Kommentar

Hvor var kunstnerne i valgkampen?

Valgkampen lakker mod enden, og meningsdannerne har arbejdet på højtryk i ugevis. Kunstnerne har imidlertid glimret ved deres fravær. De har tilsyneladende glemt, at kunstens eksistensberettigelse bl.a. er at udstille og blande sig i den offentlige debat
15. september 2011

I de sidste tre uger har politikerne råbt ad hinanden, peget fingre ad hinanden. De har prøvet at få os til at sætte vores blyantskryds ud for netop deres partibogstav. De har diskuteret tal og økonomiske reformer, som man frygter, de ikke engang helt selv forstår.

Og journalisterne har prøvet at konkretisere valgkampens emner ved at hive nedslidte Bente fra Slangerup ind i studiet til en snak om efterløn. Men alligevel er valgkampen ofte forblevet ukonkret og uforståelig for hvordan kommer det, som politikerne diskuterer, egentlig til at påvirke os?

Når politikerne ikke kan forklare os, hvad det hele drejer sig om, kan kunsten måske. Eller kan den? For hvor var kunsterne henne i valgkampen? Hvor var de til at råbe os op, teste os, sætte vores virkelighed på prøve?

Vi har brug for kunsten og kunstnernes evne til at spejle vores virkelighed, når vi skal sætte krydset. For det er netop, hvad kunsten kan: Den kan spejle verden. Forfatterens klare ord kan, filmskaberens billeder kan, og malerens farvesammensætning kan. Kunsten skal nemlig blandt meget andet sætte vores forståelse på prøve, få os til at tænke på ny, genoverveje. Stoppe op.

Desværre lader det til, at mange kunstnere har glemt netop det. Kunsten er nemlig blevet skubbet væk fra den offentlige debat de seneste år. Og det kom for alvor til udtryk under valgkampens rasen.

De store temaer i valgkampen efterlønsreform, flygtninge- og miljøpolitik, den økonomiske vækst som politikerne og avisforsiderne beskæftiger sig med, er nemlig på ingen måde kunstens temaer. Og det er et stort tab. For kunsten har en særlig evne til at vække følelser og kommentere samfundet, som vi har brug for, hvis vi skal se de politiske temaer i et andet lys.

I udlandet ser vi, hvordan den syriske forfatter Adonis har blandet sig i Det Arabiske Forår, hvordan den svenske krimikonge Henning Mankell taler palæstinensernes sag, hvordan den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer kritiserer fødevareindustrien. For bare at nævne et par eksempler. Men hvor ser vi de danske pendanter? Hvor gemmer den kritiske kunststrøm sig i Danmark?

Kunst for kunstens skyld

Når kunsten på den måde er fraværende i den offentlige debat, reduceres den samtidig til at være kunst for kunstens skyld. Og det er kunsten slet ikke tjent med. For en del af kunstens dna er at være samfundskritisk. I stedet taler kunstnerne til privatpersoner, de udfordrer udstillingsmulighederne, værkets grænser og beskuerens rolle. Og når kunstnere endeligt vover sig ind i den offentlige debat, er det som regel for at diskutere kunstens vilkår. Det så vi senest med debatten om kunststøtten og debatten om kritisk kunstkritik i de danske medier.

Man skal selvfølgelig heller ikke reducere kunsten til kun at skulle handle om politik og offentlighed. Kunsten skal meget andet. Den skal underholde os, give nydelse, æstetisk vel- eller ubehag, røre os, bore sig ind i vores indre, prøve at give os svar på umulige spørgsmål som f.eks., hvorfor vi er til her i verden.

Og derfor skal kunsten selvfølgelig ikke kategorisk læne sig op ad den politiske agenda. Men bare en gang imellem kunne man ønske sig, at kunsten var mere synlig i den politiske offentlighed.

Uromagere

Desværre ser vi samtidig, at kunstnerne bliver stemplet som venstreorienterede uromagere, når de en sjælden gange blander sig i den offentlige debat. Det så vi f.eks. i forbindelse med rydningen i Brorsons Kirke.

Problemet er, at når kunstnerne ikke kategorisk og uforbeholdent kræver at blive hørt, men kun en sjælden gang viser sig med sympatitilkendegivelser og meninger, bliver det nemt at putte dem i bås og afvise dem. For vi er ikke vant til, at kunstnerne blander sig. Hvis kunstnerne var vedholdende, ville meningsdannere og politikere ikke på samme måde kunne affeje dem. Og vi ville måske finde ud af, at kunsten er en meget vigtig del af samfundet. At vi kan bruge kunsten til mere end at blive underholdt.

Selvfølgelig skal man ikke skære kunstnere og kunstformerne over en kam. Det ville være dumt, useriøst. Men måske kan man alligevel formode, at nogle af de danske kunstnere, der i dag lever af deres kunst, er blevet kunstnerne, fordi de har noget på hjerte, fordi de har et budskab til samfundet? Det budskab vil vi gerne høre. Vi har endda brug for at høre det, så vores virkelighed kan blive sat på prøve. Især fordi vi nu skal hen i stemmeboksen og sætte vores kryds.

Julie Elmhøj er journaliststuderende ved RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad er kunst og hvad er kunstens og kunstnernes rolle / pligt / mulighed / formål o s v - det har været debatteret så længe der har været kunstnere og filosoffer på jorden uden at nogen har fundet et godt svar.

Kunst er vel en individuel oplevelse både hos kunstneren og betragteren - og mange af os har stort set nogenlunde samme individuelle oplevelse ved et og samme kunstværk, hvilket evt udspringer af, at vi har en fælles kulturel baggrund.

Kunsten og kunstneren har ikke anden rolle, end kunstneren ønsker at have - og omgivelserne kan ikke diktere, at en bestemt tilgang er bedre end en anden tilgang - det er den enkelte kunstners selvstændige ret at vælge sin egen rolle m v. ( alså samme ret til "rollevalg" som alle andre mennesker har hver i sær for deres eget vedkommende.)).

Det budskab en kunstner har til samfundet er det samme som ethvert andet erhverv - 'køb min vare'.

Sådan har det ikke altid været. der var faktisk et 'spontant' kulturliv før Jytte Hilden, men det var ikke sat i fagforenelige projektansatte systemer under magtens kontrol. Samtidig var det, såvidt erindres relativt 'venstreorienteret' som helhed, og derfor billigt til salg for den rette køber.
Og det er alt historie nu. Siden har kunstnernes opgave været at gå i demonstrationer for regeringer der vil øge deres lønninger - ganske som enhver anden hr. Jensen.
Det er trods alt noget, at det allerede kort efter S tabte et valg i 2001 gik op for mange i de kreative lag, at slynge tidligere regeringers propaganda-papagøje videre på ubestemt tid, det var der ikke meget åndrighed i. Siden har de fleste med opfattelse af sig selv som 'kunstner' siddet på cafeer og drømt sig tilbage til dengang der var kunstnere til.
Og jagtet projektansættelser.

Er det disse personers opgave mere end alle andres at blande sig i debat etc. ? Hvorfor ? Diktatorer elsker dem. Kunstnere har ligefrem 'skabt' stater - men designet kommer aldrig til afstemning :-)
Fiume er prototypen på den fascistiske stat.
Breiviks hele tilgang er for den sags skyld 'kunstnerisk' på sin egen mærkelige vis : Manifester, installationer, emotionelle effektberegninger og pernittengrynet dokumentations-føring af egne gøremål.

Næh, lad kunsten blive i det fiktive, please, og lad dens forbindelse til virkeligheden forblive en personlig sag mellem kunst-forbrugeren og dennes reflektionskapacitet. Ligesom med 'Gud'.

@ Odd Bjertnes

Hvis du opfatter Breviks massemord som kunst, er du syg og har brug for hjælp.

Endvidere hiver dine egne Idiosynkrasier så meget i kunstbegrebet, at det taber al mening.

Derudover har kunsten altid været afhængig af mæcener og de sidste ti år har staten på div. smagfulde måder undertrykt oppositionelle meninger bl.a. fra kunstnere ved at fyre folk og nedlægge støtteordninger.

Alt i alt intet odiøst i tavsheden.

Michael Kongstad Nielsen

Kunstnere har vel ikke så meget at gøre i en dansk valgkamp. Der må de godt holde lav profil, hvis ikke de skal blive helt pinlige. Man kan jo ikke sammenligne med Syrien og andre steder, hvor liv og død og revolution er på dagsordenen.

Men derudover er danske kunstnere blevet nogle tamme, upolitiske, markedsorienterede, medieglade duplikatorer af mainstream-livet i den velerhvervede middelklasse med samtalekøkkener og flexlån. Hverken mere eller mindre. Kommer der god kunst ud af det? Døm selv.

Hans Jørgen Lassen

Og hvordan faen kan hun tillade sig at stille krav til kunstere om, hvordan de skal gebærde sig?

Med hvilken ret?

Personligt mener jeg, at skomagere - over en læst - må klandres, og i seriøs grad, for ikke at have blandet sig i den politiske valgdebat.

Vi har behov for indlæg, skoindlæg, i fodhøjde!

Fra folk, der, i modsætning til kunstnere, ved hvor skoen klemmer.

Og så må vi heller forsømme at kritisere læger og sygeplejersker, der har fingrene på pulsene, men alligevel i beskæmmende grad er usynlige i debatten.

Hans Jørgen Lassen

Hvad ville Elmhøj konkret have ønsket sig, at hvilke kunstnere skulle have gjort?

Komponeret en sang om efterlønnens velsignelser?

Malet et billede af en livsglad efterlønner?

Begge dele dugfriske i anledning af valget og dedikeret til et bestemt parti for at skaffe stemmer?

Det rene vrøvl!

Rasmus Knus : Jeg er opmærksom på din hjernes manglende fleksibilitet, men skal ikke af den fgrund disgniosticere dig som andet end, intellektuelt mangelfuld. Og så må man jo ringe efter politi, militær og blå vogn, hvis der lyder en kryptisk ytring ude i mørket. Fred med dig og din 'syg'-dom

Anyway :
Om eks. Breivik selv synes at hans hjemmestrikkede organisation med emblemer titler og stjerner er 'kunst' eller ej er ret irrelevant, fordi der er løbet andet på den sag, så ren æstetik alene er det ikke.
Virkeligheden er formentlig, at han ikke har tænkt i de baner på noget tidspunkt, for han har ikke nogen alternativ samfundsvision involveret.
Men al politisk praksis er installation af visioner, ligesom kunstnerisk realisering er det.
Gør man det uden at spørge om lov kaldes det situationisme. Det findes som graffiti-tags - og som autoritært design på alle planer.

@ Odd Bjertnes

Din udvidelse af kunstbegrebet, formodentligt inspireret af Karlheinz Stockhausen's herostratisk berømte 9/11 bemærkning, som han senere modererede og omformulerede, er stadig meningsløs og påvirket af en postmoderne tankegang som var passé allerede for flere år siden.

Heinrich R. Jørgensen

Politikerner har overtaget kunstnernes traditionelle rolle. Kun Morgenthaler og få andre har en kreativ, fabulerende formåen, der har mulighed for at matche...

Neoliberalisterne har kvalt alt kreativitet, for ikke at nævne bløde værdier.

Jeg kan nu godt følge artiklen, og uddannelse har altså intet med intelligens at gøre. Så ingen grund til at hænge hende ud, selvom det er indirekte.

Man bliver ikke klogere af at få en skovl, men den er yderst praktisk til at grave med, det samme gør sig gældende for bøger.(nej, ikke til at grave med. ;p)

Derimod filosoffer, som de få, sætter kontur på koalitioner.

Come on, Julie Elmhøj.
Snup en tudekiks.
(som I siger i Roskilde og omegn)

TRYLLEKUNSTNERE kører hele showet...!
________________________________________

Og hvis det ikke er godt nok,
så kan jeg informere dig om at:
."kunsten er død"
Og det bliver aldrig kunstnernes opgave,
at genopstå fra de døde,
for at dulme din.............................tomhed?

Mvh. Th :-)
________________________________________
Ps. Læs @odd bjertnes 1. inlæg....med pointer!

mht. det at kunstnere bør stille spørgsmål til

magten,

at det bør andre måske også

-------------

at man ikke kan narre alle og hver hele tiden,

bør næppe blive en hovedpude for arbejderne,

så de ofte undlader at spørge:

hvad er det som, nu og her,

ikke sker, eller sker ?

peter fonnesbech

Jamen , her er et lille bidrag offentliggjort for en mindre kreds på facebook.

Jeg ser endnu et politisk parti i fremtidens horisont.

Dansk Kartoffelparti.

(vigtigste mærkesager er bla. andet:)

flere grønsager i Folketinget.

flere kartoffelmadder i skolemadpakken. med mayonnaise og ristede løg.
og mere kartoffelmos på plejehjemmene.

Eksportstøtte til den danske kartoffel, og økonomien vil rette sig op.

Kartoffelen igen i centrum af Dansk gastronomi.

Stem på din lokale kartoffel-kandidat, hvis du selv vil undgå at blive fuldstændig skrællet.

Søren Kristensen

Det er en misforståelse at kunstnere skal kunne sige noget begavet om politik. De er altid et skridt eller to bag efter og reflekterer samfundet med en hastighed der er langsommere end både lyden og lysets. Kunstnere har ikke noget at gøre i en valgkamp. Men de skal da være velkomne alligevel en anden gang, for underholdningens skyld. Anderledes er det med journalister, dem bør man forlange en hel masse af, herunder at de udviser takt uden at være tandløse og hvis en politiker ikke vil svare på et bestemt spørgsmål, så hold dog op med at blive ved med at stille det eller gør jer den ulejlighed i det mindste at omformulere det. Journalister kan bare være så pisse irriterende nogen gange.