Klumme

Kammertonen

Hver fugl må synge med sit næb, hedder det som bekendt. Men kan vi ikke forvente lidt mere af mennesker?
13. august 2011

Den gamle diskussion om 'tonen i debatten', der er dukket op igen efter terrorangrebet i Norge den 22. juli, fortjener en lidt nærmere granskning: Hvad er det i virkeligheden for en 'tone', vi taler om? Og er den blevet falsk, eller mangler den klang? Er debattens tone bare dens æstetiske gevandter; en slags indpakning eller præsentation, der ikke rigtig har noget at gøre med det, der siges? Eller menes der med 'tonen', at der er noget galt med indholdet af det, der af og til siges?

Bzzzz-rddnnk-rddnnk

Når man taler om 'tonen' i en debat, er det uundgåeligt en implicit henvisning til den velkendte metafor om kammertonen. Må man bede om kammertonen, siger vi, og mener, at der lige skal tunes ind på en mere værdig kommunikation. Kammertonen udgør en slags grundtone i den menneskelige kommunikation, ligesom den gør det i musikken, hvor det rene A er en slags omdrejningspunkt, som instrumenterne kan stemmes efter. En elegant materialisering af metaforen med kammertonen kan man finde i de snart afviklede fastnettelefoner, hvor klartonen klinger på 440hz, dvs. kammertonen. Når man løfter røret hører man denne tone som en indikation af, at der er klar bane til samtalen. Egentlig en smuk lille indledning på enhver telefonsamtale, når man tænker over det: Før vi taler sammen, skal vi lige høre kammertonen, nærmest som en metaforisk stemmegaffel, der indstiller os på, at vi nu skal tale med et andet menneske. (Var det ikke på en måde symptomatisk, at overgangen til internettet blev musikalsk indvarslet af den ujævne og enerverende støj, som alle modem i starten udsendte? »Bzzzz-rddnnk-rddnnk....« osv. Kammertonen var opgivet nu var kommunikationen fri, og der var ingen grænser for, hvad der kunne siges, og hvad der kunne ses.)

Moralitetens stemmegaffel

Kammertonen var oprindeligt en tone, som blev brugt i adelens privatgemakker, som den tone, man kunne stemme instrumenterne efter, når der skulle musiceres. Hver fyrste, sin kammertone. I løbet af 1700-tallet begyndte man imidlertid at diskutere, om man ikke kunne standardisere kammertonerne, så man også kunne spille i ensembler på tværs af privatgemakkerne. Det lykkedes til sidst at skabe nogenlunde enighed om 440hz som den tone, alle kunne stemme efter. Den kaldes derfor også for standard-kammertonen. Det er bemærkelsesværdigt, at standard-kammertonen udvikledes i den samme periode, hvor den europæiske oplysningstænkning for alvor slog igennem. Kammertonen hører påfaldende godt til som én af oplysningstraditionens idéer. Universalismen var kodeordet i menneskerettighedstænkningen, den kritiske oplysningsfilosofi og altså også i standardiseringen af stemmegaflerne. Overalt som her, kunne man sige. For alle med samme ret. Hvilken bedre moralsk pendant til musikkens kammertone kan man finde end Immanuel Kants berømte kategoriske imperativ? Er det ikke netop moralitetens kammertone påmindelsen om, som det hedder i én af imperativets formuleringer »aldrig at behandle et andet menneske alene som middel, men altid også som et formål i sig selv«. At se og behandle ethvert menneske, den ubestemte anden, hvem som helst, som et formål i sig selv er moralitetens kammertone.

Tid til ransagelse

Hvis der er noget galt med 'tonen' i debatten, er det, at vi er blevet tonedøve af kulturalismens relativeringer, hvor alting igen skal tilbageføres til privatgemakkerne. Argumenter er blevet til holdninger, og menneskehedens interesse er blevet til lokale kulturers historiske egenarter, som hver især har ret til at ytre deres syn på verden, som de vil. Dermed bliver ytringer til støj, snarere end samtale. Vi har glemt, at ytringsfriheden udspringer af den samme tradition som kammertonen og er tæt forbundet med den. Og bemærkelsesværdigt nok deler kulturkonservatismen og den norske terrorist den kulturalistiske fejlslutning med de multikulturalister, som de hader. For begge fløje gælder, at hver kultur har sin egen kammertone og at forestillingen om en universel standard-kammertone er et filosofisk sværmeri. For Søren Krarup er menneskerettighederne en slags blasfemi; for multikulturalisten fremstår de som en dogmatisk eurocentrisk opfindelse, som vi uretmæssigt har villet presse ned over fremmede kulturer. Sand universalisme derimod besinder sig på forestillingen om, at det ikke er alle holdninger og alle argumenter der er lige gode, og at vi er forpligtede på at ville mere med hinanden end bare at sige: Det mener du, og det mener jeg.

Måske er det, vi har brug for i den offentlige debat, derfor ikke bare selvransagelse, som så mange taler om nu, men ransagelse. Hvad nu, hvis det, vi har glemt, er, at andres ytringer og handlinger angår os direkte og at vi ikke bare kan sidde dem overhørig, fordi det nu er den andens mening? Hvad nu hvis virkelig respekt for den anden, som siger noget racistisk, ikke er at forsvare hans ytringsfrihed, men at antage ham for en diskussionspartner, der fortjener at blive irettesat? Kulturalismen, højre- og venstreorienteret, betragter den anden som et udtryk for en kulturel egenart, der ikke kan være anderledes, nærmest som om ethvert udsagn var determinteret af den biotop, det udspringer af. Var det ikke mere respektfuldt at lytte til den anden, reagere og antage, at han vil være i stand til at reflektere over modstand: »Det, du siger der, er simpelthen for dumt. Du må holde op med det. Vi gider ikke høre på det mere.«

 

Center for Vild Analyse

CVA har eksisteret som et sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen 'hvis du vil vide det modsatte', ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

CVA skriver ifm. tonen, debattonen, kammertonen:

"Hvad nu hvis virkelig respekt for den anden, som siger noget racistisk, ikke er at forsvare hans ytringsfrihed, men at antage ham for en diskussionspartner, der fortjener at blive irettesat?"

Og det er da her slaget skal slås, for der siges ikke kun noget racistisk i direkte grov og brovtende stil.

Det forekommer lige så ofte, måske endda hyppigere, at racistiske udtalelser lanceres elegant som et henkastet adjektiv, som et inskud, som en bisætning i en ellers tilforladelig og behagelig samtale.

Denne drevne stil er langt vanskeligere at gøre op med og modsige, men det er vigtigt at være opmærksom på den og konfrontere den.

Kan man ikke selv finde på, hvad der skal siges, kan man evt. forsøge sig med CVA's forslag:

»Det, du siger der, er simpelthen for dumt. Du må holde op med det. Vi gider ikke høre på det mere.«

Lis K. H. Montes

Tak! og det er jo lige det: det kræver noget af os at være her, en..respektfuld tydelighed uden at ord som arsenik skal sive ind og forpeste sindene (Victor Klemperer). Det kræver engagement og kamp mod etisk dovenskab.

Okay... :-)

Og hvis jeg må grave spadestikket dybere vedr. Kammertonen:

Det ville være ENDNU MERE korrekt og vejen frem at undlade at pakke sig sprogligt ind under det varmende "vi".

Stå ved det, du mener. Modsig den person, du er uenig i, direkte og med egen vægt ved at skrive "jeg".

"Det, du siger der, er simpelthen for dumt. Du må holde op med det. JEG gider ikke høre på det mere."

Måske i småtingsafdelingen, men nu vi er ved kammertonen... "Vi" graver grøfter, "Jeg" tager ansvar og står ved min egen mening.

Prøv det - det gør en forskel.

Hvis ordene i debatterne blev konverteret til musik
ville det som musik være komplet uudholdeligt at høre på.

Her er f. eks de millitante musikanter i debatten der gerne spiller støjende instrumenter som tuba og trommer og trompet - i orkestret brillerer de med små musikalske indslag af trusler fornærmelser og intimideringer og højlydt morer de sig med at saboterende de øvrige musikanters musikalske indslag.

De fanatiske musikanter ud af videnskab og religion vil imdimellem tilfældigt afstemme deres musik med orkestrets halv og helprofessionelle lobbyister og debunkere.
Og indimellem forsøge at gøre alle de andre musikanter i orkestret komplet tonedøve med finurlige solopartier, som de hævder er det rene videnskabelige sandhed.
Hvis deres egoistiske og navlebeskuende "musiske"støj alligevel bliver overdøvet eller måske irettesat af de andre musikanter i orkestret vil de oftest trække sig mere eller mindre fornærmet tilbage - eller hemmeligt benytte sig af muligheden for at klage til dirigenten påberåbende sig at de og kun de spiller efter partituret.

Som om der blev spillet efter et fælles partitur. HA!

Sjovest og bedst er de seriøse musikanter der tror at det er meningen at musikken på debatsiderne er intenderet til at give mening eller måske være hyggelig eller sågar smuk måske opdragende fællesskab-skabende - informativ - udviklende.
Men disse trækker sig ofte skuffet ud af orkestreret når de er blevet overdøvet længe nok af de videnskabelige og religiøse såvel som af de anti-religiøse og af ikke mindst de politiske musikanter der oftest morer sig med at bringe nye spektakulære musikinstrumenter som damptromle og kampvogn ind som nye musikinstrumenter i orkesteret.

Kammertonen er måske idealet ligsom debatregler, men for en person der lytter til debat som man lytter til musik ville musikken kun være uudholdelig grim at høre på - overordnet og alt hørt på en gang.

Mest interessant er det p.t at betragte visse musikanter fra den halv camuflerede ekstreme højrefløj i orkestret som af og til bidrager med indlæg der tyder på en oplæring som musikanter hos sikkert djævelen i helvede.
Splitter man dog deres interessante musik-indlæg ad i tonernes bestanddele finder man ud af musikken oftest består af lutter halv harmoniske toner der finurligt sættes sammen så helheden bliver ren infernalsk støj ad helvede til - men beregnet til at imponere og tvinge alle andre musikanter til at tie - tie helt stille med deres musik.
Højrefløjen er de rene imponatorer der altså ikke imponerer på musiktalentet, når deres små musikstykker analyseres grundigt - hvilket derfor kan anbefales.

Skulle målet i debatten være at frembringe orden ud af kaos sker det sjældent.

Der er dog personer på venstrefløjen i orkestret der af og til ligesom små solsorte kan spiller skalaer som de engang har hørt og lært.
Det kan ligefrem lyde som det rene musik af og til.

Tilsidst skal nævnes nogle små knaldperler i orkestret der ofte prøver at lægge musikken helt død med et punktum.
Spørgsmålet er så oftest om knaldperlerne kommer først med deres små stopklodser, eller at musikstykket bare skider ud af feltet "seneste kommentarer" indefor 1 times tid til fordel for de seneste nye oplæg til disharmoniske musikstykker fra komponisten og musik spammeren Ritzau.

En ting er dog sikker. Støjen fra alle foregående "musikstykker" vil forsætte (som foregik det efter et vel planlagt skema) i alle efterfølgende "musikstykker" der siden spilles.

Ja Ja Naturligvis og så aligevel ?

CVA er jo ikke meget andet end en opstyltet akademisk øvelse i retorik og namedropping.

Når øsnket om god tone i debatten er så fremhævet pt. er det jo ikke på grund af uenigheden men pga af at nogle debatører i flæng anvender begreber som idiot, fascist, øllebrødspedagog og det der er langt værre i stedet for at lade argumentet alene tale.

Det er disse "superlativer" der gør det umuligt at dyrke debattens egentlige formål nemlig at lade argumenter mødes for derefter selv at mødes et sted hvor, om jeg så må sige prisen svarer til varens kvalitet,.

Så til alle jer elefanter i porcelains butikken

GOD TONE I DEBATTEN TAK !!

Rettelse. Meningen i nedenstående sætning blev jo desværre ikke opfanget af stavekontrollen.

Spørgsmålet er så oftest om knaldperlerne kommer først med deres små stopklodser, eller at musikstykket bare skrider ud af feltet “seneste kommentarer” indenfor ca. 1 times tid til fordel for de seneste nye oplæg til "disharmoniske musikstykker" fra komponisten og musik spammeren Ritzau.

Det er en udbredt misforståelse, forsøget på at blive 'partnere'. Der vil aldrig blive en sammenhæng, uden hjertet er med.

Rammerne for en diskussion må være det grundlæggende, formuleret, så de tager hensyn til alle farver. Ikke kun dem der holder information, eller Berlingske. Det er tydeligt man her ønsker en akademisk vinkel, personligt er det ligegyldigt, men jeg har venner der ser bekymrede ud når du siger bnp. Så rammerne er afgørende, jeg synes godt man kan have en acceptabel diskussion med folk som ikke er ligeværdige, både op og ned. Hvis man begrænser sig til ligeværdige, reduceres nuanceforholdet markant. Samt ens personlige horisont, bliver negligeret.

Men hvordan skaber man en ramme som kan huse A og B.

Hanne Christensen

Jeg var engang for flere år siden udsat for i forbindelse med en indflytning, at en mand ringede på min dør, og var meget aggressiv og truende.

Jeg styrtede over til naboen og bad om hjælp herunder om at vidne til optøjerne.

Det eneste min nabo kunne svare var et fornærmet: Om det ikke var passende at præsentere mig først!

Hvorfor mindes jeg dette nu.

Jo, for jeg oplever ærlig talt artiklen som temmelig småborgerlig. Nej, buk, tal pænt til hinanden.

Jamen, skal vi ikke også behandle hinanden pænt?

Skal vi virkelig lytte "pænt" til de mest racistiske udtalelse, skal vil blot lytte "pænt" til al den hadhetz, regeringen skaber? Skal vi smile og samarbejde om en politik, der bringer hundred tusindvis af mennesker ud i fattigdom og nød? Eller sender folk hjem til krig og ødelæggelse?

Er det sådan, vi skal smile og samarbejde?

Jeg tror ikke, jeg er så kompromissøgende. Det er for mig en småborgerlig, akademisk omgang snakkende udenom!

Politikken har igennem de sidste 10 år med Rune Engelbreths blog i spidsen dagligt taget kampen op med de mest højreradikalistiske debattører. Politiken har skrevet den ene leder efter den næste om VKOs adfærd og mgl. tolerance over for udlændinge.

Har det hjulpet? Skal vi fortsætte diskussionen? Eller bør vi blot sætte krydset ved partier, der vil en hel, hel anden retning.

Er det ikke ok at sige helt fra? Hvad er det for et kompromis, der skal søges? Skal vi have flere grænsebomme? Er det sådan vi skal kompromisse? Lytte og acceptere andres synspunkter?

Eller er kompromis blevet en tom småborliglig, akademisk floskel, for der er ikke noget at kompromisse om!

-"Men hvordan skaber man en ramme som kan huse A og B."

Ritzau er en ramme der ofte huser A oG B - men ikke nødvendigvis til alles begejstring.

Apropos Ritzau.
Her er en anden Ritzie - nemlig Ritzie Sparkle som interesserer sig for tøj og dans og kropspleje og og sundhed og musik og underholdnings branchen.
Hun kan næppe blive årsag til mange sure og vrede skænderier; medmindre man uforsigtigt sætter hendesndenstående video på favoritter og ens jaloux jyske kæreste opdager det - for så vil man muligvis opdage at kærestens hukommelse er langt mere eksplosiv og farlig og langtrækkende end selv "ORG's store hukommelse".
Så lad være med det.
(Ritzie Sparkle har ganske uforvarende og uden hensigt formentligt ødelagt mange ellers gode ægteskaber ud over hele kloden.)
(To wiew - sæt family filter off - med et klik)

Massive Attack - Be Thankful For What..
http://www.dailymotion.com/video/x1m397_massive-attack-be-thankful-for-w...

For the record.

Jeg behandler den alcoholiserede grøndlænder på hjørnet lige så pænt som min sure underbo som jeg igen har tænkt mig at behandle lige så pænt som jesper langballe skulle jeg møde ham en dag, Jeg har også tænkt mig fremover at behandle ovenstående lige så pænt som jeg behandler mine meningsfælder her på siden.
Ikke fordi jeg er et godt menneske, det er jeg ikke, men fordi jeg prøver på at være det, og det har jeg tænkt mig at blive ved med.
Med venlig hilsen Claus Madsen

d

For lige at korrigere billedet med kammertonen, så spiller flere og flere klassiske orkestre faktisk i dag i en højere stemt kammertone f.eks. 444 Hz eller 446 Hz, fordi man mener, det giver en mere brilliant klang end ved de 440 Hz. Om disse forskelle i stemning kan forklare mislydende i debatten, er nok tvivlsomt.

Jeg mener, debattonen skal være så fri og frejdig, som overhovedet muligt inden for lovens rammer, men jeg må indrømme, at jeg tit læser ting, som jeg aldrig selv ville skrive - enten fordi jeg ikke mener dem, eller fordi jeg ville vælge nogle andre ord.

Det, der er mest irriterende, er, at "de andre" ikke kan se, hvor indlysende rigtigt, det jeg ved, mener og skriver, er ;-)

Sidste nyt fra i orkestergraven.

En forfærdelig situation er opstået i orkesteret.
De forenede fraktioner på orkestrets højrefløj vil kun spille Wagner og specielt operaen "Ragnarok" er deres yndlingsstykke.
De vil ikke bare opføre 'Ragnarok' i Danmark, men planlægger at tage på turne i hele Europa.

Aktuelt opføres Wagners 'Ragnarok' som bekendt i London og bl.a. Manchester og har givet anledning til at den engelske Premierminister har måttet indkalde alt disponibelt politimandskab til at holde ro og orden i gaderne.

På venstrefløjen i orkesteret er en del musikere kun interesseret i at formidle protestsange ala Bob Dylans digte fra 60'erne.
Det giver ofte selvsagt en infernalsk larm fra orkestergraven hvor ofte end ikke kammertonen kan høres.

Skandalen er uhørt, i musikkens historie
Tænk Dem, at den forenede taktiske og militante højrefløj i orkesteret af uvist hvilken grund er blevet som hypnotiseret på KUN at spille Wagners 'Ragnarok".
Nu senest er højrefløjen begyndt at true de øvrige musikanter via små musikindlæg.

Her skal den sagesløse læser forstille sig en veritabel musikkrig hvor højrefløjen spiller overturen til Operaen "Den tapre lille skrædder " der som bekendt klarede "at tage 7 fluer med et smæk "
Komponisten til denne stærkt kritiserede opera er den kontroversielle norske komponist Breivik som den 22. juli selv iscenesatte musikstykket som totalteater i Norge.

Højrefløjens holdning til denne ualmindeligt hadede inspirator og komponist Breivik har til gengæld fået venstre side af orkestret op i gear og man har truet med at melde orkestrets højrefløj til musiklaugets oldermand som er den kendte Grosserer Peter Danskerskjold (fra "Firmaet og søn") som i almindelig daglig tale i orkestret er kendt som "onkel Peter" eller bare kort som "Onkel PET".

Det er en trussel som højrefløjen foreløbig overvejer, idet at musikkens oldermand onkel PET faktisk kan formidle at den rabiate højrefløj bliver langvarigt og fremtidigt isoleret fra al videde udøvelse af musikerhvervet.
Det kan ende med at orkesterets rabiate højrefløj kommer til at sidde straffen ud i afsondret isolation på sågar vand og brød i et meget lille rum.

Det alternative analyse- institut Redox har imidlertid været fremme og analyseret på aktiviterne bag jerntæppet på orkestrets højrefløj og såvidt offentlighedens indtryk fra rapporten er hadet mod al venstre-fløjsmusik her blevet så markant, at højrefløjen er begyndt at føre kartotek over alle orkestrets øvrige medlemmer fra midten og venstrefløjen.
Alle der kommer bare med et lille pip på instrumenterne, når den forenede rabiate og militante højrefløj forsøger at spille Wagners "Ragnarok" bliver p.t registeret i hvad kaldes "den store hukommelse" såvidt analyseinstituttet Redox.

Det er derfor et samlet orkester der har nået et punkt, hvor der nu debatteres mere end der spilles musik.

På det senest er man også uden for musikken dog begyndt at stille spørgsmål til fanatismen på orkestrets højrefløj.
Vandvid er mistanken og selv de respekterede og etablerede publikummer fra det højere borgerskab finder denne besættelse af at opføre Wagners 'Ragnarok' besynderlig for ikke at sige højst mærkværdig.

Højrefløjens store inspirator nordmanden Breivik er efterfølgende nu på vej til en mentalundersøgelse som ikke kan falde heldigt ud taget i betragtning på hans verdensbillede og hidtil manifesterede ambitioner.

Situationen kan formentligt nu løses ved at musik-oldermanden Fætter PET går ind i sagen ikke mindst på baggrund af det pengestærke musikelskende publikum der ligeså gerne vil have musik ala Fede Find og hans Funnyboys fremfor at se Wagners infernalske "Ragnarok" snart sagt opført af højrefløjens mange ueksaminerede musikere på ethvert gadehjørne i en hver by i Europa.

"Søren Espersen citat fra Politiken; ” Men hvilken ’tone’ havde mon formet Breiviks fuldt afklarede hjerne,- osv. osv."

Det er selvfølgelig "den brune tone" i debatten der har skylden.

Den ovenfor tidligere refererede orkester-skandale er under stadig udvikling.

Orkester-skandalen har nu også bredt sig til Norge.
Det norske Fremskridtets Ubegribelige Teater, der dog ikke har særlig mange musikere i orkestret lader følgende meddele via teater-lederen Siv Jensen.
Hun beskylder i meddelelsen Arbejdsteatret for at ride på en sympati-bølge efter den seneste stærkt omtalte og kritiserede terroraktion i Norge rettet mod netop Arbejderteatret.
Terroraktionen udført af en forvildet og svag person der netop ikke kunne forholde sig til "den brugte brune tone" i Fremskridtsteatret "

Det norske Arbejderteatret ryster dog nemt kritikken af sig og hævder internt, at Siv Jensens ord blot klæder hende selv af. Helt af.
Sandt er det helt givet, som det ytres i Arbejderteatrets kulisser, at den store sympati og den store publikums tilstrømning til Arbejderteatrets program skyldes, at hele det norske folket har fattet, at den stærkt omdiskuterede "brune tone" som Fremskridtsteatrets musikere stemmer deres instrumenter efter, ikke gør andet end skidt værre for hele det samlede norske teaters publikum.

Endda har Siv Jensen været ude og nævne at den "brune tone" var nu var ude af Fremskridts -teatrets musik. Men meldingen kom for sent.
Det norske publikum har fattet at Kammertonen skal bibeholdes som Kammertone hvilket derfor betyder, at det norske folket nu søger væk fra den absurde musik i Fremskridtsteatret. Over til Arbejderteateret.

Hjemme i Danmark antages det; at lederen af det danske Arbejdsteater Helle Thorning forventes at tage en kammeratlig samtale med hendes samarbejdspartner på teatret nemlig Presseagenten Willy Søvndal som forventes at blive påskrevet, at holde sig helt væk fra enhver omtale til støtte for netop "den brune tone".
En tone han indimellem desværre - helt uhensigtsmæssigt er kommet til at berømme i offentlige uovervejede udtalelser.

De forenede danske Højredrejede Teatre (samlet kaldet VOK) med Pia K og Lars L og Lene E i spidsen vil dog helt uofficielt bortset fra Pia K gerne beholde "den brune tone" som Kammertone.
"Vi ser ingen grund til at ændre på Kammertonen" har Pia K udtalt.
Og hun har dertil sendt sin adjudant Søren E ud for at skrive en kronik i Politiken, der forsvarer brugen af "den brune tone" i musikken
Søren E hævder i sin kronik at "den brune tone" er en helt naturlig tone og at menneskers mange forskellige absurde eller voldsomme reaktioner på den brune tone er VOK helt uvedkommende

Link til Søren E's kronik findes i et ovenstående indlæg.

Diskussionen om Kammertonen kontra "den brune tone" er nu ved at ebbe på den danske teaterscene.
Som bekendt har flere danske og udenlandske teatre brugt "den brune tone" når de har stemt deres orkester instrumenter.

Det danske Folketeaters formentligt snart afgående formand Pia K har således været ude og meddele via sin adjudant Søren E, at "den brune tone" er og bliver kammertonen på hendes Folketeater uanset hvad der måtte ske...
Situationen tilspidses senest, idet at der snart forventes planmæssigt valg til bestyrelsen i det overordnede store Teaterråd.

Et valg som mange griner af, idet de mener at Det store danske Teaterråd blot er et skindemokratisk påhit som falsk skal foregøgle, at dansk teater drives og styres af danskere i Danmark.
Når alle nu ved, at det alligevel er den gamle tyske scene der siden 1945 er toneangivende i Europa.
Men teaterdirektørerne og alle deres ansatte på scenerne vil gå hen og stemme ligeså vanemæssigt som at slå en prut. Og med nogenlunde samme effekt - grines der.

Nogen mener ligefrem , at valget til Det store Teaterråd er en farce og komedie med fortrykte stemmesedler, hvorimod andre mener, at besværet med at påvirke vælgerne på scenerne rundt om i Danmark indikerer at valget er reelt.

Reelt er det imidlertid, at terrorangrebet mod det norske Arbejderteater ikke må påvirke valget såvidt Folketaterets Pia K...
Angrebet på det norske Arbejdeerparti blev som bekendt foranstaltet af en forvildet og skør person der ikke længere kunne holde til at lytte til musikken fra "den brune tone".

Ledende kredse som ønsker genvalg til Teaterrådet har derfor efter at have konsulteret en ucertificeret hypnotisør arrangeret at al folket på scenerne har fået noget andet at tænke på.
Man gik derfor ud og fandt et gammelt kærestefoto af Arbejderteaterets Helle T og presseagenten Willy S og lod trykke det famøse billede alle mulige steder.
Uden selvfølgelig at spørge fotografen som havde taget billedet. Det efterfølgende diskusion kunne da sandelig også fiksere samtalerne på scenerne omkring kantinebordene - kunne den og nu er der ikke en kæft der længere taler om terrorangrebet på Arbejderteatret i Norge som ellers nemt kunne have væltet en del af de gamle kendte kandidater til Det store Teaterrådsvalg.
"For guds skyld; lad ikke debatten om den brune tone forsværge mig." er teaterdirektør Pia K hørt råbe efter endnu en hård aften på teateret før valget hvor hun som bekendt opstiller.

Men iagttagere mener alligevel at "den brune tone" kan ramme Pia K som en boomerang.
Hun står jo modsat al fornuft som leder af Folketeateret stadig fast på at benytte "den brune tone" når instrumenterne på Folketateret skal stemmes.
Samme iagttagere mener, at somme af hendes kolleger i bestyrelsen på Folketeateret ånder hende tungt i nakken i jagten på hendes post som teaterdirektør, mens de uskyldigt lader som om at de blot er hendes lydige hunde.

"Det er et gøglespil", siges det rundt om på scenerne.
Skæmtende iagttagere mener desforuden at Folketeatrets leder Pia K imorgen vil rette henvendelse til Det store Teaterråd om at det allerede før valget bliver et lovkrav, at alle vælgerne til Teaterrådsvalget skal spise en rå ukogt pølse og drikke en liter øl medens de råber "Længe leve Kurt Vestergård" før at de kan få udleveret en stemmeseddel til det store Teaterråd.
En pointe til de muslimske scenearbejdere som der er kommet flere af på de danske scener og som ikke vil kunne opfylde en eller flere af alle tre betingelser.
Især hyldesten til teaterdekoratøren Kurt Vestergård vil være en hurdle af de store, da han er internationalt berygtet for sin grove mobning af muslimske scenearbejdere.

Således med det norske terrorangreb på det norske Arbejderteater helt ude af valgkampen er banen nu kridtet op til det forventelige valg til Det store Teaterråd.

For at undgå al videre forvirring omkring begrebet "den brune tone" som læserne introduceres for i mine ovenstående indlæg har jeg her fundet - og viser det sig overraskende at der findes flere udlægninger af begrebet "den brune tone".

Først som farve. f. eks en "mørk, brun tone" der skyldes stegning
Og brugt I en sætning
■Svits flæsket i en gryde, til det får let farve
■Sautér først løgene i smørret, uden at de tager farve.
Link her er vist overflødigt.

Men der viser sig at være endnu en ukendt betydning af begrebet "den brune tone".
Fra omtalen af afsnit 48 af den amerikanske tegnefilm South Park citeres:
-"Børnene i South Park er inviteret til Arkansas til den verdensomspændende "Four Million Child Blow 2000" koncert. Mr. Garrison er taget med for at passe på børnene, men stikker af for at besøge sine forældre og konfrontere nogle dæmoner fra sin barndom. Samtidig er Cartman besat af at opdage "den brune lyd", som er en tone, der får folk til at miste kontrollen over deres tarmsystem."

Hvad skal man sige, sproget kan være meget fattigt når det således tvinges til at overlappe som set her i eksemplerne.

Endelig er der endnu en tolkning af begrebet "den brune tone" som relaterer til al "indvandrerfjendsk" eller direkte racistisk eler fascistisk debat".

Hvad angår frekvensen på "den brune tone" som musik-instrumenterne stemmes efter i det norske Fremskridts teater ved Siv Jensen ligsom også i det danske Folketeater ved Pia K og konsorter har ovenfor nævnte Cartman måske et bud på "den brune tones" frekvens.
Derfor er her link til afsnit 17 af årgang 3 af South Park

Men der må strengt advares for tegnefilmen South Park er (som skaberene af tegnefilmen selv er inde på det i forteksterne) en helt igennem afskyelig tegnefilm der ikke burde ses af nogen.
http://www.southparkstudios.dk/full-episodes/s03e17-world-wide-recorder-...

8.
Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier,

( så som al det ævleri om spøgelser der vader

gennem verdenen, og om vadefugles, såsom

ændernes, magt )

der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis:

så som tilpbagepisninger på borgerskabet.