International kommentar

Verdensomspændende vrede

I store dele af verden er en stadig mere trængt middelklasse og især dens unge ved at vågne til en barsk ny realitet: Den økonomiske globalisering er endt i en blindgyde, hvor uligheden vokser om kap med forventningerne og de superriges profitter
Debat
27. august 2011

I Indien har titusinder fra middelklassen reageret på aktivisters Gandhi-lignende opfordringer til at indlede den næste store frihedskamp denne gang imod nationens korrumperede »brune herrer«, som en demonstrant sagde til Wall Street Journal. Samtidig gennemfører middelklasse-israelere årtiers største sociale demonstrationer under parolen: »Vi kræver social retfærdighed«. I Kina har det statslige CCTV helt uhørt taget parti for de millioner af cyberkritikere, der går i rette med deres regering for at have sat velstandsskabelse over social velfærd symptomatisk anskueliggjort med et højhastighedtogs fatale ulykke i Wenzhou i sidste måned.

Tager røven

Læg dertil oprørerne mod Egyptens og Tunesiens kleptokratier, gadeprotesterne i Grækenland og Spanien tidligere på året, og vi har konturerne af en international politisk vækkelse. Nok kan de specifikke sammenhænge synes vidt forskellige fra det autoritære Kina til det demokratiske Amerika (hvor Warren Buffett, verdens rigeste mand, for nylig fordømte den 'milliardærvenlige Kongres'). Og nok kan forurettelsen antage mange udtryk. Men den offentlige indignation stammer fra samme kilde: den ekstreme, voksende og tilsyneladende uovervindelige ulighed.

Som den velkendte socialistiske pamflet Forbes Magazine formulerer det, er det, som alle vegne driver demonstranter på gaden, »den overbevisning, at de etablerede magtstrukturer de store koncerner og statsmagten arbejder sammen om 'at tage røven på den brede middelklasse' (foruden arbejderklassen, hvis trængsler dog sjældent granskes i Forbes).

Globaliseringens højrøstede fortalere politikere, fremtrædende forretningsfolk, førende opinionsdannere bliver nu nødt til at arbejde en hel del hårdere, hvis de skal kunne blive ved med at dupere deres publikum.

I årevis har mantraet om 'økonomisk vækst' motiveret statslige indgreb på vegne af de store selskaber og investorer i form af generøse skattelettelser (og i Vesten i form af redningen af kriminelt hensynsløse spekulanter med massive hjælpepakker på skatteydernes regning). Det forhold, at nogle mennesker blev meget rigere, mens et flertal forblev fattige, forekom uden betydning, så længe BNP-tallene kunne imponere.

Social mobilitet

I tætbefolkede lande som Indien blev selv det lille antal personer, der rykkede op i middelklassen, hypet frem som et ærefrygtindgydende skue af de 'patriotiske', underholdningsfikserede og koncernejede medier. Desto nemmere blev det at ignorere de dårlige nyheder f.eks. at hundredtusindvis af landmænd inden for det seneste årti har begået selvmord. Men globaliseringens omhyggeligt opretholdte illusion begynder at krakelere, når selv de, den skulle forestille at begunstige de veluddannede, aspirerende klasser pludselig oplever smerteligt høj inflation, indsnævret adgang til uddannelser og andre forhindringer for deres opadgående sociale mobilitet.

Penge og magt

Økonomierne i såvel Indien som Israel har kunnet notere dramatisk vækst i de senere år. Men samtidig er uligheden vokset voldsomt. Financial Times, som har sammenlignet Indiens oligarkiske business-familier med Ruslands mafiakapitalister, påpegede for to uger siden, at »de 10 største business-familier i Israel ejer omkring 30 procent af aktiemarkedets værdi«, mens en fjerdedel af de israelske familier lever under fattigdomsgrænsen.

I sidste måned forlød det fra Indiens højesteret, at landets stigende sociale vold må tilskrives »falske løfter om, at den stadigt stigende forbrugsspiral fører til en økonomisk vækst, der løfter alle«. Men højesteret kan ikke definere Indiens økonomiske politik. Ej heller skal man vente sig meget af udpegningen af den ansete aktivist Anna Hazare som chef for en ny ombudsmandsinstitution, der skal bekæmpe Indiens grasserende korruption. Der er tale om en moralsk markering snarere end om en politisk mission i et land, der er trukket ned i et søle af kompromitterede og impotente institutioner.

Og dog signalerer disse skridt en art reaktion på den dybe legitimitetskrise, der plager Indiens højeste institutioner og deres formodede vagthund: medierne. Et ramaskrig har rejst sig over de seneste måneders afsløring af, hvordan flere af landets ledende journalister har indgået underhåndsaftaler med korrupte politikere og forretningsmænd.

I det seneste årti har milliardærer, 'milliardærvenlige' lovgivere og følgagtige journalister tilsammen udgjort, hvad økonomen Ha Joon Chang betegner som »en stærk propagandamaskine og et økonomisk-intellektuelt kompleks bakket op af penge og magt«.

Vågner med vrede

Ikke desto mindre er de virkelige kendsgerninger om 'den økonomiske vækst' nu ved at trænge igennem blandt nogle af de mest sårbare i øst som i vest: de unge. Fordømmelsen af »den korruption blandt politikere, erhvervsfolk og bankfolk«, der efterlader »os hjælpeløse og uden en stemme« i dét manifest, som de spanske indignados fremsatte efter deres massive demonstrationer maj, kunne lige så vel have været forfattet af Hazares indiske tilhængere.

I samme moment, som de eksporterer arbejdspladser og kapital til Asien, fortsætter den økonomiske globaliserings aktører i Vesten med at prædike vigtigheden af opkvalificering og omskoling derhjemme. Men den økonomiske globaliserings blindgyde tårner sig truende op over for Europas og Amerikas ungdom: Chancerne for at finde stabil beskæftigelse eller bare en økonomisk overkommelig uddannelse er svindende.

Volden i Europas byer i år kommer ved afslutningen på en lang cyklus med vedvarende samfundsøkonomisk vækst. I det postkoloniale Indien og Kina, hvor milliarder af mennesker er tvunget ind i overgangen fra en agrar livsform til en industriel byøkonomi, er denne cyklus knap begyndt, før den truer med at afspore. Et trygt og værdigt liv synes endnu fjernere for de fleste, mens en lille minoritet høster frugterne af 'den økonomiske vækst'. Opskræmt over udsigterne til sociale uroligheder beskriver Kinas kommunistiske ledere nu ærligt deres nations tilsyneladende blomstrende økonomi som »ustabil, ubalanceret, ukoordineret og i sidste ende uholdbar«.

Den kinesiske filosof Zhang Junmai skrev engang, at lande, som primært er landbrugssamfund, har få 'materielle krav' og kan eksistere over lange perioder med »fattigdom, men lighed, og med knaphed, men fred«. Ingen tvivl om, at sådanne samfunds favnelse af den vestlige model for forbrugerkapitalisme vil udsætte dem for et endeløst politisk og socialt kaos.

At vende tilbage til knaphedens spartanske tidsalders klogt tøjlede forventninger forekommer ikke længere muligt selv ikke hvis det var ønskeligt. Det er stadig uvist, hvad det politiske nedfald bliver af sommerens uroligheder. Men der er ingen tvivl om, at mange flere mennesker verden over vågner med vrede til det, Zhang advarede imod: »fremgang uden lighed, velstand uden fred.«

 

Pankaj Mishra er indisk romanforfatter og essayist

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Tak...

"I årevis har mantraet om ‘økonomisk vækst’ motiveret statslige indgreb på vegne af de store selskaber og investorer i form af generøse skattelettelser (og i Vesten i form af redningen af kriminelt hensynsløse spekulanter med massive hjælpepakker på skatteydernes regning). "

"Financial Times, som har sammenlignet Indiens oligarkiske business-familier med Ruslands mafiakapitalister, påpegede for to uger siden, at »de 10 største business-familier i Israel ejer omkring 30 procent af aktiemarkedets værdi«, mens en fjerdedel af de israelske familier lever under fattigdomsgrænsen."

"I det seneste årti har milliardærer, ‘milliardærvenlige’ lovgivere og følgagtige journalister tilsammen udgjort, hvad økonomen Ha Joon Chang betegner som »en stærk propagandamaskine og et økonomisk-intellektuelt kompleks bakket op af penge og magt«."

endnu en gang tak.

Heinrich R. Jørgensen

Det er forhåbentligt optakten til endnu en inkarnation af en Age of Enlightenment.

Det er ikke underligt, at oprøret tager sit udgangspunkt i de dele af kloden hvor befolkningen stadig har en vis kontakt med hvad alle tidligere oplysningsfilosoffer har haft som deres centrale tema gennem tusinder af år.

mariann offersen

"Opskræmt over udsigterne til sociale uroligheder beskriver Kinas kommunistiske ledere nu ærligt deres nations tilsyneladende blomstrende økonomi som »ustabil, ubalanceret, ukoordineret og i sidste ende uholdbar«."

Tænk den dag en ledende dansk/vesteuropæisk politiker tør udtale om vores økonomi at den er:

"ustabil, ubalanceret, ukoordineret og i sidste ende uholdbar"

Det bliver stort!!

Det er jo en cirkel, der har været kendt i alle civilisationer. Heldigvis viser det sig, at det stadig er sådan, at de underkuede er de mange, så der kan være tale om en reel modmagt. Jeg tør ikke tænke på den dag, hvor det ville være lykkedes for en liberalistisk regering at gøre, hvad VKO har forsøgt her: at tippe balancen, der lige præcis er flere høvdinge at bestikke.

Thorsten Lind

...også tak herfra sidelinien!

Verden trænger i den grad til et nyt ungdomsoprør!

."The old get old, and the young get stronger.
May take a week, and it may take longer.
They got the guns, but we got the numbers.
Gonna win yeah, we´re taking over.
Come on!"

...fra "Five to one" af The Doors

overalt også i grækenland breder tænkningerne omtalt i det communistice manifest sig mere og mere, og har gjort det et godt stykke tid, for hvorfor skulle arbejdere i bla.a. grækenland, i stedet for at tage det communitisce manifest alvorligt, dog tro på astrologi ?