Læserbrev

Skal hjertet bløde i ngo'er?

Har den professionelle strømlining af ngo'ernes arbejde udelukket det frivillige hjerteblod?

Har den professionelle strømlining af ngo'ernes arbejde udelukket det frivillige hjerteblod?

Steffen Ortmann

9. august 2011

Når jeg går en tur i København, mødes jeg ofte af unge mennesker facere - der på en mere eller mindre aggressiv måde prøver at hverve mig som donor til en hjælpeorganisation, som de egentlig ikke har den store viden om.

Bagefter kan jeg læse i avisen, at der er ngo'er der bruger op til 75 procent på administration og markedsføring. Og jeg får fornemmelsen af, at det ikke handler om hjerteblod men derimod om at få den største del af de penge, der er i samfundet, der kan bruges på udviklings- og nødhjælp.

For der er ingen tvivl om, at nødhjælp er blevet en storindustri, der bliver drevet som en moderne virksomhed med investeringspolitik, markedsføring og medietræning. Der blæses til kamp om de penge, som almindelige danskere er villige til at donere. Og det virker, som om målet at hjælpe verdens fattige borgere overses i jagten på pengene.

Effekten er, at man på en tur ned af Strøget skal forholde sig til, om man vil hjælpe fattige børn, fattige kvinder, støtte uddannelse, støtte naturen, støtte dyr i sidste ende en overflod af informationer og et umuligt valg.

Selvfølgelig skal der være en vis grad af professionalitet i store organisationer eller virksomheder som mange ngo'er jo er. Jo mere effektivt organisationen drives, jo mere hjælp kan vi sende derhen, hvor der er brug for det. Men det er vigtigt at huske, at i modsætning til en virksomhed, så forventes det, at en ngo har et stærkt ideologisk grundlag.

En udfordring

Så udfordringen er at kombinere professionel virksomhedsledelse med ideologi og hjerteblod. For ikke længe siden så jeg en større ngo søge en ny direktør og der stod i stillingsopslaget, at kendskab til udviklingsarbejde ikke var en forudsætning.

Er vi virkelig kommet dertil, at administration og effektivitet overskygger ideologi og hjerteblod? Og i så fald, er det så helt ok, at hjælpearbejde helt officielt er blevet til corporate business?

Jeg er helt overbevist om, at de fleste ngo'er er startet på samme måde; med ønsket om at gøre en forskel og hjælpe. Med et hjerte der banker for gøre noget. Hvad der er en lille forskel for mig og mange andre danskere både i tid og penge ja, det gør en stor forskel i f.eks. Kenya. Med blandt andet dette som motivation startede jeg organisationen Jambo Shule med det mål at sikre flere børn og unge i Kenya skolegang.

For uddannelse er en investering i Kenyas fremtid og helt centralt, hvis landet skal udvikle sig. Vi arbejder på at få flere penge, men vi gør det reflekteret og altid med den tanke, at det er projektet i Kenya, der er vigtigst ikke at indsamle flere penge for at bruge flere penge i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johannes Nielsen

Helt enig! Jeg mister simpelthen lysten til at give noget, når jeg begynder at tænke på at de første 150 kroner jeg giver skal dække timelønen for det unge menneske, som lige har shanghaiet mig....

Claus Oreskov

Den store privatiserings bølge der gik gennem verden, i slutningen af forrige århundrede, ramte også ngo´erne. Der hvor man før havde haft frivillige, ansatte man nu lønnede ”professionelle”. Sådan som jeg selv oplevede disse år, skilte man sig af med de frivillige, fordi de var besværlige, og stillede krag til foreningerne. En lille toptunede elite blev tilbage og udgør i dag det folkelige ”bagland” hos en lang rakke organisationer, som kalder sig for ngo´er.

Maiken Guttorm

Har meldt mig ud af en Ngo fordi den gik corporate - strukturelt og metodemæssigt. En Ngo skal ikke være en virksomhed først og organisation sidst. Det er slet og ret falsk markedsføring.

Claus Oreskov

Det var da jeg læste Naomi Kleins bog ”Chokdoktrinen”, om liberalismens globale udbredelse, at det gik op for mig, at også ngo´erne var blevet ramt, af denne liberaliserings(og dermed privatiserings) bølge. Før kunne jeg ikke rigtig sætte ord på det, jeg selv havde oplevet i ngo miljøet. Her sad de alle sammen, tidligere: troskister, marxister, kommunarder af enhver afskygning, og agerede nyttige idioter, for kapitalen og laissez-faire liberalismen. Ingen forstod hvad de selv havde gang i – så stor en magt har den økonomiske base over os, at alle ubekymret bygger med på overbygningen(strukturtvang). I dette tilfælde, den liberale ide. Selvfølgelig kamuflerede man det liberale projekt gennem symbolske omskrivninger. Den enkleste hedder rationalisering!
Processen fra medvirkende aktiv deltagelse i ngo arbejde (revolutionær praksis), og dermed et systemkritisk standpunkt, til passiv accept af det bestående, handler også om ngo´ens egen institutionalisering. I denne proces bliver ngo´en, som institution, et mål i sig selv. Det oprindelige projekt: international solidaritet, arbejdernes rettigheder, u- landsarbejde ect.. fremstå i denne situation, som ren ydre facade. Indholdet er ngo´en selv!

Men jeg er da sikker på at idealisme nok skal føde de sultende i Afrika! 40 års u-landsarbejde har godt nok ikke løftet opgaven, men lad os da fortsætte ad den gren, for det vigtigste er jo at vores hjerter bløder for sagen og ikke om det vi laver rent faktisk virker. Jeg er dødtræt af uprofessionalisme i udviklingsarbejdet - og min oplevelse er ikke, at det er hjerteblod der mangler, men kompetente (og visionære) mennesker, der tør tage et opgør med en udviklingsindustri, der endnu ikke har frigjort sig af sin arv som venstreorienteret "feel good" projekt og indset, at det det her handler om er fattiges RET til basale menneskerettigheder og ikke vores ret til føle os som gode mennesker, når vi giver "de stakler" en "gave" - om det så er at dedikere vores liv og "hjerteblod" til udviklingsarbejde eller slet og ret donere 100kr til Afrikas Horn.

Grethe Preisler

Nu er NGO er jo ikke et beskyttet brand men bare en fællesbetegnelse for diverse legale ikke-statslige organisationer til fremme af diverse mærkesager.

Alle mulige og umulige sammenslutninger fra "Snapsens Værn" til "Blå Kors" og fra "Trykkefrihedsselskabet" til "Foreningen til Fordrageligheden og den gode Tones Fremme" (hvis en sådan ellers eksisterede) er Non- Governmental Organizations på nudansk.

Kan man leve med at blive antastet af ihærdige agenter for kommercielle foretagender, når man vover sig ud på strøget, så dør man vel heller ikke af at blive antastet af agenterne for diverse nødhjælpsorganisationer sammesteds?

Money makes the world go around, og uden penge ingen hjælp til de nødlidende, som nok er ret ligeglade med, hvor hjælpen kommer fra og, hvilke motiver bidragsyderne har til at finansiere den.

Den slags fine fornemmelser er der ikke råd til, når man bogstavelig talt er ved at sulte ihjel.

Maiken Guttorm

@Grethe Preisler

Som du selv skriver, kan en Ngo jo være mange ting, det er ikke dem alle der, direkte eller overhovedet, handler om at brødføde befolkningsgrupper. Når en Ngo slår sig selv op på et ideologisk grundlag, bør den praktisere det grundlag, ellers er det misvisende. Der bliver påpeget at det netop ikke er etisk korrekt at have som uofficielt formål at tjene penge til sin organisation, når det officielle mål fremlægges til at være af ideologisk karakter.

- Jeg kender det, desværre, indefra. Og jeg har et kraftigt indtryk af, også fra min omgangskreds, at flere store Ngo'er kommer til at grave deres egen grav på længere sigt med business-strategier. Man går simpelthen uden om, i overført betydning, fordi tilliden langsomt siver væk.

Grethe Preisler

Godt ord igen, Maiken Guttorm,

Jeg kom såmænd bare til at spekulere på, hvem der sponsorerer driften af Lafontaines Jambo Shule i Kenya, bortset fra ham selv.

Og det kunne da også være rart at vide, hvilket "ideologisk grundlag" Jambo Schule drives på, før jeg tager stilling til, om jeg skal beære netop den med min (hjertevarme) pekuniære støtte frem for Læger uden Grænser, Dansk Røde Kors, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og hvad vi ellers har af etablerede hjælpeorganisationer.

Man kan også holde idealismens og den ideale fordrings fane så højt, at man mister jordforbindelsen - det var såmænd bare det, jeg ville sige.

Jean-Lorentz Lafontaine

Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil vide hvilken ideologi der er bag Jabo Shule, Grethe. Og den er heldigvis ikke så kompliceret. Vi arbejder for skolegang for fattige børn i Kenya - grundskole og gymnasium. Det gør vi, fordi uddannelse er helt central, hvis et land skal udvikles og væksten skal øges. Vi er helt åbne om, hvordan og på hvad vores penge bruges - og vi har ingen lønnede medarbejdere og holder vores udgifter på et minimum. Det skal være muligt for vores medlemmer at følge hver eneste krone der doneres - gennemsigtighed og åbenhed er vores ideologiske grundlag. For os er det vigtigt at holde kontakten og respektere den afrikanske kultur imens vi hjælper. Vi brænder for at hjælpe børnene, og her føler vi, at vi har fundet vores niche. Så lader vi de store organisationer om resten.-du kan læse mere på www.jambo-shule.dk . Håber det var info nok, og ellers er du meget velkommen til at kontakte mig!

Mvh Jean-Lorentz Lafontaine