International kommentar

Tyrkiets anden republik

Hvornår har en konservativ NATO-hær sidst fået udskiftet alle sine højest rangerende officerer?
Debat
6. august 2011

At læse de fantastiske nyheder om, at Tyrkiets kemalistiske eller sekulære militære kaste så at sige er likvideret fra den ene dag til den anden og at forsøge at gøre det ud fra en seriøst sekulær tyrkers standpunkt er at opleve lidt af den følelse af akut national svimmelhed, der må have ledsaget proklameringen af et nyt system i forrige århundreds andet årti (det moderne Tyrkiet blev grundlagt i 1922, red.).

Således erklærede f.eks. næstformanden for Kemal Atatürks historiske politiske parti, Det Republikanske Folkeparti (RPP) da også »med tungt hjerte«, at der nu er opstået »en anden tyrkisk republik«, da New York Times talte med ham »i kystbyen Canakkale«, og ikke længe efter ser det ud til, at nogle højtstående tyrkiske officerer nu vil blive arresteret i stedet for, som tidligere rapporteret, at 'få deres afskedsbegæringer godtaget'. Den berømte badeby kendes også som Gallipoli og ligger på halvøen af samme navn, hvilket NYT undlod at fremhæve. Det var dog ellers på dette sted, at general Mustafa Kemal påførte det britiske imperium et af dets blodigste og mest tragiske nederlag i 1915-16. Og inden for et par år efter dette slag havde samme tyrkiske general vendt helt op og ned på den lokale afgørelse af Første Verdenskrig og drevet græske, franske og britiske styrker ud af Anatolien.

Denne bedrifts historiske vægt er umulig at overdrive: Atatürk (der givet var fuldmoden ateist) kunne gennemtrumfe sin sekulære dagsorden, præcis fordi han havde tilføjet tre kristne angrebsmagter et så forsmædeligt nederlag. I årtier har den vestlige statsmandskunst ledt febrilsk efter en ny Mustafa Kemal, der kunne kickstarte en lignende modernisering af et muslimsk samfund i eget navn. I nogen tid troede man, at Gamal Abdel Nasser kunne blive forbilledet. Så satsede man på Shahen af Iran. Kortvarigt investerede man tilmed forhåbninger i Saddam Hussein, Zulfikar Ali Bhutto og andre misdædere, hvis minde vil være forbundet med evig skændsel. Men ingen kom tæt på at udfordre Atatürk i autoritet og ægthed. Under hans magt blev det store kalifat afskaffet, og det sublimes og himmelskes oldgamle styre reduceret til en drøm, som kun en lille flok asketiske visionære og sekterikere udviste reel interesse for. Indtil for nylig viste det moderne Tyrkiet da også alle tegn på at udvikle sig til et kapitalistisk standard-demokrati i Europas periferi.

Speciel alliance

Der var dog indbygget en forbitret skjult rivalisering i Tyrkiets nye establishment. Den fremspirende islamistiske populistiske bevægelse Recep Tayyip Erdogans Retfærdigheds og Udviklingsparti forstod meget vel, at når Tyrkiet først kom rigtigt med i EU, ville det af EU-retten blive definitivt afskåret fra endnu en gang at måtte underkaste sig mænd i uniform. Vi blev dermed vidne til en fascinerende forestilling, hvor temmelig konservative og nationalistiske tyrkere (med tydelig tendens til chauvinisme i Erdogans tilfælde) gjorde fælles sag med liberale internationale institutioner imod selve den tyrkiske institution over dem alle hæren, det fremmeste symbol på tyrkisk nationalstolthed og prestige. Dette samarbejde mellem angiveligt sekulære og nyligt fromme kan have haft noget at gøre med en voksende skamfølelse blandt de uddannede sekulære borgere i storbyer som Istanbul, der altid vidste, at de kunne regne med, at hæren ville forsvare deres rettigheder, men afskyede at gøre brug af det privilegium. Orhan Pamuk, Tyrkiets generelt frisindede Nobelprisvinder i litteratur, har udforsket dette paradoks storartet i sin fiktion, bedst måske i romanen Sne.

Den beskidte kendsgerning er imidlertid, at Tyrkiets 'sekulære' militære elite allerede havde solgt ud af en række af de værdier, der talte for Atatürk og var nødvendige for Tyrkiets integration i eurosfæren. Den tyrkiske hær tillod ikke blot sig selv at blive deltager i det beskidte og ulovlige jordran, der fremdeles krænker alle internationale love og FN- resolutioner, der har at gøre med den selvudråbte koloniale delstat på den nordlige del af øen Cypern. I de første år af denne besættelse blev sågar også lederen af Atatürks parti Bülent Ecevit interneret som politisk fange. Denne negation af den frie bevægelighed inden for EU's grænser har forgiftet forholdet til Grækenland, drevet titusinder af cyprioter i økonomisk eksil og forhalet integrationen af to avancerede økonomier Tyrkiets og Cyperns og det netop på et tidspunkt, hvor den athenske økonomi ikke længere kan stå på egne ben.

I ond tro

Efter i årevis at have sikret et bagland for det humanitære hjælpearbejde for Iraks kurdiske og shiamuslimske befolkningsgrupper i form af militærlufthavnen i Incirlik fik tyrkerne tilbudt muligheden for at åbne 'en nordlig front' og færdiggøre arbejdet med Operation Provide Comfort i 2003. Det klare indtryk for mange af os, der sad i venteværelserne, hvor denne politik blev diskuteret, var, at den tyrkiske hær i hovedsagen afviste at tage imod æren, fordi bestikkelsessummen eller tilskyndelsen ikke var stor nok. Samtidig så det ud til, at samme hær blot håbede på en chance for at projicere sin egen magt i de kurdiske provinser i det nordlige Irak. At ville føre endnu en beskidt krig på en fremmed stats jord og kræve betaling for dette med penge fra den amerikanske kongres' bistandsbudget lignede ond tro af en speciel art.

I 1960 holdt den tyrkiske hær stand endnu, da den greb og likvidere to magtfulde politiske bosser Adnan Menderes og Fatin Zorlu der efter mine bedste oplysninger havde anstiftet ondsindede pogromer i Istanbul og Nicosia og endog forsøgt sig med den provokation at bombe Kemal Atatürks fødested i Thessaloniki. Men nu er den lange, ujævne symbiose mellem stat og nation og hær og modernitet omsider nået til vejs ende. I sin tid udæskede den Versailles-traktatens uretfærdigheder, genoplivede den regionale kamp i et omfang, der bragte mindelser om korstogene, men var også med, da amerikanske og tyrkiske flag sammen blev rejst over de blodige bakker i Korea i Den Kolde Krigs første varme træf- ning.

Den epoke er nu forbi. Nu er der blot tilbage at spekulere på, om man skal være mest overrasket over, hvor længe den varede, eller hvor hurtigt den nåede sin undergang. Og så selvfølgelig at glæde sig over, på hvor mange forskellige måder det i dag er muligt at være tyrker eller muslim.

 

© New York Times Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"I 1960 holdt den tyrkiske hær stand endnu, da den greb og likvidere to magtfulde politiske bosser Adnan Menderes og Fatin Zorlu der efter mine bedste oplysninger havde anstiftet ondsindede pogromer i Istanbul og Nicosia og endog forsøgt sig med den provokation at bombe Kemal Atatürks fødested i Thessaloniki."

Det er en noget tvivlsom påstand der fremsættes her, idet bomben i Thessaloniki var den udløsende faktor der ikke sprang. (Atatürk fødested og den Tyrkiske Ambassade er ét og samme sted).
Alt taler for at det var orkesteret af - og det er interessant - idemæssigt (sprogligt) af Storbritannien, det samme land i hvis fodspor moderne krige udspiller sig.

I øvrigt er de tre politikere der blev henrettet af juntaen, senere blevet rehabiliteret.

Thomas Thomsen

Elendig oversættelse!

Hvem er denne Christopher Hitchens?

Han bevaeger sig vidt omkring i denne tekst (jeg er enig med Thomas hvad angaar ovesaettelsen) - ofte paa paastandsfyldte praemisser.