International kommentar

11. september-æraen er forbi

På tiåret for historiens mest spektakulære terrorangreb er det på tide at tage afsked med den forestilling, at voldelig jihadisme er verdens største trussel
Debat
8. september 2011

Da Art Spiegelman udgav sin tegneserieroman om 11. september, fik den titlen Shadow of No Towers. Det er godt set, at World Trade Centers tvillingetårne kaster skygger ved deres fravær, for det er just i disse dystre skygger, vi har levet i de seneste 10 år, og nu er det på høje tid, at vi slipper ud af dem. Vi er nødt til at erklære æraen efter 11. september for forbi.

George W. Bush og Tony Blair er for længst væk fra deres embede. Og vel er de to 11. september-krige, i Irak og Afghanistan, ikke forbi, men begge har en tidsplan for troppetilbagetrækning, og selve udtrykket 'krigen mod terror' er i al fald sendt på pension.

Hvad al-Qaeda angår, er hovedet hugget af slangen. Foruden Osama bin Laden er også netværkets nye nummer to og operationschef likvideret, og så sent som i denne uge blev den islamistiske gruppes 'udenrigsminister' pågrebet af pakistansk politi. De fleste analytikere er enige om, at al-Qaeda i dag er så svækket, at det næppe kan iværksætte større aktioner.

Dermed ikke sagt, at vi så kan neddrosle sikkerhedsberedskabet til 10. september-niveau. Der er stadig brug for årvågenhed og agtpågivenhed. Politi og efterretningstjenester kan naturligvis ikke foregive, at 11. september eller attentaterne i Bali, Madrid og London aldrig skete. Truslen har ændret sig, men er ikke væk.

Også andre aspekter af den orden, som opstod i kølvandet på 11. september, varer ved: At interneringscentret i Guantánamo Bay endnu ikke er blevet lukket, er en af de største skuffelser ved Obamas præsidenttid. Og USA's ministerium for 'hjemlandssikkerhed', der blev nedsat for et årti siden, er nu solidt forskanset i den administrative struktur.

I betragtning af sådanne bureaukratiers sejlivethed en mængde af USA's militære strukturer fra Den Kolde Krig består den dag i dag er der kun ringe udsigt til, det kan lægges i mølpose i nogen nær fremtid.

Alt blev underordnet

Nej, det, som nu må forsvinde, er en hel måde at tænke på. I de fortumlede dage efter angrebene blev en ny udenrigspolitisk doktrin sat sammen i hast. Den proklamerede, at verden stod over for en enkelt, overordnet og afgørende trussel i form af voldelig jihadisme. Alle andre kampe måtte underordnes eller indordnes i denne. Selv kulturen blev indrulleret i et civilisationernes sammenstød mellem islamisme og Vesten, der ville rangere side om side med det 20. århundredes store kampe mod kommunismen og fascismen.

Midt i al gruen bekendte Christopher Hitchens, at han følte sig 'opstemt', da han så tårnene falde. For nu blev der omsider erklæret krig imod »den ondskabsfulde teokratiske fascisme« »jeg er forberedt på, at denne krig kan komme til at vare længe, men jeg vil aldrig blive træt af at føre den, for den er en kamp om det væsentlige,« skrev han.

Slig retorik var gængs i hele årtiet. Nu er dens tid omme. For det første, fordi den bygger på en grundlæggende fejlantagelse. Angrebene i 2001 var en afskyelig og ondartet forbrydelse, men en krigserklæring var det ikke. Som MI5-efterretningschef Eliza Manningham-Buller advarede imod, ville vi »legitimere terroristerne som krigere, hvis vi kaldte dette for en krig«. Det var præcis, hvad al-Qaeda ønskede, for det ville nære deres storhedsvanvittige fantasier og det var præcis, hvad vi gav dem.

For det andet har den dominerende tankegang efter 11. september medført skæbnesvangre fejlvurderinger. Den største og værste af disse er sammenfatningen af forskelligartede og komplekse trusler under samme letfattelige overskrift. Det mest skræmmende eksempel vil altid være Irak, som blev solgt som en del af krigen mod terror, selv om der ikke var nogen forbindelser mellem Saddam Hussein og bin Laden.

Men det kunne også fungere på mere subtil vis. Direktøren for den internationale tænketank Chatham House, Robin Niblett, minder os om, hvordan regimer i Afrika, Asien eller Latinamerika under Den Kolde Krig altid kunne regne med at vinde vestlig opbakning til stridigheder mod nationalt eller lokalt motiverede oprørere, hvis blot de iscenesatte deres modstandere som del af samme 'globale kommunistiske fjende'.

I det seneste årti er Vesten faldet for samme trick. Egyptens Hosni Mubarak kunne igen og igen forlænge sit styre ved at insistere på, at han holdt det muslimske broderskab nede og fremstille dette som den egyptiske gren af global jihad. Oberst Gaddafi spillede samme spil, da han overtalte den britiske efterretningstjeneste til at blive medskyldig i hans tortur af dissidenter, og da han under den seneste opstand forsøgte at drapere den libyske opposition i al-Qaedas farver.

Seismisk virkning

At gøre krigen mod jihadisme til altoverskyggende prioritet fik andre endnu mærkbare konsekvenser.

Ifølge denne logik var makuleringen af de borgerlige frihedsrettigheder uundgåelig, da sådanne friheder måtte vige for vigtigheden af at værge for sig imod den allestedsnærværende trussel.

Alvorligere var det, at 11. september blev katalysator for omsiggribende islamofobi markant i Europa, dødbringende i Norge og stigende i USA. Også dette var en uundgåelig følge af at gøre islamismen til den største fare for den menneskelige civilisation.

Tony Blair erklærede efter 11. september de berømmelige ord, at »kalejdoskopet er blevet rystet. Brikkerne er i spil.« Men kalejdoskopet er siden blevet rystet endnu engang, mest dramatisk ved dette års arabiske revolutioner.

Uanset det landskab der blev skabt, da støvet fra World Trade Center lagde sig i 2001, er dette omskabt i 2011. Forandringernes vinde er kommet til Egypten, Tunesien og Libyen og bin Laden havde intet at gøre med det.

Dermed ikke være sagt, at faren er væk. Vordende terrorister lærte den 11. september, hvilke seismiske virkninger et spektakulært angreb kan få især når det udløser en massiv reaktion, der kan fremme terroristernes sag, sådan som Irak-invasionen gjorde det for al-Qaeda.

Slår en af de arabiske revolutioner slår fejl, kan en udløber af al-Qaeda måske vinde indpas i det pågældende land. Men årvågenhed er ikke det samme som unuanceret monomani.

Selv dem, der ikke var til stede, siger, at begivenheden står så prentet i hukommelsen, som var det i går. Men det var ikke i går. På søndag er det 10 år siden. Vi skal markere den dag med respekt og mindes dem, der døde. Men først og fremmest skal vi lukke dette sørgelige og blodige kapitel og begrave den mentalitet, det skabte.

Jonathan Freedland er journalist, forfatter og fast klummist

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Erik Blumensaat

Ikke et ord om dem der var/er betalt for at beskytte befolkning, disse sikerheds styrker viste at de var en tandløs papirtiger der ikke var deres opgave voksen.
!0000fatasilioner er spildt og sidste måned led usa de største tab i Krigen i Bezerkistan en krig der har varet dobbelt så lang tid som usas tid i anden europæiske verdenskrig.
Usa rent til grin for sin klodsede optræden.

Måske er der noget om talen om at Rockefellar familien bestilte et nedrivnings firma til at fjerne tårnene.

Tom W. Petersen

Det var vanvid at besvare angrebet på WTC med krig; ganske særlig forbryderisk krigen mod Irak, som intet som helst havde med Al Qaida eller angrebet at gøre. Krigene har ødelagt uendeligt meget mere end forbrydelsen mod WTC, ikke mindst internt i os selv.
Og dræbt og invalideret et ukendt antal sagesløse irakere og afghanere.
Forbrydelsen skulle aldrig have været behandlet militært, men derimod som en politimæssig og efterretningsmæssig sag.
Men fornuften blev fuldstændig sat ud af spillet. Det var terroristernes sejr.

Zeki Laurent Sadic

Desværre!

Æraen er ikke forbi. Faktisk er danskerne - pga terrorfrygt og kriminalitet - nu den mest overvågede befolkning i Verden, idet vi lige har overgået England i antallet af overvågningskameraer pr indbygger. Læs min kronik, og stil spørgsmålet "hvor skal grænsen gå":

http://raeson.dk/2011/kommentar-vi-bliver-ikke-sikrere-af-mere-overvagning/

USA har aldrig grundlæggende analyseret årsagen til 11. september.

Man har altid bevidst undgået at se 11. september som hævn, fordi i så fald ville befolkningen få øjnene op for USA's brutale, imperiale politik i Mellemøsten.

I stedet har man holdt analysen på et overfladisk niveau, og betegnet angebet som “irrationelt ondskab” og " jihadisme" mv. Bush udviste nok den dybeste analysekraft, da han udtalte, at angrebet skyldtes misundelse på Vesten.

Men terroristerne har selv peget på hævn-motivet. F.eks. siger en af terroristerne fra London 2005 det klart: “Indtil I stopper med at bombe, gasse, fængsle, og torturere mit folk, vil vi ikke stoppe denne krig.” Al-Qaeda siger det samme, men med et lidt andet ordvalg.

Den enkle løsning på terrorproblemet er derfor, at USA/Vesten stopper krigen i Irak og Afghanistan, stopper støtten til diktaturer som Saudi-Arabien, Kuwait, Bahrain samt stopper et Israel, der murer den oprindelige, palæstinensiske befolkning inde i bantustans. Kort sagt stopper USA's forbryderiske, brutale Mellemøstpolitik, der har været gældende siden Anden Verdenskrig.

Tryk avler modtryk. Så enkelt er det.

jan henrik wegener

Det kan godt være at nogen former for overvågning er fejlskud, tåbelige, intimioderende o.s.v., men kan vi derfor afskrive al mulig overvågning over én kam. De der gør det må vel da være konsekvente.
Det har jo vist sig at der også findes “indfødte” med særdeles stor villighed til vold og mord. Kæmper man også mod overvågning i disse tilfælde?
(det jeg har i tankerne foregik bl.a. sidst i Norge, men der har vist også været begivenheder her, i Sverige m.v.)

jan henrik wegener

Et lille spørgsmål: Hvor meget forståelse skal eventuelt kommende væbnede "forsvaqrere af vestens verdier" eller "civilisationen", eller "den hvide race" have?

Hvad skal der egenligt til for at lovene fra den såkaldte terrorpakke bliver annuleret igen?

Der må jo i det mindste været diskuteret nogle kriterier for ophævelse, al den stund, at lovene - så vidt jeg husker - ikke blev udstyret med en såkaldt solnedgangsklausul.

Vi kan jo ikke blive ved med at leve i en politistat, hvor beføjelserne i forhold til politiet, i vid udstrækning, stadig er på forventet domstolsgodkendelse.

USA er ikke længere verdens navle.
Men heller ikke danske politikere, er kendt for at være hurtigt opfattende!
Desuden er terrorlovene et nyttigt redskab for magthavere. En annulering af terrorpakken, har lige så lange udsigter, som et flertal bestående af
Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance! Th

Osama Bin Laden er fortsat en helt for store dele af jordens befolkning.

Ikke en eneste reporter af dem der beretter fra "Det Arabiske Forår" melder om råb af typen "USA er stor", "NATO er stor" eller "Israel er stor".

Det er et andet råb der ledsager de mange skudsalver op i luften.

I virkeligheden er der internationalt set 3 parter.

1) USA og Israel.
2) Terrorister
3) De der føler sig "uncomfortable" og hellere vil snakke om noget andet, når talen falder på mellemøsten.

Det er netop 6 måneder siden Obama troede han kunne stille krav til Israel. For åben mikrofon blev han sat på plads af Israels Benjamin Netanyahu.

Siden har Obama måttet indse hvem der er hunden og hvem der er halen i forholdet USA Israel.

Så længe ingen må nævne den gigantiske elefant der fylder hele stuen, vil der blive ved med at opstå terrororganisationer.

Og lur mig om ikke der venter et par overraskelser i tiden omkring 11 sept. 2011.

-"Og lur mig om ikke der venter et par overraskelser i tiden omkring 11 sept. 2011"

Hvis der skulle komme et terrorangreb omkring den 11. sept. 2011 er der et par regler det skal følge for at matche de foregående terrorangreb.
Terrorangrebet den 11/9 2001 fortsatte direkte over i en invasion af Afghanistan. En strategisk vigtig region på mange måder. Ikke mindst landets årtusindgamle ekspertise i opiumsdyrkning er interessant, en ren perle i en beskidt svinesti.
Irak blev næste mål med dets olie og guld og gamle kulturskatte.
Terrorangrebet den 7.7 2005 i London var et dramatisk terrorangreb som betød det engelske folks stiltiende opbakning til indførelsen af et nærmest Orwelsk overvågningssamfund.
Et nyt terrorangreb skal for at passe ind i de foregående mønstre derfor have som konsekvens at store værdier som olie eller guld eller andet interessant skifter ejer eller at "noget eller nogen" kommer under anden og ny magtkontrol som indirekte følge af et sådant terrorangreb.
Forleden kunne læses, at 29 tons af Gaddafi's guld var blevet kanaliseret ud til grådige guldhandlere i bytte for komplet latterlige og sikkert snart ugyldige pengesedler.
Man bør afgjort iagttage Gaddafis gulds skæbne.
Hvilke små grådige kløer lægger endegyldigt beslag på Gadaffy's ca 150 tons guld er spørgsmålet.
Skulle opstanden i Libyen (apropos) gøres til genstand for en konspirations teori skal der afgjort spindes en ende over Nato's opsigtsvækkende militær støtte til "Oprørerne" samt derfra over til Gaddafi's gulds skæbne.

Skulle der ske et terrorangreb fremover er det derfor kun spørgsmålet at iagttage, hvem der har økonomisk fordel deraf.
Som f. eks også i tilfældet efter 11/9 2001 som direkte gavnede omsætningen og beskæftigelsen i amerikansk våbenindustri samt amerikansk militær.
Kort sagt - "Follow the Money".