Baggrund

Problemet er ikke indvandrere, det er vores egen europæiske identitet

Anders Breiviks manifest er ikke en enlig galnings rablerier, men et symptom på de indre modsætninger i tidens fremstormende indvandrerfjendske højrepopulisme, skriver Slavoj Žižek i dette essay
Multikulturelt vareudbud og menneskelig møde på Portobello Road Market i London, nok Europas mest etnisk blandede by. Slavoj Zizek spørger i sit essay: 'Hvad nu hvis vi vitterlig er på vej ind i en ny æra? Hvad nu hvis Europa bliver nødt til at acceptere det paradoks, at dets demokratiske åbenhed bygger på eksklusion af visse grupper?'

Multikulturelt vareudbud og menneskelig møde på Portobello Road Market i London, nok Europas mest etnisk blandede by. Slavoj Zizek spørger i sit essay: 'Hvad nu hvis vi vitterlig er på vej ind i en ny æra? Hvad nu hvis Europa bliver nødt til at acceptere det paradoks, at dets demokratiske åbenhed bygger på eksklusion af visse grupper?'

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

4. august 2011

Der er ting i såvel Anders Behrings Breivik ideologiske selvretfærdiggørelse som i reaktionerne på hans morderiske handling, som må mane til eftertanke. Manifestet fra denne kristne 'marxistjæger', der myrdede over 70 mennesker i Oslo, er lige præcis ikke en enlig galnings rablerier. Der er i al sin enkelthed tale om en konsekvent fremstilling af den 'Europas krise', der fungerer som det (mere eller mindre) implicitte fundament for kontinentets stigende indvandrerfjendske populisme og lige netop manifestets inkonsistenser er symptomatisk for de indre modsætninger i denne populismes verdenssyn.

Den første ting, der falder i øjnene, er, hvorledes Breivik konstruerer sin fjende, nemlig ved at kombinere tre elementer (marxisme, multikulturalisme, islamisme), som tilhører almindeligvis adskilte politiske rum: den marxistiske venstreradikalisme, multikulturalismen og den islamiske religiøse fundamentalisme.

Den gamle fascistiske vane med at tillægge sin fjende gensidigt udelukkende karakteristika (som i forestillingen om 'et bolsjevistisk-plutokratisk jødisk komplot', der kombinerer marxisme-leninisme, plutokratisk kapitalisme og etnisk-religiøs identitet') vender her tilbage i ny forklædning.

Endnu mere betegnende er dog den måde, hvorpå Breiviks selvkarakteristik blander kortene i højreradikal ideologi. Breivik bekender sig til kristendommen, men er samtidig sekulær agnostiker: Kristendommen er for ham blot en kulturel konstruktion, hvormed man kan modsætte sig islam. Han er antifeministisk og mener, kvinder bør afholdes fra at stræbe efter et højt uddannelsesniveau, men går ind for et 'sekulært' samfund, støtter abort, og erklærer sig pro-homoseksuel.

Forgænger blev myrdet

Hans forgænger var her Pim Fortuyn, den hollandske højrepopulist politiker, som blev dræbt i maj 2002, to uger før et valg, hvor han stod til at få en femtedel af stemmerne. Fortuyn var en paradoksal symptomatisk figur: en højreorienteret populist, hvis personlige egenskaber og sågar udtalelser næsten var perfekt 'politisk korrekte': Han var homoseksuel, havde gode personlige relationer til mange indvandrere, udviste en medfødt sans for ironi osv. kort sagt var han god, tolerant og progressiv i alle henseender, hvis man lige ser bort fra hans grundlæggende politiske holdning. Det, som han inkarnerede, var således selve skæringspunktet mellem højreorienteret populisme og venstreorienteret politisk korrekthed. Måtte han dø, fordi han fremstod som det levende bevis på, at modsætningen mellem højreorienteret populisme og venstreliberal tolerance er falsk, og at vi har at gøre med de to sider af samme mønt?

Derudover kombinerer Breivik nazistiske karakteristika (helt ned i detaljen f.eks. i sin sympati for Saga, den svenske pronazistiske folkpop-sangerinde) med et had til Hitler: En af hans helte er Max Manus, en ledende frihedskæmper i Norges antinazistiske modstandsbevægelse. Og sidst, men ikke mindst, er Breivik på én gang åbenlyst racistisk og filo-semitisk og prozionistisk, idet han ser staten Israel som den første forsvarslinje mod den muslimske ekspansion og sågar ønsker at se Jerusalems tempel genopført.

Hans figur er således virkeliggørelsen af det ultimative paradoks: en jødeelskende racistisk nazist. Hvordan er dette muligt?

Europas højrefløj central

En nøgle til at forklare dette leveres af reaktionerne fra den europæiske højrefløj på Breiviks angreb: Her har mantraet været, at nok må vi fordømme hans morderiske handling, men samtidig må vi ikke glemme, at den udsprang af 'legitime bekymringer for reelle problemer' for så vidt, at de europæiske mainstream-politikere fremstår magtesløse over for multikulturalismens og den snigende islamiserings nedbrydning af Europa. Eller for at citere The Jerusalem Post: »Tragedien i Oslo må blive anledning til for alvor at genoverveje politikkerne for integration af indvandrere i Norge og andre steder.« (Fra lederen »Norway's Challenge«, 24, juli 2011) (For øvrigt ville det være rart at høre en lignende udlægning af den palæstinensiske terror noget i retning af »disse terrorhandlinger bør blive anledning til at genoverveje Israels politik«.)

En henvisning til Israel er naturligvis implicit i denne udlægning: Et »multikulturelt« Israel har ingen chance for at overleve apartheid er eneste realistiske mulighed.

Prisen for denne i egentligste forstand perverse zionistisk-højreorienterede pagt er: For at retfærdiggøre det territoriale krav på Palæstina er det nødvendigt med tilbagevirkende kraft at anerkende samme type argumentation, som i europæisk historie tidligere blev brugt imod jøderne: Den gensidige forståelse lyder, som følger: 'Vi er rede til at anerkende jeres intolerance over for andre kulturer i jeres samfund, hvis I blot anerkender vores ret til ikke at tolerere palæstinenserne i vores'. Den implicitte pagts tragiske ironi er, at i europæisk historie i de foregående århundreder var jøderne selv de første 'multikulturalister': Deres problem var: Hvordan overleve med vores kultur intakt på steder, hvor en anden kultur er fremherskende? (Bemærk for øvrigt her, at Ernest Jones den vigtigste dynamo i den konforme gentrificering af psykoanalysen i 1930'erne søgte at imødegå den nazistiske antisemitisme ved at kaste sig ud i overvejelser over, hvor stor en procentdel af udlændinge et nationalt samfundslegeme kan tolerere i sin midte uden at bringe sin egen identitet i fare, hvorved han naturligvis reelt accepterede den nazistiske problematik.)

Åbenhed og udelukkelse

Men hvad nu hvis vi vitterlig er på vej ind i en ny æra, hvor et sådant nyt ræsonnement vil sætte sig igennem? Hvad nu hvis Europa bliver nødt til at acceptere det paradoks, at dets demokratiske åbenhed bygger på eksklusion: Der er »ingen frihed for frihedens fjender«, som Robespierre udtrykte det for længe siden?

I princippet er dette naturligvis sandt, men her bliver vi nødt til at være meget specifikke. På en vis måde så Breivik jo rigtigt i sit valg af mål: Han angreb jo ikke udlændinge, men dem i hans eget samfund, som han så som alt for tolerante over for indtrængende fremmede. Problemet er ikke udlændinge, det er vores egen (europæiske) identitet.

Selv om den aktuelle krise i EU fremstår som en krise for økonomi og finanser, er den i sin grundlæggende dimension en ideologisk-politisk krise: De fejlslagne folkeafstemninger om EU-forfatningen for få år siden afgav et klart signal om, at vælgerne opfatter EU som en 'teknokratisk' økonomisk union, der mangler enhver vision, der kan mobilisere folket. Indtil de allerseneste protestbølger var den eneste ideologi, der var i stand til at mobilisere de folkelige følelser, da også det indvandrerfjendske forsvar for Europa.

Homofobi og pædofili

De seneste udbrud af homofobi i de østeuropæiske postkommunistiske stater bør få os til at stoppe op og tænke. I begyndelsen af 2011 afvikledes i Istanbul en homoseksuel parade, hvor tusinder deltog i fred uden vold eller andre forstyrrelser. Men i homoseksuelle parader, som fandt sted på samme tid i Serbien og Kroatien (i Beograd og Split) var politiet ikke i stand til at beskytte deltagerne, der blev voldsomt angrebet af tusindvis af voldelige kristne fundamentalister. Disse fundamentalister og ikke Tyrkiet repræsenterer den sande trussel for den europæiske arv, så når EU dybest set blokerer for Tyrkiets optagelse, må vi rejse det oplagte spørgsmål: Hvad med at anvende de samme adgangskriterier over for Østeuropa? (For slet ikke at nævne det besynderlige faktum, at den vigtigste drivkraft bag den anti-homoseksuelle bevægelse i Kroatien er den katolske kirkes velkendte og mange pædofiliskandaler).

Det er afgørende at indplacere antisemitismen som et element, der hører til samme serie som andre former for racisme, sexisme, homofobi osv. For at grundfæste sin zionistiske politik begår staten Israel her en katastrofal fejl: Den har besluttet sig for at nedtone om ikke ligefrem ignorere den såkaldte 'gamle' (traditionelle europæiske) antisemitisme for i stedet at fokusere på den 'nye' og angiveligt 'progressive' antisemitisme, der dækker sig under en maske af kun at ville kritisere staten Israels zionistiske politik. I dette tankespor hævdede Bernard-Henri Lévy for nylig i sin bog, The Left in Dark Times, at antisemitismen i det 21. århundred vil blive 'progressiv', for så vidt den overhovedet har en fremtid.

Ført ud i sin yderste konsekvens tvinger denne tese os til at omvende den gamle marxistiske fortolkning af antisemitismen som en mystificeret/forskudt antikapitalisme om (i stedet for at holde det kapitalistiske system ansvarligt rettes vreden imod en bestemt etnisk gruppe, der beskyldes for at ødelægge systemet): For Bernard-Henri Lévy og hans tilhængere er nutidens antikapitalisme en skjult form for anti-semitisme.

Humaniteten står på spil

Dette uudtalte, men ikke mindre effektive forbud mod at angribe den 'gamle' antisemitisme finder sted på et tidspunkt, hvor den 'gamle' antisemitisme atter er på fremmarch over hele Europa, især i de postkommunistiske lande i Østeuropa.

For 100 år siden formulerede G. K. Chesterton den fundamentale blindgyde, som religionskritikere har det med at forvilde sig ind i:

»De, som begynder at bekæmpe kirken i frihedens og humanitetens navn, ender med at kaste al frihed og humanitet fra sig for blot at kunne vedblive med at bekæmpe kirken. Sekularisterne vil så ikke havde ødelagt guddommelige ting. De vil have ødelagt sekulære ting, hvis det kan være dem til nogen trøst.«

Men gør det samme sig ikke gældende for tilhængerne af religion selv? Hvor mange fanatiske forsvarere af religion begyndte med at rette voldsomme angreb på den moderne sekulære kultur for at ende med at forsage enhver meningsfuld religiøs oplevelse? På tilsvarende vis er mange prodemokratiske krigere så ivrige for at bekæmpe anti-demokratisk fundamentalisme, at de ender med at kaste friheden og demokratiet fra sig for blot at kunne bekæmpe terror. Hvis 'terroristerne' er rede til at ødelægge denne verden af kærlighed til en anden, er vore krigere mod terror klar til at ødelægge deres egen demokratiske verden af had til den muslimske anden.

Nogle af dem elsker den menneskelige værdighed så højt, at de er klar til at legalisere tortur den ultimative nedbrydning af menneskelig værdighed for at forsvare den ... Og gør det samme sig ikke også gældende over for de stadig mere højlydte forsvarere af Europa mod indvandringens trussel? I deres iver for at beskytte den jødisk-kristne arv er de nye fanatikere klar til at forsage den sande kerne i den kristne arv.

Dræb af kærlighed!

Den sande trussel imod den europæiske arv er folk som Breivik, den selvudråbte forsvarer for Europa, der dræber »af kærlighed« til Europa: Med sådanne venner behøver Europa ingen fjender. Havde Breivik ment sin kærlighed til Europa seriøst, burde han have fulgt sin fars råd og i stedet have dræbt sig selv.

Den stigende indvandrerfjendtlighed skal ses på baggrund af den langsigtede omkonfigurering af det politiske rum i Vest-og Østeuropa. Indtil for nylig var det politiske felt i Europas nationer typisk domineret af to store partiblokke, der begge søgte at appellere til hele vælgerkorpset: en centrumhøjreblok (kristendemokrater, liberalister, konservative folkepartier osv.) og centrumvenstreblok (socialdemokrater, socialister), mens der ved siden af eksisterede mindre partier, som henvendte sig til smallere vælgersegmenter (økologer, kommunister osv.).

De seneste valgresultater i Vest- som i Østeuropa signalerer den gradvise fremvækst af en ny type polaritet. Vi har nu på den ene side de overvejende midtsøgende partier, der står for den globale kapitalisme som sådan, som regel med en liberal kulturdagsorden (tolerance over for abort, homoseksuelles rettigheder, religiøse og etniske minoriteter, etc.).

Og over for denne står på den anden side de stadig stærkere indvandrerfjendske populistpartier, i hvis randzoner der hyppigt trives direkte racistiske neofascistiske grupper. Skolebogseksemplet er her Polen: Efter at de tidligere kommunister faldt væk, står de vigtigste to partier, statsminister Donald Tusks 'antiideologiske', midtsøgende liberale parti og Kaczynski-brødrenes konservative, højrekristne parti, tilbage. Lignende tendenser aftegner sig i Holland, Norge, Ungarn, ja, selv Sverige ... For tredje og sidste gang: Hvordan er vi havnet her?

Efter de kommunistiske regimers opløsning i 1990 trådte vi ind i en ny æra, hvor den fremherskende form for udøvelse af statsmagt blev en afpolitiseret ekspertadministration, hvis primære opgave var at afstemme og koordinere interesser. Den eneste måde, hvorpå lidenskab kan genindføres i dette felt, og folket aktivt kan mobiliseres, er igennem frygt: frygten for indvandrere, frygten for kriminalitet, frygt for gudløse seksuelle fordærv, frygten for den overdrevne statsliggørelse (med dens byrde af høj beskatning og kontrol), frygten for økologiske katastrofer, men også frygten for chikane (politisk korrekthed er den eksemplariske venstreorienterede udgave af frygtens politik).

En sådan politik må altid bygge på manipulation af en paranoid ochlos det frygtindgydende samlingspunkt for skræmte mænd og kvinder. Dette er grunden til, at den store begivenhed i første årti af det nye årtusind blev, at de indvandrerfjendske politikker blev mainstream og til sidst klippede den navlestreng over, der havde forbundet dem med højreradikale randgrupperinger.

Accept, men ikke mere

I en ny ånd af stolthed over den egne kulturelle og historiske identitet fandt de vigtigste partier fra Frankrig til Tyskland og fra Østrig til Holland det nu acceptabelt at fremhæve, at indvandrere er gæster, der skal tilpasse sig til de kulturelle værdier, der definerer værtssamfundet 'det er vores land, elsk det eller forlad det.'

Progressive og frisindede er naturligvis forfærdede over en sådan populistisk racisme. Men et nærmere kig afslører, hvordan deres multikulturelle tolerance og respekt for (etniske, religiøse, seksuelle) forskelle deler de indvandrerfjendske kræfters behov for holde de andre på en passende afstand. De andre er OK, jeg respekterer dem, men de bør ikke trænge for meget ind i mit eget rum. I det øjeblik de gør det, de chikanerer mig med deres lugt, deres beskidte sprogbrug, deres vulgære manerer, deres musik, deres madlavning ... Jeg støtter fuldt ud en positiv særbehandling af de sorte, men jeg er på ingen måde klar til at lytte til høj rapmusik. På dagens marked finder vi en række produkter, som er blevet renset for ondartede egenskaber: kaffe uden koffein, fløde uden fedt, øl uden alkohol ... Og listen fortsætter: Hvad med virtuel sex som sex uden sex? Colin Powell-doktrinen om krigsførelse uden ofre (på vores side, naturligvis) som krig uden krigsførelse? Den moderne omdefinering af politik, som at ekspertadministrere som politik uden politik? Og dagens tolerante, venstresnoede multikulturalisme som oplevelse af Den Anden uden Andethed den koffeinfri Anden, der danser sine fascinerende danse og har en økologisk forsvarlig, holistisk tilgang til virkeligheden, alt imens vi lukker øjnene for hans tilbøjelighed for voldelig kvindeundertrykkelse.

Denne neutraliseringsmekanisme blev prægnant formuleret i 1938 af Robert Brasillach, en fransk fascistisk intellektuel, som skulle blive lyst i band og henrettet i 1945. Brasillach så sig selv som »moderat antisemit«, og ham var det, der hittede på formuleringen »anstændig antisemitisme«, da han skrev:

»Vi vil tillade os selv at klappe af Charlie Chaplin, en halvjøde, på film. At beundre Proust, en halvjøde. At klappe ad Yehudi Menuhin, en jøde. Og selv Hitlers stemme transmitteres via radiobølger opkaldt efter jøden Hertz? (...) Det er ikke vores ønske at dræbe nogen, vi vil ikke anstifte en pogrom. Men vi mener også, at den instinktive antisemitismes altid uforudsigelige handlinger bedst kan hindres ved at organisere en anstændig antisemitisme.«

Er samme holdning ikke på færde i den måde, hvorpå vores regeringer reagerer på indvandringstruslen? Efter retsindigt at have afvist den uskrømtede populistiske racisme som »uanstændig« og uacceptabel for vores demokratiske normer støtter disse regeringer i næste nu, hvad de ser som »anstændige« racistiske beskyttelsesforanstaltninger (»fast og fair«). Eller som vore dages 'brasillacher', nogle af dem tilmed socialdemokrater, kunne udtrykke det:

»Vi tillader os at klappe ad afrikanske og østeuropæiske sportsfolk, asiatiske læger, indiske software- programmører. Vi ønsker ikke at dræbe nogen, vi ønsker ikke at anstifte en pogrom. Men vi mener også, at den bedste måde at hindre den altid uforudsigeligt volde- lige indvandrerfjendtlighed i at kamme over er ved at gennemføre en rimelig beskyttelse mod indvandrere.« Denne vision om at gøre naboen giftfri repræsenterer en klar overgang fra det direkte barbari til barbariet med et menneskeligt ansigt. Den indebærer en regression fra den kristne næstekærlighed til medmennesket tilbage til en hedensk model, der forbeholder privilegierne for vor egen stamme (grækere, romere ...) på bekostning af den barbariske Anden. Og selv om det sker under påberåbelse af at ville forsvare kristne værdier repræsenterer denne vision selv den største trussel mod den kristne arv.

Medskyldige kritikere

Der er dog et yderligere afgørende skridt, der må foretages: Kritikken af den indvandrerfjendske racisme må radikaliseres i en selvkritik, der sætter spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad den dominerende form for multikulturalisme gør sig til medskyldig i det, som den selv kritiserer. Kritikerne af den indvandrerfjendske bølge nøjes i reglen med at hengive sig til det endeløse ritual, der består i at bekende Europas egne synder for ydmygt at acceptere begrænsningerne i den europæiske arv og fejre rigdommene i fremmede kulturer. De berømte linjer fra William Butler Yeats' Second Comingsynes således at gengive vores nuværende kvide perfekt:

»De bedste mangler al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.«

Dette er en glimrende beskrivelse af den nuværende opdeling mellem anæmiske venstreorienterede og lidenskabelige fundamentalister, muslimske såvel som vore egne kristelige. 'De bedste' er ikke længere i stand til fuldt at engagere sig, mens 'de værste' engagerer sig i racistisk, religiøs og sexistisk fanatisme. Hvordan bryde ud af dette dødvande?

I stedet for at spille Den Smukke Sjæl, der begræder det nyopståede racistiske Europa, som de rituelle udsagn er udtryk for, bør vi vende det kritiske blik imod os selv og spørge, i hvilken udstrækning vores egen abstrakte multikulturalisme har bidraget til denne sørgelige tingenes tilstand. Hvis ikke alle sider deler eller efterlever samme omgangsnormer, så bliver multikulturalisme til juridisk reguleret gensidig uvidenhed eller had. Konflikten om multikulturalisme er allerede en konflikt om Leitkultur: Det er ikke en konflikt mellem kulturer, men en konflikt mellem forskellige opfattelser af, hvordan forskellige kulturer kan og bør sameksistere og om de regler og den praksis, disse kulturer er nødt til at dele, hvis de skal kunne sameksistere.

Man skal således undgå at blive fanget ind af det liberale spil om »hvor meget tolerance vi har råd til« skal vi tolerere det, hvis muslimske indvandrere forhindrer deres børn i at gå i offentlige skoler, hvis de tvinger deres kvinder til at klæde og opføre sig på bestemte måder, hvis de arrangerer ægteskaber for deres børn, hvis de voldeligt forfølger homofile i deres egne rækker osv.? ... På dette niveau er vi selvfølgelig aldrig tolerante nok, eller vi er altid-allerede for tolerante, lader hånt om kvinders rettigheder, osv. Den eneste måde at bryde ud af denne fastlåste situation på er at udvikle og kæmpe for et positivt universelt projekt, der kan deles af alle deltagere. At engagere os i de kampe, hvor »der hverken er mænd eller kvinder, hverken jøder eller grækere«. Og sådanne kampe er der mange af, fra økologi til økonomi.

Hvad vil Europa?

I sine senere år udtrykte Sigmund Freud rådvildhed over spørgsmålet: Hvad begærer kvinden? I dag er vores spørgsmål snarere: Hvad begærer Europa?

Det meste af tiden fungerer Europa blot som regulator for den globale kapitalistiske udvikling, mens det undertiden også flirter med det konservative forsvar for sine traditioner. Begge disse veje fører ud i glemsel og til Europas marginalisering.

Den eneste vej ud af dette invaliderende dødvande vil være, at Europa genopliver sin arv for radikal og universel frigørelse. Opgaven er at bevæge sig ud over den rene tolerance over for andre og over i en positiv emancipatorisk Leitkultur, der kan oppebære en autentisk sam- eksistens med opblanding af mange forskellige kulturer.

Vi må engagere os i denne forestående kamp om fremtidens Leitkultur. Vis ikke blot respekt for andre og tilbyd dem derpå en fælles kamp. For i dag er vi fælles om vore problemer.

© Slavoj Žižek og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oliver Tafdrup

Debatten har i den grad behov for skæve perspektiver i stil med dem Žižek forfatter. Selvom hans analyser (såvel som hans værker) i ny og næ kan synes at mangle en klar overskuelig struktur, så ændrer det ikke på, at han næsten altid formår at fremhæve nye og interessante nuancer.

Hans beskrivelse af et splittet ideologisk landskab i vesten, hvor forskellige politiske fløje på bedste populistiske vis shopper rundt i et ideologisk supermarked for at vælge, hvilke elementer, der egner sig bedst til den aktuelle politiske sag, er netop en understregning af at freudiansk/lacaniansk logik er både levende og relevant: En kultur der består af splittede subjekter, må nødvendigvis også være en splittet kultur.

Sider