International kommentar

Når Pax Americana krakelerer ...

En pause i historien nærmer sig sin afslutning: Efterkrigstidens sorgløse livsstilsboble er ved at briste
13. august 2011

Hitler og Stalin smadrede Europa i en sådan grad, at der i dag næppe er nogen, der vil bekender sig til deres ideologiske anskuelser. Det skulle da lige være til deres historiesyn, utopiske optimisme og fremtidstro.

For et diktatur er aldrig her og nu og altid et andet sted end dér og dengang. Fremtiden er alt. Denne sekulære eskatologi kan minde om den, vi kender fra religioner, men i stedet for at skænke sjælen evigt liv bidrog den i form af kommunisme, nazisme og fascisme til at holde millioner og atter millioner af sjæle i fangenskab.

Ikke desto mindre har dette ideologiserede syn på historien overlevet de europæiske diktaturers fald. Selvsagt ikke i den forstand, at vi tror på tusindårsriget eller på det klasseløse samfund, men på samme måde, som visesangeren Ernst Rolf sang i sin velkendte schlager, er vi overbeviste om, at alting bliver » bättre och bättre dag för dag«. Krig, massearbejdsløshed og uro opfattes generelt som hørende fortiden til.

Denne i grunden stærkt naive historieoptimisme er dybt forankret i vor samtid. Den anses for en selvfølgelighed i så høj grad, at vi som oftest end ikke er bevidste om den. Men på samme måde som enhver ideologi eller klippefast fremtidsforventning kan den være overordentlig farlig.

Nu må det indrømmes, at den har ganske overbevisende kendsgerninger at støtte sig til.

Siden 1945 er der i den vestlige verden opvokset flere generationer, som helt har været forskånet for de jævnlige tilbageslag og katastrofer, som må regnes for at være normale indslag i menneskets historie. Tusindvis af års tumultuarisk historie har i al sin enkelthed holdt en pause, som hidtil har varet i godt et halvt århundrede. I et historisk perspektiv er dette næsten en uendelighed. Den materielle levestandard er bestandig blevet højnet, og de videnskabelige fremskridt har forlænget selve livet i en sådan grad, at det evige 'boom' efterhånden opfattes som normaltilstanden. Det er i dag stort set umuligt at overbevise unge mennesker om, at EU først og fremmest eksisterer, fordi vi europæere ikke skal genoptage vores vane med at slå hinanden ihjel. I de unges forestillingsverden er krige alene noget, der eksisterer på film eller andre steder på kloden.

Misundelsesværdigt liv

Det kan være vanskeligt at hitte på modargumenter imod en sådan holdning. Faktum er, at min egen generation vi, der blev født i 1940'erne sandsynligvis er den mest forkælede, historien nogensinde har kendt. Vores liv lader sig beskrive som én stadigt stigende kurve helt uden hak eller plateauer. En tilværelse som vores ville vække dyb misundelse hos alle tidligere europæiske generationer og blandt alle vore ikkevestlige samtidige.

Det er, som om der med Anden Verdenskrigs afslutning åbnede sig en dør i den vestlige verdens historie, der først nu er ved at lukke sig igen. Eller som om vores historie tog sig en pause.

Det indtil da rådende mønster af op og nedture, historiske fremskridt og tilbageslag samt ikke mindst de lange perioder med stagnation, så ud til at være definitivt overstået. Nyhegelianere som Francis Fukuyama gik endog så vidt som til at konkludere, at historien var nået til sin afslutning. Vi befandt os allerede i forgården til paradis, og den vestlige verdens mennesker forekom ved deres intetanende sorgløshed at bekræfte netop dette.

USA som garant

De, som vidste bedre de, som havde oplevet både 1930'ernes depression og krigen var få, og ingen gad lytte til dem.

Man behøver ikke at være særlig gammel for på baggrund af egne erfaringer at vide, at forestillingen 'det var bedre i gamle dage' gælder for en hel del af livets områder. Men stadig oftere bliver denne indvending affærdiget af dem, som er født efter krigen. De gør det gerne af biologiske grunde dvs. kalder det for sentimentalt pladder, som hører alderdommen til. I selve udgangspunktet afspejler denne affærdigelse næsten altid uvidenhed og den dalende interesse for historien, som netop hører den ureflekterede fremtidsoptimisme til.

Og denne lakune eller pause i historien er amerikansk. I al væsentlighed var det USA, som skabte den og siden var garant for den. Det var USA, som satte sit præg på epoken: Fra demokrati, økonomisk vækst, populærkultur, livsstil og rumfart til den fred, som i al væsentlighed er en Pax Americana.

Ironisk nok skulle mange fra de generationer, der blev født i 1940'erne og mere end nogen andre har draget fordel af denne ordning ikke mindst i Europa komme til at vie en hel del af deres tid til at bekæmpe og dæmonisere USA i stedet for at udvise om ikke ligefrem taknemmelighed så dog minimal anerkendelse.

Men nu er tiden måske ved at være inde?

For denne pause i historien går hastigt imod sin afslutning. Konkret vil dette indebære, at den vestlige verdens gigantiske livsstilsboble vil krakelere for til sidst at briste (og livsstilsbobler er de farligste af alle tænkelige bobler). For øjnene af os alle er der sagte og ubønhørligt som i en græsk tragedie allerede ved at ske en nedsmeltning af euroen. Og med euroens undergang risikerer også EU og de fælles markeder at forsvinde. Samtidig lammes USA af gæld som Rom i imperiets sidste dage, mens Kina en civilisation, der bygger på helt andre værdier end vores står ved døren. Og næppe vil nøjes med at banke diskret på.

Perspektiv

Altså apokalypse? Ikke nødvendigvis. Vores historie lader bare til at være i færd med at afslutte sin pause eller sit pusterum for atter at give sig på vandring. Vi kan vel formode, at den så vender tilbage til sine gamle vaner.

Desuden er alt jo et spørgsmål om perspektiv. Formodentlig er holdningen hos milliarder af asiater, at det er på høje tid, de kan ophøre med at leve på den hvide mands nåde i det, der samtidens civiliserede omgangsformer til trods stadig må være dem en påmindelse om deres langvarige afhængighed og kolonifortid.

Min stoiske sindsro kan velsagtens bero på min alder. Næsten hele mit liv har udspillet sig i den amerikanske livsstilsboble. For de yngre historieløse derimod vil rigtig meget komme til at blive anderledes.

Jeg misunder dem ikke.

Richard Swartz er Østeuropa-kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Prætorius

Jeg vil indrømme at jeg er meget enig bortset fra den aldersdiskrimination, der ligesom er i denne leder. Jeg er ung. Født i 1990 og har derfor ikke engang oplevet den kolde krig. Derfor er jeg hverken historieløs eller tager vores bekvemme dagligdag for givet. Hvis EU ikke består og styrkes vil vi igen returnere til evig krig og ødelæggelse. Det er jeg klar over :) god dag og god leder

pax americana er jo kun et vesteuropæisk/nordamerikansk, australsk/NZ, (og måske, vil nogen hævde, japansk) fænomen, og eksisterer på bekostning af hele resten af verden - især de steder hvor pax americana betyder årelange kolonikrige for at tilrane os alt det, der gør vores historieløse overforbrug muligt.
Pax americana betyder også, at i den grad USA har forsøgt at tilrane sig al kontrol, vil det være så meget desto værre, når det falder fra hinanden, ikke blot der, men vor vesteuropa også, som slet ikke er vant til at skulle tager nogen ledende rolle ud af moradset

Pax americana er vel en reference til Pax Roma som betyder at en romer kun kan dømmes under romersk lov, så udtrykket er misforstået i artiklen.

Leif Højgaard

Mennesket er kontraproduktivt og proreaktivt. Derfor er en stor del beskæftiget med at modarbejde den anden. Hvis man samarbejdede kunne man nøjes med at arbejed en brøkdel og samtidig opnå større livskvalitet med brug af færre resourcer.

Vores historie lader bare til at være i ferd med at afslutte sin pause eller pusterom for atter at give sig på vandring."

Ja, det var en tilforlaterlig opsumering af to civilisationssammenbrudd og deres "minima moralia"-efterspil (belyst og drøftet behørig bl.a. af Adorno i efterkrigstiden), som siden har endt i en 'nihil moralia', globaliseret økonomi -- hvor vestens forbrugere ved nær sagt hvert eneste inkøb går over et eller andet lig i mindre priviligerede, utbyttede lande.

Den videre "vandring" efter dette bør helst følge solemerker som samsvarer med så vel civilisationers ufravigelige forudsætninger, som med betingelsene for liv overhovedet på denne kloden.

Søren Kristensen

USA har altid været "for meget": For halvtreds år siden var det bilernes karosser der excessivt bulede ud, nu er det amerikanerne selv. Underligt hvor nemt frihed fører til sin modsætning.

Niklas Monrad

OK, ved fortsat læsning kan jeg så se, at du nu har fået to referencer ... Så kan man håbe, at budskabet er nået frem.

Francis Fukuyama arbejder ihærdigt på at komme sig over sit ulykkelige kærlighedsforhold til neokonservatismen. Men han glemmer, at det var det forhold der gjorde, at han blev berømmet, og kunne sole sig i pressens blitzlys - lige indtil han blamerede sig og smak døren i til parnasset ved at proklamere "Historiens afslutning".

Helt typisk for Francis Fukuyama starter han sit forsøg på at dirke døren op igen, med den nøgle, der i dagens højrestyrede medieverden giver adgang til spalterne, nemlig ligeværdighedsbetragtningen mellem nazismen og kommunismen. (Ikke engang den inkarnerede antikommunist Churchill gjorde sig sådanne sammenligninger.)

Jeg læste for nyelig nysgerrigt Francis Fukuyama første forsøg på at komme tilbage i rampelyset: "State Building - Governance and World Order".

"Gå aldrig tilbage til en fuser", var det der slog mig da jeg smækkede bogen i – ovenstående indlæg af Francis Fukuyama ændre intet ved min opfattelse.

Philip C Stone

Den amerikanske epoke faldt sammen med epoken for billig energi.

Som almen tommelfingerregel vil jeg sige: jo yngre man er, jo værre ser fremtiden ud.
Her er lidt om ungdomsarbejdsløshed i USA og dens konsekvenser:

The broadest measure of unemployment and underemployment (which includes people who want to work but have stopped actively searching for a job, along with those who want full-time jobs but can find only part-time work) reached 17.4 percent in October, which appears to be the highest figure since the 1930s. And for large swaths of society—young adults, men, minorities—that figure was much higher (among teenagers, for instance, even the narrowest measure of unemployment stood at roughly 27 percent). One recent survey showed that 44 percent of families had experienced a job loss, a reduction in hours, or a pay cut in the past year.
There is unemployment, a brief and relatively routine transitional state that results from the rise and fall of companies in any economy, and there is unemployment—chronic, all-consuming. The former is a necessary lubricant in any engine of economic growth. The latter is a pestilence that slowly eats away at people, families, and, if it spreads widely enough, the fabric of society. Indeed, history suggests that it is perhaps society’s most noxious ill.
The worst effects of pervasive joblessness—on family, politics, society—take time to incubate, and they show themselves only slowly. But ultimately, they leave deep marks that endure long after boom times have returned. Some of these marks are just now becoming visible, and even if the economy magically and fully recovers tomorrow, new ones will continue to appear. The longer our economic slump lasts, the deeper they’ll be.
If it persists much longer, this era of high joblessness will likely change the life course and character of a generation of young adults—and quite possibly those of the children behind them as well...

“In a sense,” says Gary Burtless, a labor economist at the Brookings Institution, “every time someone’s laid off now, they need to start all over. They don’t even know what industry they’ll be in next.” And as a spell of unemployment lengthens, skills erode and behavior tends to change, leaving some people unqualified even for work they once did well...

But in fact a whole generation of young adults is likely to see its life chances permanently diminished by this recession. Lisa Kahn, an economist at Yale, has studied the impact of recessions on the lifetime earnings of young workers. In one recent study, she followed the career paths of white men who graduated from college between 1979 and 1989. She found that, all else equal, for every one-percentage-point increase in the national unemployment rate, the starting income of new graduates fell by as much as 7 percent; the unluckiest graduates of the decade, who emerged into the teeth of the 1981–82 recession, made roughly 25 percent less in their first year than graduates who stepped into boom times.
But what’s truly remarkable is the persistence of the earnings gap. Five, 10, 15 years after graduation, after untold promotions and career changes spanning booms and busts, the unlucky graduates never closed the gap...

Strong evidence suggests that people who don’t find solid roots in the job market within a year or two have a particularly hard time righting themselves. In part, that’s because many of them become different—and damaged—people. Krysia Mossakowski, a sociologist at the University of Miami, has found that in young adults, long bouts of unemployment provoke long-lasting changes in behavior and mental health. “Some people say, ‘Oh, well, they’re young, they’re in and out of the workforce, so unemployment shouldn’t matter much psychologically,’” Mossakowski told me. “But that isn’t true.”
Examining national longitudinal data, Mossakowski has found that people who were unemployed for long periods in their teens or early 20s are far more likely to develop a habit of heavy drinking (five or more drinks in one sitting) by the time they approach middle age. They are also more likely to develop depressive symptoms. Prior drinking behavior and psychological history do not explain these problems—they result from unemployment itself. And the problems are not limited to those who never find steady work; they show up quite strongly as well in people who are later working regularly...

A large and long-standing body of research shows that physical health tends to deteriorate during unemployment, most likely through a combination of fewer financial resources and a higher stress level. The most-recent research suggests that poor health is prevalent among the young, and endures for a lifetime.
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2010/03/how-a-new-jobless-er...

En anden artikel af samme skribent giver yderligere indsigt i den fremtid vi står over for:
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2011/09/can-the-middle-class...

@Philip C Stone
there is unemployment—chronic, all-consuming. ... is a pestilence that slowly eats away at people, families, and, if it spreads widely enough, the fabric of society. Indeed, history suggests that it is perhaps society’s most noxious ill.

USA's styrke er at de altid har formået at overvinde kapitalismens kriser, alene ved at skrue op for arbejdstempoet - effektivisering, metodeforbedring, ressourcerøveri, dobbelt- og trippelarbejde - men nu er grænsen nået, desværre samtidig med at de østeuropæiske lande - med deres drøm om et krisefrit fredeligt liv - er bukket under, for denne ubændige konkurrence på forbrug, kapital og militær.

Poor working poor worldwide...

fuck ...jeg opfattede artiklen var skrevet af Francis Fukuyama, men ser nu at det er en Richard Swartz ...

... det ændre dog ikke meget ved min kommentar og jeg kan så konstatere at endnu en skribent med hang til poltisk sponsorjournalistik har meldt sig under fanerne...

...men ok der skal jo smør på brødet - det er hårde tider.

@ Bill Atkins

Den mest humane utvej ville trolig være 1 mål jord til hver enkelt, slik en debattant i disse spalter foreslo for en tid tilbage...

Så skulde den enkelte også afgøre selv hva det "skitne muld" skulde anvendes til. Det vilde trolig bli mange "uortodokse" forslag, sett i lys af at "permafrostbenægtere" er den nye store klub på vej opad, i følge med "klimabenægtere."

Selv har jeg været totalnægter siden begyndelsen av 20-årene, og blev belønnet med ca. 1 års fængsel. No regrets!

Schwarz skriver:
"Samtidig lammes USA af gæld som Rom i imperiets sidste dage"

Jeg er ved at læse Byzans' historie lige nu (Konstantinopel, centeret for det østromerske rige), og her får jeg en del information om det vestromerske rige (centreret omkring Rom), og jeg har ikke een eneste gang stødt på information, som vidner om gæld som en faktor i romerrigets fald.

Jeg slog så op I Wikipedia (da min bog som tidligere fastslået ikke fokuserer på det vest-romerske rige), og her fandt jeg meget lidt omkring økonomi som en væsentlig faktor. http://en.wikipedia.org/wiki/Decline_of_the_Roman_Empire

Derfor synes jeg det er lidt søgt at gå tilbage til romerriget for at finde en pendant til vores nuværende situation, som efter min mening ingen historisk præcedens har.

henrik hansen

"For de yngre historieløse derimod vil rigtig meget komme til at blive anderledes.
Jeg misunder dem ikke.”

Jeg ser frem til det….det kan kun blive bedre!

I modsætning til tidligere er det jo bare forbrug, der er på spil - ikke livsnødvendigheder - og forbrug kan man vænne sig fra hurtigt, bør man faktisk vænne sig fra, når man har prøvet det en tid. Hvis man ikke kan lægge sine vaner af, udvikler de sig til afhængighed, og hvem ønsker det?
Denne vesten-mod-de-andre mentalitet er gammeldags, og især det samfund, VKO nu er ved at have nedbrudt, tjente og tjener som en strømpil for alverdens lande, efterhånden som de også får adgang til viden om vor forunderlige verden. Det var et samfund, hvor vi ikke gik amok i alt for mange timer på kontoret, alt for stort forbrug og fraværende fokus på de vigtige ting i livet. Problemet er nok mest, at der er alt for mange ting at efterstræbe på hylderne nu om dage, som afleder os fra det, der giver livet indhold og perspektiv.

@ Anders Andkjær

Romernes geld var til Biobanken -- af det ikke tilbagebetalbare slaget. Regningerne ligger åbenlyst i dagen i denne stund.