International kommentar

Hvorfor gav Obama efter?

Hvordan kunne den amerikanske præsident tillade den ideologisk enøjede Tea Party-bevægelse at sejre i spillet om landets elendige budgetaftale
12. august 2011

Ingen brød sig om den. Selv ikke Tea Party-fraktionen, der beklagede sig over, at nedskæringerne i sidste uges budgetaftale om at hæve USA’s gældsloftet ikke går nær dybt nok. Ikke Demokraterne, der er rasende over, at loven ikke giver plads for nye skatter, og at USA’s præsident åbenbart er hoppet på højrefløjens program for finanspolitiske stramninger. Ikke kreditvurderingsbureauet Standard & Poors, som sænkede USAs kreditvurdering til et niveau, der ligger under Frankrigs og Canadas. Ikke de amerikanske og internationale markeder, som røg ud i styrtdyk og endnu lidt over en uge senere virker lammede, nervøse og uforudsigelige

Og især da ikke præsidenten selv, der bekendtgjorde forliget med dyster og beslutsom mine, selv om han den følgende dag forsøgte at live op på den knugende stemning med en bemærkning om, at »selv om jobbet giver mig grå hår, synes Michelle stadig, jeg er nuttet.«

Men ingen lo.

Indtil da havde hævningen af regeringens grænse for det tilladelige gældsniveau – en selvpålagt kongreslov, der går tilbage til 1917 – været temmelig meget pro forma. Loftet er blevet hævet utallige gange siden vedtagelsen af det oprindelige lovforslag, 57 gange under republikanske administrationer, heraf syv gange under den forrige Bushs embede. Men denne gang satte nyvalgte kongresmedlemmer, der står Tea Party-bevægelsen nær, deres hæle i og fik held til at styre hele forløbet.

Præsidentens tilhængere var fortvivlede: For dem at se har han solgt ud af arvesølvet. Hele vejen igennem blev han ellers siddende på moralens høje hest og fastholdt, at i sidste ende vil Kongressen vide ’at gøre det rette’ og hæve loftet. På et tidspunkt foreslog ekspræsident Clinton at gribe til en lidet kendt forfatningsklausul, der måske kunne have gjort det muligt for Obama at gå uden om Kongressen, men præsidenten veg tilbage for dette skridt. I et besyndeligt lidenskabsløst tonefald betroede han sine rådgivere, at han ikke var »overbevist om, at dette er et vindende argument.«

Så den lov, ingen kunne lide, blev vedtaget. Det var en åbenlys lappeløsnings-foranstaltning, som kun vil udskyde smerten. Med dens krav om nedskæringer for billioner dollars i de føderale budgetter over de næste ti år overlod den de konkrete beslutninger om, hvilke programmer der skal beskæres, i hænderne på et lille kongresudvalg, der har ringe håb om at nå et konsensus før en række automatiske – og dybtgående grønthøsterbesparelser træder i kraft. Det var et dårligt lovforslag, hele verden vidste det, og markederne gik i frit fald.

Men hvorfor kapitulerede Obama (hvis det er, hvad han gjorde)? Det har amerikanerne diskuteret lige siden. I undergrundsbanen, aviser og på internettet vrimler det med konkurrerende teorier. Nogle siger, at præsidenten er »svag«, en »dårlig forhandler«, »usikker på, hvad han virkelig tror«. Andre siger, at selv om han blev valgt på at skabe venstreliberale forandringer, er hans tænkning i realiteten tættere på Wall Street end Main Street. Nogle indrømmer også, at højrefløjen har en vis pointe: Om få årtier kan USA ende med at bruge mere end hele sit bruttonationalprodukt. Atter andre fastholder, at det hele bare var politik – et trick for at rykke præsidenten ind imod det politiske centrum, hvor de uafhængige vælgere, hvis støtte han behøver for at blive genvalgt, venter på ham.

Den virkelige pointe er, at præsidenten forregnede sig begik en fatal fejl: Han prøvede at argumentere med mennesker, der er uimodtagelige for fornuftsargumenter. Efter alt, hvad man ved, har den gruppe af krigeriske Tea Party-kongresmedlemmer, der blokerede for forhandlingerne, kun ringe interesse for traditionel politik. Snarere ser de sig som mennesker på en mission, for hvem det ikke tæller spor at blive genvalgt eller blive del af den republikanske partimaskine. For at spare penge lever mange af dem i Kongressens kontorer og bestiller mad udefra. Deres tankegang er ideologisk helt ind til kernen, og ikke overraskende ender de i mere eller mindre det samme sted som de marxistiske utopikere: staten skal visne væk – helt væk.

Hvordan kunne Obama have fået bedre styr på disse hardcore-ideologer? Sandsynligvis kun ved at gøre ting, der ikke falder ham let: Ved at konfrontere dem i direkte tale i stedet for at trække sig ind reserverethed. Ved at blive vred i fuld offentlighed og få offentligheden til også at blive vred. (I New York Times viser en meningsmåling, at 82 procent af amerikanerne misbilliger Kongressens opføresel.) Ved at gøre klart, at Clinton-administrationen havde balancer i budgetterne, og at skattelettelserne og Irak-krigen i Bush-årene må bære det fulde ansvar for det fortsatte underskud: Ved at pointere, at når republikanerne har bragt landet ud i den redelighed, må det også være deres opgave at afhjælpe den. Og måske ved at gøre det helt utænkelige: ved at møde højrefløjens stædighed med sin egen og lade landet gå i betalingsstandsning.

Ville en statsbankerot have indledt en kædereaktion, som var værre end den økonomiske nedsmeltning, som verden nu alligevel synes at bevæge sig henimod? Som europæiske statsmænd har påpeget, er skaden i meget håndgribelig forstand allerede sket. Kina er i panik over den faldende værdi af sine lån til USA, og kurserne på de internationale børsmarkeder rasler ned, selv om flere lande og institutioner har taget det paradoksale skridt at opkøbe amerikanske skatsobligationer – ikke fordi dollaren er et sikkert papir, men fordi alle alternativer er værre. Vi vil aldrig få at vide, om præsidenten havde afsløret højrefløjens bluff eller om en statsbankeort ville være blevet opfattet som en demonstration af styrke eller som en desperat foranstaltning. Men det faktum, at ideologisk enøjethed har overtrumfet politisk kompromisvilje er særdeles skræmmende, og der er desværre gode grunde til at frygte, at vi kun har set begyndelsen.

George Blecher er amerikansk forfatter

© George Blecher og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

Den kinesiske vurderingsbureau, Dagong, har nedsat sin vurdering fra A+
til A.
http://in.reuters.com/article/2011/08/03/idINIndia-58591220110803

Forhenværende ambassadør, nu gæsteforsker ved Institut for Sydøstasiatiske Studier i Singapore, Jørgen Ørstrøm Møller har udtalt følgende:

- Det kinesiske kreditvurderingsbureau, Dagong, placerer USAs kreditværdighed i samme boks som Spanien, Sydafrika og Estland - og det er efter min opfattelse en korrekt placering, mens de amerikanske institutters placering af USA er fuldstændig forkert og en kraftig overvurdering af USAs kreditværdighed.
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2011/08/11/114936.htm

Vedr. fremtidsudsigterne:

Markets, for one thing, tend to be spooked by uncertainty, and the debt-ceiling agreement has increased uncertainty by making it more likely that we’ll see down-to-the-wire, default-risking negotiations in the future. Senate Minority Leader Mitch McConnell was explicit about this last week, saying that there would be no more “clean” debt-ceiling increases in the future—in other words, Republicans will keep using the threat of default as a political weapon. This approach may well be extended to bargaining over budget resolutions as well, with Republicans threatening a government shutdown unless they get what they want...

More important, the debt-ceiling fight made clear that, even as the economy struggles to avoid recession, no help can be expected from Washington. President Obama may be talking about the need to create jobs, but, with the advocates of austerity in charge, it’s hard to see where support for any new government initiatives is going to come from. Indeed, it’s possible that Republicans will block the extension of unemployment-insurance benefits and of the current payroll-tax cut. That would deliver a significant hit to the economy next year.
http://www.newyorker.com/talk/financial/2011/08/15/110815ta_talk_surowiecki

Niels Engelsted

Obamas historie gør sandsynlig, at hans iver efter at gå på kompromis med modstanderne er et karaktertræk. Da han meget overraskende(ikke mindst for Hilary) blev præsidentkandidatemne efter han holdt sin store forbrødringstale--no red states, no blue states, only the United States--på det demokratiske konvent i 2004, troede man selvfølgelig, at det var begavet taktik og jingen kunne vide, at det ville udarte til de seneste 'kompromiser', hvor Obama har holdt brandudsalg.. Men man kunne måske have regnet det ud. Da det i 1990 lykkedes progressive jurastuderende, at få ham valgt til præsident for det prestigiøse Harvard Law Review, som de konservative studerende ellers sad på, gik Obama til sine vælgeres frustration straks på forlig med de konservative og sluttede op om deres politik.

Hvis det ikke er racistisk, kan Obamas kompromistilbøjelighed måske forstås som en slags Stockholmssyndrom. Hvis man længe har tilhørt en undertrykt gruppe, vil man sikkert udvikle en voldsom trang til at blive anerkendt af sine undertrykkere.

Det startede jo fra dag et, da han ikke ville rydde op i Bush's kriminelle rodebutik, men ansatte de samme forbrydere i administrationen.

Man tillader ikke nogen at tæve en!
Hvis man får tæv, er det fordi, de andre er stærkere!
(på vilje og/eller fysik)
Og det gælder også for præsidenter i USA!

Søren Kristensen

En præsident i et demokrati er omgivet af så mange interesser at han næsten ikke kan røre sig og hvis han flytter sig er det fordi omgivelserne flytter sig. Det er selvfølgelig både godt og skidt.

'Hvorfor gav Obama efter'. Formentlig fordi han ikke styrer USA, når det kommer til stykket.

Jeg ved ikke om Obama selv troede at han ville kommet til det, eller det blot var alle dem der naivt troede, at Obama var en mellemting mellem Villy Søvndal og Dalai Lama.

Så det er som Søren K. skriver ovenfor.

Obamas styrke er også hans svaghed, hans evne og hans villighed til at gå på kompromis. Måske troede han, at Washington ville blive som Chicago; man kan sætte sig ned og tale om tingene og finde fælles forslag som begge parter kan være tilfredse med.

Sådan er det ikke i Kongressen i Washington D.C, USA's hovedstad. Og har ikke været det siden Ronalds Reagans sidste dage, eller msåke snarere siden George Bush I's første dage i 1989-1990.

USA's politiske landskab er nemlig sådan indrettet, at man skal registrere sig for at kunne stemme. Og dem der registrerer sig, går hen ofte ofså hen og stemmer. Det var bl.a. det både Bush I, Reagan og Bush II udnyttede; de fik de fundamentalistiske kristne til at registrere sig og stemme - på det republikanske parti.

Derudover er stort set alle USA's politikere afhængige af - you've guessed it - penge. Penge, som ofte kommer fra store virksomheder, som skal have noget tilbage for deres støtte. Og derfor kan en person som Grover Nordquist bestemme, at alle republikanere som stemmer for skattelettelser, ikke får del i nogen som helst penge.

Obama udnyttede også deres i sin valgkamp tilbage i 2008; han fik folk til at registrere sig og stemme som ikke havde stemt tidligere, dvs. sorte, latinoer, fattige mm. Og indsamlede penge via de sociale medier som facebook, youtube mm.

Uanset hvordan Obama's vision om USA er (og den er meget socialdemokratisk i sin vision) så er virkeligheden den, at i USA er der folk som er styrtende rige og som er styrtende fattige som f.eks. Winnie, som lever i Memphis, Tennesee, Og som arbejder hos McDonalds (kan læses i Weekendavisen i denne her uge). Og som er så fattig, at hendes løn går ind på et paycard hver måned. Og hver gang hun hlver betaler hun 30-40 dollars blot for at hæve på sin konto. Det er dette markedssamfund, Henrik Fogh Rasmussen vil have indført i Danmark.

Virkeligheden er altså at USA er en dybt splittet nation, at ekstremisterne på begge sider af de politiske spektrum pga. USA's særlige politiske struktur bestemmer alt for meget.

Og at USA's forfatning med check & balances, der blev lavet for at ingen magt i regeringen skulle blive for magtfuld er dårlig i det her tilfælde; USA's fædre troede nemlig på at folk altid ville samarbejde til det fælles bedste. Men sådan er det jo ikke mere; der mangler en klar politisk ledelse, der kan skære igennem. I Frankrig og i Rusland har man også præsident-styre, men her er Præsidenten mere magtfuld end en Præsident er i USA.

Jesper Jakobsen

Det dummeste Obama nogensinde har gjort og noget jeg nok ikke kan tilgive ham for er at han IKKE lavede alle de ændringer og skattestigninger der skal til i de 2 år hvor demokraterne sad på al magten i USA.

Den chance kommer ikke igen i mange mange år.

Hvordan kan en så begavet mand begå sådan en fejl?

Det er det mest ulykkelige ved alle misæren. Ingen tvivl om at republikanerne er skyld i de økonomiske problemer - de kom i de 8 bush år efter at Clinton afleverede en kernesund økonomi.

Men Obamas fejl ved ikke at agere i tide, synes jeg desværre illustrere at han ikke er den store leder, de fleste håbede på.