Interview

Oprørske unge er ikke kun Englands problem

Manglende anerkendelse samt kulturelle- og uddannelsesmæssige problemer er til stede i alle europæiske lande. Danmark oplevede allerede for år tilbage kampe mod politiet og afbrændinger af biler fra den samme gruppe af unge, frustrerede drenge, lyder det fra forfatter og journalist Aydin Soei
17. august 2011

Antallet af danskere, som lever under OECDs fattigdomsgrænse er steget med 50 pct. siden 2002. Hver fjerde af dem er af anden etnisk baggrund end dansk og bosat i belastede boligkvarterer som Gjellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense og Mjølnerparken i København. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Og trods forskelle, kan man godt sammenligne den stigende marginalisering, ulighed og fremmedgørelse hos grupper i det danske samfund med den, der udløste gadekampene i England, mener Aydin Soei, forfatter til bogen Vrede unge mænd optøjer og kampen om anerkendelse i et nyt Danmark.

»Jeg ser en meget klar kobling. Vi så jo noget lignende i de landsdækkende optøjer i vinterferien 2008. 'Danmarkshistoriens værste invandreruroligheder', kaldte man det. Dengang brugte medier og politikere udtrykket 'franske tilstande i Danmark' i dag ville man kalde det 'engelske tilstande'. På samme måde kaldte man optøjerne på Nørrebro i slutningen af 90'erne for 'amerikanske tilstande'. Uanset hvilke lande man refererer til, så er det her et fænomen, som går på tværs af landegrænser,« siger Aydin Soei. »Det drejer sig i alle landene om unge mænd uden uddannelse, som ikke formår at kravle opad den sociale rangstige og det er en problematik, man må forholde sig til på tværs af landegrænser. Lige netop her er det ikke lykkedes velfærdsstaten at skabe fremskridt 70'erne. Det er egentlig ikke økonomisk ulighed, der er den udløsende faktor i de vestlige samfund i dag, det er en manglende anerkendelse.«

Uddannelsesproblem

Danmark har længe været opfattet som førende i verden, når det kommer til SSP-samarbejde og kontakt til også minoritetsgrupper hvorimod det engelske samfund er præget af store parallelsamfund uden kontakt til og dialog med myndigheder. Er det ikke en ulig sammenligning?

»Det er klart, at de strukturelle problemer er langt større i England og Frankrig. Men i alle tre lande drejer det sig om gamle arbejderkvarterer, som i dag bliver betegnet som ghettoer. Det er områder i England, hvor lokalpolitiet og sociale initiativer langsomt er forsvundet, og når det sker, opstår der også flere konflikter,« forklarer han og trækker linjen til Danmark:

» I Danmark har staten ikke trukket sig tilbage i samme grad. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende spørgsmål: Hvad gør vi med det store antal unge, der ikke får taget sig en uddannelse? Der er et maskeradespil, hvor den danske stat lader som om, at det er en problematik, man kan løse med sociale tiltag. Pointen er, at problemet stikker dybere. Den bunder i de job, som er forsvundet i den vestlige del af verden, som tidligere blev taget af uuddannede, og samtidig i, at den danske folkeskole er den socialt mest opdelte i Norden. De ressourcestærke forældre fravælger simpelthen de lokale skoler. Uden at tackle de problemstillinger løser man ikke vreden, som skaber de her optøjer.«

Mens Danmark bryster sig af gratis uddannelsessystem og social mobilitet, er England et skarpere defineret klassesamfund, hvor det er vanskeligere at avancere. Er det ikke to vidt forskellige samfundsproblemer?

»Det er en forkert antagelse. Vesteuropa har i efterkrigstiden forsøgt at udrydde ulighed, især gennem uddannelsessystemet. Det er langt hen af vejen lykkedes for pigerne, mens drenge fra uddannelsesfremmede familier er faldet af. Og samtidig har globaliseringen betydet, at der ikke er noget arbejde at få for uuddannede drenge.«

Er det ikke for letkøbt at skyde skylden på systemet, når danske unge generelt har langt bedre vilkår og mulig-heder end unge i andre europæiske lande?

»Konflikten handler ikke om økonomi, det har at gøre med betingelserne for anerkendelse og for at føle sig som et ligeværdigt individ, som besidder samme værdighed som andre borgere. Og man er bare nederst i værdihierarkiet, hvis man ikke får taget en ungdomsuddannelse. Det er forkert udelukkende at anskue de her problemer udfra et økonomisk barometer ved at snakke om ulighed. I stedet er det vigtigst at kigge på betingelserne for anerkendelse gennem uddannelse og arbejde. Her er vi er i Danmark langt bedre stillet end England og Frankrig, som begge er gamle industrinationer, hvor langt flere jobs til de uuddannede drenge er gået tabt,« soher han.

»Det er lykkedes den danske velfærdsstat at minimere den økonomiske ulighed, men når det gælder den ulighed som er betinget af uddannelse og evnerne til at afkode hvordan man skal agere i sociale fora, er projektet i den grad mislykkedes.«

Lyt til dem

Hvilken indsats er nødvendig for at undgå, at lignende episoder udvikler sig i danske gader? Helt konkrete tiltag?

»Der hvor man kan gøre størst forskel er skolesystemet. Her skal gøres en indsats for, at den ikke bliver så socialt opdelt, som man ser det i dag. Det kunne gøres ved at afskaffe et frit skolevalg eller ændre grænserne for skoledistrikter. Et andet sted er at undersøge betingelserne for at få de udsatte unges stemmer frem i den offentlige debat. Det, man ser gang på gang, er, at når de unge føler, at de bliver lyttet til, er det noget som konfliktnedtrapper. Problemet er, at man snakker enormt meget om beboere i ghettoer, men man snakker sjældent med dem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu