Interview

Tænketank: Vi har ikke nogen hemmelig holdning

Den nye tænketank Kraka, med Peter Mogensen i spidsen, erklærer sig selv for uafhængig. Men kan den være det, når den er et barn af Politiken og har dagsordensættende sponsorer som Landbrug & Fødevarer i ryggen?
'Det er vigtigt for os at spille ind til noget, der kan lade sig gøre på Christiansborg. Dermed vil vi da også tage et standpunkt omkring, hvilken retning, der er den rigtige' siger Peter Mogensen.

'Det er vigtigt for os at spille ind til noget, der kan lade sig gøre på Christiansborg. Dermed vil vi da også tage et standpunkt omkring, hvilken retning, der er den rigtige' siger Peter Mogensen.

Les Kaner

Debat
9. august 2011

I weekenden blev tæppet løftet for en helt ny tænketank; Kraka, opkaldt efter en kvinde fra den nordiske mytologi. Tænketanken får redaktionschef og kommentator på Politiken, Peter Mogensen, der også har været spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen, som direktør. Mogensen forlader derfor Politiken, men fortsætter som en del af Mogensen & Kristiansen på TV 2 News.

Kraka bedyrer selv at være en uafhængig tænketank, »som ikke kan placeres politisk, endsige partipolitisk«, men alligevel mistænkes Kraka allerede for at være en fortrinsvis centrum-venstre og langtfra uafhængig tænketank. Det afviser Peter Mogensen dog fuldstændigt.

»Det vi vil gøre er at stille de rigtige spørgsmål. Hvad svaret så bliver, når vi er færdige med at tænke over det og regne på det, det får vi at se. Der er ikke nogen, der styrer, hvor vi skal lande henne. Nogle gange vil vi lande på den ene side af hegnet, vil jeg gætte på, og andre gange vil vi lande på den anden side,« siger han og tilføjer:

»Ligesom Information kalder sig uafhængig af politiske interesser, mener vi også, at vi vil være fuldstændig uafhængige.«

- Hvorfor er det så vigtigt at insistere på uafhængighed?

»Problemet er, at vi ikke har et anker. Vi har ikke en hemmelig holdning et sted. Hvem er det lige, vi skulle please? Det kan jeg ikke gennemskue med den kreds, vi har. Der er ikke noget skummelt over det, som ikke kommer frem. Vi stiller spørgsmålene og ser, hvor analyserne tager os hen.«

Diskussionsklub

- Hvad gør Kraka uafhængig?

»Det uafhængige ligger i arbejdsformen og aftalerne med sponsorerne om, at man giver penge til projektet, men man er ikke en del af den daglige drift. Det er man helt opmærksom på. Sponsorerne hænger heller ikke på det, Kraka kommer med. De støtter projektet som institution og vil gerne have den debat og analysekraft, Kraka kan bidrage med. Så i og med de ikke har nogen indflydelse på, hvad der bliver lavet til daglig, hænger de heller ikke på det, der kommer ud.«

- Men sponsorerne er med i et Advisory Board, der rådgiver om ideer, og tre af dem er med i bestyrelsen. Hvordan kan man så påstå, det er uafhængigt?

»Vi er ikke forpligtet til at gøre det, som vores Advisory Board beder om eller foreslår. Det er en diskussionsklub, hvor vi får lejlighed til at vende nogle faglige problemstillinger nogle gange om året med en bred kreds af kloge mennesker, herunder de sponsorer, der har brugt penge på det her. Men det er stadigvæk i dagligdagen og Krakas maskinrum, arbejdet foregår, og der er ingen, der har indflydelse på det.«

- Hvilken interesse har sponsorerne så i at støtte jer, hvis de ingen indflydelse får?

»Det må de selv svare på, men min fornemmelse er, at der er ret mange, der efterlyser en institution af denne art, der nøgternt kan analysere, hvordan vi får det danske samfund til at fungere fremadrettet. Også uden at have politisk eller på anden måde holdningsmæssig bias.«

Retningsbestemmende

- Politikens læsere mener absolut ikke, Kraka bliver så uafhængig, som du siger. Er det et problem for jer, at I allerede har det ry?

»Nej, nu har jeg jo meget stor respekt for Politikens læsere, så jeg synes bare, det er dejligt, at de går op i det. Jeg tror bare, at vores hverdag bliver den, at nogle gange vil vi lande på den ene side, og så vil dem, der er uenige med det, ikke synes, at vi er særlig uafhængige. Andre gange vil vi lande på den anden side, og så vil der være andre, der ikke synes, vi er uafhængige.«

- Så med tiden vil folk begynde at opfatte jer som mere uafhængige?

»Det tror jeg. Se f.eks. på vismændene, som er en smule som det. Hvem synes, de er specielt afhængige af noget som helst? Vi har et andet koncept end dem, men grundlæggende er det nogenlunde samme linje.«

- Kræver det ikke, at man vælger en bestemt løsning eller har en bestemt holdning, hvis man vil sikre velfærden?

»Jo, det er jeg enig i. Vi har tænkt det sådan, at vi vil forsøge at analysere, hvor løsningerne ligger henne, og hvad spillerummet er. Så er det klart, at det er politikerne på Christiansborg, der skal pege på, om det skal være den ene eller anden løsning. Vi vil forsøge at sige 'her ligger udfaldsrummet politisk', og så vil vi pege på, hvad der giver mest mening ud fra nogle præmisser,« siger Peter Mogensen der dog medgiver, at Kraka vil have sin egen holdning i konkret tilfælde.

»Det er vigtigt for os at spille ind til noget, der kan lade sig gøre på Christiansborg. Dermed vil vi da også tage et standpunkt omkring, hvilken retning, der er den rigtige. Men vi vil gøre det baseret på analyser, som vil være retningsgivende,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mona Blenstrup

Landbrugsorganisationen Landbrug og Fødevarer deltager i denne bestyrelse elelr tænketank, men de ståtter den også økonomisk.

Man vil dog ikke ud med beløbet, selvom man skulel mene at kontingetnkronerne, der bruges på dette projekt burde fremlægges offentligt.

Sammenligningen med vismændene er ikke så dårlig, blot må man håbe, Kraka bliver lidt mindre metafysisk.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"Sammenligningen med vismændene er ikke så dårlig"

De økonomiske spåmænd er heller ikke uafhængige, så det er bestemt passende at nævne dem, som nogle der også har en illusion om at være uafhængige ;-)

Ganske vist vil Kraka praktisere opportunisme på anden vis og af andre årsager end Magos Monetos, men slutresultatet bliver det samme.

Tager man imod sponsorpenge, eller udpeges til prestigefyldte hverv af de politiske fyrster, er man ikke uafhængig.

"En uafhængig tænketank"?

Det bliver formentlig bare CEPOS med et menneskeligt ansigt.

Her til morgen diskuterede Martin Ågerup fra Cepos og Peter Mogensen fra Kraka på P1.
Det var svært ar spore nogen uenighed.

Niklas Monrad

Det ville klæde omverden at give det nye debatforum tid og lov til at præsentere sine ideer, førend man går ud og mistænkelig gør det.

Magnus Pranov

Præmissen for tænketanken usandsynliggør, at der overhovedet er tale om en tænketank. Medmindre man altså er en af dem, der fortsat mener, at Cepos er en tænketank.