Det jødiske folk er en myte

Israels argumenter mod oprettelsen af en palæstinensisk stat bygger på historiefordrejning og myter, der er kreeret til at forsvare det zionistiske projekt
Israels argumenter mod oprettelsen af en palæstinensisk stat bygger på historiefordrejning og myter, der er kreeret til at forsvare det zionistiske projekt
27. september 2011
Delt 71 gange

I sidste uge bad den palæstinensiske præsident Abbas FN's Generalforsamling om at stemme for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Israel bekæmper ideen med næb og klør, og USA's præsident Obama befinder sig i en kattepine, fordi han behøver de jødiske stemmer ved næste års præsidentvalg.

Antallet af jøder i USA er næsten det samme som i Israel. Men båndene mellem de israelske og de amerikanske jøder bygger mere på myter end på fakta.

Det afslørede den israelske historiker Shlomo Sand fra universitetet i Tel Aviv i sin bog The Invention of the Jewish People fra 2008.

Bogen blev mødt med lige dele 'det vidste vi godt i forvejen' og 'det er løgn alt sammen.'

Den førstnævnte reaktion bundede i argumentet om, at det ikke er enestående for Israel at skabe ideologiske myter, der bekræfter landets selvforståelse — den slags myter bygges op i alle stater.

Den anden reaktion bundede derimod i en benægtelse af enhver tale om, at den zionistiske kolonisering var andet end jødernes hjemvenden til deres oprindelige land.

Sands styrke er, at hans detaljerede dokumentation, bygger på en lang række tværvidenskabelige undersøgelser fra historiske kilder. Tilsammen danner myterne et ubehageligt mønster, der bruges politisk over for palæstinensere, og som kan være med til at undergrave selve staten Israels legitimitet. For det er i længden umuligt at påberåbe sig en ret ved at frarøve andre den selvsamme ret.

Folket, der ikke findes

Men først Sands historiske analyse. Konklusionen er, at der ikke findes nogen stat i verden, der består af ét folk. Mennesker har altid flyttet sig, og med tiden er de blevet mere lig deres ikke-religiøse naboer end deres trosfæller, som lever andre steder i verden. Kinesiske, etiopiske, eller argentinske jøder ligner mere deres ikke-jødiske naboer end jøder, der lever andre steder i verden.

Den zionistiske kolonisering kunne imidlertid ikke have fundet sted uden en ideologisk forberedelse, der gav gødning til et flor af myter om jøderne som et folk. Den jødiske statsdannelse havde ganske enkelt brug for en forestilling om et autentisk urfolk, der som 'Israels børn' kom 'ud af Egypten'. For kun denne myte om hebræiske forfædre kunne retfærdiggøre retten til Palæstina. Det fik de zionistiske historikere til at understrege deres fælles etniske oprindelse. Jøderne blev set som ét biologisk folk.

Forfølgelse som årsag

Omkring år 1900 forsøgte den sekulære jøde Theodor Herzl at skabe forståelse for oprettelsen af en jødisk stat på baggrund af den tiltagende antisemitisme, der fulgte den nationalistiske blomstring i Europa og Dreyfus-affæren i Frankrig (sagen mod den jødiske officer Alfred Dreyfus, som i 1895 blev dømt for spionage, red.).

Herzl opsøgte statsledere og mæcener, der nok så behovet, men ikke var villige til at støtte projektet. Den russiske zar var ganske vist interesseret i at komme af med jøderne og den voksende zionistiske bevægelse, som han anså for lige så farlig som socialisterne. Men hverken dér eller hos den ottomanske sultan, der havde overherredømmet over Palæstina, var der tilstrækkelig opbakning til projektet.

Englænderne foreslog Uganda som hjemsted for jøderne, idet Herzl tidligere havde forkastet Argentina, hvor Rothschild allerede støttede jødiske bosættelser. Herzl overvejede Uganda, men forslaget vakte ikke genklang blandt de russiske jøder. De opfattede det bibelske land, Palæstina, som deres hjemland.

På den baggrund blev det politisk opportunt at skabe forestillingen om 'et folk' og ikke mindst at bruge Biblens myter som et historisk dokument.

Men Biblen er ikke et historisk dokument. Det Gamle Testamente er ikke resultat

af historieforskning. Tværtimod viser nyere arkæologiske udgravninger, at der for eksempel aldrig har været nogen masseudvandring fra Egypten, og at det store forenede kongedømmer under David og Solomon aldrig har eksisteret.

Den slags kendsgerninger er imidlertid blevet mødt med rasende forestillinger og angreb om bibelfornægtelse.

Ingen fordrivelse

Myten om romernes fordrivelse af det jødiske folk er også blevet brugt som et historisk argument for at forlange Palæstina som hjemland. Men romerne deporterede aldrig befolkningen i Judæa. Der er ingen historisk dokumentation herfor. Ikke desto mindre blev forestillingen om eksilets udfrielse ( Exile Redemption) til Exile-Homeland.

I århundredenes løb længtes jøderne efter Zion, deres hellige by, men det faldt dem ikke ind at flytte til Jerusalem. End ikke de, der boede i nærheden, gjorde forsøget.

Først efter den tiltagende nationalisme, der voksede frem i det nittende århundrede og gav næring til angreb på de anderledes og de fremmede, blev zionismen en organiseret bevægelse med et krav om en selvstændig stat.

Der skulle gå mere end tredive år efter Balfour-deklarationen (hemmeligstemplet tilkendegivelse fra 1917, om at den britiske regering så med sympati på oprettelsen af 'et hjem for det jødiske folk' red.), to Verdenskrige med masseudryddelse af jøderne samt en jødisk-arabisk krig, før staten Israel blev oprettet og etableret i 1948. Og da syntes det ikke at påvirke de zionistiske grundlæggere, at den stat, de forlangte, faktisk var beboet af arabere.

Sand understreger, at han ikke betvivler staten Israels eksistensberettigelse — ingen vil f.eks. i dag nægte USA retten til at eksistere, selv om amerikanerne behandlede den oprindelige befolkning særdeles hårdhændet. Pointen er blot, at intet land har en legitim ret til at nægte dele af dets indbyggere et selvstændigt eksistensgrundlag.

Udeladelsessynder

Af de to mest hårdtslående argumenter for staten Israels oprettelse — det religiøse og det etniske — er det etniske det tungeste.

I den vestlige verden giver medlemskab af en religiøs gruppe ikke nogen ret til et territorium, hvorimod et etnisk folk ofte har land, som det kan argumentere for tilhørte dets forfædre.

Ser man på den befolkning, der i dag bebor Israel, består den imidlertid langt overvejende af mennesker, der ikke har nogen som helst territorial tilknytning til Kanaens land. Hovedparten af dem stammer fra kongedømmet Khazar, nær Volga, der i dag ligger i Rusland. Her lod en konge sig omvende til jødedommen, og derfor var der så mange jøder i Rusland.

Opbruddet af kongedømmet 1250'erne fik jøderne til at vandre over stepperne til Ukraine, Rusland, Polen og Ungarn.

Grunden til de mange jøder omkring Middelhavet i Nordafrika og Europa er, at jødedommen fra det andet til det fjerde århundrede efter Kristus var en missionerende religion. Den udbredte jødedom omkring og efter Kristi fødsel var altså ikke, som nogle vidtløftigt har påstået, et resultat af, at jøderne som de eneste var imod abort, eller at de som de eneste vaskede hænder før måltidet. Den skyldtes derimod jødernes missioneren.

Judaismen var dengang en dynamisk og ekspanderende religion. Da islam opstod i det tidlige syvende århundred, var der mange jøder, som lod sig omvende af simple praktiske — og pekuniære — grunde: De konverterede slap billigere i skat.

De jødiske khazarer har imidlertid ikke spillet nogen rolle i historiebøgerne. De blev ifølge Sand »udeladt af historien to gange: Først fra Sovjetisk historieforskning i kølvandet af Anden Verdenskrig. Dernæst af den zionistiske historieforskning efter krigen i 1967. I begge tilfælde var det en ideologisk nødvendighed, der genskabte den nationale hukommelse.«

Ingen nation

Findes der så slet ikke noget jødisk folk? Sands svar er nej. Med undtagelse af Østeuropa, hvor den demografiske vægt og enestående struktur af jødisk liv kultiverede en specifik form for populærkultur og et sprog, har der aldrig eksisteret noget jødisk folk som en enestående, samlet entitet.

Nogle af de tidlige zionister i Vesteuropa så da også alene Palæstina som stedet for den yiddish-talende verden. Selv følte de sig som englændere, tyskere, franskmænd eller amerikanere, og de deltog helhjertet i de nationale krige for deres respektive lande.

Mens det efterhånden lykkedes zionisterne af skabe forestillingen om et folk, lykkedes det aldrig at skabe en jødisk nation. I dag har jøder overalt i verden mulighed for at udvandre til Israel, men størstedelen af dem har valgt ikke at leve under jødisk suverænitet. De foretrækker at bevare en anden nationalitet.

Ikke desto mindre definerer Israel sig selv i det 21. århundred som en jødiske stat og som det jødiske folks ejendom — hvilket inkluderer jøde overalt i verden, og ikke kun de israelske indbyggere, der befolker landet.

Politisk betyder det selvfølgelig, at Israel appellerer om støtte og loyalitet fra alle verdens jøder — ikke mindst de amerikanske. Men som politisk form er det mere passende at definere Israel som et ethnokrati snarere end et demokrati.

Ifølge Sand var der i 1960'erne en vis udvikling mod et nationalt civilsamfund i Israel, men efter krigen i 1967 har der været en stigende underkastelse af den arabiske befolkning mellem Middelhavet og Jordan dalen, og det opdigtede jødiske ethos er blevet stadig mere snævert. Arabere såvel som ikke-jødiske arbejdere og deres familier har ingen mulighed for at blive israelske statsborgere, og kan ikke blive integreret i det sociale liv, selv hvis de har boet i Israel i årtier, eller hvis deres børn er født i landet og kun taler hebraisk.

Det er en uholdbar situation, og den holdes ved lige af myter, der gør palæstinensernes drømme om egen stat fjerne.

 

Maja Naur er dr.phil.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Allan Ⓐ Anarchos
    Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

"Judaismen var dengang en dynamisk og ekspanderende religion. Da islam opstod i det tidlige syvende århundred, var der mange jøder, som lod sig omvende af simple praktiske — og pekuniære — grunde: De konverterede slap billigere i skat."

"Judaisme" er også en konstruktion, fra det 1. og 2. århundrede. For langt de fleste "jøder" (mishnaiske, ortodokse, ...), nogle "kristne" (koptere, drusere, ...) og pænt mange "muslimer", har de basalt set samme tro. Lidt forskel ikke skikke, men ellers ikke nogle store forskellie.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

"Grunden til de mange jøder omkring Middelhavet i Nordafrika og Europa er, at jødedommen fra det andet til det fjerde århundrede efter Kristus var en missionerende religion."

Den var sgutte missionerende. Den var oralt overleveret, fra generation til generation.

De mange "jøder" havde givetvis betakket sig for det prædikat. I hvert faldt mente de næppe prædikatet betød at de var fra Judæa.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

"Tværtimod viser nyere arkæologiske udgravninger, at der for eksempel aldrig har været nogen masseudvandring fra Egypten, og at det store forenede kongedømmer under David og Solomon aldrig har eksisteret."

Der står heller ikke "Egypten" i teksterne. Der står, at de befandt sig i de to floders land. Nil + Nil er åbenbart To?

Den historiske David var profet, og religiøs leder. Hans signifikans var hans skarphed og produktivitet, samt to andre forhold. Nemlig at han var en del af en oral overleveringstradition, hvor lærdom blev videregivet til mange, herunder arvtagere der overtog rollen som religiøse ledere. Samt at han ikke var ren-blodet, men af blandet herkomst. Det var vist hans bedstemor, der var moabit.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

"De jødiske khazarer har imidlertid ikke spillet nogen rolle i historiebøgerne. De blev ifølge Sand »udeladt af historien to gange:"

Historien er den løgn de magtfulde beslutter sig for.

Det fandtes også khatarer. Ikke samme gruppering, men ophavet er ikke så fjernt derfra. De opholdt sig i det der nu er det sydlige Frankrig. Dem gjorde et korstog det af med, og de nordlige franske fyrster overtog de nye lande.

Tilsvarende fortællinger kan fortælles over store dele af Europa og Nordafrika.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

"Det jødiske folk er en myte"

Det er det israelske ditto også.

Nu er det så, at man skal vare sig for beskyldninger for antisemitisme;-)

Brugerbillede for Jens Thorning

Noget af det der med kazarerne beskrives i nobelpristageren og jøden Arthur Koestlers bog "The Thirteenth tribe". Om det er rigtigt er naturligvis helt umuligt at sige noget om. Forfatteren begik senere selvmord, en skæbne der af og til overgår mennesker med kontroversielle synspunkter.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Kunne de to floders land mon være Babylon? Med floderne Eufrat og Tigris? Dette ville give god mening,da heberæerne, af nogen set som de stamme fra øst, Hyskos, som trængte ind i Ægypten og erobrerede det.

Ellers også henvises der til at man i Ægypten har en øvre nil og en nedre nil. Og at der vist engang var to forskellige kongeriger? et for øvre Ægypten og et for nedre Ægypten....

Mht. Hyksos, som nogle mener er blevet til hebræerne giver historien om Josef lige pludselig mening....Hvorfor skulle en person fra en anden stamme blive vizir hos Farao I Ægypten?

Historien om Moses giver også mening, da vi her i historien hører om at der pludselig var kommet en anden Farao til magten end ham som Moses aftalte noget med. Er det mon de ægypterne som har smidt Hyksos-stammen ud? Og er denne udsmidning som er blevet til slaveriet i Ægypten og befrielsen fra det ægyptiske slaveri....? Og så virker det også mere troværdigt, at Hyksos (hebræer) stammen er 40 år i ørkenen (medmindre det er en metafor) for at alle fra udvandringen (for 40 år siden) er døde...

Brugerbillede for jasper bertrand
jasper bertrand

@Maja,
du burde ikke skrive den slags til Informations konspirationsteoretiske læsere. Der er selvf. lidt sandt i det du skriver, men den med Khazarerne fx er en gammel traver, mere underholdende skrevet af Arthur Koestler. Men den afkræftes af nyere genetisk, biokemisk, forskning. Her kan man selvf opfinde en myte om at Israel får forskerne til at komme med forkerte resultater...

Brugerbillede for Robert  Kroll

NÅ -

Beboerne i USA er vel så heller ikke et folk, men et sammenrend af mennesker med forskellig religiøs, politisk og social baggrund fra hele verden.

Danskerne er nok i sidste ende heller ikke et folk ? ( - det generer mig på ingen måde).

Er ideerne om folk og fædrelande i øvrigt ikke lidt ude af trit med globalisering og frihandel ???

Brugerbillede for jasper bertrand
jasper bertrand

@ Jens Thorning,
så først bagefter du omtalte AKs udmærkede bog. Men det var kun da han skrev den at det var umuligt at sige noget om, i dag har man DNA úndersøgelser,

Brugerbillede for Stig Rasmussen

Sikke en gang pladder, lad os starte med overskriften, som får en til at tro at det er de rene fakta der bliver præsenteret men i realiteten består artiklen af en stærkt kritisk tilgang til jødernes uden at det opvejes af andre kilder.

Brugerbillede for Søren Lom

Ikke specielt en nyhed, men det er jo nok nødvendigt at blive ved at at gentage det. En fælles religion gør ikke en flok mennesker til et folk.

Brugerbillede for Claus Oreskov

Der er mange måder hvorpå man kan forsøge at udslette et folk. Nazi-toppen i Hitlers 3. Rige forsøgte sig med folkemord på jøderne, en anden metode er at benægte deres eksistens, men lige meget hjælper det. Må indrømme at jeg kluklog under læsningen af Maja Naurs kronik, jeg kom nemlig til at tænke på den findske historiker Max I. Dimont´s bog ”The Indestructible Jews”.
Mig bekendt var (og er) de jødiske khazarer en lille bjergstamme, som næppe har spredt sig til store dele af Rusland, Ukraine og Østrik-Ungaren. Hovedparten af øst- jøderne, kom til Østeuropa gennem Tyskland. Hvordan skal man ellers forklare, at grundstammen i deres sprog jiddisch var tysk? Se f.eks.: http://da.wikipedia.org/wiki/Jiddisch
Forfatteren har nogle problemer. Det stå ikke klart hvad hun mener med ”et folk”. Hun bruger prædikater som: religiøsitet; fælles myter; en samlet entitet og frem for alt etnicitet (et meget diffust og misbrugt begreb). Når man vil dekonstruere begrebet ”et folk”, så må man først kunne forklare hvad, man mener med ”et folk” og det magter forfatteren ikke. Det nærmeste hun kommer på en definition af et folk er: ” den demografiske vægt og enestående struktur af jødisk liv kultiverede en specifik form for populærkultur og et sprog”. Der er noget lægmands videnskabelighed over denne sætning. Ser man på den antropologiske forskning har det vist sig, at der findes folk og etniske grupper, som deler omverdens sprog og kultur. Modsat findes der grupper der, deler kulturspecifikke fællestrak, og som aldeles ikke regner sig selv, for distinkte folkeslag, eller etniske fælleskaber. Med andre ord kan man ikke bruge hverken sprog eller specifikke kultur mønstre til, at definere ”et folk”. Derimod er de processer der generere forestillinger, om forskelle mellem ”dem og os”, af højeste interesse når man skal definere et folk. Sædvanligvis er disse processer identiske med: politiske; økonomiske og sociale handlinger. Derimod er det yderst tvivlsomt om, dynamikken i ”dem og os” forestillingen, har en skid med kultur at gøre. Men det er en pointe som kronik forfatteren misser!
Her til lands er N.F.S. Grundtvig´s definition på et folk megen populær:
”Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild.”
Vi har her, at gøre med den selvskrevne etnicitet, men for at blive et folk, er der også den tilskrevne identitet. Og hvis en stærk magt (politisk, økonomisk, militært) påstår, at et givet folk ikke eksistere, så er sandsynligheden for, at et sådan folk kan overleve lille! En stat og en nation er noget andet end et folk, og det er klart, at en stat med et monetært system, et politisk og lovgivende organ samt en hær i allerhøjeste grad eksistere. Derimod er det tvivlsomt om det nationale fælleskab eksistere, og det gæller alle folkeslag på jorden, som er større end, at alle medlemmer af dette folk kender hinanden. Om denne interessante tese se Benedict Anderson: ”Imagined Communities”.

Brugerbillede for Arne Sørensen

Man må efterhånden erkende at Information er blevet det førende organ for den antisemitiske pøbel. Outze den gamle anti fascist må rotere i sin grav hvis han erfarer hvad hans avis bruges til idag.

Brugerbillede for Jesper Bang-Udesen
Jesper Bang-Udesen

Må man så forsigtigt spørge om, hvornår jøderne så må kalde sig et folk? Er der opsat nogle regler for den slags?
Er det først efter 200 år, 500 år eller 1000 år med folkeregisteradresse i den samme kommune?
Og hvad med palæstinenserne, der er spredt over det meste af kloden?

Lad dog mennesker, der finder sammen i fællesskaber, hvad enten det er af økonomisk, politisk, etnisk eller religiøs karakter, selv definere, hvad de er. Også selvom nogle forskere mener, deres identitet er baseret på myter.

Brugerbillede for Søren Lom

Folk må vil kalde sig et folk lige så tosset de vil, problemet opstår unægtelig når man så gør krav på andre folks ejendom med henvisning til "sit folk".

Brugerbillede for Per Holm Knudsen
Per Holm Knudsen

Enhver må kalde sig et folk. Hvis 5 medlemmer af en tennisklub vil kalde sig et folk, så for min skyld ingen alarm, men det giver dem ikke ejendomsret til andre menneskers tennisklubber.

Brugerbillede for Jens Jørn Pedersen
Jens Jørn Pedersen

Det har til stadighed undret mig, at Israel øjensynligt har støtte fra en stor del af Verden til at udøve vold og ikke følge internationale rettigheder for mennesker.
Israel ser ud til at bryde international lov uden konsekvens.
Golda Mier skal have sagt, at efter 2. verdenskrig kan jøder tillade sig alt, de vil blive tilgivet på baggrund af krigen og jødeudrensningen.
Det er uforståeligt, men ser ud til at være realiteten.

Det er dybt rystende for menneskerettigheder og international lov!

Brugerbillede for Per Jongberg

@ Arne Soerensen

Du skiver "Man maa ...erkende ...".

Skal jeg forstaa det derhen, at du mener "Jeg maa... erkende ..." ?

Sikkert !

Saa kunne du maaske ogsaa lokkes til at forklare dig ?

Ved du iovrigt hvad "poebel" betyder ?

Brugerbillede for Morten Kjeldgaard
Morten Kjeldgaard

Begrebet "folk" er begreb, der tages i anvendelse, når magthaverne vil hidse befolkningen op til krig, pogromer eller etnisk udrensning.

Brugerbillede for Stig Rasmussen

Modbydelig artikel, det svarer lidt til at skrive en artikel om at muslimer reelt ikke tror på Allah men Budhha.

Man kan argumentere om begrundelsen for Israels oprettelse, men hvis jøder vælger at opfatte sig som et folk så er det ikke andre der skal definere det for dem.

Artiklen er jo også direkte løgnagtig, israelske arabere(også muslimer) har israelsk statsborgerskab!

At der så er en hvis forskelsbehandling som er forkastelig er der ingen tvivl om, men det ændrer ikke på artikelens løgnagtighed.

Brugerbillede for Stig Rasmussen

Og endnu en løgnagtighed:

"Mens det efterhånden lykkedes zionisterne af skabe forestillingen om et folk, lykkedes det aldrig at skabe en jødisk nation. I dag har jøder overalt i verden mulighed for at udvandre til Israel, men størstedelen af dem har valgt ikke at leve under jødisk suverænitet. De foretrækker at bevare en anden nationalitet."

Så kan frøken Naur måske forklare hvor alle de jødiske mindretal i den arabiske verden er forsvundet hen? - og forklare denne statistik?

Shalom Life reported that over 19,000 new immigrants arrived in Israel in 2010, and increase of 16 percent over 2009. Some 16,465 immigrants arrived in Israel in 2009 and 15,452 in 2008.

http://www.shalomlife.com/news/14424/2010-was-a-very-good-year-for-makin...

Brugerbillede for Per Holm Knudsen
Per Holm Knudsen

@ Stig Rasmussen

Jeg har mine oplysninger fra en udsendelsesrække i Danmarks Radio's P1 om Israel og Mellemøsten. Det er der såmen ikke noget løgn i.

Wikipedia skrives og redigeres som bekendt af de mennesker, der har lyst til at skrive og redigere, og kan ikke bruges som andet end en supplerende kilde. I princippet kan den israelske regering stå bag oplysningerne.

Brugerbillede for Bent Christophersen
Bent Christophersen

Der synes at være en ganske speciel slags amnesia når Zionister omtaler de Jøder der f. eks. blev midt ud af Egypten.

Jøder levede et helt normalt liv i Egypten. Mange af de mest velhavende familier i Egypten var Jøder, specielt i Alexandria. Der kunne ikke være en større forskel mellem hvordan Jøder blev behandlet i Egypten og i Europa. (Og lidet tak har de fået for det)

Egypternes forhold til Jøder blev ikke væsentligt forværret efter 'Operation Susannah'. hvor Egyptiske Jøder var rekruteret til at plante bomber i Egyptiske, Amerikanske og Engelske besiddelser og samtidig plante beviser for at implicere Det Muslimske Broderskab. De Egyptiske Jøder var generelt ikke Zionister hvilket de Egyptiske myndigheder anerkendte.

Det er endnu ikke lykkedes mig at læse en eneste Zionists' omtale af den efterfølgende bortvisning af Jøder hvor de samtidig minder læserne på at praktisk talt ALLE som ikke var (hvad man kunne kalde) 100 % Egyptere blev smidt ud under Nasser i en nationalistisk feber tåge.

Armenierne, Italienerne, Englænderne, Tyrkerne, Grækerne, Franskmændene osv. osv. alle blev bortvist. Det hører man ikke så forfærdentlig meget om måske fordi de andre nationale grupper har affundet sig med deres skæbne og værre ting er sket i verdenshistorien .

Hvorfor Zionister konstant skal minde om hvordan JØDERr blev smidt ud af Egypten og ignorere alle de andre nationaliteter der også blev smidt ud ved jeg ikke, men jeg har en lumsk mistanke.

Brugerbillede for Stig Rasmussen

Bent:

Du kan forsøge at læse lidt viden om udsmidningen af 800.000 jøder efter Israels oprettelse, en del forlod ganske vist landene frivilligt, men dette skete efter at have overværet skueprocesser, progrommer etc. al deres ejendom og værdigenstande blev konfiskeret.

Hvad der skete i Nassers egypten er relevant, men jøderne i Egypten forlod landet længe før, 25000 jøder blev smidt ud af Nasser, men landet havde i 1948 75.000 jøder, idag er der 100 tilbage.

Angående jødernes tilstand i de arabiske lande var ikke dit fantasifoster med mælk og honning. Jøderne levede under forhold der var marginalt bedre end Nazi Tyskland før Nurnberg lovene trådte i kraft.

http://en.wikipedia.org/wiki/1945_Cairo_pogrom

Brugerbillede for Bent Christophersen
Bent Christophersen

@ Stig,

Ville det egentig ikke være at foretrække at kigge lidt i Egyptisk samtidskilder istedet for at amme hos Wikipedia.

I årerne 1946 - 1952 blev der udgivet et life-style magasin i Alexandria som hed Loisirs. I det kan man følge den Egyptiske overkasses liv og levned.

Du kan kigge mig over skuldren her:

www.shelfshocked.com/

Nu tror jeg de færreste kan genkende alle Sephardic Jødiske efternavne som nævnes i artiklerne og ses på billederne men 20 - 25 % af dem du ser til fester, golf turneringer og kunst udstillinger er Jøder. Der var også mange Egyptiske Jøder der havde digte trykt i Loisirs de år.

Og sådan ser det ud i alle magasinerne helt op til 1950'erne. Og bemærk at Jøderne ikke fandt det nødvendigt at ændre deres efternavn.!!

Hvis progromer ser sådan ud, så lever de ikke helt op til deres ry.

Brugerbillede for Søren Ferling

En optrapning i krigen for at overføre jødernes identitet til Vor tids Jøder®, ivrigt støttet af Vestens venstrefløj.

Det mest tragikomiske er at det er 'det palæstinensiske folk', der ikke eksisterer.

Der er ikke mere forskel på 'palæstinenserne' vest for floden og dem øst for i Jordan, end der er på fynboer og østjyder - og de fleste er som jøderne indvandrere fra nyere tid.

Fra kronikken:

at den zionistiske kolonisering var andet end jødernes hjemvenden til deres oprindelige land.

Jøderne koloniserede ikke mere, end araberne gjorde det.

Jøderne blev set som ét biologisk folk.

Det er de skam også - med det forbehold at de klart hører til de mere blandede, men focuserer man på jødisk/ikke-jødisk er den god nok.

Det Gamle Testamente er ikke resultat af historieforskning.

Nej, men der er ingen tvivl om at der boede mange jøder omkring år 0 og at der har været en betydelig jødisk tilstedeværelse lige siden - den næststørste gruppe efter arabere.

I århundredenes løb længtes jøderne efter Zion, deres hellige by, men det faldt dem ikke ind at flytte til Jerusalem. End ikke de, der boede i nærheden, gjorde forsøget.

Det kunne jo have at gøre med at forholdene under islam ikke er gode for ikke-muslimer og slet ikke i et forsømt og afsides landbrugsland, som Sydsyrien eller Syria-Palæstina var under arabisk og ottomansk herredømme.

Og da syntes det ikke at påvirke de zionistiske grundlæggere, at den stat, de forlangte, faktisk var beboet af arabere.

Ja, og af jøder, drusere og adskillige flere.

Naur søger at skabe det indtryk at det var 'et arabisk område' - det var det på ingen måde - araberne var bare flertallet, men der var og er mange andre grupper med samme eller større hævd på området. De første arabere kom med første jihadbølge i 600-tallet og de fleste eller halvdelen kom sammen med den jødiske indvandring.

Pointen er blot, at intet land har en legitim ret til at nægte dele af dets indbyggere et selvstændigt eksistensgrundlag.

Her har vi en klassisk venstrefløjsmanipulation, der går ud på at man omtaler 'palæstinenserne' som 'indbyggere' - i Israel !

Hovedparten af dem stammer fra kongedømmet Khazar, nær Volga, der i dag ligger i Rusland.

Igen en klassisk kommunistisk-nazistisk-muslimsk myte - som andre er inde på, er khazarernes tilskud til jøderne overdrevet i den lejr - en kerne af sandhed blæses op til en myte.

Da islam opstod i det tidlige syvende århundred, var der mange jøder, som lod sig omvende af simple praktiske — og pekuniære — grunde: De konverterede slap billigere i skat.

Jo, det gjorde mange af islams undersåtter og det gør de også idag - man slipper ikke bare billigere i skat, man skifter status fra undergiven til borger.

Måske er jeg paranoid, men når Naur skriver 'pekuniære', så læser jeg det kommunistiske 'pengejøde'.

Mens det efterhånden lykkedes zionisterne af skabe forestillingen om et folk, lykkedes det aldrig at skabe en jødisk nation.

Det vil de fleste israelere undre sig over at Naur mener. Ironisk nok følger af den logik at 'palæstinenserne' heller ikke er en nation.

Politisk betyder det selvfølgelig, at Israel appellerer om støtte og loyalitet fra alle verdens jøder — ikke mindst de amerikanske.

Det er simpelthen for galt og må stoppes - det er der garanteret ingen andre grupper, der gør.

...men efter krigen i 1967 har der været en stigende underkastelse af den arabiske befolkning mellem Middelhavet og Jordan dalen, og det opdigtede jødiske ethos er blevet stadig mere snævert. (Man må næsten tro at hun mener 'ethnos'.)

Igen her søges 'palæstinenserne' fremstillet som en del af Israel og som om araberne tidligere havde været en del af det jødiske ethnos.

Arabere såvel som ikke-jødiske arbejdere og deres familier har ingen mulighed for at blive israelske statsborgere,...

Det er også racistisk at Israel ikke har fri indvandring fra de omliggende fjendtlige arabiske lande - bare fordi jøder ikke må bo i de arabiske lande, kunne de da godt lade arabere bo i deres land - hov, det gør de jo allerede - nå, men så mange flere - alle der vil...

Det er en uholdbar situation, og den holdes ved lige af myter, der gør palæstinensernes drømme om egen stat fjerne.

Jo, for myten om 'det palæstinensiske folk' er bestemt ikke skabt for at forhindre en levedygtig jødisk stat vest for floden og islams dogme om at tidligere islamisk jord ikke igen kan besiddes af vantro og myten/dogmet om jøderne som islams ækefjender kan umuligt spille negativt ind.
______________________________________________________

@ Søren Lom

Ved ikke hvad det antisemitiske består i, semitter er jo ikke synonym med det jøder. - http://da.wikipedia.org/wiki/Semit

Muligt du er dårligt orienteret, men ellers er det en klassisk venstrefløjsmanipulation og del af forsøget på at hijacke jødernes identitet og rolle - man ser bort fra begrebets historiske oprindelse og betydning.

http://da.wikipedia.org/wiki/Antisemitisme
______________________________________________________

@ Bent Christophersen

Interessant - har du et link, så man kan se, hvad der ligger i ordet 'Palæstina' ?

Der er jo nemlig ikke noget nyt i at området på den tid blev kaldt Mandatområdet Palæstina og at det ikke har mere med de arabiske 'palæstinensere' at gøre end med de andre jødiske, drusiske osv. 'palæstinensere'.

Brugerbillede for Henrik Darlie

Palæstina har navn efter filistrene, og de er vel også en slags semitter, eller forsøger jeg nu at hi-jacke jødernes identitet og rolle ?

Brugerbillede for Karsten Aaen

Kære alle

Sandheden er den, uanset hvordan vi vender og drejer den, at Israels regeringer, uanset politisk observans er direkte influeret af jødedommen, også politisk. Og da især om dette sære sagn, dette eventyr, denne myte om et Forenet Kongerige under Kong David. I daglig tale kaldes dette for Stor-Israel
(Eretz-Israel) og det er det især Netanyahu m.fl. på højrefløjen længes nostalgisk tilbage til - dette forjættede land som Gud engang lovede hebræerne (eller Hyksos-stammen som jeg kaldet dem i mit første indlæg). Og som derfor vil sørge for kommer hjem til Israel; de anser nemlig det land hvor bosættelserne bliver bygget for gammelt gudgivent hebræisk land...

Visse fundamentalistiske kristne i USA, bl.a. Sarah Palin m.fl. støtter derfor Israel i disse bestræbelser, da man i de kredse i fuldt alvor! mener at når først der er opstået et sådant Stor-Israel, vil Jesus komme igen i fysisk skikkelse og smide alle ikke-kristne i Helvede og tage alle andre med sig op i Himlen. Heraf kommer hele mytologien om 'the rapture', dvs. Bortrykkelsen i amerikansk-evangelisk teologi.

Og derfor støtter USA (som stat) bl.a. Israel; derfor siger USA ikke så meget til bosættelserne på palæstinensisk jord, fordi de anser det for at være oprindeligt hebræisk (hyksos) land. (som de selv må engang har stjålet fra filistrene, som filistrene engang selv har stjålet fra nogle andre.

Som sådan minder situationen om den der eksisterede i Alsace- Lothringen, altså i grænseområdet mellem Frankrig og Tyskland, hvor min fransklærer i gymnasiet kom med den rammende kommentar; 'det er vores, siger den ene side, vi har selv stjålet det i år 1600hvidkål, - nej det er vores, siger den anden side, vi stjal det først i 1200og-grønlangkål.' Og indtil nogle siger til begge parter, kraftfuldt og med magt, at de skal holde op med at lege smædede tøser eller opføre sig som 5-årige hvis yndlingslegetøj er blevet taget fra dem - samt at de skal holde med at opfatte sig som ofre, ja så kommer vi altså ikke videre....

Brugerbillede for Henrik Darlie

Niklas Monrad siger:

Det kunne være interessant at læse et lisså stærkt partsindlæg om den Palæstinensiske myte …

Skriv det.

Brugerbillede for Søren Ferling

@ Henrik Darlie

Palæstina har navn efter filistrene,...

Ja, men da Herodot og senere også romerne gav en del af Levanten det navn, havde filistrene været væk i hundreder af år. De gav området navn efter israelernes/jødernes gamle arvefjende for at ydmyge de oprørske jøder og fratage dem deres indentitet.

http://da.wikipedia.org/wiki/Det_palæstinensiske_folk

...og de er vel også en slags semitter,

Nej, de var rødhårede mennesker af græsk e.l. afstamning - søfarende folk, som havde slået sig ned omtrent, hvor Gaza er idag.

Men araberne er, som skrevet på mit link om antisemitisme, semiter ligesom en del andre så fjerne som etiopere.

...eller forsøger jeg nu at hi-jacke jødernes identitet og rolle ?

Det er en del af venstrefløjens og muslimernes traditionelle mytologi, men jeg kan jo ikke vide, om du er i god tro.

Til den mytologi hører blandt meget andet også at 'palæstinenserne' er efterkommere efter filistrene - og det er også helt hen i vejret - araberne kom over tusind år efter filistrene var forsvundet.

Der kan naturligvis sagtens være spor efter dem i området og dermed blandt pal-araberne, der som jøderne også er ret blandede, men jeg husker ikke lige nogen undersøgelser.

Med til mytologien hører også at 'palæstinenserne' har boet på stedet i mindst totusind år og at 'Jesus var palæstinenser' og 'en fattig araberdreng', som bl.a. Arafat og det såkaldte Folkekirkens Nødhjælp fremfører det.

At området hed Judæa, Jesus var jøde og talte aramæisk og at araberne kom 600 år senere forstyrrer ikke mytomanerne - går den, så går den - og det gør den oftest, når man sidder på medierne og skolerne.

Brugerbillede for Stig Rasmussen

Bent:
Interessant, jeg giver dig faktuelle links og beviser på de egyptiske progromer mod jøder og du prøver at modbevise ved at give mig et link til et fransksproget egyptisk livstils magasin...

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Søren Ferling:
"At området hed Judæa, Jesus var jøde"

Judæa opstod i 37 BC, under det herodianske emperie. Det bestod af det tidligere Judah og strakte sig videre nordpå i området, der ikke tidligere havde været en del af Judah. Den nordlige del af Judæa var en del af det der bl.a. havde været kongedømmet Israel (og meget andet), og i modsætning til Judah, var det stærkt helleniseret (eller rettere: makedoniseret).

Det gamle Judah svarer ca. til det der kaldes Vestbredden. Jesus er ikke fra det område, der var Judah. Der var intet Betlehem i Judah. Lige så lidt som der var en by ved navn Nazaret.

Der var et gammelt Betel ved Luz (nuv. Nablus), hvor der muligvis også befinder sig et meget gammelt tempel. Der var muligvis også et andet Betel vest for Jordan, sydvest for Det Døde Hav.

Hovedpersonen i den NT'lige fortælling holdt til vest for Jordan, nær Det Røde Hav. De beskrevne rejser omtaler så vidt jeg ved ikke en eneste rejse gennem det gamle Judah. Derimod er der rejser gennem den del af Judæa der ikke var Judah, samt Dekapolis og hele raden rundt om Judah.

Geografien i NT er voldsomt forvansket, således at stednavne og andet er blevet meget nemt at misforstå.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Jesus kom aldeles ikke fra Judæ; han kom fra Galillæa - hvis man altså kan tro Bibelen. Han var altså gallilæer, ikke judæer....Og han var efter sigende, mener nogle folk, rødhåret....

Mht. palæstinenserne oprindelse kan de være kommet fra den gamle minoiske kultur på Kreta, eller de kan være efterkommere af bl.a. fønikerne.

Og ja, Jesus talte aramæisk ligesom stort set alle andre gjorde; aramæisk var nemlig det mundtlige sprog på Jesu tid, mens græsk var det sprog man skrev på. Altså på Jesus tid...

Alt det ændrer blot ikke på det faktum, at visse dele af Israel til stadighed hævder, at de har en gud-given ret til de steder, hvor palæstinenserne bor, fordi Gud gav dem landet for mere end 3000 år siden...

Og her gik jeg og troede, at vi var imod at religiøse udsagn skulle bestemmer over politikken....

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Jesus kom aldeles ikke fra Judæ; han kom fra Galillæa"

Det græske ord galilaia er muligvis en reference til et meget mindre landområder. Muligvis kan begrebet være anvendt som navneord, svarende til at der på hebræisk findes et navneord "galil" der betyder "området".

Brugerbillede for Jan Aage Jeppesen
Jan Aage Jeppesen

Når Israel i dag eksisterer som det eneste ægte sekulære liberale demokrati midt i muslimsk sharia-land, så er den historiske forklaring ikke først og fremmest de bestræbelser som er udfoldet af diasporanens jøder i perioden fra år 70 til Israels oprettelse i 1948.

Hvordan er det muligt, at judaismen som en lovreligion med sine vist nok 613 påbud i Det Gamle Testamente har kunnet ladet sig forene med demokratiet og dets fordring om sekularisering, når en anden lovreligion som islam ikke har kunnet?

Siden 1988, hvor den Palæstinensiske National Kongres udråbte en palæstinensisk stat og nedsatte en forfatningskommission er der fremkommet en række forfatningsudkast for en fremtidig palæstinensisk statsdannelse.

Det seneste forfatningsudkast er fra 2002 - godkendt af Yasir ‘Arafat.

I Artikel 7 fastslås det, at hovedkilden til lovgivningen er principperne i islamisk shari’a.

Der synes at måtte være en relevant forskel mellem judaismens udviklingshistorie og den islamiske verden, som kan forklare forskellen i politisk udvikling.

Her kan man pege på, at Israel ikke har nogen kontinuert historie som en jødisk stat med en jødisk flertalsbefolkning. Staten Israel blev først oprettet efter Den Anden Verdenskrig, og den politiske drivkraft var i betydelig grad jøder, der kom fra Europa og fra vestlige demokratier, og hvoraf mange var sekulære. De ville først og fremmest skabe en stat for jøder og ikke en jødisk stat. Og med deres vestlige ballast var det naturligt for dem at opbygge statsapparatet demokratisk. Dette har vel også været erkendt som en forudsætning for fortsat velvillighed og støtte fra Vestens side.

Hertil bør yderligere føjes, at nok har Israel demokrati, men landet har ingen forfatning. Man har aldrig kunnet nå en tilfredsstillende enighed om, hvilken plads den jødiske religion skulle tilskrives i forfatningen. Derudover spillede det nok også en rolle, at Palæstina efter Den Første Verdenskrig og det osmanniske imperiums sammenbrud efter mandat fra Folkeforbundet blev administreret af Storbritannien, der som bekendt heller ikke bygger på en nedskreven statsforfatning.

En anden faktor er, at den jødiske tradition for lovfortolkning, som den kendes fra Talmud, næppe heller har været uanfægtet af den lange tid i diaspora. Efter min bedømmelse har dette lange tidsrum, hvor det jødiske folk var nødt til at indrette sig efter andre magthavere, generelt set medført en friere og mere liberal fortolkningstradition end hvad der har været tilfældet i den muslimske verden.

Af mine historiske kilder fremgår det dog, at der skete betydningsfulde ændringer i de jødiske samfund under den europæiske Renaissance og i Oplysningstiden. Den jødiske ”Haskalah” bevægelse kan ses som en parallel til et generelt oplysningsprojekt, hvor jøderne i 1700-tallet påbegyndte en kampagne for en frigørelse fra judaismens restriktive love samt forsøg på bedre integration i de europæiske samfund. Sekulær og videnskabelig undervisning blev føjet til den traditionelle religiøse instruktion som studenter modtog, og interessen for en national jødisk identitet, herunder en genopblussen af studiet af jødisk historie og det hebræiske sprog begyndte at vokse.

Haskalah gav inspiration til reformer og konservative bevægelser som såede Zionismens frø samtidig med at de styrkede krav om bedre assimilation i de nationer hvor jøderne var bosiddende.

På omtrent samme tid opstod en anden jødisk bevægelse, som forkyndte næsten det modsatte af Haskalah, den Hasidiske judaisme. Den begyndte i 1700-tallet med rabbi Israel Baal Shem Tov, og opnåede hurtigt stor tilslutning med dens mere jubelagtige mystiske tilgang til religionen. Disse to bevægelser og den traditionelle ortodokse tilgang til judaismen, som de udsprang af, lagde grunden til den udspaltning af den jødiske tro, som den stadig beherskes af efter staten Israels etablering.

At både det kristne og det postkristne Vesten har været præget af et ambivalent forhold til judaismen og jøderne har både en positiv og en negativ side. Den negative side, som gav sig udslag i racistisk forskelsbehandling, forfølgelser og progromer mod jøder er velkendt og kan dokomenteres helt tilbage til en kirkesynode i det fjerde århundrede, hvor jødehadet fik kirkens officielle blå stempel. Denne racistiske judeofobi nåede et foreløbigt højdepunkt med Luthers skrift mod jøderne og kulminerede i det nazistiske holocaust, hvorved næsten halvdelen af kontinentets 12 millioner jøder blev tilintetgjort, legitimeret af den nazistiske raceideologi, som kristne tyskere i vidt omfang havde et medansvar for ved at stemme nazisterne til magten.

Tyskland var imidlertid ikke det eneste Vesteuropæiske land hvor befolkningen var behersket af stærke judeofobiske forestillinger i det nittende og tyvende århundrede. Wien, hovedstaden i det Østrig-Ungarnske dobbeltmonarki og Paris var begge dybt præget af anti-jødiske holdninger. Hitlers judeofobi blev faktisk grundlagt i Wien i tiåret op til Den Første Verdenskrig, hvor han var stærkt fascineret af de ekstreme racistiske højrepartiers propagandaskrifter, der betegnede jøder og tjekkere som amoralske undermennesker. Ikke mindst af tidsskriftet ”Ostara”, der blev udgivet af en munk, som var blevet smidt ud af sin orden og nu kaldte sig Lanz von Liebenfels fangede den unge Hitlers opmærksomhed.

Tidsskriftet Ostra var – under hagekorstegnet – tilegnet ”den praktiske anvendelse af antropologisk forskning med det formål at beskytte det europæiske herrefolk mod ødelæggelse ved at bevare en ren race.” Sådanne publikationer var typiske for subkulturen i datidens Wien. De var ofte pornografiske og hæmningsløse i deres sproglige grovhed og uanstændighed. De passager i Mein Kampf, hvor Hitler skriver om jøderne, stammer fra denne tradition, for eksempel hans optagethed af sex og opblandingen af det tyske blod: ”Mareridtet om, at hundredtusinder af piger blev forført af modbydelige hjulbenede jødiske svin”. Hitler fandt bekræftelse på disse racistiske og judeofobiske forestillinger i hans egne personlige observationer og erfaringer, og skriver herom i Mein Kampf:

”Så snart jeg begyndte at undersøge sagen ... så jeg Wien i et nyt lys. ... Var der nogen som helst form for smuds eller skamløshed, frem for alt inden for det kulturelle liv, som ikke mindst een jøde var involveret i? Når man forsigtigt skar i en sådan byld, fandt man med det samme, som maddiken i et rådnende legeme, en lille jøde, der ofte blev blændet af det pludselige lys."

I Frankrig, der herskede over et islamisk kolonirige, fandtes på samme tid udprægede islamofile holdninger og her overtog den politiske og intellektuelle elite i et vist omfang islams koranfæstede og traditionelle judeofobi, hvor judaismen og jøderne defineres som islams første og evige fjende. Dreyfus affæren kan tages som et eksempel på, hvor rodfæstet judeofobien var i det franske samfund og det samme kan det tætte samarbejde mellem nazisterne og Pétains Vichi regering fra sommeren 1940, der udleverede 75.000 jøder til nazisterne.

Da de kristnes judeofobi fra det fjerde århundrede til afslutningen af Anden Verdenskrig må anses for almindelig kendt, vil jeg i denne kommentar dykke ned i kristendommens positive teologiske forestillinger om judaismen, Israel og jøderne, der går som en sidestrømning i kristen teologi.

Ambivalensens positive side kunne man sige. Det er denne positive side som udgør en væsentlig del af forklaringen på, at staten Israel kunne etableres, idet disse kristne teologiske opfattelser fik væsentlig afsmitning på angelsaksiske og siden amerikanske politiske opfattelser, hvorved de står i stærk kontrast til de germanske og franske opfattelser og holdninger til jøderne, judaismen og zionismen.

Briterne (de engelsksprogede folk) har meget langt tilbage i historien været fascineret af forestillingen om Israel og dets centrale rolle i de bibelske profetier. Forestillinger som kan spores tilbage til den ældste kendte engelskprogede litteratur. ”The Epistle of Gildas” – fra det sjette århundrede – og den ærværdige Bede’s ”Ecclisiastical History” fra år 735 opfattede begge briterne som ”det nye Israel”, Guds udvalgte folk, hvis skæbne det var, at skulle spille en strategisk rolle på trods af de gentagne invasioner af nordiske Vikinger. I den britiske opfattelse af at være udvalgt blev disse kampe mod de invaderende nordiske folk forstået i konteksten af Israels kampe mod filisterne, babylonerne og andre. Nøjagtig den samme forestilling om at være ”det nye Israel” kan man finde blandt visigotiske kristne på den Iberiske halvø, selv om holdningen til judaismen og jøderne dér var ensidigt fordømmende og stærkt judeofobisk.

En klar tilbagevenden til sådanne temaer var tydelig i det 16. århundrede, måske under indflydelse af den Protestantiske Reformations læggen vægt på Bibelen og forskellige fortolkninger af dens tekster, efter at Rom havde mistet kontrollen over det nye præsteskab og teologer.

Et af de tidligste udtryk for fascinationen af forestillingen om Israel var monografien ”Apocalypsis Apocalypseos”, skrevet af den anglikanske præst Thomas Brightman i 1585. Brightman argumenterede for, at det britiske folk skulle støtte en tilbagevenden af jøderne til Palæstina for at fremskynde en række profetiske begivenheder som ville kulminere i Jesus tilbagekomst.

I 1621 var et fremtrædende medlem af det britiske parlament, advokaten Henry Finch, fortaler for et lignende perspektiv, da han skrev: ”The (Jews) shall repair (return) to their own country, shall inherit all of the land as before, shall live in safety, and shall continue in it forever.” Finch argumenter var baseret på hans fortolkning af Genesis 12:3, hvorefter Gud ville velsigne de nationer som støttede jødernes tilbagevenden. Hans ide vandt imidlertid ikke støtte hos de øvrige lovgivere.

Selv om disse forfattere ikke kan klassificeres som Kristne Zionister, kan de betragtes som proto-kristne Zionister, idet de beredte vejen for dem som fulgte efter. Gradvist svækkedes disse synspunkter, men den uro som flugte i kølvandet på den amerikanske og franske revolution skabte markante følelser af usikkerhed i hele Europa.

Efterhånden som angsten voksede da man nærmere sig århundredskiftet til det 19. århundrede begyndte profetiske spekulationer om Jesu tilbagekomst atter at svirre i luften.

I det tiår som fulgte efter år 1800 begyndte adskillige kristne skibenter og prædikanter at reflektere over de tegn eller begivenheder som varslede Jesus snarlige genkomst. Blandt dem var Louis Way, en anglikansk præst. Way hævdede, at jødernes tilbagevenden til Palæstina var en nødvendig første etape mod den Messianske Tidsalder, og han gjorde sig overvejelser over, hvornår tiden var inde til Jesus genkomst. På kort tid opnåede Way mange læsere af hans tidsskrift ”The Jewish Expositor”, der talte mange præster, akademikere og poeten Samuel Taylor Coleridge blandt abbonenterne.

Et antal indflydelsesrige proto-kristne Zionister fremstod i generationen efter Way. John Nelson Darby (1800-81), en oprørsk irsk anglikansk præst, tilføjede flere unikke træk til Ways lære, blandt andet doktrinen om ”religiøs ekstase” (”The rapture”), hvorved ”genfødte kristne” (”born again Christians”), rent bogstaveligt ville blivet revet ud af historien og transformeret til Himmeriget forud for Jesu genkomst. Ligeledes placerede Darby et genopbygget Israel i centrum af hans teologi, idet han hævdede, at en faktisk jødisk stat kaldet Israel, ville være det centrale instrument hvormed Gud kunne opfylde sine planer for De Sidste Tider. Kun sande (genfødte) kristne ville blive revet ud af historien før det endelige slag om Armageddon gennem den religiøse ekstase som byggede på hans bogstavelige fortolkning af 1. Thessalonikerbrev, 4:16.

Darbys omfattende forfatterskab og 60-årige kariere som missionær lagde grunden til en form for fundamentalisme kaldet ”premillennianisme” (Jesus ville vende tilbage før slaget om Armageddon og regere verden i et millennium). Darby var seks gange på missionsrejser til Nordamerika, hvor han blev en populær lærer og prædikant. Den premillianske teologi og dens indflydelse på kristen fundamentalisme og den begyndende evangeliske bevægelse i De Forenede Stater kan direkte spores tilbage til Darby’s indflydelse.

Den kristne Zionisme er et direkte produkt af denne usædvanlige og nylige vestlige form for protestantisk teologi. Grundlagt primært i Nordamerika og England eksporteres den nu kloden rundt via satelit fjernsyn, internet, best seller romaner, film og en ny type missionærer. Disse unike doktriner har man kunne finde i udkanten af kristendommen gennem tiderne, hvor de af katolske, ortodokse og protestantiske kirker blev betragtet som ekstreme og marginale om ikke direkte kætterske.

En af de indflydelsesrige britiske sociale reformatorer som var påvirket af premillennial teologi var Lord Shaftesbury, en konservativ evangelisk kristen som stod i tæt forbindelse med ledende medlemmer af det britiske parlament. I 1839 offentliggjorde Shaftesbury et essay i det anerkendte litterære tidsskrift ”The Quarterly Review” med titlen: ”The state and Restoration of the Jews”, hvor han argumenterede: ”The Jews must be encouraged to return (to Palestine) in yet greater numbers and become once more the husbandman of Judea and Galilee.”

På dette tidspunkt, 57 år før zionistiske tænkere som Max Nordau, Israel Zangwill og Theodor Herzl gjorde frasen populær, kaldte Shaftesbury jøderne ”a people with no country for a country with no people.” Dette udtryk er forbavsende analogt med de tidlige zionister, der beskrev Palæstina som ”a land of no people for a people with no land.” Efterhånden opnåede Shaftesburys synspunkter accept blandt britiske journalister, præster og politikere.

En af de mest betydningsfulde skikkelser i udviklingen af Kristen Zionisme var den anglikanske feltpræst i Wien i 1880erne, William Hechler, som kendte Herzl. Hechler opfattede Herzl og det zionistiske projekt som beordret af Gud for at opfylde de profetiske skrifter. Han anvendte sine omfattende politiske kontakter for at hjælpe den zionistiske leder i hans søgen efter en international sponsor til det zionistiske projekt. Hechler arrangerede møder med den ottomanske sultan og den tyske kejser, men det var hans indirekte kontakter til den britiske elite som førte til et møde med politikeren Arthur Balfour. Mødet i 1905 havde som slutresultat Barfour erklæringen i november 1917, om et hjemland for det jødiske folk, som skaffede zionisterne deres første internationale legitimitet. Balfours ivrige interesse for zionismen var til dels forberedt af han Søndags-skole-tro, et argument som er fremført af Balfours biograf og niece, Blanch Dugdale.

Den daværende britiske premierminister David Lloyd-George var måske endnu mere predisponeret for den zionistiske ideologi end Balfour. Journalisten Christopher Sykes noterede i hans tobindsværk om Lloyd-Georges karriere og dyder, at hans politiske rådgivere var ude af stand til at få ham til at begribe et kort over Palæstina under forhandlingerne forud for Versailles Traktaten, på grund den indoktrinering hans fundamentalistiske kristne forældre og kirken havde givet ham om det bibelske Israel. Lloyd-George indrømmede, at han kendte langt mere til byer og regioner i fortidens Israel and geografien af Wales og selve England.

Britiske imperiale hensigter var utvivlsomt den primære politiske motivation som tiltrak britiske politikeres støtte til det zionistiske projekt. Imidlertid er det klart, at de sidstnævnte var predisponeret til zionismen og entusiastisk støtte til forslag fra Herzl og ledende zionister så som Chaim Weizman, på grund af deres kristne zionistiske baggrund. Balfours berømte tale i 1919 gør sagen klar:

”For in Palestine we do not propose even to go through the form of consulting the wishes of the present inhabitants of the country … The four great powers are committed to Zionism, and Zionism, be it right or wrong, good or bad, is rooted in age-long traditions, in present needs, in future hopes, of far profounder import than the desires and prejudices of 700,000 Arabs who now inhabit that ancient land”.

Fraserne “rooted in age-long traditions” og “future hopes” var sandsynligvis begrundet i Balfours britiske imperiale vision, men de var også understøttet af hans forståelse af Bibelens profetier, som lå bag hans positive inklination over for det zionistiske projekt sammen med de store linier i Storbritanniens koloniale politik.

Hermed har jeg trukket nogle historiske linier op, som sætter synet på judaisme og jøder ind i et noget andet teologisk og politisk perspektiv, end det som var almindeligt og traditionelt på det europæiske kontinent, specielt i Frankrig og i den luthersk germanske del af Europa, der var præget af judeofobi i tiden fra Luther og indtil nazismen var nedkæmpet og der var faldet dom over de hovedansvarlige.

Eksistensen af det sekulære demokratiske Israel skyldes således en kombination af jødiske zionisters egne politiske bestræbelser som nød politisk støtte fra indflydelsesrige kristne zionister i den engelsksprogede verden (UK & USA), men som blev kraftigt modarbejdet i den frankofile, islamiske, germanske og slaviske verden. Mest notorisk ved hjælp af den konspirationsteori som zarens hemmelige politi udarbejdede med falsummet ”Zions Vises Protekoller”, der skulle give den spirende zionistiske bevægelse dødsstødet. I dette falsum spilles der på alle de fordomme og den dybe angst og misundelse som igennem århundreder havde præget den kontineltaleuropæiske holdning til jøderne.

Uden det nazistiske holocaust og den dybe skam det udløste overalt i den kristne verden, er det nok tvivlsomt, om der ville have været stemmer nok i FN til at vedtage delingsplanen for Palæstina, der de facto gav jøderne deres historiske hjemland tilbage med staten Israels oprettelse i maj 1948.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Øst er øst, og vest er vest. Det burde jeg havde erindret.

Jeg fik skrevet:
"Der var muligvis også et andet Betel vest for Jordan, sydvest for Det Døde Hav.

Hovedpersonen i den NT’lige fortælling holdt til vest for Jordan, nær Det Røde Hav. "

Det var forkert der skulle have stået:
"Der var muligvis også et andet Betel øst for Jordan, sydøst for Det Døde Hav.

Hovedpersonen i den NT’lige fortælling holdt til øst for Jordan, nær Det Røde Hav. "

En signifikant forskel i den konkrete fortælling.

Brugerbillede for Bent Christophersen
Bent Christophersen

@ Stig,

Da du gav mig den link til den påståede 'Cairo Pogrom' var du ikke klar over at Wikipedia har følgende bemærkning til artiklen:

This article appears to contradict the article pogrom. Please see discussion on the linked talk page. Please do not remove this message until the contradictions are resolved.

This article's references may not meet Wikipedia's guidelines for reliable sources. Please help by checking whether the references meet the criteria for reliable sources. (April 2011)

Du må da være klar over at der er så meget spin i forbindelse med Israel / Zionister at selv en karussel vil blive rundtosset.

En flovmand at du linkede til den artikel. You have been drinking the Kool-Aid, mate.

Sider