Kronik

Fredsmæglerne er Somalias værste fjender

Gennem 20 år har vestlige og afrikanske lande forsøgt at skabe fred i Somalia. Men urealistiske drømme om at skabe demokrati og mæglernes egne interesser er blevet sat højere end kampen for fred. Somalia ville have haft det langt bedre, hvis fredsmagerne havde holdt sig væk
Mens det internationale samfund plejer dets egne interesser, dør somaliere i tusindvis.

Mens det internationale samfund plejer dets egne interesser, dør somaliere i tusindvis.

MUSTAFA ABDI

Debat
11. august 2011

Mens tusinder af somaliere hver dag mister livet pga. tørke og vold, fortsætter det internationale samfunds diplomater deres passive engagement. Millioner af dollars er siden 1991 blevet brugt på utallige forhandlinger, konferencer, møder og afstemninger med det formål at stabilisere spidsen af Afrikas Horn og reducere permanente kriser som tørke, sult, borgerkrig, pirateri og fattigdom. Den seneste fredsproces i 2009 var det 15. forsøg på at skabe en holdbar fredsløsning for Somalia på 20 år. Ligesom alle de forrige blev den en fiasko.

Hvis man vil forstå, hvorfor vi bliver ved med at fejle i Somalia, bør man se på, hvilke interesser der plejes i fredsprocesserne. Og her står ét klart: Fredsmæglerne er mere optagede af deres egne dagsordner end af Somalias.

Siden militærdiktatoren Said Barres fald i 1991 har alle fredsprocesser været faciliteret eller ledet af internationale aktører. De er dermed foregået på det internationale samfunds præmisser. Det er ikke i sig selv problematisk, at internationale aktører være det stater eller organisationer engagerer sig på diplomatisk niveau i bestræbelserne på at hjælpe Somalia mod fred og stabilitet. Det er derimod forventeligt. Problemerne er derimod opstået, fordi internationale aktører fuldstændig har overtaget fredsprocessen, så fokus er skiftet til deres egne strategiske interesser, mens nationale somaliske aktører og problemstillinger er blevet negligeret.

I de 15 fredsprocesser har internationale aktører taget patent på både at bestemme, hvilke nationale somaliske aktører, der skulle deltage, og hvilke problematikker, der skulle diskuteres. Konsekvensen er, at afgørende aktører ikke er blevet inviteret, og diskussionerne har ikke taget fat på de fundamentale problemer, som har konstitueret konflikten.

Egeninteresser hersker

Særligt USA og nabolandet Etiopien har haft negativ indflydelse på fredsforhandlingerne. De bærer derfor en del af ansvaret for Somalias aktuelle situation.

Efter sin mislykkede militæraktion i Somalia i 1993 har USA haft et ambivalent forhold til konflikten i Somalia. På nogle områder har USA negligeret Somalia af frygt for endnu en katastrofe, mens stormagtens indflydelse på andre områder har været for stor. USA har især sat sig kraftigt imod at inkludere islamister i løsningen på Somalias problemer, skønt det virker utopisk, at man kan skabe et fredeligt Somalia, hvis islamiske grupperinger marginaliseres og udelades.

Den amerikanske War on Terror, som støttes af en række vestlige lande og internationale organisationer, har konkret betydet, at radikale islamister, som de senere år har haft stor indflydelse i og kontrol over Somalia, ikke har kunnet deltage officielt i fredsforhandlinger. Derfor har en eventuel fredsaftale ikke haft en realistisk mulighed for at blive implementeret med succes.

Hvad angår Etiopien og til dels Kenya, har landenes store indflydelse i Somalia primært været styret af nationale strategiske hensyn, hvor ønsket om et svækket Somalia er centralt. Striden mellem Etiopien og Somalia går tilbage til kolonitiden, hvor en region af The Greater Somalia blev tildelt Etiopien. Siden har landet administreret Ogaden-regionen som etiopisk territorium.

Af frygt for nye somaliske forsøg på at tage Ogaden tilbage, ønsker den etiopiske regering ikke, at Somalia bliver for stabil eller stærk. Omvendt bliver Etiopien stærkt påvirket af flygtningestrømme og grænsestridigheder i perioder, hvor Somalias skrøbelighed eskalerer. Derfor har den etiopiske regering igennem årene uofficielt kæmpet for at holde Somalia i et limbo mellem skrøbelighed og komplet kaos.

Bedre uden os

Efter USA's fejlslagne militæroperationer Restore Hope og Gothic Serpent i 1993 valgte både USA og FN at trække deres styrker ud af landet og efterlade Somalia i en dårligere situation, end da de påbegyndte operationerne.

Men selv om Somalia i årene 1994-1995 hverken havde en velfungerende central stat eller internationale 'fredsbevarende' styrker, syntes landet ifølge en række eksperter at klare sig bedre end tidligere.

Elementer af en relativ liberal sharia-lovgivning blev indført i de små lokalsamfund, og klanbaserede normer fungerede som strukturer i det ellers strukturløse samfund.

Selv om Somalia i denne periode stadig langtfra var velfungerende, genvandt landet igennem klansamfundenes traditionelle normer noget af den politiske og endda også økonomiske stabilitet, der var hårdt brug for.

Sidenhen har det internationale samfund dog engageret sig i Somalia igen. Resultatet er, at landet for fjerde år i træk er blevet kategoriseret som verdens mest fejlslagne stat ifølge magasinet Foreign Policy.

Demokrati virker ikke

Så hvad er løsningen på den somaliske konflikt?

Det internationale samfund er ikke i tvivl: Alle 15 fredsprocesser siden 1991 har forsøgt at implementere en liberal demokratisk stat i det statsløse og anarkistiske land.

Men efter 20 år uden tilnærmelsesvist succesfulde løsninger bør man revurdere, om det liberale demokrati overhovedet er den rigtige samfundsstruktur for Somalia.

Mange eksperter tvivler og har derfor opfordret det internationale samfund til at give somaliske grupper ejerskab over fredsprocesserne og afprøve en klanbaseret samfundsmodel.

Mange eksperter tvivler, og har derfor opfordret det internationale samfund til at give somaliske grupper ejerskab over fredsprocesserne og afprøve en klanbaseret samfundsmodel.

Om det kan bringe fred og stabilitet til den konfliktramte region forbliver desværre nok uvist. For som bl.a. den amerikanske samfundskritiker Noam Chomsky har udtalt, prioriterer den vestlige verdens (og især USA's) udenrigspolitik neoliberalt hegemoni over menneskelig overlevelse. Derfor vil internationale aktører formentlig fortsat overtage Somalias fredsprocesser for at sikre sig, at man endnu en gang forsøger sig med en liberal demokratisk kvasistat på spidsen af Afrikas hårdt prøvede Horn.

En liberal stat kan nemlig bruges til en hel del også selv om den på ingen måde fungerer. Man kan f.eks. sende asylansøgere retur til Somalia, ligesom man meget nemmere kan oprette fængsler til de mange desperate pirater.

Selv om intentionerne muligvis har været gode, har det internationale samfund fejlet eftertrykkeligt i forsøget på at stabilisere Somalia. Kaos hersker fortsat.

Så længe, det internationale samfund forsat prioriterer den liberale verdens ønsker og forsømmer målet om at skabe fred og stabilitet, har Afrikas Horn ikke mange chancer for at kunne imødegå de mange konflikter.

Så længe vi fortsat svigter humaniteten i Somalia, vil vi formentlig ikke se nogen nævneværdig forbedring i bekæmpelsen af hungersnød, fattigdom, pirateri og radikal islamisme.

Man fristes til at spørge, hvad rationalet er for Vestens engagement i Somalia. For mens vestlige diplomater endnu en gang forsøger at implementere en liberal statsmodel i Somalia, så dør landets befolkning og det er ikke kun hungersnødens skyld!

 

Emil Krastrup Husted er stud. cand. soc. i politisk kommunikation og ledelse på CBS. Tore Refslund Hamming er stud. m.sc. i international sikkerhed på Sciences Po Paris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Jamen, så havde de professionelle donor og nødhjælps empirere ikke tjent kassen på andre nød.

Hungersnød, national misrøgt og sult, eksistere stadig fordi det er en god forretning, at tage sig betalt for at ville hjælpe andre

Tak for den glimrende illustration af promlemet i afrika's horn. Hvis det internationale samfund(USA) virkelig ønsker stabilitet i Afrikas horn, så må man få Etiopien til at holde sig væk fra Somalia. Etiopien der er USA's hitman i området regeres af diktatoren Meles Zanawi som sad på magten i sidste tyve år. Han "vandt" seneste såkaldte valg i 2010 i Etiopien med 99,6 % af stemmerne. Det er tankevækkende at det er den samme mand som skal hjælpe vesten med at skabe fred og demokrati i Somalia, det er den samme mand som undertrykker og sulter sit eget folk for at bruge bistanden fra vesten til at købe militært isenkram.

Emil Krastrup Husted

Det er formentlig en anelse problematisk ligefrem at skyde internationale aktører (NGO’er, vestlige lande eller nabostater) i skoene, at de ikke ønsker et fredeligt Somalia. Det er jo også værd at huske på, at et fredeligt og stabilt Somalia i høj grad vil mindske f.eks. piratrelaterede problemer, hvilket ville spare Vesten for en række udgifter. Der hvor problemet opstår, er når det bliver åbenlyst, at den bedste vej til succes formentlig ikke går igennem en liberal stat. Det er denne erkendelse, der for alvor mangler fra det internationale samfunds side.

Vagn Rasmussen

Tak til Emil Krastrup Husted og Tore Refslund Hamming, fordi de sætter spørgsmålstegn ved den vestlige indsats i Somalia, men på baggrund af mit medlemskab af STS International Solidarity, som har arbejdet i Somalia siden 1999 – og væsentligst i Mogadishu og i det sydlige og centrale Somalia – vil jeg godt kommentere påstanden om, at man ikke kan lave demokrati i Somalia.

Det har der for det første været før. Takket være Somalias enestående ensartethed – somalier er opdelt i klaner, men de taler det samme sprog, har fælles kultur og stort set fælles religion – så var den første forfatning for Somalia fra 1960 Afrikas mest demokratiske. En upåagtet men stærk tendens i somalisk politik taget sit udgangspunkt i netop denne forfatning.

Den ældste oprørsbevægelse i det, der før var Somalia, er oprørsgruppen i Ogaden – den tredjedel at landet, som Etiopien fik overladt efter den anden verdenskrig – hedder Ogadens Nationale Befrielsesfront, ONLF. Undersøger man ONLF’s politiske ståsted, vil man opdage, at den i høj grad støtter demokrati og alle menneskelige rettigheder inklusive seksuelle mindretals rettigheder og retten til at tro på den Gud – eller ingen Gud – man selv vil.

Og undersøger man statutterne for STS Somalia – en paraplyorganisation, som STS har opbygget i Somalia, med i dag 24 medlemsorganisationer, hvoraf nogle er ret store – vil man opdage, at det gør STS i Somalia også.

Så sent som i januar 2011 afholdt STS en fem dages – lukket - workshop for demokrati og menneskelige rettigheder i Mogadishu. På et banner, der var ophængt i lokalerne stod der:
“Enhver i Somalia, der begår brud mod de menneskelige rettigheder, skal vide, at de kan og vil blive holdt ansvarlige for deres afskyelige handlinger. Demokrati giver folket ret til at stemme”.

Jeg ville gerne sende et billede med af banneret, men kan formentlig ikke. I stedet henvises til artiklen:

WORKSHOP OM DEMOKRATI OG MENNESKERETTIGHEDER I MOGADISHU!

Artiklen kan findes på hjemmesiden: www. Intersol.dk fra den 27. januar 2011.

Men er det da demokrati, ”fredsmæglerne” forsøger at få installeret i Somalia.

Nej, vel er det ej.

For øjeblikket er det amerikansk-ledede ”sikkerhedsfirma” Bancroft optaget af at hjælpe den Afrikanske Unions Mission i Somalia, AMISOM, med at beskytte den ”FN-anerkendte” Somaliske Overgangsregering med at bekæmpe et oprør i Mogadishu.

Hvad er den somaliske regerings parlamentariske grundlag? Ifølge den nuværende overgangsforfatning for Somalia, der blev forhandlet på plads på et vestligt (og naturligvis etiopisk) støttet ”fredskonference” i Kenya i 2002, så udpegede de traditionelle ledere af de Somalias fire største klaner hver 61 pladser i parlamentet mens traditionelle ledere af de små klaner udpegede 31 pladser.

Er traditionel leder noget man vælges til? Nej, det er en post, der går i arv ligesom statsoverhovedet i Danmark også går i arv.

Det er dette udemokratiske system, man med etiopisk støtte forsøger at få håndhævet i Somalia. Og gennem medlemskabet af EU betaler skatteborgerne i Danmark en del af de store summer, der bliver brugt for at få tvunget respekten for den dybt korrupte regering igennem i Somalia.

Det er efter min mening forståeligt, at det somaliske folk gør oprør imod dette diktat.

Vagn Rasmussen

@emil

Jeg mente ikke at det alene er magter udefra som er skyld i Somalia's situation idag, men vi må se på hva der foregik i løbet af sidste 10 års tid.
Man har bl.a. haft i en periode med det islamiske domstole i 2005 som bragte stabilitet og orden i det sydlig del af Somalia. Det var første gang i 15 år Moghadishu oplevede noget der ligner lov og orden, og alle somalier troede at endelig har de fået ro, men som vi ved blev Islamisk Domstole bekyld for at have relatione til al-qaida i en tid hvor krigen mod terror overskyget alt andet. Naturligvis havde de Islamisk Domstole rabiate holdninger, men befolkningen så det som en chance for at skabe fundament for freden.
Vedr. pirateriet er naturligvis opstået den lovløshed som du selv skriver, men man skal vel se begge sider af medaljen. Der er kæmpe plyndring i form af ulovlig fiskeri i Somalia's hav. Somalia har langt kyst som er umuligt for en skrøbelig stat at kontrollere, og de udnytter fiskindustrien fra hovedsagelig Japan, Rusland og Indien. Men det høre man naturligvis ikke noget.

Vagn Rasmussen

Vedrørende pirater og de islamiske domstole:

Den 17. oktober 2007 skrev The Telegraph (på basis af oplysninger fra Merchant International Group) bl.a.:

”Udbredelsen af islamisk lov i Somalia under de islamiske domstoles herredømme fortjener særlig opmærksomhed”, siger gruppen. ”Over 40 angreb blev rapporteret i somaliske farvande mellem marts og juli 2006, men ikke et eneste er blevet rapporteret i månederne siden”.

Efter at de islamiske domstole union led nederlag til den stærke etiopiske hær, der – støttet af USA – angreb Somalia den 29. december 2006, blev piratvirksomheden genoptaget. Men hvordan noget af sammenhængen er mellem pirater og den nye vestligt støttede regering, kom frem, da WFP i en periode holdt op med at sejle fødevarer til Somalia af frygt for at blive angrebet af pirater. I en artikel fra BBC den 21. maj 2007 skriver man, at piraterne bliver bakket op af de nye myndigheder. En talsmand for WPF, som ønskede at være anonym, sagde til BBC:

”Vi har beviser for, at piraterne har en hovedkontakt i Puntland, og det er op til overgangsregeringen i Somalia at jage og arrestere denne kontakt for at tage del i det illegale syndikat”.

Den daværende præsident for Somalia var krigsherren Abdullahi Yusuf, som tidligere havde regeret Puntland. Det er usandsynligt, at noget skete i Puntland, som Yusuf ikke var involveret i. Og pirateri er en stor forretning.

Om de islamiske domstole:

De islamiske domstole kan dateres tilbage til de tidlige måneder af 2006, hvor besindige klanledere i Mogadishu forsøgte af at skabe en smule lov og orden ved at etablere 15 islamiske domstole, der fældede domme, der var baseret på en blanding af islam og gammel somalisk sædvaneret. For at sætte magt bag dommene, blev domstolene udstyret med militser. Da USA øjnede en mulig fare dannede det i februar en alliance af krigsherrerne i Mogadishu under det smukke navn: Alliancen for Fred og mod Terrorisme.

Millioner af dollars blev sendt til denne alliance og et kapløb om våben begyndte på våbenmarkedet på Bakara marked i Mogadishu mellem krigsherrer og tilhængere at de islamiske domstole. I april kom det til et folkeligt oprør, som bragte de islamiske domstole til magten – først i Mogadishu og senere i andre områder af Somalia. Fra de oprindelige 15 domstole eksploderede udspredelsen af dem til over 100. De islamiske domstole blev samlet i et råd, som blev ledet af den politiske veteran Sheik Aweys, mens eksekutivkomiteen blev ledet af Somalias nuværende præsident Sheik Sharif Ahmed. De islamiske domstole sørgede for, at dybsøhavnen og lufthavnen i Mogadishu blev åbnet.

Det er klart, at når der i løbet af nogle måneder opstår et væld af domstole, så er overdrivelser ikke til at undgå. En domstol i Mogadishu ved kødmarkedet fandt frem til, af fodboldudsendelser fra verdensmesterskaberne i fodbold var dårlig for moralen, og derfor forbød man at se dem i domstolens eget område. Den slags overdrivelser blev grebet med kyshånd af de vestlige medier, som alle fortalte, at sådan var altså tilværelsen under de islamiske domstole.

Men at den al-somaliske fodboldturnering samtidigt fandt sted på Mogadishus stadion, interesserede ikke de vestlige medier.

Islamisterne i Somalia var umulige at tale med, blev det også hævdet. Det er også en sandhed med meget store modifikationer. Krigsherrerne og deres regering sad isoleret og omringet i landbrugsbyen, Baidoa, relativt tæt på grænsen til Etiopien. Men faktisk blev der afholdt to succesfyldte forhandlinger mellem regering og domstole i Sudans hovedstad, Khartoum. Under den sidste forhandling enedes man endog om, at der skulle opbygges en fælles hær og fælles politistyrker.

Den 21. december 2006 ankom EU-kommissæren for udvikling, Louis Michel, til lufthavnen i Mogadishu efter at have aflagt besøg i Baidoa. Han forhandlede med blandt andre Sheik Aweys. Efter forhandlingerne sagde Michel til pressen, at han var ”meget lykkelig”, fordi begge parter havde lovet at komme til nye forhandlinger i Khartoum.

Godt en uge efter gik etiopiske tropper over grænsen til Somalia og indledte dermed et nyt kapitel i det somaliske folks mange trængsler.

I øvrigt mener jeg ikke, at perioden med de islamiske domstole var første gang, Somalia har stået på nippet til at få fred. Det var man også tæt på med dannelsen af den første somaliske overgangsregering på Arta-konferencen i 2000 under ledelse af præsident Abdulkassim Salad Hassan, som vi i øvrigt besøgte under vores sidste rejse til Mogadishu i august 2005. Da over 2000 delegerede fra hele Somalia og fra diaspora var med til at danne den, erklærede FN, at den var Somalias eneste legitime regering.

Men knapt var den dannet, før bestræbelserne gik i gang for at få den styrtet igen. Man lod Somalias fjendtlige nabostater indkalde til den nye ”forsoningskonference” i Kenya – uden at rådføre sig med ”Somalias eneste legitime regering”.

Vagn Rasmussen

Emil Krastrup Husted

Mange tak til Vagn Rasmussen for de utroligt spændende og meget informative indspark. Meget kan siges om Somalia og landets vej til fred, men ét er i hvert fald sikkert; internationale aktører - særligt Etiopien, Kenya og USA - har haft og har tilsyneladende stadig alt for meget magt i Somalia. Så længe disse aktører forsætter deres proxy-krige om ideologi og hegemoni på Afrikas Horn, får Somalia aldrig den stabile fremtid, de fortjener.

@ Ali:
Jeg kunne ikke være mere enig i det du (og Vagn) skriver omkring den relative fred og orden, De Islamiske Domstole bragte til landet i 2005. Vi så ligeledes hvordan lokale domstole og klan-systemer bragte fragmenter af stabilitet og orden med sig i 94 - 95, da de internationale styrker trak sig ud efter "Black Hawk Down"-episoden (se evt. Bjørn Møllers DIIS-publikation omkring "the role of external actors" i Somalia). Man kan derfor næsten ikke andet, end at konkludere, at Somalia siden 1991 har klaret sig bedre uden indblanding fra det internationale samfunds side. Det burde trods alt give lidt stof til eftertanke - en eftertænksomhed, som vi særligt USA og Etiopien burde tage til efterretning.