Kronik

Det er fordelingen, den er gal med

Vækst i sig selv er ikke et onde, sådan som vækstkritikerne hævder. Men den bliver først gavnlig, når vi husker fordelingsdiskussionen. Uden omfordeling gavner væksten kun de få og ender med at underminere fællesskabet
Vækst i sig selv er ikke et onde, sådan som vækstkritikerne hævder. Men den bliver først gavnlig, når vi husker fordelingsdiskussionen. Uden omfordeling gavner væksten kun de få og ender med at underminere fællesskabet
6. september 2011

Mens vækst for vækstens skyld er blevet til et kategorisk imperativ, der trumfer alle øvrige hensyn i den igangværende valgkamp, blomstrer diskussionerne om, hvad der gør os lykkelige, og hvad vi overhovedet vil opnå med væksten.

Og der hersker ingen tvivl om, at vi har brug for at sætte væksten til diskussion, sådan som en lang række forskere og debattører gør det i Informations kronikserie Vækst eller modvækst.

Men i vores øjne er vækst ikke automatisk af det onde, ligesom det heller ikke i sig selv er af det gode. Om vækst er godt eller dårligt, afhænger i høj grad af, hvordan vi fordeler den.

Hvis den alene tilfalder 1 procent af de rigeste danskere, bliver formøblet i kortsigtet spekulation eller bliver parkeret i skattely på Caymanøerne, har vi et problem. Det er netop det, der bør være lektien fra finanskrisen. Vækst er først efterstræbelsesværdig, når den kommer det brede fællesskab til gode.

Derfor er der behov for at finde et nyt udviklings- og velstandsmål, der kan stille skarpt på, hvorvidt væksten kommer alle i samfundet til gode.

Traditionel BNP-vækst og rigdom kan ikke gøres til den primære målestok for samfundets udvikling. Det stærkt forsimplede BNP-mål indeholder en række fejlslutninger og blinde pletter, og derfor har målet været kritiseret fra flere sider.

De senere år har f.eks. Human Development Index (HDI) præsenteret et alternativ, der bl.a. indeholder gennemsnitsindkomst, uddannelse og børnedødelighed. Det samme har Nobelpristagerne i økonomi Joseph E. Stiglitz og Amartya Sen, der vurderer udviklingen ud fra et bredere perspektiv og særligt tager højde for forurening og klima.

I modsætning til modvækstfolkene er argumentet ikke, at vækst i sig selv er problematisk, men blot at der er brug for et mål, der ikke bare fokuserer på vækst, men også på om den er bæredygtig.

Hvem spiser kagen?

Både i Frankrig, Tyskland og Storbritannien har de borgerlige regeringsledere argumenteret for og efterspurgt lignende alternative mål til BNP. Og selv om man kan sætte spørgsmålstegn ved oprigtigheden og de bagvedliggende motiver, er diskussionen særdeles interessant. Det handler om, hvordan man definerer og måler en befolknings lykke og endelig, hvordan vi sikrer, at alle får del i velstanden, når samfundskagen vokser.

BNP, der måler den samlede værdiskabelse i et land, og BNI, der udtrykker den samlede indkomst, er velegnede til at sige noget om den samlede nationaløkonomiske situation. Om kagen bliver større eller mindre. Men de kan ikke sige noget om, hvordan væksten og indkomsten fordeles i samfundet, og derfor er de utilstrækkelige.

Hvis BNI gøres til målestokken, kan vi komme i den absurde situation, at velstanden stiger, selv om det kun er bankdirektørerne i Nordsjælland, der tjener flere penge, mens resten af befolkningen bliver fattigere. Det skyldes, at BNI er blind for, hvordan indkomsten fordeles.

Lad os tage et konkret illustrativt eksempel fra USA. De rigeste 1 procent af amerikanerne tjener omtrent 25 procent af nationens samlede indkomst. Hvis man forestiller sig, at denne befolkningsgruppe oplever en indkomstfremgang på 10 procent, og at de resterende 99 procent oplever en indkomsttilbagegang på 2 procent, så vil den samlede BNI stige med 1 procent. Du læste rigtigt. BNI vil være positiv, selv om 99 procent af befolkningen er blevet fattigere!

Hvis vi ønsker et samfund, hvor det betyder mere for os, at 99 procent er blevet fattigere, end at den ene procent er blevet meget rigere, har vi brug for et alternativ. Vi har brug for et redskab, der kan tage højde for både den relative og absolutte fordeling af rigdommen. Vi har brug for et større fokus på fordeling af ressourcerne i samfundet.

Fra BNI til SNI

Opgaven kan løses ved at skabe en alternativ målestok, der vægter den relative indkomstfremgang lige tungt, uanset hvem den tilfalder. Et sådant alternativt mål vil betyde, at velstanden kan forøges gennem en omfordeling fra dem, der har mest i samfundet, til dem, der har mindst.

Uden at skabe ny vækst kan man altså hæve velstand generelt i samfundet gennem omfordeling. Det skyldes, at 1.000 kroner udgør en større andel af bistandsklientens end af bankdirektørens løn.

Vi kunne i mangel af bedre kalde målet for Social Brutto NationalIndkomst eller bare SNI. Hvis man udregner væksten i SNI i ovenstående tænkte amerikanske eksempel, vil den være tæt på minus 2 procent. Simpelthen fordi 99 procent af befolkningen bliver 2 procent fattigere.

Det mener vi er et mere retfærdigt og retvisende billede. Også selv om det ikke eliminerer risikoen for ulige vækstfordeling.

Overforbrug uden lykke

Selv hvis man er uenig i, at en ligelig fordeling af væksten er mere retfærdig end en ulige fordeling, er der en række gode argumenter for at bruge et mål som SNI.

Det første og mest oplagte argument kan hentes fra økonomernes verden. Det går på, at brugsværdien eller nytten af en ekstra krone falder, jo flere man har af dem. Det er det, økonomer kalder 'faldende marginalnytte'.

Det bunder simpelthen i, at Mærsk Mc-Kinney Møllers hverdag ikke ændrer sig bemærkelsesværdigt, hvis han får 10.000 kroner ekstra. For pædagogmedhjælperen eller SOSU-assistenten kan det samme beløb udgøre forskellen på, om de har råd til sommerferie eller ej.

Princippet om faldende marginalnytte er langt fra nyt og er hyppigt anvendt i mikroøkonomisk sammenhæng, men har aldrig fundet vej til nationalregnskaberne.

Argument nummer to går på, at det ikke er ligegyldigt for efterspørgslen i samfundet, hvem der oplever en indkomstfremgang. Hr. Møllers går ikke til forbrug, fordi han ikke har flere behov at dække. SOSU-assistenten vil derimod bruge rub og stub på at købe alle de varer, der før slet ikke var råd til. Det betyder, at resten af samfundet vil opleve en større efterspørgsel og dermed vækst, som konsekvens af, at de lavest lønnede får flere penge mellem hænderne. Det er det, man også kalder 'multiplikator-effekten' der bliver sat gang i økonomien.

Vækstkritikerne vil nok indvende, at det ikke er mere forbrug, samfundet har brug for. Til det er der kun at sige, at der er forskel på, om forbruget dækker reelle behov hos de nederste i den økonomiske pyramide eller går til luksusforbrug hos samfundets rigeste.

Kage til alle

Et tredje og mindre økonomisk betonet argument kommer fra ny forskning, der viser, at samfund med lav indkomstulighed også oplever færre sociale problemer. Der er færre i fængslerne, færre teenagefødsler, færre børn, der klarer sig dårligt i skolerne og mindre fedme i samfund med lav indkomstulighed.

Disse undersøgelser baserer sig alene på sammenligninger mellem de rigeste vestlige lande, men selv her har indkomstuligheden afgørende betydning. Det gælder f.eks., hvis man sammenligner staterne inden for USA's grænser. Ulighedens størrelse rammer bredt og må tillægges en stor værdi.

Uanset hvem der vinder valget, vil væksten stå i centrum. At tro andet er naivt. Derfor har vi brug for at sikre, at erfaringerne fra finanskrisen tages med, og at den vækst, vi har oplevet under VK-regeringen ikke bliver et eksempel til efterfølgelse. Den har været fordelt forkert og især været forbeholdt de rigeste boligejere. Kagen skal helt sikkert være større, men samtidig skal den også fordeles helt anderledes.

En kommende regering bør således vurderes på, hvem der får gavn af den økonomiske vækst, når den forhåbentlig begynder at stige igen.

Det gælder ikke mindst for en eventuel centrum-venstreregering, der mest eksplicit argumenterer med behovet for et mere retfærdigt samfund med lige muligheder for alle. Vi kan derfor håbe, at de ikke kun vil indføre en fattigdomsgrænse, men også forpligte sig på, at væksten i Danmark deles af de mange.

 

Jens Jonatan Steen er direktør for Cevea. Jens Joel er tidligere sekretariatsleder for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet og folketingskandidat i Østjylland.

Debatten "Vækst eller modvækst?" fortsætter med et læserarrangement onsdag den 7. september klokken 17. Læs mere og køb billet på ishop.information.dk

Serie

Vækst eller modvækst

Der er to veje i dansk politik, siger politikerne, men målet er det samme: Vækst. Spørgsmålet er imidlertid, om vækst er den rette løsning på de udfordringer Danmark står overfor. Er øget velstand lig med velfærd? Eller ødelægger jagten på vækst og velstand i virkeligheden vores velfærd? Og kan man overhovedet tænke sig en fremtid, hvor vækst ikke spiller en afgørende rolle?

Seneste artikler

  • Opvæksten drukner i vækst

    9. september 2011
    Børn tærer på deres forældres ressourcer og hæmmer deres produktivitet. Paradokset er, at de på den ene side er ønskebørn og prestigeprojekter, mens de på den anden side tynger vækstsamfundet og derfor overlades til et liv i institutioner
  • Tid til en kollektiv kold tyrker?

    9. september 2011
    Informations kantine lagde onsdag ryg til en debat om væksten og dens grænser. Det blev dog hurtigt til en snak om frihed
  • Der er intet i vejen med at være glad for sin nye iPad

    7. september 2011
    Vores evige jagt på næste forbrugsfix koster os lykken, klager vækstkritikerne. Men faktisk er der intet til hinder for, at årtiers produktivitetsgevinster kunne være brugt på mere fritid og økologi. Når det ikke er sket, er det fordi almindelige mennesker har ønsket det anderledes
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Bengtsson

Det er en yderst vigtig peoblematik der tages op i denne artikel. ANdre synspunkter på begrebet vækst har været i Dagbladet Infomation den sidste tid, skrevet af Jørge Steen Nielsen. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at der er meget store ligheder i tankegangen med de ideer, der i Bhutan er udviklet af den forrige konge som intriducerede begrebet Brutto National Lykke (GNH) idet han konstaterede at et lands udvikling og lykke ikke alene kan måles med BNP. Bhutan opererer med en lang række parametre i deres evaluering af konkrete lovforslag. Denne evaluering skal sikre, at man kan forvente et tiltag, som ikke alene gavner økonomisk men på lige fod en række værdier, som ikke kan måles alene i pengevædien, idet staten har forpligtiget sig til at skabe et samfund, hvor ethvert menneske kan søge lykken med en rimelig chance for at opnå den.
Det er muligvis naivt at forvente lignende klogskab i det danske politiske landskab for nærværende, et enkelt politisk parti måske undtaget.
.

Michael Borregaard

De fysiske knapheder hænger unægtelig tæt sammen, i dag kan man eksempelvis læse at, den private beskæftigelse er som i 1951. I 1951 var der 13 privat beskæftigede for hver offentligt ansat, mens der i dag kun er 2,3 privat ansat pr. offentligt ansat.

I dag er der i forhold til 1951 blot 4.000 flere privat beskæftigede. Mens der er 683.000 flere offentligt beskæftigede. 1951 er i det hele taget et spændende og sammenligneligt år, så sent som sidste år, kunne man læse at, ledighedsreglerne var i 1951 på 421 sider, mens arbejdsløshedslovgivningen udgør cirka 25.481 sider eller cirka deromkring - der blev i øvrigt begået 44 drab i Danmark i 1951.

Vil give Lars Barfoed ret i en ting, målet må aldrig blive lighed, her stopper vores fælles fodslag dog også, vi har i hvert fald en anderledes fortolkning af ovenstående sætning.

Vil give artiklens forfatter ret i, at man bør fokusere på hvorledes man for fremtiden kan omfordele ressourcerne, det skal dog være en ressourcefordeling som følger principperne bag knaphedsøkonomi. Herom siger blandt andet Jørgen Ørstrøm Møller: »Vækstteori handlede om, hvordan man kunne producere mere. Fordelingsteori om, hvordan man fordelte den øgede produktion. Men hvordan kan man blive ved at producere og fordele mere, når man lever i en verden af knaphed? Vi må bevæge os ind i byrdefordelingens tidsalder.

Og ligesom traditionel vækst- og fordelingssteori nu er forældet, er også Adam Smiths grundsætning om, at den enkeltes stræben efter velstand leder til samfundets velstand, passé.

»Det er rent nonsens i dag. Jo, måske bliver BNP højere, men det betyder ikke længere, at samfundets velfærd gør det.«

Den ny økonomi kan kun bringes til at fungere, hvis folks præferencer ændres.

»Det er grunden til, at økonomer nu har taget spørgsmålet om lykke op: Hvordan kan vi indrette tingene, så mennesker bliver mere tilfredse og lykkelige, selv om de skal forbruge mindre i materiel forstand?«

Ørstrøm Møller understreger, at byrdefordelingens økonomi må bygge på gensidig tillid.
»Man er kun rede til at dele byrder med andre, hvis man er overbevist om, at det sker på en retfærdig og gennemsigtig måde. Og det har meget lidt med økonomi at gøre.«

Også begrebet arbejde må omdefineres.

»Arbejde må være at gøre noget for andre, udøve sociale omsorgsfunktioner, selv om det ikke betyder økonomisk omsætning. Det, der bestemmer lykken, er at gøre noget for andre.«

Alt lagt sammen vakler grundlaget for den kendte økonomi: det at producere og distribuere mere.

»Vi må ændre samfundet til at basere sig på værdier frem for materialistisk forbrug. Og det betyder økonomiens afslutning, som vi kender den. Det beklager jeg ikke,« siger økonomen.

Ovenstående kan læses i artiklen Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten.

Lykke som begreb er defineret mange steder, det ville dog være lykken, såfremt man fra politisk side, begyndte at fokusere på, hvorledes man kan erstatte kolde hænder med varme hænder, for børnene er nu engang fremtiden, og netop derfor er det vigtigt at tage hånd om dem. Det ville da i det hele taget være rart, såfremt man begyndte at fokusere på den nuværende fordeling, der bliver flere fattige, og disses børn, har svære vilkår, for om noget, eksisterer der forventninger og påvirkninger i skolen, og disse er som oftest forbundet med muligheden for materialistisk forbrug, og ikke på, at skolekammeratens sidemand, er en potentiel og værdifuld indkomstkilde, når det kommer til, at vedligeholde den økonomiske platform, som udgør et lands økonomiske sundhedstilstand. En bedre folkeskolepolitik, ville naturligvis heller ikke være dårlig, heller i dag end i morgen.

Når det så er sagt, er det ressourcerne der er mangel på i fremtiden. Fremfor alt: Vand, jord og afgrøder. Det kan ingen økonomiske modeller lave om på - derudover burde man fokusere på de stigende mentale problemer som har ramt den europæiske befolkning, samt allerede nu begynde, at bekæmpe de stigende problemer med stress som har ramt samfundet. Det handler sku på godt gammelt dansk om samspillet mellem mennesket og planeten jorden - solidaritet og fællesskab er nu engang sammenhængende størrelser.

På Høfligste Vis

Michael Kongstad Nielsen

En ændret fordeling af væksten vil helt sikkert gøre nytte, da de fattige eller mindre velhavende vil bruge de nye penge på en måde, der stimulerer samfundøkonomien, hvorimod nye penge i toppen investeres i udlandet eller til mindre nytte for samfundet.

Men en omfordeling af rigdommen kan godt kombineres med modvækst. Så slår man to fluer med et smæk. For BNP-vækst er og bliver et onde. Mens omfordeling styrker samfundet.

Omfordeling kræver skatteomlægninger - bare se at komme igang.

Fin pointe - ikke vækst for vækstens egen skyld. Penge er midler - midler til at skabe de bedste rammer for os alle. Jeg var en gang medlem af en grundejerforening, der et år havde et beskedent overskud. Nok til, at hver husstand kunne få det svimlende beløb 220 kr. tilbage, hvis overskudet blev fordelt. Et lille beløb, som hver husstand havde afskrevet, men som kunne bruges konstruktivt i foreningens fællesskab. Alligevel var der flertal for at dele midlerne ud til alle i stedet for at investere det samlede beløb i fremtiden. Jeg bliver mindet om dette, når jeg læser artiklen - der fokuseres på fordeling, så alle i dag kan få det bedst muligt. Men hvad med vores børn og børnebørn? Vi skal vel ikke fordele alle småskillingerne i klatter, ingen får noget ud af? Men sætte lidt til side til næste krise?

jan henrik wegener

Har man ikke her forudsat noget, når spørgsmålet stilles på den måde?
det ligner en forudsætning om at der i grunden intet ressourceproblem eller belastningsproblem findes.
Under den forudsætning kan man så diskutere hvad der "i sig selv" er godt eller skidt.

Det er ikke kun pengene der skal fordeles. Arbejdet burde fordeles bedre. Den røde blok lægger op til en større ulighed i fordelingen af arbejdet, med deres 12 minutter mere til dem der allerede er i fuld beskæftigelse.
Mange af os der er uden arbejde vil få en bedre økonomi, et bedre helbred og en bedre livskvalitet med et arbejde. Evt. på deltid.
Mere arbejde til dem der allerede arbejder, vil betyde et større pres og dermed større risiko for at blive stresset og syg og ende uden arbejde. Udover at skade økonomien, skaber det også en forståelseskløft mellem forskellige befolkningsgrupper. Især når mange vælger kun at omgås dem der ligner dem selv.

En målestok for vækst der kan erstatte BNP er GPI (Genuine Progress Indicator). Kort fortalt er den udviklet ud fra teorier omkring Grøn Økonomi, der ser det økonomiske marked, som et delelement i et økosystem.

GPI medtager alt der indgår i BNP, men medtager også tal der repræsenterer omkostningen, af de negative effekter ved økonomisk aktivitet (så som kriminalitet, krig, forurening, udnyttelsen af naturreserver etc.).

GPI opstiller det positive og det negative ved økonomisk vækst for at vise, om væksten har gavnet eller skadet befolkningerne.

(Meget kort fortalt i ovenstående, da det er meget komplekst, men det handler om økologisk økonomi.)

God artikel ud fra dens egen præmis.
Bare synd at forfatterne har misforstået det hele nå de holder FORDELINGEN op mod MODVÆKST- begrebet.
Dette handler om, hvorfra og hvordan væksten hentes og ikke hvordan resultatet bruges.

BNP = Better Nature Preservation.

Socialministeren: "Guud ! Er de der sover foran Illum hjemløse? Jeg troede, at de ville være de første på udsalg !"

Blot en kommentar til billedet ;o)