Klumme

Hvorom alting er

Sprog og politik og medier og sprog
Sprog og politik og medier og sprog
1. oktober 2011

Danske politikere synes i det store og hele og med undtagelse af en håndfuld retoriske talenter at befinde sig uden for pædagogisk rækkevidde i deres forfloskning af sproget. Det tilbagelagte folketingsvalg afkræfter ikke den påstand. Hvad de dog får høvlet af sig af kolde og varme hænder i fremadrettede udfordringer, fordi det skal kunne betale sig at arbejde, mens vi som ansvarligt parti trækker i arbejdstøjet og afviser ufinansierede skattelettelser på den lange og korte bane med verdens bedste folkeskole og udsigt til bæredygtige fleksible løsninger — og så videre i én uendelighed. Det er næsten ikke til at bære, og man fatter ikke at politikernes presserådgivere ikke kan gøre noget ved det. Eller det fatter man måske alligevel ved nøjere eftertanke.

Danske politikere kan retfærdigvis være sprogligt originale. Poul Schlüter fandt på vendingen: at få tingene på plads og gav derved indtryk af en regering med fod på sagerne. Det havde den sådan set ikke. Nu var finansloven på plads, sagde Schlüter, men så var fanden løs. Og det der slet ikke var på plads, men lå under gulvtæppet kostede til sidst den ferme konservative statsminister — sådan én har der været — både statsministerpost og regeringsmagt. Schlüters bedste og mest bemærkelsesværdige bon mot var utvivlsomt hans konstatering at han ikke var konservativ så det gjorde noget. En væsentlig mere durabel udtalelse end hans temmelig håndfaste fikshed at ideologier er noget bras. Finansminister Thorkild Kristensen opfordrede i 1950 danskerne til at spænde livremmen ind og fik som belønning for at anvende en hverdagsvending om noget så dengang tilknappet som nationaløkonomien kælenavnet Thorkild Livrem. Da Socialdemokratiet få år efter sparkede gang i velstanden, mente Jens Otto Krag at nu lå vi lunt i svinget.

Den citerede perle: »den pædagogiske rækkevidde« er lånt fra Anders Fogh Rasmussen, der ellers ikke var en sproglig fornyer og heller ikke selv fandt på udtrykket kreativ bogføring, da dét var aktuelt. Men her var hulemanden for en gangs skyld på beatet, da han beskrev sin ærkerival, den tidligere så beundrede senere så berygtede Farum-venstreborgmester Peter Brixtoftes mentale tilholdssted.

Blottet for floskler

En af de største sproglige begavelser Christiansborg har huset i nyere tid var Svend Auken der engang bemærkede over for en solipsistisk kollega: at selvros er den eneste sikre påskønnelse et menneske kan regne med. Auken forklarede ved en anden lejlighed at når man tror at alt er muligt, så sker det somme tider at det umulige faktisk bliver muligt. Den helt store klassiker fra Auken er nu nok den, hans efterkommere sikkert har sandet i disse dage om radikal politik der er som at sømme budding op på en væg.

Afdøde Auken, som kan genopleves i Anne Wiwels fine film Svend, var i sin udtryksmæssige selvbevidste bevidsthed så at sige blottet for floskler og reagerede pavlovsk når han hørte én. I sproglig forstand lå Auken usædvanligt højt på kvalitetsskalaen.

Retorisk duelighed har naturligvis med begavelse og talent at gøre; musikalitet er heller ikke af vejen. Men kvalifikationerne kommer nu engang også med uddannelse og øvelse. Ligesom med musik bliver man aldrig helt god, hvis ikke man på et eller andet tidspunkt bevæger sig inden for kvalificeretpædagogisk rækkevidde. I Danmark regnes det ikke for en forudsætning for at kunne begå sig at man i faglig forankret forsvarlighed kan sige noget i en forsamling, så det er til at holde ud at høre på. Selv den sprogligt talentfulde dronning Margrethe, som nu og da finder på udtryk der bliver stående — de dumsmarte danskere var et af dem — evner ikke at levere den årlige nytårshilsen til folket uden retorisk kludder i mekanikken. Hvis nogen underviser Majestæten, gør de det måske for nænsomt.

Der findes naturligvis et sprogligt samspil mellem mediernes folk og de der optræder for dem. Hvad enten de vil det eller ej, lægger de elektroniske medier en sproglig offentlighedsnorm: hvordan tingene skal lyde eller rettere: hvordan tingene kommer til at lyde. Sproglige miljøer skaber jargoner, som kan være mere eller mindre markante, og som dygtige komikere kan få noget ud af. Dronningen er i så henseende et nemt offer; Amalienborgsproget er tydeligvis anderledes i klang og diktion end undersåtternes. Præster er også overkommelige at eftergøre. En erhvervsteologisk tilbøjelighed til at skandere og lægge lige tryk på næsten alle ord røber ofte en gejstlig: I Herrens hus dér ervi alle lige. Sådan skal man i hvert fald ikke tale derhjemme, medmindre man er blevet så erhvervsskadet at man ikke kan lade være: Ræk miglige kartoffel mosen.

'Prastens rat'

I de elektroniske medier stortrives jargonen uden nogen tilsyneladende professionel efterkritik og forsvarlig uddannelse. At vokal- udviklingen støder ældre mennesker er ikke noget nyt. Præsten fra før udtales prast, rat skal være rat, og bare han ikke får kraft. Det generer som antydet de ældre i sproget. Dem (os) om det. Hvis de gamle i Statsradiofonien hørte det der i vore dage kunne kaldes rigsdansk, ville de skyndsomst gå i graven igen. Vokalsænkningen er gået stærkt i den seneste menneskealder. Det er som det er, og det er dog til at forstå. Hvor den elektroniske mediejargon slår fuldt igennem som direkte uhensigtsmæssig er nemlig ikke ret meget klangenes udvikling eller brugen af låneord fra engelsk, eller hvad sprogrøgtende bestyrelsesmedlemmer i DR kan finde ud af. Hvor den elektroniske jargon virkelig generer og forstyrrer forståelsen er fejlbetoningerne og en uhensigtsmæssig frasering af teksterne. Den manglende professionelle sproginstruktion røber sig her, hvor man år for år kan høre unoderne brede sig og gro fast i en radio-tv-jargon. Mange der gerne vil læse noget højt for andre, og det skal de fleste radio- og tv-medarbejdere jo helst kunne, mener sikkert i bedste hensigt at sprog via skærm og mikrofon er særligt vanskeligt at forstå. Derfor skynder de sig — stadig i overbevisning om at være på rette vej — at overbetone ordene og sætte dynamiske tryk ind i alle de ord og stavelser de finder betydningsfulde. Sådanne betoninger kalder man i grammatikken modsætningstryk. Den gamlemand i modsætning til den ungemand. Et let modsætningstryk på gamle og unge, men så heller ikke mere. Hvis det tryk nu får en ordentlig én på gummerne på ordet mand, ryger betydningen gamlemand sig en tur. Det medfører at lytteren forgæves forsøger at dechifrere falske modsætninger, når trykforholdene i oplæserens misforståede iver efter tydelighed går i fisk. Disse fejl- betoninger er ikke undtagelsen, de er reglen. Lyt selv. Det burde folk i branchen kunne sige sig selv. Ikke alene fordi forståelsen åbenbart hæmmes, men også fordi der ikke rigtigt er udviklingsmuligheder for formidlerne. Ikke andet end at betone endnu mere, optræde endnu mere dynamisk, presse stemmen og råbe og sætte tempoet endnu højere op. Hvorefter politikerne sætter deres tempo i vejret, selv langer overbetoninger ud og taler højere, og det hele bliver endnu mere ufatteligt svært at forstå.

Samvirket mellem journalister og politikere betyder med andre ord ikke sprogligt dygtigere eksemplarer af sidstnævnte, fordi journalister og mediefolk ikke gennem uddannelse opnår de færdigheder der kunne hjælpe på den politiske retorik. De tror til sidst alle sammen at det skal lyde sådan. Hvorom alting er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Værst af alle er Clement Kjærsgaard, han både BETONER OG RÅBER.

Men mange yngre mennesker, især mænd, betoner slet ikke når de taler. Jeg har været ude for, at jeg ikke forstod et ord af, hvad en yngre mand i tv sagde, før han var ved at være færdig med at sige noget, og jeg havde vænnet mig til hans toneløse snak. Sådan er det for øvrigt også med unge af anden herkomst end dansk, selv om de taler perfekt dansk, når man har fået sporet sig ind på stilen.

Michael Kongstad Nielsen

Metz har vist taget sig en puster med denne artikel - ikke en af hans skarpeste. Det der med falske modsætningstryk, og i det hele taget de overdrevne betoninger, hvor der ingen grund er til dem, er en af Metz´ kæpheste. Og når man først har fået øre for sådan noget, så vokser det let og fylder en masse.

Men de elektroniske medier tager ikke sproget alvorligt nok, synes jeg. DR ansatte engang en sprogkonsulent og nogle sprogambassadører - hvor blev de af? Det er som om, man lader så til. Man vil ikke korrigere nogen, man taler, som man taler, basta, det skal ingen lave om på. Men tv og radio har en stor normdannende effekt, det afspejler ikke bare, det skaber og præger. Derfor burde man dyrke sproget meget mere, dets tydelighed, variation, klang osv., og man burde bruge folk med et anseeligt sprogtalent til at præsentere og formidle.

Personlig og privat

Jeg kan også nemt komme på nogle typiske fejl i det offentligt kommunikerede sprog, men nøjes her med min yndlings-aversion: Den manglende skelnen mellem 'personlig' og 'privat'.

Det sker ikke sjældent, at selv repræsentanter for politiske partier eller brancheforeninger udtaler deres 'private mening' - når det efter sin kontekst burde hedde deres 'personlige mening'.

'Private meninger' rager i sagens natur ikke andre, og er faktisk en ubehøvlet måde at bruge det offentlige rum på fuldt på linie med at slå en højlydt, selvbevidst prut i en forsamling.

Derimod giver det god mening at tilkendegive sin 'personlige mening', for den står - i modsætning til den 'private' - til diskussion.

Der mange; men her er et par stykker.

Nu får vi syn for sagen - når det nu hedder syn for sagn.

Og klassikeren: Der lusker en mistænksom mand omkring i haven:-)

Anne Marie Pedersen

Den med vokalændringerne skulle efter sigende være en pendul-tendens. Vokalerne ændrer sig frem og tilbage efter tid.

Michael Kongstad Nielsen

Vokalsænkningerne gør sproget kedeligere og
mindre musisk varieret. Jeg tror det er københavnsk, der slår igennem. DR-byen ligger jo også i København.

Anne Marie: så skulle det blive sådan her - " I frimtiden går jeg over til pristen for at få lettet prisset." Ja, det kan da godt være.

Det er vor tids største paradoks, at desto flere ord og tale vi får ind via enhvers tilgang til tastaturer og mikrofoner, desto flere grødbønder bestemmer det normative sprog og forståelsesrammen. Efterhånden må folk med krav om sproglig præcision eller lige frem forståelighed, mening eller samhæng - betegnes som en kult. Det store flertal befinder sig fint iført floskler, narrehatte og sutter, allerhelst med automatgear.

Blandt de floskler der springer i øjnene på mig er den ikke-ualmindelige forveksling af verberne springe og sprænge, ex : han sprang et hus i luften.
Den almindelige tendens til dårlig og upræcis diktion førte en gang til et skilt hos en lokal dagligvareforhandler, hvoraf fremgik at man ikke kunne købe mejerivarer fordi køleboksens komprasser var i stykker...

Men den værste er da, at man på borgen og hos journalisterne ikke åbner, men åbner op. Og for visse socialdemokrater åbner ap.

Ret beset hedder det at lukke op, eller i. Og derfor også at åbne eller lukke (sammenhænge).

Man kan jo ikke åbne i. Så hvorfor kan journalisterne ikke tale dansk? Og så få lukket i for den infame brug af åbne op. Det hedder "åbne" for...

Så se at få åbnet i for den tåbelige brug af "åbne op". Og få så lukket op for sproget, det danske, kære journalister - og så følger politikerne nok efter, kan man håbe...

Med venlig hilsen

Det er endnu engang lykkedes Hr Metz at køre af sporet, selv i en så ganske simpel iagttagelse og analyse som brugen af det danske sprog blandt politikere.

Iagttagelsen kan koges ned til at nutidige politikere er blevet til floskelmaskiner, der ikke kan måle sig med tidligere tiders (begavede) politikere, der - sporadisk - kunne være sprogligt kreative.

Og konklusionen er tilsyneladende, at en svagt uddannet journaliststand ikke længere har sproglig kapacitet til at kunne "hjælpe på den politiske retorik".

Som journalister gerne har for vane, tror Hr Metz fejlagtigt, at hans stand er en boble, der, bortset fra deres nærmest symbiotiske samspil med politikerstanden, er en ganske særlig del af samfundet og ikke blot en ganske almindelig sådan. Det er naturligvis her det fejlagtige opstår.

Både politikere og jornalister er produkter af den samme pølsemaskine, som iøvrigt producerer bagere, togkonduktører, folkeskolelærere og hals-øre-næse specialister.

De, eller rettere "vi" har været underlagt de samme ideologiske vinde, der igennem tiden har eroderet de høje tanker om nytten af både dannelse såvel som nogensomhelst form for kontinuitet og elitisme.

Lissom man ikke kan få i både pose og sæk eller blæse med mel i munden, på samme måde skal man ikke forvente, at en folkelig udjævning af alt, inklusive uddannelse, skulle kunne være fremmende for høje standarder af hverken den ene eller anden art. Vil vi have et gennemsnitligt samfund, må vi også tage os til takke med gennemsnitlige politikere og gennemsnitlige journalister.

"Men den værste er da, at man på borgen og hos journalisterne ikke åbner, men åbner op. Og for visse socialdemokrater åbner ap.

Ret beset hedder det at lukke op, eller i. Og derfor også at åbne eller lukke (sammenhænge)."

Nogen må LØFTE opgaven med at få det danske sprog tilbage på skinnerne. Opgaven skal således ikke løses, den skal blot bæres rundt mellem bæredygtige parter. Samtidig kan diverse interessenter spørge IND til sagen; med henvisning til den borende og dybdegående nysgerrighed, som blandt ANDET vore dygtige journalister besidder. De performer ihvertfald sådan.

olivier goulin

Helt eng med Metz.

Floskler anvendes overvejende af folk, der ikke er tilstrækkeligt afklaret i deres begreber og meninger. De er da nødt til at støtte sig til velkendte og afprøvede vendinger, som de kan lære udenad på retorikkurser og lign. Ingen tvivl om, at politikere bliver høvlet igennem disse retoriske pøslefabrikker.

Det er særligt tydeligt hos en hel generation af socialdemokrater, som formentlig skulle oplæres i Kancellisprogets kringlede vendinger, herunder kunsten at snakke udenom, svare på andet, end der bliver spurgt om, gentage de samme banaliteter på 100 forskellige måder, etc.

Her lærte de at tale 'laaaangsomt ooog tyyyydeligt'; og med samme pædagogiske indfølelse. Ritt Bjerregård er formentlig det bedste og mest karirkerede eksempel.

Svend Auken står også for mig som en enestående undtagelse, med en naturlighed og autoritet i sit sprog, men det var nok også fordi, han netop var afklaret og besad stor selvtillid - og ikke mindst, sikkert nærede stor afsky for det forstillede og uægte.

Så de sørgelige sproglige evner hos politikerne afspejller desværre blot folk, som de er flest. Nogle bliver parlamentarikere, og andre bliver journalister.

Men hvor politikerne i det mindste synes at blive udsat for en vis retorisk skolering, synes det slet ikke at være tilfældet blandt journalister, selvom det nok ikke er sandt.

Diktionen på TV og radio, og man kunne faktisk også tilføje film, for skuespillerne er ikke et hak bedre, er efterhånden så prosaisk, på grænsen til det kollokviale, at man græmmer sig i sine skosnuder.

Det er helt tydeligt, når man sammenligner med TV- og radioværter i udsendelser fra 50'erne og ja, faktisk helt op til sen-70'erne. Dengang kunne man stadig tale, som man bør, når man henvender sig til en forsamling: Klart og med tydelig diktion, moderat betoning (de rette steder), med moderat men varieret intonation for at undgå monotoni (idag lyder alle som steweardesser) - og ikke mindst i et adstadigt tempo.

Tempoet er et af de største krisetegn ved sproget i dag, og det er det mest direkte sproglige udtryk for den manglende selvrespekt og stoiske ro hos det moderne menneske.

Det bedste eksempel, jeg har oplevet på en subtil tryksvipser, var da en TV-vært afsluttede TV-Avisen med at sige: "... og fortsat Godaften"

Godaften, Godaften, Godaften, Godaften, Godaften, Godaften, Godaften .......

Søren Kristensen

Jeg synes det var en rigtig sjov en, at læse denne gang og herligt Metz fortsætter under de nye magtstrukturer, men jeg må indrømme at jeg faldt af til sidst, hvor forklaringerne blev mig en smule indviklet. Men måske hørte jeg bare ikke efter.

Det der anfægter mig mest ved sproget p.t. er den måde socialt sikret unge har genoplivet noget der minder om en blanding af rigsdansk, hellerupsk og almindelig gadejargon og hvis du ikke ved hvad jeg taler om så lyt fx.til Sys Bjerre - når hun taler. Det er næsten helt Morten Korchsk.

@ Niklas Monrad. Jeg er nu bange for, at det er dig, der har misset Metz' pointer.
Dine generaliserede skitseringer af fælleskulturelle felter er langt fra den konkrete praksisanalyse Metz lægger frem.
Anyway - dig om det.

Michael Kongstad Nielsen

Olivier Goulin: du skriver nogle helt rigtige ting om dårlig diktion og for højt tempo. Jeg mener at have hørt, at en skuespiller i en af DR-dramas serier var blevet instueret således: Du taler for tydeligt. Kan du ikke gøre det lidt mere utydeligt". Og så er vi jo langt ude.

Selv om det talte sprog er en hovedingrediens i alt skuespil (teater, film, tv), så lider det idag under total nedvurdering. Det er underordnet det billedlige udtryk, den lækre indpakning, tempo, klip og dynamik. Man kan også sige, at overflade er vigtigere end dybde og indhold.

Instruktøren og Ingolf Gabold (hedder chefen ikke det) forsvarede sig med, at det skal lyde ligesom ude i det virkelige liv.

olivier goulin

@Michael,

"Instruktøren og Ingolf Gabold (hedder chefen ikke det) forsvarede sig med, at det skal lyde ligesom ude i det virkelige liv."

Ja, det mindes jeg også at have læst. I mine øjne en total misforståelse af selve skuespillets væsen.

En god skuespiller er en, der behersker kunsten at skabe overbevisende fiktioner, med alle til faget hørende virkemidler, herunder retorik. Det betyder ikke, at stille folk op foran et kamera, og bare lade dem agere normalt. Den slags har intet med skuespilskunst at gøre - det er Reality-TV.

Kvalitetsniveauet hos de fleste yngre skuespillere er rystende lavt. Man mærker tydeligt, at det er et fag, der har mistet en masse af sine klassiske 'dyder' de seneste årtier.

Poul Reumert ville nok også skynde sig tilbage til sin grav.

/O

Michael Kongstad Nielsen

@Olivier
Måske er skuespillerne ikke så dårlige, de får bare ikke lov til at udfolde talenterne.

@Marie
Jeg tror du har ret i, at VKO´s kulturkamp har været med i forfladigelsen af sprognormen, selvom det ikke er indlysende, da de jo ikke var antielitære.

Synderen var nok dyrkelsen af markedet. For markedet er hamrende ligeglad med godt sprog, kultur eller kunst, bare der er sorte tal på bundlinjen. Derfor var man også ligeglad med tv´s fordummelse og X-faktor og alt det der. Og så slap man også for, at folk kom til at tænke for meget.

Artikulation og betydning

Den sproglige misère kan ikke kun begrænses til den mere og mere forarmede og klichefyldte sprogbrug og den sjuskede udtale. Den understøttes også af folk med en vis professionel kompetence - producere og sprogvidenskabelige forskere.

Ovenfor er allerede nævnt et eksempel på, at producere lægges mere vægt på dagligsproget "i det virkelige liv" end på et tydeligere artikuleret sprog.

Men der er også sprogforskere, der i fuld alvor argumenterer for, at skriftsproget skal tilpasse sig til dagligsprogets udtale. Ikke kun tilnærmelsesvis, men ganske og aldeles. Et synspunkt, der forsvares som "mere demokratisk".

Vi har dermed to 'gode' argumenter for et mindre 'korrekt' sprog – "det virkelige liv" og "demokrati".

Men det er besynderligt amputerede forståelser af, hvad god kommunikation er.

Teater, film, undervisning og anden offentlig kommunikation skal ikke falde i ét med dagligsproget "i den virkelig verden", fordi de hver for sig har en særlig formidlingsopgave, der kræver en større opmærksomhed end det almindelige dagligsprog. Derfor skal de også være tydeligere.

Det skrevne sprog er ikke kun en registrering af lyde og signaler, men i sig selv en kilde til refleksion. I ordenes etymologi (og retskrivning) ligger der en rig refleksivitet - faktisk en form for 'kulturarv' fra vores mere tænksomme forfædre. Den går mere eller mindre tabt, hvis den mundtlige og skriftlige kommunikation reduceres til lydbilleder.

olivier goulin

@Mihail

"Det skrevne sprog er ikke kun en registrering af lyde og signaler, men i sig selv en kilde til refleksion. I ordenes etymologi (og retskrivning) ligger der en rig refleksivitet - faktisk en form for ‘kulturarv’ fra vores mere tænksomme forfædre. Den går mere eller mindre tabt, hvis den mundtlige og skriftlige kommunikation reduceres til lydbilleder."

Så sandt som det er sagt.

Jeg er selv meget fascineret af den etymologiske forbindelse mellem Tilfredshed og Fred, som er speciel for germanske sprog (fra tysk: Zufrieden og Frieden). Det rummer faktisk en dyb spirituel erfaringsmæsig signifikans.

Denne sammenhæng er naturligvis ikke åbenlys for de fleste længere, fordi Tilfreds over tid er blevet til Te'fræs.

Og det er blot eet eksempel på sprogets forunderlige skjulte visdom, som går tabt efterhånden som ordene udarter sig og løsriver sig fra deres etymologi

/O

Kirsten Svejgaard

Og så er der jo også lige grammatikken.

Forholdsordsled, der står i nominativ: "Til de, der..."

Grundled, der står i akkusativ: "Dem, der..."

Lærer man ikke grammatik i skolen mere?

Mht. sproglige udtryk irriteres jeg ofter over "både... men også..."

olivier goulin

Korrekt Kirsten,

Og disse kasusfejl er blevet så almindelige, at man efterhånden vænner sig til lyden, og selv forfalder til dem, hvis man ikke er opmærksom.

/O

Korrekt sprogbrug - eller forstyrrende

Jeg kan se, at mange har fundet udmærkede eksempler på ukorrekt sprogbrug. Begribeligvis er der mange flere. Hvorfor skal vi ikke bare læne os tilbage og gøre som Dansk Sprognævn? Registrere (daglig)sprogets forandringer - og rette ind efter en vis tids konservativ tøven? Demokratisk, ikke sandt?

Det skal vi ikke. Men hvorfor? Ikke fordi det er 'ukorrekt', men fordi det er forstyrrende og misvisende og derfor også i sidste ende - udemokratisk.

Når sproget bliver restringeret og primitivt, mister det også sin værdi som redskab til øget refleksion og kritisk bevidsthed. Det bliver et 'menings'-sprog, en kanal for ureflekterede ytringer.

Michael Kongstad Nielsen

Helt enig med Mihail Larsen. Sprognævnet er alt for eftergivende og passivt registrerende. Det er vist hele den herskende tankegang i sprogkredse, at man ikke må styre, dirigere, normsætte, påvirke, alt skal bare have lov til at udvikle sig af sig selv. Det er for svagt - og meget svagere end i de andre nordiske lande og flere europæiske lande, bl. a. Frankrig.

Det bør være tilladt at bygge op, vedligeholde og promovere det rige sprog. Hvordan det skal gøres, kan diskuteres i timevis. Ikke for meget korrekthed, men mere inspiration, videregivelse af ideer, begejstring og virtuisitet. Når folk møder sproget udfoldet på en flot måde, får de også lyt til aelv at kunne det.

Hans Jørgen Lassen

Det er ikke væsentligt, slet ikke, men alligevel, når man nu vil værne om sproget. Metz skriver om:

"et sprogligt samspil mellem mediernes folk og de der optræder for dem ..."

Det skal retteligen hedde: " og dem der optræder..."

Inger Sundsvald

Ja, det er rigtigt, Hans Jørgen.

Men det er altså heller ikke nemt, for hvis det havde stået på en anden måde og var blevet fulgt af et udsagnsord, ville det have været rigtigt.

”De, der optræder for dem, er sjove.”

Der er en eller mærkværdig opfattelse af, at det er mere dannet at sige ”de” end ”dem”.

Hans Jørgen Lassen

Inger skriver:

"Der er en eller mærkværdig opfattelse af, at det er mere dannet at sige ”de” end ”dem”."

Ja, det er givetvis rigtigt.

Dertil kommer, at Metz, muligvis ubevidst, har følt sig generet af de to gange "dem", som ville blive resultatet af den korrekte form.