Kronik

Modvækst er ikke svaret på arbejdslivets udfordringer

Det er indiskutabelt, at globaliseringen skaber usikkerhed om jobbene, at VK-regeringen har forstærket uligheden, og at dokumentations- og evalueringsræset på arbejdsmarkedet presser den enkelte medarbejder. Men løsningen er ikke den diffuse kapitalismekritik og nulvækst, som vækstfornægteren Ole Busck gjorde sig til talsmand for i gårsdagens kronik
Lønkamp vil fortsat være en kernedisciplin for fagbevægelsen. For mange er en høj løn lig med stor anerkendelse.

Lønkamp vil fortsat være en kernedisciplin for fagbevægelsen. For mange er en høj løn lig med stor anerkendelse.

Brian Bergmann

Debat
2. september 2011

I LO-fagbevægelsen er arbejdspladsen udgangspunktet for vores arbejde, vores politiske overbevisning og fælles værdigrundlag. Det er vores medlemmers hverdag. Det er her, vi udfordres som interesseorganisationer, og det er herfra, vi kender de forhold, vi regulerer gennem de overenskomster, som vi forhandler os til. Det er vores bidrag til den danske model, som gennem det 20. århundrede har været grundlaget for opbygningen af velfærdssamfundet.

Vores mangeårige strategi har været en kontinuerlig udvikling af rammerne for arbejdsmarkedet i et samarbejde med arbejdsgivere og det politiske system. I det arbejde har vi været fulgt af en lige så kontinuerlig kritik fra venstrefløjen om ikke at gå radikalt nok til værks.

Det er fair nok, men udfordringerne for arbejdspladserne i dag er så komplekse, at de ikke kan affejes med et økonomisk kursskifte i fagbevægelsen. I stedet for at spørge: 'skal vi have mere vækst?', 'skal vi have minusvækst?', 'Skal vi have nulvækst?', er det spørgsmål, vi svarer på: 'På hvilket grundlag vil vi skabe mere vækst?'.

Bæredygtig vækst, medarbejderdreven innovation og teknologiudvikling er både svaret på de store klimaudfordringer, vi står over for, og de forandringer der sker på arbejdsmarkedet.

I stedet for at smide miljøet ud med regnvandet, foreslår vi, at man renoverer det nedslidte kloaknet, styrker forskningen i miljøteknologi og bruger de mange erfaringer, medarbejderne gør sig i dagligdagen i den strategiske udvikling af produkter og service. Det er til gavn for samfundet, for udvikling af arbejdspladserne, og samtidig skaber det arbejdspladser til LO-medlemmerne. Det er ikke et enten-eller, hvilket Ole Busck kan forvisse sig om ved at tage en snak med de mange, der er blevet arbejdsløse under krisen.

Problemet med vækstfornægterne er, at de har meget svært ved at forklare, hvor arbejdspladserne skal komme fra, og det er unægtelig et meget svært udgangspunkt at have for en fagbevægelse, der skal skabe gode arbejdsliv.

Både mening og penge

Enten-eller er heller ikke vores syn på, om der skal penge i lønningsposen eller mening i jobbet.

Hvis man spørger til menneskers arbejdsliv og deres håb om indholdet i deres fremtidige job, vil de pege på personlige udfordringer som det vigtigste. Det er blevet et stadig vigtigere tema, og det udfordrer også de traditionelle arbejdspladser, når de skal afstemme jobmulighederne med de nye generationers forventninger til et tilfredsstillende arbejdsliv. Så vidt tror jeg, Ole Busck og fagbevægelsen er enige.

Men det betyder ikke, at penge ikke er vigtige, og da slet ikke i et land, hvor forskellen mellem direktørlønningernes himmelflugt og den almindelige lønmodtagers beskedne lønstigninger er uhørt høj. For nogle medarbejdere indebærer anerkendelse en pose penge for andre gælder det ikke.

SOSU'ernes kamp for ligeløn ved overenskomstforhandlingerne i 2008 bliver i Ole Buscks udlægning til »i virkeligheden« at have været et udtryk for frustration over den manglende mening i arbejdslivet og ønsker om større anerkendelse. Sådan var det ikke. Ligelønskampen på social- og sundhedsområdet var netop udtryk for, at mænd og kvinder i vigtige jobfunktioner udviste bevidsthed og stolthed over deres arbejdes vigtighed og nødvendighed. Netop derfor følte de sig trådt på, fordi aflønningen sammenlignet med ufaglærte job i industrien ikke virkede rimelig. Det vil de fleste kunne huske, hvis de tænker tilbage til dagene i Holstebro, hvor det hele startede. Medarbejderne var godt klar over, hvad de ville have: respekt og anerkendelse i form af en ekstra pose penge.

I LO-fagbevægelsen gør vi en del ud af at repræsentere vores medlemmer, og det er tydeligt, at løn og ligeløn fortsat er et vigtigt tema. At skabe tilfredsstillende og meningsfyldte job, som Ole Busck efterlyser, er ikke en mindre vigtig opgave, det er bare en anden opgave, som fagbevægelsen naturligvis også skal bruge ressourcer på.

Det gode arbejdsliv

Det gode arbejdsliv handler især om at have indflydelse på rammerne og indholdet af dit job. Overenskomsterne er LO-fagbevægelsens og medlemmernes redskab til at skaffe sig indflydelse. Det er her, rammer og vilkår for den enkelte er beskrevet. I de sidste 20 år er overenskomsterne på mange områder blevet decentraliserede.

Decentraliseringen af overenskomsterne har lagt mere indflydelse ud til ledere og tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne. Det har givet rum til, at man i højere grad har kunnet tilrettelægge drift og produktion efter lokale hensyn, hvilket har virket tilfredsstillende.

LO lavede i 2010 en stor undersøgelse blandt 11.000 tillidsrepræsentanter på LO-arbejdspladserne. Den viste, at to tredjedele af tillidsrepræsentanterne havde indgået lokale aftaler med arbejdsgiverne. De kan handle om mange ting, men ofte er det arbejdstilrettelæggelse, ferieafvikling eller flekstid, det drejer sig om. Områder, som vi ved, er vigtige både for de unge på arbejdsmarkedet og for børnefamilierne, der med to udearbejdende forældre kan have brug for fleksibilitet.

Det er givetvis ikke godt nok alle steder, men det viser, at vi i modsætning til hvad Ole Busck opstiller har redskaberne til at udvikle rammerne for arbejdspladserne: Vi har overenskomsterne, og vi har tillidsrepræsentanterne. Vores opgave er, som altid, at få forventninger og drømme omsat ved forhandlingsbordene.

Job med mening

Indholdet i jobbene skal der også gøres noget ved. Og fagbevægelsen er faktisk længere fremme, end Ole Busck vil give os point for. Uddannelsesspørgsmålet er helt centralt for at skabe jobtilfredshed, alene fordi det giver flere muligheder for den enkelte. Vi taler ofte om uddannelse og efteruddannelse som strategier for at holde flest mulige længst muligt på arbejdsmarkedet. Men det er kun den ene side af sagen, for uddannelse og efteruddannelse er også i sig selv en forudsætning for at få et tilfredsstillende arbejdsliv. Uddannelse giver indsigt. Man lærer at mestre den ny teknologi eller at arbejde specialiseret og kvalificeret med nye patientgrupper. Man styrker sine almene kvalifikationer og får lejlighed til at uddanne sig til helt nye funktioner.

Derfor er uddannelse som strategi helt central for fagbevægelsen, når det handler om at give muligheder for medlemmerne i deres arbejdsliv. Og det er også derfor, vi må afvise Ole Buscks påstand om, at »mulighederne for at lave et ordentligt stykke arbejde, der er nyttigt, også for andre, bliver ringere i stort set alle professioner.«

Pointen er, at mulighederne er der, hvis vores medlemmer får lejlighed til at gribe dem. Desværre har den siddende regering i stort omfang forringet vilkårene for uddannelse og efteruddannelse af voksne. Men det kan der jo laves om på igen.

Tro på det

Det ny årtusind har udfordret fagbevægelsen. Særligt globaliseringen med den grænseoverskridende økonomi og arbejdskraft stiller krav til fagbevægelsen om at tænke i nye baner, når der skal findes redskaber til at regulere arbejdsmarkedet og skabe gode arbejdsliv. Vores strategi er, at det skal ske i takt med udviklingen på den enkelte arbejdsplads og af den enkelte medarbejder. I den forbindelse virker et forslag om at »tage kampen op med kapitalens sløseri med både menneskelige og naturlige ressourcer« nok en anelse abstrakt.

Ole Busck glemmer i sin opremsning af de dårligdomme, der rammer lønmodtagerne i disse år at vi har redskaber at arbejde med. Nuvel, økonomisk magt kan forskyde og fortrænge demokratiske processer, politisk magt kan svinde ind, og overenskomsterne kan man forsøge at omgå eller undergrave. Intet af det er vi blinde for. Men det er jo ikke en statisk situation. Det kan man jo lave om på: Nye tiltag i overenskomsterne, organisering gennem lovgivning og regulering. Det er både fagbevægelsens strategi og vilje: at tro på det!

 

Lizette Risgaard er næstformand i LO

Debatten Vækst eller modvækst? fortsætter med et læserarrangement onsdag den 7. september kl. 17. Læs mere og køb billet på ishop.information.dk

Serie

Vækst eller modvækst

Der er to veje i dansk politik, siger politikerne, men målet er det samme: Vækst. Spørgsmålet er imidlertid, om vækst er den rette løsning på de udfordringer Danmark står overfor. Er øget velstand lig med velfærd? Eller ødelægger jagten på vækst og velstand i virkeligheden vores velfærd? Og kan man overhovedet tænke sig en fremtid, hvor vækst ikke spiller en afgørende rolle?

Seneste artikler

  • Opvæksten drukner i vækst

    9. september 2011
    Børn tærer på deres forældres ressourcer og hæmmer deres produktivitet. Paradokset er, at de på den ene side er ønskebørn og prestigeprojekter, mens de på den anden side tynger vækstsamfundet og derfor overlades til et liv i institutioner
  • Tid til en kollektiv kold tyrker?

    9. september 2011
    Informations kantine lagde onsdag ryg til en debat om væksten og dens grænser. Det blev dog hurtigt til en snak om frihed
  • Der er intet i vejen med at være glad for sin nye iPad

    7. september 2011
    Vores evige jagt på næste forbrugsfix koster os lykken, klager vækstkritikerne. Men faktisk er der intet til hinder for, at årtiers produktivitetsgevinster kunne være brugt på mere fritid og økologi. Når det ikke er sket, er det fordi almindelige mennesker har ønsket det anderledes
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Information for denne serie: Vækst eller modvækst.
PS: Jeg kan ikke lade være, men P1-morgen havde et indslag fra LO s A4, hvor de har læst i vismandsrapporten fra i foråret og er her var faldet over, at vismændene mangler 4 mia. kr. i aftalen om efterlønnen så den i bedste fald KUN vil indbringe 14 mia. kr. og ikke de lovede 18 mia. kr. Hvorfor har medierne ikke flugt det op med samme ihærdighed som S og SF 12 minutter?

Niels-Holger Nielsen

Lizette Risgaard har tydeligvis lidt svært ved at holde balancen og sig til emnet.

Svagt svar på Ole Busck's indlæg.

Svaret bevæger sig snævert kun indenfor arbejdslivet. Hvad med resten af samfundet? Hvad med klimaet? Vækst er bundet op på forbrug af ressourcer. Enhver vækst, også en såkaldt "grøn".
Derudover kommer vi ikke uden om, at vi har et kapitalistisk system, som er drevet af forbrug for forbrugets skyld. Formålet er at skabe kunstig efterspørgsel, efter varer som er designet til at være ubrugeligt hurtigt, enten ved at gå i stykker, gå af mode eller være inkompatibelt med nyere versioner (computere f.eks.).
Det er formålsløst arbejde, og ligner ligegyldig beskæftigelsesterapi på linje med hvad man ser i aktiveringscentrene for arbejdsløse.

Det er klart at fagbevægelsen ikke ser deres opgaveområde som værende lige så bredt som Ole Busck gør i sin kronik, men at begrænse sig til løn og uddannelse, og så lade resten være op til den enkelte medarbejder:

Særligt globaliseringen med den grænseoverskridende økonomi og arbejdskraft stiller krav til fagbevægelsen om at tænke i nye baner, når der skal findes redskaber til at regulere arbejdsmarkedet og skabe gode arbejdsliv. Vores strategi er, at det skal ske i takt med udviklingen på den enkelte arbejdsplads og af den enkelte medarbejder.

Medlemmerne havde fortjent, at der i det mindste blev rejst en kritik af den siddende regerings undladelsessynder, og udtrykt ønsker til oppositionen, samt til arbejdsgiverne.

...en konfliktsky fagbevægelse - det er ikke godt nok.

Den danske model er i sig selv et knæfald for liberalismen, fordi modellen er en accept af arbejdslivet som tilhørende privatsfæren. Det nytter ikke, at fagbevægelsen kæmper for at bevare arbejdspladser, når mennesket bag arbejdskraften ikke behøver at yde nær det samme som i tider, hvor der skulle slides hårdt for at frembringe det til nødvendige til livets opretholdelse. Det har vi forlængst overskredet, og den vigtigste produktion i vort samfund i dag er nytteløs beskæftigelse, hvor vi var kommet langt videre, hvis folk på en basisindkomst kunne yde efter lyst og inspiration. Alene dét, der ville spares i institutionsbrug, når forældre tog sig af deres børn selv eller børn tog sig af gamle forældre, ville være en kvalitativ samfundsforbedring af dimensioner.

Peter, en stor del af arbejdesopgaverne på det moderne danske arbejdsmarked løses ved hjælp af selvbestemmelse og uddelegering af ansvaret ned til den enkelte, eller til arbejdsteamet, som fungerer ved hjælp af selvledelse.

De slidsomme opgaver du tænker på er i dag mekaniseret og kræver uddannelse og ekspertise helt ud blandt virksomhedernes ufaglærte arbejdskraft.

Faglærte og ufaglærte udgør i dag ca. 75% af det danske arbejdsmarked. DJØF'er udgør ca. 10% - men man skulle tro de udgjorde 90% med det fokus, der er på den gruppe.

Med hensyn til at forældre selv passer deres børn kan jeg huske at en - godt nok - sen børnehavestart var en befrielse fra mit til tider kedsommelige liv på gaden. Min mor gik hjemme på det tidspunkt.

Liliane Morriello

Som der ganske rigtigt står, er LO en interesseorganisation, der først og fremmest varetager deres medlemmers interesser, derfor er LO nogenlunde lige så gode til at udtale sig som AE ville være det.

LO er ligesom størstedelen af samfundet og politikerne forblændet af vækst-dogmet og kan slet ikke se videre end det.

Jeg tror da alle der går ind for "modvækst" eller ligevægtsøkonomi, netop mener at der skal satses langt mere på miljø, vedvarende energi, og den teknologi der kan være med til at understøtte dette.

Tror de vi alle sidder på "æ spinnstow" og snakker om hvor godt det var i de gode gamle dage.

Mvh

Henrik L Nielsen

Lizette Risgaard skriver: "SOSU’ernes kamp for ligeløn ved overenskomstforhandlingerne i 2008 bliver i Ole Buscks udlægning til »i virkeligheden« at have været et udtryk for frustration over den manglende mening i arbejdslivet og ønsker om større anerkendelse. Sådan var det ikke."
Og konkluder selv: "Medarbejderne var godt klar over, hvad de ville have: respekt og anerkendelse i form af en ekstra pose penge."

Det er lidt selvmodsigende. I hvert fald ender Risgaard med at give Buscks ret i at der delvist er tale om et ønske om anerkendelse. Uagtet at dette skulle være i form af penge.

Her tror jeg i øvrigt der er rigtig langt endnu. Hvad angår både løn og anerkendelse. Det viste angrebene rettet mod hele gruppen jo tydeligt da få enkeltpersoner blev taget i snyd i af TV2 (var det vist). SOSU'ernes kamp for værdig løn og anerkendelse synes stort set glemt af fagbevægelsen. Så jeg synes LO skal koncentrere sig om deres kerneområde, arbejderne, og lade relevante organisationer tage sig af klimaproblemer mens de selv kigger på arbejdsbyrder og normeringer inden for eksempelvis hjemmepleje. .

Den fagbevægelsen, der som grundprincip har solidaritet, kender ikke til solidarisk at dele det arbejde, der er.
Heller ikke til at forholde sig kritisk til det det arbejde der udføres.
Fagbevægelsen er gammeldags og konservativ.
Lizette Risgaard er ansat i fagbevægelsen.

Dette var nærmere en lang reklamesang for LO, end en interessant kronik.