Kronik

Fri os fra endnu en gøngehøvding

Beslutningen om at genskabe 1864-krigen som tv-serie er godt nyt for tv- og historieelskere ... hvis vi vel at mærke undgår at lave endnu en omgang pladderromantisk gøngehøvding, hvor ædle danskere kæmper mod udenlandske voldtægtsforbrydere, svindlere og kujoner
I serien 'Gøngehøvdingen' nåede  Søren Pilmark at skyde sin egen mad, redde adelsfruer fra voldtægt og give de vederstyggelige svenskere en ordentlig overhaling.

I serien 'Gøngehøvdingen' nåede Søren Pilmark at skyde sin egen mad, redde adelsfruer fra voldtægt og give de vederstyggelige svenskere en ordentlig overhaling.

Ulla Voigt

Debat
2. august 2011

Som historie, film og tv-interesseret synes jeg, det er en god nyhed, at man har valgt at give en seriøs sum penge til en ny tv-serie om krigen i 1864.

Det er også en god nyhed, at de 100 millioner kroner, det drejer sig om, er blevet givet til en dygtig instruktør som Ole Bornedal. Især fordi Bornedal og hans produktionsselskab har oplyst, at forlægget til serien er Tom Bukh-Swientys bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Swienty er nemlig en dygtig historiker og journalist, der har skrevet fremragende bøger om den store nationale katastrofe, som kostede den daværende helstat over en tredjedel af territoriet og befolkningen.

I en tid hvor grænserne igen er på den politiske dagsorden, og fortiden bruges til at retfærdiggøre dagens politiske studehandler, er det relevant at kigge på en af de begivenheder, der har formet Danmark, som vi kender det i dag. Og til det formål er en stort anlagt historisk dramaserie på DR1 mere effektiv end ethvert folkemøde. Tænk på Krøniken og Gøngehøvdingen, der indimellem kunne samle op mod to millioner mennesker foran tv-skærmene søndag aften. Eller Matador, der står som et fikspunkt i dansk tv-historie. Uden at diskutere kvaliteten af disse serier er det nærmest givet, at de udfylder et stort rum i danskernes visuelle historiske bevidsthed om den tid, de beskriver.

Fortegnet gøngehøvding

Film og tv-medierne er simpelthen uovervindelige, når det gælder om at skabe historisk hukommelse. Hvor mange mennesker tænker mon på Schindlers Liste, når de tænker på holocaust, eller Søren Pilmark når de tænker på Svenskerkrigene?

Netop derfor er det mit håb, at vi slipper for endnu en gøngehøvding. Vi har set Søren Pilmark og de andre medlemmer af Ørkenens Sønner redde kongeriget i en dansk spaghettiwestern i nordiske renæssancekulisser én gang. Og det endda i tretten afsnit, der grundigt fik vist os, hvad svenskerne dengang var for nogle voldtægtsforbrydere, svindlere og kujoner. Vi har gyst med Svend Gønge, der fik gjort de lange lyse lokker våde i voldgraven, da han skulle redde adelsdamerne fra den forfærdelige svensker Jens Okking. Og selv om det indimellem var morsomt, og selv om Per Pallesen fik sin pige til sidst, fortjener krigen i 1864 en grundigere behandling.

Jeg håber, at Bornedal afstår fra fristelsen til at reducere historien til stereotyper og klicheer. Dem mod Os, de grumme prøjsere med bagladegeværerne og de stakkels danskere, der håbløst måtte lade deres geværer forfra, mens horderne af prøjsere strøg op ad Dybbøls skanser, som var de båret af Deutsche Bahn. Den slags er ikke nødvendigt for at lave fængende fjernsyn.

Slagkraftigt medie

Jeg håber derimod, at folkene bag den kommende serie vil lytte til den amerikanske historiker Robert A. Rosenstone, der er en af de førende eksperter, når det kommer til historie på film. Han afskriver ikke mediet som useriøst og overdramatisk, men insisterer på at tage det seriøst. Som Historie, med stort H, som han skriver i sin bog History on Film/Film on History fra 2006.

Han anerkender, at levende billeder og lyd har store forcer i sammenligning med den skrevne historie, især når det gælder repræsentationen af fortiden og dannelsen af kollektiv historisk bevidsthed.

Ifølge Rosenstone kan en film endda nogle gange beskrive fortiden mere præcist end en akademisk historiebog på tusindvis af sider. For selv om Bukh-Swienty grafisk beskriver den dommedagsagtige granatregn over de danske stillinger i det tågede forår, med alt hvad det medfører af afrevne lemmer og voksne mænds gråd, bliver den slags scener endnu mere kraftfulde, hvis de udføres vel i et visuelt medie.

Hvordan beskriver man soldater, der i desperation blandet med frygt, afmagt og utrolige afsavn, i en dødsrus udkæmper et slag, som ingen er i tvivl om er tabt på forhånd? Den tilstand kan en dygtig skuespiller med en dygtig instruktør bag sig vise meget bedre end en statistik over tabstallene ved Dybbøl.

Kampen om kernelandet

Historien om krigen i 1864 rummer et enormt potentiale til en god dramatisk serie. Vi har naive nationalromantiske politikere i København, der overtræder en international konvention og alligevel regner med hjælp fra stormagterne.

Samtidig har vi en prøjsisk ministerpræsident i Otto von Bismarck, der desperat har brug for en krig for at redde sin indenrigspolitiske stilling i Berlin. Og mens de nationalistiske danskere fuldstændig overser, at deres sagnomspundne Slesvig ikke længere er overvejende dansksindet og sætter deres lid til det militært ubrugelige, men mytologiske Dannevirke, går de lige i Bismarcks net.

Fejl på fejl besegler danskernes skæbne, og da den kompetente, men excentriske general de Meza afsættes af den populistiske regering, der hytter sit eget skind af frygt for folkestemningen i København, går det kun én vej: mod slagtebænken i Dybbøl, hvor den elementære sandhed om krigen findes.

Det er her, tusindvis af unge mænd, familiefædre, bønder, bagere, elskere og elskede går deres endeligt i møde. Og selv om rammerne for krigen fastlægges i Berlin, København og London, skal dens virkelighed findes hos den almindelige soldat ved Dybbøl, der intet har at vinde.

På begge sider er lidelserne ufattelige, og det politiske spil ender i personlig tragedie for soldaterne og deres familier, der grusomt ofres af magthaverne i Berlin og København. Det hele endda akkompagneret af et stort militærorkester, der er opstillet i en prøjsisk skyttegrav. Her er der mulighed for at udforske krigens væsen og samtidig lave fantastisk tv.

Historieskrivning er altid en kamp om fortolkningsret, og der lægges altid en vinkel. På skærmen bliver historien ofte eksemplificeret gennem personer, der tillægges en uforholdsmæssig stor betydning for deres frem- og samtid.

Men denne forsimpling er ikke et filmisk grundvilkår. I stedet for at lade sig inspirere af Mel Gibson (The Patriot, Braveheart etc.), når slagene skal instrueres, kunne Bornedal lade sig inspirere af eksempelvis Terrence Malicks Thin Red Line. På trods af stjerneskuespillere bliver krigsscenerne her ikke det sædvanlige individualiserede heltekvad, men nærmere et uforståeligt virvar, hvori der ikke findes helte eller skurke. Det centrale er den desperation og det kaos, der ligger nærmere krigens anatomi, som den beskrives af Bukh-Swienty og hans udvalgte kilder.

Minder om egne synder

Begivenhederne i 1864 fik alvorlige konsekvenser for Danmark. Deraf kom den homogene nationalstat, der ikke gik i angrebskrig i mere end 100 år, og som i slutningen af 1800-tallet årligt havde tocifrede immigrationstal. Nationen lukkede sig om sig selv, og danskernes valgsprog blev formuleret af H.P. Holst, men tilskrevet hedeselskabsstifteren Enrico Dalgas: »For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes.«

Tankevækkende er det, at den første angrebskrig, Danmark deltog i siden, var mod Serbien, der kæmpede for at beholde det mytologiske kerneland i Kosovo, der primært var befolket af albanere, og at den næste var mod Irak, hvor man overtrådte de internationale konventioner. Det bør høre med i vores selvforståelse som en krigsførende nation, der fører værdikamp med våben, at det vi kæmper mod i dag, ikke altid har ligget os selv fjernt.

Bornedal har muligheden for at skabe en tiltrængt debat om Danmarks historie i et europæisk perspektiv på baggrund af en fremragende dramatisk historie. Men han kan også ende med at lave endnu en gøngehøvding, der vel så vil resultere i en statue af Ørkenens Sønner under Kronborg, der igen vil stå klar til at redde fædrelandet, når DR afsætter penge til det.

 

Rasmus Nielsen Bitsch er historie- og journalistikstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thorning

Den var historisk set forfærdelig og latterlig (synes jeg), et monument over de tidlige 90'eres idioti. Poetisk, humoristisk og med pinligt nøjagtig location var den rigtige Gøngehøvding-film derimod, som er fra 1961. Jeg tror dog, den ville komme nutidsdanskere underlig forfinet og med alt, alt for lidt vold, hvis de måtte se den.

Det er faktisk Skåne, som om noget er det danske "kerneland"!

Hvis man ikke kan lide Gøngehøvdingen, har svenskerne lavet en rigtig god tv-serie "Snaphaner", hvor svenskerne faktisk heller ikke er ret flinke, hvilket jo også er et historisk faktum på den tid!

Andreas Prætorius

Når der er krig er der ingen der er ret flinke

Peter Wiingaard

Vist var tv-serien noget hø , men forfatterens pointe overdøves af at han tydeligvis ikke har forstået en klap af Gøngehøvdingen – hverken tv-serie eller bog. Jens Okking som Kaptajn Mannheimer var netop IKKE svensker, men derimod tysk lejesoldat i svensk tjeneste. Gøngehøvdingen er skrevet i kølvandet på Første Slesviske Krig (1848-51), hvor frivillige fra hele Norden deltog på dansk side. Derfor gjorde Carit Etlar et stort nummer ud af, at portrættere de svenske soldater som en værdig og ædel fjende i modsætning til tyskerne (Okking som Mannheimer),der fremstilles som brovtende og grusomme. Pointen omkring fortolkning af historiske begivenheder kompromitteres i høj grad, når den fremføres af en person, som tydeligvis ikke har sat sig ind i hvordan den portrætterede fjende i hans case rent faktisk fremstilles.

Svenskernes fremragende tv-serie 'snaphaner' led under at den blev vist på dansk tv meget sent om aftenen eller om natten. SVT 1 eller SVT2 viste den vkist omkring kl. 21.00, mener jeg. I det hele taget er det et problem, at interessante ting i dag kun vises når klokken er omkring midnat.

På trods af mine kun 24 år, har jeg set både gøngehøvding filmen og serien - det er faktisk ikke så længe siden jeg genså serien.

Men det jeg egentlig ville sige, var bare, at tiderne har skiftet og at det er tvivltsomt at det danske tv puplikum ville acceptere en så pludder-romantisk helte fortælling, hvor helten er så ensidig godt - i alle ordets betydninger - at man aldrig tvivler på at han klare den...

Tom W. Petersen

Peter Wiingaard har skrevet noget af det, jeg netop skulle til at skrive.
Det er, pudsigt nok, netop tyskerne, der er fjenden i Etlars svenskekrig. Og som Nic Pedersen påpeger, det danske kerneland, kampen stod om, var Skåne og ikke Sydsjælland, hvor Etlar lader handlingen foregå.
Og Svend "Gønge" Poulsen er fremstillet som en slags tragisk frelserskikkelse, der kun får meget lidt belønning for sin heroiske indsats. Det er Etlars kritik af den selvtilstrækkelige adelige overklasse og det utaknemmelige og glemsomme kongehus.
Den iøvrigt meget spændende roman er i højeste grad barn af sin tid.

Faktisk er jeg meget bekymret for netop denne her serie, idet både Kulturminister Per Stig Møller og Pia Kjærsgaard og Søren Espersen har været ude at anbefale den, ikke at det ikke er er godt nok, at de gør det. Jeg mener blot at der er en fare, en risiko, for at det endnu en gang bliver den historie, jeg stadig hørte i 1970erne, der bliver fortalt.

Historien om de heltemodige danskere, som 'stred ved kongedybet, som under dybbøl led' og som kæmpede tappert imod den tyske overmagt. [ikke den preussiske...]

I det hele taget havde jeg hellere set en tv-serie om perioden 1880-1920, da det var her, at det moderne Danmark tog form, folk flyttede i stor stil fra landet til byen mm. Kunne være meget spændende...

@karsten aaen

er per stig møller stadig kulturminister ?

det er vist ellers en af de få sager jeg er enig med nogle df'er i: at deres plan om at richard ragnwald, ( eller carina christensen igen ) bør blive culturminister, vil være mindre ringe

Karsten Aaen:

"Svenskernes fremragende tv-serie ‘snaphaner’ led under at den blev vist på dansk tv meget sent om aftenen eller om natten. "

Synes du virkelig? Jeg var selv meget skuffet over serien, som mest af alt gav mig mindelser om "Gøngehøvdingen", og jeg var tilbøjelig til at tro at det var dens dårlige kvalitet der var den overvejende årsag.

Kristian Rikard

Jeg synes, at det er nogle ret så gode pointer og faldgrupper artiklens forfatter peger på. Så egentlig håber jeg, at Bornedal lægger sig tæt op ad forlægget.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på om, Kim Gram trods alt ikke strammer den en smule ved at sammenligne PSM med henholdsvis Ragnwald og Christensen. Ragnwald kender jeg ikke godt nok, men Christensen begaver ofte verden med sine synspunkter, og at dømme ud fra dem, er sammeligningen ikke helt fair.
PSM har dog stået bag: "Malthe Bruuns indflydelse på den franske nyklassicisme omkring 1820" - eller også er det omvendt,
og fik en guldmedalje for det - forstå det hvem der kan ;-(.
Faktisk er manden en omvandrende kulturinstitution! Partitilhørsforhold og meritter de senere par år ufortalt burde han faktisk være kompetent. Men især det seneste år har jeg da også undret mig nogle gange.

Tom W. Petersen

P.s.
Det skal lige huskes, at "Gøngehøvdingen" er en roman. Den er fiktion.
Det er Tom Buk-Swientys bøger ikke; og det forpligter på en helt anden måde til soberhed - den soberhed, Buk-Swienty selv lægger for dagen i sine to bøget om katastrofen.

Roald Andersen

Tom Buk-Swientys bøger er forhåbentlig starten på et succesfuldt opgør med den nationalromatiske myte om krigene og tabet af hertugdømmerne.
En tv-serie kunne hjælpe dette forsinkede opgør påvej, men de risici som Rasmus Nielsen Bitsch påpeger er påtrængende og de storpolitiske aspekter vil sandsynligvis gå under i platheder for ikke at forstyrre dramaet.
Jeg vil gerne se en oplagt dansk pendant til "Band of Brothers" der beskriver krigens kaos, gru, kammeratskab og muligheder, men jeg er bange for at den fejlslagne politik og de historiske og politiske aspekter vil være fraværende eller blive til karrikatur.

Rasmus Bitsch

@ Peter Wiingaard

For det første er Gøngehøvdingen i artiklen anvendt som et karikeret eksempel og er ikke det, den egentlig handler om. Det er muligt Kaptajn Mannheimer ikke er svensk, (ja det giver vel nærmest mest mening med det navn) men det ændrer ikke væsentligt på seriens kvalitet som historie på tv eller tv som sådan.
For det andet er det netop den nationalromantiske historieforståelse som Carit Etlar også står for, jeg håber man kan undgå.
Og for det tredje kunne man fristes til at spørge, hvor kaptajn Mannheimer egentlig var fra, da der mig bekendt ikke var noget, der hed Tyskland midt i 1600-tallet?

Tom W. Petersen:

"Det skal lige huskes, at “Gøngehøvdingen” er en roman."

For ikke at glemme at der er cirka 150 år imellem de to værker. På trods af af at Carit Etlar var en bedre forfatter end de fleste skoleelever husker ham (milevidt i både evne og teknik over Ingemanns pladder f.eks.), så var han altså et barn af nationalromantikken. Det samme kan ikke siges om Tom Buk-Swienty. Der er absolut ikke noget nationalheroisk over hans fortælling. Det er kun pga af hans emnevalg at han er blevet lidt af en darling på højrefløjen.

Jeg må indrømme at jeg er mindre sikker på valget af Ole Bornedal. Jeg er selv meget begejstret for Nattevagten og Charlot og Charlotte, men han synes at have en nyromantisk tilgangsvinkel til sit værk, som jeg frygter lidt for vil komme i karambolage med Buk Swientys fortælling.

@kristian rikard

så måske henrik sass som culturminister ?

eller helle thorning som sandhedsminister,

i det kommende ministerium for sandhed ?

Tom W. Petersen

Peter Wiingaard
Mannheimer var fra det tyske område, et af de mange tyske lande, der senere blev samlet til et Tyskland.

jens peter hansen

Det er temmelig beskæmmende at læse at den bekymrede Bitsch ikke mener at man kan komme fra Tyskland, da Staten Tyskaland ikke eksisterer. En tysker var en tysktalende person inden for det tysk romerske rige som eksisterede lige til 1806. De tyske små og store stater var storleverandør af professionelle lejesoldater, ja visse småstatsoverhoveder solgte sine indvånere i bundter som soldater.
Og ærlig talt er det ikke temmelig bekymremde at Rasmus Bitsch på forhånd er bekymret for en film over en historisk begivenhed . Det kan jo også blive regnvejr til havefesten.

Tom W. Petersen

Beklager!
Min oplysning om Mannheimer var til Rasmus Bitsch og ikke til Wiingaard!

Thomas H. Pedersen

Uanset hvad så glæder jeg mig til serien udkommer og jeg tror ikke Rasmus Bitsch har noget at frygte, som mange siger så var Gøngehøvdingen fra en anden tid end i dag. det eneste som kan ødelægge den er dårlige skuespil og at den ikke er realistisk nok

skabs-communisme råder jo måske i tyskland nu