Den 20. juni 2002 udtalte daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Folketingets Kommunaludvalg, at reformer af amt- og kommunestrukturen ikke burde komme nedefra, dvs. fra de amter og kommuner, der måtte ønske det.
Han vidste godt, at en kommunalreform ovenfra ville kunne skabe splittelse i Venstre, som traditionelt har stået for nærdemokrati og decentralisering. Hverken inden for hans eget parti eller i regeringen var det ved valget året før blevet diskuteret, om der var brug for en reform. Eksperter var også generelt enige i, at den eksisterende kommunestruktur fungerede rimeligt godt.
Ikke desto mindre skulle der ikke mere til end en meningsmåling i Berlingske tre uger efter som viste lav vælgeropbakning bag amterne til at få regeringspartiet til at vende på en tallerken.
Den 9. august nedsatte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en strukturkommission, der skulle undersøge behovet. Men allerede flere måneder inden kommissionen afgav rapport i januar 2004, fastslog han, at der ville komme en reform.
Hvis man i dag analyserer forløbet, står det klart, at kommunalreformen blev presset igennem af tre interesser: Dels af de store kommuner i KL, som ønskede at øge deres magt, dels af Finansministeriet, som ønskede at kunne styre de større og mere ensartede kommuner mere effektivt end før. Men ikke mindst af et Venstre, hvis landspolitiske top var parat til at ofre 'det nære samfund' til fordel for 'det effektive samfund'.
Demokratisk figenblad
Her var man nemlig helt på det rene med, at større kommuner ville gøre det lettere i rentabilitetens navn at nedlægge små sygehuse, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner. Og man var også klar over, at dette, sammen med de stadige sammenlægninger af landbrugsejendomme, med tiden ville føre til sammenbrud af små lokalsamfund og medføre en affolkning af landets udkantsområder.
Nu, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har besluttet at nedlægge regionerne, kunne man fristes til at konkludere, at han har fortrudt sit store, politiske svendestykke, som blev sat i gang af en meningsmåling i en hovedstadsavis. Men det ville være forkert.
I virkeligheden var oprettelsen af regionerne blot et demokratisk figenblad, der skulle dække over et bagvedliggende formål, der handlede om modernisering og en central styring, som skulle gøre Danmark mere konkurrencedygtigt i en global sammenhæng.
Derfor kan det ikke undre, at han nu skaber splittelse inden for sit parti, der snart går til valg i større splid med sin egen identitet end nogensinde. Specielt i landets yderområder.
Tak for en interessant analyse. Jeg håber dog, at der var flere interessenter end de 3 nævnte bag reformen. Ingen af dem repræsenterer en demokratisk proces med deraf følgende legitimitet i det land, det har rekonstrueret.
En stat i staten kan være nok så minilmal, men at den samtidig er uden demokratisk legitimitet kunne vist kun de mest rabiate politiske modstandere af begrebet have fundet på.
Da sygehusadministrationen forblev under amternes/regionernes faner, så kan dette næppe have været et væsentligt formål med reformen. Der er ikke mange argumenter i indlægget.
Jeg tror, at en ganske overset faktor er de forsmåede landmænd i det tidligere bonde- parti, Venstre. De fik deres godbid for at sluge resten af VKO-samarbejdet: Atomiseringen af en effektiv, overordnet natur- og miljøindsat. Alt er blevet større ved reformen pånær natur- og miljøadminstrationen, hvor biologer og andre nu kan sidde alene i kommunerne og samle mod til at sige nej til Borgmesterens svogers ansøgning om udvidelse af svinestalden. Senest har man så ændret planloven i særlige kommuner for ligesom at give det sidste.
Trist, at man ikke lyttede bare en smule til Strukturkommisionen og fantastisk, hvad dette stunt har kostet af menneskelige og økonomiske ressourcer. Det kunne være rart snart at få rettet op på alle de forhastede, såkaldte reformer, som VKO i deres magtbrynde har jappet igennem.
To af hovedbagmændene bag strukturreformen var Dansk Arbejdsgiverforening og landbruget som ønskede at fjerne amternes miljøkontrol.
Løkke der lige kom fra en post som amtsborgmester, ønskede at være overamtsborgmester.
Selvom jeg er enig i artiklens hovedbudskab, må det være tilladt at gøre opmærksom på nogle unøjagtigheder, der tyder på noget en mangelfuld research:
1. De nye regioner tager sig ikke kun af sundhedsvæsenet, men har også visse sociale, erhvervspolitiske og kulturelle opgaver.
2. En vigtig, formentlig afgørende, aktør i den faktiske beslutningsproces omkring kommunalreformen i 2007 ser ud til at have været DI (Dansk Industri) – se ”Den utænkelige reform: strukturreformens tilblivelse 2002-2005” af Peter Munk Christiansen og Michael Baggesen Klitgaard, udgivet i 2008.
Reformens tilblivelse er enestående i dansk politisk historie på grund af den kortslutning af de normale beslutningsgange og uskrevne spilleregler for, hvordan vidtrækkende politiske reformer hidtil er blevet til her i landet.
Jeg har givet artiklen en anbefaling – Men der er mange flere ting , der burde tages med. Fx var et at Løkke Rasmussens hovedformål med Strukturreformen at gøre opgaverne i kommunerne så store og spiselige for private så de ville byde ind på at overtage opgaverne. Denne retning har OVK også understøtte først med de næsten ikke i medierne omtalte følgelove, der tillod private institutioner i at måtte tage et overskud ud af institutionerne og længere at skulle tilbageføre det til forbedringer i institutionen mv. En anden følgelov gav tilladelse til at udbyde såkaldte ekstraydelser mod brugerbetaling – der blev det dog indskrevet, at det ikke måtte gælde den kommunale hjemmepleje og dermed fik disse brugere ikke et frit valg og kommunerne ikke lige konkurrence.
Jeg kender ikke til, at man i den vestlige verden i nyere tid har begyndt at omdøbe navne på og ændre afgrænsningerne af et lands provinser. At fjerne det lokale fundament er vel kun forstadiet til folkeflytninger som i Sovjetunionen og under Pol Pot-regimet. At danskerne finder sig i det viser kun, at der er tale om et socialt experiment i det land, hvor "tilliden" (dumheden) er størst.
Jeg tillader mig lige at føje et 'ikke' ind i Dorte Sørensens ytring om hvordan aktører i kølvandet på reformen fik mulighed for at udtage overskud af driften.
Det skal også med at amterne på en række områder monitorerede kommunernes anbringelser og foranstaltninger - og iøvrigt havde opsyn med at faglige vurderinger, ikke økonomiske dispositioner, havde forrang i anbringelser og foranstaltninger. Uden amterne fik kommunerne muligheder for at økonomitænke langt mere, hvilket opfyldte mange kommuners ønske om øget 'albuerum'. Man ville gerne undgå at amterne virkede 'udgiftspådragende' på den kommunale drift.
Tak til Peter Jensen for denne ikke uvæsentlige rettelse. Der skulle have stået:
”Denne retning har OVK også understøtte først med de næsten ikke i medierne omtalte følgelove, der tillod private institutioner i at måtte tage et overskud ud af institutionerne og ikke længere at skulle tilbageføre det til forbedringer i institutionen mv."