Kronik

Min første erindring er min berusede mor med blodtud

'Se, hvad din far har gjort,' sagde min mor med blod i ansigtet. Alle vidste, hvad der foregik i mit barndomshjem, men ingen gjorde noget. Min sag er blot et af mange symptomer på et system, der lukker øjnene og prioriterer forældrenes rettigheder højere end børnenes tarv
Der går en lige linje fra overgrebene på Skorpeskolen til den nylige Brønderslevsag, mener dagens kronikør. Her et stemningsbillede fra Brønder-s-levfamiliens hus.

Der går en lige linje fra overgrebene på Skorpeskolen til den nylige Brønderslevsag, mener dagens kronikør. Her et stemningsbillede fra Brønder-s-levfamiliens hus.

Bo Amstrup

25. august 2011

Forleden fortalte Claus Due om sit ophold på Det Kongelige Opfostringshus i folkemunde kaldet Skorpeskolen i 1970'erne (Information den 15. august). Det var en historie fuld af seksuelle og fysiske overgreb.

Men historien om, hvordan udsatte børns tarv negligeres, slutter ikke dér. Jeg ved det, for jeg har selv været et udsat barn. Jeg har selv gået på Skorpeskolen.

Jeg vil ikke fremstå selvpromoverende, men hvis mine egne erfaringer kan være med til at vise, hvor mørkt det stadigt igangværende kapitel om vores udsatte børn er, så blotter jeg mig gerne.

Min første erindring er min berusede mor. Hun har blodtud. »Se, hvad din far har gjort,« siger hun.

Hele min barndom kunne jeg med stor sikkerhed fastslå hans promille. Jeg vidste, hvor beruset han var, allerede inden han trådte ind ad døren. Det var måden, han stak nøglen i låsen.

Men ingen greb ind, og det er dét, som er pointen: Man blander sig ikke tilstrækkeligt i de udsatte børns vilkår.

End ikke ordensmagten tager affære. I begyndelsen af 1990'erne vred et par betjente ganske vist armen om på min far, lagde ham i håndjern og smed ham i detentionen. Mere blev det ikke til, selv om politiet gentagne gange så, hvad der skete bag vores hjems fire vægge.

På et tidspunkt gav en eller anden de sociale myndigheder et anonymt tip. Men ingen greb ind.

Anbragt

I midten af 1990'erne begyndte jeg derfor at stikke af til min bedstefar. Eller jeg flygtede ned i vores campingvogn. Indtil politiet hentede mig og gav mig en taxatur hjem. Der var stadig ingen, som greb ind. Så da jeg fyldte 14 år, stak jeg af igen ud til sofaen i en uhumsk lejlighed i Københavns nordvestkvarter hos min mors nye kærestes yngste søn. Her boede jeg i et halvt år, indtil min klasselærer greb ind, tog mig med hjem og kontaktede de sociale myndigheder.

Så blev jeg sendt i Claus Dues fodspor til Skorpeskolen, der stadig fungerede som en nem opmagasinering af alle de børn, Københavns Kommune ikke ville tage ordentlig hånd om. Vi var 40-50 adfærdsvanskelige børn under samme tag. Det var socialpolitisk uansvarlighed, året var 1998, og det var under Poul Nyrup Rasmussen: det danske børnetraume kender ingen partifarve.

Jeg hørte aldrig om seksuelle overbegreb på skolen, men den benhårde kultur var intakt. Jeg undgik offerrollen, men afskyede volden, så jeg blev medløberen. Ham, der egentlig hadede at lænke vores klassekammerat med håndjern til radiatoren. Men jeg var med til det alligevel, og det angrer jeg med samtlige fibre i min krop. Han skulle have været beskyttet.

I stedet sendte man os en uge til Lolland. Her fik vi 10 cigaretter hver dag og arbejdede lidt til gengæld. Vi spillede golf, gik i biografen og så I Kina spiser de hunde. På feriens sidste dag sagde vi til én eller anden psykolog, at vi var kede af det og så kom vi hjem igen til klassekammeraten.

Skadet for livet

Til sidst smed de mig selvfølgelig ud. For meget hash, for lidt skolegang. Tilbage var der tre mennesker, som troede på mig: min forstander og det ægtepar, som blev de plejeforældre, jeg burde have haft fra starten.

Kommunen ville have sendt mig på en ungdomspension på Nørrebro, indtil jeg fyldte 18, så de kunne vinke farvel. Derfor modarbejdede den aktivt anbringelsen hos min plejefamilie, som ville have mig med ned på deres rejsebureau i Frankrig, hvor jeg skulle arbejde og tage en skiinstruktøruddannelse. Vi vandt. Jeg fik et pusterum, normale omgivelser og tiltro. Det var magisk. Det var en ny start, men jeg bryder stadig med min fortid, og det vil jeg sikkert altid gøre. Det psykologiske mønsterbrud varer hele livet.

Kommunale svigt

Skorpeskolen kollapsede i starten af 00'erne og blev lukket. Mine plejeforældre startede et opholdssted, som jeg har arbejdet for sideløbende med mine studier, og hvor jeg den dag i dag sidder i bestyrelsen. Herfra kan jeg se, at det danske børnetraume fortsætter:

Henover julen 2010 skrev Jyllands-Posten om en af vores drenge, som var inde i en rivende udvikling indtil han blev hjembragt af økonomiske årsager og røg ud i et kokainmisbrug. Finanskrisens sande tabere er vores udsatte børn. Eksemplerne tårner sig op og kaster skygger langt ind over Velfærdsdanmarks indbildte anstændighed. Det tragiske er, at min historie blot er et lille hjørne af en overordnet tendens.

Jeg angriber ikke primært Skorpeskolen eller opholdsstederne. Jeg anklager dem, der har magten til at tilgodese barnets tarv, når forældrenes ansvarlighed fortrænges af deres egen ulykke.

Vi ved, at Københavns Kommune vidste, hvad der foregik oppe i Hellebæk på Skorpeskolen. Vi ved, at kommunerne fortsat undlader at gribe ind, hvis der er udsigt til, at den udsatte familie alligevel flytter videre. Vi ved, at kommunerne kun følger op i 42 pct. af de tilfælde, hvor der er registreret børnemishandling. Vi ved, at den dominerende antagelse er, at 'børn nu engang hører til hos deres forældre'. Det sidste er sikkert sandt, men kun alt andet lige. Når alt andet ikke er lige når forældre ikke er i stand til at drage den nødvendige omsorg for deres børn er det systemets pligt at gribe ind til barnets bedste.

Vi kan ikke være bekendt at lade barnets tarv krakelere under vægten af det såkaldte hensyn til forældrenes ditto og økonomiske sparekrav.

Men børn siger jo selv, at de helst vil være hos deres forældre. Sandt, men i det øjeblik et barn er kommet så langt ud, at det selv siger, at det ikke vil være hos dets forældre, så burde det have været anbragt for længe siden. Børn, der har det så skidt, at de afviser det mest fundamentale i deres liv, kommer ikke fra et hjem, hvor lokummet brænder. De kommer fra et hjem, hvor lokummet allerede er brændt ned.

Forældre før børn

Det kritiske er således forholdet mellem stat, forældre og børn. I Norden er der betydelige kulturforskelle i denne dynamik. I Norge har man et skærpet blik for den eventuelle interessemodsætning mellem forældre og børn, mens man i Sverige indtager man en mellemposition. I Danmark opfatter man i højere grad de udsatte børn og forældres tarv som sammenfaldende.

Danmark er det eneste skandinaviske land, som ikke følger FN's anbefaling om en børneombudsmand. Det fastholder udåden: Vi griber ikke ind rettidigt til fordel for vores udsatte børn. I stedet laver vi lappeløsninger, men 0-3-årige børn, som omsorgssvigtes, kan ikke lappes. Barnet er skadet for evigt.

Hvis barnet endelig fjernes, betyder forældres stærke rettigheder, at det er lettere at hjemkalde i Danmark, end det er i Norge. Resultatet er de såkaldte svingdørsbørn. Det er forældrene, der får en chance ikke barnet. Man blander sig ikke: Dét er det danske børnetraume.

Hvis venstrefløjspartierne mener noget alvorligt med deres sociale indignation, burde de blæse til kamp for vores udsatte børn og gøre deres tarv en politisk kardinaldyd.

Udsatte spædbørn koster det offentlige mange milliarder, når de har udviklet sig til skadede voksne. Sagt på en anden måde: Go home, efterløn!

Det er de svigtede børn, der som 18-årige er på coke, og banker dig ned en lørdag aften. Det er dem, der bryder ind i din lejlighed og stjæler dit fladsskærms-tv. Din bil. Din tryghed. Det er dem, der koster spidsen af en jetjager at anbringe på de socialpædagogiske opholdssteder. Det er dem, der ryger på førtidspension og i fængsel. Det er dem, der føder den næste generation af alt det førnævnte. Det er dem, der tynges under den negative sociale arv. En arv, som er resultatet af vores regime af svigt.

Martin Ledstrup er cand. mag i Mellemøststudier. Han var som barn anbragt på Det Kongelige Opfostringshus. Han er medlem af bestyrelsen i det socialpædagogiske opholdssted Hågerup Gl. Skole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bravo og tak. Som datter af en forsorgspædagog kan jeg kun citere min mor: Der fjernes alt for rystende få børn i Danmark.

ingemaje lange

Din beretning er rystende! Tak for dit mod til at åbne vores øjne.

Jeg er spændt på om venstrefløjspartierne tør blande sig i debatten og sige fra.

PS. Med venstrefløjen mener jeg Enhedslisten. Jeg har opgivet SF og Socialdemokratiet.

Bente Simonsen

Desværre disse historier omskal seksuelle og fysiske overgreb ud i medierne før myndighederne, for en stund, reagerer. Siden synker de tilbage i stolen igen og styr sine private agendaer fra jobbet. Det andet er jo for besværligt.

Der bruges helt extremt mange penge på disse 'ordninger', og beløbet har været stigende så længe jeg kan huske.

Det kunne være rart med nogle meldinger om hvad der konkret skal ændres, siden det ikke hjælper at poste flere penge i 'systemet'.

Michael Barner-Rasmussen

Det er tragisk, at dén slags kan få lov til at gå for sig ! Mit hjerte bløder for Martin og de, der måtte være udsat for lignende.

Det være sagt, så er der allerede fjernet omkring 20.000 børn fra hjemmet i DK, de færreste med så grelle problemstillinger som Martins familie havde/har.

Selvfølgelig fjerne man børn fra absurd voldelige hjem, men i skyndningen ryger der altså en hel del 'uskyldige' med i høsten og det er ganske lemfældigt hvem der fjernes og hvem der overlades til sig selv..

Systemet koster et tociffret milliardbeløb og vi har ingen (ingen!) forskning, der sandsynliggør, at indsatsen hjælper!
I mellemtiden hører man ofte om sådanne professionelle omsorgssteders egne svigt og misbrug. Og, når du først er i systemet, kan du jo ikke fjernes fra det, så dér får de bare lov til at fortsætte...

At forestille sig, at man kan løse Martin og hans lidelsesfællers problemer ved at (tvangs-)fjerne endnu flere børn er simpelthen ren ønsketænkning der fuldkommen overser at indgrebet også har (menneskelige) omkostninger, skadesvirkninger og ricisi forbundet.

Michael: Det er præcis sådan man har sagt i alle de 50 år jeg kan huske - og det er og bliver ævl.

Foranstaltninger for anbragte børn har altid båret præg af opbevaring og meget lidt hånd i hanke med pædagogik og opfølgning, simpelt hen fordi håndværk koster penge. Og børnetiltag må jo helst ikke koste noget, vel? Hvorfor tror du, dagpleje. (discountløsningen over dem alle) har erstattet institutioner med ordentlig normering i stort set alle kommuner? Hvorfor spare pædagogerne væk i døgntilbud og erstatte dem med ufaglært personale? Fordi det er billigere. Hvorfor kun en time pr. måned med en hjemme-hos pædagog til truede familier, og ingenting for resten? Penge.

Et svigtet og mishandlet barn bliver en rodløs og utryg voksen. Og DET koster. Men så er det kriminalforsorgen i stedet for ...

Joakim Vilandt

Da jeg var 14-15 år måtte jeg ikke få psykologhjælp efter de første prøvesamtaler, fordi mine forældre skulle samtykke.

Christel Werenskiold

Tak for dit store mod.
Historier som dine sætter dette på dagsordnen.
I Brønderslev og Tønder-sagerne, har myndighederne mere travlt med at vaske hænder og at pege fingre: "det var nogen andre, der skulle have gjort noget".
Det samme gør sig gældende her.
Tak.

Christina Laugesen

Ja biler, fladskærms-tv'er, finans-spekulanter og bank-pakker har vi råd til, men ikke børnene... Godt gået, Danmark...

Bente Simonsen

Jeg tror hverken det er flere penge eller betalere, der er brug for, men engagerede mennesker, lærere, socialrådgivere, skolepsykologer og læger, som ikke er bange for at gøre det job, de bliver betalt for at gøre.

Desværre bliver både job i staten og kommunerne ofte sovepuder (også i større firmaer med langt fra ledelse til udøvere), hvor man gør det absolut nødvendigste og ellers ta'r det 'roligt'. - Jeg HAR oplevet den slags mentalitet, jeg taler om.

Samtidig må jeg sige at tilfældene af psykisk og fysisk vold kan være svære at identificere, børn er som oftest dybt solidariske med udøverne (forældrene) , og selvværdet er dårligt, for efter år af fornedring tror man, at man selv har skyld. - Og her taler jeg af personlig erfaring.
Jeg var et sådan barn, som burde ha' blevet fjernet fra hjemmet (og jeg ønskede det) på grund af psykisk og fysisk vold fra en psykopatisk mor, men i 50'erne var sådant ikke så almindelig, og på overfladen så det jo også perfekt ud med moderens altid charmerende udtalelser om, at hun elskede børn . - Inden for hjemmets fire vægge var tonen dog en anden.

Ja fy ha´ forældre (især mødre) er de værste for børn. Kunne man bare nøjes med rugekvinder og en stor mængde døgninstitutioner og plejeforældre, så ville den staten være glad.

Det avler gode og loyale arbejdere og fjerner private initiativer og fraternisering.

Lad os endelig bliver mere yderliggående på feltet som i 1600-tallet, hvor øvrigheden havde fuldmagt til at gribe pebersvende og løsgængere og lade dem straffe.

Versionen hvor man i stedet støtter familien (moren og barnet) til en selvhjulpent harmonisk tilværelse bruges ikke.

Man skulle næsten tro der er penge i tvangsfjernelser, at de er de rene børne/mennesker handler.

Hurra for det sociale, næstekærlige og nabovenlige Danmark!

Men det der slår mig mest for brystet og chokerer er at en tvangsfjernet bliver fortaler og frontarbejder som en anden omvendt lakaj for den helveds maskine tvangsanbringelser er, ikke kun for børnene, men også deres forældre.

Kun et enkelt brev skal der ofte til i sådanne situationer. Et enkelt beskidt brev ! Der er mange sunde familier som også får deres børn fjernet, men de lider i stilhed og med skammen.

Tag at gå og få dig en psykolog Martin Ledstrup, du er helt væk!

Enig med Belinda.

Systemet kunne ikke drømme om at varetage forældrenes rettigheder som du skriver. Tvaertigmod.
Det offentlige system varetager kun egeninteresser. Et tvangsfjernet barn er pengemaskine for alle offentlige instanser og tilknyttede behandlere.

Det virker derfor lidt underligt du kun forsvarer en styrkelse af det politiske system der har vist sig komplet udueligt.
Systemet laver tragedier ved at tvangsfjerne de forkerte og lader, som du rigtig skriver, de udsatte i stikken.