Kronik

Frivillighedspolitikken hos parterapeut

Den nationale frivillighedsdag er en oplagt lejlighed til at tage årtiers frivillighedspolitik op til overvejelse. For selv om staten er forelsket i den frivillige sektors vildskab og anarkisme, forsøger den hele tiden at lave sin partner om med krav om professionalisering og brug af moderne ledelsesværktøjer
Frivillige giver gerne en hånd med &#8212 selv når der skal samles skrald. Men gnisten kan hurtigt slukkes, når staten begynder at stille krav om performance management og output-styring.

Frivillige giver gerne en hånd med &#8212 selv når der skal samles skrald. Men gnisten kan hurtigt slukkes, når staten begynder at stille krav om performance management og output-styring.

Christian Als

30. september 2011

I frivillighedspolitikken opfører staten sig som en hysteriker, der kræver ét, men i virkeligheden ønsker noget andet. På den ene side kræver den, at de frivillige organisationer skal indgå i det nye velfærdsmarked på lige fod med alle andre. På den anden side begærer den de frivillige organisationers særegenhed.

Staten og de frivillige organisationer har efterhånden dannet par med hinanden i nogle årtier. Efter at have flirtet og kissemisset i krogene, fremstår de i dag nærmest som et sølvbryllupspar.

Denne kronik er imidlertid ikke ment som en bryllupstale til ære for parret. Den er snarere et forsøg på at lege terapeut for den ene part, som synes at have udviklet symptomer, der skaber problemer både for den selv og ægtefællen.

Og ja, det er staten, vi taler om. Staten er gennem årene blevet rigtig god til at give udtryk for, hvordan den gerne vil have, den anden skal være. Men samtidig er den også blevet mere og mere splittet mellem sit begær og sine krav.

Fra forelskelse til krise

Det var staten, der først fik øje på de frivillige organisationer, og som foreslog, at de skulle begynde at se mere til hinanden. Det skete, da Socialministeriet i begyndelsen af 1980'erne udtrykte ønske om et »bredere samarbejde« mellem det offentlige og de frivillige organisationer.

Med oprettelsen af Center for Frivilligt Socialt Arbejde fandt man et godt sted at mødes og se hinanden nærmere an.

Men det var først med den store betænkning Frivilligt Socialt Arbejde i Fremtidens Velfærdssamfund, at de i 1997 blev gift. I denne ægteskabspagt blev parterne gjort bekendt med deres roller i forhold til hinanden.

Der gik dog ikke længe, før staten begyndte at stille spørgsmål til kvaliteten af det frivillige sociale arbejde og efterlyse, at de frivillige organisationer evaluerede sig selv og deres egen gøren og laden mere kritisk.

Herefter kom forholdet ind i en mere kritisk fase, hvor staten pressede på, for at de frivillige organisationer skulle gå på kursus i frivillighed.

Staten ville nemlig gerne sikre sig, at den var gift med 'en rigtig frivillig', sådan én, som den kunne stille krav til, og som ikke ville skuffe dens tillid.

Det var også i denne periode, at staten foreslog de frivillige organisationer at effektmåle resultatet af dens indsats til den fælles husholdning, for at alle kunne blive klar over, hvad de frivillige organisationer egentlige bidrog med.

For nylig foreslog staten, at for at de frivillige organisationer ikke skulle gå i stå i deres udvikling, kunne de jo lære af andre, som staten havde mødt på sin vej. Her tænkte staten især på det private erhvervsliv og dets moderne ledelsesværktøjer som f.eks. performance management. Dem ville de frivillige organisationer have godt af at tage til sig, mente staten. Det skulle alt sammen lære de frivillige organisationer, hvordan de bedst kunne gøre den forskel, som staten synes, den var berettiget til at forvente af sin bedre halvdel.

Den perfekte partner

I bagklogskabens lys kan man se denne udvikling som en naturlig konsekvens af statens drøm om det perfekte ægteskab.

I et sådant ægteskab er det ikke længere kun staten, der tager sig af husholdningen, ansvaret herfor er noget, som parterne deler med hinanden.

I denne drøm bliver husholdningen noget, som forskellige konkurrerende leverandører, frivillige, offentlige og private bidrager til. I drømmen er børnene — læs: Borgerne — alle gjort til kritiske forbrugere, hvad enten de vælger at få leveret en ny hofte på et privathospital eller få et måltid mad på et frivilligt drevet værested.

For staten har det været vigtigt, at dens nye partner også deler denne drøm. Partneren skal stræbe efter det samme som staten selv. Dermed begynder ægtefællen nemlig aktivt at omforme sig selv, så drømmen kan blive til virkelighed.

I statens stræben efter at få tilpasset de frivillige organisationer, bliver de derfor mødt med et stigende krav til deres »professionalisering«.

Splittet begær

Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at statens begær efter de frivillige organisationer er forblevet det samme, trods denne årelange iver efter at forandre dem. Når staten i sin tid forelskede sig i den frivillige verden, var det netop, fordi den var alt det, som staten ikke synes den selv var; fleksibel, lydhør, personlig, solidarisk, anarkistisk, eksperimenterende og modig.

Dette begær kommer stadig op til overfladen, når staten ved særlige lejligheder skal formulere, hvorfor det nu var, at den blev forelsket og fortsat ønsker at være sammen med de frivillige organisationer.

Dette begær efter det anderledes, det på engang uforståelige og tiltrækkende, kommer imidlertid til at stå i grel modsætning til de krav, som staten efterfølgende møder de frivillige organisationer med i deres nye hverdag.

Her er det kravet om, at de frivillige organisationer skal ændre sig, så de kan passe ind i den drøm om det perfekte ægteskab, som visionen om fremtidens velfærdssamfund udgør for staten.

På denne måde kommer staten til at optræde som en hysteriker, der kræver noget bestemt af sin ægtefælle, men i virkeligheden begærer noget andet.

Diagnose

Frivillighedspolitikken er med andre ord i splid med sig selv. Man får indtrykket af, at den ikke vil have, hvad den siger, den vil have. Den siger ét, men insinuerer noget andet. Det ulykkelige for ægtefællen, som det går udover, er, at denne må lave om på sig selv for at blive det, som den anden alligevel ikke vil have.

Som det turde fremstå klart nu, så ønsker staten ikke sin egen politiks succes. Den siger: 'Her har du mit billede af dig, som jeg vil have dig', men hvisker samtidig 'men pas på, at du ikke taber dig selv i din iver efter at leve op til mine krav'.

For frivilligheden er det derfor ikke et simpelt spørgsmål om overgivelse eller modstand. Det er et spørgsmål om, hvordan man reagerer på det selvmodsigende kald på en selvstændig måde.

Dette ejendommelige indre modsætningsforhold har skabt en politik, der ikke er identisk med sig selv. Det er en politik, der på engang siger: 'Gør som jeg siger, men vær samtidig uafhængig' eller: 'Gør lige som alle andre, men vær samtidig anderledes'. Staten siger således; Indfør kurser for de frivillige, indfør evalueringer af deres sociale indsats, formuler forandrings teorier og udvikl metoder, der sikrer, at I leverer det output, som inputtet er givet i forventning om. Gør med andre ord alt det, som det offentlige og det private allerede gør, men gør det, så I samtidig forbliver den, I altid har været, nemlig den innovative, modige og uforudsigelige.

Staten er efterhånden blevet en ægtefælle, der i forholdets 30-årige udvikling, på en gang er blevet god til at give udtryk for, hvordan den gerne vil have, at den anden skal være, men samtidig er blevet mere og mere splittet mellem sit begær og sine krav.

Her til sidst kan man spørge, hvad terapeuten så har af råd til staten, efter at den nu har været oppe på briksen og har blotlagt sin kløft mellem sine krav og sit begær.

Her er det imidlertid vigtigt at slå fast, at denne terapeut ikke ser det som sin opgave at pådutte sin klient idealer eller målsætninger, men derimod at konfrontere sin klient med misforholdet mellem dens krav og begær.

Denne terapeut forsøger således at etablere et mere refleksivt selvforhold hos sin klient, så staten bliver mindre fremmed for sig selv og begynder at se i øjnene, hvad dens politik skaber af problemer for den selv og sin omverden.

Hvad en sådan større grad af selverkendelse skal føre til, er det alene op til klienten selv at afgøre.

 

Anders la Cour er lektor, ph.d. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen beskriver hvad som sker når den ene part prøver at tage magten over den anden. skribenten har en forskergrad og underviser inden for sit felt. Jeg mener at manden har en pointe og en vægtighed til at kommentere et ømt punkt.

Lur mig om ikke det kommer til at gå som i den sociale (læs: skole-, institutions-, sundhed- og pleje-) sektor. Man pisser på dig og siger at du lugter og at det iøvrigt er din egen skyld.

Men grænsen er nået... folk gør det frivilligt - husk dét, stat!