Kommentar

Den tragiske ironi ved Breiviks terror

Intet ligner Breiviks tankegang så meget som islamisk jihad
Debat
2. august 2011

For tre uger siden blev seksårsdagen for bomberne i metroen i London den 7. juli 2005 markeret. Nu får også Oslo sin hjerteskærende årlige mindedag. Selv for dem, der oplevede bomberne for seks år siden for ikke at nævne utallige andre bombeattentater, fra IRA til nynazister, som London har været udsat for i de seneste årtier var der noget dybt chokerende ved Anders Breiviks morderiske amokløb i Oslo og på Utøya, massakrens tankeløshed kombineret med en kold, morderisk brutalitet.

Måske var det uundgåeligt, at Breiviks angreb først ville blive fremstillet som et islamistisk komplot. For nogle bærer enhver form for terrorisme mærket 'muslim', og de nægter at se længere.

Det ironiske er imidlertid ikke bare, at Breiviks had til islam førte til rædsler, som mange antog for at være islamiske, men også, at intet ligner Breiviks tankegang så meget som islamisk jihad.

Jihadisterne ser sig selv som politiske soldater, der bringer terror til Vesten som reaktion på vestlig indblanding i muslimske lande. Breivik mener, at han fører krig mod den muslimske overtagelse af det kristne Europa. Begge parter bruger sproget om »civilisationernes sammenstød« for at retfærdiggøre deres ugerninger. I en vis forstand fører denne perverterede ideologi dem til handling.

Men i ingen af tilfældene er der tale om politiske handlinger i traditionel forstand. Det, der forener Breivik og jihadisterne, er snarere voldens vilkårlige, nihilistiske karakter, der på trods af al retorikken er frakoblet enhver politisk sag.

Den første lære

Da Taimour Abdulwahab al-Abdaly sidste år forsøgte at skabe en massakre i Stockholms gader ved at forsøge at sprænge sig selv i luften blandt folk på juleindkøb, skrev jeg i den svenske avis Expressen, at »den første lære er, at man er nødt til blankt at afvise den fiktion, som går ud på, at bomber var et om nok så perverteret svar på en følelse af politiske forurettelse«. Bomben var »lige så lidt et svar på (reel eller indbildt) muslimsk utilfredshed, som bomben i Oklahoma City i 1995 var et svar på forestillinger om den amerikanske regerings ondskab«. »Al-Abdaly,« skrev jeg, »synes ikke så meget at have været drevet af et politisk raseri som af et had til verden omkring sig og en dyb ligegyldighed i forhold til konsekvenserne af sine handlinger. Uanset hvor langt man forsøger at strække begrebet 'politisk', er det umuligt at forestille sig, hvordan drabet på snesevis af mennesker på juleindkøb skulle kunne være nogen form for politisk svar.«

Det har været sandt for alle islamistiske terrorangreb. Det var sandt for Oklahoma City, og det er sandt for massakren Utøya. Både jihadister og Breivik synes ikke så meget at være drevet af politisk ideologi, men snarere af en desperat og perverteret søgen efter identitet, som er formet af en følelse af kulturel paranoia, en vammel selvmedlidenhed og et klaustrofobisk offermentalitet. Islamisterne vil genoplive en »autentisk« udgave af islam, som aldrig har eksisteret, og påtvinge alle muslimer denne identitet. Breivik vil tilsvarende skabe et autentisk kristent Europa, som heller aldrig har eksisteret, helt renset for muslimsk forurening. Hans brug af tempelriddernes røde kors antyder, at han har lært om kristendommen ved at læse Dan Brown.

Mangfoldighed

Alt dette gør Breiviks angreb på multikulturalismen ironisk. I de seneste år har multikulturalismen fået to betydninger, som der alt for sjældent skelnes imellem. Det refererer til et samfund, som er blevet mangfoldigt på grund masseindvandring. Og det henviser til de nødvendige politiske indgreb for at kunne håndtere denne mangfoldighed. Problemet med disse politiske tiltag er, at man ved at tvinge folk ned i etniske og kulturelle kasser undergraver meget af det, som er værdifuldt ved mangfoldigheden og svækker ideen om almindeligt medborgerskab.

Jeg har længe forsvaret mangfoldigheden, men kritiseret multikulturalismen. Breivik er derimod modstander af mangfoldighed, netop fordi han ønsker at placere folk i kulturelle kasser. Det ironiske er, at trods alt sit had til multikulturalismen trækker Breiviks tro på »civilisationernes sammenstød« på forestillinger om kulturel forskellighed og identitet, som ikke er meget anderledes end dem, der animerer mange multikulturelle politikker. Også på dette område afslører han sin lighed med islamistiske jihadister. Måske er den vigtigste lighed mellem Breivik og jihadisterne foragten for ideen om et åbent, liberalt samfund, der bliver formet af debat, dialog og sammenstød mellem forskellige værdier og overbevisninger og er under løbende forandring. Derfor er det vigtigt ikke at lytte til det voksende kor af stemmer, der antyder, at læren fra Breiviks terrorhandling går ud på, at Norge er blevet et for åbent, liberalt og tolerant samfund med alt for slappe sikkerhedsforanstaltninger, som er helt uforberedt på rædsler som denne.

De rette proportioner

I løbet af de sidste ti år har reaktionen på den islamiske jihadisme i England, Amerika og andre steder været præget af en følelse af frygt og panik, som har gjort det langt lettere for myndighederne at øge overvågningen, udvide politiets beføjelser og underminere ytringsfriheden. Krigen mod terror har ført til vederstyggeligheder som Guantánamo Bay, 'ekstraordinære udleveringer' og tortur. Ved at trampe på de grundlæggende frihedsrettigheder har de vestlige ledere i realiteten gjort terroristernes arbejde for dem.

Det samme må ikke få lov til at ske som reaktion på Breivik. Ligesom højrefløjen har fyret godt op under frygten for en »muslimske overtagelse« af Vesten og skabelsen af »Eurabien«, slår mange på venstrefløjen nu alarm om et nyfascistisk netværk, som er opsat på at sprede terror.

Der er faktisk ingen beviser på, at Breivik er en del af sammensværgelse, der omfatter nyfascistiske grupperinger. Der er heller ikke selv megen dokumentation for, at angreb som Breiviks har nogen forbindelse til højreekstremistiske ideologis styrke.

Som Robert Ford, en ledende forsker i bevægelserne på den yderste højrefløj, har påpeget, er der »ingen forskning, der viser, at der oftere forekommer massakrer i lande med stærke højreekstremisterne bevægelser end i lande uden sådanne bevægelser«.

Vi er nødt til at udfordre nyfascistiske og antimuslimske fordomme, ligesom vi er nødt til at udfordre islamismen. Men i begge tilfælde er vi også nødt til at bevare proportionsfornemmelsen, hvad angår truslens karakter. Norges relativt åbne og frie samfund er blandt landets største kvaliteter. Hvis landet blev mere lukket, ufrit og paranoidt, ville det ikke af den grund blive mere sikkert. Men Breivik ville have vundet.

 

Kenan Malik er en indiskfødt britisk forfatter og underviser. Informations Forlag har udgivet Maliks bog 'Fra Fatwa til Jihad' om ytringsfrihed og tolerance i multikulturelle samfund.

© Kenan Malik & Information 2011

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert N Gjeertsen

Barnemorderens udåd har absolut INTET med 'Islamisme' at gøre . Det afholder dog ikke de professionelle 'Islam-kritikere' fra at skrive alen-lange
'analyser' der ævler løs om 'Islamisme' i en lang pære-vælling .
Men OK, Kenan Malik mener åbenbart også at den Amerikanske Regering er 'god' ...

"Intet ligner Breiviks tankegang så meget som islamisk jihad"

Intet? Det skulle da lige være Nazismens tankegang.

John Houbo Pedersen

Der er den samme procentdel idioter,røvhuller og demagoger i enhver population. Det drejer sig kun om ikke at stemme på dem! e.g. Hitler

Mads Kjærgård

Det er jo værd at bemærke at visse Mellemøstlige stater og eliten i disse støttede nazisterne. Findes vist en bog om det: "Halvmåne og Hagekors".
Så nazismens tankegang er måske også....?