Kronik

Frisindet blev våben i den politiske kamp efter 9/11

Terrorangrebet 11. september 2001 var ikke kun startskuddet til en krig mellem Vesten og islamisme. Det førte også til en genopblussen af diskussioner mellem højre og venstre om, hvilket samfund vi skal have. Her har højrefløjen har sat alt ind på at gøre tidligere venstrefløjsbegreber som frisind og sammenhængskraft til sine egne og vende dem mod politiske modstandere
Kampen om ejerskabet til de danske værdier var til at få øje på i DF's 2007-kampagne.

Kampen om ejerskabet til de danske værdier var til at få øje på i DF's 2007-kampagne.

Benita Marcussen

10. september 2011

De ti år, der er gået siden angrebet på World Trade Center og Pentagon, har været præget af gensidige beskyldninger om henholdsvis overreaktion og underreaktion mellem to fronter, som vi kunne kalde for normalister og alarmister.

Normalisterne har typisk hørt hjemme på venstrefløjen. Deres generelle respons har været at betragte den islamistiske terrorisme inden for normalpolitikkens register. Den ses først og fremmest som et politi- og socialpolitisk problem dvs. som en trussel, der kan håndteres med den normale politiks tiltag: udvikling, integration, politiefterforskning snarere end krig.

Normalisterne har været mindst lige så forfærdede over angrebet som alle andre, men de har ikke oplevet det som ufatteligt. De har derimod kunnet fortolke det inden for deres eksisterende begrebsapparat. Nogle har set det som et udslag af global ulighed, andre som reaktion på USA's fremfærd i verden, og atter andre har forklaret det med udgangspunkt i Mellemøstens undertrykkelse af befolkningen og Vestens politik over for muslimer herhjemme og internationalt.

Fælles for alle forklaringerne er, at terrorangrebet er blevet forklaret med politik snarere end religion, strukturer snarere end personer. Derfor har normalister ikke behov for at mobilisere en masse retorik eller nye samfundsbeskrivelser. Konsekvensen har været, at de ofte er blevet set som tavse i debatten. Normalisters grundpåstand er nemlig, at terrortruslen er en faktuel trussel og et politisk fænomen, men ikke en civilisatorisk udfordring, der truer vores eksistens som sådan.

Truet på livet

Alarmister derimod tolker terrorangrebet som beviset på, at der faktisk er en eksistentiel konflikt, der truer Vestens overlevelse. De har generelt betragtet den islamistisk legitimerede terror inden for undtagelsespolitikkens register som et overlevelsesspørgsmål, der skal håndteres med midler, der ligger uden for den normale politik dvs. med efterretningstjeneste, militær og skærpelse af terror- og udlændingelovgivning.

Da Per Stig Møller var udenrigsminister, udtalte han: »Vi er i en situation, hvor retssystemet og folkeretten skal tilpasses en helt ny konfliktsituation i forhold til dengang, retssystemet, folkeretten og Genèvekonventionerne blev til.«

Faktisk har påstanden været, at det eksisterende samfunds institutioner, regler og praksisser (samt venstrefløjens formulering af samfundets idé om sig selv) er decideret medskyldige i truslens omfang og farlighed, og at situationen nødvendiggør særlige tiltag, der bøjer, suspenderer eller afskaffer gængse regler og rettigheder.

Åbenhed som en trussel

I forlængelse af 11. september, var der mange, som ikke længere så det åbne samfunds værdier mobilitet, åbenhed, samtale, tolerance, retsstat, demokrati, menneskerettigheder, frisind som selvfølgelige styrker. De var derimod svagheder, der udsatte os for fare og forhindrede os i at gøre det nødvendige. F.eks. stod menneskerettigheder og internationale konventioner i vejen for terrorbekæmpelse, var argumentet.

Denne formulering om samfundet som truet både udefra og af sine egne principper varede ikke ved. Eller rettere: Den blev suppleret og overtaget af en anden formulering nemlig en genbekræftelse af det åbne samfunds værdier i en ny form. Dansk Folkeparti har således kørt en plakatkampagne, hvor hver plakat har et af det åbne samfunds værdier som overskrift solidaritet, ligeværd, ytringsfrihed, tolerance med underteksten: »Vi står fast på danske værdier«, underforstået: Der er nogle, der ikke står fast på disse værdier (som Dansk Folkeparti ellers tidligere selv har afvist som tossegode), og værdierne er alvorligt truede.

Begreber blev med andre ord helt eksplicit mobiliseret over for dem, der angiveligt ikke deler dem og derfor truer dem.

Højre overtog frisindet

Mens begrebet frisind for højrefløjen tidligere betød lalleglad uansvarlighed og eftergivenhed, betyder frisind nu aggressiv hævdelse af egne værdier. Det kommer f.eks. til udtryk, når nogle politikere kræver, at asylansøgere skal se en film med nøgne bryster, så de kan se det danske frisind demonstreret.

På samme måde skal man se opkomsten af begrebet 'sammenhængskraft' som netop en tematisering af en tabsfornemmelse. Man taler kun om sammenhæng, når man er bange for, at fællesskabet er ved at blive svækket eller helt forsvinde.

Begreberne innovation og kreativitet har i dag en lignende funktion i forhold til den økonomiske udfordring. De skal redde nationen i en hård global konkurrencesituation. Faktisk er der en væsentlig sammenhæng imellem de to farediskurser, som vi kan opsummere som truslen fra Mellemøsten og truslen fra Kina. I begge tilfælde opskrives forskellige kræfter, der skal forsvare og ruste nationen: kultur- og sammenhængskraft samt innovations- og konkurrencekraft. Og det er helt afgørende, at disse kræfter forsøges integreret, så oprustningen med henblik på kulturel sammenhæng vi skal gøres mere danske fremstår som det, der øger vores internationale konkurrenceevne.

Danskhed bliver med andre ord en ressource i en usikker verden; en kulturel ressource imod den såkaldt multikulturelle eller endda muslimske trussel. En økonomisk ressource, idet danskere angiveligt kan noget qua deres autoritetskritik, frigjorthed og kreativitet, som vil tjene os i den globale konkurrence. Danske og universelle værdier er gledet sammen. Eller rettere: Universelle værdier fra oplysningstraditionen præsenteres nu som danske værdier.

Det er kønnenes ligestilling og seksuelle minoriteters rettigheder; det er kunstens autonomi, ytringsfrihed og ret til latterliggørelse; det er adskillelse af religion og politik; det er tolerance og frisind; det er demokrati og autoritetskritik; det er forbud mod at banke børn og koner derhjemme; det er med ét ord: frigørelse, der hyldes.

Det pudsige er, at frigørelse er et ord, som både højre- og venstrefløj ellers tidligere var enige om, at de venstreorienterede havde patent på: De venstreorienterede, fordi de mente, frigørelse var frigørelse fra alt det højreorienterede. De højreorienterede, fordi de egentlig var enige, men bare så frigørelse som et angreb på alt det, de satte pris på. Nu betyder frigørelse ikke kritik af, men bekræftelse af det bestående; ikke en forandring, men en bevaring af og et forsvar for det bestående.

Snak som bolværk

De vestlige samfund, Danmark inklusive, er ikke forblevet lammet af terror. Hverdagen godt nok en mere anspændt hverdag, men dog en hverdag vendte forholdsvis hurtigt tilbage. Angrebet 11. september 2001 blev tolket ind i en kamp, der ikke først og fremmest angik den radikale islamisme, men derimod de indre politiske konfliktlinjer mellem højre og venstre. Terrortruslen blev meget naturligt brugt til at kridte en ny kamparena op.

Osama bin Laden var allerede færdig, inden han 2. maj 2011 blev dræbt. Ikke fordi han ikke var en faktuel trussel, der i sin villa i Pakistan planlagde nye angreb, men fordi de vestlige samfund trods al snak om sårbarhed havde vist sig modstandsdygtige ved lige netop det ene træk, som altid har generet modernitetskritikere både i og uden for Vesten: den evindelige og evige snakken om, hvem vi er, og hvem vi bør være som samfund.

 

Mikkel Thorup, lektor ved Institut for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet. Kronikken er et uddrag af Thorups bidrag til bogen '11. september Verdens tilstand ti år efter', der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan godt være højrefløjen har forsøgt at overtage ordene, men de har ikke overtaget værdierne. De deler stadig al deres intolerance med den islamiske højrefløj.

en interessant udlægning af brugen af ordet frisind nuomstunder, ja tingene kan fordrejes groft.
Derudover - og selv om man næsten ikke gider mere - er det svært at side og læse om 911 uden at skulle op af stolen og påpege at det ikke nødvendigvis var islamistiske ekstremister, der forestod værket. Man behøver jo blot at iagttage hvor mange stramninger i individuelle frihedsrettigheder der blev gennemtrumfet næsten uden debat - og langt de fleste af disse ville have været helt umulige at få gennemført uden 911.
Imod dumhed kæmper selv guderne forgæves.

Steen Erik Blumensaat

Og her troede en at de var kristne i dansk frelser parti.
Værdi.
Værdien er hos gud i det høje ..
Jorden tilhører i følge de kristne Verdens fryste Satan, og er en straffeanstalt for de fra gudsriget faldne udsmidte af gud.
En ventesal inden opløftningen til gudsriget, eller nedstyrtningen til helvede.
Så ifølge de rigtige kristne og ikke Verdens Fyrstens præsteskab har denne verden ingen værdi.
Denne verden er værdiløs.

Steen Erik Blumensaat

I Israel er der ved Jerusalem en høj, højen er idag større end den jorden frembragte, den øgede højde skyltes gravkister, etage på etage som et nyt Babelstårn rækker det mod himmelen, dette sted er stedet hvorfra de skal opstige til gudsriget.
Dansk Folkeparti og deres Israel, Jerusalem som verdens hovedstad, har sikret sig at deres medlemers gravkiste for en plads på affyrings rampen den dag opstandelsen sker.

Artiklen er bygget på en kunstig dualisme - det en næsten som når en jesuit taler om det gode og det onde - atså alt i "sort / hvid" gengivelse med alle sande farver filtreret fra.

Virkeligheden fornægtes altid i dualismens "tankespind".

Borgerligt frisind = frihed til at skide på sin næste

Borgerlig sammenhængskraft = tilstrækkelig mange fattige til at presse lønnen hos arbejderklassen