Kronik

Forbrugerne kan ikke finde ud af vækstfælden på egen hånd

Jagten på vækst og forbrugsgoder er så indgroet en del af vores samfund, at selv den mest miljøbevidste forbruger har svært ved at holde igen. Hvis vi skal bryde vækstspiralen og bremse miljø- og klimaødelæggelserne, må beslutningstagerne gå forrest og gøre op med de økonomiske og sociale systemers afhængighed af vækst
I et samfund, hvor shopping er blevet en kerneaktivitet, kan man altid bruge et ekstra par sko — også selv om man kun har to fødder.

I et samfund, hvor shopping er blevet en kerneaktivitet, kan man altid bruge et ekstra par sko — også selv om man kun har to fødder.

Henning Hjorth

31. august 2011

Vi står i et ubehageligt dilemma: På den ene side er fortsat økonomisk vækst ikke bæredygtig. Den tærer knappe ressourcer og forværrer klima- og miljøproblemer. På den anden side synes væksten at være en betingelse for, at vi kan opfylde en række sociale mål som beskæftigelse, tryghed, sundhed, velfærd osv. Forbrug er den afgørende drivkraft bag væksten og bidrager altså både til at undergrave bæredygtigheden og til at smøre de økonomiske og sociale systemer.

Der er efterhånden en del af os, der udmærket er klar over, at vores store ressourceforbrug giver problemer, men det er alligevel de færreste, der holder sig tilbage. Hvis vi tjener penge, er vi tilbøjelige til at bruge dem og de fleste vil gerne tjene penge, ikke bare for at bruge dem, men også fordi de er et tegn på anerkendelse.

Vi mangler sjældent ideer til forbrugsudvidelse. Det, der under et økonomisk opsving i første omgang kan føles som ekstravagant, udvikler sig gradvis til den normale standard flere badeværelser, tv i flere rum, måske aircondition i bilen, for hvad nu hvis det nu bliver varmere?

De nye standarder bygges ind i samfundets sociale og materielle strukturer og omformes samtidig til begrænsninger som i det klassiske eksempel med det bilbaserede samfund, hvor forstadsbebyggelser og utilstrækkelig kollektiv transport gør det sværere at undvære bilen.

Forbruget drives også frem af teknologiske fornyelser. F.eks. i mediebranchen, hvor musikelskeren til stadighed må følge med udskiftningerne fra plader og bånd over cd'er til MP3 osv., og hvor digitaliseringen af tv kalder på set-top-bokse og snart tilbyder tre-d-tv.

Desuden giver forbruget mening for os, fordi vi ser det som et led i meningsfulde aktiviteter, vi gerne vil være gode til og anerkendes for. Friluftsentusiasten fristes af det gode telt, de vandtætte støvler og den lette kikkert, og joggeren vil gerne følge sine præstationer med løbeuret. Forældre prioriterer udviklende oplevelser for børnene, og mange viser omsorg med gaver.

Forbrug er også institutionaliseret i f.eks. opfattelsen af kørekortet, der ses som rituelt skridt ved overgangen til voksenalderen.

Bagsiden af grøn vækst

Med alle de gode grunde til forbrug er det svært at forestille sig, at forbrugerne selv vil holde igen eller gå over til at bruge pengene på knap så ressourcetunge forbrugsgoder som kunstværker, massage og børnepasning. Derfor er den kollektive, dvs. politiske beslutning om at begrænse forbruget nødvendig.

Et skridt i den rigtige retning vil være at omlægge fra forbrug til investeringer. Der er ingen tvivl om, at omstillingen af det danske samfund i en mere bæredygtig retning vil kræve store investeringer i energisystemer baseret på vedvarende energi, kollektiv transport, renovering af boliger og andre bygninger, recirkulering af ressourcer, omlægning af landbruget osv. Nogle af investeringerne vil ikke være rentable og kan kun gennemføres med offentlig intervention, sådan som det foreslås i forskellige planer om 'grøn vækst'.

Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at selv om investeringerne i sig selv er vigtige, er det problematisk for bæredygtigheden, at de sætter 'gang i hjulene' og dermed også kan bidrage til fortsat vækst i forbruget. De, der bliver ansat til at bygge vindmøller, tjener flere penge og øger deres forbrug. Det er f.eks. logikken i Klimakommissionens arbejde, der skulle løse den bundne opgave at udforme en plan for, hvordan omlægningen af energisystemet kan gå hånd i hånd med fortsat vækst i forbruget. Den logik må bremses, hvis bæredygtighedens store udfordringer skal tages alvorligt.

Væk fra vækstlogikken

Det er nødvendigt at tage skridtet videre og gøre op med de økonomiske og sociale systemers afhængighed af vækst.

Et eksempel kan illustrere problemet: Ud fra en bæredygtighedsbetragtning er det godt, når unge mennesker vælger at leve med lav indkomst og lavt forbrug i en længere årrække i stedet for at skynde sig at færdiggøre uddannelser og få job med høje lønninger. Men den praksis giver vanskeligheder med at finansiere velfærdsstaten her gælder det om hurtigst muligt at blive i stand til at betale solide skatter.

Velfærdsstatens finansiering afhænger med andre ord af øget forbrug og større miljøbelastninger. Derfor er udfordringen at ændre systemet, så vigtige velfærdsydelser kan tilvejebringes uden at være baseret på tilskyndelser til større forbrug.

Tilsvarende modsætninger og paradokser findes på mange andre områder, og den konstatering har været afsæt for et tysksproget bogprojekt under titlen Postwachstumsgesellschaft på dansk: samfundet efter væksten.

Bogens redaktører, Irmi Seidl og Angelika Zahrnt, har samlet en række bidrag fra fagfolk, der inden for hvert deres felt analyserer, hvordan et specifikt system f.eks. pension, uddannelse, sundhed, beskatning, bankvæsen, virksomhedslovgivning eller arbejdsmarked dels er afhængigt af økonomisk vækst, dels bidrager til fortsat at opretholde væksten. Samtidig giver de bud på, hvordan systemet gradvis kan ændres, så denne logik brydes.

F.eks. er mange af os på pensionsområdet interesserede i, at investeret kapital kan opnå en høj forrentning, fordi renters rente udgør en stor del af den udbetalte pension. Forrentningen er baseret på, at opsparingen investeres i aktiviteter, der giver et pænt afkast. Kravet om afkast stiller pensionskasserne også, hvis de skal investere i løsningen af påtrængende samfundsopgaver, selv om investeringen ikke fører til øget indkomst. Det betyder sådan set bare en omfordeling af fremtidig indkomst til fordel for kommende pensionister, og det er urimeligt i en ikkevækstøkonomi. Derfor må et mere bæredygtigt pensionssystem gå væk fra de traditionelle afkastkrav og begrænse sig til at inflationssikre opsparingen. Det er selvfølgelig ikke behageligt, fordi det tvinger os til at spare mere op til pension, men det er nødvendigt, hvis vækstmøllen skal standses.

Miljøets finansminister

Udformningen af forslag til, hvordan systemer og institutioner kan forandres, kræver en faglig indsigt, der ofte findes hos specialister, som ikke er vant til at tænke meget over bæredygtighedsudfordringer. De koncentrerer sig typisk om, hvordan særlige systemhensyn kan kombineres med overordnede samfundsøkonomiske hensyn ikke med hensynet til at begrænse forbruget af naturressourcer.

Hvis man skal have dem sporet ind på en bæredygtig tankegang, kræver det, at politikerne forlanger, at bæredygtighedsbetragtninger gøres til en fast del af udviklingen af nye samfundstiltag.

Den tanke er ikke ny. Allerede for omkring 20 år siden sidst miljøet var moderne foreslog den radikale Lone Dybkjær, at Miljøministeriet skulle have en status svarende til Finansministeriet. Det skulle med andre ord være et overordnet ministerium, der kunne fastholde miljøhensynet i forhold til alle former for lovgivning.

Desværre gik det lige modsat miljøet blev ligesom andre sektorer underlagt økonomiske hensyn, og forbruget gik en gylden tid i møde.

Lad os håbe, at det denne gang lykkes at få flere til at forstå problemernes alvor, så det bliver muligt at samle folkelig opbakning til investeringer frem for forbrug og til systemforandringer, der gør samfundet levedygtigt uden økonomisk vækst. Et første skridt kunne bestå i at tage bolden op fra det tysksprogede projekt og begynde at diskutere, hvordan vi i Danmark gradvis kan afkoble vækstafhængigheden i de store systemer som pensioner, bankvæsen, omsorg osv. Kun på den måde kan vi sikre en velfærd, der er bæredygtig.

 

Inge Røpke er lektor ved Institut for Planlægning, Innovation og Ledelse på Danmarks Tekniske Universitet. Hun bidrager til bogen 'Modvækst Omstilling til fremtiden', der netop er udkommet på forlaget Hovedland

Serie

Vækst eller modvækst

Der er to veje i dansk politik, siger politikerne, men målet er det samme: Vækst. Spørgsmålet er imidlertid, om vækst er den rette løsning på de udfordringer Danmark står overfor. Er øget velstand lig med velfærd? Eller ødelægger jagten på vækst og velstand i virkeligheden vores velfærd? Og kan man overhovedet tænke sig en fremtid, hvor vækst ikke spiller en afgørende rolle?

Seneste artikler

  • Opvæksten drukner i vækst

    9. september 2011
    Børn tærer på deres forældres ressourcer og hæmmer deres produktivitet. Paradokset er, at de på den ene side er ønskebørn og prestigeprojekter, mens de på den anden side tynger vækstsamfundet og derfor overlades til et liv i institutioner
  • Tid til en kollektiv kold tyrker?

    9. september 2011
    Informations kantine lagde onsdag ryg til en debat om væksten og dens grænser. Det blev dog hurtigt til en snak om frihed
  • Der er intet i vejen med at være glad for sin nye iPad

    7. september 2011
    Vores evige jagt på næste forbrugsfix koster os lykken, klager vækstkritikerne. Men faktisk er der intet til hinder for, at årtiers produktivitetsgevinster kunne være brugt på mere fritid og økologi. Når det ikke er sket, er det fordi almindelige mennesker har ønsket det anderledes
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Fuldstændig klar fremstilling af miseren. Vi er forbrugsafhængige og skal på afvænning. Vi skal ned i forbrug. Av,av! Men hvad skal være det første, vi giver afkald på? Et månedligt hop i benzinprisen vil være oplagt. Det kan så gå ud over besøgene på ødegården i Sverige. Dyrere flybenzin giver en rejse mindre om året og nogle rejseselskabers konkurs. For de rejsende er det kedeligt at skulle tilbringe den ekstra uge i Danmark, som man plejer at tilbringe et mere spændende sted udenlands.

Der er så kedeligt i Danmark, at vi bliver nødt til at rejse væk, og det er rigtig kedeligt, at vi er så kedelige, at vi har kreeret et kedeligt land. Hver gang jeg ser på en partilederrunde og hører deres spilfægterier, får jeg også lyst til at tage væk, og være længe væk.

Nedtur. Man kan sige, hvad man vil, men at gå på afvænning, også forbrugsafvænning, er ikke morsomt. Det er sutten ud af munden, værsgo. Den mindste lille opbremsning vil ramme nogle, som det vil være synd for, og der er intet, der er så godt mediestof som at finde nogle, det er synd for. Vi vil fuldstændig glemme dem, det virkelig er synd for til fordel for dem, det ikke er synd for, nemlig velstandsdanskerne.

Inger Sundsvald

Det er rigtigt at den almindelige forbruger ikke selv kan finde ud af vækstfælden på egen hånd. Et miljøministerium med samme status som Finansministeriet, ville hjælpe noget på det, men for at det hele ikke skal blive den rene tvangsforanstaltning, er det nødvendigt at der bliver forklaret og fortalt i et sprog som ikke-eksperter kan forholde sig til.

Når der tales om vækstpakker og rentestigninger o.s.v. i samme åndedrag som miljø- og klimaproblemer, så er de fleste nok stået af. Modvækst er et ord der ikke er slået igennem i bevidstheden hos ret mange endnu.

En vej ud af "vækstfælden" er vel at finde - og inspirere til - noget andet end stadig større forbrug.

Skulle det virkelig være umuligt at finde noget bedre at bruge sit liv til?
Jeg tænker på begreber som livskvalitet - og meningsfuld tilværelse ; - )

Lennart Kampmann

Forbrugsfælden kan delvist afhjælpes ved at nægte den ramte adgang til kredit. Tidlig konkurs er mere nådigt end den totale konkurs.

Så: Bedre (læs: ærlig) rådgivning fra banken og koordinering af gældsposter, så gæld ikke flyttes mellem udlånere.

Men problemet løses hurtigere og bedre ved omlægning af vaner (kræver lidt vilje til uddannelse og ændret livsførelse)

Med venlig hilsen
Lennart

Hvor Minnesota-kuren for årtier siden var fokuseret på alkohol, tager den i dag fat i mange flere former for skørlevned.

Både shop-o-holic og ludomani betragtes i dag som sygelige tilstande, der skal behandles.

At undlade at behandle de syge, men i stedet indrette samfundet efter deres sygdom ville svare til, at man i stedet for at behandle junkier gjorde "indsprøjtning af heroin" til ikke blot socialt accepteret - men ligefrem noget alle bør stræbe efter.

Gør det billigt at leve og dyrt at forbruge. Sæt prisen på bolig og madvarer ned, og sæt så tilsvarende ekstra beskatning af andre varer. Jo mere unødvendige, jo højere beskatning (hvem skal så afgøre det, og være smagsdommer over nødvendighed/unødvendighed? Tja, jeg kan ikke se nogen vej udenom).
Lav så dertil en udvidet garantiperiode på alle ikke-konsum-produkter, så der skabes et incitament til at lave produkter, som holder. Hvad med 10 års garanti på et par bukser? 30 års garanti på en cykel? Så vil vi nok snart se en ny dagsorden.

Forslagene bevæger sig stadig indenfor det kapitalistiske system, og det går ikke i længden. Vi skal have nul-vækst, og det betyder, at virksomheder skal skabes med henblik på at udfylde en samfundsfunktion, ikke på at skabe afkast. Det må ikke skabe afkast. Hvem gider investere i sådan en virksomhed? Nej vel? Derfor kan vi simpelthen ikke fortsætte med kapitalisme.
Vi kommer ikke uden om en eller anden form for planlægning af økonomien. Kald det planøkonomi om du vil, men som jeg har sagt før, så ser jeg planøkonomi som bedre end den planløs-økonomi, som vi kører lige nu.

Derudover kører vi allerede en form for planøkonomi.
Hvorfor er flybrændstof fritaget afgifter mens andre brændstoffer ikke er? Subsidier er en anden form for planøkonomi.