Kronik

Obamas store chance

Skal den offentlige sektor overhovedet spille en rolle i fremtidens USA? Det bliver et af hovedspørgsmålene ved det amerikanske præsidentvalg i 2012. Den almindelige amerikaner vil ikke af med velfærden, så hvis Obama spiller på frygten for republikanernes nedskæringer, har han gode muligheder for at vinde
Familien Obama møder sejrssikkert amerikanerne efter valgsejren i 2008. Den slags billeder kan vi få at se igen i 2012.

Familien Obama møder sejrssikkert amerikanerne efter valgsejren i 2008. Den slags billeder kan vi få at se igen i 2012.

GARY HERSHORN

12. august 2011

Obama er en taber. Sådan beskrev kommentatoren Peggy Noonan for nylig USA's præsident i Wall Street Journal

Tovtrækkeriet om gældsloftsstigningen synes at give Noonan ret. Obama endte med en aftale, som ifølge Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, opfylder 98 pct. af partiets ønsker. Der var ikke tale om et kompromis. Det var snarere et rent republikansk forslag, Obama og Demokraterne gik med til.

For Republikanerne har det primære mål med krisen om gældsloftet da også været at få Obama til at ligne en taber, som under ingen omstændigheder kan genvælges ved valget i 2012. Lige siden Obama blev præsident har konservative yndet at sammenligne ham med Jimmy Carter den sidste demokratiske præsident, som ikke blev genvalgt men led et sviende nederlag til Ronald Reagan ved præsidentvalget i 1980. Det er den skæbne Republikanerne inderligt ønsker for Obama. For dem er det vigtigere end at bekæmpe arbejdsløshed og rede USA's skrantende økonomi.

Balance efterspørges

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Republikanerne forregner sig. For den almindelige amerikaner deler ikke deres ideologiske blodtørst. I juli og august viste meningsmåling efter meningsmåling, at den amerikanske befolkning ønskede en balanceret løsning. De så helst en kombination af nedskæringer og skatteforhøjelser til de rigeste amerikanere.

En omlægning af skattesystemet opleves generelt at være på sin plads i et land, hvor den rigeste en pct. af befolkning har fordoblet sin del af den nationale indkomst over de seneste 30 år. I dag tilfalder hele 20 pct. af nationalindkomsten denne gruppe. De 90 pct. nederst i indkomsthierarkiet har i samme tidsrum kun oplevet meget moderate lønstigninger.

Man har ikke set så voldsom en ulighed siden Det Store Krak i 1929. Selv de allerrigeste er betænkelige ved udviklingen. Warren Buffett, USA's næstrigeste mand, sagde for nylig i et interview, at han betaler procentvis mindre i skat (17,7 pct.) end sin sekretær (30 pct.). Multinationale selskaber som General Electric, Bank of America og Citigroup betalte slet ingen skatter i 2009. Der er altså grobund for bred utilfredshed med uligheden.

Forræderen Obama

For en del progressive amerikanere er Obama til gengæld dog intet mindre end en forræder, der har svigtet idealerne. En Demokratisk præsident, der ikke blot er villig til at indgå kompromiser med Republikanerne, men også overtager deres politik uden kamp til stregen, er hård kost. Paradoksalt nok er det nu den ærkekonservative Tea Party-bevægelse, der har overtaget den kampgejst som så mange progressive udviste ved præsidentvalget i 2008.

Det er imidlertid svært at kalde en præsident en taber eller forræder, når han har reddet bilindustrien og dermed op imod 1 million job, trukket tropperne ud af Irak, dræbt Osama bin Laden og gennemført en sundhedsreform noget som demokratiske præsidenter forgæves har kæmpet for siden Harry S. Truman i 1940'erne.

På den anden side har progressive politikere og kommentatorer ret i, at Obama ikke har formået at kæmpe tilstrækkeligt for progressive idealer og har overladt initiativet til Tea Party-bevægelsen, pengestærke konservative som Koch-brødrene og organisationer som FreedomWorks og Grover Norquists Americans for Tax Reform.

Og alt tyder på, at kampen fortsat vil blive svær for Obama. Grover Norquist, som var en af dem, der i kulissen strammede hårdknuden i forhandlingerne om gældsloftet, har fået 234 ud af de 241 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus og 41 af de 48 republikanske senatorer til at underskrive et løfte om aldrig under nogen omstændigheder at hæve skatterne.

Hvis den republikanske halvdel af medlemmerne i det såkaldte Superudvalg, der skal finde 1,5 billioner dollar i yderligere besparelser inden den 23. december, består af folk, som har underskrevet Norquists løfte, kan man nemt forestille sig at de hårdnakkede forhandlinger fortsætter.

Forvirring

Obama blev i sin tid landskendt med en tale om ét Amerika. I dag regerer han over et delt Amerika. Valget i 2012 kommer overordnet til at handle om, hvorvidt det offentlige overhovedet skal spille en rolle i fremtidens USA.

Diskussionen rummer et stort paradoks. Mange af de amerikanere, der går ind for lavere skatter og en begrænsning af det offentlige, er samtidig indædt imod, at offentlige programmer som Social Security (pensionssystemet) og Medicare (sygesikring til amerikanere over 65 år) kommer under kniven.

En del af grundene til denne dobbelthed er, at der eksisterer en udbredt misforståelse om, hvor pengene til disse programmer kommer fra. Et skilt ved en demonstration mod Obamas sundhedsreform i 2009 sagde det hele: »Hold regeringen væk fra min Medicare!«.

Hvis Obama kan få befolkningen til at forstå, hvad der er offentligt, og hvad der er privat, har han en chance for at kapre stemmer. Det viser erfaringer fra suppleringsvalget til Repræsentanternes Hus i foråret. Kort før valget offentliggjorde det republikanske kongresmedlem Paul Ryan et budgetforslag, der bl.a. indebar en privatisering af Medicare. Det fik et ærkekonservativt valgdistrikt i delstaten New York til at vælge demokraten Kathy Hochul. Distriktet havde ellers med en enkelt undtagelse stemt Republikansk siden 1950'erne. Kathy Hochul vandt ved at spille på frygten for, at Republikanerne ville privatisere Medicare.

Denne frygt for besparelser kan give Obama adgang til en vælgergruppe, som han hidtil har haft dårligt fat i: dem over 65 år. Det er overordentligt vigtigt for hans chancer for genvalg. Ved valget i 2008 var det den eneste demografiske gruppe, som republikanernes præsidentkandidat John McCain vandt. Ved midtvejsvalget i 2010 var det især denne gruppe, der var udslagsgivende for Republikanernes sejr.

Besparelsestræthed

Foruden privatisering af Medicare er republikanerne godt i gang med at føre deres vision om USA's fremtid ud i livet på en række andre områder. Det kan imidlertid resultere i modvind hos midtervælgerne

I Wisconsin har guvernør Scott Walker forsøgt at knække fagforeningerne ved at fratage dem retten til kollektiv overenskomst. I Arizona har guvernør Jan Brewer indført drakoniske love, der gør det muligt for politiet at chikanere indvandrere. Borgerretsgrupper mener, at lovene er direkte forfatningsstridige. I New Jersey har guvernør Chris Christie gennemført så dybe nedskæringer i offentlige skolers budgetter, at staten ikke kan opfylde sine uddannelsesmæssige forpligtelser.

Tiltagene er upopulære og har ført til demonstrationer. I Wisconsin har resultatet sågar været en folkeafstemning om at fyre republikanske lovgivere. Republikanernes visioner kan altså vise sig at være så hård kost for amerikanerne, at det koster stemmer.

Fra på mandag begiver Obama sig ud på en tur gennem Midtvesten. Han kan passende gøre turen til startskuddet på sin valgkampagne ved at fremlægge en alternativ vision til Republikanernes USA. F.eks. kunne han lancere en plan for massive offentlige investeringer i landets faldefærdige infrastruktur. USA har nemlig brug for storstilede offentlige projekter, sådan som man så under Franklin D. Roosevelts New Deal i 1930'erne. Det kan sætte folk i arbejde og netop jobskabelse vil være et af de helt centrale områder, når amerikanerne næste år skal vælge præsident.

Obama får også en chance for at bakke op om den offentlige sektor, når USA i næste måned skal markere tiåret for terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon. Dagens helte bliver med sikkerhed de offentligt ansatte politibetjente og brandmænd, der hjalp ofrene for angrebet.

Obama chance ligger altså i både i tale og handling at forsvare det offentlige ved at understrege, at det har en funktion i et moderne samfund, og at amerikanerne burde udvise samfundssind og fællesskabsfølelse, fremfor at lade republikanerne kvæle det offentlige. Formår han at samle vælgerne om det budskab, kan han blive en vinder i 2012.

 

Carl Pedersen er adjungeret professor i amerikanske studier ved Center for the Study of the Americas, CBS. Hans seneste bog er 'Obama's America' (2009).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

"Warren Buffett, USA’s næstrigeste mand, betaler procentvis mindre i skat (17,7 pct.) end sin sekretær (30 pct.). Multinationale selskaber som General Electric, Bank of America og Citigroup betalte slet ingen skatter i 2009".

Den kolossale ulighed i USA kan ikke anskueliggøres bedre.

USA praktiserer en skatteskala med negativ progression (jo mindre du tjener jo større procent skal du betale i skat).

Liberal Alliance's dybt asociale forslag om en enhedsskat på 40 pct., må i USA opfattes som den rene og skinbarlige socialisme.

Philip C Stone

@ Aksel Gasbjerg
"USA praktiserer en skatteskala med negativ progression (jo mindre du tjener jo større procent skal du betale i skat)."

Nej. USA har faktisk et progressivt skattesystem. Det der gør at en som Warren Buffet har så lav en skatteprocent er at størstedelen af hans indkomst ikke er arbejdsindkomst, men kapital-/aktieindkomst, og at denne beskattes med 15%. Topskatten i USA er faldet voldsomt gennem en årrække, men det som gør situationen endnu mere grotesk er tendensen til, hvor det er muligt, at flytte indkomsten fra arbejdsindkomst til bonuser og aktieoptioner, som beskattes mere favorabelt. Tilsammen kan disse forhold ophæve det progressivitet der er tilbage, og resultere i det nævnte misforhold (som Buffet i øvrigt er imod).

Aksel Gasbjerg

@ Philip

Enig.

Men det er et forrykt skattesystem, der via omflytninger og forskellig beskatning af forskellige indkomsttyper kan resultere i de misforhold, som Carl nævner i artiklen.

Robert N Gjeertsen

Undskyld afbrydelsen, men er det måske kun i Kamerika progressionen i skattesystemet fungere sådan ? I Think Not !

Philip C Stone

Rettelse:

Det ser ud til at jeg tog fejl vedr. den lavere beskatning af bonus. Til gengæld er der mange andre måder hvorpå de rige kan sikre sig en lavere beskatning.

@ Robert N Gjeertsen

Men i USA er det blevet progressivt værre.

Det er rigtigt at Obama har en chance, men:

The one thing I might say is that we shouldn’t really wonder what happened to Obama — he is who he always was. If you paid attention to what he actually said during the primary and the election, he was always a very conventional centrist. Progressives who flocked to his campaign basically deluded themselves, mistaking style for substance...

I had hoped that Obama would rise to the occasion, but he keeps not doing it.
http://krugman.blogs.nytimes.com/2011/08/07/stuck-in-the-muddle/

Teddy Roosevelt started the cycle of reform his cousin picked up 30 years later, as he began efforts to bust the trusts and regulate the railroads, exercise federal power over the banks and the nation’s food supply, and protect America’s land and wildlife, creating the modern environmental movement.

Those were the shoes — that was the historic role — that Americans elected Barack Obama to fill. The president is fond of referring to “the arc of history,” paraphrasing the Rev. Dr. Martin Luther King Jr.’s famous statement that “the arc of the moral universe is long, but it bends toward justice.” But with his deep-seated aversion to conflict and his profound failure to understand bully dynamics — in which conciliation is always the wrong course of action, because bullies perceive it as weakness and just punch harder the next time — he has broken that arc and has likely bent it backward for at least a generation...

IN contrast, when faced with the greatest economic crisis, the greatest levels of economic inequality, and the greatest levels of corporate influence on politics since the Depression, Barack Obama stared into the eyes of history and chose to avert his gaze. Instead of indicting the people whose recklessness wrecked the economy, he put them in charge of it...

Like most Americans, at this point, I have no idea what Barack Obama — and by extension the party he leads — believes on virtually any issue. The president tells us he prefers a “balanced” approach to deficit reduction, one that weds “revenue enhancements” (a weak way of describing popular taxes on the rich and big corporations that are evading them) with “entitlement cuts” (an equally poor choice of words that implies that people who’ve worked their whole lives are looking for handouts). But the law he just signed includes only the cuts. This pattern of presenting inconsistent positions with no apparent recognition of their incoherence is another hallmark of this president’s storytelling. He announces in a speech on energy and climate change that we need to expand offshore oil drilling and coal production — two methods of obtaining fuels that contribute to the extreme weather Americans are now seeing. He supports a health care law that will use Medicaid to insure about 15 million more Americans and then endorses a budget plan that, through cuts to state budgets, will most likely decimate Medicaid and other essential programs for children, senior citizens and people who are vulnerable by virtue of disabilities or an economy that is getting weaker by the day. He gives a major speech on immigration reform after deporting a million immigrants in two years, breaking up families at a pace George W. Bush could never rival in all his years as president.

(Tilføjelse - Obama talte om åbenhed og transparens, men har lanceret et hidtil uset angreb mod whistleblowers.)

THE real conundrum is why the president seems so compelled to take both sides of every issue, encouraging voters to project whatever they want on him, and hoping they won’t realize which hand is holding the rabbit...

...we are a nation that is being held hostage not just by an extremist Republican Party but also by a president who either does not know
what he believes or is willing to take whatever position he thinks will lead to his re-election...

A final explanation is that he ran for president on two contradictory platforms: as a reformer who would clean up the system, and as a unity candidate who would transcend the lines of red and blue. He has pursued the one with which he is most comfortable given the constraints of his character, consistently choosing the message of bipartisanship over the
message of confrontation.
http://www.nytimes.com/2011/08/07/opinion/sunday/what-happened-to-obamas...

Det der gør Obamas vilje til kompromis så trist er at den anden side ikke er interesseret i at forhandle, eller rettere, kun er interesseret i at forhandle i det omfang det kan svække Obama og sikre dem selv politiske fordele, og at Obama har forpligtet sig til kompromis i en sådan grad, at han ikke er i stand til at lære af erfaring. Såfremt han har en politik, har han været meget dårlig til at kommunikere den. Lejlighedsvis holder han en god tale, og derefter er der ikke flere tegn på engagement. Dermed gør han det muligt for republikanerne at omstrukturere og dominere den politiske debat. Jeg bestrider ikke Obamas intelligens, men jeg bestrider hans politiske kompetence. I en tid med stigende ulighed, udsigtsløs arbejdsløshed, og en befolkning for hvem fremtiden i stigende grad udformer sig som en overlevelseskamp, er det ikke en politiker som Obama USA har brug for. Landet behøver en præsident som kan inspirere,
forklare, og slås. Jeg ville blive behageligt overrasket hvis Obama benytter sig af den chance Carl Pedersen mener han har.

Det er flintrende ligegyldigt hvem der vinder næste valg. Corporakratiets ønsker vil blive gennemført uanset hvad.

Jeg kunne faktisk se en fordel i, at republikanerne vandt, det ville kunne få det hele frem i lyset, istedet for som nu at være skjult i ly af en såkaldt "progressiv". En person, som venstrefløjen er tilbageholdende med at kritisere, fordi de ikke ser noget alternativ. En passiviserende kraft, som sætter venstrefløjens modstandskraft ud af spil.

Korporakratiet kunne ikke have spillet deres kort bedre.

Obamas sundhedsreform af en (republikansk) dommer i en appelret blevet erklæret for - forfatnings-stridig... Hvordan den kan været det, forstår jeg ikke.

Et er sikkert, tea party bevægelsen vil blive ved og ved og ved og ved.... Og Obama vil tabe....måske...

Obama's problem og styrke er at manden ikke ejer den nødvendige politiske kynisme eller brutalitet, som altså er nødvendig i politik. (at gå efter Osama bin Laden og dræbe ham, tjah, hvad skete der egentlig inde i det hus - 40 ud af 60 minutter var der jo slukket for transmissionen).

Røster har været fremme med at Obama i virkeligheden er en cia-agent, tidligere altså. Og der er der også nogle mærkværdigheder i hans fortid. F.eks. hvordan kan en c (middelstudent) komme ind på harvard...