Kronik

Det er på tide at sige farvel til velfærdsstaten

I stedet for at kere os om velfærdsstaten bør vi skabe en markedsstat, der giver vidensarbejdere udfoldelsesmuligheder. Denne gruppe er nemlig afgørende i den globale militære og økonomiske konkurrence. Velfærdsstatens målgruppe, arbejderen, spiller derimod en stadig mindre rolle
I stedet for at kere os om velfærdsstaten bør vi skabe en markedsstat, der giver vidensarbejdere udfoldelsesmuligheder. Denne gruppe er nemlig afgørende i den globale militære og økonomiske konkurrence. Velfærdsstatens målgruppe, arbejderen, spiller derimod en stadig mindre rolle, skriver Henrik Fogh Rasmussen i denne kronik
Debat
6. august 2011

Overalt i den vestlige verden er politikerne i øjeblikket tvunget til at gennemføre smertefulde reformer og skære ned på velfærdsydelserne. Grækenland, Irland og Portugal tager drastiske skridt for at forhindre et totalt sammenbrud. Andre lande har bedre tid. Men alle steder er tendensen den samme: Velfærdsstaten, som vi kender den, er godt på vej til at blive afmonteret.

Ganske vist taler de færreste politikere om velfærdsstatens endeligt. Nedskæringerne bliver tværtimod solgt til befolkningen som nødvendige tiltag for at sikre velfærdsstatens overlevelse.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale var symptomatisk for debatten i de fleste lande: »Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser. Og vi vil blive nødt til at skære i kernevelfærden. I sygehuse og skoler. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os«.

Selv Republikanerne i USA forsvarer velfærdsstaten. Partiets unge bannerfører i Kongressen, Paul Ryan, har foreslået markante reformer af de offentlige sygesikringer Medicaid og Medicare. Men Ryans argument er ikke, at ordningerne er moralsk forkerte, ineffektive eller forældede. Tværtimod betoner Republikanerne helt på linje med Lars Løkke Rasmussen nødvendigheden af at reformere Medicaid og Medicare nu for at sikre dem imod mere drastiske nedskæringer i fremtiden.

Højrefløjen på begge sider af Atlanten prøver dermed at vende den traditionelle debat om velfærdsstaten på hovedet. Fagforeningerne og venstrefløjen fremstilles som usolidariske og egoistiske, fordi de ikke vil gå med til de reformer, som alle kan se er nødvendige for at bevare velfærdsstaten. Det borgerlige Danmark og Republikanerne i USA fremstår derimod som velfærdsstatens socialt ansvarlige garanter.

Velfærd et fortidslevn

Set ud fra en snæver økonomisk synsvinkel har Lars Løkke Rasmussen og Paul Ryan ret. Hvis velfærdsstaten skal hænge sammen økonomisk, så er det helt nødvendigt med rettidige reformer. Ellers ender Danmark og USA som Grækenland, Irland og Portugal. Det kan de fleste mennesker med blot en smule forstand på økonomi hurtigt se. Hvis man vil bevare velfærdsstaten, så bør man stemme til højre for midten.

Men set i et bredere perspektiv udviser højrefløjen manglende politisk lederskab ved blindt at forsvare 'kernevelfærden'. I stedet for at kæmpe desperat for at redde stumperne af velfærdsstaten burde Vestens politiske ledere arbejde på at sikre en stabil overgang fra det 20. århundreds velfærdsstat til det 21. århundreds markedsstat.

Den amerikanske tænker Philip Bobbitt har brugt betegnelsen markedsstat til at beskrive det næste stadie i statsmagtens naturlige udvikling. Bobbitts centrale indsigt (delvis inspireret af den britiske historiker Michael Howard) er, at samfundsmodeller hænger uløseligt sammen med udviklingen af ny teknologi og militær strategi.

Danskere og svenskere romantiserer i dag om Grundtvig, Stauning og 'folkhemmet', men velfærdsstaten blev opfundet af den tyske jernkansler Otto von Bismarck af sikkerhedspolitiske årsager. 1800-tallets militære strategi og industrialisering gjorde det nødvendigt med en robust og loyal arbejderklasse til at bemande fabrikker og skyttegrave. Bismarck indførte derfor folkepension, offentlig sygesikring og arbejdsløshedsunderstøttelse for at sikre folkelig opbakning til det nye tyske imperium i kølvandet på krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig i 1864-71.

Velfærdsstaten blev videreudviklet af Adolf Hitler. Den tyske historiker Götz Aly har dokumenteret, hvordan nazisterne sikrede sig bred folkelig opbakning gennem omfattende omfordeling af goder plyndret fra jøderne og de besatte lande.

Den tyske militarisme blev tilintetgjort i 1945, men de to verdenskrige gjorde folkelig mobilisering nødvendig i hele den vestlige verden. Selv USA og Storbritannien, som hidtil havde været skærmet af Atlanterhavet, så sig nødsaget til at indføre værnepligt. Og efter Anden Verdenskrig voksede den moderne velfærdsstat frem overalt i Vesten som det naturlige svar på befolkningens ofre gennem 30 år og som værn mod kommunismens appel til arbejderklassen.

Frihed som kerneværdi

Men velfærdsstatens dage er talte. For i dag betyder den traditionelle arbejderklasse mindre og mindre i den militære og økonomiske konkurrence. Det er i stedet den kreative klasse bredt defineret som mennesker, der lever af at udvikle og omsætte ny viden og ideer som er nødvendig for statens velstand og sikkerhed.

Moderne militærstrategi og den moderne økonomi er baseret på højteknologi og højtuddannede mennesker frem for massemobilisering og masseproduktion. Og de højtuddannede 'vidensarbejderne', som ledelsesguruen Peter Drucker har kaldt dem kan ikke bestikkes med lige og gratis adgang for alle til middelmådige folkeskoler og sygehuse. Den kreative klasse kræver en grad af valgfrihed og udfoldelsesmuligheder, som velfærdsstatens bureaukratiske strukturer og omfordeling af indkomst ikke kan give dem.

Det er her, at markedsstaten kommer ind i billedet. Hvor velfærdsstatens hovedformål var at give arbejderklassen lige adgang til uddannelse, sygesikring og materiel komfort i alderdommen, er markedsstatens mål at optimere udfoldelsesmulighederne for den kreative klasse. Velfærdsstaten garanterer borgernes sociale rettigheder. Markedsstaten fokuserer på frihedsrettighederne.

Vi befinder os i øjeblikket i en overgangsfase mellem velfærdsstaten og markedsstaten. Den traditionelle arbejderklasse er skrumpet ind i takt med vidensøkonomiens fremmarch, men velfærdsstatens sociale rettigheder dominerer stadig i samfundsdebatten. Den kreative klasse er vokset i størrelse, men spiller en tilbagetrukket rolle i det politiske liv. Vidensarbejderne stemmer i stedet med deres fødder. Hvis de ikke har tilstrækkelige udfoldelsesmuligheder, så flytter de blot til et sted, hvor der er mere frihed og højere til loftet.

Konkurrenterne mod øst

På lang sigt afhænger Vestens velstand og sikkerhed af vores evne til at skabe den største og mest dynamiske kreative klasse i verden. Vi ser allerede, hvordan civilisationer som Kina og Indien fastholder flere og flere af deres egne talenter, som før i tiden ville være emigreret til Europa og USA. Hvis Vesten ikke tager sig gevaldigt sammen, så er det ikke utænkeligt, at de bedste vestlige hjerner med tiden begynder at flytte mod øst.

Udviklingen af en konkurrencedygtig markedsstat kræver et fundamentalt paradigmeskifte i den offentlige debat. I dag erkender de bedste politikere og meningsdannere nødvendigheden af forskning, udvikling og eksport i verdensklasse for at sikre velfærdsstatens fremtid. Men vi bør gå et skridt videre. I stedet for at spørge hvordan den kreative klasse kan fremtidssikre de sociale rettigheder, bør vi spørge, om de sociale rettigheder bidrager til at udvikle og fastholde den kreative klasse. Og hvis en given velfærdsydelse ikke tjener markedsstatens centrale formål, så bør den afvikles.

Det betyder ikke, at markedsstaten er uden et socialt sikkerhedsnet. Men hvor velfærdsstatens sikkerhedsnet er bygget på princippet om statsgaranterede sociale rettigheder for arbejderklassen, er markedsstatens sikkerhedsnet blot endnu en mulighed for den kreative klasse for at udfolde sig ved at hjælpe samfundets svageste.

Kreative ildsjæle i private velgørende institutioner og ngo'er vil i stigende grad erstatte velfærdsstatens tunge bureaukrati. Ellers vil vi blive overhalet af vækstøkonomier, som ikke har det samme sentimentale forhold til folkeskoler, folkesygehuse, folkebørnehaver og folkepension.

 

Henrik Fogh Rasmussen er kommunikationsrådgiver og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Ishøj Christensen

Uh, hvor det skurer i ørene: .....det samme semtimentale forhold til folkeskoler, folkesygehuse, folkebørnehaver og folkepension! Hvad med det parlamentariske demokratiet Henrik Fogh, det har vi vist da også et temmelig semtimentalt forhold til. Skulle vi ikke afskaffe det - med al dets ævlen og kævlen - og lade den kreative klasse overtage økonomien og samfundsstyringen?

At Henrik Fogh Rasmussen kerer sig om den kreative klasse er i den grad at pynte sig med lånte fjer. Hvorfor gå fra en sympatisk udvikling til jungleloven? Hvis nogen ønsker at bevare og forbedre forholdene for mennesker i samfundet, er det præcis de vidensarbejdere, Fogh Rasmussen vil tage til indtægt for sine nedrige 1700-talsfantasier. Jeg siger det lige igen: liberalisme er opgivelse af alle friheder for én eneste, som til gengæld burde være perifer i en moderne, teknologiseret verden.

Maj-Britt Kent Hansen

"Kreative ildsjæle i private velgørende institutioner og ngo'er vil i stigende grad erstatte velfærdsstatens tunge bureaukrati".

Og en markedstat skal vi have!

Det er til at blive dårlig af.

Sønnen er mere ligepå fascist end faderen som pakkede det hele ind i minimalsstatstanker, men grundlæggende er de vel enige.

Men nu når han er blevet amerikansk statsborger, kan vi så ikke slippe for mandens hyperkapitalistiske tvangstanker?

Christian de Coninck Lucas

Wow!

Ayn Rand ind med modermælken drysset med historieomskrivning Tænk at den slags korporatisme (for det er hvad den militært opretholdte markedsstat er) stadig har abonnenter. Det minder utrolig meget om David Rockefellers periodiske udfald siden WW2 mod nationalstater og at det ville være meget bedre hvis verden var forenet under et transnationalt elitært råd af indusrtielle og finansielle oligarker. Sådan lidt Council of Foreign Relatations og samt Bilderberg på speed.

Som sædvanligt er det afslørende at al gæld beskirves som noget regeringer og røde velfærds fantaster har skabt, men internationale banker, Beltway Bandits og et korrupt militær industrielt kompleks nævnes overhovedet ikke. Gad vist om Henrik Fogh Rasmussen gerne ville se verden under IMF administration med lidt af Dick Cheney's permanente krigstilstand for olie og petrodollaren.

Forsvaret af nutidens fudstændig rabiate Republikanere som velfærdsstatens garanter er ren propagangda...for de interesserer sig kun for CORPORATE WELFARE og PERMANENT WARFARE/"Full Sprectrum Dominance".

Kort sagt:
Un-fucking-believable; Beltway Bandit Go Home.

Hvornår mon alle borgerlige politikere ogt da især Lars Løkke, Anders Fogh R. og sønnen Henrik Fogh R. vil indse, at Kina går fallit, rabundus, kaput, broke lige om lidt.

I enten JP eller Berlingske har der været artikler om dette forhold, endelig kommer der kritiske artikler om Kina, efter at vi i 10 år er blevet tudet ørerne fulde af det kinesiske vækst-mirakel. Men det skyldes altså flere forhold, bl.a. det forhold, at kineserne bygger boliger som ingen vil bo i, ingen har råd til at bo i, Kina bygger højhastighedstog som ofte? støder sammen.

Ingen ved dette, fordi Kina skynder sig at lågge på tilfældene, i det sidste tilfælde her ved at begrave togene så hurtigt som muligt, forbyde aviserne at skrive om det, arrestere de folk, der gør det alligevel mm.

Og for et stykke tid siden var der i Berlingske Tidende en artikel om Kinas indenlandske gæld; pointen var og er, at Kinas indenlandsgæld er kæmpestor, ofte er den optaget af regionerne via banker, så staten i Kina må punge ud, dvs. betale regionernes kæmpegæld, når det nu viser sig, at de ikke selv kan dette.

Der er meget andet sludder i HFR's artikel/kronik; i gamle dage, dvs. endnu i 1950erne, var folkeskolen en almueskole, hvor almindelige folks børn, mens de riges børn gik i privat og realskoler.

Og hvor er den kreative klasse, HFR mener at kunne påvise; mon ikke han ha forlæst sig på Florida's bog om samme klasse...som altså hedder 'den kreative klasse...'

Og hvad mener han med udfoldelses-muligheder? Der er masser af udfoldelsesmuligheder i Danmark, Norge og Sverige for den kreative klasses mænd - og ikke mindst deres koner. Her kan deres børn nemlig gå i velfungerende børnehaver uden at det koster mange tusinde dollars som det gør i USA...

Men endelig, og det er jeg helt enig i, ser vi hvilket samfund faderen, AFR, går ind for......

udtrykt gennem sønnen...

Mest ser vi vel et bevis på, hvor lidt der kræves for at kunne immigrere til USA.

Jeppe Brogård

Dette er en meget interessant artikel fra en kommunikationsrådgiver. Den repræsenterer nogle indsigter om sociologiske og økonomiske forhold, som er helt nye for mig.

Den kreative klasse er dog ikke ny. Jeg har bare hidtil forstået den som en progressivt forandrende kraft også omkring sociale forhold. Netop fordi den kreative klasse efterspørger tolerance og samfundsmæssig kvalitet - og fordi denne klasse flytter efter disse kvaliteter har jeg set den som en garant for velfærdssamfund og dermed også for den nødvendige finansiering.

Fogh Rasmussen viser imidlertid en ny virkelighed. Den kreative klasse er ikke solidarisk. Det er jeg også enig i. Men at de samtidig er så fikserede på egen vinding, at de ikke vil bidrage til de samfund, som de efterspørger, har jeg stadig vanskelligt ved at tro.

Karsten Aaens kommentar er også tankevækkende. Den viser lidt, at et samfund, der investerer i sig selv bliver taget alvorligt at finanskapitalen, som dermed tillader dette samfund at vækste. Lidt ligesom det danske samfund under velfærdsstaten.

Det nye mantra, som Fogh Rasmussen repræsenterer går imod denne tendens. Han støtter den amerikanske, græske og andres nedskæringspolitik, som er blevet krævet af finanskapitalen. Denne politik, altså finanskapitalens, har været målrettet gennem verdensbanken mod at fjerne selvbestemmelsesret og suverænitet i en lang række lande i den 3. verden. Republikanernes forsøg i USA var ved at få deres land i knæ på en måde, som ingen terrorist ville kunne klare.

Hvad er en markedsstat? Hvad er et marked og hvad er målet med at erstatte velfærdspolitik med en markedspolitik?

Hans Fogh Rasmussens forslag virker ikke overbevisende på mig. Jeg foretrækker et demokrati, som gennem rettidig finasiering tager vare på sine egne og som mobliserer det store flertal til de kommende massive omstillinger af vores økonomiske funktionsmåder.

Har vi ikke hørt den sang før, med de samme efternavne?

Jeppe Brogård, hvis du satte dig ind i tankegangen i liberalismen, vil du opdage, at den stadig benytter sig af og kæmper for den samme slags samfund, som vi andre har lagt bag os og troede, at ingen kunne drømme om at ønske sig igen. Desværre er det bedste, liberalister ved, at man kan gøre forskel på folk, dele dem op, vurdere dem, kategorisere dem, give dem point og vende tommeltotten op eller ned.

Jeg elsker denne slags logik:

"Desværre er det bedste, liberalister ved, at man kan gøre forskel på folk, dele dem op, vurdere dem, kategorisere dem, give dem point og vende tommeltotten op eller ned."

Her er et andet slags logik som jeg finder absurd.

Den socialist ide af lighed medfører at en person som ikke bidrager til samfundet SKAL have samme ret til luksus goder, som en der arbejder og bidrager til samfund. F.eks. 2 fladskærms TVer og en bærbar.

At en socialist syntes at mennesker der knokler deres rov i læsser og betaler 60% i skat er "egoister" mens de 1.000.000 modtager af massive overførselsindkomster er stakkels.

Fantastisk artikel. Velskrevet og tankeprovokerende. Nu sluger jeg ikke det hele råt, men der er da noget at tænke over.

Gad vide, hvordan reaktionerne ville have været, hvis han havde skrevet under et pseudonym:)

Jeppe Brogård

Peter Hansen. Tak for dit spørgsmål.

Jeg har forsøgt at forstå liberalismen i mange år. Men det kan godt være, at det ikke er lykkedes.

Den stammer fra en tid med stavnsbånd og snævre politiks definerede grænser for den enkeltes økonomiske udfoldelse. Herrremandens ret og den slags. I den sammenhæng en enorm frisættelse af den enkelte. Og i den sammenhæng umulig at være modstander af.

I vore dage handler nyliberalismen oftere om, at frisætte kapitalens økonomiske udfoldelser fra staters snævre bånd. Det er altså de nye herremænd som er blevet for store for staterne. Individdet figurerer ikke i denne konstruktion men vil synke tilbage til stavsbåndets snævre grænser for udfoldelse.

Det er nyt. Og det strider imod min opfattelse af et demokratisk samfund. Og derfor vender jeg mig imod det.

Når det manifesteres af HFR netop nu - under staternes finansieringskriser og parallelt med kreditvurderingsinstitutternes militante krav om nedskæringer, så tænker jeg, at HFR udfører en opgave for større sammenhænge.

Og når HFR markerer nu, så tæt på terrorhandlingen og chokket i Norge så tænker jeg, at vi bør undgå had. Den norske lære er, at velovervejet solidaritet giver en handlekraftigt demokrati som kan sætte os ud over finanskapitalens krav.

Ydermere har vi altid vidst, at had gør blind. Ved at se på Finanskapitalens filosofi som den er markeret i HFRs artikel - og det kræver åbne øjne - så kan vi forholde os til den på en velovervejet måde.

Overvejelse gør stærk.

Aksel Gasbjerg

Sjældent har man læst noget så tjæresort og reaktionært.

Overskriften burde være: "Elitens manifest" med slet skjult indbygget newspeak:

Den kreative klasse, læs: Os der siddder på flæsket

Reformer, læs: Nedskæringer

Markedsstat, læs: One-dollar-one-vote og ikke det demokratiske one-man-one-vote.

Socialt sikkerhedsnet, læs: Krummer fra de riges bord

Ulrik Hermann

Ja det er absolut på tide at sige farvel til socialstaten, som vi kender den, for ellers vil Danmark blive fattigere og fattigere i en stadig mere globaliseret verden. For vi løser absolut intet ved at bure os selv inde som Dansk Folkeparti vil eller have en offentlig sektor som vi har nu, som venstrefløjen ønsker. Vi må være globale og indrette os globalt, derfor kører den danske socialstat på sidste vers. og det er kun godt, hvis vi får mindre velfærd og færre overførsler i fremtiden, for ellers vil vi slet ikke kunne klare os i konkurrencen og bevare vor velstand.

Tak til HFR for et godt indlæg, de tanker burde hans far have haft for 10 år siden. Så kunne det være at han ikke havde spildt 00erne på ingenting. AFR lod det offentlige forbrug løbe løbsk samt undlod totalt reformer af velfærdsordninger, som ellers også for 10 år siden var presserende problemer. AFR var nærmest mere socialdemokratisk end Socialdemokraterne som statsministeren, synd at han helt glemte sin fremragende bog "Fra socialstat til minimalstat", for programmet i den bog er mere aktuelt og nødvendigt end nogensinde.

Jeppe Brogård

Den kreative klasse er omkring 30 % af arbejdsmarkedet i Danmark. HFR har ret i, at vi lever af dem.

Jeg tror derimod at det er en fejlslutning, at afmontere velfærdssamfundet. Det samfund hører moderniteten til. Jeg tror, at HFRs artikel repræsenterer finanskapitalens krav om sociale nedskæringer i alle lande. USA og EU står for tur efter at 3. verden er kulet ned og efter at 2. verden har afvist dem.

Inger Sundsvald

Nu står det jo ikke i Grundloven eller andre steder, at alle har ret til 2 fladskærme og en bærbar + alle de andre ting som visse skatteydere bilder sig ind at folk får stoppet ned i halsen for deres skattepenge uden at røre en finger.

Torben K L Jensen

Ham HFR er en guddommelig historiefortæller og
særlig hans analyse af Bismarcks intentioner om
det sociale sikkerhedsnet.Han må jo have været
en af de første socialister i Preussen.Så tak for en
darwinistisk indførelse i hvordan verdens lande vil
udvikle sig,sådan helt slavisk,den stærke overlever
men hvad med os andre?De mindre begavede og
mindre formuende,hvad skal vi så tage os til?
Klappe af din sikkert umådelig høje intelligens eller
ryste på hovedet og synes det er synd for dig?

Toke Ernstsen

Dybt inspireret af Henrik Fogh Rasmussens flotte og gennemarbejdede indlæg i Information, lidt for inspireret, vil nogle måske mene, tillader jeg mig at gøre opmærksom på nogle af svaghederne i artiklen:

Næsten overalt i vesten er politikerne i øjeblikket tvunget til at gennemføre drastiske reformer og skære ned på velfærdsydelserne, fordi det politisk fortsat fejlagtigt antager, at finanspolitiske indgreb er vejen frem, også selvom historiens tydelige sprog fortæller det modsatte. Grækenland, Irland og Portugal tager alvorlige skridt for at forhindre et totalt sammenbrud, mens andre lande lever på lidt længere lånt tid, en lidt bedre bevaret illusion, fordi vi reelt har mistet fornemmelsen for virkelighedens konsekvenser og den hastighed, de indfinder sig med. Men alle steder er tendensen den samme: Velfærdsstaten, som vi kender den, er ved at nedlægge sig selv, fordi den teoretiske tanke bag den ikke havde sit afsæt i virkeligheden.

Velfærdsstatens endeligt er som emne en kendsgerning, de fleste politikere viger langt uden om, da det er betændt og stemmerisikabelt. Nedskæringerne bliver derimod prakket befolkningen på som nødvendige for at sikre velfærdsstatens overlevelse. Statsministerens nytårstale var netop et udtryk for dette syndrom: "Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser." Altså så dør baby!

Ikke engang ud fra en snæver økonomisk synsvinkel, har Lars Løkke ret i påstanden om, at velfærdsstaten fortsat kan hænge sammen økonomisk, hvis nødvendige og rettidige reformer indføres. Hans tese om, at Danmark og USA ellers ender som Grækenland, Irland og Portugal er ren ønsketænkning. Det bliver højst sandsynligt værre. Den finanspolitiske inkompetence har lagt vejen, så det nu kun er et spørgsmål om tid, inden hovedparten af de svækkede og dårligt ledede økonomier bryder endeligt sammen. Det kan de fleste med blot en smule fornuft hurtigt se. Så at stemme på et parti, der går ind for bevarelsen af velfærdsstaten, er også en stemme på et hurtigt økonomisk sammenbrud!

Set i et bredere perspektiv, udviser samtlige politikere manglende lederskab ved blindt at forsvare ‘kernevelfærden’. Frem for deres ulige kamp mod virkeligheden, for at redde stumperne af velfærdsstaten, burde de politiske ledere arbejde på at sikre en stabil overgang fra det 20. århundredes velfærdsstat til det 21. århundredes sociale retsstat.

Den østrigske filosof og fritænker mm. Rudolf Steiner (1864-1925), var helt fra sin ungdom glødende optaget af det sociale spørgsmål, som han kaldte det. Ud fra en sjælden dyb, både historisk og tidssvarende samt holistisk indsigt, trængte han ind bag både det forføreriske, fortænkte og utilstrækkelige i samtlige den tids politiske ideologier, som typisk var polariserede i Kapitalismen og Socialismen. Da landene omkring Østrig atter skulle rejse sig efter katastroferne i 1. Verdenskrig, blev han af den østrigske regering indbudt til at bidrage med sine synspunkter og forslag til regionens genrejsning. Og i det værk, han præsenterede, gjorde han bl.a. klart og tydeligt opmærksom på, at finanspolitik, hvis en sådan overhovedet skulle føres, kun burde udformes af ledende skikkelser indenfor åndslivet, da han anså det politiske livs ledere som inkompetente i det spørgsmål! Og måske er dette også kernen i vor tid. Uomtvisteligt er det i hvert fald, at ingen regering endnu har kunnet føre en fremadrettet sund og fornuftig finanspolitik, men tværtimod nærmest har halset bagefter med hovsaløsninger. Og hvorledes næsten samtlige verdens økonomier ser ud i dag, behøver vist ikke en nærmere uddybning.

Bl.a. derfor er velfærdsstatens dage er talte. Den var et velment eksperiment, men ikke en realpolitisk mulighed. I dag eksisterer de traditionelle klasser ikke længere, men visse politiske kræfter forsøger stadig at klasseopdele det moderne samfund, og derfor har endnu et spøjst fænomen rejst sig af asken, nemlig den kreative klasse. Bredt defineret skulle det være mennesker, der lever af at udvikle og omsætte ny viden og ideer som nødvendige for statens velstand og sikkerhed.

Ifølge Rudolf Steiner hører viden og ideer til i og udspringer af åndslivet, og en del af den kapital, der efterfølgende opstår i det økonomiske livs område, når denne viden og ideerne omsættes til varer eller ydelser, bør flyde tilbage til åndslivet, for at opretholde en sund balance. Rudolf Steiners påstand var desuden, at frihedsidealet endnu aldrig rigtigt er blevet forstået, ligeså lidt som lighedsidealet og broderskabsfølelsen. Alles lighed for loven og frihed i tanke og ytring kan vi forholde os til, men en broderskabsfølelse i det økonomiske liv som en ægte social impuls, ligger endnu alt for langt fra vores generelle og egoistiske fatteevne. Ikke desto mindre pegede Rudolf Steiner allerede dengang på, at denne sociale impuls burde optages i åndslivet, og gennem skoler og uddannelsesvæsnet blive en del af den almene, menneskelige dannelse, for ellers, forudså han, at især den vestlige verden ville havne i dybe, sociale og økonomiske problemstillinger. Noget, vi efterhånden vist godt kan nikke genkendende til.

Rudolf Steiner anså en adskillelse mellem de tre ’søjler’, det økonomiske liv, åndslivet og det politiske liv, herunder retsstaten, som fundamental, da en sammenblanding af de forskellige, og ofte modsatrettede, interesser indenfor disse områder, er til skade for samfundet. Men det er netop en sådan sammenblanding, der forsvares i tanken om den såkaldte kreative klasse. Ideer og viden udspringer af åndslivet. Den konkrete viden, højteknologiske ideer baserer sig på, er optaget på højere læreanstalter, og når ideerne efterfølgende realiseres og bliver en del af det økonomiske livs kredsløb, bliver de kapitaliserede. En del af denne kapital må, ifølge Rudolf Steiner, altså føres tilbage til åndslivet, mens en andel bør tilflyde statskassen som en del af det økonomiske fundament, samfundet bygger på. Den tilbageværende del af kapitalen bør samtlige involverede i processen fra ide til kapital have en andel i, så vi ser her, hvorledes tanken om den kreative klasse blot er en fortænk illusion uden afsæt i virkeligheden og derfor endnu et forfejlet tankesæt til skade for samfundet.

Hvis potentialet i det økonomiske liv skal udnyttes fuldt ud, bør det kunne udfolde sig på fuldstændigt frie markeder. Enhver politisk indblanding vil virke forstyrrende eller begrænsende, men omvendt er det ligeså uhensigtsmæssigt, at det økonomiske liv indblandes i det politiske. Åndslivet bør også stå som en fri ’søjle’ i lighed med det politiske og økonomiske liv, men da åndslivet er bærer af al viden og al viden udspringer herfra, bør åndslivet, ikke ud fra egne men samfundets interesser, have visse beføjelser, herunder finanspolitiske - om nødvendigt - i forhold til både det økonomiske, men især det politiske liv. Og særligt her ser vi, at det er gået helt galt i vor tid. Netop åndslivet er fuldt og helt reguleret af det politiske liv, som også det økonomiske liv virker både direkte og indirekte igennem i forhold til åndslivet. Det er med andre ord den omvendte verden, vi lever i!

Hvor utroligt det end kan forekomme, er det, i denne optik, altså ikke egentlige økonomiske problemer, verden lider under, men derimod skævvridninger i balancen i de samfundsmæssige strukturer. Påstanden er derfor også, at så længe der ikke arbejdes hen imod en gennemførelse af en sund samfundsmæssig struktur, vil der heller ikke være løsninger for de økonomiske problemer. Diverse tiltag vil blot forlænge eller afkorte afstanden mod den vestlige verdens økonomiers sammenbrud.

"Hvis Vesten ikke tager sig gevaldigt sammen, så er det ikke utænkeligt, at de bedste vestlige hjerner med tiden begynder at flytte mod øst."

Det er nemlig således, at der i Østen måske findes andre kulier, som er villige til at bære den såkaldt kreative klasse på deres rygge og sørge for deres daglige fornødenheder, vedligeholde deres tekniske installationer, rense deres toiletter, hente deres affald, passe deres børn og give dem al mulig anden service, så de kan opretholde deres kreativitet. Alt sammen selvfølgelig til en lav betaling og alt sammen forbundet med udstrakt frihed for den grimme statsmagt omfordelingsmekanismer. Hvad med Dubai?

Er der nu også tale om et tab for de vestlige samfund?

Udover at ride på ryggen af alle dem, som vedligeholder samfundets basisfunktioner rider denne kreative klasse (måske findes der andre?) desuden på ryggen af et døende oliemonster.

En kommende energikrise vil - udover alle de andre problemer den medfører - stille krav til en uhørt omfordeling af samfundets ressourcer, hvis ikke selvsamme samfund skal udarte til det rene barbari. Så svaret er ikke en eller anden mystisk indretning kaldet markedsstat, men snarere et krav om, at man som tænkende individ beviser, at man har forstået, hvad der er på spil og forholder sig til problemerne og dilemmaerne herudfra.

Tak til forfatteren for et vigtigt indblik i den selvudråbte "kreative" klasses tankegang. Jeg kan ikke gennemskue, om det er en rigtig beskrivelse, men jeg har i hvert fald en helt anden opfattelse af, hvad et kreativt menneske er end den beskrivelse, der kommer frem her. Men det er jo bare et ord.

"Udviklingen" beskrives som havende sin egen indre dynamik, fuldstændig uden for human indflydelse. Hvis "samfundet" ikke forstår at følge med "udviklingen", så ryger det på røven, sakker bagud, ryger lige i afgrunden. Den udvikling, den udvikling - hvor kommer den fra og hvor går den hen? Alle taler om den, men få gør noget ved den - man skulle tro, det var et vejrfænomen. Selvom den kreative klasse for det meste befinder sig i jetstrømmenes verdensomspændende ormehuller, så kommer de dog ned på jorden en gang imellem - måske for at få lidt håndværkersex, det skulle hvert fald være så spændende.

Ingen reflektion over, om vi bruger vores kræfter på den rigtige måde - i forhold til hinanden - i forhold til den lille, lille bitte klode vi bebor.

Ingen reflektion over, hvad rigdom er eller om den "kreative klasse" er så homogen i tankegangen, som der beskrives. Kunne der mon ikke sidde en eller anden "kreativ" fantast eller andet sted, der definerer rigdom som et kollektivt fænomen?

Hvad med ressource-, befolknings-, sygdomsproblematikkerne? Kan de løses på markedets vilkår eller kræver de eller anden form for demokratisk kontrol og styring?

@Brian Pedersen.
Spørgsmålet som du så uelegant prøvede at går uden om var "hvorfor er jeg en ulækkert svinsk egoist når jeg mener jeg bærer en uforholdsmæssigt stort byrde og udtrykker at jeg mener det skal være mindre, når der er en million mennesker i den arbejdesduelige alder her i landet som ikke rører en finger for dem selv eller andre ?

@Inger Sundsvald - jeg får min information fra politikens "De fattige i Danmark"

Vi er med dig, Gary Prince, du skal slet ikke arbejde ås meget - dit arbejde skal deles med nogle af de mange, der ikke er i beskæftigelse. Er du glad nu?

@ Rasmussens (II) søn :

Jeg har hele dagen ventet på, at du skulle melde dig på tråden for at fortælle os, at du bare ville lave lidt grin med os ... ?

@Brian Pedersen
Du kan betale 100% skat og gå sulten i seng, det ændrer ikke med mit spørgsmål.

Din skinhellighed er bare så ulækkert.

Karsten Olesen

Hvem er det der har bestemt at der ikke skal være arbejdspladser til den ene million?

Det er jo folk fra omegnen til dem vi møder i:

http://www.information.dk/275184

(måske "revisorerne" eller "de nyrige" - hvad ved jeg?)

De er dem der jamrer allerhelligst om, hvor hårdt de har det, der selv er med til at flytte arbejdspladserne ud af landet.

Og her i landet nedskærer og fyrer de folk, med kompetencetab til følge.

Karsten Olesen

Hvem er det der har bestemt at der ikke skal være arbejdspladser til den ene million?

Det er jo folk fra omegnen til dem vi møder i:

http://www.information.dk/275184

(måske "revisorerne" eller "de nyrige" - hvad ved jeg?)

De er dem der jamrer allerhelligst om, hvor hårdt de har det, der selv er med til at flytte arbejdspladserne ud af landet.

Og her i landet nedskærer og fyrer de folk, med kompetencetab til følge.

Minder det ikke om Ron Paul, “ the intellectual godfather of the Tea Party" og hans ønske om at afskaffe velfærdsstaten?

En markedsstat er vel en stats som de har i USA, dvs. en stat hvor man på stue 101 på et plejehjem får en dårlig service, mens man på stue 1101 får den bedste service. Ud fra den betragtning at dem der er fattige, ja de skal fortsætte med at være fattige på plejehjemmet, mens dem som er rige, eller som har sparet, ja de skal fortsætte med at have den bedste service på plejehjemmet. Evt. kan man forestille sig private plejehjem (som vi vist allerede har?) hvor man kan købe sig til en bedre service - eller ydelser som det kaldes nu.

Hele denne idé med tilkøbs-ydelser er jo ikke noget kun Venstre taler om, Socialdemokraternes Jan Trøjborg gør det jo også - altså at der skal være et minimumskrav på ydelser, som alle har ret til og skal have. Og så kan man, eller ens familie, betale for en bedre pleje af en. F.eks. kan man tilkøbe ydelser som ekstra rengøring, bedre mad, at få købt ind, mm. Byrokratiet dette giver er man åbenbart totalt ligeglad med...

Man kunne også lave det sådan at det kostede 5 kr. pr. bog man lånte eller 20 kr. pr. bog man lånte på biblioteket. Eller at man kun kunne låne eks. 5 eller 10 bøger om måneden på biblioteket, derefter skulle man betale måske 5 kr. pr. bog, man låner.

Jeg ved ikke om det minder om Ron Paul; sandt er det dog, at Ron Paul er libertarianer, som går ind for totalt at afskaffe stort set al statsligt, og overlade stort set alt til det private initiativ. Samme tendens ser man også i Venstre....

Danskere og svenskere romantiserer i dag om Grundtvig, Stauning og ‘folkhemmet’, men velfærdsstaten blev opfundet af den tyske jernkansler Otto von Bismarck af sikkerhedspolitiske årsager. 1800-tallets militære strategi og industrialisering gjorde det nødvendigt med en robust og loyal arbejderklasse til at bemande fabrikker og skyttegrave. Bismarck indførte derfor folkepension, offentlig sygesikring og arbejdsløshedsunderstøttelse for at sikre folkelig opbakning til det nye tyske imperium i kølvandet på krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig i 1864-71.

--------------------------------------------------------

nogle undtagelsesvise muligheder for at bruge del og hersk politik, fra neden og opad ?

det ligner jo muligheder for almuesoldater til at bare ganske enkelt at hoppe af til den hærfører der giver de mindst ringe tilbud.

---

tjae, medmindre stalin desværre har ret i: det er arbejderne som er nationalister

det ligner jo muligheder for almuesoldater til at bare ganske enkelt at hoppe af til den hærfører der giver de mindst ringe tilbud.

------------------

det var vist også det f. engels tilrådede

bis marx nur bismarx ?

folkepension, offentlig sygesikring og arbejdsløshedsunderstøttelse for at sikre folkelig opbakning,

-------

det er jo ellers et godt argument for at udbygge velfærdssamfundet, for også de fleste blandt vidensarbejdere vil nok helle være loyale overfor sådant

er mange blandt ny-liberalisterne skabs-communister, som bare vil tilpisse den almindelige befolkning så meget, for at være mere sikre på at oprøret fra masserne kommer ?

@brian pedersen

det er nu ikke kun nogen vits, for en fornuftig (bort?)forklaring får de, liberalisterne, jo nok snart brug for

Det er ikke velfærdsstaten der skal siges farvel til men markedsstaten, især I form af det finansielle marked. Det finansielle marked har med stor overbevisning, vist at det ikke kan bære det ansvar der påligger det finansielle marked, som i nullerne førte en ansvarsløs kasinoøkonomi. Det er den kreative klasse i finansmarkedet der opfandt nye låne muligheder, der efterfølgende har destabiliseret Danmark og resten af verden.

Anders Fogh Rasmussen har været med til udvide finansverdens muligheder, bla. som afdragsfrie lån. Det gav under Anders Fogh regerings periode måske et opsving i økonomien, men det var som at pisse i bukserne, det er varmt en kort periode men derefter koldt og vådt. Men Anders Fogh stak af, inden det blev koldt og vådt. Anders Fogh bliver nok historisk den statsminister der har skadet Danmark mest.

Nu vil Henrik Fogh Rasmussen sikre den kreative klasse deres vellevned uden nogen form med solidaritet med resten af samfundet.

Vi har lige set hvordan den finansielle verden reagere politisk, på den Amerikanske forlig omkring gældsloftet. USA bliver rangeret lavere mht gældforpligtigelser, fordi de amerikanske politikere vurderes uansvarlige, hvad det måske også er. Men vi har her en finansverden der agere politisk, og derfor også skal kontrolleres politisk. Der er markedsstaten der ikke længere har sin berettigelse, og derfor skal reguleres. Det er ikke en solidarisk værfærdsstat der skaber problemerne.

Fra wikipedia:

Statslig Korporatisme

I det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland, og til dels også det kommunistiske Sovjetunionen, blev korporatismen udøvet sådan, at alle interesseorganisationer, eksempelvis fagbevægelser, blev tvunget til at acceptere løn og arbejdsvilkårene. Alle grupper skulle ofre sig til statens fælles bedste. Grundtanken er, at alle statens indbyggere dybest set har samme mål, nemlig fremgang for nationen, og at de derfor skal bilægge indbyrdes strid og afskaffe opdelingen i klasser og samfundsgrupper til fordel for at arbejde sammen til nationens fremme.

Been there - done that.

man undrer sig hvis så mange højrefløjsere endnu ikke har indrømmet at: ikke-religion, bør være materialisme.

Colin Bradley

En så gennemhullet og uigennemtænkt 'analyse' der i virkeligheden mere er fri fantasi end analyse skal man dybt ind i arkivet for at finde. Der er så mange spørgsmål Fogh Rasmussens artikel nødvendigvis og indlysende rejser, at det er hårrejsende at han tilsyneladende ikke selv har kunnet imødekomme dem og budt i det mindste på overfladiske svar.

F. eks. 'Var det ikke egentlig et desideratum at klassesamfundet skulle opløse sig selv når første de nødvendige materielle betingelser var til sted for at alle kunne få adgang til det gode liv, samtidigt med at nødvendigheden af at fastholde en stor del af samfundets borgere i farlig, udmættende, underbetalt og kreativitetsdræbende arbejdsforhold langt om længe kunne ophæves? Var grunden til at vi, som samfund, som mennesker, oprindeligt købte dette projekt med industrialisering og teknologisering, ikke lige præcist så vi alle på sigt kunne holde meste muligt fri, og lade maskinerne overtage det tunge og sjæl ødelæggende arbejde? Hvis ja, så må man tro, når man læser HFRs tanker om den snart betydningsløs arbejderklasse, at vi nærmere os dette desideratum. Og så kunne man kun konkludere at et reelt opgør med velfærdstaten må munde ud i noget der ligner borgerløn eller total afskaffelse af penge som middel til at regulere hvem får hvilken del af kagen.

Men man fornemmer at det bestemt ikke er HFRs ærinde. Tværtimod, ville han erstatte en træt gammel klassemodel med en ny og allerede træt klassemodel, som bygger på en fiktiv og idealiseret inddeling af samfundet i en 'kreativ' og formodentligt derfor også en 'ikke kreativ' 'klasse'. Og så er vi lige ved et. Og hvor er det lige vi ser evidens for eksistens af disse grupperinger af mennesker som 'samfundsklasser'? Eller hvad? Hvis den ultimativt mål med den nye klassemodel er et bedre samfund, så må vi formode at HFR har noget oppe i ærmen der er bedre end velfærdsstaten til at erstatte velfærdsstaten med? Hvad mon det er? Det er han ikke engang begyndt at tænke på. Hvordan forestiller han sig de ikke kreative klasse medlemmer ville sørge for sig selv når de blive syge, arbejdsløse og gamle? Ah selvfølgelig! De skal blive kreative. Eller dø. Eller bliver kriminelle. (Det tæller nok som en måde at være kreativ på i de cirkler han færdes i?) Det skal jo hedde survival of the fittest. Sådan ville alle bliver kreative. Sikker en genial ny ide som ingen har tænkt på før.

HFRs 'analyse' overser, som tusinder før ham, at det ikke er 'velfærdssamfundet' der er problemet. Velfærdssamfundet har aldrig været andet end en halv dårlig lappeløsning på det reelle problem, som jo netop er klassesamfundstrukturen. Denne struktur har aldrig -uden regulerende politisk indblanding - i sig selv kunnet levere social og økonomisk sikkerhed til denne samfundsklasse hele kolossens fremdrift var afhængig af, til at tage al det tunge beskidte arbejde som de borgelige var for fine eller for vigtige til. Hvis det er rigtigt, at denne klasse er ved at blive overflødig (hvilket jeg tvivler stærkt på - lad dem stoppe arbejde bare for en dag og se hvad der sker) så kan vi ikke have noget imod at de holder fri på statens regning. De og deres forfædrer har overholdt deres del af kontrakten og taget al det lortearbejde der var nødvendigt for at den teknologisk kolossus kunne opbygges af de kreative klasser. Hvis denne kolossus alligevel er blevet en skuffelse og ikke kan forsørge os alle sammen uden at vi selv løfter en finger, så er det i hvert fald ikke de ikke kreative klasses skyld.

Omvendt, hvis det viser sig, at arbejderklassen ikke helt er overflødig endnu, at det ikke går i den nærmeste fremtid uden en hæderlig indsats fra de ikke kreative, så er det på høj tid at vi gør op med markedssamfundets undertrykkende, destruktive og splidsskabende ideologi, og sikrer os at alle disse stakler som ikke som HFR er født kreative genier, alligevel er med både ved fordeling af arbejdet og ved fordeling af arbejdets høst - og som ligeværdig med lige vægtige krave på adgang til uddannelse, sundhedsydelser, arbejdsløshedsforsikring, ordentlig boligforhold, god ernæring osv. Om den leveres gennem et velfærdssystem eller ad andre veje er lige meget.

Men HRFs artikel afslører ikke hvordan disse millioner af mennesker, som falder udenfor hans klassificering af de 'kreative' skal sikres disse ting, og det er selvfølgelig fordi han ingen bud har på det. De kan sejle i egne sø og lære hvordan man skaber noget ud af intet. Det må være deres egne problem hvis de kommer ud i vanskeligheder, eksemplevis fordi de kreative ikke har noget arbejde de kan tilbyde dem.

HRFs opskrift er en ualmindelig dårlig og overfladisk bud på hvordan vi som samfund kan immødegå vor fremtid. Den ville bare føre til de himmelråbende uligeheder og uretfærdigheder med deraf følgende politisk destabilisering, som han selv har noteret var grunden til, at tidligere samfund i den industrielle æra var nødt til at opfinde velfærdssamfundet til at forhindre. Hvorfor han så forestiller sig hans regressive ideer ikke ville løbe ind i samme problemer må være en gåde. Måske er han ikke særlig kreativ?

@ Rasmus Knus

Statslig Korporatisme kaldes også for statskapitalisme; det var netop hvad der skete i både Hitlers Tyskland under fascismen/nazismen og i Sovjetunionen under den såkaldte marxisme/leninisme.

Ove Kaj Pedersen har kaldt det for - konkurrence-staten; derfor ser vi politikere tale om at vi skal gøre ditten eller datten, for at kunne konkurrere med 'udlandet', dvs. især Kina, Indien og Sydøstasien, uden at erkende, at det er meget nemmere at få vækst fra et lavt niveau på. Hvis man f.eks. går fra 2 til 4 er der jo tale om en vækst på 100 procent, men hvis man f.eks. går fra 8 til 10 er der jo kun tale om en vækst på 20%....

Får vi snart en omtale og anmeldelse af Domenico Losurdos "Liberalism - a counter-history som modvægt til denne regression til klassisk og stupid liberalistisk tænkning fra 1700-tallet?
Hvad HFR afslører så klart er, at kampen mod større lighed slet ikke er et liberastisk mål. Dette er den fascisme, som er liberalismens apoteose, og som bygger på af spænde mennesket for samfundets vogn, fremfor samfundet for menneskehedens.
Tak til Colin Bradley for så udførligt at minde os om, hvad det er for et samfund, vi hellere vil have end den af HFR fejlslagne opstillede. På den anden side vil han tydeligvis selv blive en taber i et samfund, der sætter ægte kreativitet højt - mage til konventionelt klassehad skal man (desværre ikke længere) lede længe efter.

Niels Ishøj Christensen

Henrik Fogh Rasmussen skriver: "Moderne militærstrategi og den moderne økonomi er baseret på højteknologi og højtuddannede mennesker frem for massemobilisering og masseproduktion". Her tangerer han et tema som er totalt fraværende i kronikken: den kapitalistiske økonomi. Men med bemærkningen om militærstrategi giver han - måske helt uforvarende - et positivt signalement af hvad økonomien bag den kreative klasse bør handle om: erobring af markedsandele i krigen imellem verdens statsstøttede kapitalistiske økonomier. Men ak! hvor er fremtidsperspektivet i dette? Handler det ikke i vores nuværende historiske situation om at finde frem til en opskrift på "en fredens økonomi", der ikke er præget den naive tro på at vi kan skabe velstand ved hele tiden at skulle erobre kapital, råvarer og natur fra de andre ved at være smartere end dem - i Henrik Foghs optik med en kreativ klasse i spidsen?

@Peter Hansen m.fl.
Hvorfor svarer du ikke på mit spørgsmål.

"Hvorfor er jeg en egoist (liberal) fordi jeg mener jeg bidrager for meget ved at betale 60% i skat til fællesskabet, mens de 1,000,000 som ikke bidrager en skid til egen eller andres velfærd ikke er egoister"

Og svaret "jeg elsker at betale skat" er ikke noget svar. Det bankkonto som blev oprettede så socialister frivilligt kunne betale mere i skat er stadig tom.

mariann offersen

Mon ikke denne artikel kun er interessant på grund af forfatterens herkomst?

@Gary Prince
Jeg vil ikke kalde dig egoist, men jeg synes, du har en opfattelse af, hvad rigdom er, som jeg ikke deler.
Hvis du betaler 60 % i skat, så har du formentlig et job, hvor du her stor indflydelse på din arbejdsdag, hvor du kan udfolde dig kreativ, innovativt og hele tiden er i udvikling. Disse goder er det ikke alle, der har; folk som din kreative hverdag er dybt afhængig af. Derfor synes f.eks. jeg, en eller anden fordeling er på sin plads. Jeg synes, rigdom også indbefatter en bevidsthed om, at mine medmennesker kan have en god, tryg og indholdsrig tilværelse selvom de ikke har de samme ressourcer som jeg.

"mens de 1,000,000 som ikke bidrager en skid" er en meget bastant udmelding. Hvis man gjorde sig den ulejlighed at se på, hvem alle disse mennesker er, og se på grundene til, at de ikke kan bidrage på samme måde, som du lykkeligvis er i stand til, kunne det være din oplevelse blev lidt mere nuanceret. Noget helt andet er om det samfundøkonomiske nettoregnskab er helt så sort/hvidt som du gør det op. Det er jeg ikke økonomisk viden nok til at gennemskue.

Det handler om flere ting: for det første, at de, der har magt til at bestemme priserne på arbejdskraft, er dem, der prissætter sig selv ekstremt højt i forhold til andre, de er grådige og uden forståelse for, at de rider på ryggen af folk, der arbejder hårdere, men får mindre for det. Arbejdsgivere! - hvilket eufemisme, for arbejde er ingen gave, det er en forbandet nødvendighed, som desværre er kommet til at fylde for meget, hvor det burde fylde stadigt mindre.
Derudover må man jo snart bestemme sig til, om min vurdering af arbejdet er rigtigt: at det skal undgås såvidt muligt, og derfor skal fordeles på flest mulige, så det ikke belaster mere end nødvendigt, eller om arbejdet tværtimod er en gave, som man skal tage imod med taknemlighed, hvorfor de, der ikke får det, må kompenseres. Man kan ikke mene begge dele, medmindre man begynder at kvalificere arbejdet, så noget er fornøjeligt og en gave, og andet er tvangsmæssigt og skal begrænses. Gør man det, åbner man også for den omvendte aflønningsform: at de, hvor arbejdet bærer lønnen i sig selv, skal have mindre, mens dem med det sure slid, skal have mere som tak for ulemperne.
Der ligger bag de holdninger, som Gary Prince markedsfører, det, der desværre er kernen i liberalismen: den udprægede tro på eget merværd og de andres tilsvarende mindreværd. Men det er kun, fordi man tror, at penge findes i virkeligheden.

Det er op til den enkelte, om han eller hun ønsker at arbejde. Det er et frit valg. Det op til den enkelte at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er et frit valg.

Som ved alle de valg vi træffer i livet, så har det en konsekvens. Nogle beslutninger har få, andre store.

Hvis jeg ikke ønsker at arbejde, så er konsekvensen, at jeg fx ikke kan modtage ydelser fra det offentlige, og i (teorien) ikke have stemmeret. Hvis jeg ønsker at modtage dagpenge, så må jeg også (i teorien) acceptere, at tage det job, som bliver mig anvist.

Hvis man vil have ydelser fra det offentlige uden at bidrage til fællesskabet, så udviser man en foragt for det fællesskab vi er en del af. Hvis man med "de stærkeste skuldre bærer de tungeste byrder" mener "alle byrder", så bliver de stærke skuldre vel nedslidte med tiden?

Jeppe Brogård

Det er en amarikansk økonom, som har identificeret og opkaldt den kreative klasse. Han hedder Richard Florida. Den kreative klasse efterspørger tolerance og frihed og åbne samfund, hvor de kan rejse til og skabe et socialt liv på en uge. RF kalder det "plug and play society"

I den moderne kapitalisme udgør den kreative arbejdskraft mellem 30 og 40 % af arbejdsstyrekn. Det er altså et massefænomen.

Dette stiller nogle helt andre krav til samfundene og byerne, end den traditionelle industriøkonomi stiller. For at tiltrække virksomheder skal man tiltrække denne arbejdskraft og holde på egne kreative lønmodtagere. Byerne skal altså tilbyde dette "plug and play" samfund for at være med i konkurrencen.

Klassen er selektiv og den er ikke solidarisk. Men Florida har ikke sagt, at de går entydigt efter skattelettelser. Han har ikke sagt, at de ikke vil betale for kvalitet. Richard Florida har til gengæld sagt, at andre bør varetage indretningen af dette fornuftige samfund, som klassen efterspørger, fordi store indkomstforskelle underminerer plug and play - samfundet.

Skattetænkningen er en isoleret dagsorden, som poppulister bruger for at vinde valg. Det er den også i HFRs artikel.

Plug and play er priduktet af et åbent og demokratisk samfund. Et sådant skal selvfølgelig finansieres ligesom alle andre samfund. Og det bør være liberalt. Derfor kan der være socialistisk eller liberalistisk.

Det kan være centralistisk. Som den fossile økonomi. Men det kan også være multipolært og decentralt, som den solare økonomi.

Klassen indretter sig på givne rammer. Altså skal der være en politik for samfundets rammer, før man kan tilfredsstille og tiltrække de dele af den kreative klasse, som man har behov for.

Skattetænkningen og Reaganomics repræsenterer den centralistiske samfundsmodel. Den kan meget og den er dominerende globalt i dag. Men den er pr. definition lukket, elitær og udstødende. Og derfor vil den ikke kunne tiltrække alle kreative kræfter på længere sigt.

Det korte af det lange er: Der er rig plads til og brug for os andre. Vi betjener os bare af den kreative klasse.

Mikael Petersen, du fremstiller regler, nogle har vedtaget, som helligskrift. Det er det ikke. Og det bør være det absolutte mål at begrænse den negative konsekvens af valg. Alt andet giver jo ingen mening. Den ideologi, du hylder, tager udgangspunkt i et mangelsamfund, som vi heldigvis mere og mere vil forlade. Dels ved at begrænse vort forbrug fra det abnormt monstrøse til det mere rimelige og nødvendighedsbaserede, dels fordi faktisk som art i høj grad opnår stadig større indsigt i verdens beskaffenhed og dermed erhverver evner, der muliggør mere skånsomme måder at leve af tilvæksten, men lade hovedstolen uberørt.

Sider