Netop i disse augustdage for 20 år siden forsøgte en løst sammensat, ikke videre velforberedt junta i Sovjetunionen at gennemføre et statskup mod kommunistpartiets sidste generalsekretær og leder, reformatoren Mikhail Gorbatjov, mens han og konen ferierede på Krim. I nogle dramatiske døgn var Gorbatjov fange i sit eget sommerhus. Verden ventede i spænding om kuppet lykkedes, om alle reformerne om åbenhed og ny gennemsigtighed i strukturen, glasnost og perestrojka, nu ville blive rullet tilbage, om Østeuropa i værst tænkelige fald kom under åget igen, og om verdensfreden var i fare. Det korte af det lange blev at Gorbatjov blev befriet af loyale folk og vendte rystet tilbage til Moskva med pletter på sin fine sweater og konen på nervesammenbruddets rand. Kupmagerne viste sig at være en bande ubeslutsomme amatører, hvis ledende folk ikke besad den fornødne fasthed, enighed og brutalitet til at gennemføre noget så drastisk som et statskup i det enorme land. En af de mest nervøse af de sammensvorne drak sig fuld som en allike og viste sig i denne tilstand på tv for den forbløffede befolkning. Dette garanterede ikke ligefrem langtidsholdbarheden i drømmen om et nyt betondiktatur.
Modige og fremsynede
Moskvas tidligere borgmester, den på det tidspunkt tilsidesatte Boris Jeltsin stillede sig i spidsen for de demonstrerende folkemasser foran det besatte, beskudte parlament, hvor medlemmerne blev holdt som gidsler. Folket ville ikke finde sig i kuppet, de kunne ikke klare mere undertrykkelse af den gamle skole. Så langt var det kommet at russerne ikke længere var bange. Lidt som nu i Syrien. Hæren orkede heller ikke mere; soldaterne tilkendegav på hvis side de stod, tankbesætningerne åbnede lugerne og satte prop i kanonen, og kort efter brød kuppet og senere Sovjetunionen endeligt sammen. Gorbatjov måtte under pres af en aggressiv og sejrssikkert brovtende Jeltsin, hans modsætning, som han af mange gode grunde ikke brød sig om, se sig tvunget til at opløse kommunistpartiet og selv gå af som leder. Den modige og fremsynede mands drøm om et reformeret og genfødt kommunistparti brast af hans egen hånd. Åbenhed og gennemsigtighed var enkelt sagt ikke foreneligt med sovjetkommunismen. Ingen kunne se det for sig, heller ikke i reformeret udgave. Russerne ville have varer og forbrug, junkfood, mafia og fri rock i ubegrænsede mængder.
En særegen udgave af et demokratisk system, som mildt sagt siden har vist sine mangler, blev etableret på ruinerne af Lenins arbejder- og bondestat, og Ruslands første folkevalgte præsident med over halvdelen af stemmerne blev ikke overraskende den rå og sangvinske Jeltsin. En ny zar, i hvert fald en politisk leder, der slavisk, havde man nær sagt, fulgte en gammel zaristisk tradition ved at holde familiehof og optræde for fuld musik stangberuset ved officielle lejligheder.
På to år havde verden i slutningen af planetens uden sammenligning mest plagede århundrede oplevet en ufattelig radikal forandring af undertrykkende tilsyneladende uforanderlige politiske systemer forandringer eller snarere omvæltninger som ingen havde ventet tilnærmelsesvis i dette omfang. Om nogen blot få år før havde forudsagt murens fald, Østeuropas frigørelse, de baltiske landes selvstændighed og altså Sovjetunionens opløsning, ville vedkommende være blevet sat fast.
Nogen tillagde USA's præsident Ronald Reagan æren for sammenbruddet. Præsidenten ville med sit såkaldte Stjernekrigsprojekt til nedskydning af sovjetiske missiler, et Georg Gearløs-system der kostede kassen, simpelthen sulte det i forvejen økonomisk forhutlede Sovjetunionen til medgørlighed og hjertens gerne til The Evil Empire's og kommunismens fald. Senere studier vil formentlig godtgøre om en ofte luftet mistanke holder: Om Reagan i denne sag som i så mange andre handlede i overfladiskhedens halvblinde, lod sig styre af en tankegang som i Reader's Digest frem for realpolitiske overvejelser, og fik lidt af et lucky punch ind, da det hele ikke gik ad helvede til. På den anden side skal man heller ikke underkendte den gamle skuespiller, fagforeningsmand og guvernørs instinkter. En af præsidentens medarbejdere, diplomaten Jack F. Matlock Jr. bemærker i sin bog Reagan & Gorbatjov afslutningen på den kolde krig (2004) at Reagans spidskompetence ikke just var systematisk analyse og blik for detaljen eller nogen grundfæstet viden om ret meget. Snarere greb Reagan, som Matlock skriver, problemerne 'impressionistisk' an, springende i tankegangen som altid, men med en sær og jo vigtig evne til at få en politisk strategi til at hænge sammen.
Mærkbar naivitet
Senere pralede Reagans efterfølger, den første præsident Bush, George Herbert Walker: Vi (underforstået: jeg) vandt Den Kolde Krig! Snarere var det Reagan og Gorbatjov, takket være en stigende gensidig forståelse, der i samarbejde vandt konflikten, forhindrede yderligere konfrontationer med ideologiske narrestreger og sikrede verdensfreden.
Reagan kom ud af processen som konservatismens globale helt, mens Gorbatjov måtte nøjes med heltestatus i Vesten. Hjemme var der ikke megen tak at hente; russerne mente at han satte deres nationale selvfølelse over styr, hvilket sikkert var rigtigt blandt russiske chauvinister. Den dag i dag høster Gorbatjov, som gammel statsmand på 80, ikke megen anerkendelse indadtil, skønt han også har haft mod til at kritisere de nye zarer, Putin og Medvedev, der i sin tid afløste den stadig mere utilregnelige Jeltsin.
Den begivenhedsfølge der førte til Sovjets opløsning og det finale sammenbrud, blev i de samme augustdage naturligvis nøje fulgt af Europas kommunistpartier og af Sovjets sympatisører. Med sammenbruddet skulle man tro at der også skete et indre politisk opbrud på venstrefløjen som sovjetkommunisterne mente at tilhøre. Alt det, der er sådan en ballade om her i landet. Men i virkeligheden var det et temmelig imploderende fænomen, som dengang i og for sig kun vedkom de forstokkede i DKP.
Endnu i partisekretær, Ib Nørlunds sidste år (Nørlund døde i sommeren '89) forsvarede denne ihærdige chefideolog Kreml og henviste til den selvkritik, Nørlund vist efterhånden var den eneste der kunne få øje på før Gorbatjov. Miljøet omkring DKP var i grunden så uvirkeligt at det forekommer lige så uvirkeligt i dag at nogen skulle tage et opgør om lige netop dét. Den øvrige venstrefløj havde med ungdomsoprøret og dét allerede før midten af 60'erne vendt Sovjet og kommunismen ryggen og lagde deres æg i andre kurve om nogen. I partihovedkvarteret i Dr. Tværgade trissede de rundt i storternede skjorter, tilbagestrøget brillantine i håret og cerutrøg og fattede ikke en brik. Knud Jespersen var en charmerende mand, når han følte sig i godt selskab, hvad han som regel gjorde, og vandt stemmer nok til Folketinget. Og muligvis skrabede han og DKP, siden Jørgen Jensen og DKP og siden Ole Sohn og det skrantende DKP penge hjem fra Sovjet, det gjorde de vel, men hvor det dog ikke betød noget. Koldkrigskorsridderne kalder det naivt at nære den opfattelse. Det er muligt, men det bliver DKP's indflydelse ikke større af. Naiviteten var for resten mere mærkbar inden for murene i Dr. Tværgade end udenfor. Da Gorbatjovs åbenhed blev lanceret, hoppede de et stykke tid rundt på tungen, til projektet DKP, akkurat som det større derovre østen for Vesten, begyndte at slukke og lukke i disse dage for 20 år siden.
@Thomas H. Pedersen. D-dag gjorde hverken fra eller til, på det tidspunkt havde Sovjetunionen allerede vundet krigen, det var kun et spørgsmål om tid. Stalin havde tigget Roswell og Churchill i 2. år om at åbne en anden front, men de blev ved at trække tiden ud i håb om, at nazi Tyskland, og Sovjetunionen ville ødelægge hinanden. D-dag blev imidlertid en nødvendighed, hvis USA ville have et ord med i delingen af Europa!
Du har ikke ret i at Sovjetunionen havde så store tab, fordi de ikke var tidsvarende uddannede eller materialet var forældet. Sovjetunionens tab, skyldtes at tyskernes militære indsats var stærkes på østfronten. Men så skal man også huske, at tyskernes tab var uendelige større, på østfronten end på Vest fronten. Stalin var et samlende symbol for frontsoldaterne, og arbejderne på våbenfabrikkerne. Soldaterne gik i døden med Stalins navn på læberne Se f.eks.: Antony Beevor og Vasilij Grossman: ” Grossman Dagbøgerne 1941-45, Albert Axell ”Russian´s Heroes 1941-45, L.Kosmodemyanskaya ” The Story of Zoya and Shura, James Riordan ” The Sniper, vassili Zaitsev ” Notes og a Sniper”. Supler gerne med romanen ”Dage og Nætter” af Konstantin Simnov. Eller læs om Sovjetunionens helt Boris Safonov, der havde skrevet på sin flyver Za Stalina – For Stalin: http://www.2gvsap.org/safonov.htm
Det er en fejl at sige at russernes materialer var forældet da deres T34 kampvogne var nogen af krigens bedste. men havde Hitler ladet sine generaler styrer slaget så havde det gået anderledes til. det var Hitler som lavede nogle meget kritiske fejl som gjorde at soldater og materialer gik tabt bla. pga. den russiske vinter. Min fornemmelse af russiske taktiker var at styrte frem i starten og miste ufattelige mængder soldater til ingen verdens nytte, hvis Stalin ikke havde slagtet sin officerstab så tvivler jeg på at Hitler havde noget så langt. Hvis de var godt uddannet hvordan kunne en lille hær som den finsk så trække dem rundt som de gjorde.
Den røde hær gjorde deres job og jeg syntes faktisk godt om den røde hær men ikke deres målet helliger midlet... de spildte alt for mange soldater på tåbelige 1 verdenskrig angreb.
ingen tvivl om at krigen var brutal på østfronten der blev ikke vist nåde af nogle af parterne hverken overfor fjenden eller civil befolkningen.
Hvis D-day hverken gjorde fra eller til, hvorfor sendte Hitler så soldater fra østfronten over til vestfronten?. hvad med invasionen af syd Europa mon ikke også det drænede østfronten.
Måske var det først i 1944 at D-day kom fordi USA og UK først skulle bygge en ordenlig hær op også ikke bare lave en ny Gallipoli. det tager tid at planlægge sådan en invasion. Jeg tror at D-day var med til at afkorte krigen, ligesom Abomberne i Japan var. ellers ville krigen forsætte i flere år med mange flere dræbte Allieret og japanere.
hvis mine officerer trak en pistol og tvang mig til at angribe så ville jeg også med glæde sige at det var for Stalin. heller ikke alle tyske soldater døde med Hitlers navn på læberne. selvom propagandaen var ganske god på begge siden. faktisk så meget at da muren faldt og dem fra øst kunne komme over og se nazi propagandaen blev de flove for det var samme de blev udsat for bare andre ord.
@Thomas H. Pedersen. Du skriver: ”hvis mine officerer trak en pistol og tvang mig til at angribe så ville jeg også med glæde sige at det var for Stalin”. Lyder interessant, du kan vel ikke oplyse dine historiske kilder?
@Thomas H. Pedersen
Hvis D-day hverken gjorde fra eller til, hvorfor sendte Hitler så soldater fra østfronten over til vestfronten?
Har du en kilde?
Mit klare indtryk er, at Hitler satte alt ind på forsvaret af Berlin, at de vestallierede efter at have gennembrudt de tyske linjer i vest stort set havde åbent land til fremrykning mod øst, samt at de tropper de mødte under vejs i høj grad var tropper fra østfronten, der ønskede at overgive sig til de vestallierede:
Eksempelvis:
Flere tusind af de tyske soldater fra Halbe-omringningen klarede at slå sig vestover og overgav sig til de amerikanske styrker ved Elben ved Tangermünde for at undgå sovjetisk krigsfangenskab.
(wiki)
Med hensyn til Stalins popularitet ved fronten har der sikkert været delte meninger blandt de menige. Generalerne er jo sjældent populære når krigens gru er en realitet. Jeg har set et klip med Churchill, der får besked på at flytte sin fede røv ad helvede til, da han kækt siger noget opmuntrende til nogle kvinder, der går og rydder op i nogle af Londons ruindynger.
I det hele taget er det tydeligt at det - den gang som nu - er sejrherrerne der skriver historien....
...som en naturlig understøttelse til den foran gående propaganda.
de som leverer propaganda mod communisme,
har vel tænkt på:
at
forbudden frugt smager bedst
ligesom visses modsigen, ja nærmest bandlysen:
bla.a. gallilei, copernicus, hypatia,
maddona's musik
eller nogle af den såkaldte
antiks med dem ligesindede lærer,
jo udfra det med:
forbudden smager bedst,
kunne tolkes som bevidst at ville anbefale dem.
@Thomas H. Pedersen
og lidt mere...
Den sektor, der blev angrebet d. 6. juni 1944 [D-dag], blev bevogtet af fire divisioner, hvoraf kun én (352. infanteridivision) var gode tropper. De andre forsvarende styrker inkluderede tyskere, der ikke ansås for egnede til tjeneste på Østfronten, typisk på grund af sundhedsproblemer.
http://da.wikipedia.org/wiki/D-dag#Det_tyske_forsvar
og medmindre at den, som jo hævdes
at kende meget til også menneskenes sind,
og som sagde eller skrev det følgende,
er helt uanende om at:
for mennesker er det jo oftest sådan at:
forbudden frugt smager bedst;
hvad i alverden kunne hensigten med:
forbuddet: af træet midt i haven må ikke spise,
mon så lige være ?
@Claus oreskov: Ja det er sikkert interessant og oplysende at tale med almindelige russere - men det gør jo ikke nødvendigvis én til ekspert i sovjettisk historie
De oplysninger du kommer med er jo hverken forkerte eller nye. Det er den konteks du sætter de historier i som for mig at se giver er helt forvrænget billede af hvad der foregik
Udover at være enig i, og glad for at læse artiklen, vil jeg sige at den den sproglige stringens, som Metz altid har, er (igen) meget tydelig her. Ham vil jeg indstille til modtager af modersmålsprisen. Aldrig en billig cliché, aldrig en popmoderne slangmodisme, ejheller altmodische vendinger fra H.C. Andersens tid.
Men det vigtige er ikke om man er enig med GM i alle sammenhænge. Det er derimod at hans sprog, på skrift såvel som i tale, er eksemplarisk.
Måtte elever på journalistskolen lære af ham.
THP:
det kan godt være du ikke mener at USA og UK gjorde noget i krigen (THP)
Det har jeg aldrig påstået.
Hitler heller selv ville styre krigen, han var jo også Obergefreiter og ved alt.(THP)
Og derfor indstillede man alle Allierede planer om at begår attentat på Hitler efter 43, fordi man var blevet klar over at han var sin egen Hærs værste fjende.
Rusland begyndte først at vinde deres slag, da Stalin holdt op med at blande sig i strategien, og overlod det til sine generaler.
THP:
det kan godt være du ikke mener at USA og UK gjorde noget i krigen (THP)
Det har jeg aldrig påstået.
Englænderne sloges som vilde dyr for deres liv, som resten af det Europa som ikke bare overgav sig, alt imens at USA på super-arrogant vis lige skulle se om det nu også kunne betale sig at gå aktivt ind i Europa. Hidtil havde de jo tjent godt på alle parter.
De samlede Vest-Allierede tab i Europa, Civile som Militære, er opgjort til lidt over en million.(USA,UK, FR. CAN,AUST.)
Bare Polen mistede 6 gange så mange.
Og som sagt Sovjet 27 millioner.
Så jeg kan da godt forstå at Russerne mener at vi skylder dem tak for hjælpen, altså Russerne ikke Stalin.
Mht. 2. verdenskrig så kan jeg huske en udsendelse på DRK om design, som bl.a. handlede om T34 kampvognen og den tyske Tiger Kampvogn. Og selvom den tyske kampvogn var flot og kvalitativt overlegen, ja så vandt den sovjetiske T34 kampvogn alligevel - ganske enkelt fordi den var så enkel og nem at producere. Den kunne produceres i langt større antal og langt hurigere end tyskernes Tiger kampvogn.
Det eneste jeg var lidt ked i den udsendelse var at en legetøjsfavrik begyndte at lave militærgeværer; Stengun var det vist.
Jeg forstår ikke helt udtrykket:"Da kommunismen gik i sort". Verdens største imperium blev opløst takket være Moskva, uden der blev spildt megen blod. Da Tyskland og andre vestlige lande anerkendte Sloveniens og Kroatiens som selvstændige lande, fik vi en borgerkrig og en indblandig fra NOTA, som er den værste krig i Europa siden WW 2.
Undskyld
NOTA=NATO
Stig:
Den gik ikke "I Sort"
Den fik bare et "Black out".
Og nu har vi Socialister så en glimrende mulighed for at omdefinerer den til noget fornuftigt, når nu Kapitalismen snart går under med en sagte klynken.
Den Franske udgave er OTAN ;-)
Kim Gram:
Er det Haiku´er du skriver?
Angående Stalins rolle som generalissimus, skriver historikeren Kevin McDermott:
"Stalin may have been overweeningly self-important and self-confident, but gradually in the course of the war he proved capable of listening to, and acting on, the expert opinion and reports of his generals. What is more, he let be known that he respected decisive well-informed commanders who were prepared to stand up to him, even on occasion argue with him".
Kevin Dermott er forfatter til en af de nyere Stalin biografier. Hans biografi er vært at kende idet han forbilledlig, opsummerer hvad andre har skrevet, og ligeledes tilfører nye kilde materiale. Og så er han så dejlig uforudetagen – hvilket en historiker skal være, men de færreste er!
PS: Skænker mig en vodka (Putinka – verdens bedste brand ), skruer op for filmmusikken til Padeniye Berlina af Shostakovich. Ingen har som han, i musik formået, at udtrykke krigens rædsel og sejrens triumf. Se og lyt selv: http://www.youtube.com/watch?v=2NAzmX7tung
Bill Atkins & Claus Oreskov:
Jeg skal lige finde nogle ordenlige kilder så vender jeg tilbage.
Bjarne Hansen:
grunden til at USA ikke gik ind i krigen i starten var sammen holdning som mange havde omkring Irak og Afghanistan.
"Det er ikke vores krig, hvad der forgår i Europa og Asien er deres krig" det var først efter 1941 da de blev angrebet af Japan at USA gik aktivt ind i krig bla. fordi Tyskland erklæret krig imod dem.
Danmark tjente jo også styrtende på 1 verdenskrig uden at bidrage med noget som helst.
Nu spiller jeg mange spil og jeg savner faktisk også at man ser mere af russerne og deres kamp. jeg syntes heller ikke at der har været så meget fokus på østfronten som på vestfronten. syntes heller ikke at Afrika kampagnen er kommet så meget ud af. det er kun hvis man nørder lidt og finder bøger om emnet. nu blev Sovjetunionen jo vores fjender efter 2 VK. de besatte jo også en del af Danmark i næsten 1 år. (Bornholm). those bastards :)
@Thomas H. Pedersen. En rigtig interessant bog om krigen i nord, og kampene om Kola-halvøen.
Asbjørn Jaklin: ”Hitlers Nordfront” . Jyllands Postens Forlag.
Mange kender til belejringen af Murmansk og konvojerne, men mærkelig nok er kampene på landjorden, ikke så kendt i Danmark. Måske kender du den i forvejen – men jeg nævner den alligevel. Jeg har kørt langs med, den gamle frontlinje ved Titovka mange gange. Svampe plukkere finder stadig skelet rester, uniformsknapper, og ammunition, når de om efteråret gennem søger området.
Jeg er enig i at det meste af Litteraturen om 2. Verdenskrig, er anskuet fra et Vestligt synspunkt. Man skal nok til Rusland for at få noget seriøst om Den Store Fædrelandskrig, måske der er noget der er skrevet af øjenvidner, efter Murens fald, som forhåbentlig er sluppet for at blive farvet af gammel Kommunistisk censur.
-------------------------------------------------------------------
Danmark tjente jo også styrtende på 1 verdenskrig uden at bidrage med noget som helst.(THP)
Nu var vi jo ikke en Supermagt, og faktisk var vi meget tæt på at vores egen Konge solgte os til Prøjserne på det tidspunkt, så havde vi sørme været en Prøjsisk delstat.
De var jo dybt paranoide i Østblokken, engang vi skulle igennem DDR, da konfiskerede Tolderne et Land&Folk som vi havde liggende i bagruden.
Og i Moskvas Lufthavn blev jeg tilbageholdt i flere timer pga. af en Digtsamling af Carl Scharnberg, som jeg lige havde lånt af min søster i flyet, og som derfor ikke var noteret på min liste over sager som skulle registreres. Det havde vi jo ikke lige tænkt over. De var virkeligt skøre de Russere, dengang.
@Bjarne Hansen. Hvis jeg var dig ville jeg ikke være bange for den påståede sovjetiske censur. Skulle man tage højde for censur: påstået eller virkelig, indirekte eller direkte, selvcensur og hvad det hedder alt sammen – så kunne man ikke læse bøger overhoved. I USA forbyder man bøger som er politiske farlige f.eks. blev Reich, Wilhelms: ”Fascismens massepsykologi” forbudt og ligeledes var Peter Matthiessens bog om de nordamerikanske indianer og uran fundene i Black Hills forbudt i 9 år (bogen hedder:” In The Spirit of Crazy Horse”) bare for at omtale nogle enkelte. Til trods for denne kedelige tendens, og til trods for kapitalismens selektive mekanismer hvad angår bogudgivelser, er der mange af os. Der læser amerikansk litteratur. Omvendt er der en dobbelt nydelse i at lytte til Bob Dyland:”If you got to go, Go now”, fordi den var forbudt på BBC (som pornografisk), ligesom Cæsars bedste sange, var forbudt i Danmarks radio. Dog afholdt det ikke mig for, at lytte til Ciro 413. Det klogeste er nok, at læse bredt og så selv drage sine konklusioner. Hvad angår 2. verdenskrig findes der masser af gode bøger som er skrevet i Sovjetunionen. Personligt mener jeg at lødigheden er større hvis en bog er udgivet i Sovjet end i det postsovjetiske samfund, hvor markedsøkonomiens egen censur hersker.
Et rigtigt godt eksempel er Vassili Zaitsevs biografi fra kampene om Stalingrad. Romanforfatteren David L. Robbins fik fat på Vassilis bog og komponerede så sig egen historie over samme tema. Det blev til ” War of the Rats”. Ligesom en anden forfatter William Craig brugte Vassilis historie i romanen:”Enemy at the Gates: The Battle for Stalingrad”. Disse 2. bøger blev senere til den anti-kommunistiske film: ” Enemy at the Gates”. Filmen er stærkt manipulerende og der skrues virkelig op for historie forfalskningerne. I filmen portrætteres Vassili som en uvidende bonderøv, men den virkelige Vassili var nok en bonderøv, men han havde en solid grundskole bag sig takket være det sovjetiske uddannelsessystem. Sammenligner man bog og film så er der intet der indikere at bogen som blev skrevet og publicerede i Sovjetunionen på nogen måde er censurerede, omvendt er filmen som er producerede i ”den frie verden” så stærkt manipulerende at selv en elev i 5. klasse vil kunne gennemskue dette – og alligevel ser vi alle sammen amerikanske film! Vassilis bog kan fås på engelsk - Zaitsev, Vassili (2003). ”Notes of a Sniper”. Trans. David Givens, Peter Kornakov, Konstantin Kornakov. Ed. Neil Okrent. Los Angeles: 2826 Press.
Her fortæller Zaitsev selv om hvordan han fik ramt på den tyske mesterskytte, som Berlin sendte ud for at få ramt på ham:
http://www.youtube.com/watch?v=692xwcADYdw
hvorfor tvivle på pressen meldinger om det
angiveligt skete ?
bla.a. fordi det lyder ikke sandsynligt:
at flertallet i lande med kollektiveje
( hvis det er reelt kollektiveje ) til produktionsmidlerne, vil ønske et skifte i retninger af særeje
---------------------
pressen forsøger bare at formidle indtrykke
af at det var communisme,
i stedet for astrologi,
som da måtte give op.
til forskel fra communister har socialdemocrater, hidtil, kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre verden.
De senere år har jeg rejst en del i Rusland og har mange russiske venner både her og der. Og det har betydet en del for mine opfattelser af både det ene og det andet. En ting er min tidligere antimilitarisme som fik et skud for boven i takt med at det gik op for mig, hvilke utrolige anstrengelser og lidelser det russiske folk måtte udstå for at slå den tyskledede nazihær på 4 mio mand tilbage. Mens de fleste danskere sad i krogen og klagede over at de ikke kunne få kaffe.
En anden ting som har slået mig er, hvor glade langt de fleste russere har været for deres barndom som de omtaler som lykkelig og sorgfri, og for deres skolegang. Det siger jeg ikke fordi jeg ønsker at hvidvaske det kommunistiske system, for det er jo oplagt at der var andre ting som fungerede dårligt, først og fremmest produktionen og fordelingen af forbrugsgoder samt den frie debat. I dag kan man i Rusland købe alt hvad man ønsker sig, deres supermarkeder er fantastiske i forhold til vores, og det er folk naturligvis glade for. Til gengæld kan deres børn snart ikke få en uddannelse, med mindre forældrene kan betale under bordet. Den frie debat er lige så undertrykt som før - nu bliver man godt nok ikke sendt til Sibirien hvis man siger magten imod, til gengæld bliver man skudt ned på åben gade.
Jeg var i Rusland i sidste måned, og min svoger fortalte at de sidste par år havde man ikke længere kunne vælge de lokale guvernører, de bliver nu udpeget af Putin. Og det, fortalte han, kan man høre på deres sprog. Tidligere talte politikere et nydeligt russisk, i dag taler de uden blygsel gangstersprog, også på tv, fyldt med eder og forbandelser.
Med andre ord, Rusland har bevæget sig, siden de dage for 20 år siden, men retningen er ikke entydig. Jeg husker et interview med redaktøren af den russiske avis Kommersant, hvor han forklarede at det russiske folk var blevet tilbudt friheden tilbage i 1991, men havde afvist den undtagen på to punkter. De havde solgt friheden til gengæld for politisk stabilitet og økonomisk vækst, og de to friheder, de havde valgt at beholde, er friheden til at rejse og til at tjene penge.Jeg husker denne forklaring tydeligt, fordi den harmonerer perfekt med hvad jeg selv oplever. De frihedsrettigheder, som vi selv værdsætter så højt, som de demokratiske og ytringsfrihederne, går ikke ret dybt ind i den typiske russer. Det er formentlig på grund af en manglende tro på at det politiske apparat reelt kan forandres. Så hellere tjene nogle penge og se verden, så længe der er mulighhed for det. En russer ved af erfaring, at de lyse dage næppe varer ved.
til forskel fra communister har socialdemocrater, hidtil, kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre verden.
tilføjelse:
trods alt er der mange blandt socialdemocrater, som dog, trods socialdemocraters kun blegrødhed, alligevel ikke sunket SÅ dybt som til for alvor, i stedet for at "tro" på: das capital, så i stedet tror på astrologi; så capitalismen får snart meget store og væsentlige vanskeligheder.
Claus Oreskov siger:
Jeg tager imod bøger om østfronten og Sovjet under 2 VK. med kyshånd. så tak for det. jeg fik vækket min interesse for Frikorps Danmark efter en forslog herinde at jeg prøvede at læse nogle bøger om dem.
Her er en dugfrisk artikel om kampene i nord, under anden verdenskrig, og om de russiske samers indsats. Jeg kender personligt de 2. gamle gubber Vasilij (88) og Petr Galkin (83). De er begge aktive i same poletik og dukker også op når der er dans i forsamlingshuset:
http://nrk.no/kanal/nrk_sapmi/1.7692846
Sider