Kommentar

Den er helt gal med DF's udviklingspolitik

Dansk Folkepartis forslag for udviklingspolitikken er ikke kun skadelige, men også ude af trit med formål og principper for udviklingssamarbejdet
En medarbejder i et nødhjælpscenter tjekker børn for, hvor slemt deres fejlernæring er i Doolow i Somalia, hvor hungerkatastrofen er enorm.

En medarbejder i et nødhjælpscenter tjekker børn for, hvor slemt deres fejlernæring er i Doolow i Somalia, hvor hungerkatastrofen er enorm.

Sven Torfinn

13. september 2011

Dansk Folkepartis forslag om ændring af udviklingsbistanden rummer en lang række problemer, som ikke er blevet trukket tilstrækkeligt frem i debatten.

Det er givet, at egentlig beskæring af hjælpen vil gå ud over indsatsen for social og økonomisk udvikling i udviklingslandene. Men også partiets forslag om at omprioritere en god bid af bistanden til fordel for nødhjælp og katastrofehjælp og lejre for asylansøgere i katastrofers nærområder kan give en lang række problemer.

For det første er katastrofehjælp ikke egentlig bistand til udvikling, men bistand til at overleve. Alt andet lige kan man sige, at hvis vi yder mere katastrofehjælp på basis af en given bevilling, så yder vi mindre udviklingshjælp, og risikoen for yderligere katastrofer vil stige pga. manglende udvikling og forebyggelse.

Det er desværre ikke kun DF, der er bannerførere for den udvikling. I de seneste år har vi set en tendens til kunne at fokus i stigende grad har været rettet på katastrofehjælpen. Der tænkes for lidt i at bistå en udvikling, der kan fungere på længere sigt. F.eks. ydes der en omfattende hjælp til Somalia på godt 50 dollar pr. indbygger årligt, hvilket er tiendehøjest i Afrika, uden at dette dog har ført til udvikling. Den velfungerende og løsrevne republik, Somaliland, hvor udviklingsstøtte kunne gøre en forskel, modtager meget lidt og mest gennem FN organisationer, der er ineffektive, dyre og baseret langt væk i Nairobi.

Tilrettelæggelsen

For det andet forekommer DF's idé om at gemme penge i en fond øremærket til katastrofehjælp at være uigennemtænkt. Det er blevet fremført, at det kan hjælpe til en hurtigere indsats, fordi ikke først skal igennem en politisk bevillingsproces for at skaffe midler. Hertil er der kun at sige, at de penge, der i forvejen kommer fra regeringer til katastrofehjælp, kan mobiliseres på meget kort tid. Dertil kommer, at hjælpeorganisationernes egne, opsparede midler og borgernes frivillige bidrag muliggør en hurtig indsats.

For det tredje er det ikke nødvendigvis hastigheden med overførsel af økonomiske midler, der er det store problem. Det er kvaliteten af planlægning og udførsel af hjælpearbejdet, der er afgørende. Der er desværre alt for mange beretninger om dårlig tilrettelagt og gennemført katastrofehjælp. Det gælder i forbindelse med de senere års katastrofer som bl.a. hjælpen efter den store tsunami. Senest kom det frem, at der var FN-fødevarelagre i Mogadishu, som ikke blev fordelt.

Ganske urealistisk

For det fjerde foreslår DF, at man giver bistanden uden om regeringerne i modtagerlandene og bruger de private bistandsorganisationer. Men det hjælper ikke på dårlig regeringsførelse i ulande, hvis donorerne ikke forholder sig konstruktivt og kritisk til regeringer, regioner og kommuner i modtagerlandet, hvor tingene går mindre godt. En bedre og mere effektiv regeringsførelse er en afgørende forudsætning for at kommende katastrofer kan komme under kontrol, og virkningerne af potentielle katastrofer mindskes.

Endelig er der de internationale forpligtelser. DF vil bombe bistanden tilbage til langt under det niveau på 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten, som Danmark har sat som sit mål i overensstemmelse med FN. Bistanden er allerede under VKO's lederskab skåret ned fra over 1 pct. af BNI til de nuværende 0,7 procent. Der er også en række udviklingsmål, som FN har vedtaget om bekæmpelse af fattigdom, bedre sundhed, uddannelse osv., hvor de foreslåede nedskæringer og omlægninger vil have negative virkninger, og DF's forslag er ude af trit med disse mål. Yderligere er der Danmarks tilslutning til Paris-deklarationens principper om fællesskab og enighed mellem modtager- og giverland om udformningen af støtten, bedre og mere målrettet indsats i forhold til udviklingsmålene og opfyldelse af FN's udviklingsmål. Her er altså tale om at skabe bedre lokalt ejerskab af udviklingsprogrammerne. DF's forslag peger i modsat retning.

Alt i alt kan man sige, at forslagene fra DF er både skadelige og ude af trit med formål og principper for udviklingssamarbejdet. Heldigvis er de også urealistiske. Der er nu behov for strategiske udmeldinger fra den anden side af det politiske spektrum.

 

Søren Villadsen er uafhængig international rådgiver og ekstern lektor, CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Mere katastrogehjælp = mindre udviklingsbistand = mindre udvikling. Ja for de kan jo ingenting selv, når vi ikke kommer med vores bistand og sætter noget i gang for dem.