International kommentar

Gældsbyrder og skyldsbevidsthed

Kan det europæiske projekt overleve gældskrisen i Sydeuropa? Slumrende nationale fjendebilleder er allerede ved at blive vakt til live
Debat
29. september 2011

Hvem er skyld i den europæiske krise? Hvem bærer skylden for Europas bjerge af gæld?

Når Finland – som en anden pantelåner – kræver sikkerhedsstillelse for at låne flere penge til Grækenland, reagerer det politiske Europa med forfærdelse. Ikke fordi kravet er ufornuftigt eller ubegribeligt i streng økonomisk forstand, men fordi det i et vist omfang udpeger en skyldig. Og i den nuværende krise er intet farligere. For kun alt for let kan politikken brede sig fra parlaments- og regeringsbygninger til gaden.

Endnu foregår Europa søgen efter en løsning i en ordentlig samtaletone. Mundhugges politikerne, sker det fortsat bag lukkede døre. Til os taler de om »solidaritet« med Grækenland og andre nødlidende, skønt det i grunden ikke så meget handler om at yde hjælp til gældstyngede stater som om hjælp til egne banker, der har lånt for mange penge ud.

Den slags kan man udmærket hænge ud som 'hykleri', men det får være, så længe ingen taber ansigt. For kun sådan er det muligt at holde nationale fordomme og et sprog, som hører hjemme i retssale, væk fra diskussionerne om Europas fremtid.

Forløjet bagside

Denne politiske korrekthed er en slags sidste redningsbøje. Men den har samtidig en bagside af forløjethed. Den skjuler, hvad alle ved i forvejen eller i det mindste tror at vide, og som den europæiske boulevardpresse allerede skriver sort på hvidt.

Den tyske har i en blanding af skadefro og den bedragnes indignation allerede været fremme med forslag til, hvilke græske øer der bør afstås til Tyskland, mens den græske i en blanding af fordomsfuldhed og selvynk for længst har udstyret Angela Merkel med Hitler-moustache.

Intet af dette er selvfølgelig praktisk politik. Det har heller ikke noget med virkeligheden at gøre. Men politikernes gentagne forsikringer om, at de har situationen under kontrol, er mindst lige så illusoriske. Boulevardpressen giver sandsynligvis et bedre billede af den fremherskende stemning i Europa netop nu, end hvad politikerne siger og forsikrer os om.

Men følelser i politik kan være særdeles farligt og åbne for en chauvinistisk søgen efter den type løsninger, som det europæiske projekts fædre var så bange for.

Disse store strateger tænkte i historiske og politiske dimensioner. Og det var fremragende. Mindre godt var det, at kun få af dem forstod sig på økonomi. Og da de så småt forsøgte at lære sig et og andet, indså de snart, at de økonomiske kendsgerninger kunne kaste grus i deres historisk-politiske maskineri. Følgelig satte de sig ud over dem, overbeviste om, at 'virkelighedens normative kraft' med tiden ville tilpasse økonomien til det – halvfærdige – maskineri. Det var et fejlgreb. Men på anden vis er det vanskeligt at forklare, at vi fik euroen, før en politisk union var på plads.

Skal Nord betale?

Gældsbyrder tilhører, hvad der nu til dags kendes som 'realøkonomien'. De er ikke virtuelle, men særdeles virkelige. Gæld er ganske enkelt bagsiden af det, som er købt og forbrugt, selv om betalingen er udskudt til fremtiden.

Ikke desto mindre må gæld på den ene eller anden måde altid betales af nogen. Spørgsmålet er bare af hvem.

Af låntagerne i syd? Det tilsiger den sunde fornuft. Men hvad nu hvis de ikke kan – eller (hvilken gyselig tanke) – ikke vil? Så må regningen sendes videre til skattebetalerne i nord.

Stadig flere politikere i nord lader modstræbende til at kunne forestille sig det sidstnævnte, eftersom de banker i deres lande, som har udlånt pengene, er, hvad der betegnes som 'systemrelevante'. Skulle de gå konkurs, vil samfundet blive tilføjet en skade, som kan sammenlignes med, når et menneske får ét eller flere lemmer amputeret. Og fra den bank, som ikke længere kan udbetale, hvad du og jeg har stående på vores opsparingskonto eller låne penge til kvarterets lokale virksomheder, er vejen ikke lang til netop gaden og barrikaderne.

For meget fest og siesta

Men i de lande, hvor politikerne ser en fare for samfundskollaps og socialt kaos, hvis de store banker går fallit, ser skattebetalerne en flok dovne sydeuropæere, som lever i sus og dus på deres bekostning.

Hvilken politiker i nord, som er opsat på at blive genvalgt, vil vove at afkræve sine borgere endnu større ofre i form af højere skatter eller forværrede lånevilkår? Under henvisning til 'solidaritet' med Grækenland og Italien?

Risikoen er derfor, at nationale fordomme slår ud i åben vrede. Samtidig bliver nye lån til Sydeuropa forbundet med stadig hårdere vilkår og krav med risiko for, at de bliver opfattet som diktater, der kommer til at fremkalde nationalistiske reaktioner.

Forslaget om at udstede euro-obligationer – en form for XXXL-lån, hvor alle (læs: Tyskland) går i brechen for hinanden – er måske økonomisk fornuftigt, men risikerer at udvikle sig til en politisk nedsmeltning, som kan vække alle de slumrende nationale fjendebilleder til live.

Med disse gældsbjerge bliver vi tvunget til at leve med længe i Europa. Og skridtet fra gæld til skyld er meget kort.

Hvem er i grunden skyldig? Så længe gælden består, vil Europa ikke kunne blive færdig med det spørgsmål. Er det de sydeuropæiske stater? Er det hele nationer? Måske de store finansbanker? Spekulanterne? Eller måske markedet, dvs. selve det kapitalistiske system? Eller er det alle os, som år ud og år ind har levet over evne?

Et bogstaveligt talt fatalt spørgsmål, som – alt afhængigt af, hvordan det besvares – mere end noget andet kommer til at bestemme euroens beståen eller ikke-beståen og dermed hele det europæiske projekts fremtid.

Richard Swartz er kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her