Kronik

Brug bedre

100 DAGE – Energi, materialer, mad - det hele skal genopfindes. Vi skal kræve noget nyt. Så får vi bæredygtighed og Danmark får noget at leve af
Hvorfor bruge fossile brændsler op af jorden, når en energikilde, der kan dække vores forbrug mange tusinde gange, hænger lige over hovederne på os?

Hvorfor bruge fossile brændsler op af jorden, når en energikilde, der kan dække vores forbrug mange tusinde gange, hænger lige over hovederne på os?

Debat
24. september 2011

Vi skal ikke bruge mindre. Vi skal heller ikke bruge mere. Vi skal bruge noget andet, end vi gør i dag: Vi skal bruge bedre.

Det er både reaktionært og perspektivløst, når den ene fløj vil have os til at bruge mindre af alting - energi, ting, mad - mens den anden vil have os til at bruge mere, fordi det får hjulene i sving. For ingen af delene passer, og begge dele fastholder os i en civilisatorisk logik, der har kendt bedre dage.

Vi skal en anden vej: Alting skal genopfindes, fordi verden har rodet sig ud i en økologisk og økonomisk krise, der kræver nytænkning - en nytænkning som Danmark og danskerne traditionelt har været ret gode til. Derfor skal vi holde op med den kvantitative diskussion om mere eller mindre og i stedet begynde at tale om at gøre noget kvalitativt anderledes og bedre.

Katastrofe i slow motion

Energien leverer det mest anskuelige eksempel. Nutidens energisystem er baseret på fossile brændsler - kul, olie og gas - som i det store perspektiv er en pudsig parentes i verdenshistorien. Når vi brænder det af, tømmer vi nogle geologiske depoter, som ikke kommer igen. Og vi skaber nye depoter af affald, blandt andet i atmosfæren ,som vi fylder med CO2, der skaber global opvarmning.

Derfor rejses det naturlige krav, om at vi skal bruge mindre energi, så vi ikke tømmer depoterne og ikke udleder CO2. Men det er et reaktionært krav, for det går bare ud på at få katastrofen til at ske i slowmotion. Langsommere, men sikkert. I stedet skal vi bruge en anden form for energi, som ikke kommer fra depoter og ikke fører til affaldsdepoter. Det er den vedvarende energi, som strømmer gennem Jordens miljø, fordi solen hele tiden tilfører Jorden en energimængde, der er mange tusinde gange større end menneskehedens samlede forbrug. Når vi bruger den vedvarende energi, er det ikke særlig oplagt at bede os om at bruge mindre, end vi har lyst til. Den drøner alligevel gennem miljøet - at bede om, at vi fangede mindre af den, svarer til at kritisere træerne for at have for mange blade.

Selvfølgelig skal man ikke ødsle med energien og fråse, men det skal man lade være med, fordi det er dårligt for en. Huse med gennemtræk og byer fulde af el-biler på speed er ikke så dejlige at bebo. Vi skal bruge noget andet, ikke noget mindre.

Fra tekop til dukkearm

Det samme gælder alle de ting, vi forbinder med det at forbruge: elektronik, tøj, møbler, dukker, bogreoler og havkajakker. De kan sagtens laves, så de materialer, der indgår, bliver lette at genbruge. Så vil det ikke betyde ret meget for miljøet, at en bunke atomer for en tid tager form som en kaffekande, for med lidt solenergi kan man bagefter lave den om til noget andet, man skal bruge.

I dag er det bare sådan, at de fleste ting er lavet så evnesvagt, at man ikke kan gøre noget andet end at smide dem ud efter brug. Men det er kun, fordi ingeniørerne ikke er ambitiøse nok og forretningsfolkene ikke kan få øje på en god forretning.

Den dag - og den kommer meget snart - hvor alverdens industrialister indser, at forbrugerne kræver forbrugsvarer, som kan genbruges, bliver de lavet sådan. Verden venter kun på, at vi forlanger det.

Det kan passende starte med danskerne, som alle dage har været et folk som forlangte helt urimelige ting som folkeoplysning, hospitaler, forureningsbekæmpelse og decentral energiforsyning, for derved at skabe et verdensmarked for de industrifolk, der fik øje på udfordringen.

Når alting skal genopfindes for at skabe et bedre miljø, bliver det en mulighed for at tjene penge. Genopfindelsen af civilisationen, nu baseret på vedvarende energi og materialestrømme i kredsløb, betyder økonomisk vækst parret med økologisk forbedring.

Kød er ikke forbudt

Maden er den største udfordring. De fødevarer, vi tilbydes i supermarkedernes kølediske, er gennem de seneste årtier blevet alt andet end livsbekræftende. De er usunde for mennesker at spise, og de er ødelæggende for miljøet at lave.

De dyr, vi spiser, har levet under forhold, vi ikke kan holde ud at tænke på, mens vi spiser dem. De planter, vi spiser, er dyrket med metoder, der ødelægger Jordens øverste frodige muldlag og kræver et kolossalt forbrug af kemi og fossil energi.

Spis ikke kød, får vi at vide. Men det er et dårligt råd. Jordens økologi hænger kun sammen, fordi der både er planter, dyr og bakterier. Planterne spiser solskin og tilfører det levende sin energi. Dyrene render omkring og samler planter, spiser dem og returnerer næringsstofferne med deres kokasser. Bakterierne sender det hele tilbage i kredsløbet. Den ene har brug for den anden, og ingen kan økologisk set undværes. Derfor er der ikke noget mærkeligt i at spise kød.

Bortset fra, naturligvis, at det kød, vi tilbydes i den moderne verden, er dybt absurd. Det stammer fra dyr, som netop ikke må rende omkring, men står indespærret i båse, hvor de proppes med korn og tømmes for gylle. Landmanden futter fossilt brændsel af fra den traktor, som kører rundt og samler mad til de tilfangetagne dyr. Hvis ikke det var så tragisk, ville det være komisk. Men der er et alternativ. Vi kan spise kød fra dyr, som selv har samlet maden - det er påviseligt sundere. Vi kan spise planter, som selv evner at vokse uden traktorpløjning - det smager af mere. Vi kan skabe et landbrug, der genbruger ressourcerne og ligner vilde vækster mere end civilisationens husdyr og kulturplanter. Vi kan spise noget andet.

Det danske landbrug er på nippet til at kollapse under sin gældsbyrde. Vi andre skal stå på spring for at skabe fødevarefællesskaber, forbrugerfinansierede fællesbrug, byhaver, bylandbrug, vildmadsoplysning og en folkebevægelse for ordentligt foder til dyr og mennesker. En ny nordisk madkultur er ved at vokse frem. Snart er det ikke kun restaurant Noma, der er verdensmester.

Det er bare med at komme i gang. En brøkdel af EU's landbrugsstøtte vil kunne betale hele omstillingen.

Brug livet bedre

Men det forudsætter alt sammen, at vi tør bede om at få noget andet at spise, noget andet at forbruge og en anden form for energi. Det skal være danskernes krav om et bedre liv, der tvinger erhvervslivet til at søge nye produkter, nye markeder og nye veje.

Det vil føre til vækst, ja. Men en vækst i produkter, der sikrer, at affaldsdepoterne og jordødelæggelsen ikke vokser. Der er ikke i sig selv noget galt i vækst, heller ikke noget godt. Hverken mere eller mindre er nødvendigvis bedre.

Der er kun én ting, der i sig selv er godt, og det er at gøre noget, der er bedre.

Alt det kan en ny regering ikke gøre for os. Men den kan stritte mindre imod. Og den kan hjælpe til at gøre tingene mere gennemskuelige, så de skjulte økonomiske og økologiske omkostninger ved vores nuværende forbrug bliver blotlagt. Den kan hjælpe ved at støtte de nye initiativer til selvorganiseret energiforsyning, genbrug og madforsyning, der vokser frem. Den kan hjælpe ved at skrotte alle de uigennemskuelige støtteordninger til energiselskaberne, der under dække af klimavenlige etiketter som CO2-kvoter og el-afgifter rundforvirrer forbrugerne og gør os handlingslammede.

En ny regering kan hjælpe ved at lytte, når folket igen rejser de krav om bedre infrastruktur, bedre livskvalitet, bedre forskning og bedre folkeoplysning, som i sidste ende har været drivkraften bag det eventyr, at lille Danmark på de tågede sandbanker gik hen og blev et af verdens rigeste lande.

Vi skal smile til hinanden og tænke: Vi vil skabe en bedre verden. For vores egen skyld - og for at redde verden og blive rige.

Vi vil ikke bare begrænse dumheden. Vi vil skabe skønhed. Sammen. Vi vil bruge livet bedre. Dét er bæredygtighed: Brug bedre.

 

Tor Nørretranders er forfatter. Til november udgiver han sammen med Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi en bog med titlen 'Fællesskab'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@ Bo Hansen

Tak for dine (for mig) tankevækkende kommentar.

Jeg tror, at udfordringer (også kendt under betegnelsen: problemer) oftest har det med at ændre karakter, fremfor at ændre størrelse. Forsvinder gør de kun yderst sjældent.

I det ene tidsrum er problemet/udfordringen fysisk, i det næste psykologisk, så pludselig teknologisk, dernæst økonomisk, så moralsk, osv. osv.
Dermed vil jeg sige, at det BÅDE er væsentligt at sigte højt, at sætte en bundgrænse, at samarbejde, at konkurrere, at have råd, at økonomisere, at reflektere, at diskutere, at være stille og at bevæge sig.

Det er ikke "skruen uden ende", som du skriver, det er "tingenens skiftende tilstande."

Jo stærkere værktøj jeg har i hånden, jo større krav må jeg stille til min selvdisciplin, hvis jeg vil undgå at skade mig selv og andre.
Hvis vores nuværende værktøj er meget kraftfuldt og ressourcekrævende, kan udfordringen ligge i at højne moralen, selvdisciplinen og samspilsevnerne.
Ligesom i trafikken.

etik og genrøsitet,

dels fordi det jo nok alligevel er det som kommer til at almengælde: oftest sætter hver sine egne interresser, sager højest,

at man så
( jublende eller resignerende ) bør godtage: at det så også bør være sådan.

med det syn på etik, fremkommer miljøsagsgrupper eller communistiske grupper;
så, stort set, kun fordi hver i de forenede flokke finder flokfremgangsmåder
bedst; blandt de, for de hver, mulige måder, eller endda nødvendige, for at bevare eller fremme,
deres interresser. ( nørretranders har selv offentliggjort noget mht. de etikker: det generøse
menneske )

@Christian Louw Pedersen

Der kan du have en pointe. Med stor magt følger stort ansvar, og der kan man vist godt tillade sig at sige, at menneskeheden ikke har vist, at den er opgaven voksen. Det kan være fristende at skyde skylden på kapitalismen, der bygger på den fundamentale forestilling om, at erhvervelse for egen vindings skyld i sidste evne vil gavne almenvellet – nærmest en form for institutionaliseret grådighed. Meget rigtigt ligger der givetvis også i denne betragtning, men ret beset er det vel mennesket der har fejlet, dersom det selv indenfor det kapitalistiske samfund er tilladeligt at agere eftertænksomt og solidarisk (og i øvrigt er det jo mennesket selv, der har indført kapitalismen). Hvis vi således kan konkludere, at menneskeheden ikke kan finde ud af at opføre sig ansvarligt med de avancerede værktøjer vi efterhånden har bragt til verden, da følger det naturligt, at vi ej heller kan sameksistere med avanceret teknologi. Dette er selvfølgelig en lidt trist konklusion, og man kunne håbe det eventuelt kunne være anderledes under andre samfundsformer, mennesker har trods alt eksisteret under ganske forskellige vilkår og samfundsformer i historiens løb. F.eks. levede moriorierne på Chatham Øerne (eller Rekohu som de indfødte selv kaldte stedet indtil kolonialisterne kom forbi) i flere hundrede år, med strenge regler om ikke at måtte slå ihjel, og denne grundregel skulle eftersigende være blevet strengt efterlevet, selv da de krigeriske maorier fra New Zealand blev sejlet til øerne af kolonialisterne i 1835 og massakrerede den oprindelige befolkning, der ikke tog til nødværge. Hvad der kendetegnede moriorierne, var en primitiv teknologisk kultur, men set fra en anden vinkel, var de enormt civiliserede, eftersom de også formåede at leve i pagt med deres økologiske grundlag. Et andet karakteristika er, at det var et lille, begrænset og homogent samfund. Ingen af delene kan siges at gælde for verdenssamfundet i dag. At finde en balance med det økologiske grundlag i en evigt ekspanderende og (teknologisk) foranderlig kultur, er straks en del sværere.
Man kan også bemærke sig, at forbuddet mod drab var en overleveret tradition, der gennemtrængte hele civilisationen. Når man skal bruge sit intellekt til at opsætte grænser for sig selv, bliver det tilsyneladende ret meget sværere at beherske sig, for disse forestillinger ligger ikke på samme måde indgroet i ens tankesæt, som forestillinger man er indpodet med fra barnsben. Måske kan en stærk leder indse nødvendigheden af en sådan begrænsning, eventuelt med hjælp fra en videnskabsmand eller anden kyndig person, og derved diktere mådehold i samfundet, men hvis hver enkelt skal indse nødvendigheden af en selvbeherskelse, bliver det næppe bragt til konsekvent udførelse gennem hele samfundet. Der er da også adskillige eksempler på civilisationer der er bukket under, fordi de ikke ville eller forstod at lytte til de signaler som deres omgivelser gav dem.

Niels-Holger Nielsen

Ja, etnologien/antropologien er i sandhed et redskab til at forstå, at menneskets natur ikke er entydig og fastlagt, men derimod åben og flertydig. Samtidig viser den os, at vi kan ændre vores "natur", hvis vi ændrer de forhold, som fastlægger hvilke af vores impulser og præferencer, der belønnes/er tabu. Sammen med oldtidsarkæologien og den dialektiske videnskabsopfattelse kan antropologien give os mere end en fingerpeg om hvad, der gik galt undervejs til vores nuværende pinefulde situation. Der burde undervises i den slags i folkeskolen. Ud over at være vanvittigt spændende er det også opdragende på den gode og åbne(nde) måde.

Bo Hansen
Jeg vil meget gerne tage tråden/udfordringen op fra dit forrige indlæg, men det bliver ikke i nat. Jeg er sengemoden nu.

@ Bo Hansen

Tak for dit lange svar. Det er ikke for langt :-)

Jeg tror ikke at teknologien forsvinder.
Jeg tror heller ikke at menneskeheden forsvinder.

Men jeg tror at kulturer går under fra tid til anden, og at det sker, når de herskende i kulturen ikke længere formår at møde livets skiftende udfordringer med den rette reaktion.

Princippet om ikke at slå ihjel finder jeg rigtigt sundt. Princippet om et ubøjeligt "aldrig" og et ubøjeligt "altid" finder jeg derimod ikke sundt.

Og så længe moriorierne ikke skulle håndtere kombinationen af disse to principper, bestod deres kultur, sådan som jeg forstår det, uden dog at kende til denne del af menneskehedens historie. Da de skulle, valgte de forkert, og gik under.

Jeg er helt enig med dig i, at de fleste mennesker får deres sag for, når udfordringerne flytter sig fra den ydre arena til den indre, derinde hvor det handler om moral, psykologi, medmenneskelighed og selvdisciplin.

Jeg vil tillføje, at denne udfordringernes bevægelse fra den ydre verden til den indre verden tilsyneladende er en stensikker følge af al vækst, personlig vækst såvel som kulturel vækst.

Så min syntese af disse betragtninger må blive:
1
At nøjes med kun at ønske så meget eller lidt vækst, som jeg har evner og ressourcer til at takle på en livgivende måde, og derudover udøve nøjsomhed.
2
At ønske mig evnen til at kunne aflæse virkelighedens skiftende udfordringer så sikkert som muligt.
3
At handle rigtigt.

Punkt 3 indeholder stof nok til en hel konference.

@Christian Louw Pedersen

”Da de skulle, valgte de forkert, og gik under.”

Det kommer an på hvad formålet med valget er. Hvis formålet er at overleve, valgte de selvfølgelig forkert. Hvis formålet var at bevare deres kultur, kan man måske sige, at de valgte rigtigt, eller måske snarere, at der ikke var noget rigtigt valg. Havde de formået at nedkæmpe maorierne, havde de måske vundet livet, men samtidig tabt en del af deres identitet. Ved at holde fast i deres overbevisninger, havde de i det mindste muligheden for at bevare deres identitet i fald de skulle overleve. De havde måske ikke forestillet sig, at mennesker kunne være så brutale. Overfor fuldkommen æreløs hensynsløshed bliver vi alle tabere. (Det skal lige siges, at jeg ikke er ekspert i de mere detaljerede historiske omstændigheder på Chatham Øerne.)

Det bedste værn mod dette må være, at basere samfundet på medmenneskelighed, forståelse og kærlighed. Dette vil jeg umiddelbart betegne som grundsten i socialismen, og således er vi fremme ved en eller anden form for socialisme som et nærmest nødvendigt udgangspunkt for et harmonisk samfund. Dette burde muliggøre, at vidt forskellige mennesker og kulturer kan sameksistere i fred og fordragelighed, for så vidt som de altså alle beror på de samme fundamentale værdier.

Kan man så aldrig gå på kompromis med sine fundamentale værdier for at forsvare dem? Svaret blæser i vinden, som en hvis Bob Dylan sang engang... (men jeg mener man må strække sin tolerance endog meget langt. Jesus sagde da også 'vend den anden kind til' og Buddha at man ikke måtte tage livet af noget levende, for bare at nævne to åndelige foregangsmænd med en lignende indstilling. Faren er også, hvis man først begynder at acceptere, at der kan gås på kompromis, at grænsen langsomt forskubbes, og at man mister sine værdier i processen.)

Apropos moriorierne og maorierne, så tyder nyere sprogforskning på, at de to folkeslag var nært beslægtede, så det fortæller noget om hvor forskelligt beslægtede mennesker kan udvikle sig, og hvor meget vi bliver formet af de vilkår vi vokser op under. (wiki)

@ Bo Hansen

Dér stødte jeg på grænsen for min filosofiske, religiøse og moralske formåen. Tak for dit svar. Det er godt, og det maner mig til grundig eftertanke.

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg har flere gange tænkt på, at jeg skulle genlæse den her serie af bøger af Doris Lessing. Det er nu 26 år siden jeg læste dem sidst.

# Shikasta (1979)
# The Marriages Between Zones Three, Four and Five (1980 – dansk titel Ægteskaberne mellem Zone Tre, Fire og Fem)
# The Sirian Experiments (1980 – dansk titel De sirianske eksperimenter)
# The Making of the Representative for Planet 8 (1982 – dansk titel Repræsentanten for Planet nr. 8)
# The Sentimental Agents in the Volyen Empire (1983 – dansk titel De følsomme agenter i Volyen-imperiet)

Det er om noget, bøger der har været med til at forme mig, som jeg er. Og de er efter min mening meget relevante i den her debat omkrig forbrug, og er så også ekstremet veluskrevne.

// Jesper

@Christian Louw Pedersen

Husk på, at jeg heller ikke har nogen endegyldige svar, som jeg også håber det fremgår af mit indlæg. Hvis det jeg har skrevet, kan mane til eftertænksomhed, kan jeg vel sådan set ikke ønske mig meget mere.

@ Bo Hansen

Det syns jeg fremgår tydeligt, men tak for påmindelsen alligevel :-)

Spørgsmålet om hvordan det fredselskende menneske kan takle mødet med det brutale menneske er ikke nemt at besvare.

De stærkt troende fredselskere har forståeligt nok vendt den anden kind til, og ladet deres guddom bære ansvaret for at straffe de brutale. For de har fundet det umuligt at slå igen, og dermed få skyld for selv at være blevet brutale.

Skyld og ansvar er tæt forbundne.

Det har dog vist sig, at de fredselskende på den måde oftest kun redder deres egen ære og værdighed, mens brutaliteten uhindret kan fortsætte. Og at appellere til de brutales samvittighed ændrer sjældent på ulykkernes omfang.

Det ubøjelige princip om ikke-vold (som også er mit princip) står værdigt og sårbart overfor de brutales evindelige ødelæggelser. Og destruktiv adfærd er langt stærkere end konstruktiv adfærd. Ikke mere værdifuld, men stærkere: Et helt menneskelivs opbyggelige anstrængelser kan lægges i grus på et øjeblik, blot med en håndvending.

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op overfor denne tragiske konflikt. Mine mentale evner rækker ikke. Jeg trøster mig med, at jeg ikke står alene med disse overvejelser.

@ Jesper Frimann

Denne her vil også med i selskabet:
Stefano Benni: Terra!

@ Tor Nørretranders

"Vi vil ikke bare begrænse dumheden. Vi vil skabe skønhed. Sammen."

Helt enig! Det er det jeg vil, og som sådan er jeg også en del af dette "vi".

I denne verden, med flere og flere grænseoverskridelser og sammenstød, er det dog også væsentligt, at vi kan mobilisere et virksomt og værdigt forsvar imod mindreværdige menneskelige egenskabers destruktive virkninger.

Heriblandt regner jeg bl.a. tyranni, terror, vold, forurening, ligegyldighed, ringeagt, generaliseringer og grådighed. Tilføj selv flere.

Mange af disse egenskaber har været iblandt os i årtusinder, og de fleste af os nulevende har såmænd et par stykker af dem indeni os selv. Og i projektionernes verdener er der mange af de andre der har masser af disse destruktive egenskaber.

Hvorom alting er: De findes, disse egenskaber!
Og på trods af dem vil vi skabe skønhed alligevel :-)

Men hvis vi ikke formår at beskytte skønheden, både den der er, og den vi skaber, sammen, opnår vi intet, udover glæden ved processen og sorgen over tabet.

Jeg opfordrer til at betræde to veje samtidigt: Skabelse OG Beskyttelse.

Og truslerne kan komme fra to fronter:
Udefra OG Indefra.

Tak for et rigtigt godt bidrag til forbedringer af livet!

Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis.

så de forslag fra Thor burde muligvis prøves især internationalt

for at arbejderbevægelserne
( arbejderbevægelser i mange betydninger :-)
skal kunne gøre store og væsentlige forbedringer ikke “kun” udi. økonomi, men også udi økologi og miljø og natursagerne;
så må de ( arbejderne ) jo så have magt som de agter:

altså fremtider hinsides capitalismen

mindre high-tech end det følgende kan nu nok sagtens række til sådanne ordner, såsom:

mange kroppe, mange rumskibe ( såsom: enterprise ),
kloden solaris, og andre sci-fi, er jo nogle lignelser for ordner,( altså også nogle high-tech ), hvor, der nogenlunde gælder: hver efter evne, og hver efter behov.

Sider