Der forhandles nu om en ny bankpakke. Problemet er akut, for bankaktierne rasler ned, og lån mellem banker er ved at sande til. Den ubegrænsede statsgaranti for indlån udløber snart, og dermed bliver danske banker stillet ringere end de fleste europæiske. Det må der rettes op på, siger bankerne. Samtidig forlyder det, at en håndfuld af de største banker vil blive udpeget som too big to fail, altså garanteres mod at gå fallit; det sker for at berolige udenlandske investorer.
Alt dette er formentlig nødvendigt, men er det rationelt?
Det er i strid med alle markedsøkonomiske principper. Disse tilsiger, at virksomheder skal klare sig selv; de har ret til profit, men skal til gengæld bære tab, herunder risikoen for fallit. Videre skal de konkurrere på lige vilkår, men statsgarantien betyder, at f.eks. Danske Bank kan låne lettere og billigere end de mindre banker; det er faktisk pointen med garantien.
Stærk koncentration
Banksektoren har gennem adskillige år været på hastig flugt fra konkurrencebaseret markedsøkonomi til oligopolistisk kapitalisme (oligopol: få udbydere).
Milepælene i denne udvikling var to store fusionsbølger i hhv. 1990 og 2000, men tendensen er fortsat herefter (fra 2001 til 2009 faldt antallet af pengeinstitutter fra 211 til 148). Og jo færre spillere, desto mindre konkurrence; markedets magt over bankerne erstattes af de store bankers magt over markedet.
Med den ny bankpakke vil udviklingen forstærkes, nu med udtrykkelig statsstøtte. I forvejen har Danske Bank 51 pct. af banksektorens kapital, mens nummer to Nordea har 18 pct., i alt 69 pct. (2009). Til sammenligning måtte fem mere ligeværdige banker i 1983 deles om 60 pct.
Hvis regeringen gik ind for konkurrence, ville den omfavne S og SF's forslag om en statsbank, der kunne give et modspil til Danske Banks næsten-monopol. Men Lene Espersen (K) afviste den idé, fordi det ville betyde »nordkoreanske tilstande«, hvilket viste en bekymrende mangel på evne til at skelne mellem stalinisme og institutioner kontrolleret af folkevalgte. Alternativt kunne man dekretere en opsplitning af Danske Bank i 10 mindre banker, men det forslag hører vi næppe fra Brian Mikkelsen. Det skyldes, at han foretrækker kapitalisme frem for markedsøkonomi.
Tendensen mod større koncentration af kapitalmagten er i øvrigt ikke speciel for den finansielle sektor.
I 1970 havde de 10 største koncerner i Danmark en omsætning svarende til 23 pct. af BNP; i 2000 var dette tal vokset til 40 pct. og i 2009 til ikke mindre end 51 pct. Ser vi på den absolut største koncern, havde den i 1970 en omsætning svarende til 8 pct. af BNP (det var ØK), mens Mærsk i 2009 havde godt 25 pct.; det høje tal hænger sammen med, at koncernen ejer 68 pct. af Dansk Supermarked (bl.a. Netto) og 20 pct. af Danske Bank, hvilket er mere end nok til at sikre kontrol. Denne grad af kapitalkoncentration, hvor nummer ét inden for produktiv virksomhed ejer nummer ét inden for finans, er formentlig enestående i Europa.
Vetoret
Tendensen er ikke overraskende, for den følger logisk af nyliberalismen. Kernen i denne ideologi er deregulering frigørelse af kapitalen, og da frihed er det pæne ord for magt, er det ikke mærkeligt, at kapitalens økonomiske magt er blevet helt dominerende på bekostning af både marked (konkurrence) og demokratisk styring.
Men tilbage til den kommende Bankpakke 4. Enhver stat har en forpligtelse til at sikre det finansielle system. Derfor er den nævnte lovgivning formentlig nødvendig. Men den er ufuldstændig.
Der har i de senere år været megen tale om 'noget for noget', og at rettigheder bør afbalanceres med pligter, f.eks. stilles der mange adfærdskrav til modtagere af kontanthjælp og dagpenge. Det er rimelige principper, så de kunne med fordel også anvendes på de økonomisk magtfulde bistandsklienter.
Jeg mener: Når staten støtter bankerne med indskudsgaranti, således at flere kunder kan lokkes til, ikke mindst fra udlandet, og når den garanterer de største af dem mod fallit, så burde denne generøsitet afvejes med krav om en vis demokratisk indflydelse på udlånspolitikken; det er også nødvendigt af den simple grund, at ansvarsfrie banker ikke behøver at bekymre sig om risici.
Bankbestyrelserne bør have offentlige repræsentanter med vetoret, således at spekulation i værdipapirer og ejendomsmarked blokeres eller endnu bedre med magt til at gennemtrumfe, at udlånene går til fornuftige formål såsom miljø. Folkestyrets repræsentanter kan tage fejl, men i lyset af de senere års erfaringer synes det vanskeligt at fordele den danske kapital dårligere, end bankerne gør.
Generelt bør spekulationen begrænses. For 50 år siden var finanssektorens kapital på niveau med BNP, i 2001 var den fire gange og i 2007 mere end syv gange så stor. Et sådant forhold mellem realøkonomi og pengeøkonomi er ustabilt.
Vi står nu over for den anden dybe finanskrise på tre år. Der vil komme flere, hvis ikke systemet reformeres. Få så den strukturkommission nedsat!
Anders Lundkvist er politisk økonom ved Aalborg Universitet
"Oligo-polistisk kapitalisme" - det lyder indviklet, men er jo egentlig let at forstå: Stadig færre sidder på pengene, og finanskapitalen er de sidste 50 år fra at være på størrelse med bruttonationalproduktet nu ca. 7 gange større.
Endelig en økonom, der taler klart og tydeligt, og som påpeger, hvordan finanskapitalen undertrykker demokratiet, mens den selv vokser vildt og vanvittigt - samtidig med at illusionen fastholdes om at "hr. og fru normalforbruger" stadig har demokratiske rettigheder.
Det hører vi alt for sjældent noget om i medierne - og fra politikerne?
Ikke en lyd.
God artikel.
Vi må bort fra at nogle banker er "too big to fail" - split de store op i mindre enheder og forbyd "finansielle supermarkeder".
Grådighed og satsninger med skatteborgernes penge er en dårlig kombination.
God oplysende artikel om den monopolitiske tilstand i den danske banksektor og generelt i det danske erhvervsliv.
Men jeg mangler en kritisk forholden sig til den dominerende måde at drive banker på - det kaldes fractional reserve banking, Denne måde at drive banker på er en væsentlig faktor i den finansielle krise. Alternativet hedder - full reserve banking -sehttp://en.wikipedia.org/wiki/Full-reserve_banking
Et sådant ny system ville betyde, at banker kan gå fallit - og at skatteborgerne ikke kommer til at betale for de finansielle kriser.
Der bør skabes en dansk bevægelse - som kræver en grundlæggende ændring af det finansielle system - ligesom i England - sehttp://www.positivemoney.org.uk/
Tak for kommentarer.
Til Erik: Spændende diskussion, men ikke plads til at skrive alt i en kommentar.
Der er en fejl i min artikel: Den ubegrænsede statsgaranti for indlån udløb faktisk for et år siden, så i dag gælder en grænse på 750.000 kr.
I øvrigt: Iflg. Børsen 23/8 vil en ny bankpakke indeholde a) forlængelse af statsgaranterede lån, b) præmie til banker, der overtager konkurstruede kolleger, og c) den nævnte udpegning af nogle storbanker som 'too big to fail.'
Og så må der stilles krav til de gigant bonusser de udbetaler sig selv. Mens de er på kontanthjælp, skal de ikke have lov til at forgylde sig på denne måde, ligesom de ikke skal have lov til at udbetale aktionærudbytte når de er på kontanthjælp.
Nationaliser alle banker.
Jeg er generelt enig og synes at artiklen bidrager med nogle væsentlige oplysninger, men tendensen mod større koncentration er ikke en konsekvens af nyliberalismen. Allerede i begyndelsen af forrige århundrede var kapitalkoncentrationen en trussel, og der blev grebet ind over for selskaber som Standard Oil. (I arbejderbevægelsen var der teoretikere der mente at den voksende koncentration var udtryk for en samfundsmæssiggørelse af kapitalen, som ville lette overgangen til socialismen.) Da man senere mente at banken J.P. Morgan havde for meget magt, blev der også grebet ind over for den.
Jeg synes altså at artiklen undervurderer kapitalismens iboende tendens mod uligevægt.
Anders foreslår, at man indføre et ret og pligt-princip for bankerne, således at der til retten til statsunderstøttelse etableres en modsvarende pligt til statsrepræsentation i bankerne og indflydelse på lånepolitikken.
Og Jan foreslår, at man nationaliserer bankerne.
Men det er blot at behandle symptomerne - hvis man ikke går ind og ændrer principperne for bankvirksomhed - til "full reserve banking".
1. Det betyder at bankerne kan gå fallit - og forhindrer at skatteborgerne skal betale.
2. Det betyder, at Nationalbanken kan bestemme pengemængden ( i modsætning til nu med de private banker) - og kan indkassere seignioragen for de virtuelle penge. Det er bedre end en nationalisering af bankerne.
3. Nu er banksystemet pro-cyklisk dvs. kaster penge ud i højkonjunktur og holder på dem i lavkonjunktur. Et nyt "full reserrve banking"-system vil kunne modvirke det.
Vi har behov for en skarp diagnose og kritik af det nuværende system - men også for at komme med alternativer - og skabe en politisk bevægelse for dem.