Kommentar

Multikulturalisme er Europas skæbne

Den multikulturelle trængsel er ikke en ondskabsfuld opfindelse begået af Europas fjender og ej heller resultatet af de seneste årtiers migrationsstrømme
Multikulturalisme er Europas skæbne og udfordring, uanset om europæerne kan lide det eller ej.

Multikulturalisme er Europas skæbne og udfordring, uanset om europæerne kan lide det eller ej.

janine wiedel

Debat
12. september 2011

»Hvor meget hjem behøver et menneske?,« spurgte forfatteren Jean Améry engang. Jean Améry blev født i Wien i 1912 som Hans Mayer, men efter at være blevet torteret af Gestapo og efter at have overlevet Auschwitz besluttede han sig for at ændre sit navn, da han ikke længere kunne anse sig selv for hjemmehørende i det tyske sprog og tysk kultur og endnu mindre i Tyskland eller i sin bardoms Østrig. Efter befrielsen slog han sig ned i Bruxelles og talte i resten af sit liv fransk.

Og dog fortsatte han med at skrive på tysk. Selv om han i 20 år nægtede at offentliggøre sine værker i Tyskland eller sætte sine ben der, skrev han på tysk. Selv når han tog livtag med eksilets og hjemløshedens problemer, gjorde han dette på tysk.

Det meget tyske ord, som Améry bruger i sit spørgsmål, er Heimat.

Wieviel Heimat braucht der Mensch?, spørger han.

Heimater et ord, som vanskeligt lader sig oversætte, som stærkt betoner stedets, barndommens og røddernes indvirkning på følelsen af tilhørsforholdet, og som derfor kom til at spille en central rolle i nazisternes propaganda. Det er følgelig ikke et ord, man skulle vente at finde hos en forfatter, der overlevede Auschwitz.

Men i spørgsmålet om tilhørsforholdet til hjemmet er Jean Améry meget bestemt. Og meget tysk, tør jeg sige.

»Der findes ingen ny Heimat«, skriver han. » Heimater barndommens og ungdommens landskaber. Den, som har mistet sin Heimat, forbliver en taber.«

Så hvor meget hjem har et menneske brug for?

»Desto mere, jo mindre hun kan tage med sig af det,« svarer Améry.

Jeg er i modsætning til Améry overbevist om, at mennesker, der mister deres hjem, fordi de tvinges til at flygte eller drage i eksil, i reglen vil kunne opbygge et nyt hjem et andet sted uden at miste for meget af sig selv, i særdeleshed hvis de kan tage en smule af deres gamle hjem med sig. Men jeg deler Amérys respekt for hjemløshedens helvede.

Usikkerhed og uvished

Helvede er måske et stærkt ord i denne sammenhæng, men at være hjemløs i Amérys forstand er ikke at savne permanent husly. Det er at savne fast grund under fødderne og føle, at livet gynger. Det er at savne et sted eller en kreds af mennesker eller begge dele, hvor man kan gøre sig forståelig uden at behøve at sige ret meget og blive set uden konstant at måtte gøre sig synlig. Det er at savne en social sammenhæng, hvor det betyder noget, hvem man er, og hvad man gør, uanset hvem man er, og uanset hvad man gør. Det er at være kastet ud i en permanent tilstand af uorden, usikkerhed og uvished, hvilket for nok så mange mennesker er et helvede.

I denne forstand kan vi alle blive hjemløse uden at røre os ud af flækken, og i den forstand kan hjemløshed meget vel være det næste spøgelse, der hjemsøger Europa. I hvert fald risikerer sandsynligvis millioner af mennesker i Europa i de kommende år at se jorden forsvinde under deres fødder uden at have noget, de kan holde fast i endsige et hjem at føle sig trygge i.

Hjemstavne er ellers Europas geopolitiske speciale. Eller mere præcist: Alt for mange hjem i et alt for lille område. I al fald at dømme efter de mange europæiske krige for at flytte grænser og nationer og befæste et hjem på ruinerne af et andet, som dermed gjorde folkefordrivelser og hjemløshed til en ægte europæisk erfaring. Den, som har et problem med en række forskellige sprog, religioner og kulturer, der lever i umiddelbar nærhed af hinanden og i tæt gensidig kontakt, har grundlæggende et problem med Europa. Den multikulturelle trængsel er ikke en ondskabsfuld opfindelse begået af Europas fjender og ej heller et resultat af de seneste årtiers migrationsstrømme (selv om de unægtelig også har ydet deres bidrag). Multikulturalisme er Europas skæbne og udfordring, om europæerne kan lide det eller ej, og uanset hvor mange grænser de historisk har forsøgt at konsolidere indbyrdes.

Sandt at sige har Europa således et problem med sig selv, da europæerne (uanset hvem de er) endnu ikke har formået at danne sig et hjem ud af deres egen skæbne. Mange kulturer har deres hjem i Europa, men Det Europæiske Fællesskab eller Den Europæiske Union har hidtil ikke været et hjem for nogen. På trods af flaget og Europa-Parlamentet og EU-domstolen og euroen er Europa i EU's udgave forblevet et sted, hvor helheden er mindre end summen af dens dele. Dette er om ikke før blevet åbenbart, når helheden svigter, jorden gynger og behovet for at holde fast i noget vokser, samtidig med at alle slags hjemstavnstilhørsforhold, nye som gamle, virkelige som indbildte, tilbyder at erstatte den sikkerhed, som blev væk, og det nye Europa i stigende grad begynder at ligne det gamle.

Det europæiske hus

For at skabe et hjem ud af Europa er ikke nogen enkel sag, og et hjem i Amérys forstand kan Europa aldrig blive. Men uden et europæisk hus, hvor antallet af hjem på det lille areal kan anspores til at dele tag over hovedet, jord under fødderne og i trængselstider brød på bordet, kan der atter åbne sig fladtrådte stier, som fører mod europæisk splittelse, svækkelse og ødelæggelse.

»Det eneste, vi med sikkerhed ved om Europas fremtid, er, at det har en lang historie imod sig,« skrev jeg i en klumme for 17 år siden, og i dag ville jeg nok skrive det samme.

Dengang var jeg imidlertid overbevist om, at Europa kunne overvinde sin historie, og Den Europæiske Union blive til det hjemsted, som omsider kunne huse Europas flerkulturelle skæbne.

Jeg ville ønske, jeg i denne klumme kunne have givet udtryk for den samme overbevisning som dengang, men det kan jeg beklageligvis ikke. Vores behov for et hjem modsvares ikke altid af vores evne til at bygge det hjem, vi har brug for.

 

Göran Rosenberg er forfatter, journalist og uafhængig kommentator. © Göran Rosenberg og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det mest multikulturelle sted er vist USA, hvor næsten alle folkeslag og religioner m v er repræsenterede. ( Nogle blev " importerede " som slaver, andre stak af fra politisk forfølgelse og fattigdom o s v)

Forunderligt har denne bizarre blanding frembragt verdens førende supermagt ( en rolle, som Kina nok overtager inden længe - men alligevel).

Integrationen i USA er vel på den hårde facon - "hvis du ikke arbejder , så er det bare synd for dig" - og det forhindrer i et betydeligt omfang, at de kulturelle grupper kan isolere sig fra hinanden i betænkeligt omfang. (Den "hårde facon" har så nogel sociale ulemper for de svageste individer , men som helhed fungerer USA godt.)

Europa kunne m h t kulturel sameksistens og integration nok lære noget af USA uden at sætte sine velfærdspolitiske ideer over styr ??

Hvad er det, som gør, at det multikulturelle USA (der er et sammenrend af alle mulige fra alle verdens hjørner) kan blive en supermaght , medens Europa bare bumper derud af ???

England er nu også temmelig multikulturelt.

Robert Kroll

Du er inde på noget af det rigtige. Men spørgsmålet hvorfor, turde være temmelig indlysende.

I øvrigt er multikulturelle USA verdens meste hadede nation. Om end Europa efterhånden gør dem rangen stridig, hvis man skal dømme efter nylige Pew undersøgelser i 3.lande.

Eksempelvis har (iflg. Pew) kun 6% af tyrker et positivt indtryk af kristne. Nu er Europa ikke særligt kristent, men det er sådan Europa opfattes i specielt den islamiske verden.

Bortset fra det, er indvandringen til Europa fra eksempelvis Mellemøsten, Nordafrika og Sydasien der er foregået indtil nu, det rene vand imod hvad der vil ske i de næste årtier. De har nemlig ikke andre steder at tage hen end til Europa, og i takt med at befolkningerne i disse områder stiger, stiger også fattigdommen, sulten og balladen, og dermed flygtningestrømmene.

Så ja, Europa står over for en udfordring.

John Houbo Pedersen

Uden ingredienserne tolerance og grundlæggende fasthed fungerer det ikke!

Sabine Behrmann

Personlig har jeg det sådan, at jeg, når jeg vender tilbage til Europa fra det store vilde udland, ser de gule stjerne på den blå grund - ja, så har jeg en følelse af Heimat.

Men i modsætning til Göran Rosenberg blev jeg da også født ind i dette fællesskab og har set det udvikle sig på godt og ondt. Så hvad har manden tænkt sig? At han kan få den samme følelsesmæssige tilknytning til dette projekt, som han jo først kom med i, da han var næsten 50?

Helt ærligt, hvor barnlig har man lov til at være?

Vi har ikke fattet hvad multikulturalisme er.

Europa og ikke mindst Danmark har til alle tider været mere eller mindre flerkulturelle. Multikulturalisme er den normative fortolkning og håndtering af det faktum at "vi" er overgået til mere flerkulturelle samfund.

Det er ikke et spørgsmål om vi har eller ikke har været flerkulturel (det er et faktum), men hvordan vi skal reagere på dette forhold er et omstridt anliggende. Her kan der igen reageres med en række forskellige demokratiforståelse lige fra det Radikale demokrati (Mouffe, Deleuze, Hall, Laclau) til det mere kosmopolitiske (Habermas, Held etc.) Indtil videre har etnocentriske demokratiopfattelser ikke bragt os videre end til kulturel assimilation, men det må være muligt at gøre det bedre, hvis vi erkender den mangfoldighed af demokrati- og kulturforståelser vi kan vælge imellem.

Danmark var langt bedre til multikultur da det fungerede som helstat fra 1815 til 1864 - end i dag. Og det er uden tvivl på grund af vores monokulturelle og nationale identitetshistorie som vores demokratiforståelse er indskrevet i og som uddannelsessystemet har opdraget til i mere end 150 år. Derfor danskerne også en meget lav interkulturel kompetence. Der kan ikke foretages perspektivskifte, da der kun er én historie til rådighed (HISTORIEN/KULTUREN). En erkendelse af Multikultur som et grundvilkår kan således også levere en vej ud af miseren ved at erkende den lange række individer og grupper, der endnu ikke er blevet anerkendt som legitime samfundsborgere i vesten.

Ét er imidlertid sikkert - rekonstruktionen og demokratiseringen af de gamle dominerende europæiske hegemonier kommer ikke til at gå stille af. Først forhindring ser imidlertid ud til at være ved at klinge af - nemlig udlændingekortet i dansk politik som den nuværende regering blev valgt på i to omgange. Danskerne er ved at være med på at "folket" ikke har levet i et uforanderligt national-kristent 1000 års siden Harald Blåtand.

Men det er dette identitetspolitiske kamp- og konfliktfelt vi står midt i - retten til at betydningsdanne forholdet mellem "os" og "de andre".

Gunvor Trinderup

I en anerkendelse af det multikulturelle samfund, vil alle overgå til en position af at være Den Anden. Ved blandt andet at gå herfra, kan der åbnes op for nysgerrigheden på, tolerance for og åbenhed i ligheden af alle vore forskelle. Frem for som nu at eksistere i monokulturens kunstige dikotomi af et 'os' og så 'de andre' (Olaf Stapledon; Star Maker)

Dikotomien har desværre bare hæftet sig på alt for mange magt- og angstdiskurser, som for nogen giver fin mening at benytte sig af, uden omtanke for, måske, hvordan dette tærer på tilliden mellem mennesker.

Jeg kan ikke forstå, at vi skal blande multikulturalisme og harmoni sammen. Hvis vi nøjes med at erkende, at folk fra mange kulturer er statsborgere eller bare borgere i en stat, hvor principperne er demokrati efter retningslinjerne een person een stemme. Så må demokratiet sætte spillereglerne - og dét må være 'harmonien'. Fællesskab over hækken kan vi ikke lovgive os ud af eller ind i.

Gunvor Trinderup

Lars Dahl

Måske fordi der i ideen om harmoni i det mangfoldige opstår følelsen af tryghed som er vigtig for at kunne forholde sig åbent og tillidsfuldt til det multikulturelle? Måske ikke helt uvæsentligt i menneskets søgen efter at høre til et sted blandt mange?

En gang være babylonsk propaganda!

Jeg tror det er en god ide at fastholde multikulturalisme som en normativ reaktion på det forhold at Danmark er blevet flerkulturelt. Dvs. et identitetspolitisk konfliktfelt, hvor mange politiske fortolkninger trænger sig på. Det demokratiske ligger i at holde dette konfliktfelt åbent og omstridt uden at lukke sig om den ene eller anden diskurs.