Læserbrev

Ågerup, stol på demokratiet

10. september 2011

Martin Ågerup skriver, at når bjerget står der, skal det erobres. Det ligger i menneskets natur. Men hvad hvis den ubændige ekspansionstrang oversvømmer den frugtbare landbrugsjord og dræber fiskene i havet omkring bjerget. Risikoen for dette scenarie er et hovedanliggende i vor antologi om modvækst, men mærkeligt nok forholder Ågerup sig slet ikke til miljø- og klimaproblemer. Eller det er måske ikke så mærkeligt, for den uhæmmede vækst udspringer netop af den frihed, som kapitalismen giver, og den må ikke antastes.

Ågerup skriver også, at friheden er blevet brugt til at præferere fritid over velstand. Vi er gået fra en 48 timers arbejdsuge til 37 timer nu. Her ville to generationer af arbejdere nok hoppe lidt i stolene (hvis de kunne) over at få at vide, at de kan takke kapitalismens frie valg for den nedsatte arbejdstid. Mon disse fremskridt ikke snarere skyldes arbejdernes sejre over kapitalen?

Demokratiets frihed

Generelt har vi valgt væksten, og det valg må respekteres. Hvis resultatet er forurening, må det tages med. Ellers havner man som antologiens forfattere i undertrykkelse og bedreviden, mener Ågerup.

Men det gør vi faktisk ikke. Vi mener, at den nødvendige omstilling skal gennemføres ved fælles beslutninger taget på et demokratisk grundlag. Det kan ganske rigtigt gå ud over den individuelle frihed til at forbruge og forurene, som man vil. Men lad være med at identificere liberalismens asociale frihedsbegreb individuel frihed til at gøre, hvad man vil med frihed som sådan. Der er en alternativ frihed, nemlig den, der er inkarneret i demokratiet, hvor vi alle, rig som fattig, har én stemme, som vi kan bruge præcis, som vi vil. Som liberalist ser Ågerup ikke det alternativ. Enten bestemmer individet, eller også er det undertrykt af staten.

Ågerups store pointe er, at væksten skyldes menneskene, ikke kapitalismen. Kapitalen er en rar onkel, der blot servicerer forbrugernes præferencer. Inden for økonomisk teori er dette en ekstrem teori knyttet til den ultraliberale østrigske skole, mens den modsatte, mere venstreorienterede teori ser præferencer som formet af virksomhedernes interesser, gennem reklame etc. Standardteorien indtager en midterposition, hvor priserne og den økonomiske udvikling generelt formes af efterspørgslen, bag hvilken præferencerne ligger, og udbuddet, der er dikteret af kapitalens profitmaksimering. Det er nok et godt gæt, at nyliberalismens frigørelse og deraf følgende mægtiggørelse af kapitalen har ændret denne magtbalance i kapitalens favør.

Men hvad enten det er forbrugerne eller virksomhederne, der styrer udviklingen, gør de det skidt. Miljøproblemerne er om noget fælles problemer, så giv demokratiet en chance!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu