog med borgerne. Verden har kort sagt ændret sig, derfor er NPM ikke længere svaret på alt.

Styringen af den offentlige sektor er for kompleks til, at enkle markedsløsninger og professionelle bestyrelser kan løse alle problemer. Det har OECD indset for længst, f.eks. i publikationen Public Administration After New Public Management fra 2010. Den danske regering er en af de sidste regeringer, der stadig ikke har forstået, at NPM's storhedsdage som inspirationskilde er ovre.

'Zombie-New Public Management' kalder den anerkendte britiske politolog Patrick Dunleavy denne praksis, hvor politikere idéforladt og på automatpilot griber ud efter styringsinstrumenter, der var på mode for 15 og 20 år siden, men for længst har overskredet sidste salgsdato.

Dunleavy har bl.a. brugt udtrykket om den britiske koalitionsregering, hvor mange ministre husker tilbage til den markedsstyring, der var på mode i 1990'erne, men som ikke længere virker.

Privatiseret sundhed

Logikken i forslaget om at afskaffe regionerne fører ikke til et centraliseret statsligt sundhedsvæsen, som kommentatorerne i Danmark hæftede sig ved i første omgang. Det ville da også være mærkeligt, hvis et liberalt parti, der har tradition for lokale løsninger og decentralt demokrati skulle gå ind for den slags.

Logikken skal snarere findes i den markedsstyring, der har domineret tænkningen om den offentlige sektor under NPM. Her er tankegangen, at politikerne er for irrationelle og tager for mange beslutninger og derfor forstyrrer de rationelle, virksomhedsorienterede ledelsesbeslutninger.

Den canadiske politolog og redaktør af tidsskriftet Governance Alasdair Roberts skrev i 2010 bogen The Logic of Discipline, der handlede om de mange forsøg på at erstatte politik og demokrati med en mere teknokratisk beslutningskultur.

Ifølge Roberts analyse begyndte denne periode i slutningen af 1970'erne, da Thatcher blev valgt i England, og sluttede i 2008 med den første finanskrise. Siden har verden ifølge Roberts indset det meningsløse i at sætte politikerne uden for indflydelse til fordel for teknokratiske ekspertløsninger og professionelle bestyrelser ... altså bort set fra de danske beslutningstagere.

Venstres forslag vil ikke skabe et centraliseret sundhedsvæsen, hvor alt magt ligger hos ministeren. Logikken i forslaget er derimod at give mere magt til markedet. I en dansk sammenhæng vil det næste skridt være at omdanne sygehusene til private sygehuse, dvs. til private virksomheder.

Regeringen plejer at hævde, at driftsvirksomhed lige så godt kan være privat som offentlig. Regeringen har lige søgt at indføre en ordning med tvangsudbud, hvor kommunerne skal forpligte til at udbyde offentlige opgaver, så private virksomheder kommer ind på markedet. Og regeringen har allerede gjort en indsats for at give privathospitalerne en mere synlig placering på markedet for sundhedsydelser.

Næste skridt efter nedlæggelse af regioner og oprettelser af sygehusenheder vil derfor være at opfordre private virksomheder til at komme på banen og drive de nye supersygehuse. De daglige ledelsesbeslutninger tages ud af det demokratiske system og flyttes over til virksomheder på et marked. I effektivitetens og patienternes navn forstås.

 

Carsten Greve er professor ved CBS og forsker bl.a. i offentlig-privat samspil og offentlig ledelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Walther

Det er tumpet at lave en hovsa løsning igen med smallest flertal, det er ikke bærbart ej heller brugbart og det koster kassen. Hvad er begrundelsen for denne forhastede beslutning? Det ved vi ikke. Der har ikke været debat herom.
100 milliarder harr regionerne kostet, nogle siger om året, det svimler for mig. Løkke påstod det var udgiftsneutralt. S R stemte imod, fordi de ikke kunne få økonomien hertil oplyst.
Nu vil Løkke gøre det igen, lave om, uden han har nogen succes er at prale af, af de reformer han har stået fadder til. Og bemærk tilbage-trækningsreformen er IKKE vedtaget endnu. den kan han ikke prale af eller regne med 100%.
Jeg synes vi ser en flosset statsminister som forpjusket forsøger sig med noget der er døds født-endnu en gang. Sørgeligt men sandt.