International kommentar

Libyens spektakulære revolution skæmmes af racisme

Mordene på snesevis af sorte mænd efter oprørsstyrkernes indtog i Tripoli vidner om, at Muammar Gaddafis 42-årige regime har efterladt et dybt splittet samfund
1. september 2011

»Det er et dårlig tidspunkt at være en sort mand i Libyen,« rapporterede Alex Thomson, udsendt medarbejder for Channel 4 News. Samtidig kunne Kim Sengupta i The Independent berette om fundet af 30 rådnende lig i Tripoli. Betegnende nok var de fleste af disse, der angiveligt havde været lejesoldater for Muammar Gaddafi, sorte. De var blevet dræbt ved et interimistisk hospital, nogle liggende på bårer, andre i en ambulance.

»Det libyske folk kan ikke lide mennesker med mørk hud,« forklarede et medlem af oprørsmilitsen med reference til anholdelser af sorte mænd. Grundlaget for disse overgreb er de rygter, der vandt udbredelse i oprørets tidlige faser også i vestlige medier at Gaddafis regime skulle have sluppet afrikanske lejesoldater løs på oppositionen.

Amnesty Internationals Donatella Rivera var blandt de forskere, der faktatjekkede denne påstand uden at finde beviser for den. Ej heller kunne Peter Bouckaert, undersøger for Human Rights Watch, »identificere nogen lejesoldat« blandt de snesevis af arresterede mænd, som fejlagtigt blev karakteriseret som sådan af de internationale medier.

Lurende bag alt dette er en indgroet racisme. Libyen er en afrikansk nation, og dog benytter libyerne selv termen 'afrikanere' om landets sorte mindretal. Endnu en Amnesty International-undersøger, Diana Eltahawy siger, at de oprørere, som nu har overtaget kontrollen med Libyen, har spillet på et »eksisterende fremmedhad«.

Had til afrikanere

The New York Times henviser i en reportage til »racistiske overtoner«, men nogle gange er racismen fuldkommen eksplicit. Et graffitislogan malet i Misrata under kampene hylder oprørsbrigaderne for deres »udrensning af slaver og sort hud«. En konsekvens af denne racisme har været massearrestationer af sorte mænd og grusomme drab, som menneskerettighedsorganisationer beskylder oprørerne for at stå bag. Men konfliktens racistiske islæt slutter ikke med hadet til 'afrikanerne'. Anden gadegraffiti afbilder Gaddafi som dæmonisk jøde.

Hvordan er det kommet dertil? Libyens spektakulære revolution, der taler demokratiets sprog og udviser et enormt mod over for brutal undertrykkelse, er blevet alvorligt skæmmet. Nok begyndte libyernes racisme ikke med oprøret Gaddafis regime udnyttede to millioner migrantarbejdere, alt imens det diskriminerede dem men den har gennemtrængt oprørernes had til det voldsomt autoritære regime, de netop har styrtet.

En forklaring herpå kan findes i svaghederne i oprøret selv. Opstanden begyndte den 17. februar og skabte hurtigt en alliance mellem middelklasse-menneskerettighedsaktivister og arbejderklassen i det østlige byer som Benghazi.

Der var ingen opposition

I stedet for at gå i sig selv igen under indtryk af regimets undertrykkelse bredte oprøret sig videre til nye byer. Elementer af regimet, der mente at kunne se skriften på væggen, begyndte efterhånden at hoppe af. Militære ledere, politikere, dele af erhvervslivet og den akademiske verden tog nu parti for oprørerne.

Men problemet var, at oprørsbevægelsen så at sige opstod ud af ingenting. I modsætning til i Egypten, hvor 10 års aktivisme og arbejdskonflikter havde frembragt et netværk af aktivister og fagforeningsfolk, der i sidste ende viste sig i stand til at udmanøvrere diktaturet, tillod Gaddafis Libyen ikke den mindste plads for opposition eller civilsamfund.

Som et resultat heraf fandtes der ingen institutionel struktur, som var i stand til at samle bevægelsen endsige at tegne den. Der var i Libyen ingen uafhængig fagbevægelse og så afgjort ikke nogen organiseret venstrefløj. Ind i dette rum trådte de, der havde de største ressourcer notabiliteter fra det tidligere regime, forretningsfolk, ingeniører, bureaukrater og landflygtige. Det var dem, der dannede det Nationale Overgangsråd (NTC).

Dominansen fra denne forholdsvis konservative elite og fraværet af et afbalanceret pres nedefra kom til at skævvride oprørets politik. Nok hørte vi om 'masserne' og om 'solidaritet'. Men masser kan mobiliseres ud fra mange bevæggrunde nogle af dem reaktionære. Ganske som der også findes mange slags grundlag for solidaritet nogle af dem ekskluderende.

At gøre sorte arbejdere til syndebukke kunne give god mening ud fra et eliteperspektiv. For dem var Libyen ikke et samfund opdelt efter klasseskel, som nogle af dem selv havde profiteret på. Det var en nation forenet mod en tyran, der boede i afsondrede paladskomplekser og overlevede i kraft af udenlandsk støtte. Så jo mere succes Gaddafi fik med at stabilisere sit regime, desto mere indpas vandt den forklaring, at »Gaddafi er ude på at dræbe os med sine afrikanere«.

Potentielt farlig

En yderligere og uundgåelig drejning kom med oprørernes alliance med NATO. Februar-oprøret involverede hundredtusindvis af mennesker på tværs af hele Libyen. Men allerede i begyndelsen af marts var bevægelsen på tilbagetog, oversøiske specialstyrker var på vej ind i Libyen, og de højtstående personer i oprørsledelsen så sig nødsaget til anmode om intervention udefra. Skønt disse ledere i første omgang var isolerede, vandt de troværdighed, i takt med at Gaddafi vandt terræn.

Som et resultat heraf flyttede initiativet sig fra et folkeligt bredt udgangspunkt til et relativt lille antal bevæbnede krigere under ledelse af NTC og NATO. Og det var oprørshæren, der efterfølgende tog føringen i forfølgelsen af de sorte arbejdere.

Under andre forhold ville en større grad af enhed mellem de undertrykte måske have været mulig. Men dette ville efter alt at dømme have krævet en mere radikal alliance, som ville være potentielt lige så farlig for dem, der nu bereder sig på at overtage magten, som den ville være for Gaddafi. Som det gik, må det i dag konstateres, at oprørernes succes også rummer et tragisk nederlag: Den oprindelige emancipatoriske impuls fra den 17. februar forekommer indtil videre at være stedt til hvile blandt ligene af 'afrikanere' i Tripoli.

Richard Seymour er britisk forfatter og aktivist

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Olsen: racisme findes overalt og blandt mennesker af alle hudfarver.
Den eneste fællesnævner blandt disse mange forskellige racister er en grundlæggende uvidenhed om biologi og evolution.
Med andre ord, dumrianer kommer i alle regnbuens farver.

Glenn Lynge Andersen

Det sædvanlige vestlige selvhad betyder, at den indgroede racisme i de arabiske lande får alt for lidt omtale i Vesten: Det burde ikke komme som en overraskelse for nogen, at almindelige libyere har racistiske holdninger overfor sorte afrikanere, som i betydeligt omfang er blevet holdt som slaver i hele Nordafrika, hvilket i visse lande har holdt ved til i dag:

I det vestafrikanske Mauretanien skønnedes det f.eks. i 2007, at der var 600.000 slaver svarende ca. 20% af befolkningen.

om slaveriet i Libyen se f.eks. her: http://en.wikipedia.org/wiki/Slavery_in_Libya

I den libyske konflikt har Vesten udnævnt et tilfældigt udsnit af befolkningen (oprørene) til at være "de gode", så derfor er vi først meget sent kommet til at se på dem for hvad de virkelig er: For de flestes vedkommende præcist ligeså udvidende og barbariske som Gadafis støtter eller alle andre arabere der bliver brat i en tilsvarende magtposition.