Læsetid 6 min.

Fra barndom til faktura

I de seneste ti år er selv helt små børn blevet mødt af firkantede læringskrav og måletyranni. Kammerater er blevet konkurrenter. Leg opfattes som spild af tid. Det er som om, alt handler om banal forberedelse til et voksenliv i bruttonationalproduktets tjeneste. Det er på tide at finde tilbage til en børnepolitik i børnehøjde
Barndommen er blevet en lang test, hvor det gælder om at svarer rigtigt

Barndommen er blevet en lang test, hvor det gælder om at svarer rigtigt

Kristine Kiilerich
5. september 2011

Børn er tilsyneladende omgivet af megen bekymring for deres udvikling. De skal, siger Socialministeren, lære noget mere, de skal lære det tidligere og allerede i første klasse have en karakter, så de med samme ved, hvor gode de er eller hvor dårlige. Og i vuggestuen skal de have gang i en mere struktureret hverdag, så vi er sikre på, at de er på rette spor.

Op igennem barndommen og ind i skolen: Det handler stort set altid om det samme. Børn skal træne, og de skal trænes, de skal vurderes og måles og vi skal sammenligne dem med hinanden, vi skal sammenligne skoler på samme måde som vi allerede sammenligner os med andre lande på områder som f.eks. læsefærdigheder.

Træning, testning, måling sat i system. Konstant benchmarking. For måske at blive verdensmester på et eller andet felt, som statsministeren på et tidspunkt udtrykte det i fuldt alvor eller i det mindste skal vi ende blandt de ti øverst placerede lande.

Der er protester fra forældre og fagfolk, men lige meget hjælper det tilsyneladende. I morgen eller i næste uge kommer et nyt forslag fra politikere, der skal profilere sig. Og med valgkamp på højtryk kan vi forvente alt i den retning. Det skråsikre målingshysteri fortsætter ufortrødent.

Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor perspektivet tabes af syne. Hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvad vi som samfund vil med børn ud over at de en dag skal være arbejdskraft.

Vi er efter vores mening tæt på det punkt, derfor er vi gået sammen om dette wake-up call.

Værdiløs leg

Som vi hører den aktuelle debat om indhold i skole og dagtilbud, bygger den ikke på den tilgængelige viden om børns udvikling, men snarere på antikverede fornemmelsen for, hvad læring er. Der er ingen dyberegående perspektiver på, hvordan samfundet har udviklet sig, og dermed på, hvad børn reelt har brug for. Man mener i fuldt alvor, at daginstitutionens egentlige opgave enten er at undervise børn eller i det mindste forberede dem på at modtage undervisning.

Alt sammen helt ude af trit med den sensationelle Santiago Declaration et manifest, hvor 93 førende internationale udviklingspsykologiske forskere netop advarer mod en stigende tendens til at udsætte små børn for undervisning uden hensyn til den eksisterende viden om børns udvikling og læring.

Den siddende regerings opfattelse er uden tvivl, at børn skal have faglige færdigheder indlært så tidligt og så sikkert, at de bliver nyttige samfundsborgere og kan bidrage til væksten. Det giver en vis om end begrænset mening.

Det samme kan siges om den konkurrence, der hævdes at drive hele dette værk af påvirkning og træning. For konkurrence er vel ikke i sig selv skadelig, især ikke hvis den holdes inden for rimelige rammer? Og vi ser jo, at børn på mange måder også godt kan lide konkurrence.

Jo, konkurrence kan være fornuftig, men hvis den fylder hele motivationsrummet ud, så er vi der, hvor det er sammenligningen i sig selv, der giver mening ikke indholdet. Det bliver helt og aldeles udvendigt og fører til ren instrumentalisering af børnekulturen og af skolen.

Det viser sig ved, at legen i børns liv er diskrediteret, den opfattes i stigende grad som tidsspilde og noget, der i bedste fald skal overstås. Og de sociale relationer venner og kammerater har ikke værdi i sig selv. De andre er konkurrenter eller omkostningsfaktorer i et regneark.

Voksenlivsforberedelse

Synet på børn er i dag så snævert og overfladisk, at man spørger sig selv, om der overhovedet er tale om andet end en regulær og ganske banal forberedelse til et voksenliv i bruttonationalproduktets tjeneste?

Har børn værdi? Har barndommen værdi? Har fællesskabet med børn værdi? Vi er dybt pessimistiske over de svar, der serveres i dag. Vi tror, at børn og barndom er i overhængende risiko for at ende som faktorer i en markedsanalyse. Vi er da godt klar over, at alt ikke er, som det var, og at ikke alle værdier bare kan fremskrives. Det gør vi heller ikke. Vi gør status og forsøger at se fremad. Her ligger udfordringen. Og her ser vi den nuværende katastrofekurs.

Verden er forandret, ja, vi lever i en radikaliseret modernitet med nye krav til os som individer. Vi skal kunne forholde os kritisk og reflekteret, vi skal kunne relatere os meningsfuldt, og vi skal kunne forhandle os frem til en forståelse af os selv som mennesker. Det er ganske enkelt nye og meget omfattende sociale og kognitive kompetencer af psykologer og filosoffer kaldt mentalisering.

Konkurrencens trussel

De nødvendige forudsætninger herfor kommer ikke af sig selv, og heller ikke fra eksisterende traditioner. De skal læres gennem barndommen i daginstitutionen og skolen.

Med den moderne families dramatiske ændring lægges der i dag et langt større ansvar på vores institutioner. Det er her karakterdannelsen finder sted, uden den indsats står vi ikke alene med et samfund, hvor flere og flere falder fra, går til i sociale patologier eller regulært presses ud af rammerne.

Det er den trussel, der hænger over hovedet på os, det er her, vi ser den endimensionale konkurrences primitivisering af vores børnekultur. Det er i det lys forslagene om at måle og veje selv små børn bliver totalt proportionsløse. Vi mister nemlig afgørende skridt i det, der kan opfattes som en nødvendig styrkelse af karakterudviklingen af de nye generationer.

Men hvor vil et egentligt børneperspektiv føre os hen? Det vil give plads til legen og de sociale relationer. Det vil give muligheder for, at børn udvikles i deres eget tempo, hvor alle ikke skal presses ind i en standardiseret måling af færdigheder.

Det vil give plads til en varieret forståelse af talent, der ikke kun handler om høj IK, men også om socialitet, kreativitet og evne til musisk udfoldelse. Det vil give plads til fællesskab, men også prioritere både læring, fordybelse og refleksion. For selvfølgelig skal børn lære noget i børnehaven.

Bæredygtig vision

Den danske skole er i dag udsat for et veritabelt angreb på næsten alle sine værdier. Lige nu står vi med en sammenligning skolerne imellem. Den yder sit eget bidrag til at sætte enhedsskolen under pres.

Vi er ikke i tvivl om, at skolen i dag skal definere sig i forhold til enorme udfordringer, der bl.a. hænger sammen med innovation i en global konkurrence. Det er netop her, vi ser kravene til en ny faglighed, nye læringsprocesser og vægtning af sociale relationer i hele læringsmiljøet. Men den primitive målingskultur fører os bort fra den udfordring.

Vi er overbevist om, at vi har brug for en vision, der bygger på et børneperspektiv på baggrund af et samfund i opbrud. Det er den debat, vi efterlyser. I dag står vi med oplevelsen af at have tabt mindst et årti på gulvet.

Skal det indhentes og det skal det skal det ske under en bæredygtig vision. Vi skal genskabe projektet om en barndom, der forener en tro på børns indbyggede potentialer med et samfundsansvar for deres opvækst, udvikling og læring. Her skal børn have en solid bagage med sig af værdier og faglige forudsætninger for at kunne navigere i en uoverskuelig verden. Derfor er det på høje tid at skifte spor.

Kim Larsen sang engang: »Har du mistet dit gyldne håb som du fik i gave ved din barnedåb, og går du tomgang i en lukket ring, og er du blevet til ingenting Så kom og dans ...«. Det gælder i dag mere end nogensinde. Derfor opfordrer vi til dans, der kan vende udviklingen og bringe det gyldne håb tilbage.

 

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus i socialpsykologi, Dion Sommer er professor i udviklingspsykologi, Aalborg Universitet, Pernille Hviid er lektor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet, John Aasted Halse er autoriseret psykolog, Margrethe Brun Hansen er børnepsykolog, Erik Sigsgaard er cand.pæd. og børneforsker, Jesper Juul er familieterapeut, Klaus Nielsen er professor i pædagogisk psykologi, Aalborg Universitet, Thomas Ellegaard er lektor i pædagogisk psykologi ved Roskilde Universitet, Ditte Alexandra Winter-Lindqvist er adjunkt i læringsteori, Aalborg Universitet, Marianne Hedegaard er professor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet, Charlotte Højholt er lektor i socialpsykologi ved Roskilde Universitet og Jytte Bang er lektor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Sofie Zehngraff
    Sofie Zehngraff
  • Brugerbillede for Jan S. Larsen
    Jan S. Larsen
  • Brugerbillede for Subhana  Ahmed
    Subhana Ahmed
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Line Bloch Kretzschmar
    Line Bloch Kretzschmar
Sofie Zehngraff, Jan S. Larsen, Subhana Ahmed, Steffen Gliese, Niels Nielsen, Viggo Okholm og Line Bloch Kretzschmar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Helth

Jeg finder det rigtig godt at I kommer frem med disse synspunkter.

Vi vil en stat med innovation og kreativitet, og samtidigt måler vi i en uendelighed de historiske hændelser. Disse målinger fortæller mest af alt hvordan jeg er i forhold til de andre. Hvilket er en forstærkelse af "rigtig" / "forkert" følelsen. Det betyder at vi måler om jeg er normal. Men hvis jeg er normal ,så gør jeg som de andre og som jeg plejer, så sker der intet nyt, men jeg får samme resultat som jeg plejer.

Legen er den bedste læremester. Her har vi mulighed for at prøve noget andet og for at erfare hvad det giver af resultater, gode og dårlige. Den voksne kan lede, ikke styre, til at undgå de værste skader. Gennem legen læres nysgerrighed, innovation og kreativitet med modet til at prøve, her lærer vi, at ved at gøre noget andet, kan vi skabe nyt uden at være "forkert".

Det stiller krav til lederen, som er nødt til at have modet til at lytte for at give plads til nye ideer. Hvis den voksne styrer ved hele tiden at fortælle hvad der skal gøres næst, så fratages vi evnen til selvstændighed og frihed, og forøger angsten for at være anderledes, ”forkert”. Denne angst giver stress, for vi er ikke i stand til at tage reel ansvar for handlinger som vi skal; som vi er tvungne ud i uden følelsesmæssig selvvalgt involvering. Vi mister friheden.

Brugerbillede for Niklas Monrad

Jeg havde egentig glædet mig til at se forfatternes bud på det spørgsmål de selv stillede: "Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor perspektivet tabes af syne. Hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvad vi som samfund vil med børn ud over at de en dag skal være arbejdskraft."

Ja, hvad er det vi som samfund vil med børn, ud over at de en dag skal være arbejdskraft?

Brugerbillede for Henrik Jensen

Jeg har selv to børn under ti og kan, i den grad, nikke genkendende til meget af det.

Som far går en stor del af mine eftermiddage faktisk med at sejle op mod resultaterne af de her krav. Jeg føler, at jeg bruger satans meget tid på at vise poderne, at historie og naturfag faktisk er skidespændende.

Hvad blev der i øvrigt af det gamle bonde-ordsprog: "En gris bliver ikke tungere, bare fordi du vejer den".?

(Og lad mig lige gøre opmærksom på en artikel fra NY times i går. Noget tyder på, at de milliarder, som er blevet brugt på at indkøbe teknologi til skolerne, har været penge ud ad vinduet...)

http://www.nytimes.com/2011/09/04/technology/technology-in-schools-faces...

Ellen Chakir, Niels Nielsen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Miklas Monrad:
"Ja, hvad er det vi som samfund vil med børn, ud over at de en dag skal være arbejdskraft?"

Det er ikke samfundet som får børn, det er individerne. Og hvad får folk til at få børn? Alle disse folks flakkende og vigende, blussende og blafrende motiver kan give os en uendelighed af (spekulative/efterrationaliserende) svar. Måske får folk bare børn fordi børnene i sig selv har værdi? Fordi det har værdi at skabe relationer og fællesskaber? Vi aner det ikke. Problemet er vel ikke fraværet af en mulig evidens om de mulige højere formål med børn - men derimod utilitarismens nærmest patologiske acceleration i konkurrencestatens kakafoni af krav om den bedst mulige performance med den højest mulige omkostningseffektivitet.

Myten om det lykkelige liv under indtryk af individets fuldbyrdede materielle, sociale og åndelige selvrealisation holder børnene 'skarpe' og folket 'igang' - f.eks. i fitnesscentre, hvor mange milliarder kilometer, helt i tråd med BNP-psykosen, dagligt løbes på stedet. Hér kunne vi måske godt overveje at begrænse børns adgang, som en art pligtetisk handling.

Brugerbillede for Niklas Monrad

@ Peter,

Jeg kan kun være enig med dig i at det er individer der "vil" børn af personlige årsager. Men jeg gengiver blot det spørgsmål som stilles af forfatterne i artiklen, for de har åbenbart en anden ide.

Brugerbillede for Peter Jensen

Niklas Monrad:
Det er jeg opmærksom på; mit svar var at vi nok skal indstille spekulationerne og istedet give os til at værdsætte børnene i sig selv. Vise børn en grundlæggende tillid, som har konsistente referencer i samfundslivet - istedet for at disciplinere dem via udsigt til fiasko, social marginalisering og tab af nytteværdi for 'samfundet'. Men det kræver som bekendt en større eller mindre revolution. Som du ved.

Brugerbillede for Niklas Monrad

@ Peter,

Jeg ved ikke, hvad du mener med "konsistente referencer i samfundslivet", men jeg er da enig i, at vi skal behandle børn ordentligt. Jeg ser heller ikke noget formål i at teste børn, for derefter at stikke dem et resultat i hovedet. Men måske vi i stedet skal se testen som en test af lærerkræfterne i stedet for af børnene, og bruge resultaterne til at finde mangler der.

Jeg var selv engang undervisningsleder i en privat virksomhed, og det var sådan vi valgte at forbedre vore resultater: ved at sørge for, at medarbejderne fik en kvalitativt god uddannelse.

Vi ved jo, at hvis vi svigter børnene i deres uddannelse, så kommer de til at gå igennem resten af livet med en hånd bundet på ryggen.

Brugerbillede for Peter Jensen

Niklas Monrad:
"Jeg ved ikke, hvad du mener med “konsistente referencer i samfundslivet”, men jeg er da enig i, at vi skal behandle børn ordentligt."

Med konsistens mener jeg det videst mulige fravær af double-binds når barnets forhåbentligt tillidsfulde erfaringer med, og relation til, dets nærmeste suppleres af mødet med staten(s institutioner), civilsamfundene og markedet.

Hér duer disse klodsede testbatterier hverken til at 'måle' elevernes eller lærernes samlede forcer; i bedste fald får vi et partielt indseende med give aktørers øjeblikkelige præstationsevne i en given sammenhæng. Ren mosekonebryg, altså.

"Vi ved jo, at hvis vi svigter børnene i deres uddannelse, så kommer de til at gå igennem resten af livet med en hånd bundet på ryggen."

En kontroversiel 'sandhed'. Hvad vi ved er at børn med en ringere uddannelsesmæssig 'saldo' statistisk set har øget risiko for at blive diskrimineret og marginaliseret af det omgivende samfund. Der er altså ikke tale om en naturlov.

Brugerbillede for Maiken Guttorm

Efter lidt vikararbejde synes jeg at have fået en idé om hvad der egentlig er på færde her. Det er ikke lærernes faglige niveau, bøgernes beskaffenhed eller fagenes sammensætning der gør at et barn eller en hel klasse ikke lærer noget - som hovedregel.

De her børn i de store skoler er stressede. Og jeg tænker på en permanent stress som ikke så meget skyldes konkurrenceelementerne i de politiske beslutninger (som jeg troede), det er for de fleste børns vedkommende lidt for abstrakt.

Snarere er mit indtryk utvetydigt - efter at have været på en lille og en stor skole - at de store enheder er ensbetydende med mere bevægelse rundt i klassen, mere råben, mere vold (!), verbal chikane, og grænseoverskridende adfærd. Det lader til at noget så simpelt som størrelse gør en kæmpe (selvom det ikke er den eneste faktor) forskel i hvor rolige børnene er på et hvilket som helst givent tidspunkt.

Jeg synes man skal tænke grundigt over hvilket miljø man byder sine børn, specielt når de ofte ikke er i stand til præcist at beskrive deres følelser på samme måde som voksne. At jagte lærerne eller betvivle deres (ud)dannelse er et dødt spor, som jeg formoder følges fordi man meget lidt begreb har om børn, skoler og basale menneskelige behov for ro omkring sig. Glem alt om 'faglighed', effektivitet og læring, når de helt grundlæggende forudsætninger for at kunne fokusere på én ting ad gangen ikke er til stede.

Man har forrådt børnene ved at lægge skoler sammen, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Ellen Chakir, Subhana Ahmed, Niels Nielsen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Borregaard
Michael Borregaard

Det væreste man kan gøre ved børn, er at gøre dem for hurtigt voksne - det væreste man kan gøre ved voksne, er at dræbe deres indre legebarn.

mvh.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Legen er den bedste læremester - er jeg enig i. Men jeg savner en pædagogisk-teoretisk fundering af dette argument. Her kan man f.eks. henvise til Vygotskij, som var meget imod at teste eleverne, da han mente, at det kun var udtryk for 'dagen af i går' - altså for, hvordan fortiden så ud. Ikke for for elevernes lærings-potentialer lå.

Vygotskij har jo lavet sin forskning i det daværende Sovjetunionen, og derfor lægger han stærkt på elevernes fælles-skab og hvordan kammeraterne kan hjælpe hinanden. Problemet med den måde menneskene bag artiklen argumenter på er at der ikke er nogen teori koblet på - det skal der være i dag, hvis også de borgerlige og dem der vil teste skal forstå, hvorfor f.eks. det at lære i fælles-skab er vigtigt - eller det at have fri leg er vigtigt.

Brugerbillede for Johnny  Werngreen
Johnny Werngreen

Tak til kronikørerne for opråbet, det er tiltrængt. Man kunne håbe, at I ville oprette et beredskab, som kan træde i funktion, hver gang en lægmandsminister vil have sine holdninger ført ud i livet på trods af viden og erfaring.

Brugerbillede for Peter Jensen

Karsten Aaen:
I amerikansk forskning godtgør Raymond Wlodkowski fællesskabernes forskellige nytteværdier for læringen (bl.a. tilknytning, stimuli og kontrol). Han peger også på nødvendigheden af SOC (oplevelse af sammenhæng), for at de(n) lærende i det hele taget bliver i stand til at foretage selvkritisk analyse og refleksion.

I tilknytning til Wlodkowski's principper anvendes indenfor læringspsykologien ofte stadie- eller modimodeller, f.eks. Gerald Egans tre trin som tager udgangspunkt i fællesskabets potentialer for læringsaccelerering.

Prohasta og Di Clementes arbejde understreger også individets behov for en social omverden af fællesskabsgivende karakter i dets læringsproces. Miller og Rollnicks forandringsteorier bidrager i samme henseende. Også neuropsykologien (ved bl.a. Goleman) har udviklet forskning udi fællesskabslæring, som viser fordelene ved at styrke de sociale rum. Ét af den frie legs grundprincipper er selvorganisering, en evne som både for fællesskabets og individets vedkommende er nødvendig for bl.a. at kunne samarbejde og beskytte interesser.

Vi behøver iøvrigt ikke at støve teoribøger eller andet af, for at kunne indse hvor perverst der er at drive udviklingen af vort skolevæsen med ideologiske teknologier med så tvivlsom en videnskabelig udsigelseskraft, som tilfældet er for PISA-konstruktionen. Det er beskæmmende for det danske skolevæsen at vi beflitter os med dén slags.

Brugerbillede for Ellen Chakir

@Birgit Ritter, jeg ved ikke, hvilken planet du færdes på, men i de 30 år jeg har arbejdet med børn, har jeg altid set kæmpesmil - det er ikke det samme som, at børnene får det, som de skal ha' men bare et udtryk for at de er små mennesker, som tilpasser sig de vilkår, deres voksne nu byder dem. Selv omsorgssvigtede børn smiler indimellem.
Og omsorgssvigt, det er det vi byder dem idag. Aldrig har så mange børn haft så lidt plads og så lidt voksenkontakt på grund af alt det sindsyge testeri, rapportskrivninger, planer for dit og dat osv.
Jeg kan simpelthen ikke stå fagligt inde for den hverdag og det menneskesyn, der bydes børn i dagens daginstitutioner i Danmark og har derfor valgt at forlade mit fag.
Vi kan simpelthen ikke være det bekendt og jeg ved, at jeg ikke er den eneste garvede ildsjæl, der har forladt mit fag!

Brugerbillede for Karsten Aaen

@ Peter Jensen

Nej, vi bevøver netop ikke støve teori-bøgerne af - men problemet er jo netop det, at de mennesker, der i dag har magten, de vil have teorier til at forklare. hvorfor f,.eks. fri leg eller fælleskabs-læring er godt.
Og her har vi, som går ind for den slags altså stået som Moses ved det Røde Hav de sidste 10-15, måske 15-20 år. Og set angrebene komme et efter et efter et på det vi af erfaring ved virker.

I virkeligheden handler det vel ikke om hvad pædagoger og lærere ved om hvad der virker indenfor dette område. Det handler, for mig at se, om at man fra systemets side, vil industrialisere læringen, så man gør læring så effektiv og hurtigt som muligt. Og derfor skal skolerne bare hælde viden mm. på eleverne, thi det er den bedste måde at lære om noget på. Og børnene i børnehaven skal lære noget, så de er parat til at lære noget mere i skolen - gennem struktureret pædgogik....

Men selv fra mit udgangspunkt i reform-pædagogikken kan jeg se, at uden en idé, et mål for, hvad eleverne skal lære, f.eks. hvilke faglige begreber eleverne skal lære i samfundsfag, går det ikke...

Brugerbillede for Peter Jensen

Karsten Aaen:
Jeg tror at en væsentligt del af forklaringen på at pædagogiske diskurser om strukturering og betingning er blevet meget dominante i samfundsdebatterne er at de passer som fod i hose til marketingsstrategier og kapitaliseringstænkning; Homo Economicus er et meget godt eksempel på et fælles brohoved mellem kapitalisme og pædagogik på Skinner.

Brugerbillede for Ellen Chakir

@mathias johansson. Der er grænser for, hvor meget man skal lægge ryg til. I mit distrikt, var vi 8 ledere ud af 14, der gik ned med alvorlig og langvarig stress på grund af blandt andet for mange krav til dokumentation og for lave normeringer til, at det kunne lade sig gøre. Alt, alt for lidt tid til kerneydelsen.
Min institution havde 26 tosprogede børn heraf 6 1-3-årige.
Åbningstid 7-17.
Normering:
1 voksen 7-10
2 voksne 10-11
3 voksne 11-13
2 voksne 13-15/15.30
1 voksen 15/15.30-17
Konstante omrokeringer/nedskæringer i forvaltningen, som gjorde, at der aldrig var nogen, der vidste noget om noget, nye økonomistyringsredskaber hver 9 måned i gennemsnit, ingen support, it-systemer, som ikke virkede, nedskæring på tolkebistand (mange forældre med rigstraumer/torturoverlevere), virksomhedsplaner, hygiejneplaner, kriseplaner, sprogtests, læreplaner, samarbejde med eksterne partnere, tilbage melding på økologiniveau (det stod også i vores årsplan selvfølgelig, men hvorfor gøre sig ulejlighed med at læse den, miljøcertificeringskurser og iøvrigt tilbagemeldinger på alle mulige og umulige undersøgelser/spørgeskemar om de mindste detaljer i vores hverdag, som man skulle tro var almindelige ting i en institutionshverdag, og som politikere og embedsværk burde have tillid til at vi med vores faglighed var i stand til at tage vare på.
Nej, jeg synes ikke, der var nogen ære tilbage og efter 30 års kamp, valgte jeg altså at passe på mit helbred og smide håndklædet i ringen.
Der er en fin lille bog om at tro, at man gør en forskel, og så opdage, at man bare er en del af det (voldelige) system, man gerne ville tro, man var humanist i.
J.M. Coetzee's "Mens vi venter på barbarerne."

Brugerbillede for Leo Nygaard

De mange højtuddannede forfattere til denne artikel har et godt budskab, som jeg anbefalede.
Men, men :

Når en politiker eller en ekspert starter med at sige : Vi skal skabe et samfund..........! , går jeg helt i bakgear.
Samfundet er her allerede. Ikke noget der skal skabes, men udvikles til det bedre. Hvordan ?

Jo flere pædagogeksperteri magtfulde positioner, der blander sig, jo værre bliver det.
Hvert tiår har sine geniale nye tiltag, som kaster vrag på det der er. Man er altid klogere.

Forfatterne falder selv i den grøft, de kritiserer :

"Vi skal genskabe projektet om en barndom, der forener en tro på børns indbyggede potentialer med et samfundsansvar for deres opvækst, udvikling og læring. Her skal børn have en solid bagage med sig af værdier og faglige forudsætninger for at kunne navigere i en uoverskuelig verden. Derfor er det på høje tid at skifte spor."

Jeg ser frem til den dag staten og de eksperter den har på lønningslisten, bakker ud og overlader arenaen til borgernes sunde fornuft og ansvar.

Brugerbillede for claus raunholt jensen
claus raunholt jensen

Kapitalismen er i dag grådig efter hele mennesket, rub, stub og sind. Derfor kan det ikke undre, at barndommen nu må holde for.

Før i tiden var kapitalen tilfreds med vores arbejdskraft. Men den neo-liberale kapitalisme har totalitær karakter, den vil invadere det hele, hjerte, indvolde og sjæl og stille det til rådighed for markedet.

Denne kolonisering rammer nu barnesindet. De kære små skal lære at være kombattanter på fremtidens nådesløse markedsplads.

Barndommens land er på vej til at blive værgeløst. Det burde ellers være et beskyttet sted før altings nådesløse kamp og strid.

Som modvægt kunne man pragmatisk starte med krav om ret til leg og krav om væsentligt færre børn pr. pædagog og lærer. Modstanden mod denne horrible sjæle-imperialisme skal jo starte et sted.

Brugerbillede for Helle  Lauesen

www.denvisionaereskole.dk er lige det I efterlyser.
Vi søsætter i maj måned 2011 denne helhedsorienterede livsstilsskole, da det går op for os, at den skoleform vi søger ikke findes i Danmark.
Vi danner dette visionære skolegrundlag ud fra tre kerneprincipper om: læring-næring og træning. Hos os har alle børn talent - og så er vi lektie- og mobbefri.
Vi vil have en skole med glæde og leg - med fokus på trivsel og koncentration. Så er vi sikre på at børnene lærer optimalt.
Nøgleord for os er: balance, tolerance, kompetence og alliance.
Vi vil, vi tør og vi gør.
Skolen åbner i Frederikssund august 2012 vi glæder os.

Brugerbillede for Kim Gram

I de seneste ti år er selv helt små børn blevet mødt af firkantede læringskrav og måletyranni. Kammerater er blevet konkurrenter. Leg opfattes som spild af tid. Det er som om, alt handler om banal forberedelse til et voksenliv i bruttonationalproduktets tjeneste. Det er på tide at finde tilbage til en børnepolitik i børnehøjde

---------
de udtrykker klart hvad mindst halvfjerds procent

mere end aner:

at enhedslisten er det p.t. mindst ringe

alternativ til det nuværende samfund

Brugerbillede for Kim Gram

og de fleste vækstkurver, på historievidenskabs og samfundsvidenskabs statistsik områder, er p.t. næppe helt så afdæmpede som det gyldne forhold, men er snarere eksponetiel vækst

Brugerbillede for Peter Holsøe

Har det faldet forfatterne ind, at målinger og andre krav til folkeskolen måske kommer af en følelse af magtesløshed overfor den rodfaste socialistiske vanetænkning, laissez-faire og vi-er-alle-sammen-lige-gode-kultur, der i godt 40 år har udelukket andre holdninger på lærerværelset? Fagligt stærke elever er blevet pillet ned, ignoreret, understimuleret eller i bedste fald kørt skoletrætte ved at blive brugt som trækæsler eller intellektuelle krykker for mindre boglige klassekammerater. Den slags har vi ikke råd til længere – som forfatterne også antyder. Hvad forfatterne ikke nævner er, hvilket konstruktivt bud, de med deres imponerende pædagogiske faglighed kan komme med. Der nævnes kun musik, leg og dans – fine aktiviteter, som ingen handlingsplaner fra regeringens side vel taler dårligt om? Jeg er ikke imponeret. Det ligner et populistisk indspark til valgkampen under sloganet ”regeringen består af onde voksne, der er imod leg og barndom”. Ser man bort fra begreber som ”radikaliseret modernitet” ligner artiklen ikke et kvalificeret ekspert-indlæg, der virkelig er på børnenes side. Ommer, med al respekt. Det er ok at stille krav. Både til folkeskolen og børnehaven, til børnene og til lærerne. Og måske endda til de pædagogiske eksperter, kunne man tilføje.

Brugerbillede for Peter Holsøe

PS Jeg forsvarer selvfølgelig ikke en hverdag som den, Ellen Chakir beskriver ovenfor. Jeg giver blot et bud på motivationen for den megen kontrol. Selvom nogen af de kontrol-overgreb Ellen Chakir nævner måske skyldes inkompetence i den lokale forvaltning snarere end en bevidst politisk strategi... - med andre ord bliver hverdagen ikke nødvendigvis rosenrød hvis vi vælger Helle i stedet for Lars...

Brugerbillede for Heine Nissen

Dejligt at de lærte begynder at råbe højt. PISA mig i r.... Det der er vigtigt er at skabe mennesker (samfundsborgere) der kan tænke og agere selv og ikke små målrettede og veltilpassede individer der kan sikre vores alderdom. Siden man er begyndt at undersøge med PISA er politikerne blevet bange for at fejle og derved mister de lederskab og det som så kommer til at ske er at de netop fejler. Glem terperi at små og mindre børn og lad de små udvikle sig naturlig. Så tør jeg også at blive gammel

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær.

Selvfoelgelig har forfatterne ret, men deres politiske strategi er daarlig - ingen gider hoere paa saadan en klagesang - man skal udvise begejstring for sin sag hvis man vil vinde den.

Jeg er jo DJOEF'er - og godt nok har vi faaet meget magt de seneste aar - men der er modtraek som jeg her offentliggoer uden honorar:

1. Gaa paa arbejde. Selvom Lars Loekke har taget et oev-aar behoever I ikke efterligne med oev-dage. Sygefravaer paa mere end 3-4 pct skaber foragt fra resten af samfundet - og I mister magt.

2. Udvis civil ulydighed overfor evalueringsskemaer m.m. Saet de lidt stoerre boern til at udfylde dem - brug gerne nogle farvekridt i boernehaven, eller skriv det samme nummer i alle felterne.

3. Brug DJOEF'ernes egen strategi. Send nogle uforstaaelige breve til administrationen med krav om svar inden en bestemt dato. DJOEF'erne foeler sig forpligtigede til at svare - det goer I ikke.

4. Fejlmeld konsekvens daarlige IT-systemer - ogsaa naar de virker.

5. Vaer aldrig bange for at blive fyret for administrativ ulydighed. Udfoer det faglige til prima og vaer ligeglad med resten.

6. Faa en kollega til at smaekke en af skrigeballonerne en flad naar administrationen ringer eller kommer paa besoeg. Der maa gerne lyde lidt dramatisk hvor I er.

Brugerbillede for peter fonnesbech
peter fonnesbech

Sjove forslag, Henrik.

De skal nok virke efter hensigten lige bortset fra nr. 6 ,
som er lidt tvetydig.

Brugerbillede for Palle Veje Rasmussen
Palle Veje Rasmussen

En vildt teoretisk og latterlig artikel
I folkeskolen er hverken konkurrence eller karakterer problemet, men at der er for mange elever, der er ukoncentreret om det faglige. Og de unge er ikke ukoncentreret, fordi de får karakter, for det får det ikke før end i de sidste klasser. De unge er heller ikke ordentligt skarpe i ungdomsuddannelserne. De er ikke præget af konkurrence, for så ville de nok lave deres lektier. Det lader således i mange tilfælde ikke til at interessere de unge, at blive bedre end sidekammeraten!
I børnehaverne er problemet ikke konkurrencer, men at børnene er overladt til sig selv, blandt andet fordi pædagogerne ikke laver fælleslege f.eks. konkurrencer med børnene, som de faktisk synes er sjovt - og så sker der noget, hvor der er voksenstyring.
Innovation og kreativitet er ligegyldig med mindre den er forbundet med stærke faglige kvalifikationer ligesom musik og dans ingen værdi har og er hæsligt, hvis personen, der udfører det hverken kan spille eller danse.

Brugerbillede for Jacob Lorensen

Palle Veje Rasmussen. Hvorfor skal vi være ens? Skæres til og måles ens? Jeg har to børn begge overordenligt dygtige i skolen. På mange punkter langt over klassetrinet, i en grad så det giver læreren spændende udfordringer. Begge opsøger aktivt ny viden indenfor hver deres interessefelter.

På begge mine børn virker konkurrence og måleriet som en 100% turn-off og absolut demotiverende og bremsende faktor. Lad dem være i fred, og viden drysser i en lind strøm fra bøger og undervisning ind i hovedet.

Helt typisk eksempel: Den yngste på 8 fik en ny friløsnings-bog med hjem (læg mærke til første stavelse i ordet frilæsning... den skal man ikke tage for højtideligt mere). Hun læste op fra bagsiden, og lo og lo over resumeet, og glædede sig til at gå i gang. Det skete to gange, og så holdt det op. I stedet tog hun bogen frem med jævne mellemrum, læste bagsiden, sukkede dybt og lagde den væk.

Efter lang tid gik det op for os, at de havde indgået "læsekontrakter" i klassen. Og det at have et absolut krav var bare uoverskueligt, og hun opgav på forhånd.

Snak med lærer - og besked til barn: "far har aflyst din læsekontrakt. Læsning foregår af lyst, du læser det du har lyst til."

Resultat? Samme aften skyndte hun sig tidligt i seng, læste alt for længe, og nåede jo de første 10 sider. Sukh.

Kan børn ikke bare få lov, ligesom voksne, at være forskellige? Nogen tænder på konkurrence, nogen slukker på konkurrence, nogen på noget helt andet?

Brugerbillede for Steffen Gliese

Konkurrence fører aldrig andet med sig, end at folk forsøger at slippe afsted med mindst muligt. Hvad man gør af lyst og interesse, kan man gøre grænseløst. Det handler således ikke om at blive bedre end sin sidemand, men om at have en forståelse af, med hvilket formål man lærer noget bestemt - at det i sidste ende tjener til at give en friheden til at blive, hvad man selv bestemmer.

Brugerbillede for Gunvor Trinderup
Gunvor Trinderup

Legen bankede puls på Moder Jord,
længe før kulturen satte sine spor,
det er eksistensens spontane primal-tumlen,
en biologisk struktur - legende let ind gennem
underbevidsthedens usagte tids ur,
det sidder i knogle, hofte og (h)ånd
men går udenom æggehoveders vånd.
‘Du’ leger noget andet end ‘jeg’ og alligevel det samme
i alt det sjove på sned og ingen kan pille i dragens skellede led,
uden dét tager alt det lattermilde ud af spontanitetens variable bud.
For det er magiske kys-dit-liv-på-rejsen og andet fantastisk øjebliks ævl,
der ivrigt tager dig, du og os med på nye sværmende fabler uden kævl.
Som alle i de fleste med deres vildeste fantasi tror på
eksisterer i sindbevægelsens
laden-som-om-og-kom-lad-os-lege-sammen-let-på-tå.
Vi er som trold efter fortælling,
som sjæl boltrende i frivilligheden af en medfødt
tiltrækningskraft og den Grimme ælling.
Mens overgange nyskabende, som en usynlig ven springer jublende ud.
Ud gennem nærværet fuld af skæg, i et “elsker dig en smule”.
Du findes i et glædeshyl, i de smilende frække øjne og sprælske næver som kun slås for sjov,
i begæret efter at se omkring ‘det næste runde hjørne’ og et ‘hov!’ - sammen
og nogle gange alene ind til vi nyder smagen, duften, lyden af frihed,
som legende lette mønstre af linjer af naturkultur flettet til en filur.
For friheden er ‘In the Zone’” , hvor jeg’et følger flowet uden en tanke
om hvor smart i en fart og pinligt du ser ud med en stur rød næse,
eller hvor lærenem du er til være dum som i blond og fadæse
- for glæden og fordybelsen har slugt dig og mig ned i maven af
en gummiged under navnet Tante T.E.D som siger;
“Tertra tan talting ste!”.
Og måske er vi også bare helt vildt meget eksistens,
som frø, spirende til bøjelige, knagende træer,
der i årstider gro til ringe af ‘tro’ på indersiden af knudret bark.
Alt mens insekter kriblekrabler en klimagenese og bladene rasler
i vinden, som en kamæleonsk fotosyntese.
Og måske leger vi også gemme eller blindekuk med tiden i (u)ordnede kasser.
Finder engle med vinger bag buske som i realiteten,
bare er frie flyvske navigeringsfisk med fjer i stedet for finner.
Vi kan lege, at du er den der fanger en far og en mor, og tryller binder
dem i et tingtingelingpling.
Du kunne også være en nietsnie eller en odranoel som udtænker nye Dings ud af ingen tings.
Og måske er vi slet ikke menneske men gejst
på vej ind gennem verden fuld af uendelige stier og andet hejs.
Som Cand. stifindere af ud- og indsyn i muld og andre klatretræer.
Uden nogensinde at give slip på dyret, på grebet, på rødder, på stammen.
Kravlet videre op til solen og tilbage igen, med et ja og amen.
Imens en ko, måske to, danser tango henover Luna.
Og hvis du stoler på, du kan gå på himlens blå og tror en smule på fortuna,
byder de dig sikkert op til dans, bare sådan, lidt tilfældigt,