Kronik

Man kan ikke styre sig til tillid

Tillid og afbureaukratisering bliver nøgleord for den nye regerings udviklingen af den offentlige sektor. Det skal på en gang spare penge og højne kvaliteten. Der er bare et problem: Man kan ikke forlange tillid
Lærerværelserne har gang på gang været rammen om forsøg med at få lærere og forvaltning til at arbejde tillidsfuldt sammen. Men resultatet har ofte været mistillid.

Lærerværelserne har gang på gang været rammen om forsøg med at få lærere og forvaltning til at arbejde tillidsfuldt sammen. Men resultatet har ofte været mistillid.

Henning Bagger

19. september 2011

Vi kender alle den situation, hvor vores leder siger: »Det får du lov til selv at beslutte«. Vi kender også den sure reaktion, der ofte melder sig, men som vi behændigt holder for os selv: »Det skal han da ikke bestemme«. Det illustrerer i al sin enkelhed tillidens paradoks, nemlig at den udebliver, når den forlanges.

Det, der gør tillidens paradoks til andet end blot en filosofisk kuriositet, er, at det bliver en afgørende velfærds- og ledelsesproblematik for Danmarks nye regering. For oven på flere regeringsperioder, hvor forvaltningsfedmen mod forventning er vokset, er budskaberne klare fra alle fronter i dansk politik: Regelsanering, afbureaukratisering og mindre kontrol er alle seriøse hensigtserklæringer, der peger på det samme: Vi har behov for at erstatte kontrol med tillid.

Set i dette lys er en tillidsreform på trapperne. Villy Søvndal har f.eks. meldt ud, at han over de næste fire år vil skille sig af med 4.000 chefer, akademikere og kontorpersonale i den offentlige sektor. For de sparede penge vil han ansætte 7.000 ekstra inden for ældrepleje, i daginstitutionerne og folkeskolen.

Den midtsøgende Margrethe Vestager har f.eks. foreslået at begynde med en grundig oprydning inden for beskæftigelsesområdet. Og blå blok vil afskaffe de regler, som den selv har indført under en ny frihedsparole.

Dermed ser vi også fødslen af en paradoksal velfærds- og ledelsesproblematik: at styre sig frem til mere tillid.

Behovet for en tillidsreform opstod for nogle år siden, da New Public Management-bølgen (NPM) viste sig ikke at kunne indfri forventningerne. Formålet med NPM var blandt andet at flytte fokus fra input (planlægning) til output (markedsorientering). Men i stedet endte vi med et offentligt bureaukrati med flere regler, mere kontrol, detaljerede kvalitetskontroller m.m. Alt sammen initiativer, som skulle sørge for, at brugeren blev mødt med den bedst mulige service for færrest mulige penge, men som desværre har haft den modsatte effekt.

Nu er vi havnet i den situation, at politikerne er blevet nødt til at forholde sig til den problematik. Derfor lægger de alle sammen op til tillidsreformer.

Endnu mere bureaukrati

Tillidens paradoks kan forstås på en række måder.

Det første styringsparadoks hedder 'tvang til tillid'. Det minder i sin natur mest om det indledende eksempel. I dag ser vi f.eks. nye regler dukke op, som angiver, hvordan de forskellige offentlige velfærdsorganisationer ikke mindst de kommunale skal regelsanere. Vi ser med andre ord et begyndende bureaukrati, der har til formål at afskaffe bureaukratiet. Vi ser flere kontroller, der skal mindske antallet af kontroller. Det er de absurde konsekvenser af absolut velmente politiske initiativer det er tillidens paradoks for fuld udblæsning.

Det andet styringsparadoks kunne vi give overskriften 'tillid er også mistillid'. Dette paradoks skyldes, at specialiserede professioner i vores velfærdsorganisationer ikke opfører sig som veldresserede enheder i en friktionsløs styringskæde. De udgør derimod sammentømrede netværk, der agerer efter egne faglige programmer og reproducerer egne værdier.

Professionernes specialisering gør det svært at styre og reformere også når det drejer sig om sympatiske initiativer, hvis formål det er at fremme tilliden. Danmarks Lærerforening (DLF) har f.eks. en lang pædagogisk tradition for selv at (kunne) træffe afgørende fagpædagogiske beslutninger. Professionen har gennem årene oplevet flere eksempler på, at krav om at invitere staten ind som ligeværdig samarbejdspartner ender som initiativer, der (endnu en gang) drejer sig om at kigge lærerne over skuldrene. Et tillidsinitiativ er med andre ord også et mistillidsinitiativ. Det skyldes, at selv en så universel værdi som tillid en værdi, det umiddelbart er svært at erklære sig som modstander af alligevel skifter farve, alt efter hvem der afkoder den.

Tillid til mistillid

Det tredje styringsparadoks kunne vi kalde 'tillid til mistillid'. Dette paradoks hviler på den forudsætning, at regler, kontroller og systemer i et vist omfang er nødvendige i den offentlige sektor også selvom de er udtryk for mistillid.

Det er de, fordi offentlige organisationer er retlige legale enheder, som ikke kan unddrage sig lovbundne serviceforpligtelser. Offentlige instanser skal f.eks. kunne dokumentere deres sagsakter. Regler, kontroller, bureaukrati og systemer er med andre ord en af kerneydelserne i det offentlige.

Men de er også nødvendige af andre årsager. F.eks. fordi de aflaster forvaltningsapparatet. De giver tempo, forhindrer uenighed og muliggør gentagelighed.

Regler, kontroller og systemer fungerer imidlertid kun, hvis vi har tillid til den mistillid, som de er udtryk for. De fordrer oven i købet en tillid til, at andre har tillid til dem og vil anvende dem. Systemer og kontroller kan 'repareres', hvis de bryder sammen. Og regler kan erstattes af andre og bedre regler, hvis de ikke fungerer. Men de forbliver hule pakker hvis tilliden til dem bryder sammen. Derfor bliver tillid til mistillid nødvendig.

Langsommelig tillid

De tre paradokser peger tilsammen på, at det med tillid ikke er så nemt endda. Ingen er i dag i tvivl om tillidens nødvendighed, men udfordringen er ikke ligetil, fordi tillid som styreform let kommer til at stå i vejen for sig selv.

Men hvad skal man stille op? Paradokser ophører jo ikke med at eksistere på samme måde som problemer, der møder deres løsninger. Svaret er, at paradokser skal håndteres og ikke løses.

To politiske leveregler bliver væsentlige, når det drejer sig om tillid som styringsform.

Den første leveregel hedder: 'Tillid skal vises ikke siges'. Den leveregel forsøger at imødegå, at enhver, der forlanger tillid, gør sig fortjent til det modsatte. Det er kun muligt at opbygge tillid, langsomt, igennem handlinger, hvor man viser sig værdig til andres tillid. Tillid er ikke noget, man skal forlange. Tillid er noget, man gør sig værdig til.

Diverse dialogmøder med DLF, hvor involverede politikere mere end en gang holder det, de lover, kan måske gradvist opbygge tilliden, så den ikke bliver afkodet som mistillid. Og hvem ved, måske kan de genstridige parter i det lange løb nå så langt som til at anerkende nødvendigheden af visse og udvalgte regler og kontroller, som man har tillid til, at den anden har tillid til. Men det tager tid. Tillidens langsommelige opbygning kræver en reflekteret anerkendelse af dens skrøbelighed. Den kan forsvinde på få sekunder, når man griber andre i snyd eller i at hykle.

Mistillid er godt

Den anden leveregel hedder: 'Mistillid er godt'. Den anerkender, at et velfungerende bureaukrati er en af kerneydelserne i det offentlige.

Hvis den nye regering får held med at regelsanere, afbureaukratisere og mindske kontrollen, er det ikke mindst, fordi den så er i stand til at sondre mellem, hvilke vigtige systemer, kontroller og regler der er nødvendige at beholde, og hvilke der er unødvendige.

Denne sondring er netop, hvad der cementerer tillidsfulde beslutninger. Tillid er et valg et risikabelt valg. Hvad enten man er politiker på Christiansborg eller administrativ leder i Brønderslev Kommune, må man forholde sig styrende til, hvor man sætter ind med ikkestyring (tillid), og hvor man af gode grunde fastholder en nødvendig og benhård styring (påskønner nødvendigheden af mistillid). At sætte ind med tillid er at tage vare på denne skelnen. Gør man ikke det, er der tale om naivitet ikke tillid.

Leveregler løser ikke alle udfordringer. Men de er gode skridt på vejen. Og de er frem for alt anvendelige, hvis man skal undgå at løbe ind i den samme onde cirkel, som NPM skabte, og som har kørt rundt med det danske velfærdssystem i næsten tre årtier.

Set i lyset af disse erfaringer, er faren, at når tillid forlanges, så forårsager naturlige modreaktioner med sikkerhed endnu strammere krav om tillid, og så starter der en ny ond styringscirkel, men nu med tillid som omdrejningspunkt. Derfor er det altafgørende at håndtere tillidens paradoks under en kommende tillidsreform.

 

Niels Thygesen er lektor, ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes skribenten hælder for meget til, at mistillid er godt. Så er vi jo ikke kommet meget videre. Jeg mener, at tillid er en helt basal menneskelig indstilling, som man må møde den offentlige sektor med, hvis man vil have det bedste ud af det. Så kan man altid se hen ad vejen, om der er noget der skal rettes.