Læserbrev

Tak til sundhedsvæsnet

17. august 2011

Kræftpatienten Folmer E. Johansen ønskede før sin død at dele sine positive udtalelser om sundhedsvæsenet med offentligheden, så også den gode historie fra at kunne komme ud til befolkningen og personalet inden for sektoren.

I medieverdenen er de dårlige historier i fokus. Gang på gang hører vi beretninger om ventelister, fejlbehandlinger og overbelægning. Det er selvfølgelig ikke godt nok, men billederne er kun en del af et samlet hele.

Hvorfor sælger den gode historie ikke i medierne? Er det os, medieforbrugerne, der har så stor hang til blod, sensation og konflikt, at intet andet kan få spalteplads?

Medierne har en vigtig rolle som 'vagthund' - og der er rum for forbedringer. Men vi bør måske overveje, hvor langt vagthundefunktionen skal gå. Det må også være vigtigt at opretholde tillid til f.eks. det personale, som patienter møder og er afhængige af.

Den opildnede mistillid særligt til det offentlige - må gøre det drøjt for personalet inden for sundhedssektoren at holde gejsten oppe. Så mange mennesker her gør deres arbejde godt. Grundigt. Empatisk.

Giver af sig selv for at gøre hverdagen så god som mulig for deres patienter. Dette personale hører også kun de dårlige historier. Sådan en tungtvejende hammer kan næppe opmuntre dedikeret personale til at give mere, end de allerede gør. Mange som konfronteres med døden, f.eks. qua en uhelbredelig diagnose, fristes til at vende magtesløsheden og vreden mod budbringerne.

Ikke leve for at dø

Personalet i sundhedssektoren står lige i skudlinjen, når medierne vejrer blod. Det er en oplagt løsning i et samfund, hvor både mediebillede (og politik) er præget af en offentlig lynchstemning.

I vores del af verden er døden mærkeligt fraværende og frygtet af mange. Folk forholder sig ikke til døden i tide. Lægekunsten helbreder nu utallige sygdomme, der tidligere blev betragtet som dødelige.

Også derfor er det nemt at vende vreden mod de forventede mirakelmagere, når miraklet udebliver.

Man skal ikke leve for at dø. Men dø, det gør vi alle før eller siden. Min far stillede sig hurtigt til ro med sin dødsdom: uhelbredelig prostatacancer, der havde spredt sig til knoglerne.

Han brugte ikke kræfter på at kæmpe imod døden, men snarere på at leve, mens han var i live. Og så forberedte han sig selv og sine omgivelser på sin bortgang. Min far ønskede inderligt, at hans historie, den om den tilfredse patient, kunne få lov til at se pressens lys.

Han ønskede at sige tak for god behandling, dybfølt empati og humor på afdelingerne. Han og vi havde ikke en finger at sætte på noget som helst. Tak for god og positiv hjælp på rejsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Også jeg har haft anledninger til at udtrykke min store og uforbeholdne anerkendelse af den indsats, jeg og mine nærmeste har modtaget fra storartede ansatte på hospitaler. "Så mange mennesker her gør deres arbejde godt. Grundigt. Empatisk." Ja.
Engang sendte jeg faktisk et indlæg til Politiken om det; men det var man ikke interesseret i at trykke.
Men det, der ustandseligt klages over i sundhedsvæsenet, er i reglen heller ikke personalets indsats. Det er derimod ustandselige fyringers og nedskæringers stadige undergravning af personalets muligheder for stadig at arbejde grundigt og empatisk. Når man oplever, at man skal løbe stadig hurtigere for at klare det samme arbejde, at ens dygtige kolleger fyres og for nogles vedkommende opgiver og selv står af, og at kolleger, der er grundigt inde i faget erstattes af mere eller mindre dygtige vikarer, der skal oplæres i rutinerne, samtidig med, at der ikke er tid til det - så synker gejsten, og mulighederne for at gøre sit arbejde godt bliver reduceret.
Det er beundringsværdigt, at meget personale trods denne behandling ovenfra stadig gør et fint arbejde.

Erik Hulegaard

Store dele af det danske sundhedsvæsens læge- og plejepersonale m.fl. kan sagtens være deres arbejde bekendt. Adskillige - langt mere end det!

En livgivende cocktail af medfødt empatisk engagement, faglig opdatering og (efterhånden også) acceptabelt informations- og kommunikationsniveau gør den enkelte patients chancer for helt eller delvis helbredelse for sandsynlig.

Med de vedtagne fremadrettede optimeringer af sygehusstrukturen i de (lidt endnu) fem regioner, er der lagt op til de nødvendige forbedrede rammer for den daglige behandling og pleje.

Og så kunne medierne i sandhed også lære at komme med gode historier i stedet for som (for) ofte at løbe efter de forholdsvis få behandlings-skandaler.

Ejvind Jacobsen

Det er dejligt endelig at høre den gode historie. Alt for tit bliver man fyldt op med den anden side af historien.

Nu glæder jeg mig til at man også begynder at fortælle de gode historier fra den såkaldt alternative verden. Dem er der nemlig rigtigt mange af :-)