Kronik

B-holdsforældre dræner forældregrupper

100 DAGE – Vejen til den velfungerende skoleklasse går gennem den gode forældregruppe, lyder mantraet blandt folkeskolelærere. Men mange forældre vender forældresamarbejdet ryggen, fordi de mødes af uklare og uudtalte forventninger. Og er et forældrepar først havnet på B-holdet, ender deres børn ofte samme sted
Første skoledag bliver børnene elever og forældrene medlemmer af klassens forældregruppe. Men der går sjældent lang tid, før mange af de voksne opgiver samarbejdet.

Første skoledag bliver børnene elever og forældrene medlemmer af klassens forældregruppe. Men der går sjældent lang tid, før mange af de voksne opgiver samarbejdet.

Bjarke Bo Olsen

Debat
1. oktober 2011

De bringer, henter og pakker tasker med madpakker. De træner staveord, arrangerer legeaftaler og øver skuespil. De kysser farvel og goddag, klapper ivrigt til SFO'ens cirkusshow og laver kaffeklub med de andre fodboldforældre. De gør det hele, forældrene. Men når de sættes stævne til forældremødet for at tale om de fælles ambitioner for forældregruppen og om det brede fællesskab, så sker der pludselig ikke så meget.

Én kigger i ned bordet, andre fatter pludselig interesse for linoleumsgulvet eller det halvtomme plastikkrus med kølig kaffe. De få forældre, som tager teten og ordet, står ofte alene med forventningen om et forældrefællesskab. For de fleste forældre virker det nemlig hverken særligt vigtigt eller meningsfuldt. Faktisk bryder de sig end ikke om ordet forældrefællesskab. De taler om fællestid og fællesarrangementer — men sjældent om fællesskab. Forældre deler nemlig langtfra altid lærernes overbevisning om, at forældregruppen er en vigtig enhed, der kan sikre klassens trivsel, hvis der opstår problemer. Derfor kan lærernes ambitioner om forældregruppen som aktiv i børnenes skolegang let falde til jorden.

Uklare forventninger

Forskellene mellem lærerne og forældrenes opfattelser opstår typisk, fordi forældre møder et uspecificeret og afgrænset ansvar og en lang række implicitte forventninger i samarbejdet med skolen. Konsekvensen er, at mange bliver grundlæggende usikre på, hvordan de skal være forældre.

Det giver særligt problemer for dem, som ikke kan gennemskue skolens skjulte koder. Det betyder, at de tøver med at ytre sig og give sig til kende som dem, de er, af frygt for at udstille sig selv som anderledes eller mislykkede forældre. Så danser de hellere lidt om den varme grød, når det bliver svært. Eller samtykker stiltiende, når de toneangivende forældre enes om at aftale forårets kanotur.

Samtidig er skolen som institution et magtrum, der er med til at afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert. Selv om lærerne og skolen inviterer indenfor i samarbejdet, sker det på allerede definerede præmisser, der betyder, at mange forældre ikke synes, at det for alvor giver mening.

Endelig er skolefællesskabet en formel og forpligtigende størrelse. Det opfordrer ikke just til engagement, og det er derfor tit nemmere at være med i fodboldklubben, hvor forældrene godt nok heller ikke er ens, men hvor forventningerne og rammerne er nogle andre. Skolens rammer er, om vi vil være ved det eller ej, med til at sætte A-holdet og B-holdet blandt forældrene og skabe et fokus på forskelle. Og netop de mekanismer i forældresamarbejdet påvirker muligheden for at skabe en rummelig skole for alle.

Når forældrene har travlt med at passe ind og være forældre på den 'rigtige' måde, betyder det, at ikke alle forældre kan tale med samme ret. Og det betyder, at langtfra alle forældre ønsker at være med i samarbejdet på de givne præmisser.

Relationerne smitter

Det er en forsimpling at påstå, at forældrenes lyst til at deltage aktivt i forældregruppen, smitter af på børnenes fællesskab. Men der er noget om snakken. For forældregruppen er vigtig som rammesætter for klassens normer og værdier. Den afgør ikke kun praktiske spørgsmål som, hvornår mobiltelefoni og drikkeri er acceptabelt. Forældregruppen er også med til at afgøre, hvordan f.eks. sprogtone og omgangsform mellem børnene udvikler sig. Og forældrenes relationer kan smitte af på børnene.

Barnet af B-holds-forælderen vil ofte opleve også at være perifer i børnefællesskabet. Omvendt kan perifere eller socialt udstødte børns status også risikere at smitte af på forældrene, som møder forældresamarbejdet med krumbøjet ryg og hænderne over hovedet.

På den måde forstærkes de sociale barrierer for de svageste elever gennem forældresamarbejdets spilleregler — stik imod hensigten. Ikke kun det at deltage, men alene det at være i forældregruppen kræver altså nogle sunde relationer, hvor vi kan tåle forskellighed og uenighed uden at stigmatisere.

For forældreskab er en følelsernes holdeplads, og kunsten er derfor at skabe et forældreforum, hvor vi måske endda kan forstå uenighed som en kilde til inspiration, ikke til uvenskab. Vi skal væk fra den danske konsensusmentalitet, som alligevel bevirker, at otte ud af 10 forældre stirrer i gulvet frem for at deltage, mens de sidste to ordner de 'fælles' beslutninger.

I princippet har vi som skoleforældre kun det tilfælles, at vi bor i samme område og har børn på samme alder. Dermed er vi muligvis meget forskellige. Men det gør det bare ekstra vigtigt, at vi tør handle, selv om vi er usikre. At vi tager udfordringen op og har modet til at sige til og fra og tage uenigheder op.

Det er der allerede nogle forældre, som gør. Men når de mødes af det tavse flertal, virker de for skingre eller frelste, og med tiden dør deres engagement og vilje til at risikere uenighed oftest ud. Skal vi skabe en rummelig skole, som er for alle — også alle forældre — skal de tavse forældre i tale.

At nærme sig det ideal kræver, at vi vender os mod en række ufrugtbare mekanismer ved forældresamarbejdet.

Klar i spyttet

Noget af det, vi har mest brug for er tydelighed. Vi skal ud af forventningstågen og fornemmeriet. Vi har brug for klar sammenhæng mellem værdier og handling og brug for at kende hinandens forventninger og ambitioner — men ikke nødvendigvis for at være enige.

Det er nødvendigt, at man som skole og lærer løbende taler sammen om, hvordan værdierne skal omsættes til praksis i hverdagen, så værdier og retningslinjer er handling og ikke kun formuleringer på skolernes hjemmesider. Ellers bliver det hurtigt ren retorik, og det kan lærerne ikke omsætte overbevisende til forældrene, hvor gerne de end vil.

Skolerne skal altså være ret klare i spyttet om, hvordan forældregruppen er vigtig. Det skal smitte af på de måder, hvorpå vi som fagpersoner er igangsættere for forældregruppernes samvær og samtaler. F.eks. har introduktionskurser for nye skoleforældre arrangeret af skoleledelse og de involverede lærere i samarbejde vist sig som et godt redskab til at afstemme de første forventninger og opfange de første misforståelser.

Og så handler det om, at lærerne sætter en målrettet dagsorden, hvor der tales eksplicit om, hvordan forældrenes forskelligheder kan bruges i forældrearbejdet. For skal vi knække koden til at gøre forældresamarbejdet mere meningsfuldt for den enkelte forælder, er vi nødt til at rykke ved opfattelsen af forskellighed.

Gider forældrene?

Børn oplever som oftest det at være forskellige som enormt spændende. F.eks. er børnene i min undersøgelse meget optagede af, at flere af kammeraterne har 'spændende' madpakker eller særlige hjemmetraditioner.

Hvis lærere og skoleverden også over for forældrene formår at sætte fokus på forskellighed som en lærerig udfordring, kunne der åbnes for diskussioner om, hvordan denne forskellighed kan bidrage til fællesskabet i stedet for at være en hindring.

Nogle gange er det naturligvis ikke nok at være bevidst om forskellighed. Selv om vi kender vores forskelle, kan de alligevel synes uoverstigelige. Det gjorde de f.eks. for en far i min undersøgelse. Han var tæt på at opgive det brede forældrefællesskab, fordi ikke alle lod sig invitere ind i hans hjem til et glas rødvin ved afhentning af deres børn. Der burde vi måske lade folkeskolens børnevisdom vække genklang blandt de voksne: folkeskolen skal være et rummeligt sted — stedet, hvor vi lærer at skabe fællesskab med dem, som er forskellige fra os selv. Også for de voksne.

Men først som sidst kræver et bedre forældresamarbejde, at forældrene vil. I den virkelige verden er det aldrig alle forældre, som kan forventes at ville forældregruppen. Men skal idealet om en rummelig skole for alle understøttes bedst muligt, må flertallet af forældre ændre opfattelse af forældregruppen og blive aktive deltagere. Ellers er det et fåtal af energiske superforældre med hjemmebag, styr på basketball-holdet og skoleklokkens ringetider, der leder slagets gang, mens de andre bare sidder og tænker: Hvornår får jeg fri?

Louise Bønneland Andersen er lærer og pædagogisk antropolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

Hvem er det artikelforfatteren henvender sig til?
Er det forældrene, politikerne, lærerkollegerne?
Hvad er budskabet?

Jeg må erkende at jeg ikke kan gennemskue det efter at have læst de mange ord. Er det en svada til forældre over at de ikke deltager, eller er det en klagesang over tingenes tilstand?

Formen forhindrer budskabet i at trænge frem til mig.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

Jeg sidder vist med samme oplevelse som dig.

Gunvor Trinderup

Lennart og Mikael.

Jeg bliver nysgerrig på jeres indlæg. Hvad er det helt præcist I efterlyser --> at det er tydeligere hvem der kan pålægges skyld?

Lennart Kampmann

@ Gunvor

Skyld er et dårligt trip.

Jeg sidder med opfattelsen at der her er tale om en lærer, der har oplevet at forældresamarbejdet ikke har fungeret og nu skal alle ligesom føle skyld og skam over at de ikke er gode forældre.

Indlægget forekommer mig noget generaliserende og jeg kan ikke rigtigt se et konstruktivt budskab.

Jeg kan se masser af afløb for frustration.
Iøvrigt må der være en masse indforståede antagelser baseret på artikelforfatterens undersøgelser, hvor det måske er nødvendigt at give læseren en dybere baggrundsviden før diskusionen foregår.

Med venlig hilsen
Lennart

Der er vel ikke et budskab, Lennart, det er vel først og fremmest konklusionen på en undersøgelse...

Gunvor Trinderup

Tak for svar og indsigt Lennart. :o)

Jeg oplever ikke, det er et afløb for frustration men nærmere et forsøg på at beskrive hverdagen som den også kan opleves som forælder i folkeskolen - ved blandt andet at lade de mange fænomener komme i spil skabes et bredere perspektiv efter min mening. Disse perspektiver er dog foldet lidt for positivistisk ud efter min smag eller er måske netop en konklusion på en undersøgelse som Peter Hansen påpeger.

Store dele kan jeg sagtens nikke genkendende til som mor til to skolebørn - især følelsen af ikke at leve op til at være 'den rigtige' forældre, både den følelse der er forældre iblandt men især de generaliserende forforståelser man mødes med som forældre fra skolens side. Det kan være til stor irritation når skolen ønsker at opdrage ud fra nogle principielle værdier som måske ligger langt fra det man kan eller vil være en del af...ubevidst såvel som det modsatte.

Jeg synes det er rart, at få lidt kompleksitet på det vi tager for givet uden dog at skulle gennem en længere afhandling. Jeg skønner det er disse erfaringer artiklen søger at belyse - som mulighed for et refleksiv øjeblik...hverken mere eller mindre?

Lennart Kampmann

@ Gunvor

jeg undrer mig altid over at forældre kan sidde med følelsen af ikke at være "rigtige" forældre.

Personligt er jeg nået dertil at lærerens holdning om min forældregerning er irrelevant. Min forældrerolle er ikke et afgangsprojekt der skal bedømmes efter 7-trinsskalaen.

Hvis jeg fremhæver at mødre oftere end fædre taler om dette at andres mening betyder meget for dem, så er det ikke for at putte nogen i en bås, men blot en observation jeg ofte gør mig.

med venlig hilsen
Lennart

Gunvor Trinderup

@Lennart

Kan jeg godt forstå du undrer dig.

Det ændrer dog ikke så meget på den realitet at du, sammen med alle andre, ikke bare kan melde dig ud af fællesskabet fordi du finder det irrelevant. Eller det faktum, at der efterhånden er mange forældre som er opvokset med en institutionalisering som har målt og vejet dem i et væk ud fra tidens utallige trends for god børneopdragelse hele deres liv. Det vil jeg mene kræver en hårdfør tillid og fleksibilitet at stå imod - en evne som til med kan være svær at jonglere i en travl hverdag med job, børn. For ikke at nævnefamilier med et temmeligt sammenfiltret vilkår, reducerede ressourcer og svagt netværk.

Jeg skal personligt også nok selv barbere den ged der omhandler mine børn men ved også, som del af systemet, at vi irettesættes og i værste fald trues med sanktioner om vi ikke passer ind;

Du har fx ikke lov til at lade dine børn komme for sent alt for tit eller møde klokken ni hver dag selvom det giver mere mening i forhold til jeres familietid. I værste fald indberettes dette til socialforvaltningen - hvor det kan få konsekvenser i form af disciplinering af dig og dit barn. Blandt andet til at lære at lyve, komme til tiden (selv om det er lige før det giver post traumatisk stress ;o)) samt have orden i tingene og sagerne - for så bliver man jo en glad og tilfreds borger som kan gøre nytte i erhvervslivet.

Hvilke elementer ser du er på færde når du mener mødre oftere end fædre lader andres holdninger/værdier give mening ind i deres egen opfattelse af verden eller som her, i rollen som forælder?

Lennart Kampmann

@ Gunvor

jeg er ikke udmeldt af fællesskabet - jeg fastholder blot min identitet som far/ægtemand med to børn og påpeger at børnene ikke er samfundets.

Jeg opfylder og overopfylder de formelle krav, og deltager i forældregrupper hvis det kan lade sig gøre.

Artiklen taler om et A og et B hold, jeg kunne godt tænke mig en nærmere beskrivelse af disse og en forklaring på de kriterier der indgår i bedømmelsen.

For mig fremstår artiklen unødigt indsovset i velmenende ord, der sikrer at et eventuelt budskab ikke kan angribes. Mit råd er at kommunikere tydeligt, men med mit begrænsede fatteapparat kan det være at det er forgæves.

Med venlig hilsen
Lennart

Anne Marie Pedersen

Mit problem med artiklen er, at der slet ikke refereres til nogen undersøgelser eller et undersøgelsesdesign. Hvem har foretaget den her undersøgelse? Hvor mange forældre, lærere, elever er inddraget? Over hvor lang tid?

Fair nok, at man ikke kan skrive alt i en artikel, men så referer til et andet sted eller lav en faktaboks.

Gunvor Trinderup

@Lennart

Jeg tror heller ikke du er meldt ud, den form for frihed har vi slet ikke...

Jeg får lyst til at spørge ind til flere af dine udsagn såsom hvad mener du med at børnene ikke er samfundets? For mig er børn eksempelvis alles ansvar.

Eller hvad med de af dem som ikke opfylder de formelle krav?

@Anne Marie Pedersen
Ved en nærmere undersøgelse synes der at være en delvis forklaring på kronikkens fraværende reference. Jeg fandt denne artikel på folkeskolen.dk (http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=68500). Her svarer redaktionen på selv samme kritikpunkt.

''Vi har naturligvis spurgt efter muligheden, men specialet er skrevet med et løfte til kilderne om, at det ikke offentliggøres - derfor kan vi kun bringe resultaterne i form af kronikken.
mange hilsner
Karen Ravn
redaktionen''

Anne Marie Pedersen

Tak for link. Her står lidt mere om metode. Jeg vil så sige, at det stadig er muligt at skrive bare et minimum i en faktaboks under en artikel. På folkeskolen.dk står lidt mere, men der står stadig ikke noget om, hvilken type skole det er rent socioøkonomisk, geografisk osv. Selvfølgelig kunne man have anonymiseret det men givet lidt viden.

Gunvor Trinderup

Velbekom Anne Marie :o)

Og så er det ofte en svær opgave at navigere i hvad der er for meget eller lidt viden i forhold til informanters anonymitet. Hvem ved? Det er muligt at der vurderes, at en typisering ville være for risikabel. >>> Om dette afslører lokationen i og med, at stedet allerede har en særegen profil som er velkendt i medie/offentlige sammenhænge. Bare en strøtanke.

Anne Marie Pedersen

Selv tak Gunvor. Du har selvfølgelig ret mht. anonymitetsproblematiken.

Jeg kender også selv til dilemmaerne - jeg har skrevet en del opgaver med mennesker, som skulle sikres anonymitet. Men man opgiver altså ikke anomymiteten for informanter ved at skrive, at man har lavet deltagerobservation på en skole i en mellemstor provinsby med gennemsnitlig antal tosprogede (eller hvad man nu finder relevant at fremhæve). Ellers kan skrive, at man af hensyn til anonymiteten ikke vil skrive nærmere om skolen. Ja, ja.

Mit problem er jo nok, at der generelt i aviser tages ufattelig let på referencer og metode i videnskabsfaglig formidling.

Majbritt Nielsen

A-forældre er de der tager iniativ og sætter i gang.

B-forældre er dem der siger ja, og tænker på hvornår de får "fri".

Frit ud fra artikelen. Og kun baseret på at den ene gruppe er den aktive, den anden knap så.

Gunvor Trinderup

@ Anne Marie

Jeg er meget enig med dig så længe det ikke samtidig blænder for den menings-givende debat som kronikken også lægger op til.

Der synes dog umiddelbart ikke at være den helt store interesse i at kigge et spadestik dybere på fænomenet, eller at ville indgå i en nysgerrig dialog med egne associationer omkring emnet. Ved eksempelvis at spørge til indlæggene vi hver især giver ind med. Det synes jeg er lidt ærgerligt. Det er den interessante del af at udveksle holdninger, viden og forestillinger her på 'stedet'.

Kronikken repræsenterer for mig, at det først og fremmest er hverdagsfortællingen som bevæger sig 'på linjen'(Ingold) der drager mig til emnet og ikke som det første mod en overlevering af referencer. Fortællinger siger noget om liv levet - hvordan erfaringer bevæger og forbinder sig til en ide om sociale mønstre/spor.

Definitioner, referencer og typiseringer skaber selvfølgelig et reduceret og hurtigt overblik indenfor 'hardcore' debat eller vidensdeling som er vigtige.

Men udvekslingen er andet og mere end det. Det har blandt andet også et mere organisk øje for sammenhæng( Latour).

Jeg skønner artiklen forsøger at mediere ind mod læserens egne erfaringer fremfor kun at agere som videnskabelig formidling.

Hvad tænker du?

Thomas Gyldborg

En skam jeg først finder denne artikel nu. Den kunne have været oplagt at indlemme i den klumme jeg satte fri i går. http://tinyurl.com/pb7j98d