Klumme

Den københavnske motorbane

Og kongehusets eget bidrag til hovedstadens røg, støj og nedslidning
Prins Joachim runder et sving i nr. 39 ved Copenhagen Historic Grand Prix den 8. august.

Prins Joachim runder et sving i nr. 39 ved Copenhagen Historic Grand Prix den 8. august.

Jeppe Michael Jensen

Debat
13. august 2011

Nogle gange hvert år tvangsomdannes den i forvejen plagede labyrintisk opgravede hovedstad til sportsplads. Enten høvler nogle tusinde københavnere rundt i bare knæ og på rulleskøjter; eller andre af samme art spæner for livet i et frivilligt maratonløb. Begge arrangementer griber omfattende ind i byens liv og højner næppe folkesundheden for andre end den håndfuld deltagere, der i forvejen er i topform.

Af en eller anden grund synes det pirrende at henlægge den slags udfoldelser til utraditionelle omgivelser. Som når Tivoligarden trækker op i City 2, og professionelle boksekampe udkæmpes i koncertsalen. Nye rammer får åbenbart de raske svende af begge køn til at se motiverne i en ny sammenhæng. I parentes bemærket giver det et utal af leverandører mere på bundlinjen i byen, end hvis begivenhederne blev afviklet i naturen.

Maraton i København er unægtelig ikke en udvalgt krigers monumentale indsats for at meddele en dyrekøbt og for byens borgere afgørende sejr. Ej heller er københavnsk maraton den olympisk kultiske repetition af denne krigers selvmorderiske bedrift. Maraton i København er snarere at gøre vold på hovedstad og nedgøre storbyens kultur samt demonstrativt at bevise for guder og hvermand, at urnaturen, mennesket iboende, står over det dekadente byliv.

Bare man er mange nok og med tak til Benny Andersen flyver i flok, må byen og dens indbyggere, de af dem, der ikke har behov for at tilbagelægge 40 stakåndede kilometer, bøje sig for de virkelystnes trang til at omdanne miljøet til dets egen modsætning. Byens traditionelle funktioner ophæves for en stund. Store arealer afspærres, byens blodbaner underbindes eller afskæres i de dage, deltagerne styrter af sted med tungen ud af halsen og døden i hælene. Byens velkendte lyde afløses af løbernes raspen efter vejret og ambulancernes digitale hyl, når skravlet køres bort, og officials bjæffer uforskammede ordrer til fredsommeligt færdende byfolk, der har svært ved at se visdommen i at lade, som om Øster Alle er en slette i oldtidens Grækenland.

Motorløb i byen

Når det hele er overstået, når den sidste løber er båret væk, og mange drømme bristet, ligger bunker af affaldsprodukter tilbage i en langsomt genvunden hverdag: Sammenkrøllede papkrus og øldåser, olieret papir fra hastigt fortærede burgere med proteinberiget ketsjup, sandwich med iceberg og kyllingebryst i mager majonæse og de evige hjemsøgende åbne pizzabakker med føde for sultne rotter. Spredt langs ruten som triste efterladenskaber af tabt værdighed ligger bortkastede gennemsvedte beklædningsgenstande, skridtbind og suspensorier, og hvad ellers blev anvendt for at holde sammen på værkende lemmer og løse kadavere, påmindelser om løbets pris af smerte og nederlag for adskillige.

I avisen kan man dagen efter læse, hvem der stod distancen på tider, der næppe ville have taget livet af den gamle græker, men til gengæld heller ikke levnet ham plads i historien.

Når alt det er sagt med al den opsparede mopsethed som kun den, der står uden for det folkeidrætslige fællesskab kan opvise, er den humane art af løb her beskrevet imidlertid for intet at regne mod Københavns bystyres ubegribelige tilladelse til at køre motorløb i byen.

Et årligt tilbagevendende løb, der efterhånden har skabt tradition, og som under dets larmende afvikling i højere grad end maratons og rulleskøjternes påtrængende selvhævdelse afspærrer vitale dele af indbyggernes retmæssige domæne.

Ikke for noget, men hvad er meningen med motorløb i en storby som sidste weekend? Monte Carlo er ideens moder. I Monaco har de gjort det i 100 år siden 1911, da Monte Carlo lignede en landsby, og det ikke gjorde alverden. Det løb er siden holdt i hævd for Formel 1 og har skabt legende. Ikke videre morsomt for de monegaskere, der hellere vil være i fred. Til gengæld er de så stinkende rige, at lidt luftforurening kun forhøjer nydelsen, og hvis det bliver for slemt, kan de begunstigede altid flygte fra deres skattefri paradis og tage ind på Negresco i Nice.

København søger åbenbart også at vinde hævd på sit motorløb, hvis berettigelse hævdes af de drengerøve, der opfatter biler som legetøj og gaderne i en by som legeplads. Man kender typen, de forpester trafikken.

Signalværdi

I vore dage er begrebet signalværdi i pari. Tør man spørge Københavns ledelse om signalværdien af et motorløb i en hovedstad i et land, der meget gerne og trods katastroferamte klimatopmøder vil fremstå som miljømæssigt forbillede? Kan Københavns politiske ledelse svare forstandigt på det spørgsmål? Kan rådhuset sige noget tilnærmelsesvis begribeligt i den anledning? Mener overborgmesteren og andre med ansvar for den mærkværdige disposition, at begivenheden højner København ved således at sætte Danmarks hovedstad på discountmotorløbenes verdenskort? Det kan ingen med omløb i andet end en rundkørsel af gode grunde mene.

Hvad angår signalværdien lader det tilsvarende til, at kongehuset har den opfattelse, at løbet er godt for institutionens markedsføring. Den af prinserne, der ikke arver tronen, deltager ivrigt i begivenheden og har allerede et par gange været ved at køre sig selv til spillemand.

Hans kongelige højhed om dét. Enhver råder i et rimeligt omfang over eget liv og egen skæbne, og at deltage i motorløb er så vist ikke samfundets skyld. Men mener Højheden virkelig, at hans anseelse og prestige som nummer to i den oprindelige nu distancerede arvefølge svulmer i folkedybet, ja så er dette selvfølgelig en investering som kan være vanskelig at begribe for en behersket kongetro undersåt. Men man kunne ærbødigst forestille sig, at en kongelig endnu med fremtiden foran sig havde kastet sig over andre fritidssysler end motorsport i Hans Mors Kongelige residensstad.

Englands Prins Charles, der efter alle solemærker at dømme heller aldrig bliver til noget med krone på hovedet og hermelinskåbe, dyrker nogen andre interesser end motorløb i Londons eller Windsors gader. Guderne skal vide, at det kan bevæge sig over i det pinlige, når the bonny prince føler sig kaldet til at udtale sig om moderne byggeri og æstetik. I dare say. Men det forekommer på den anden side en kende mere forbilledligt for en nation, at en i teorien kommende konge interesserer sig for miljø og arkitektur, snakker til blomsternes bedre jeg og maler akvareller af lyngen under ensomme spadsereture i det skotske højland frem for iført sparkedragt med påsyede reklamer for Shell og kæk charmeklud at køre Fælledpark og omegn flad.

Prins Playboy

Den sidste glose ord falder med beklagelse én ind, når karakteristikken skal leveres: flad.

Hvorfor ikke bruge sin position som prins af blodet på noget mere perspektivrigt og konstruktivt end at fise rundt til ingen verdens nytte i en toptunet benzinslubrende blikspand og udsætte sig selv og andre for lemlæstelser, samt forurene luften rundt om Rigshospitalet?

Sammen med Københavns ubegribelige mangel på fornemmelse for miljøet i en allerede belastet by tegner sig billedet af prins Playboy, der ikke just bidrager til indtrykket af monarkiets uundværlighed. Den overskuelige mængde af arbejde, der påhviler kongehusets medlemmer som sådan, ville få enhver anden med interesse i at opretholde respekten for den anakronistiske indretning til at vælge nogle andre fritidsaktiviteter.

Andre end dem et tankeløst bystyre faldbyder de lokale drengerøve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Søndag står den så på triathlon, og man skal igen finde alternative veje rundt i byen.

Mon ikke samme kaos og ufremkommelighed som sidste år vil præge affæren. Men det er måske en del af charmen?

Om jeg begriber det.

Thorvald Andersen

Hvor længe skal skatteyderne blive ved med at betale for prinsens flamboyante og excessive livsstil?

De øvrige danske kontanthjælpsmodtagere og modtagere af offentlige ydelser lever på elle runder et eksistensminimum, samtidig med at den kongelige familie lever et liv i sus og dus.

Hvorfor er fordelingen af offfentlige ydelser så skæv?

Det skriger til himlen og er i klar modstrid med værdier som frihed, lighed og broderskab.

Hvor længe skal vi bliv ved med at finde os i det?

John Houbo Pedersen

Efter at have kommet mig over min danske misundelse over den eenestående sprogbehandling,kunne jeg nyde hr Metz's hudfletning af både de københavnske beslutningstagere og Joachim. I dare say!

Helge Andersen

Og endnu en gang fremstår Georg Metz som en sur, gammel og reaktionær mand. Efterhånden så forudsigeligt som Statler og Waldorf fra Muppet Show.

Niels-Holger Nielsen

Man aner en sur billist bag bylinien.

Måneskinsarbejde???

Når Jokke ikke træder sømmet i bund på Østerbro, så bruger han en del tid på de lokale motorbane, Padborg Park. Her forpester han, sammen med de andre drengerøve, livet for naboerne, der må gå indendørs når prisens og hans følge skal more sig. Herregud, så morsomt er det sku' heller ikke, at gå derhjemme i hytten og lege bonde.

På Padborg Park Jokke af og til besøg af VOK-politikere, der synes det er sjovt, at brænde benzin af. Især Brian Mikkelsen, Claus Hjorth, Kr. Jensen, Kr. Thulesen Dahl,Øffe m.fl. mens Anders Fogh og Fl. Hansen tidligere var hyppige gæster på Padborg Park. Venstre har i øvrigt i flere år sponsoreret udvalgte racerkørere - også en måde for partiet at vise på, hvad mener med al den snak om miljø og svindende ressourcer af fossile energimidler.

olivier goulin

Jeg skal hilse fra Århus og sige, at her er det ikke spor bedre.

Mindst et par gange om året, i forbindelse med Marselisborgløbet, og andre lignende løb, og som regel i weekenderne, bliver den smukke skovvej til Moesgaard delvis spærret af for at gøre plads til horder af løbere.

Selv gaderne lige omkring mig bliver spærret af med omkørsler, så man skal finde lange alternative omveje for at komme i skoven eller til stranden.

Jeg er helt enig med Metz. Det irriterer mig hvergang, hvordan byens borgere skal tages som gidsel og 'spærres inde' i deres egen by, for at disse frenetiske motionister kan udleve deres løbetrang.

Læg dog disse løb et sted, hvor det ikke generer alle andre.

Nu bor jeg heldigvis ikke i København længere, men med de indtryk jeg får fra medierne, tror jeg også jeg ville føje begivenheder som Distortion til listen over hensynsløse plager overfor byens beboere.

/O

Det er vel også vigtigt, at der er liv i en storby, og det medvirker arrangementer som maratonløb og klassisk motorløb, eller for den sags skyld cykelløb, da i meget høj grad til. Med de synspunkter, som Metz og flere debattører lægger for dagen, så skulle vi jo også placere Parken midt ude på en mark 30 km fra Rådhuspladsen, så der ikke var nogen naboer, der blev generet af de fodboldskampe og andre arrangementer, der blev afviklet der.

Hvis man ønsker ro og fred, så forstår jeg ærlig talt ikke, hvorfor man bosætter sig i en storby.

olivier goulin

@Lars

"Med de synspunkter, som Metz og flere debattører lægger for dagen, så skulle vi jo også placere Parken midt ude på en mark 30 km fra Rådhuspladsen, "

Ja tak! Det er præcis, hvad man burde - og præcis, hvad man har gjort i alle andre storbyer.

Parkens nuværende placering har slet ikke trafikal infrastruktur til et stadion til 40.000 tilskuere. Det er faktisk et velkendt og meget aktuelt problem for Parkens naboer.

Det var i mine øjne en dumhed af dimensioner at udvidde den gamle idrætspark. Man skulle have opført et stadion mere i perifierien af byen, tæt på motorvej og med passende parkeringsfaciliteter.

Der findes altså også mennesker, der har valgt at bosætte sig i byen af andre grunde end at blive underholdt i en uendelighed af støjende og svinende mega-arrangementer.

/O

Morten Kjeldgaard

Denne mani med at lave motorløb i byens gader er en pestilens. Bare det hedder noget med "veteran" eller "classic" er det af en eller anden grund acceptabelt. Og byernes miljømålsætning og CO2-planer skydes ad H til.

Der er ikke mange grunde til at glæde sig til brændstofpriserne om få år kommer over 100 kr. literen, men dette er en af dem.

Berlin har et marathon, New York har et marathon, og København har et marathon. Og ingen berlinere m.fl. brokker sig vist over, at der finder den slags løb sted netop i deres by.

Og nu vi er ved det, hvem har bestemt at bane-gårdene skal ligge i centrum af byerne?

Og må jeg så stilfærdigt minde Metz og andre om, at Prins Joachim altså kun er Prins, ikke Kronprins. Og at vor kommende Konge, Kong Frederik den 10. rfent faktisk har udtrykt holdninger, skarpe holdninger til f.eks. miljø-spørgsmål, børn og unges sundhed, og hvor vigtigt det er at leve sundt og motionere mm.
Måske ikke særligt kontroversielt i dag; dette vidner om en kommende konge, som er reflekteret og voksen. Og faktisk også interesserer sig for kunst og er åben overfor også for den nye eksperimenterende kunst. Og som faktisk har fået udstillingen sculpture by the sea til Danmark...

---

Mht. Parken, så ligger New Wembley altså på det samme sted hvor det gamle stadion lå. Kilde:
http://en.wikipedia.org/wiki/Wembley_Stadium

---

I Berlin ligger der vist også et Olympia Stadion midt i Berlin; ingen brokker sig ej heller der over dets placering, så vidt jeg ved.

---

Problemet er, for mig at se, at der er flyttet mennesker ind til storbyen som tror, at de er flyttet på landet eller ind til et middelklasse-kvarter. Det er de ikke; hvis man bor ovenpå en pub eller en forretning f.eks. er der nogle ting man må finde sig i - ganske enkelt. [Er der stadig folk der gør det i Købehavn og Aarhus? Det var der da jeg var ung i 1970erne..]

---

Triathlon, motorløb, cykel-løb, marathon mm. er med til at brande en moderne storby som København; det samme er marselisborg-løbet i Aarhus.

---

Eller hvad med de mange festivaler; der er her i weekenden sikkert omkørsler flere steder i Skanderborg; i Jelling er der også en musik-festival, hvor der sikkert også er omkørsler. Om Grøn koncert kunne man sikkert sige det samme...
---

Tusindvis af københavnere ser måbende til når deres by gang på gang uden nogen fornuftig grund besættes af diverse aktiviteter der invaderer og besætter byen, og invaliderer trafiksystemerne.

Oftest uden nogen form for varsel - ingen forudgående information om hvad der sker, hvornår det begynder og slutter, og hvor geografisk udbredt generne er denne gang.

Faktisk vil jeg tro at det er et klart flertal af københavnere der på denne måde føler sig generet af at se deres territorium besat af grupper, der åbenbart synes at aktiviteterne må være lige vidunderlige for alle - eller er ligeglade.

Hvis politikerne tror at alt dette hurlumhej gør dem mere populære generelt, bør de genoverveje sagen. Hvis by-rummet skal besættes må det forudsætte noget andet end at der bare "skal ske noget".

Georg Metz har så fortræffeligt sat ord på lidelserne for de mange.

olivier goulin

@Karsten

"Problemet er, for mig at se, at der er flyttet mennesker ind til storbyen som tror, at de er flyttet på landet eller ind til et middelklasse-kvarter."

Jo - men glem nu ikke, at vi også er en del, der faktisk er født og opvokset i disse byer, og nu finder vores byrum forvandlet til offentligt Tivoli med alt det larm og svineri, der medfører, når folk fra hele oplandet kommer valfartende til disse begivenheder, og undertiden efterlader byen som rygende ruiner (jævnf. Distortion).

Så vi var her altså først :-)

Jo - mega-arrangementer hører til på en pløjemark, langt fra civilisationen, som f.eks. Roskilde-festivallen.
Forestil dig, hvis man rykkede den ind i Fælledparken!

/O

Simon Nielsen

Sikke et surt opstød. Hvad med dem, der ikke bryder sig om Jazz. Skulle jazz-festivalen nedlægges af den grund. Troede egentlig George Metz stod for mangfoldighed og var et noget større menneske. Mon ikke det hele går, på trods af du skal køre en omvej hjem en gang imellem?

Niklas Monrad

@ Simon,

Vi ved jo godt, at at G.M. er et levebrøds-brokkehoved, og at han i denne omgang har valgt at kaste sig over nogle andre af "de andre" skal vi nok ikke lægge noget i. Han gør det trods alt med en vis sproglig flair.

olivier goulin

@Simon

Naturligvis skal der være rummeligt i byen, og der er mange forskellige, og til tider, konflikterende interesser i, hvad byen skal bruges til.

Løb og udendørs koncerter er efter min mening helt ok at afholde i byen, men det bør ske med behørigt hensyn til det flertal af borgere, der ikke deltager.

Det er hele tiden et spørgsmål om afvejning, hvorvidt et arrangement er til urimelig gene for flertalet, men der er visse udskejelser i det offentlige byrrum, som jeg simpelthen mener er langt udover det rimelige, og hvor lempeligheden er gået for vidt.

De fleste kan nok leve med at skulle køre en omvej en gang imellem, men når hele ens gade forvandles til et kogende Rave-party, der dundrer i timevis, og muligvis fortsætter i form af diverse after-parties natten igennem, så er det ikke længere et problem, der bare kan ignoreres.

Høj monoton elektronisk musik med dyb bas invaderer ikke blot det offentlige rum. Det invaderer din stue, dit soveværelse - ja helt ind i din knoglemarv. Ikke engang ørepropper kan holde bassen ude. Den slags bruges faktisk som tortur visse steder i verden.

Og når gaderne i byen svømer i pis i uger efter festerne, af indlysende grunde med tusinder af drikkende unge, så er det heller ikke noget, jeg mener, man blot skal tolerere i 'mangfoldighedens' interesse.

Det er simpelthen groft hensynsløst overfor byens beboere. Husk at de fleste af dem, der deltager i disse arrangementer, ikke selv bor i byen, men kommer udefra. Så det er en regulær 'voldtægt' af folks boligmiljø.

Det er mig en gåde, hvordan lokalpolitikerne er gået med til tillade disse infernale fester i gaderne.

I gamle dage havde man karnevaller, som i vid udstrækning tjente som sociale ventiler, så at underklassen kunne komme af med deres undertrykte frustrationer og aggressioner mod samfundstoppen, een gang om året.

Men da var mulighederne for at larme også begrænset til trommer og trompeter og andre akustiske instrumenter. De elektroniske mulgheder i dag har en helt anden vidtrækkende effekt.

Måske, når det kommer til stykket, er det af samme grund, at man i dag tillader disse udskejelser. Hærværket i Hyskensstræde for et par år siden viser jo tydeligt, at disse arrangementer stadig fungerer som sociale ventiler for en hel del aggressiv energi, i lighed med fodboldkampe etc.

/O

Metz - Du er en kedelig karl. Småborgerlig, sur og missionerende. Kom dog ned fra intolerancens høje hest.
Jeg troede man blev mere tolerant med alderen.
Jeg er, som dig, ikke iron-man. Men de må sgu da rende, svømme og trampe i pedalerne, så meget de vil.
Fede mennesker oversvømmer gader og sygehuse. Brok dig velbegrundet over det istedet.

Skriv hellere om de vanvittige buspriser og gevinsterne ved eventuel gratis kollektiv trafik. Probilisme er umoderne.

Kristian Rikard

Karsten Åen,
Ikke for at starte en principiel diskussion, men Olympia Stadion i Berlin er altså opført af tvangsudskrevne slaverarbejderede
og KZ-fanger i perioden 1934-35-36. Måske er jeg meget nærtagende, men jeg synes ligesom ikke Olympia Stadion måske er det bedst valgte eksempel, når vi taler om diskret plaering - så kan jeg bedre li' Wembley.

Lars Henrik Pontoppidan

Det kan godt være Metz er gammel gnavpot men han er næsten den eneste, der påpeger og stiller spørgsmål til kongehusets eksistensberettigelse og om hvordan det kan være, at vi i 2011 stadig har en statsinstitution, der er i bedste fald er udemokratisk og i værste fald er latterlig og snobbet.

Et tilsvarende motorløb med Prins Joachim som deltager var også årsag til omfattende vejspærringer i den sydlige del af Århus midtby i maj i år. I en by, der ellers påstår at gøre meget for cyklisterne.....

Olympia Stadion i Berlin ligger i centrum af byen men et pænt stykke vej ude vestpå med S-banen.

Bjarke Lautrup-Larsen

Gu fanden skal vi da have både karneval, første maj i fælledparken, fodboldkampe, distortion, jazzfestival, fredagsrock i tivoli, fodbold på storskærme, afrikanske fester på Rådhuspladsen, motorløb, marathonløb, cykelløb, rulleskøjteløb, RAW, Stella Polaris, sensation, madonna, gadefest i saxogade, parkfest i Nørrebroparken og alt muligt andet.
Jeg synes man skal passe på med at brokke sig over "andres fester" ... jeg synes f.eks ikke personligt at motorløbet ovenstående billede stammer fra, er specielt interessant, ligesom jeg da også blev besværet en smule da jeg skulle fra Frederiksberg til Vesterbro og undervejs skulle passere ruten til Post Danmark Rundt. Men på den anden side synes jeg godt om RAW, og det skal her siges at jeg bor på Vesterfælledvej med direkte udsigt (og lyd) fra Carlsberg.
Med andre ord. Ens tolerance over for et arrangement afhænger ofte af om man selv kan lide den form for arrangement. Og her mener jeg rent faktisk at man "bare må lære at leve med det" når man bor i en by. For i morgen er det dig der hører jazz, eller rock eller techno eller samba eller kigger på cykelløb eller hvad det nu er du synes er fedt.
Hvis det var forbudt at lave noget der lavede nogen form for larm og gener, ville København blive en trist provinsby.

David Karlsen

At Metz er en gammel mand ved vi -og nu ved vi så også at han er en sur gammel mand.

Niels-Simon Larsen

Niks, hverken sur eller gammel, men frisk og tænkende.
Hvad ligner det at lave motorløb omkring et af byens grønne områder? Co2-afbrænding uden ordentligt formål. Hvorfor er der ingen, der blokerer det svineri?

Niels- Simon
Hovsa, vær nu lidt positiv og vend lige den i luften.
Hvilke begivenheder vil du gerne ha` i byen.
Kulturministeriet skulle måske lave en kanon.
Begivenheder, der ikke kommer med, forbydes.

NB ! Metz skal selvfølgelig med i kanonudvalget !

olivier goulin

For lige at komme ind i kampen igen:

Bemærk at der en klar assymmetri i denne problematik:

De der larmer og sviner generer deres omgivelser.
De der IKKE larmer og sviner generer IKKE deres omgivelser, herunder dem, der larmer og sviner.

Altså er der ikke noget spørgsmål om gensidighed eller ligefordeling her - at vi alle skal være her, og derfor må tolerere hinandens forskellige tilbøjeligheder. Ligesom det heller ikke er ikke-rygerne, der skal tage hensyn til rygerne, men omvendt. Rygerne må lukke sig ind i et lufttæt rum og puffe røgen op i hinandens ansigter.

Der er visse grænser for gene, som vi af almindelig hensyn til almenvellet må respektere, og hvis vi ønsker at overskride dem, så må vi finde et afsides sted, hvor vi kan gøre det med ligesindede.

Det er disse grænser, der, i lighed med så mange andre grænser, er skredet og har bevæget sig langt ud over det rimelige efterhånden. Og fordi det sker tilpas langsomt, så affinder vi os med det.

Men vi er muligvis blot en minoritet af ikke helt unge, sure, misantropiske lyseslukkere, der deler denne anskuelse?

/O

Niels-Simon Larsen

Byen må ikke være et støjhelvede, der gør folk syge. Fælledparken, denne grønne plet, invaderes ustandselig af støjterrorisme, højttalere der brøler løs med dump, dump, dump til kl. 12 om natten. Ved siden af ligger Rigshospitalet med sin infernalske helikopterstøj, der henter patienter somme tider tre gange om natten. Så er der alle fulderikkerne til og fra fodbold i Parken. Jeg kan garantere for, at lavede man en undersøgelse om tilvalg af støj, var ønskerne få og små.

Søren Kristensen

Rådhuset har mange opgaver og man skal jo også tænke på alle de børn (i dette tilfælde måske mest drenge), hvis forældre måske er arbejdsløse og som ikke har råd til at holde sommerferie og som er henvist til disse billige fornøjelser sommeren igennem. Ikke desto er det sjovt at læse Metz, fordi han skriver så godt og engageret. Så altså tak til motorløbet og tak til Metz tor at underholde os voksne. Alle bidrag er velkomne.

Benjamin Bach

Jeg mener, at Metz begår en stor fejl ved at sidestille motorløbet med marathon. Førstnævnte er en prins' elitære hobby, en parade af primitive værdier og romantik med de gamle dages CO2-udledning -- starten på at man indrettede sit samfund til at akkommodere for bilerne, hvilket senere hen skulle vise sig at være en stor fejl og burde begrædes i stedet for at ophøjes. Nuvel, han kunne i det mindste holde sin åndssvage hobby ude på landet i stedet for at centrale dele af byen skal beslaglægges i flere dage.

Copenhagen Marathon er noget andet: Her deltager folket, og man er sunde og aktive i fællesskab. Indpakningen kunne være mere charmerende, men det er bestemt ikke et motorløb. Og der er noget smukt i at konfiskere bilernes zone til fordel for mennesker.

Kristian Rikard

Benjamin Bach,
Ja det er meget godt, men hvad med os, der får gelé i knæene, når de 3 British Racing Green Blower Bentleyer 3½'ere laver usynkroniserede
dobbeltudkoblinger synkront inden svingene. Det er stort :-)