Kommentar

For eller imod Sørine?

At dømme efter debatten om Sørine Gotfredsens nye bog 'Den Åndløse Dansker' er Danmark ved at udarte sig til en ikke-debatnation
At dømme efter debatten om Sørine Gotfredsens nye bog 'Den Åndløse Dansker' er Danmark ved at udarte sig til en ikke-debatnation
Debat
19. september 2011

Nedenstående skal ikke opfattes som et forsvar eller et angreb på selve Sørine Godtfredsens bog Den Åndløse Dansker. Undertegnede har ikke læst den og har for så vidt ikke tænkt sig at gøre det. Men reaktioner i Information hvor bogen blev anmeldt og omtalt 10. september og på Information.dk er alligevel ganske sigende og interessante.

Det er temmelig iøjnefaldende, at en bog af den type primært fremkalder en debat, der handler om, om man er Sørine-tilhænger eller Sørine-modstander. De spørgsmål, der bliver rejst og besvaret, går således mere i retning af følgende:

Er hun arrogant og bedrevidende? Er hun blot en selvtilfreds, småbitter borgerlig kvinde, der endnu engang har fundet et debatemne at slå sig op på? Er hun selv åndløs?

Har Sørine ret?

De spørgsmål, som en sådan bog åbenbart ikke medfører, er:

Har hun ret? Er der en udbredt tendens til åndløshed? Er stand-up-komikere, X Factor og Ulla Terkelsen-analyser åndløshed i masseproduktion?

Man kan jo mene, hvad man vil, om de spørgsmål, og det kunne rejse en debat, der både er vedkommende, passende og nødvendig. Og så kunne man netop bruge omtalte bogudgivelse som anledning til en sådan diskussion i stedet for at nøjes med at bruge den til at en diskussion om, hvorvidt Sørine er en arrogant, bitter, allestedsnærværende popdebattør med alt for mange meninger, og hvad man ellers kan finde på at kalde hende i denne diskussion for eller imod Sørine.

Bevares, medierne er fyldt op af alt for mange meningsmagere og pseudoeksperter, der får lov at fylde for meget, men det kan jo i sig selv ikke være et argument imod en debattør, at der er for mange debattører.

Man kan jo også trække lidt på smilebåndet over den omstændighed, at nogle af de mennesker, der åbenbart ikke selv kan læse en Informationartikel uden at kommentere den, kritiserer Sørine for at »mene en hel masse«.

I disse tider, hvor avisernes hjemmesider snart består af 25 pct. artikler og 75 pct. kommentarer til artiklerne, er det åbenbart et argument mod en debattør, at hun mener alt muligt.

Debatten om Mads Christensens udtalelser om Utøya viste os for ikke så længe siden lidt af det samme. I det her land bryder vi os faktisk ikke så forfærdelig meget om folk, der siger noget, vi ikke lige havde ventet, og som vi måske umiddelbart ikke bryder os om at høre på. De skal godt nok få at vide, at det var bedst, om de havde holdt deres kæft.

Det er egentlig et påfaldende og forunderligt træk i et samfund, der gerne bryster sig af at være et debatsamfund, hvor ordet er frit, og alting kan og skal diskuteres. Den danske tolerance strækker sig sjældent længere end til at tolerere det, der ligner os selv og vore egen holdninger til forveksling.

Umulige vilkår

Men ét er i hvert fald sikkert. Hvis vi har fået en debatkultur nu, der umuliggør en diskussion om et vigtigt emne, fordi det drukner i kævl om en forfatter eller debattørs personlige egenskaber, er vi nået til et punkt, hvor ingen alvorlige emner for alvor kan overvejes, diskuteres og analyseres. Debatprocessen opløses, før den rigtigt kommer i gang, og dermed har pop-debatkulturen for alvor sejret.

Det bliver især et problem på det etiske område. Her kan vi næppe komme nogen vegne, hvis enhver udmelding, der indeholder en etisk stillingtagen, imødegås med tryllestavsmodargumentet 'du er også bare moraliserende'. Det har vist aldrig nogensinde været et godt argument mod et etisk standpunkt, at det er et etisk standpunkt.

Tag debatten alvorligt

Rune Lykkebergs anmeldelse af Sørines bog er desværre også blot en velskrevet artikel om Sørines forfærdeligheder snarere end en artikel, der tager fat på selve indholdet. Som læser bliver man klogere på Sørine end på indholdet af hendes bog.

Lykkeberg har da sikkert ret i, at Sørines hovedpointer er gengivet bedre før som kulturkritik, og at de trækker på lidt oplysningstænkning og en god del kristendom i en særlig blanding. Men så kunne Lykkeberg måske, i stedet for at anmelde en bog, der efter hans mening er så dårlig og ligegyldig, have skrevet en artikel om indholdet om dagens åndløshed. Hvis bogen er så dårlig, er det så ikke spild af spalteplads at omtale den?

Under alle omstændigheder fortjener tidens åndløshed en bedre diskussion end den, der finder sted i øjeblikket.

Kuren mod overfladiskhed og popdebat er ikke mere overfladiskhed og mere popdebat. Det er derimod en bedre og grundigere samtale og diskussion, der ikke kun tager udgangspunkt i at revse modstandernes personlige egenskaber og motiver.

 

Thomas Dam Olsen er cand.mag. i historie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Wikipedia. Sørine Gotfredsen (født Ellen Vibeke Gotfredsen, 7. juli 1967 i Hadsten)

Spændene at se, at 'den åndede dansker' Sørine oprindeligt hed Ellen Vibeke. Man forestiller sig næsten at en numerolog har hjulpet hende med det nye navn, men det kan jo også være en hyldest til fætter Søren.
(så for søren, det lyder da også lidt som en omskrivning af en vis anden herre i det underjordiske)

Robert N Gjeertsen

Så kuren Mod Sørines pop-debat er at vi alle sammen
accepterer hendes forvrøvlede udgangspunkt og debatterer derudfra ?
Og dermed lader hende sætte dagsordenen ?

De spørgsmål, som en sådan bog åbenbart ikke medfører, er:

Har hun ret? Er der en udbredt tendens til åndløshed? Er stand-up-komikere, X Factor og Ulla Terkelsen-analyser åndløshed i masseproduktion?

------------

( indrømmet: også uden at have læst det værk ):

også omtrent de spørgsmål er jo ofte blevet stillet

af mange andre præster og af mange socialister,

så det værk kan vel næppe gøre til eller fra, hvis det

går på at få mere gang i de debatter.

Heinrich R. Jørgensen

Sørine Godtfredsen har een pointe. Åndløsheden er udbredt. Hende bog er et i bogstaveligste forstand et sørgeligt eksempel på det. Mere er der for mig at se ikke at sige om hendes bog.

Til gengæld:

Den udbredte åndløshed er ganske afgjort en af nutidens mange gigantiske udfordringer. For mig at se den største og vigtigste af samtlige, da det peger på noget grundlæggende der ikke lykkes.

Åndløshed handler ikke alle om individer, men om institutioner, organisationer, osv.

Første spørgsmål må være, at finde ud af hvad der menes med "ånd". Hvilke eksempler er der på noget man vil betegne "åndfuldt"?

Vel at mærke uden at blive påduttet forklaringer i religioner, deres doktriner, og ævl om noget der er hinsides hvad der kan sanses, erkendes og er hinsides logik.

Sørine Godtfredsen står langt ude på højre side af banen og definerer selv, hvad bolden er lavet af og hvilken størrelse den har inden hun sparker, triller eller kaster den i spil.

Hvorefter hun som dommer afbryder spillet, laver reglerne om og bytter om på banehalvdelene for seksogtyvegang i løbet af en halvleg, som der i øvrigt er fem af.

Mere debat om ånd eller det modsatte - gerne.

Med Sørine Godtfredsens idiosynkrasier og skjulte præmisser/hensigter som udgangspunkt - nej tak.

Heinrich R. Jørgensen

* handler ikke alene om individer

Det er jo ikke en debatbog det er et surt opstød,
Fra en præst der tilsyneladende føler sig hægtet af i kampen om ordet i det nye årtusind..

Hun ligner et reptil. Hun gebærder som et reptil. Hun taler som et reptil. Hun ER et reptil.

Med fare for at der i de fine kredse bliver trukket overbærende på skuldrene og smilet skævt, fordi jeg nu deltager i debatten om debatten, så er det måske en selvstændig pointe i - som trænede debattører med privilegeret medieadgang bekvemt har det med at overse - at det netop er 'metadebatten', der ofte kan være det mest spændende og produktive at debattere i den senmoderne positionskamp, særlig når debattørerne er professionelle meningsmagere med mere eller mindre godt skjulte politiske idiosynkrasier.

Sørine Godtfredsens holdninger til stort og småt er da velkendte. Hun har gennem sin snart lange karriere som meningsmager hele tiden sagt det, hun siger nu både i Deadline, Ekstrabladet og fra prædikestolen - det nye er, at hun tilsyneladende har mistet timingen og er kommet ud af trit med de andre kommentatorer. Sørine har overtrådt en eller anden lavsregel, og nu vil de andre orakler ikke mere vide af hende.
Og det er faktisk det, der overhovedet gør hende interessant at beskæftige sig med.

Det er i øvrigt lidt morsomt, at samme Lykkeberg, som Sørine bamsekrammer i sin bog og kalder for en ægte åndsperson, nu rygsvømmer alt hvad han kan for at komme fri af konens kærlighedserklæringer.

Heinrich R. Jørgensen:

"Første spørgsmål må være, at finde ud af hvad der menes med “ånd”. Hvilke eksempler er der på noget man vil betegne “åndfuldt”? "

Netop manglen (eller uenigheden) omkring en definition på "ånd" gør at jeg ikke kan være enig i Sørines påstand om udbredt "åndløshed".

Man skal vel først finde ud af hvad "ånd" er før man kan udtale sig om det mangler?

Heinrich R. Jørgensen

Netop, Sune.

Mikro-samtalen/diskussionen/debatten er udeblevet, og ingen er blevet beriget med nye og større indsigter.

Netop Heinrich og Sune. Ingen er blevet beriget med nye indsigter.
Kommentar-fora i Information er sted for mange ting. Jeg afleverer et raserianfald af og til - af og til forsøger jeg mig med noget konstruktivt.
Hver da scroller jeg tingene igennem - ikke for at finde meningsfæller, men for i - al hast - at prøve min refleksion af ift. en række udsagn om dette og hint.
Uanset hvad, så er dette forum, disse fora, artikler, indfald, kronikker, osv. blevet dele af min indre samtale om mit standpunkt. Og jeg ved da godt, hvem af de mange ukendtes stemmer, der mest rykker ved mine egne forestillinger.
Så - den offentlige debat er måske i krise, men ikke nødvendigvis den fælles refleksion - for nogen af os.
Vi er nok ikke eliten, men jeg mærker en vis interesse og ikke mindst forpligtelse ift. at give sig til kende med hvad man nu har.
Lidt som en dragefestival, eller nytårsaftensfyrværkeri, hvor man giver sig til kende for at andre skal opleve det - glædes ved det - og måske ved den slags anonymt fællesskab som det er.
Dét synes mig ikke at være Sørines mål, og det synes jeg anmelderen med rette kan klandre hende for. Sørine vil ikke være fælles med, men bedre end os - end måske alle der ikke tænker som hun.

Thomas Dam Olsen:

"Er hun arrogant og bedrevidende? Er hun blot en selvtilfreds, småbitter borgerlig kvinde, der endnu engang har fundet et debatemne at slå sig op på? Er hun selv åndløs?"

Nej. Hun er blot aldeles uinteressandt. Jeg vil da langt hellere høre, hvad min lokale kioskejer Auyub har at fortælle om, hvordan verden ser ud i hans optik. Det kan man da lære noget af.

Og så vedgår jeg da gerne, at jeg før har kommenteret hendes overfladiske sofismer med, at jeg ikke gider høre mere om hendes indadvendte tæer. Og vil så godt uddybe dette indlæg i debatten. Der kommer sig nok af, at gå i for længe i for små sko...

Med venlig hilsen

Med andre ord: jeg er tilbage fra ferien!...

Hatten af for Sørine!

Hun formår virkelig at bringe pisset i kog hos hele korpset af let-forargede blogkommentatorer i denne avis. De repræsenter den venstrorientere automat-forarelse, den politisk korrekte reaktionsme.

Jeg bekræftes gang på gang i, at venstrefløjen er SÅ nemme at narre.

Uden at være en skid enig med damen, nødvendigvis, så har hun jo - for pokker - ret i, at den danske åndløshed er helt enorm. Vi er fucked-up i vores super-materialistiske velfærds-forspisthed, vores X-Factor-Realityshow doped-hed. Vi er nogle hjerdøde klaphatte-småborgere. Og det gælder også den særlige 68'ne-og-deres-afkom--småborgerlighed.

Tak til folk, der går mod strømmen. Og skam ta' dem, der tror, at det kan argumentere med nedladende hån. Det er en selvrespektens lov nr. 1, at man aldrig kan løfte sig selv ved at nedgøre andre.

Og lad os så få noget debat om substans og indhold og ikke det-kan-jeg-ikke-li-onani.

så længe folket's sager og deres

begrundelsemåder

( og end ikke tyve mandater til enhedslisten, rækker ),

endnu ikke har fundet helt

fodfæste;

er "åndlige" begrundelsesforsøg

det folkeopiøse alternativ.

hvad er ånd ?

proletariserede følger de gamle lægeråd:

først prøve

med ånd

så med ord

så med pillen

og først så kniven.

@ kim

Ah herregud, du husker jo intet. :) når snittet er lagt.

Hvor kom vi fra...

Ah - Jamen lykkeberg skal ikke løbe nogen steder, "manden der er for god til symboler", Hehe for to uger senere at blive hædret af menigheden....

Jeg synes ikke lige at huske den demagoiske tilgang i det indlæg/kommentarer. Må dog tilstå jeg aldrig vente tilbage. Erfaringerne med gejstlige i debat sammenhæng er dømt til katastrofe. Derfor fik præsten en talerstol. Taler til og ikke med mennesker, hvilket egentlig pointerer mere end rigeligt.

Når det er sagt -skal alle have en chance, og den blev da givet. Jeg er sikker på sørine havde gjort sig sine forestillinger om konsekvenserne ved at gå public. Specielt når man selv er 'mand' for at trække andre på det. Det håber jeg da, ellers kan det nok blive en byrde, og det skal det ikke.

Vi danskere skal blive bedre til at mødes på et grundlag der åbner for uenighed, men samtidig giver luft til meningsudveksling, kun på basis af de faktorer, kan man føre en debat med en nogenlunde substans.

Ellers ender det i tale.

Og jo, jeg er da selv en 'engell' hiiiiik!

Hvis der er et problem med debatkulturen, så er det ikke hos politikerne eller borgerne i almindelighed, men konfigurationen på de platforme, som de får stillet til rådighed. Og det er såmænd medierne. Og ja - jeg synes ikke journalisterne generelt er gode nok og jeg synes, der er for lidt politisk debat i TV. Og hvis der er, så er det stadigvæk den ene journalist der interviewer sin kollega og det er ikke særligt spændende. Så til medierne - giv mere plads, mere tid og skru ned for den binære for eller imod logik ligegyldigt hvad jeres brugerundersøgelser siger.

Mikkel Nohr Jensen

"Første spørgsmål må være, at finde ud af hvad der menes med “ånd”. Hvilke eksempler er der på noget man vil betegne “åndfuldt”?"

Det har Sørine jo faktisk forklaret flere gange. Med åndfuld mener hun at man anser noget uden for en selv for at være vigtigere end en selv.

I og for sig betyder det ikke nødvendigvis at man skal være religiøs. Det kunne også være samfundet for eksempel. Hendes pointe er bare at man skal have noget man sætter pris på uafhængigt af ens egeninteresse.

"Vel at mærke uden at blive påduttet forklaringer i religioner, deres doktriner, og ævl om noget der er hinsides hvad der kan sanses, erkendes og er hinsides logik."

Som jeg forstår Sørine Gotfredsen opponerer hun mod en total nihilisme, som hun mener er udbredt i Danmark. Det vil sige at truslen, som hun ser det, er en situation hvor folk ikke engang i kraft af logik føler sig forpligtet på nogen værdier.

Grethe Preisler

Ej fjerter mus som hors uden at røven revner.

Man kan sige om linselusen Sørine, hvad man vil, Thomas Dam Olsen, men én ting kan du være vis på, man ved altid hvor man har hende:

Et skridt bagud til højre for Søren Krarup.

Hvis du er i bekneb for dokumentation og ikke orker at læse Sørines seneste opus, så gør dig den ringe ulejlighed at slå hendes kronik i Berlingske den 29.6.2011 op på nettet.

Grethe Preisler

kronik i Berlingske den 29.7. 2011 efter Utøy-massakren

trods de ofte pessimistiske blandt materialisterne, kommer vi jo nok til fremtiderne