Klumme

Da kommunismen gik i sort

20-årsdagene for Sovjets sammenbrud
Reagan kom ud af sovjets sammenbrud som konser°©vatismens globale helt, mens Gorbatjov m?tte n©™jes med heltestatus i Vesten.

Reagan kom ud af sovjets sammenbrud som konser°©vatismens globale helt, mens Gorbatjov m?tte n©™jes med heltestatus i Vesten.

Dennis Paquin

20. august 2011

Netop i disse augustdage for 20 år siden forsøgte en løst sammensat, ikke videre velforberedt junta i Sovjetunionen at gennemføre et statskup mod kommunistpartiets sidste generalsekretær og leder, reformatoren Mikhail Gorbatjov, mens han og konen ferierede på Krim. I nogle dramatiske døgn var Gorbatjov fange i sit eget sommerhus. Verden ventede i spænding om kuppet lykkedes, om alle reformerne om åbenhed og ny gennemsigtighed i strukturen, glasnost og perestrojka, nu ville blive rullet tilbage, om Østeuropa i værst tænkelige fald kom under åget igen, og om verdensfreden var i fare. Det korte af det lange blev at Gorbatjov blev befriet af loyale folk og vendte rystet tilbage til Moskva med pletter på sin fine sweater og konen på nervesammenbruddets rand. Kupmagerne viste sig at være en bande ubeslutsomme amatører, hvis ledende folk ikke besad den fornødne fasthed, enighed og brutalitet til at gennemføre noget så drastisk som et statskup i det enorme land. En af de mest nervøse af de sammensvorne drak sig fuld som en allike og viste sig i denne tilstand på tv for den forbløffede befolkning. Dette garanterede ikke ligefrem langtidsholdbarheden i drømmen om et nyt betondiktatur.

Modige og fremsynede

Moskvas tidligere borgmester, den på det tidspunkt tilsidesatte Boris Jeltsin stillede sig i spidsen for de demonstrerende folkemasser foran det besatte, beskudte parlament, hvor medlemmerne blev holdt som gidsler. Folket ville ikke finde sig i kuppet, de kunne ikke klare mere undertrykkelse af den gamle skole. Så langt var det kommet at russerne ikke længere var bange. Lidt som nu i Syrien. Hæren orkede heller ikke mere; soldaterne tilkendegav på hvis side de stod, tankbesætningerne åbnede lugerne og satte prop i kanonen, og kort efter brød kuppet og senere Sovjetunionen endeligt sammen. Gorbatjov måtte under pres af en aggressiv og sejrssikkert brovtende Jeltsin, hans modsætning, som han af mange gode grunde ikke brød sig om, se sig tvunget til at opløse kommunistpartiet og selv gå af som leder. Den modige og fremsynede mands drøm om et reformeret og genfødt kommunistparti brast af hans egen hånd. Åbenhed og gennemsigtighed var enkelt sagt ikke foreneligt med sovjetkommunismen. Ingen kunne se det for sig, heller ikke i reformeret udgave. Russerne ville have varer og forbrug, junkfood, mafia og fri rock i ubegrænsede mængder.

En særegen udgave af et demokratisk system, som mildt sagt siden har vist sine mangler, blev etableret på ruinerne af Lenins arbejder- og bondestat, og Ruslands første folkevalgte præsident med over halvdelen af stemmerne blev ikke overraskende den rå og sangvinske Jeltsin. En ny zar, i hvert fald en politisk leder, der slavisk, havde man nær sagt, fulgte en gammel zaristisk tradition ved at holde familiehof og optræde for fuld musik stangberuset ved officielle lejligheder.

På to år havde verden i slutningen af planetens uden sammenligning mest plagede århundrede oplevet en ufattelig radikal forandring af undertrykkende tilsyneladende uforanderlige politiske systemer forandringer eller snarere omvæltninger som ingen havde ventet tilnærmelsesvis i dette omfang. Om nogen blot få år før havde forudsagt murens fald, Østeuropas frigørelse, de baltiske landes selvstændighed og altså Sovjetunionens opløsning, ville vedkommende være blevet sat fast.

Nogen tillagde USA's præsident Ronald Reagan æren for sammenbruddet. Præsidenten ville med sit såkaldte Stjernekrigsprojekt til nedskydning af sovjetiske missiler, et Georg Gearløs-system der kostede kassen, simpelthen sulte det i forvejen økonomisk forhutlede Sovjetunionen til medgørlighed og hjertens gerne til The Evil Empire's og kommunismens fald. Senere studier vil formentlig godtgøre om en ofte luftet mistanke holder: Om Reagan i denne sag som i så mange andre handlede i overfladiskhedens halvblinde, lod sig styre af en tankegang som i Reader's Digest frem for realpolitiske overvejelser, og fik lidt af et lucky punch ind, da det hele ikke gik ad helvede til. På den anden side skal man heller ikke underkendte den gamle skuespiller, fagforeningsmand og guvernørs instinkter. En af præsidentens medarbejdere, diplomaten Jack F. Matlock Jr. bemærker i sin bog Reagan & Gorbatjov afslutningen på den kolde krig (2004) at Reagans spidskompetence ikke just var systematisk analyse og blik for detaljen eller nogen grundfæstet viden om ret meget. Snarere greb Reagan, som Matlock skriver, problemerne 'impressionistisk' an, springende i tankegangen som altid, men med en sær og jo vigtig evne til at få en politisk strategi til at hænge sammen.

Mærkbar naivitet

Senere pralede Reagans efterfølger, den første præsident Bush, George Herbert Walker: Vi (underforstået: jeg) vandt Den Kolde Krig! Snarere var det Reagan og Gorbatjov, takket være en stigende gensidig forståelse, der i samarbejde vandt konflikten, forhindrede yderligere konfrontationer med ideologiske narrestreger og sikrede verdensfreden.

Reagan kom ud af processen som konservatismens globale helt, mens Gorbatjov måtte nøjes med heltestatus i Vesten. Hjemme var der ikke megen tak at hente; russerne mente at han satte deres nationale selvfølelse over styr, hvilket sikkert var rigtigt blandt russiske chauvinister. Den dag i dag høster Gorbatjov, som gammel statsmand på 80, ikke megen anerkendelse indadtil, skønt han også har haft mod til at kritisere de nye zarer, Putin og Medvedev, der i sin tid afløste den stadig mere utilregnelige Jeltsin.

Den begivenhedsfølge der førte til Sovjets opløsning og det finale sammenbrud, blev i de samme augustdage naturligvis nøje fulgt af Europas kommunistpartier og af Sovjets sympatisører. Med sammenbruddet skulle man tro at der også skete et indre politisk opbrud på venstrefløjen som sovjetkommunisterne mente at tilhøre. Alt det, der er sådan en ballade om her i landet. Men i virkeligheden var det et temmelig imploderende fænomen, som dengang i og for sig kun vedkom de forstokkede i DKP.

Endnu i partisekretær, Ib Nørlunds sidste år (Nørlund døde i sommeren '89) forsvarede denne ihærdige chefideolog Kreml og henviste til den selvkritik, Nørlund vist efterhånden var den eneste der kunne få øje på før Gorbatjov. Miljøet omkring DKP var i grunden så uvirkeligt at det forekommer lige så uvirkeligt i dag at nogen skulle tage et opgør om lige netop dét. Den øvrige venstrefløj havde med ungdomsoprøret og dét allerede før midten af 60'erne vendt Sovjet og kommunismen ryggen og lagde deres æg i andre kurve om nogen. I partihovedkvarteret i Dr. Tværgade trissede de rundt i storternede skjorter, tilbagestrøget brillantine i håret og cerutrøg og fattede ikke en brik. Knud Jespersen var en charmerende mand, når han følte sig i godt selskab, hvad han som regel gjorde, og vandt stemmer nok til Folketinget. Og muligvis skrabede han og DKP, siden Jørgen Jensen og DKP og siden Ole Sohn og det skrantende DKP penge hjem fra Sovjet, det gjorde de vel, men hvor det dog ikke betød noget. Koldkrigskorsridderne kalder det naivt at nære den opfattelse. Det er muligt, men det bliver DKP's indflydelse ikke større af. Naiviteten var for resten mere mærkbar inden for murene i Dr. Tværgade end udenfor. Da Gorbatjovs åbenhed blev lanceret, hoppede de et stykke tid rundt på tungen, til projektet DKP, akkurat som det større derovre østen for Vesten, begyndte at slukke og lukke i disse dage for 20 år siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ruben Michelsen

Man siddder og stirrer tomt ud i luften.
Tjekker igen og igen forfatterens navn.
Der står: Af Georg Metz.

Mon ikke der er sket en fejl på redaktionen.

næh, det går meget og væsentligere bedre, også, for communismen, end det ofte hævdes:

for også i og af socialrealiteterene:

man ( m / k ) ,

bør som oftest se mere lyst på det

væsentligste og det meste,

måske endog meget mere og væsentligere lysere,

end, i

( også de ikke-skriftsprogliggjorte dele af ):

teser om feurbach ( ‘s formodninger )

eller

feurbach’s formodninger

eller

smugmaterialister såsom mange

åh så “idealistiske” :

hegelianere eller “new” agere

Sådan - var det ikke andet (født i 1972)?

Lidt latterligt at bruge så meget krudt på så lidt.

Skal vi se at komme videre...

Torben Lindegaard

Det er pudsigt at læse Metz' beskrivelse af Reagen og hans politik; stort set som man kunne høre det i 1980'erne, der er ikke noget nyt fra den kant.

Reagan holdt engang en takketale til James Bond for alle de mange gange, han havde reddet den frie verden.
Men James Bond er jo bare en filmskuespiller, var der nogen der protesterede, hvortil Reagen svarede:
Tja - vi skal jo alle starte et sted.

Politikens skribent var dybt bekymret over denne tale

hvorfor tvivle på pressen meldinger om det
angiveligt skete ?

bla.a. fordi det lyder ikke sandsynligt:

at flertallet i lande med kollektiveje
( hvis det er reelt kollektiveje ) til produktionsmidlerne, vil ønske et skifte i retninger af særeje

Jeg synes Georg Metz giver en meget fin beskriver af situationen: En generation der gav op - både i Sovjet og i Dr. Tværgade. Den fred de havde blødt så voldsomt for, var nu sikret gennem a-bomber, og der var ikke længere brug for at opretholde den Den Røde Hær. Krigskommunismen havde knust nazihæren, givet plads for socialistiske samfundseksperimenter og dens rolle var udspillet. Socialismen har vist sig funktionsdygtig og fascismen overlegen, og kommunismen ver. 2.0 er under konstruktion - frigjort af den gamle kommunismes rigide kontrolsystemer. Det er politisk evolution.

da mine indsigter mht.:

det lyder ikke sandsynligt:

at flertallet i lande med kollektiveje
( hvis det er reelt kollektiveje ) til produktionsmidlerne, vil ønske et skifte i retninger af særeje

----------------

næppe overstiger indsigterne hos det store flertal af bønder og arbejdere i capitalitisce samfund,
at også de også sagtens kan regne ud at der er nogle fup-melinger eller fortielser mht. det,
( ovenfor nævnte )
ja så får, eller har, capitalisteren snart visse vanskeligheder.

Efterhånden er det kommet frem, at Reagan led af Alzheimers - vist nok i hele sin regeringstid - eller rettere Præsident periode. Eller sagt på en anden måde: Manden kunne ikke huske noget som helst - måske var det derfor han misforstod film som værende virkelighed - altså den virkelighed vi andre befinder os i...

Han har, muligvis, troet at det det skete i filmene virkeligt var sket...

Efterhånden er det kommet frem, at Reagan led af Alzheimers - vist nok i hele sin regeringstid - eller rettere Præsident periode. Eller sagt på en anden måde: Manden kunne ikke huske noget som helst - måske var det derfor han misforstod film som værende virkelighed - altså den virkelighed vi andre befinder os i...

Han har, muligvis, troet at det det skete i filmene virkeligt var sket...

Thorvald Andersen

Sovjetunionen kollapsede i 1989, som følge af en langvarig politisk og ikke mindst økonomisk krise. Derpå fulgte 4 år med magtkampe mellem parlamentet og Boris Jeltsin.

Den 4. oktober 1993 fik Boris Jeltsin sine elitetropper til at foretage et blodigt angreb på parlamentet, som blev skudt i brand af tanks. Det er en dag, der i det tidligere Sovjetunionen huskes som ”skammens dag”.

Siden Boris Jeltsin tiltog sig magten ved det blodige militærkup i 1993, er han blevet hyldet af vestlige magthavere og journalister som en stor demokrat.

Inden Georg Metz og andre vestlige journalister bliver alt for kålhøgne over at de sammen med Boris Jeltsin vandt den kolde krig, skulle de måske lige tænke på, at vesten i øjeblikket står midt i en økonomisk og politisk krise, som i værste fald kan få hele systemet til at bryde sammen, sådan som det skete for Sovjetunionen for godt tyve år siden.

Så vil journalister i Indien, Brasilien og Kina med inspiration fra Georg Metz kunne skrive triumferende artikler med overskrifter som: ”Da kapitalismen gik i sort”.

Hovmod står for fald…

Bjarne Hansen

Da muren faldt og Sovjet gav op, først da fik Socialister "lov" til at være Socialister.

Men det var hårdt pludselig at skulle om-definere sig selv, men Ok det gik.

Bjarne Hansen

”Da kapitalismen gik i sort”.(TA)

Jamen det gør den jo hele tiden, med kortere og kortere mellemrum.

Vi har bare sørget for at løsningen på Kapitalens kriser, krig, foregår alle andre steder end i den Vestlige verden.

Johannes Lennar

Jeg mener nu at kommunismen gik i sort allerede da de jagede Nestor Makhno bort til Rumænien. Men det er 90 år siden og så har man nok glemt alt om det.

Hvorfor ikke kalde det hvad det er, nemlig at kapitalismen gik i hvidt?
Hvid mands grundlæggende destruktion.

Det sorte er altid undertrykt alligevel.

Og vé den der erkender sine virkelig mørke sider.

Bjarne Hansen

Jeg tror at Sovjets Kommunisme gik i sort allerede da Stalin kom til magten, og resten af verdens Kommunist partier fejlagtigt troede at man skulle afspejle Sovjetunionen.

Kommunismen døde med Lenins død og Trotskijs landflygtighed.
Vi var bare alt for længe om at opdage det.

Det var verdens største Sociale eksperiment, synd det endte i en katastrofe, retten til individualisme kunnet have forhindret dette.

Bjarne Hansen

Kapitalisme er som Bungy-jump, hvor man bliver ved med at benytte den samme elastik, før eller senere siger det klask, og man ved egentlig godt sådan cirka hvornår det vil ske, men ikke præcis ved hvilket hop.
Alligevel er der altid en der lige skal tage det sidste hop, foranlediget af alt for optimistiske Politikkere og grådige Kapitalister.

Bjarne Hansen

Planøkonomi kan sammenlignes med en blind Kampvogn uden kanon, den foretrækker at køre ligeud hele tiden, tager den et sving så knuser den alt ude i siderne, og da der ikke bliver tilført noget undervejs vil den på et tidspunkt løbe tør for "brændstof" og gå i stå.

Bjarne Hansen

Den Skandinaviske model, hvor vi har taget det bedste og det værste, og sat sammen i en underlig udefinerbar slags Plan-kapitalisme, der har vi trods alt opnået verden højeste levestandard, men den er enormt ustabil og ressourcekrævende.

Vi er på en gang trygge ved systemet, men tør alligevel ikke at stole på det, så vi kalder det Demokrati.

mht:

fællesvirkeligheder og fællesvirksomheder :

socialrealiteter og socialrealismer:

muligvis bør man tvivle lidt mere på om meget af pressen's meldinger omkring 1983 ( og 1984 ! ) om at communismen brød sammen, passer med kendsgerningerne, eller: er hele "sagen".

Ruben Michelsen

Georg Metz skriver bl. a.:

"Den øvrige venstrefløj havde med ungdomsoprøret og dét allerede før midten af 60érne vendt sovjet og kommunismen ryggen og lagt deres æg i andre kurve om nogen".

Det er korrekt at mange i takt med afsløringerne om Stalins ufattelige grusomheder, forlod DKP, og FORMELT tog afstand fra Sovjet og kommunisnen.

De kaldte sig nu socialister, men politiken var præcist den samme, og REELT støttede de Sovjet og kommunismen.
De romantiske drømme om væbnet revolution i Danmark levede i bedste velgående. Alle gik rundt med en Castro i maven og billeder på væggen.

Da Sovjet lukkede og slukkede sad en mindre gruppe DKPére tilbage.

"Hvad gør vi nu lille du", som Kim Larsen synger.

En god nats søvn kan som bekendt gøre underværker, og da de vågnede næste morgen var de som ved et trylleslag blevet menneskerettighedsforkæmpere.

En af dem har for nylig i et program på radioens P1 erklæret, at han stadig er kommunist. Han sidder nu i folketinget for et socialistisk parti.

En anden har renset sig selv snehvid ved at skrive nogle bøger om Stalins forbrydelser.
Afsløringer, som langt mere kompetente forfattere skrev om 20-30 år tidligere.
Han sidder også i folketinget for et socialistisk parti. Dog skal man nok ikke lægge så meget i ordet socialistisk her. Kapitalistisk folkepati er måske mere dækkende.

Er Georg Metz egentlige ærinde at lægge afstand til de grumme kommunister og fremhæve de gode og ædle socialister ?
I hvert fald er den ellers meget historieinteresserede Metz imod enhver forskning i koldkrigsperioden.

I min verden er der ingen forskel. Begge er parat til at undertrykke et helt folk, hvis de får muligheden.

Jan Eskildsen

Som en halvblød orienteret gamling vil jeg blot tillade mig at erindre om, hvem der udkæmpede 2. verdenskrig mod nazisterne.
De allierede gik i Land i Frankrig på D-Dag, den 6. juni 1944, da Sovjet havde kæmpet mod Hitler i mere end 4 år og sejren var i sigte.
Andre vil nok være venlige at fortælle, hvilken indsats England og især USA gjorde før D-Dag.

Jan Eskildsen

Vi skal ikke glemme Storbritanniens og RAFs indsats, men USA vandt ikke 2. verdenskrig alene, ligesom de ikke vandt den kolde krig. Sovjet var ved at brase sammen af sig selv. Herhjemme havde eroderingen været i gang længe, og den fik en saltvandsindsprøjtning i 1986, da Tjernobyl røg i luften. På atomkraftværker, der var "under folkets kontrol" kunne der naturligvis ikke ske uheld. Det kunne der kun på profitdrevne værker, hvor der aldrig var mandskab nok til at kontrollere. Hed det sig, før det skete.

Bjarne Hansen

Jan Eskildsen.

Ja og det var det Russiske folk der sejrede over Nazismen, ikke Stalin og hans "Kommunisme".

Intet Folk har under 2. verdenskrig lidt så meget som det Russiske, både under egne Ledere og ydre fjender.

Lillefar Stalin var dybt paranoid og inkompetent, havde han overladt krigen til sine Generaler i stedet for at skyde de fleste af dem, så kunne Russerne have været sparet for meget, måske var Tyskerne så slet ikke kommet ind i Rusland.

Jan Eskildsen

Afskalninger fra den rette Sovjet-lære skete i 1956 (Ungarn) og 1968 (Tjekkoslovakiet).
Ja, der skete da en del skidt i Sovjet, men havde det ikke været for dem, var vi antageligt kommet under nazistisk styre.
Var USA ikke ligeglade, indtil de blev angrebet i Pearl Harbor og senere kunne se, at deres markeder i Europa var truede?
Sov godt.

Bjarne Hansen

De allierede gik i Land i Frankrig på D-Dag, den 6. juni 1944(JE)

Ja de ventede så længe fordi, det jo kunne være at Hitler kunne besejre Russerne, men da de så at Tyskerne fik tæsk ved Stalingrad, så måtte man hellere skynde sig med at holde på den rigtige hest.

Det havde jo været økonomisk profitabelt og praktisk om Hitler kunne besejre Bolsjhevikkerne, og man så derefter kunne indgå en våbenhvile imellem Vestmagterne og Nazi-Tyskland.

Sikke en kæmpe Kapitalistisk appelsin i USA´s turban, det ville have været.

Så kunne Ford fortsat have bygget sine Opel-Biler i Tyskland, uden at det ville have været politisk ukkorrekt, og IBM kunne også have fortsat med at levere Person-registreringsystemer til KZ-lejrerne.

Bjarne Hansen

Amerikanerne kunne straks se at de ville miste enorme markedsandele da Sovjet begyndet at vinde krigen, men så opfandt de Marshall-hjælpen i stedet.

Nu havde de jo tjent så godt på Nazisterne i de første 3 år af krigen, så det ville da være ærgeligt at skulle gå glip af så mange penge.

USA var den eneste deltager der tjente kassen og kun mistede nogle soldater, langt under en halv million og stort set ingen civile.
Sovjet mistede 27 millioner soldater og civile, og det meste af landet var smadret til ukendelighed.

Sören Tolsgaard

@Jan Eskildsen: Sovjet havde faktisk "kun" kæmpet mod Hitler i ca. 3 år inden D-dag!

Stalin forholdt sig jo længe (ligesom USA) neutralt, og kun fordi Hitler brød ikke-angrebspagten d. 22. juni 1941, blev Sovjetunionen ganske uforberedt involveret i krigen. Et halvt år senere blev USA på lignende vis overrumplet ved Pearl Harbour og havde umiddelbart nok at gøre med at holde japanerne fra livet.

Inden da havde Storbritaninen holdt stand mod Hitlers luftvåben, og sammen med andre allierede kæmpet i Nordafrika, hvor de tyske tropper blev nedkæmpet. I 1943 fulgte invasionen af Italien, så noget havde de vestlige allierede bestemt udrettet inden D-dag. USA leverede også store mængder våben, både til den britiske og den røde hær, og de allierede luftbombardementer var omfattende og svækkede den tyske krigsmaskine.

Russerne havde enorme tab - også civile, hvad amerikanerne naturligvis ikke havde - både pga. tyskernes brutalitet og Stalins manglende overblik. Naturligvis kan det gøres gældende, at invasionen i Normandiet burde være sket før, men det er ikke rimeligt at påstå, at USA og Storbritannien blot sad med hænderne i skødet.

Stalin sov tornerosesøvn indtil d. 22 juni 1941, og han var langsom til at komme i omdrejninger, da tyskerne gik til angreb, og de fik derfor meget let spil næsten helt til Moskva, før Stalin for alvor fik mobiliseret.

Stig Rasmussen

Enig med Søren Tolsgaard, hvis USSR ikke var blevet angrebet i 1941 efter det havde koloniseret de baltiske lande og Polen, havde Stalin ikke løftet en finger for de allierede.

Churchill hjalp i det mindste USSR på trods af hans foragt for det kommunistiske system.

Bjarne Hansen

Stig R.:
havde Stalin ikke løftet en finger for de allierede.(SR)

Sikkert ikke, Idioten havde jo indgået en "ikke angrebspagt" med Hitler, og følte sig mest truet fra Japan i den anden ende af landet.

Men det ændrer jo ikke ved at Amerikanerne hellere ville score kassen på krigen i Europa, end at gribe ind, de fik først øjnene op for hvad der var ved at ske, da de blev angrebet ved Pearl Habour.

Det må have været dybt frustrerende for Churchill, at store Amerikanske selskaber under hele Hitlers oprustning og et godt stykke ind i krigen, forsynede tyske ubåde og krigsindustrien.

Det er jo problemet med det private erhvervsliv, de gør som det passer dem, ligesom med Syd-Afrika under Apartheid boykotten, hvor både Danske og andre Rederier stadigt forsynede det Hvide mindretalsstyre på trods af en International og regerings besluttet boykot

I USA var det så bare folk som Ford, som havde en enorm magt helt ind i Kongressen, og som på venskabelig vis delte Hitler´s raceteorier.

Bjarne Hansen

Uanset hvordan man har opfattet historien, så er det en kendsgerning at USA spillede på alle heste og gik ud af 2. verdenkrig som den eneste vinder.

Det var den mest strømlinede og kyniske form for Kapitalisme verden endnu havde set.

Derfor vendte millioner af mennesker sig imod de efterfølgende "Socialistiske" lande, og ryggen til USA.
Den Røde Hær af helte havde under store lidelser indtaget Berlin, imens hele det Amerikanske folk levede fedt på resten af verdens lidelser.

Claus Oreskov

Ser ud som GM har sin historiske viden, fra borgelige historie bøger, eller i værste fald fra det Reader’s Digest, han selv foragteligt omtaler i artiklen.
Sovjetunionen gik ikke i opløsning, men blev opløst ved et formeld politisk dekret. Bag dette kup stod bl.a. Boris Jeltsin, som kun kunne komme til magten ved, at fjerne Gorbatjov, og kun ved at opløse unionen kunne dette lade sig gøre. Myten om Sovjetunionens sammenbrud tjener mange formål bl.a. til at tilsløre den kendsgerning, at det lå i unionens statutter, en mulighed for at opløse denne, hvis 3. af unionens lange gik ind for det. Dette faktum stemmer nemlig ikke overens med højerkræfterne i vesten(samt deres nyttige idioter), og deres vedvarende påstand om at Sovjetunionen var en totalitær stat. For øvrig gjorde, de klogeste historiker og samfundsforsker, op med totalitarisme-modellen i 50´erne ( f.eks. Moshe Lewin og Stephen F. Cohen) og herhjemme i 80´erne. Se f.eks. Carsten Papes fremragende kronik i Politikken ” Hvordan styres Sovjetunionen” fra 30. juni 1980.
”Russerne ville have varer og forbrug, junkfood, mafia og fri rock i ubegrænsede mængder”. Man kan være mere end sikker på, at majoriteten, af sovjetborgene, ikke vidste hvad disse begreber dækkede over. Analysen er typisk vesteuropæisk, uden skelnen til den virkelighed som herskede i Sovjetunionen.
” Østeuropas frigørelse” ja det kan man kalde det, hvis man ellers er nationalist ( dvs, den naive antagelse at alle borgere i samme stat har samme interesser:socialt, økonomisk, kulturalt osv..). Set fra et socialt og økonomisk standpunkt, var der er lille overklasse, som løb resten af samfundet over ende, og i dag sidder på den økonomiske magt. Ekstrem social ulighed, og udbytning hersker nu i alle tidligere østeuropæiske lande.
”det i forvejen økonomisk forhutlede Sovjetunionen”. En lodret løgn GM har fisket op fra en borgelig historiebog. Statsbrugene var velfungerende og fordelingen af samfundsgoderne rimelige, medicin, sundhed og skoler, børnehaver, transport, højere uddannelser var gratis. Jeg kender selv til flere statsbrug, hvor folk var skrevet op til i mange år, fordi de var succesfulde og gav en tryk tilværelse. I dag har nogle, af disse steder 100% arbejdsløshed.
Så skriver GM at Reagan og Gorbatjov afsluttede den kolde krig, men for fanden, den kolde krig raser stædig – det er GM´s egen artikel et godt eksempel på. Spørgsmålet er bare hvorfor er den kolde krig ikke afsluttet og hvilke kræfter er det der har interesse for at holde gryden kogende? Det kan GM måske svare os på – så kan vi samtidig se hvilken herre han tjener?
GM skriver så at Gorbatjovs popularitets skyldtes at han satte russernes nationale selvfølelse over styr. Jeg kan se at SM´s ikke kender noget til almindelige menneskers liv i Sovjetunionen, eller i Rusland i dag. Nationalfølelse var ikke noget, som plagede almindelige sovjetborge. Den typiske sovjetborger, var optaget af meget nære og dagligdags problemer: familien ,vennerne, arbejdspladsen. Igen vurderer GM´s sovjetborgene med vesteuropæiske alen. Nej Gorbatjovs reformer ruinerede mange menneskers liv, vendte op og ned på alt og åbnede op for oligarkernes nådeløse udbytning af befolkningen f.eks. grundlage Khodorkovskij sin formue i de dage. Under kuppet for nu 20 år siden skrev ledelsen af Det Kommunistiske Ungdomsforbund centralkomite, at kuppet sået tvivl om den kurs mod dybtgående reformer der forbindes med Gorbatjovs navn.
Så hævder GM at: ”Den øvrige venstrefløj havde med ungdomsoprøret og dét allerede før midten af 60’erne vendt Sovjet og kommunismen ryggen og lagde deres æg i andre kurve om nogen”. Spis brød til kære venner. Ungdomsoprøret var mere komplekst end som så! Unge der kom fra borgeskabet og antog en socialistisk idelogi, tog rigtignok afstand fra Sovjet. Unge oprører fra arbejderklassen (som jeg selv), holdt imidlertid fast i Sovjetunionen som arbejdernes faderland – Vi havde ikke andre steder at vende os til. Jeg tror personligt, at de unge borgelise (socialister), tog afstand fra Sovjetunionen for ikke at blive deklasserede, og komme i bås med os proletarer – jeg kendte personlig mange af de toneangivende dengang, og jeg har godt grunde til at mene som jeg gør.
Hvornår få vi sandheden om Sovjetunionen uden europæisk chauvinisme og etnocentrisk fnidder?

Claus Oreskov

@ Jan Eskildsen. Dine ord om 2. verdenskrig er tankevækkende. I krigens sidste par år mistede Sovjetunionen lige så mange mænd på slagmarken som USA på D-dag, og alligevel er vi voksede op, med Hollywood film, om Amerikas kæmpe indsats under krigen. 2 Verdenskrig betød økonomisk ruin for Sovjetunionen. De mistede hvad der dengang svarede til 200 års BNP. Alligevel lykkedes det for den socialistiske produktionsmåde, at skabe et samfund med social trykhed for alle. Det var en kraftanstrengelse, som ingen andre nationer har præsterede, samtidig gik der en lind pengestrøm til de nye socialistiske stater i Østeuropa. Flertallet af russere mener i dag at vi i vesten aldrig har takket dem for indsatsen under krigen og aldrig har haft nogen forståelse for de økonomiske problemer som krigen skabte. I vesten og i GM´s tankegang, hed det sig, hver gang der var økonomiske problemer i Sovjetunionen – det er kommunismens skyld! Hvor naivt.

Claus Oreskov

Den 17 marts 1991 stemte majoriteten af Sovjetunionens borgere for at bevare unionen. Demokratisk set var det folkets vilje, og ikke som GM skriver ” de demonstrerende folkemasser foran det besatte, beskudte parlament”. En hvilken som helst folkemasse er altså ikke ”folket” som sådan, ikke hvis vi snakker demokrati! I Sovjetunionen var der også mørke højre kræfter, som fik støtte fra udlandet og især USA. Først og fremmest kirkens folk, disse kunne altid trakkes op af æsken, når der var brug for folkemasserne!
Som et modstykke til borgenes afgørelse om at bevare Sovjetunionen kom Jeltsin med ideen om, at oprette en præsidentpost for Den Russiske Federation (genkomsten af den storrussiske chauvinisme, som Lenin indtrængende advarede imod under sin sygdom i 1922). 71% stemte for og dermed havde Jeltsin skabt et alternativt magtcenter og borgene havde i realiteten stemt for 2. modstridende senarier. Denne situation blev udnyttede af de nationale eliter til at skabe masser af lokale konflikter. De to magtcentre kunne ikke eksistere side om side og Jeltsins politiske ambitioner tålte ikke Gorbatjovs tilstedeværelse. Det samfund som hidtil havde eksisterede som det sovjetiske folk, ophørte med at eksistere, da Jeltsin sammen med Kravtjuks og Sjusjkevitj´s, under en gigantisk drukfest i Belovesja-naturpark, opløste unionen. Dette folks sidste vilje, som det kommer til udtryk i referendummet om at bevare Sovjetunionen, er stadig ikke fulbragt!

Claus Oreskov

Den russisk-ukrainske forfatter Andrej Kurkov har en interessant passage i romanen ”Døden og pingvinen”. På et tidspunkt skal nogle sende en pakke fra Ukraine til Rusland, og en eller anden gør opmærksom på at den skal frankeres til udlands takster. ”Er Rusland blevet udlandet”? spørger en person målløs! Et andet sted i samme bog skriver Kurkov om den eksistentielle ængst, forladthed og fremmedgørelse som opløsningen af Sovjetunionen efterlod borgene i.:
”Der er et eller andet helt galt med det her liv, tænkte han, medens han gik, med blikket rettet mod sine fødder. Eller også havde selve livet ændret sig, så det kun på overfladen var lige så enkelt og forståeligt som før. Men under overfladen var det, som om dets sædvanlige mekanismer var gået i stykker, så ingen længere vidste, hvad man kunne forvente sig af genstande, som man ellers troede, at man kendte. Hvad enten det var et ukrainsk rugbrød eller en telefonboks på gaden. Der gemte sig noget fremmed og usynligt bag enhver velkendt overflade, inden i hvert eneste træ, indne i hvert eneste menneske. Alt det, man havde kendt, siden man var born, var kun det samme udenpå” (Andrej Kurkov ”Døden og en pingvin” Side 247).
Interessant er det, at en opinionsundersøgelse fra 2010 viser, at over haldelen, af Ukraines befolkning fortryder opløsningen af Sovjetunionen ( fra en rundspørge blandt 2027 personer).

Claus Oreskov

@ Jan Eskildsen. Der skulle stå:
I krigens sidste par år mistede Sovjetunionen lige så mange mænd om dagen på slagmarken som USA på D-dag,

Claus Oreskov

@ Ole Falstoft. Historiske kendsgerninger, er ikke noget man er enig i, eller uenige i. Men man kan have en større, eller mindre komplekse syn på historien, og en bred eller begrænset viden om samme. Det jeg altid efterlyser i disse tilbagevendende debatter, er det komplekse syn på historien ikke at nogen skal være enig med mig, – og nogen kompleks analyse kan jeg altså ikke få øje på i GM skriblerier. Minder påfaldende om ”Politikken”, der i stedet for reportage, gengiver verden, sådan som deres læsere fortrækker, at den ser ud.

Jeg finder det er en dobbelt hån når man forsøger at forsvarer et sygt samfundssystem som det sovjettiske med de krigsofre som selvsamme system bærer et stort medansvarlig for.
Jeg nærer stor beundring for de modige almindelige russeres indsats under krigen - den politiske ledelse der imod (dvs. primært Stalin) fortjener kun foragt for samme

Ruben Michelsen

Claus Oreskov.
"Hvornår får vi sandheden om Sovjetunionen uden europæisk chauvinisme og etnocentrisk fnidder".

Ja, med al respekt så tror jeg ikke vi får den, hvis du skal skrive den.

Bjarne Hansen

Ole Falstoft:

Jeg har så godt nok det meste af min viden fra min Far og andre nære pårørende og andre folk der har oplevet eller deltaget i 2. Verdenskrig. Og dem stoler jeg på.

Og jeg kan sagtens huske min skoletids historiebøger som var fulde af løgn og fordrejninger, og jeg er ret sikker på at historieforvanskningen er fortsat hele vejen op til idag.
Så hvis de yngre Generationer har fået en helt absurd opfattelse af hvad der rent faktisk skete dengang, så er det ikke så underligt.

Thomas H. Pedersen

Bjarne Hansen:
Stalin var faktisk klog nok til at lade sine generaler styrer slagets gang efter et stykke tid hvorimod Hitler heller selv ville styre krigen, han var jo også Obergefreiter og ved alt.
det kan godt være du ikke mener at USA og UK gjorde noget i krigen men hvad med de matrialer og penge som de sendte til USSR til støtte for russerne i starten af 1941, tyskerne blev mødt af bla. britiske kampvogne. D-day gjorde også at tyskerne flyttede vigtige tropper fra østfronten til vestfronten hvilken igen gjorde at USSR bedre kunne komme igennem. Hvorfor mistede USSR så mange soldater? jo deres taktiker var forældet og deres angreb kostede utrolig mange soldater, hvis de havde moderniseret deres hær ville de miste langt mindre og vinde krigen noget hurtigere.

Man kan ikke sige at den ene eller anden vandt 2 verdenskrig mere end den anden. den eneste grund til at verden blev fri fra nazi Tyskland var fordi folk arbejdede sammen hvilken vi kan lærer noget af i dag men folk tydeligvis har glemt alt om.

@Claus Oreskov: Det fører vist for vidt hvis jeg skulle opliste hvad jeg har læst ,set og hørt gennem mit liv vedrørende Sovjetunionens historie og Stalin. Jeg føler mig temmelig velinformeret desangående selvom jeg naturligvis stadig kan blive klogere og mere nuanceret. Men der er næppe noget er vil rykke ved det stor billede - dine rablende indlæg er i alt fald ikke blandt dem

Det er nu lidt af en påstand, at USA, England og Frankrig ikke gjorde noget. Nok tog Sovjetunionen en gevaldig øretæve og rejste sig alligevel mod alle odds. En Herkulesk præstation, ingen tvivl.

Men uden sejren i Battle of Britain, som også var en kæmpe præstation, og hvis succes i høj grad skyldtes de amerikanske forsyningslinjer over atlanten, og derefter sejren i Afrika og derefter invasionen i Italien, alt imens England og USA bombede Tysklands industri, tror jeg ikke Sovjetunionen ville være nået langt. Glem heller ikke, at bare truslen om en landgang i vest bandt en væsentlig tysk styrke her.

Claus Oreskov

@ Ole Falstoft. Nu ved jeg ikke hvornår du sidst var i Sovjetunionen eller i Rusland. Som du sikkert ved, så bygger mine ” dine rablende indlæg” på samtaler jeg har haft, og stædig har med helt almindelige mennesker, som har levet i Sovjetunionen. Gennem mit sociale arbejde på Kola-halvøen i over 12 år, har jeg været i berøring med flere hundrede mennesker: fiskere, jæger og rensdyrhyrder. Arbejdende mennesker og de fortæller alle sammen en anden historie end den, du altid disker op med Tak selv derover, tag ud på landet og snak med folk, og dan så selv dit, eget indtryk! De gamle taler kun sjældent andet end russisk, men mange unge taler engelsk, og du kan sagtens finde nogle der vil tolke!

Sider