Kronik

Der er intet i vejen med at være glad for sin nye iPad

Vores evige jagt på næste forbrugsfix koster os lykken, klager vækstkritikerne. Men faktisk er der intet til hinder for, at årtiers produktivitetsgevinster kunne være brugt på mere fritid og økologi. Når det ikke er sket, er det fordi almindelige mennesker har ønsket det anderledes
Vores evige jagt på næste forbrugsfix koster os lykken, klager vækstkritikerne. Men faktisk er der intet til hinder for, at årtiers produktivitetsgevinster kunne være brugt på mere fritid og økologi. Når det ikke er sket, er det fordi almindelige mennesker har ønsket det anderledes
7. september 2011

Det siges, at de grønne er som vandmeloner: grønne udenpå og røde indeni. Antologien Modvækst hvis skribenter har optrådt flittigt i Informations serie om vækst og modvækst bekræfter dette.

Modvækst er en traditionel marxistisk kapitalismekritik i højere grad end en kritik af vækstsamfundet. Der klages over fremmedgørelse (»rodløsheden næres af arbejdets og arbejdsforholdets uophørligt skiftende karakter«), udbytning (»nu synes det at være menneskers ultimative formål som 'slaver' at tilfredsstille erhvervslivets og politikernes hang til vækst«) og falsk bevidsthed (»alle disse omkostninger er danskerne åbenbart i stand til at fortrænge«).

Det er i dag normen, at den yderste venstrefløj er kritisk over for økonomisk vækst. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk var et af argumenterne for kommunismen og dermed imod den kapitalistiske samfundsorden, at man med planøkonomi forventedes at være bedre til at frembringe vækst. I 1930'erne syntes Sovjetunionen at hale ind på kapitalisterne i Vesten. Men i sidste ende viste kapitalismen sig at være langt bedre til at skabe vækst, hvilket bidrog til det sovjetiske imperiums sammenbrud.

Derfor måtte kapitalismekritikken nødvendigvis ændre karakter. I dag opfattes kapitalismens evne til at øge borgernes velstand således som selve kapitalismens problem.

Men når Ejvind Larsen i forordet til ovennævnte bog kalder økonomisk vækst for den kapitalistiske models »grundsten«, tager han fejl. Den kapitalistiske models grundsten er personlig frihed. Den kapitalistiske samfundsmodel er gradvist vokset frem i løbet af en periode på flere hundrede år. Dens fundament er beskyttelse af de grundlæggende personlige frihedsrettigheder, heriblandt ejendomsretten og aftalefriheden.

Målet hermed var ikke at frembringe et moderne forbrugersamfund, noget som ingen i deres vildeste fantasi kunne have forudset. Adam Smith var lige så optaget af at sikre fred og retfærdighed, som han var af, at et sådant system via den berømte 'usynlige hånd' af sig selv sikrede økonomisk vækst.

Syge mennesker

Trotsky og Lenin ville ikke alene skabe en ny kommunistisk samfundsorden. De ville ligeledes skabe et nyt sovjetisk menneske, med en ny personlighed. Modvækstfolket synes at have et lignende projekt. Lektor Peter Nielsen kalder det gamle menneske det menneske vi skal væk fra for »det økonomiske menneske«, og skriver, at det ikke blot er »hjemmevant i kapitalismen som den naturlige orden, men er også entydigt positivt stemt over for forbrug«. Han tilføjer, at dette forbrug »som det eneste får lykkebarometeret til at slå positivt ud«. Det eneste? Tror Peter Nielsen, at det kun er ham og hans modvækstvenner, der søger kærlighed og venskab; der glædes over naturen eller barnets første, usikre skridt?

At privatforbrug i et kapitalistisk samfund skulle være det eneste vigtige, er en absurd stråmand. Men den er nødvendig, for havde Peter Nielsen blot skrevet, at privatforbrug er en af de parametre, der får lykkebarometeret til at slå ud, ville læseren tænke: ja, og hvad så? Hvad er der er i vejen med at være glad for sin nye iPad? Med de to ord »det eneste« forsøger Peter Nielsen at manipulere med læseren for at fremkalde billedet af en monoman, sygelig tilstand. Det økonomiske menneske er sygt. Syge mennesker kan ikke altid tage vare på sig selv. De har brug for hjælp.

Tvangsafvænning

En af marxismens teorier var, at mennesket er underlagt den herskende (borgerlige) ideologi og derfor ikke er i stand til at se sine 'virkelige' eller 'objektive' interesser, men lider af en falsk bevidsthed. Modvækstfolket bekender sig åbent til den ide. Eller som medforfatter, lektor ved DTU Inge Røpke udtrykker det: »Forbrugernes 'behov' konstrueres af den sociale og økonomiske kontekst.« Det er da godt, at Røpke kan skille andre menneskers falske behov fra de sande.

Civilingeniør Jørgen Stig Nørgård argumenterer for, at hans samfundsvision der blandt andet indebærer et fald i BNP vil medføre en forøgelse af den »ultimative« nytte, lykke og tilfredshed. Hvor ved han det fra? Og hvis det er sandt, hvorfor gør folk det så ikke selv?

Nørgårds svar er, at han er klogere end dem og har forstået, at der er en »ultimativ« lykke, hvor andre kun kan få øje på en mere umiddelbar. Nørgård forklarer, at vores materielle forbrug såsom »en modestyret udskiftning af bil, tøj, køkken osv.« kun giver en »flygtig lykke, hvilket ligesom med (andre) narkotika yderligere accelererer forbruget«.

Vi er altså ikke alene syge og forsynede med konstruerede og dermed indbildte behov. Vi er narkomaner. Og derfor kan tvangsafvænning komme på tale.

Ganske vist skriver Ejvind Larsen i bogens forord: »Vi tror ... ikke på, at man grundlæggende kan skifte spor, ved at magthaverne gennemfører forkromede reformer fra oven.« Tak for det, Ejvind. Men civilingeniør Toke Haunstrup Christensen skriver senere: »Der er i høj grad tale om et politisk projekt, som ikke kan gøres til den enkelte borgers personlige ansvar alene. Det er et fælles anliggende«. Og Inge Røpke fremsætter en lang række konkrete forslag til, hvordan 'fællesskabet' kan gribe ind: For det første skal priserne på varer fra de fattige lande hæves. Det er dét, vi andre kalder for protektionisme og hun har jo ret i, at det givetvis vil reducere væksten i de fattige lande.

Desuden vil hun indføre en »drastisk« stigning i prisen på energi (formentlig ved hjælp af skatter og afgifter), forbud imod reklamer, højere skattetryk (i forvejen verdens højeste) og omstilling af danskernes (i international sammenligning allerede beskedne) private forbrug til offentligt forbrug (i forvejen verdens højeste).

Ingen væksttvang

Økonomisk vækst er ikke, som modvækstfolkene påstår, en forudsætning for, at kapitalismen kan fungere. Kapitalismen har vist sig fremragende til at frembringe investeringer, innovation og dermed stigende produktivitet. Men der er intet i kapitalismen, som fremtvinger denne udvikling eller forhindrer, at produktivitetsstigninger for eksempel omsættes i stadig mere fritid i stedet for vækst.

Faktisk har vi i årtier set en sådan udvikling. Vi er inden for et par generationer gået fra, at normen var 48 timers arbejdsuge og to ugers ferie til nu en 37-timers arbejdsuge med seks ugers ferie.

Når vi ikke har omsat endnu mere til fritid, men i stedet har ladet hovedparten af produktivitetsfremgangen igennem mere end hundrede år bidrage til øget velstand, skyldes det, at almindelige mennesker har villet det sådan. At de som frie individer har truffet en række valg, som har ført til økonomisk vækst.

Det er ikke kapitalismen, der frembringer vækst. Det er mennesker. Kapitalismen giver dem friheden til at forfølge deres drømme. Ikke nødvendigvis kun for at opnå vækst og velstand, men også for at udrette ting, for at blive bedre, for at nå nogle mål, for at sætte deres præg på samfundet. Hvorfor? Fordi sådan er vi mennesker. Hvis vi ser et bjerg, vil vi bestige det. Ikke fordi det er let, men netop fordi det er svært. Og fordi det står der.

Den egenskab skal vi være glade for. Det er den mere end noget andet som er nøglen til at løse menneskehedens udfordringer, inklusiv diverse miljøproblemer.

Kapitalismen hverken tvinger eller snyder os til at skabe vækst, som modvækstfolkene vil have os til at tro. Den tillader det. Og derfor søger mennesker imod kapitalistiske samfundsformer og væk fra andre samfundsformer. Aldrig i kapitalismens historie har det været nødvendigt at bygge en mur for at forhindre befolkningen i at flygte fra den.

Modvækstfolkene vil skabe en samfundsorden, som forhindrer mennesker i at virke frit en autoritær samfundsorden. Også på den måde viderefører de arven fra Karl Marx.

Martin Ågerup er økonom og direktør for CEPOS

Serie

Vækst eller modvækst

Der er to veje i dansk politik, siger politikerne, men målet er det samme: Vækst. Spørgsmålet er imidlertid, om vækst er den rette løsning på de udfordringer Danmark står overfor. Er øget velstand lig med velfærd? Eller ødelægger jagten på vækst og velstand i virkeligheden vores velfærd? Og kan man overhovedet tænke sig en fremtid, hvor vækst ikke spiller en afgørende rolle?

Seneste artikler

  • Opvæksten drukner i vækst

    9. september 2011
    Børn tærer på deres forældres ressourcer og hæmmer deres produktivitet. Paradokset er, at de på den ene side er ønskebørn og prestigeprojekter, mens de på den anden side tynger vækstsamfundet og derfor overlades til et liv i institutioner
  • Tid til en kollektiv kold tyrker?

    9. september 2011
    Informations kantine lagde onsdag ryg til en debat om væksten og dens grænser. Det blev dog hurtigt til en snak om frihed
  • Det er fordelingen, den er gal med

    6. september 2011
    Vækst i sig selv er ikke et onde, sådan som vækstkritikerne hævder. Men den bliver først gavnlig, når vi husker fordelingsdiskussionen. Uden omfordeling gavner væksten kun de få og ender med at underminere fællesskabet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Bjarke Hansen - balanceret socialisme er faktisk slet ikke så tosset endda. Der ikke tale om magtfuldkommenhed helt ned i detaljerne, men blot i de overordnede principper. Indenfor disse principper kan vi alle boltre os lige så lystigt vi ønsker.
Og massearbejdsløsheden bliver ikke noget problem. Der er ingen, der kommer til at kede sig. Fabrikkerne - dem der bliver tilbage - bliver lyse og venlige uden monotont nedslidende arbejde med tidlig fyraften, så at der også bliver tid til at lege med børnene og opmuntre de gamle. Liv og glade dage.

Selvfølgelig er der stadig det med udbud og efterspørgsel efter alskens lækre ting, men det har vi jo lært at styre med LEAN, Just In Time, Kanban, dynamisk logistik og ikke mindst selvbeherskelse med indkøbsvognen (det bliver nok det vanskeligste). Og dit afsluttende spørgsmål ...Hvad nu, hvis folk i hundredetusindvis flygter væk fra den virkeliggjorte socialisme, sådan som historien har vist os, at de altid gør?... Jeg går ud fra at du ikke frygter flugt fra Kina af de milliarder af arbejdere der sover under maskinerne i papkasser, men os danskere. Hvis det endelig skulle være så slemt, så er der jo den mulighed at der kan vælges en en anden regering, der arbejder efter folkets hjerte.

Og Bjarke Hansen - med hensyn til spændingen ved at småinvestere i fast ejendom, aktier og værdipapirer, så skal der nok dukke nogle realistiske spillewebsider op hvor man kan få sin lyst styret ovenikøbet uden udsigt til at blive ruineret.

@ Mønniche

"Hvis det endelig skulle være så slemt, så er der jo den mulighed at der kan vælges en en anden regering, der arbejder efter folkets hjerte."

Bestemt. Eller at der stemmes med fødderne, når det kapitalistiske naboland tilbyder lønninger og en levestandard, som den virkeliggjorte socialisme aldrig kan levere... hvilket altid er sket, hvor drømmerne er kommet til magten - hvorfor socialistiske samfund altid har antaget den totalitære karakter, som de har.

Og således er vi tilbage ved mit før skitserede problem.

Dine smukke forestillinger er blot ønsketænkning.

@ Andkjær

Jeg skærer ordflommen væk, og forholder mig til det væsentlige. Socialismen fejler altid af de samme forudsigelige årsager. Adskillige langt klogere folk end dig, har heller ikke kunne levere overbevisende svar på den planlagte økonomis indbyggede systemfejl.

Det er ikke mig, der er letvægteren her. Men det kan du nok ikke se, da det ikke virker som om, du er vandt til at debattere med folk fra den anden fløj.

Der er kun et problem ved din forudsigelse, Bjarke Hansen: ingen mennesker med et normalt forbrug i Danmark kan forestille sig at øge det yderligere. Kedsomheden er allerede begyndt at indfinde sig - for forbrug er jo bare mere af det samme.

Problemet er vel også at vi ikke kan komme ud over vores monetære økonomi. Glem planøkonomi vs det frie marked, det er i vores nuværende situation ekstremt irrelevant.

Vores nuværende økonomiske system er et luftkastel, som ikke længere har nogen reel funktion.

Den logiske vej fremad er at bruge vores viden om Jordens ressourcer til at skabe en ny ressourceorienteret økonomi.

Det er et faktum, at vi er i gang med at grave vores egen grav, og vi er gode til det, så det går hurtigere og hurtigere. Bare fordi vi er bange for fremtiden behøver vi jo ikke at gøre det endnu værre.

Stop dog al den ævl og kævl om penge og kom i gang med at løse de reelle problemer vi står med.

Bjarke Hansen:
Du har ikke den fjerneste anelse om, hvad socialisme er. Du kommer med de samme mainstream-fordomme, som man forventer fra ugebladslæsere.
Og da du ikke engang gider at sætte dig ind i emner, selv når de serveres for dig, så er det altså sjovere at banke hovedet mod en mur.

Jeg kan godt forstå at du "skærer ordflommen væk" - som når du ikke gider uddybe dine beskyldninger - for jo mere du siger, jo mere nøgen fremstår du.

Niels-Simon Larsen

På modvækstmødet på Information (som man i øvrigt kan klikke ind på nu - se forsiden) fik vi den sædvanlige anklage: Marxister, planokonomer. Dvs. kommunister.
Både kommunismen og kapitalismen er døde sild. Kapitalisterne (bankerne) modtager statsstøtte med kyshånd. Der er ikke en eneste privat arbejdsplads, der ikke lægger planer for fremtiden. Vi lever i et kontrol- og overvågningssamfund.
Vi har ingen slavelejre i Danmark, nej, dem har vi i de fattige landes fabrikker.

Lad os diskutere, hvordan vi kommer væk fra katastrofekursen og får indrettet et samfund, der hverken bygge på intern eller ekstern undertrykkelse!

@ Niels-Simon,

Ja, vær så venlig at diskutere det, og kom så tilbage, når I tror I har fundet patentløsningen, jeg har heldigvis god tid og jeg stoler på, at I sagtens kan klare jeg uden mit input.

Jeg forundres til stadighed over, i hvilken oversimplificeret udgave af verden så mange mennesker render rundt i ...

Niels-Simon Larsen

@Nikilas: Vi er vant til at klare os uden input fra sådan nogle som dig og Martin af den simple grund, at I ikke har noget at putte ind i debatten.

Det sædvanlige: Højrefløjen er fantasiløs. Gud, konge og fædreland og så alle de penge, I kan skrabe sammen.

Jeg vil dog rose dig på ét punkt. Det er da rigtigt, at vi ikke er gode til at forklare, hvordan modvækstsamfundet kommer til at se ud, men det kommer.
Der er ikke så mange, der er modige til at fortælle, hvad de har behov for, men det kommer også. Alene det, at folk vågner op og ser at vækstTitanic er på vej mod isbjerget, er et stort fremskridt.

Vækst er ønsketænkning. Der er jo ikke nogen nævneværdi vækst mere, og I får heller ingen.

Det der er behov for er virkeligheden meget simpelt:

Alle skal have lige adgang til livsfornødenheder (mad, vand, bolig, beklædning, brugsgoder, energi, transport) selvrealisering og uddannelse efter eget ønske, uden begrænsninger (uden at skade andre naturligvis).

Altså alle, ikke kun de få heldige, som står på skuldrene af resten.

Dette er er på ingen måde utopisk, hvis man tager den teknologiske og psykologiske udvikling i betragtning.

Vi lever lige nu i den vestlige verden i en tid med fokus på selvudvikling, selvransagelse og personlig
stillingtagen til verdens generelle tilstand.

Udviklingen blev startet af jagten på mere effektivitet, mere profit, for at alle kan arbejde mere uden at bukke under for stress mm. men flere og flere stopper op og spørger sig selv hvorfor det er nødvendigt at arbejde sig halvt ihjel? Kun for at få penge at bruge på diverse ting, mange uden en reel værdi.

Hvorfor skal vores velstand være på andres bekostning? Hvorfor bliver vi ved med at overforbruge af de fossile brændstoffer, selvom de snart er brugt op, og vi må finde en anden udvej alligevel?

Vi skal betale det offentliges regninger for at bevare vores unikke velfærdsstat. Hvordan skal vores sociale sikkerhedsnet i DK overleve den globale og meget alvorlige finanskrise?

Den eneste måde vi i DK (og resten af verden) kan gøre os forhåbninger om at bevare fordelene ved vores nuværende system er at omlægge det til at være ressourcebaseret istedet for økonomisk baseret.

Dyrke mad nok til alle, dele den ud til alle, sørge for bæredygtigt byggeri og adgang til rene energikilder, ren transport.

Arbejdskraften vil dels komme fra de mennesker der er højtuddannede og har stor interesse i at forske og udvikle indenfor bestemte emner, og ad teknologisk vej. Det virker umiddelbart mere etisk at benytte maskiner som "arbejdsslaver" og ikke mennesker.

Den store interesse for bæredygtig udvikling og større empati med folk i andre lande takket være internettet og de globale medier, er med til at gøde jorden for at menneskeheden kan stå sammen som problemknusere, til alles bedste. De fleste velstillede mennesker er nået frem til den konklusion at den største luksus af alle er at have overskud til at være noget for andre.

Den menneskelige "ondskab" og egoisme kan meget vel være et naturligt resultat af den verden og virkelighed vi lever i lige nu. Fremme af konkurrence, at vinde på andres bekostning istedet for at dele, så alle kan høste fordelene. Hån til dem der giver udtryk for reel næstekærlighed og bekymring for miljøet.

For få år siden kendte ingen til bæredygtighed. Idag er det ikke til at komme udenom.

Engang troede vi at naturen kunne opsluge hvad som helst, vi forurenede den med. Takket være indsigtsfulde forskere er vi nu blevet klogere.

Engang troede vi at krop og psyke var skarpt adskilt, idag kommer mange forskere kroppens og psykens kompleksitet meget nærmere.

Vi er en menneskehed med mange talenter. Det er på tide at vi holder op med at vente på at nogle andre (politikerne) løser vores problemer. Vi må selv forsøge at skubbe tingene i en mere konstruktiv retning.

Mere af det samme vil aldrig bringe nye resultater. Vores største problem er i virkeligheden vores angst for det ukendte, alt for længe har der været fokus på det der skræmmer, med adskillelse af nationer og kulturer og i sidste konsekvens had mennesker imellem til følge.

Vi har alle brug for rent drikkevand, ren luft, nærende mad, omsorg fra andre og adgang til naturens skønhed, for at leve gode liv. Hvorfor skal det være en umulighed at få et sådant liv, hvis man ingen penge har?

Uden en kollektiv, global indsats vil vi alle med tiden løbe tør for disse basale fornødenheder.

Underligt nok er de fleste vesteuropæere mere bange for fremmede kulturer end de er for dette simple faktum.

Sider